Skønt Krigen har staaet paa i 2,5 Aar, kunde det synes tidligt nok at tale om Erfaringer fra Verdenskrigen.
Krigslitteraturen, i hvert Fald den officielle, kompetente Litteratur, som ellers er Midlet, hvorved Ikke- Deltagere i Krigen skal høste Belæring, har, som rimeligt er, hidtil været ret sparsom. Der er dog Omraader, paa hvilke der foreligger en Del, der berettiger til at drage Slutninger, særlig naar det bedømmes i Sammenhæng
med den forudgaaende Udvikling. Delle gælder bl. a. om den krigsmæssige Uddannelse.
Særlig i Bevægelseskrigen kan det vistnok siges, at den talmæssige Overlegenhed har vist sig at spille en endnu større Rolle, end man maaske tidligere har været tilbøjelig til at mene.
Den af Parterne, der har kunnet samle den største Styrke til rette Tid og paa de rette Punkter, har i Reglen opnaaet Overlegenhed, forudsat at Tropperne har været i Besiddelse af fornøden Disciplin og af den rette Aand. Dette sidste har været af endnu større Betydning end Troppernes Uddannelsestrin øg Alder.
Man har set Mandskab af saa at sige alle Uddannelsesstandpunkter og Aldre, og man kan sikkert sige, at de ældste ikke har været de ringeste. Landstormsafdelinger har været anvendt saavel i Fæstnings- som i Feltkrigen og har gjort god Fyldest.
Noget tilsvarende har ogsaa gjort sig gældende i vor Sikringsstyrke, naar man blot har mødt de værnepligtige med den Forudsætning, at Præstationsevnen var den samme for det ældre og for det yngre Mandskab, hvad den faktisk i Hovedsagen er. Et af de opmuntrende Momenter i vor korte Uddannelse er netop dette, at det lærte gennemgående har fæstnet sig saa godt. Disse gode Ydelser af det ældre Mandskab har antagelig sin naturlige Forklaring i den med Alderen stigende Ansvars- og Pligtfølelse og ikke, som del ogsaa er bleven formodet, i synkende Kvalitet hos Ungdommen.
Er Modstanderne hinanden nogenlunde jævnbyrdige, afløses Bevægelseskrigen for eller senere af Skyttegravskrigen, dette mærkelige Fænomen i Nutidskrigen, hvis Betydning i dens nuværende Skikkelse man, navnlig for den østasiatiske Krig, vilde have forsvoret.
Dens Styrke og Mulighed beror paa den forenede Virkning af Spaden, Geværilden. Maskingeværilden, Haandgranaten, Bajonetten og Piglraadshindringen i Forbindelse med „Spærreilden“ fra det lette og svære Feltartilleri fra skjulte og maskerede Batterier.
Man kommer herved ind paa et andet af de Momenter, der i Nutidskrigen bidrager i saa høj Grad til at opnaa Overlegenhed, det tekniske.
Ildens Virkning har ved Teknikens stadige Fremskridt naaet en Højde som aldrig før.
Der er her sket en Forskydning til Fordel for Artilleriet ved Anvendelsen af det svære Artilleri i Feltkrigen og ved de uhyre Ammunitionsmængder, der er sat ind saaledes, at Spørgsmaalet om Overlegenhed undertiden næsten har været afhængigt af, hvilken af Parterne, der kunde præstere den største Mængde af Artillerimateriel og Ammunition.
Under Marneslaget skal det franske Artilleri have bortskudt c. 1,25 Million Skud, og ved det franskengelske Gennembrudsforsøg i Champagne skal af e. 5000 Piecer være forbrugt c. 6 Millioner Skud. Medens man efter den fransk-tyske Krig 1870/71 regnede med, at c. 90 pCt. af Saarene skyldtes Geværilden og kun 10 pCt. Artilleriilden og de blanke Vaaben, og dette Korhold efter den østasiatiske Krig ansloges til 85 :.15, er Folholdet under Verdenskrigen næsten byttet om, idel c. 00 pCt. af Saarene tilskrives Artilleriilden og kun 10 pCt. de øvrige Vaaben. En stadig betydningsfuldere Faktor baade under Angrebet og Forsvaret er som bekendt Maskingeværilden Om Maskingeværet kan erstattes af Rekylgeværet maa vel foreløbig staa hen. At det sidsle, særlig i Angrebet, besidder visse Fortrin fremfor det første kan næppe bestrides.
De i uhyre Udstrækning anvendte Skyttegrave har som bekendt antaget mange forskellige Former. Der har været anvendt Skyttegrave med og uden Skyde- skaar, disse har været baade overdækkede og uover- dækkedc, og de har vendt baade den brede og den smalle Del udad. Skvdeskaaret har den Svaghed, al det udgør et tydeligt Maal for fjendtlige Skarpskytter,, der paa de korte Afstande, der i Skyttegravskrigen i Reglen er Tale om, vil have god Udsigt til Træfning paa de Skytter, der viser sig i Skydeskaarene. Paa den engelske Front siges man at være mest tilbøjelig til at anvende smalle Skyttegrave med Traverser og uden Skydeskaar samt med Rygvold til Opfangelse af Sprængstykker og med en smal Passagegrav
c. 2 m. bagved og parallel med Skyttegraven, forbunden med denne ved talrige smaa Forbindelsesgange, omtrent en for hver 10m.
Man kunde tænke sig Udviklingen gaaende i Retning af ret dybe Skyttegrave uden Skydeskaar, beregnet paa Skydning med Periskopsigte og forsynet med Lægtetrin til Anvendelse baade ved Angreb udover Rrystværnet og ved Forsvar i Stormangrebets sidste Face.
Et taktisk Moment af den største Retydning er Modangrebet. Det har bekræftet sig, at dette er nødvendigt for et effektivt Forsvar, og at det er muligt, hvad der, for ikke saa mange Aar siden, var dem, der var mest tilbøjelige til at betvivle. Efter Angreb er atter og atter fulgt Modangreb, og Angriberen er mange Gange kastet ud af en nylig erobret Stilling. Selv under fortsat Tilbagegang, hvor Foretagsomheden og Moralen skulde antages svækket, er hyppigt foretaget Modstod, der paa heldig Maade har dæmmet op for den fremvæltende Angriber.
Natlige Foretagender, baade i større og mindre Stil, har, som man kunde tænke, fundet Sted i meget stor Udstrækning, vistnok især i de sidste Timer før Daggry. Talrigt Lyskaster- og Lysraketpislolmateriel er selvfølgelig her af stor Retydning.
Det kunde efter Artiklen „Stormangrebet i Skyttegravskrigen“ i M. T. Nr. 2/1917 synes, som den forlængst banlyste „Ild under Bevægelse“ under visse Forhold har fundet Anvendelse,. ligesom noget saa ejendommeligt, man kunde fristes til at sige abnormt, som Udførelse af en Del af Stormangrebet i Trit og under Retning.
Angaaende del nyeste Angrebsmiddel, de giftige Luftarter, skal kun nævnes, at man har anset en P'or- syning af 2 Gasmasker pr. Md. for nødvendig til Sikring mod Gassens frygtelige Virkning.
Nødvendigheden af en Felluniform af krigsmæssig Farve kan inu betragtes som fastsla,aet, den er praktisk talt indført overalt.
Ogsaa Indførelsen af Staalhjelmen til Dækning af Hovedet mod Strejfskud og Sprængstykker har vist sig nødvendig. Endogsaa Pikkelliuen, der næsten var bleven et Symbol, har den begyndt at fortrænge.
En af de mærkeligste Foreteelser under Verdenskrigen er den Udholdenhed, Tapperhed, Haardførhed, Nervekraft og Evne til at indrette sig under de mest primitive og uvante Forhold, der er udvist af Befalingsmænd og Mandskab af alle Samfundsklasser, og tiel ikke blol af de robuste Germaner, men af alle de krigsførende Nationer. Der er ved utallige Lejligheder udvist et Heltemod og en Offervillighed, som ikke staar tilbage for nogen Tidsalders.
Folkene har, trods den Blødaglighed og Enervcrt- hed, der almindelig antages at følge med den højere Kultur, og den Afsky for Krigshaandværket, der ansaas for almindelig i store Lag af Befolkningerne, for en stor Del vist sig i Besiddelse af de mest oprindelige: Soldateregenskaber.
Disse Egenskaber gælder det ved den militære Uddannelse og Opdragelse om at fremkalde og udvikle saa meget mere, som det utvivlsomt er Egenskaber, der er alment samfundsnyttige og fremmende for Folkets Levedygtighed og Livskraft.
Ved al militær Uddannelse, og især ved en kort Uddannelse, gælder det selvfølgelig først og fremmest om, al det bliver en Uddannelse for Krigen, at først del for Krigen væsentlige, i anden Række det mindre væsentlige indøves, og at det unyttige udskydes som skadeligt og tidsspildende. Her kan altid være nogen Meningsforskel om, hvad der er det væsenllige, og hvad der er unyttigt, men i Hovedsagen vil Meningerne næppe være stærkt afvigende.
Jeg skal tillade mig at fremføre nogle Momenter angaaende dette vigtige Spørgsmaal til Overvejelse.
Det almindelige Princip ved Uddannelsen bør, især i truende Tider, formentlig være det, at Stoffet gennemgaas i den kortest mulige Tid saaledes, at Rekrutterne efter denne Tid i Nødsfald kan anvendes i Felten, og at den Tid, der bliver tilovers, anvendes til at rekapitulere og fæstne det lærte. Hermed bør fortsættes i visse Tidsafsnit eller Uddannelsesperioder, der er afpassede saaledes, at det for Krigen nødvendige kan gen- nemgaas med passende Grundighed, saa al Mandskabet efter enhver af disse Perioder er bedre forberedt til at kunne anvendes i Felten.
Principet har bl.a. den Fordel, at det hurtigere giver Begreb om, hvad det kommer an paa, det giver mere Afveksling for Befalingsmænd og Mandskab, del bliver mindre trivielt og det øvede fæstner sig derfor bedre; del, der forstaas og interesserer, vil allid have bedre Betingelser for at sætle sig fast end det, der keder, og hvis Nytte ikke forstaas.
Den menige Mand vil altid have svært ved at for- staa det krigsmæssigt nyttige i, at Tiden, f. Eks. i en Maaned, i Hovedsagen anvendes til Geværgreb og sluttet Eksercits.
Det er dette Princip, der f. Eks. er fulgt ved det østerrigske Fodfolks Uddannelse, hvor Rekrutskolen varer 10 Uger, i hvilken Tid hele Uddannelsesprogrammet gennemgaas.
En Meddeler beretter i svensk militært Tidsskrift om en Inspektion af en Rekrutbataillon i 9. Uge af Uddannelsen. Ved Inspektionen, der varede fra Kl. 0 Form. til 7 Eflerm. med 2 Timers Middagshvil, udførtes Sikringstjeneste paa Stedet og under March og Fægtningsøvelse med Modstander og foretages en March paa 30 km med krigsmæssig Udrustning, dog uden skarp Ammunition, Skanseredskaber og Konservesportion.
Efter Marchen foretoges en Forbidefilering med fortrinlig Holdning. Ingen meldte sig til Lægen den næste Dag. I den efterfølgende Tid genoptoges Enkeltmandsuddannelsen jævnsides med Øvelser i de taktiske Led. Den daglige Øvelsestid var ca. 10 Timer.
Som Modstykke skal nævnes, at efter vort Uddannelsesprogram for Fodfolket skal i Rekrutskolens 1. Klasse, der varer i 7 Uger, øves Enkeltmandseksercits; Uddannelsen i Deling maa kun paabegyndes; i Felt- tjeneste maa kun øves Enkeltmands Benyttelse af Ter- rainel. Ejendommeligt nok blev denne Uddannelsesperiode forlænget, da den samlede Uddannelsestid blev forkortet fra 180 til 105 Dage. —
Under Krigen har den til Krigsuddannelsen anvendte Tid variere! fra ca. 2 til ca. 6 Maaneder. En Uddannelsestid af 1—0 Maaneder er efter Haanden bleven det almindelige.
Jeg skal ikke indlade mig paa at opstille noget Program, men jeg skal, for nærmere al præcisere de Synspunkter, hvorunder jeg mener, at Spørgsmaalet om den krigsmæssige Uddannelse bør ses, tillade mig al fremføre nogle Bemærkninger angaaende de enkelle Ud- dannelsesomraader og om, hvad der synes at maatte være det væsentlige, Bemærkninger, som naturligvis særlig refererer sig til Fodfolkets Tjeneste, men som dog maaske ogsaa for andre Vaaben paa et og andet Punkt kan give Anledning til Eftertanke.
Eksercitsen. Noget af del vigtigste her er Ret- stillingen. ikke blot Mandens individuelle Stilling, men hans Stilling i Geleddet. Den bør, ligesom Eksercitsen i det hele, ikke øves ved lange, trættende Øvelser, men ved, at den gaas igennem foran hver Øvelse, og al der stadig ofres den Opmærksomhed.
Hvad Geværgrebene angaar, skulde del synes klart, at det ikke virker disciplinerende, saaledes som I lensiglen skulde være, men i modsat Retning, naar der paa Eksercerpladsen anvendes en Mængde Tid paa al indøve Ting, der, saa snart man kommer udenfor Eksercerpladsen, udføres mindre nøjagtigt. Princippet burde være kun al fordre Nøjagtighed der, hvor det er umiddelbart forstaaeligt, at Nøjagtigheden er paakrævet.
Kun Honnørgrebet og Ladningsgrebene burde indøves med Nøjagtighed.
Det er kun el forsvindende Mindretal af Befalingsnuend, der overholder, at „Gevær i Hvil“ (og „Gevær ved Fod") udføres som Præcisionsgreb ved alle Lejligheder, dels Indøvelse som saadant virker derfor desorienterende. og megen kostbar Tid vilde spares ved i Hovedsagen kun at ofre del den Indøvelse, det faar, naar det anvendes, .nemlig før og efler Bevægelser. Dertil kommer, at „Gevær i Hvil" med dets korle, lette Bevægelser allid udføres i hurtigere Takl end „Gevær ved Fod" med dets lange, tunge Bevægelser, medens Reglementet fordrer Grebene udført i samme Takt, hvilket øgsaa virker i modsat Retning end den tilsiglede.
Grebet „Gevær i højre haand" paa Stedet, der altid figurerer ved Præsentationer, men forøvrigt ikke er til nogen som helst Nytte, skulde synes mere end overflødigt.
Ved Eksercitsen har Nøjagtigheden i Stillingerne, hvor den bør fordres, og Appellen begge deres Betydning med Hensyn til det disciplinerende. Appellen er dog kun lidet værd, hvis den ikke ledsages af Præcision, men Faren er, at den ofte virker ret bestikkende.
Noget tilsvarende gælder for Marchen. En slank, fri, naturlig March med god Holdning, maaske noget fastere under Honnør, burde være Maalel. „Trampe- march" er let kobl Appel og burde være banlyst. —
Skydning. Skyttetjeneste. Det bør især tilstræbes, at hver Mand i alle Anslagsslillinger, men især i den liggende, kan afgive en rolig, velrettet Skytteild med hurtig, men sikker Ladning og v;rlge rigtigt Viser og Relningspunkl efler simple Regler (Afvigelserne angive! i Haarsbredder), og at han kan udnytte forhaan- den værende Terra ingenslande paa rette Maude til Anlæg for Geværet og til Dækning.
Bortskydning af mange Patroner bør øves ved lejlighedsvis at samle de blinde Patroner sammen og lade den enkelte Mand bortskyde dem under Kontrol. Der bor lægges særlig Vægt paa Indøvelse af Anslagsslitlingen i en Skyttegrav og lignende Dækninger, hvor Skytten trykker venstre Side læt op til Dækningen og holder venstre Ilaand med Fingrene bagud under Kolbens bageste Del ved Rembøjlen. Der er en stærk Tilbøjelighed til al holde venstre Ilaand frem foran Haandbøjlen som i det frie Anslag, hvilket antagelig har været Grunden til de mange Saar i den venstre Arm, der skal være forekommet i Krigen.
Skydefærdigheden for den enkelte Mand har lige saa vel i denne Krig som lidligere visl sin Betydning, saa meget mere. som Skydefæglningen gennemgaaende er ført paa kortere Afstande.
Franskmændene skal have opgivet deres Fastholden ved Salveilden, medens Russerne stadig skal have bevaret deres Forkærlighed for denne Ildmaadc, men ogsaa aabner Ilden paa længere Afstande, hvor den svarer bedst Regning.
Den spredte Orden bør indøves næsten fra den første Dag. Udvikling og Bevægelser med Overholdelse af Afstandene kan meget godt øves, før Manden har lært at behandle Geværet, og det giver straks el Begreb om el af de vigtigste Formaal for Uddannelsen. Øvelsen giver derhos Afveksling og er en gavnlig Motion. Ved Gruppespring bør der holdes noje over, at alle falder ned i samme Nu, og at de enkelte, der er bagud, kravler frem i Højde med de andre. De enkelte, der bliver oppe noget efter de andre, vil virke som Kuglefangere. Af samme Grund, og tillige af Hensyn til Overraskelsen. bør alle springe op i samme Nu. Kravlen gennem Terrainet, ganske fladl mod Jorden, baacle frem og tilbage, bor gøres til Genstand for rationel Indøvelse. —
At Øvelser i Mørke er et vigligl Ovelsesom- raade, er vel udenfor Tvivl. En Øvelse om Ugen f. Eks. en Maaned hen i Uddannelsen, vil næppe være for meget, især i den mørke Tid.
Ved disse Øvelser bør formentlig særlig lægges Vægt paa følgende:
Sikring paa Stedet, de første Gange som Instruktionsøvelse, med Iagttagelse, Tilvænning til Mørket og dets Lyde og Modarbejden af Mørkeængstelsen, samt Patrouiliering fra Post til Post,
(I Forposttjenesten bør om Natten saa vidt muligt kun anvendes stærkere Poster (mindst 3 Md.), de svage Poster vil lettere løbe deres Vej.) Fremrykning saavel ad Veje som gennem Terrainet med mindst mulig Larm og med Sikringspatrouiller i kort Afstand,
Opmarch fra Kolonne til Linie,
Angreb uden Ildafgivelse (med idadte Gevairer), Samling efter Angreb, hvad enten dette er lykkedes eller ikke.
Angriberen bor altid tilbageholde en Reserve til Anvendelse efter Omstændighederne, f. Eks. overfor omfattende Modangreb.
Forsvareren bør paa sin Side ikke forsømme Modangreb i Angriberens Flanke og Ryg. for hvilke der ofte vil være gode Chancer. —
Noget af det. det især gælder om at udvikle hos Befalingsmænd og Mandskab, er Evnen til at handle i en given Situation. Mange af vore Folk ved godt Besked med, hvad de skal gøre, men naar de s hiar overfor at skulle udføre del, slaar det Klik, og de bliver apatiske.
Derfor glipper Sikringstjenesten ofte under Øvelser og vil ogsaa let gøre det i Felten.
Der findes kun et Middel til at udvikle denne Egenskab. den applikatoriske Øvelse:
Styrken deles i Grupper, hver under en Befalingsmand med nogen Fantasi og med militært Blik. En eller flere Folk lages frem foran Troppen som Vedetpost. Patrouille eller lign.
Den almindelige Situation forklares og dernæst angives et indtrædende Tilfælde. Øjeblikket for Tilfældets Indtræden bør helst angives ved, at der siges „Nu“. Det kan være paa sin Plads af og til at lade den givne Situation fremstille ved udsendte Folk, der viser sig.
Folkene udfører nu, hvad de vil gøre i det givne Tilfælde: melder ved Tegn, falder ned og stiller Viser, aabner Ilden, lober ind med mundtlig Melding o. s. v. Ethvert Tilløb til at sige: „Jeg vil“ . . . slaas ned med Ordren: G ø r, hvad De vil gøre.
Der gives passende Tid til at forme den mundtlige Melding, ligesom der i Reglen vil være det, medens Manden løber ind med den, og alle Folkene bør hver for sig forme Meldingen. Ved Stikspørgsmaal kontrolleres, at alle følger med.
Bagefter drøftes det forefaldne, Visererne undersøges o. s. v. Ethvert Tilfælde af resolut Optræden anerkendes. Der bør lægges stor Vægt paa Meldingen i rigtig Form og med høj Stemme.
Øvelser af denne Art giver Udbytte baade for Mandskabet og Befalingsmanden, der leder dem. De bør anvendes hyppigt, helst dagligt, ikke for længe ad Gangen, som Afveksling, ligesom med Styrker, der ikke i Øjeblikket er beskæftiget paa anden Maade, f. Eks. ved Forpostled og under Skarpskydning. Del vil være heldigt, om Kompagnichefen eller Næstkommanderende af og til tager saadanne Øvelser med hele Kompagniet.
Marchøvelserne, der jo nu ogsaa efter vort Program for Feltgymnastik kan begyndes kort efter Mødet, bør udnyttes paa anden Maade, idet der af og til standses for langs Marchvejen i nyt Terrain at foretage en af de foran beskrevne applikaloriske Øvelser eller anden Instruktion, for at øve Indtagelse af en Stilling med Afstandsbedømmelse eller lign.
Manglen paa Øvelsesterrain i Foraars- og Sommermaanederne bliver derved mindre følelig.
Gymnastik. Selv under normale Forhold bør Gymnastikken i Hus og med Redskaber formenllig indskrænkes til et Minimum. De fritstaaende Øvelser, deler Hovedsagen, kan lige saa godt, ja bedre, øves paa Eksercerpladsen eller i Terrainet i Øvelsesdragten, maa- ske i en Drejlstrøje, der kan medføres i Tornisteren.
Af Redskaber behøves ikke væsentlig andet end Ba- jonelgeværer, Ivyradser og Masker til Kontrafægtning, Ved Bajonetfægtningen, hvorpaa der utvivlsomt bør begges Vægt, bør undgaas al omstændelig Lektiongivning og navnlig gaas ud paa, at faa Manden til at bruge Bajonetten frit og støde til Bunds.
Selv ved forceret Uddannelse er der flere Grene af den militære Idræt, der meget godt kan dyrkes nden Tilsætning, saasom Terrainløb. Forhindringsløb, Skytteløb, Omklædningsløb og Springning, der direkte kommer den krigsmæssige Uddannelse til gode. Del tidsspildende og unyttige Stafetløb bør stryges.
Hertil kommer Haandgranatkastning med de dertil udtagne.
De flinkeste Bajonetfægtere og Idrætsmænd burde, ligesom de flinkeste Skytter, have Udmærkelsestegn.
Undervisning i Teori. Det er vigtigt, at denne, der ikke helt kan stryges, drives rationelt. Læreren bør altid forud være paa det rene med, hvad han vil gennemgaa og ikke improvisere. I størst mulig Udstrækning illustreres del forklarede ved Eksempler og øves applikatorisk. Efter enhver Gennemgang resumeres det væsentlige kort.
Det vilde være i høj Grad ønskeligt, om der havdes en Lærebog, der læstes med nogen Fornøjelse og var forsynet med Billeder i Lighed med enkelte andre Landes.
Til Slut nogle Ord om Hovedpunktet i den militære Opdragelse og i det hele i alt Militærvæsen, Disciplinen, der ogsaa paa mange Omraader i Samfundslivet spiller en betydelig Rolle, kun giver man den gerne andre Navne.
Formen for Disciplinen vil i nogen Grad rette sig efter de særegne Forhold, navnlig de nationale Ejendommeligheder, ligesom Disciplinen f. Eks. i en Militshær vil have en anden Karakter end i en staaende Hær eller i en hvervet Hær.
Den har saaledes forskellig Karakter i den tyske, den franske, den engelske og den russiske Hær.
Jeg skal i denne Forbindelse minde om en Udtalelse, som jeg ved en anden Lejlighed har tilladt mig at anføre i Tidsskriftet, fremført i „Echo de Paris“ af den franske General Cherfils efter den fransk-engelske Offensiv i Champagne.
Generalen hævder, al den ejendommelige franske Disciplin, der delvis hviler paa den franske Soldats Intelligens og Forstaaelse og hans Velvilje overfor de foresatte, men som ogsaa kan bringe ham til at ræsonnere. hvor der ikke skulde ræsonneres, trods dens gode Sider ikke har vist sig saa værdifuld under Krigen som den tyske Disciplin, der væsentlig er baseret paa den ubetingede, blinde Lydighed. „Disciplinen", siger Generalen, „er intet andet end Underkastelse under Autoriteten. Det er kun alt for klarL, at naar Autoriteten er fjernet fra Familien.
Skolen, Værkstedet. Samfundet, har man haft svært ved at faa den opretholdt i Fredstid i en Ilær, hvor den Regel havde l'aaet Gyldighed, at naar del gjaldt Forholdet mellem en underordnet og hans Chef, havde den sidsLe Uret og blev ofret. Det er da ikke mærkeligt, at Hæren i Øjeblikket mangler denne Dyd, som man har kvalt Spiren til". „Hvis vore heltemodige Krigere havde haft de tyske Soldaters Disciplin, vilde vi have haft en dobbelt saa stærk Hær, og Krigen vilde have været forbi“. Udtalelsen giver et karakteristisk Indtryk af, hvilke Vanskeligheder man har haft at kæmpe med i den franske Hær.
Der er næppe Tvivl om. at den franske Disciplin
har omformet sig mider Krigen ligesom det franske Samfund.
Hos os er „den danske Gemytlighed'' og Godmodighed en Fare for Disciplinen. Man har undertiden forset sig paa den og ment, at der burde tages et væsentligt Hensyn Lil den. Af Frygt for at synes uforstaaende overfor denne „Nationaldyd" er man veget tilbage for at iagttage den Fasthed og Alvor i Optræden, der er en nødvendig Betingelse for et sundt, disciplinært Forhold. Man undlader f. Eks. ved en enkelt Lejlighed kraftig Indskriden overfor skadelige Ytringer af Lystigheden som Raaben, højrøstet Latter eller Stimlen sammen under Hvil, idet man overser, at dette grundigt kan rokke ved det disciplinære Forhold, medens en fast Optræden vilde kunne bidrage til varigt at styrke dette Forhold.
Hermed skal ingenlunde være sagt, at Gemyt og For- staaelse ikke udgør meget værdifulde Momenter i det disciplinære Forhold. En vis Munterhed og Evne til at se Tingene fra deres lyse Side kan bringe ud over vanskelige Situationer og er betydningsfuldere, jo alvorligere Forholdene er.
Forstaaelse af de undergivne, ikke mindst af Menigmand, og af deres Tankegang, er ganske nødvendig folden foresatte, der vil udrette noget, og for de undergivnes Vedkommende vil Forstaaelse af den foresatte og af givne Befalinger altid være ønskelig, og den vil i Reglen bidrage til Befalingernes gode Udførelse.
Den Disciplin, der kun er baseret paa den blinde Lydighed og Frygten for Straf vil, som det før er sagt, i Reglen ikke svare Regning, især i en Befolkning, der ikke i Forvejen er disciplineret.
Men den militære Disciplins særegne Krav maa tilfredsstilles, hvilket meget godt forstaas af Befolkningen, hvor man undertiden er mere kritisk overfor Gaaen paa Akkord end i Hæren.
Vore værnepligtige er ingenlunde uimodtagelige for Disciplin, bibragt paa rette Maade.
Befalingsmanden har en meget smuk Mission deri at opdrage de værnepligtige saaledes, at de forlader Tjenesten mere hærdede, disciplinerede og udviklede, end da de mødte, med Respekt og Sympathi for den militære Uddannelse og Forstaaelse af, at den er en virkelig Forberedelse lil Krigen, men ogsaa til deres personlige Gavn, idet den har udviklet almennyttige Egenskaber hos dem.
F. C. E. Mørch.
