LXXXIII.
Vestmagterne venter en stor tysk Offensiv, saa snart Vejret tillader det. Fra fransk Side menes, at Hovedstødet vil blive rettet mod Egnen ved Verdun, sekunderet af større Angreb i Flandern og i Italien. Italienerne mener, at Hovedangrebet vil falde paa deres Front. Selv om der saaledes er adskillig Uoverensstemmelse i Anskuelserne, er man dog enige i Hovedpunktet, nemlig at el Angreb man ventes. Man forbereder sig af al Kraft paa at modtage det, og paa d e n vestlige Krigsskueplads har Englænderne overtaget en større Uel af Fronten. Deres Linier strækker sig nu til et Punkt Syd for St. Quentin. Der udfoldes tillige en levende Rekognosceringsvirksomhed fra begge Sider; men større og betydningsfulde Kampe er det ikke kommet til i sidste Halvdel af Januar.
Paa den i Italienske front har der hersket meget stærk Kulde i Bjærgene, og Vinteren har hindret alle større Foretagender. Artilleriet har dog stadig været virksomt, særlig i de sidste Dage paa Salle Communi-Plaleauet og tildels Ost for Brenla. Ligeledes er der indløbet Meddelelser om ret hyppige Rekognosceringskampe; men der er ikke sket noget, som har ændret Situationen. Italienerne mener, at de for Tiden har 53 fjendtlige Divisioner overfor sig, af hvilke 8 er lyske. To andre tyske Divisioner, som tidligere stod i Italien, skal allerede for en Maaned siden være overførte til Vestfronten. Vestmagterne forbereder sig ihærdigt til fortsat Krig. Paa en Konference mellem deres ledende Statsmænd i Paris er der, ifølge italienske Udtalelser, opnaaet fuld Enighed om Maal og Middel for Krigens Fortsættelse, og samtidig fortsættes Forberedelserne i Landene.
Fra Frankrig og Italien har man intet hørt om Forberedelsesarbejdet. Det foregaar i Tavshed. Man ved derimod, al Englænderne gennemfører en ny Udskrivningslov, der i nogen Grad har sat Sindene i Bevægelse i engelske Arbejderkredse. Bl. a. har en A rbejderkonference i Nottingham den 25. Januar vedtaget en Resolution om, at Loven om Militærtjeneste skal ophæves umiddelbart efter Krigen. Regeringen har imidlertid formaaet al sætte sin Vilje igennem, og i den Anledning er det blevet oplyst, at del samlede britiske Verdensrige til Dato har stillet 7Vs Millioner Mand paa Benene, hvoraf England, Skotland, Wales og Irland alene har præsteret 5,(5 Millioner, af en Befolkning paa ca. 22 Millioner Mandspersoner i alle Aldre fra det spæde Barn til Oldingen. Ved den nye Udskrivning vil dette Tal antagelig vokse til ca. (i Millioner. Fra amerikansk Side fremhæves samtidig, at Fristaternes Ilær, der den 1. April 1917 talte ialt 9521Officerer og 202,510 Mand, den 31. December 1917 omfattede ialt 110,850 Officerer og 1,428,(550 Mand. Flyvevæsenet var der blevet lagt særlig Vægt paa. Medens Flyverafdelingen den 1. April 1917 talte (55 Officerer og 1120 Mand, var den ved Aarets Udgang vokset til at omfatte 3900 Officerer og 82,120 Mand. Landene ruster sig ogsan til at kunne møde den Levnedsmiddelkrise, som K rig og daarlig Iløst har ført Verden ind i. I England gaar man nu til at oprette en Eordelingscentral for Levnedsmidler med den Opgave at give hvert Distrikt og hver Person hans retmæssige Kvantum. Befolkningen opfordres samtidig ivrigere og ivrigere til at udvise den yderste Sparsommelighed.
Amerikanerne anspænder sig til det yderste for at kunne hjælpe Kampfællerne over Forplejningsvanskelighederne, uagtet de ikke selv sidder særlig Tedt i det. I forskellige Retninger liar de endog grebet til ret drastiske Midler for at kunne hjælpe. Saaledes er det blevet bestemt, at man for at spare Kul og Transportmidler skal lukke alle Fabriksanlæg i Fristaterne i 5 Dage med Undtagelse af dem, der fremstiller Levnedsmidler, og del paatænkes ligeledes al lukke alle de førstnævnte Fabriksvirksomheder hver- Mandag i 10 Uger. Paa den Maade mener man at kunne spare 30 Millioner Tons Kul. Forbruget af alle Ilvedeprodukter vil man indskrænke med 30 pG L og det anbefales at indføre en kødløs Dag i Ugen, saml at der ikke maa spises Flæsk om Lørdagen. Desvamre kan alle disse Forberedelser nok paakræves; thi Freden synes stadig fjern. F o r h a n d l i n g e r n e i B r e s t L i t o v s k den 12., 14., 15. og 1(5. Januar førte ikke til noget Resultat, og er blevet udsat til den 29. Januar, fordi Hr. Trotskis Nærværelse i Petrograd krævedes. De frembød imidlertid forskellige interessante og betydningsfulde Momenter, som derfor skal omtales. Den 12. drejede Forhandlingerne sig hovedsagelig om Ukraines Forhold. Efter at Grev Czernin paa Centralmagternes Vegne havde afgivet Erklæring om, at de anerkendte den ukrainske Delegation som en selvstændig Delegation, udtalte Hr. Trotski, al den russiske Delegation ikke saa nogen Hindring for, at de ukrainske Repræsentanter deltog selvstændigt i Fredsforhandlingerne. Det blev derefter fastslaaet, at Centralmagterne nu fører Fredsforhandlinger med 2 Stater, Rusland og Ukraine.
Ved Fredsforhandlingerne med Rusland kunde der ikke bringes Overensstemmelse tilveje i Sporgsmaalene om Tidspunktet for Rømningen af Polen med tilstødende Omraader og om de Afstemningsvilkaar, hvorunder disse Omraaders fremtidige statslige Stilling skulde afgøres. Russerne fastholder, at Omraaderne skal rømmes straks. Centralmagterne fastholder, at Rømningen kun kan ske lidt efter lidt. Som Grunde anføres, at Opløsningen i de russiske Hære er saa stor, at man kan befrygte, at Horder af russiske Marodører, hvis Landene rømmes, vil slaa sig ned der og udøve et sandt Rædselsregimente blandt Befolkningen. Endvidere siger de aabenlyst, at en Besættelse af disciplinerede Tropper vil være nødvendig for at hindre, at det russiske Anarki breder sig over Grænselandene. Endelig anføres, aL Centralmagterne har anbragt store Kapitaler i de besatte Omraader, og at de vil sikre sig, at disse Kapitaler ikke gaar tabt for dem. I denne Forbindelse nævnes, at hele Trafikvæsnet er udvidet og ordnet af Centralmagterne, samt at de har opdyrket store Arealer, der tidligere laa udyrkede hen. Om Afstemningsspørgsrnaalet mener Tyskerne, at de paagældende Befolkninger ikke er politisk modne nok; men at Friheden bør tilstaas dem lidt efter lidt.
En almindelig Skærpelse af Forholdet mellem Underhandlerne kunde spores ved Hr. Trotskis Ankomst, og Forholdet blev yderligere afsvalet ved, at General Hoffmann under Forhandlingerne fremhævede, at Russerne talte, som om de var Sejrherrer, medens det modsatte er Tilfældet, og at de krævede Anvendelsen af Selvbestemmelsesret for Folkene i de besatte Omraader i et Omfang, som den maximalistiske Regering ikke anvender i sit egeL Land. Det maximalistiske Regimente grundede sig kun paa Magt og hensynsløs Vold. .Som Eksempler herpaa nævnte Generalen, at Maximalisterne Natten til den 31. December havde splittet den hviderussiske Kongres i Minsk, og førte Krig mod Ukraine, fordi dette Land vil ordne sine indre Forhold paa sin egen Maade. Som ovenfor nævnt havde Fredsforhandlingerne med Rusland ingen Fremgang. Derimod tegnede det til, at Forstaaelse skulde kunne opnaas mellem Centralmagterne og Ukraine. Overfor Ukraine traadte Konflikten om Rømning af besatte Omraader ikke særlig i Forgrunden, og desuden var Centralmagterne langt mere interesserede i en Fred med Ukraine end med Rusland; thi medens Rusland ikke raader over andre Udførselsvarer end Anarki og Revolution, har Ukraine et Overskud af Levnedsmidler, som kunde komme Centralmagterne, navnlig Østrig-Ungarn, tilgode. Saa snart Maximalisterne mærkede, hvor det bar hen, søgte de imidlertid al lægge en ukrainsk Separatfred alle mulige Hindringer i Vejen. Der mødte Repræsentanter for ukrainske Maximalistorganisationer op i Brest Litovsk, som erklærede, al ikke Centralradaen men de, der var sendt af det ukrainske Folk, sad inde med den egentlige Magt, og sluttelig har Joffe proklameret, at disse Repræsentanter vil fortsætte Fredsunderhandlingerne som Led af den russiske Fredsdelegation og i Forbindelse med Rusland. Med andre Ord, da det ikke mere passede de russiske Maximalister at have et selvstændigt forhandlende Ukraine, slog de en Streg over deres tidligere Erklæringer og Løfter, og General Hoffmann har faaet nyt Stof til sin Eksempelsamling. F o r h o l d e n e i n d e i R u s l a n d har iøvrigt udvidet denne Samling yderligere. Den 18. Januar Kl. 4 Eftermiddag blev den konstituerende Forsamling aabnet i Petrograd. Den var imidlertid ingenlunde fuldtallig. Allerede dens Sammentræden gav Anledning til forskellige Uroligheder, idel Maximalisterne med Magt søgte at holde politiske Modstandere borte. Desuagtet viste det sig, at Forsamlingens Flertal gik imod Maximalisterne, og disse lod den derfor sprænge med Vaabenmagt. I Stedet for den konstituerende Forsamling er dannet et Nationalkonvent af Kongressen for Arbejder-, Soldater- og Eønderraad. Dette Konvent har nu sat sig til Opgave at tilvejebringe en ny Forfatning og Magt for hele Rusland samt at løse de brændende Spørgsmaal, der angaar Krig og Fred. Del lader imidlertid til, at der selv blandt MaximalisLerne hersker stor Uenighed om disse Punkter, idet en Del af dem mener, at Ruslands Svaghed og Splittelse nødvendiggør en Fred med Centralmagterne, medens andre vil organisere sig til fortsat Kamp. Indenfor Centralmagterne har, som tidligere Militærpartiets Anskuelser været bestemmende for Holdningen lil Fredsspørgsmaalet. Den tyske Rigskansler, Grev Ilertling, og den østrigske Udenrigsminister, Grev Czernin, har holdt Programtaler paa Fredsspørgsmaalet, af hvilke man ser, at Centralmagterne ikke vil afstaa noget, ikke vil høre noget om Nationalitetsprincippets Anvendelse overfor Folkeslagene indenfor deres egne Grænser, og ikke vil vide af Ordet ,,begaaet Uret“, langt mindre høre Tale om Erstatning derfor. Del var de Hovedlinier, som begge Talere fulgte; men desuagtet var der en ikke ringe Forskel paa de to Taler.
Medens Grev Hertling til en vis Grad slog paa Sværdet og fremholdt Tysklands Styrke for Modstanderne, beflittede Grev Czernin sig mere paa at finde de Punkter, hvor der fandtes Overensstemmelse mellem Parterne, og han udtalte, at det laa nær at tænke sig, at der som Følge af de store Overensstemmelser, der findes mellem Amerikas og Østrig-Ungarns Standpunkter, ogsaa var Mulighed for, at en nærmere Drøftelse af Fredsspørgsniaalet mellem Amerika og Dobbeltmonarkiet kunde bringe en Forstaaelse mellem Ententen og Centralmagterne Den Forskel, der kan spores mellem de to Taler, synes i nogen Grad at være Udtryk for Mængden af de indre Vanskeligheder, de to Regeringer har. Medens der i Tyskland hidtil kun har været svagere Tilløb lil Strejkeuroligheder, og del kun er Prøjssen, som har nogle Vanskeligheder med Polakkerne, Vanskeligheder som hidtil er løst ved at erklære overforPolakkerne, at de gør bedst i at opgive Tanken om Selvstændighed, hvis de vil have, ’at en nogenlunde gunsLig Vind skal blæse i Østmarken, synes Dobbeltmonarkiet i hvert Fald foreløbig i langt højere Grad at lide under indrepolitiske Modsætninger. Der har været Generalstrejke i Wien og Strejker mange andre Steder i Landet. Strejken blev afsluttet hurtigt ved Eftergivenhed fra Regeringens Side i Levnedsmiddelspørgsmaalet og med Hensyn til den kommunale Valgret. Forplejningsvanskelighederne er aabenbart større i Dobbeltmonarkiet end i Tyskland, og Folket er i højere Grad træt af Krigen. Endelig staar Nationaliteterne skarpere og skarpere overfor hinanden. De tyske Partier har dannet en Blok for at hævde Forfatningen i Overensstemmelse med tyske Idealer, og de smaa Nationaliteters Repræsentanter bliver skarpere og dristigere i deres Fordringer og Holdning. Hertil kommer visse Vanskeligheder mellem Øslrig og Ungarn. Ungarn klager over, at deres Tropper kommanderes af østrigske Officerer og anvendes hensynsløst, og der har værel stærke Kræfter i Bevægelse for at faa gjort Hæren hell nationalt selvstændig.
Endelig trak der en Tid Skyer op paa Alliancens ellers tilsyneladende saa klare Himmel. Der gik Rygter om, at Fyrst Bulow skulde afløse Kuhlmunn som Udenirigsminister, og disse Rygter virkede stærkt opskræmmendc i Østrig og gav Anledning til ret kraftige østrigske Presseudtalelser, hvor man mindede om, at Bulow i sin Tid havde søgL at holde Italien uden for Krigen paa Østrigs Bekostning. Alle disse Forhold har gjort Opgaven særlig vanskelig for den østrig-ungarske Regering og har sikkert bevirket, at den i højere Grad end den tyske ønsker al faa Ende paa Krigen saa hurtigt som muligt. P a a Fronterne udenfor Evropa er Situationen uforandret. Af Meldinger fra Palæstinafronten fremgaar, at Kampfronten nu gaar fra Arsuf ved Kysten, 1 km Nord for Jaffa, i sydøstlig Retning over Mezeirak, Bireh og Mukmas. Sidstnævnte Landsby ligger ca. 11 km Nordøst for Jerusalem.
Den 29/1 1918.
s. v. l.
