I hundredåret for den fransk-tyske krig redegør major Søren Nielsen, Infanteriets Reserveofficersskole, for det erfaringsmateriale, eftertiden skulle få overladt fra slagmarkerne i Frankrig. I den første artikel behandles den tyske tilintetgørelse af den franske felthær. En følgende artikel vil belyse perioden efter Napoleon I ll’s fald, hvor hastigt opstillede og slet uddannede franske militsstyrker forgæves prøvede at vende krigslykken.
Der findes i krigshistorien kun få krige, der er blevet så indgående studeret som den fransk-tyske krig. Hundreder af bindstærke værker og titusinder af artikler står til rådighed for den, der har mod og energi til at kaste sig ud i en tilbundsgående undersøgelse af denne interessante krig. Da den fransk-tyske krigs generelle forløb og politiske forudsætninger må anses for almindelig kendt, og det måske idag næppe tjener noget fornuftigt formål at give en detaljeret skildring af de militære begivenheders forløb, bør man nok i hundredåret indskrænke sig til at fremdrage en del af de hovedbegivenheder, som datiden (og nutiden for den sags skyld) kunne lære noget af. Sidste halvdel af 1800-tallet var den moderne videnskabs og industrialismes gennembrudstid. Det lønsomme i at analysere og drage konsekvenserne af gjorte erfaringer var begyndt at gå op for de generationer, der intet havde lært af napoleonskrigenes militære og politiske hændelser. Et hidtil statisk Europa var omkring 1848 ved at komme i en bevægelse, der hen mod århundredets slutning skulle antage lavineagtig fart. Men forinden skulle modsætningerne brydes. Nye stater skulle dannes, og gamle kæmper måtte falde.
Tysklands opgør med sine naboer: Danmark i 1864, Østrig-Ungarn i 1866 og Frankrig i 1870 tilvejebragte en ny politisk situation i den moderne verden og gav samtidig de europæiske stater helt nye impulser på såvel det politiske som på det militære område. Og tiden op til Den første Verdenskrig skulle vise, at man næsten overalt havde forstået det nye budskab fra Tyskland.
DE TYSKE FORBEREDELSER
Tyskland var i 1870 en ung statsdannelse, der endnu ikke havde fundet sin endelige form. Indtil midten af 1800-tallet bestod Tyskland af en lang række mere eller mindre selvstændige enkeltstater, der ikke siden 1200-tallet havde været samlet under een regering. Tysklands mægtige naboer havde set en fordel i tingenes tilstand og havde i den grad vænnet sig dertil, at det skæbnesvangre i Bismarcks samlingsbestræbelser først gik op for de europæiske stormagter efter Frankrigs fald - og da var det for sent. Bismarck, der tidligt havde forudset, at Tysklands samling under Prøjsens ledelse kun kunne gennemføres via en krig med Østrig-Ungarn, måtte derfor tidligt søge tilvejebragt en slagkraftig hær. Og dette kunne han kun opnå gennem en stærkt centraliseret statsstyrelse - og dette blev naturligt imødegået af den liberale del af det politiske liv.
Bismarck førte derfor i hele sin regeringsperiode en forbitret kamp mod de liberale kræfter i Tyskland, samtidig med at han på det udenrigspolitiske område skiftevis måtte gennemføre militære operationer mod Tysklands magtpolitiske konkurrenter og skiftevis måtte forsøge at balancere forsigtigt mellem Rusland og Storbritannien. På det militære område lagde den tyske generalstab i Berlin i 1860’erne grunden til de sejrrige felttog mod Østrig-Ungarn og Frankrig.
Den tyske hær opbyggedes på tre klare principper:
- den almindelige værnepligt,
- en grundig uddannelse af officerskorpset og
- en krigsmæssig organisation af de væbnede styrker allerede i fredstid.
General Helmuth von Moltke, der stod i spidsen for generalstaben, omgav sig med en række dygtige officerer, hvis grundige stabsuddannelse han selv havde tilrettelagt og forestået. Fra ham kom klare retningslinier til de selvstændigt organiserede armékorps rundt om i landet, der muliggjorde disses planlægning af deres egen uddannelse og mobilisering. Generalstabschefen havde forud for krigen udarbejdet omfattende planer for udnyttelsen af det tyske jernbanenet, og der lå eentydige planer for hærens opmarch under forskellige militære, geografiske og politiske omstændigheder. Hele plankomplekset var til stadighed genstand for krigsspil med efterfølgende kritisk vurdering. Uddannelsen af tropperne blev drevet med energi og fasthed - og uddannelsen og føringen blev afprøvet under store manøvrer, hvor de forskellige korps øvede genindkaldelse af det hjemsendte personel. Også på det materielle område forsøgte man at følge med tiden. Erfaringerne fra 1864 og 1866 havde vist vigtigheden af en korrekt anvendelse af jernbanenettet. Derfor gik denne side af den faglige tjeneste næsten perfekt - især under opmarchfasen inden krigens udbrud. Det havde også vist sig, at tændnålsgeværets indførelse som standardbevæbning for infanteriet var en rigtig disposition. Dette relativt hurtigtskydende bagladegevær var alle eksisterende typer af forladegeværer langt overlegent - og de nordtyske enheder var ved krigsudbruddet udrustet med dette våben, medens de fleste sydtyske styrker måtte nøjes med våben af ældre model. Under de forudgående krige havde det prøjsiske artilleri vist visse svagheder. Dette medførte, at den artilleristiske udvikling i årene derefter fandt ind i nye baner - blandt andet gennem en generel indførelse af forbedrede kruppske bagladekanoner, der skulle vise sig den franske artilleripiece langt overlegen. Selvom denne militære udvikling hovedsageligt fandt sted i Nordtyskland, der var samlet i et statsforbund under prøjsisk ledelse, smittede de gode resultater dog i nogen grad af på de sydtyske staters hære, der i 1866 havde fået øjnene op for årsagerne til de prøjsiske militære triumfer i Østrig. Og derfor opstod der da heller ikke nogen nævneværdige vanskeligheder, da de deltyske hære skulle samvirke i 1870. Forsvarets rolle i Prøjsen var nok genstand for indrepolitiske stridigheder, men på grund af regeringens faste greb om det politiske liv nåede disse uenigheder aldrig at påvirke de væbnede styrker, der var et altfor vigtigt redskab i regeringens udenrigspolitik til, at Bismarck ville tillade eftergivenhed overfor oppositionen på dette område.
General Moltke skal engang have defineret grundlaget for det militære beredskab med de to ord: »Bereit sein«. Og det var tilfældet på tysk side.
Den prøjsiske hærordning byggede på:
- en stående styrke,
- en mobiliseringsstyrke og
- et landeværn.
Den stående styrke tilvejebragte dels et effektivt fredstidsberedskab og dels den nødvendige uddannelse af de soldater, der ved en mobilisering skulle indgå i mobiliseringsstyrkerne, som iøvrigt hyppigt blev genindkaldt til mønstring og større øvelser. Landeværnet bestod for størstedelens vedkommende af ældre hjemsendte værnepligtsårgange og skulle ved mobilisering frigøre felthærsenhederne fra bevogtningsopgaver i baglandet. Alt i alt kunne alene Prøjsen i 1869 stille en samlet styrke på en million veluddannede soldater på benene i løbet af fra en til to uger. Den tyske overkommando rådede ved krigsudbruddet i sommeren 1870 over tre arméer på i alt 409 infanteribataljoner, 354 kavalerieskadroner og 1476 artilleripiecer og modtog i krigens løb forstærkninger fra hjemlandet på 123 bataljoner, 70 eskadroner og 234 kanoner, hvilket ikke alene opvejede de betydelige tab på slagmarken, men også øgede den tyske hærs slagkraft i samme takt som modstanderens aftog. Den af general Moltke udarbejdede operationsplan gik i al korthed ud på en stykvis opmarch i Pfalz, hvor de førstankommende styrker skulle sikre mobiliseringsenhedernes beredskabsområder. Når hæren i løbet af et par uger var blevet koncentreret ved Rhinen, skulle man straks overskride den franske grænse, opsøge den fjendtlige hovedstyrke og tilintetgøre denne, hvorefter politikerne kunne videreføre den tyske frankrigspolitik på et ændret grundlag.
DE FRANSKE FORBEREDELSER
Kejser Napoleon Ills Frankrig var i 1870 en stat i indre opløsning. Napoleon, der i kraft af to folkeafstemninger havde været ved magten i 22 år, blev i sine sidste regeringsår hårdt trængt fra alle sider. På det udenrigspolitiske område havde Frankrig nok i halvtredserne kunnet notere sig for visse militære successer, dels under Krimkrigen 1854-56 og dels under den fransk-østrigske krig i 1859, men dermed var det i realiteten også slut med kejserdømmets gloire. De følgende år skulle fremvise en række uheldige tilbageslag - kulminerende med Frankrigs uheldige indblanding i Mexico, hvor Napoleons idé om at etablere en østrigsk prins som kejser i 1867 endte som en ynkelig fiasko med den sympatiske kejser Maximilians henrettelse.
Heller ikke Napoleons halvhjertede diplomatiske manøvrer til fordel for Østrig i 1866 efterlod noget godt indtryk. På baggrund af Tysklands stigende magt og indflydelse virkede Frankrigs udenrigspolitik i samme periode ikke særlig imponerende. Alt dette opmuntrede den hjemlige opposition, der uafladeligt øgede sit pres imod kejserdømmets institutioner og politik. Og Napoleon gav efter. I Frankrig som i Tyskland var hæren den siddende regerings udenrigspolitiske redskab, men da kejserdømmet ikke kunne fremvise begejstrende resultater på udefronten, måtte det give køb på hjemmefronten, hvilket medførte hyppige reduktioner af det militære beredskab, samtidig med at regeringens og hærens ansvarlige talsmænd fastholdt, at hærens effektivitet og slagkraft var i stadig stigen. Den franske hær havde ingen generalstab, der kunne studere erfaringerne fra de tidligere felttog. Og derfor kom de mange fejl ikke de væbnede styrker til gode i form af reformer eller nyt materiel. På Krim og i Italien var den franske faglige tjeneste brudt totalt sammen - men ingen drømte om at ændre på dette forhold, hvilket da også kom til at koste dyrt i 1870. Man klyngede sig desperat til de eksisterende systemer, dels i troen på at de trods alt var gode nok - man havde jo vundet to krige - og dels frygtede man, at ændringer i organisation og opstillingspligt ville fremkalde yderligere politiske ønsker om reduktion.
Hæren var opbygget i tre grupper:
- en forholdsvis lille stående dækningsstyrke,
- et supplement til denne (dette supplement skulle indkaldes ved krigsudbrud),
- rene mobiliseringsenheder til felthæren,
- mobilgarden, der ikke var opstillet ved krigsudbruddet.
Den stående hærs kampkraft blev i årene op til krigen ustandseligt reduceret, blandt andet gennem et par politiske kompromisser, der indebar nedsættelse af tjenestetiden, indskrænkning af den almindelige værnepligts omfang og afskaffelse af genindkaldelser - samt en generel undladelse af at uddanne mobilgarden. Oppositionen fastholdt et ubetinget krav om fransk nedrustning for herigennem at støtte freden. En af oppositionens førere udtalte således: »Frankrig bør afruste, så vil tyskerne tvinge deres regeringer til at følge eksemplet.« Havde Moltke haft tiltro til det franske forsvar, var det ikke kommet til den blodige krig, som Frankrig i realiteten inviterede til - og som Frankrig paradoksalt nok selv skulle erklære, blandt andet fordi befolkningen havde fået falske oplysninger om hærens standard. I 1870 havde Frankrig reelt kun den stående styrke - der udgjorde cirka 40% af den styrke, de gældende hærlove opererede med på papiret. Den franske hær var på så godt som alle punkter den tyske langt underlegen.
Det franske officerskorps var opdelt i to uddannelseskategorier:
- en mindre gruppe med en relativ høj uddannelse og
- en større gruppe med en betydeligt ringere uddannelse.
Det var den sidste kategori, der forestod den praktiske uddannelse af tropperne, medens den anden gruppe generelt set besatte chefsposterne. Dette forhold medførte en indre spænding i det franske officerskorps til stor skade for hærens indre sammenhold. Når dertil kom, at den højere franske officersuddannelse lå på et meget lavt plan, kan enhver sige sig selv, at resultatet måtte blive sløjt. Den franske hær var i fredstid ikke krigsinddelt. Bataljonerne uddannedes ved regimenter i den ene ende af landet og skulle ved felthærens sammendragning indgå i helt nye kommandoforhold - i den anden ende af landet. Der fandtes kun sporadiske planer for felthærens sammendragning, reservernes mobilisering og jernbanernes anvendelse. Dertil kom som før nævnt, at mobilgarden, der udgjorde en betydelig procentdel af hele den franske hær, kun havde modtaget meget lidt eller slet ingen uddannelse, og at hele mobilgardens materiel- og depotsituation overhovedet ikke var afklaret. På det materielle område havde Frankrig iøvrigt et par trumfkort i baghånden.
Infanterigeværet - chassepot’en - var et fremragende våben, som var det tilsvarende tyske langt overlegent på alle områder. Det skød hurtigere, længere og mere præcist. Yderligere havde franske våbenteknikere i den største hemmelighedsfuldhed konstrueret en maskinkanon - mitraljøsen - der var monteret på en let hjullavet. Dette våben, der viste sig særdeles effektivt, blev imidlertid anvendt på en såre uhensigtsmæssig måde, idet den store hemmeligholdelse, der havde omgærdet kanonen, også havde frataget de militære enheder muligheden for gennem troppeforsøg at finde frem til en hensigtsmæssig taktisk anvendelse af nyskabelsen. Men det franske artilleri var håbløst forældet. Den riflede forladekanon havde i 1864 og 1866 vist sig bagladeskytset langt underlegen, men man havde ikke forståelse herfor i Frankrig, hvor man under hele den kommende krig måtte høste frugterne af manglende fredstidsforberedelser på dette område. Værst af alt var imidlertid den franske hærs manglende faglige beredskab. Der fandtes ingen egentlige planer for forsyningstjenestens afvikling, og de mennesker, der var betroet denne vigtige tjenestes udførelse, var af en særdeles ringe kvalitet - de fleste af dem anede simpelthen ikke, hvad der foregik. Dette skulle komme til at koste Frankrig dyrt - og det til trods for, at netop den faglige tjeneste var brudt sammen i næsten samtlige militære operationer, Frankrig havde været indblandet i siden århundredets midte. De få og spredte planer, der fandtes for en fremtidig operation mod Tyskland, byggede på en række falske forudsætninger:
- man regnede med, at de sydtyske stater ville unddrage Bismarck deres støtte,
- man regnede med, at Østrig-Ungarn og Danmark ville indtræde i krigen på fransk side, og
- man regnede med at kunne gennemføre mobiliseringen på tre uger.
På grundlag heraf skulle hæren sammendrages i Østf rankrig for efter endt opmarch at overskride Rhinen og rykke frem mod Berlin. På dette tidspunkt forudså man derpå de allieredes indtræden i krigen på fransk side. Men inan havde ikke sikret sig bindende tilsagn fra østrigsk og dansk side, og de sydtyske stater sluttede sig straks efter krigsudbruddet til Prøjsen. Den planlagte overgang over Rhinen kunne heller ikke blive til noget, da man ikke rådede over det nødvendige bromateriel - og den manglende planlægning medførte, at Frankrig ikke kunne mobilisere på tre uger. Da den franske sammendragning i Lorraine havde nået sin kulmination - den blev iøvrigt aldrig afsluttet - rådede overkommandoen over 320 infanteribataljoner, 181 kavalerieskadroner, 702 artilleripiecer og 138 mitraljøser, og i løbet af krigens første fase opstilledes yderligere 115 bataljoner, 32 eskadroner, 294 kanoner og 36 mitraljøser. Disse forstærkninger tilgik dels felthæren og dels kommandanten i Paris. Efter disse styrkers klargøring opstillede man yderligere enheder af stærkt svingende kvalitet - heriblandt visse mobilgardeb atal joner, der imidlertid atter måtte fjernes fra hæren på grund af deres oprørske optræden.
KRIGENS UDBRUD OG HÆRENES OPMARCH
Opgøret mellem Tyskland og Frankrig var en naturlig følge af den i tresserne førte politik - og for datidens politiske iagttagere var det blot et spørgsmål om tid, hvornår krigen ville komme. Bismarck ønskede af politiske årsager krigen så sent som muligt, hvorimod generalstaben helst så krigen komme så hurtigt som muligt, inden Frankrig kunne få gennemført sin sidste hærlov. Denne nye lov havde nok en styrkelse af forsvaret som sit sigte, men der ville gå en rum tid, før den kunne være gennemført - men i perioden indtil da var det franske forsvar ekstraordinært svagt - og det vidste Moltke udmærket. Frankrig sigtede i sin politik - hvis man overhovedet kunne tale om en sådan - ikke bevidst imod et militært opgør med Tyskland, men krigen kom alligevel i stand som følge af pariserregeringens klodsethed. Tanker om at sætte en tysk prins på den ledige spanske trone skabte i forsommeren 1870 nogen bitterhed mellem Paris og Berlin. Napoleon så meget nødig en tysker syd for Pyrenæerne - og den franske presse rasede ubehersket imod ideen. I det prøjsiske kongehus var man heller ikke begejstret for tanken - sporene fra Mexico skræmte - og planerne blev opgivet. Dette tog regeringen i Paris til indtægt - og i Tyskland opstod der betydelig harme i befolkningen, der ikke kunne acceptere, at et fransk politisk pres skulle have væltet de spanske tronfølgeplaner. På denne velegnede psykologiske baggrund mente Bismarck, at tiden var inde til at åbne en diplomatisk krig mod Frankrig. Han spillede dygtigt på den sårede stortyske forfængelighed og fremkaldte via denne i løbet af få dage en stormende folkelig bevægelse på tværs af alle tyske grænser. I mellemtiden løb udviklingen fra regeringen i Paris. Også det franske folk lod sig ophidse af de bismarckske intriger - og da det forfalskede Emsertelegram til sidst dukkede op, flød bægeret over.
Den franske regering troede at kunne lukke munden på den hjemlige opposition ved at ride på den folkelige ophidselses bølge. Man erklærede i konsekvens heraf Prøjsen krig den 19. juli 1870. Frankrig var blevet manøvreret ud i en krig for at »værne om vore interesser, vor sikkerhed og Frankrigs ære«. Og der kan ikke herske tvivl om, at såvel Frankrigs interesser i det europæiske stormagtsspil som dets sikkerhed var truet af Bismarcks aggressive politik, der i adskillige år havde lagt op til dette militære opgør, dels for at reducere Frankrigs europæiske magtstilling, og dels for at fratage Frankrig dets østlige provinser. Bismarck havde selvfølgelig forudset den franske krigserklæring. Den var en forudsætning for at få de sydtyske stater med ind i krigen, idet forsvarsforbundet mellem de tyske stater kun var af defensiv art. Tre dage før den franske krigserklæring havde den prøjsiske krigsminister Roon i al stilhed udsendt ordre til mobilisering - og seks dage efter var samtlige korps rede i deres garnisoner - og sammendragningen mod Pfalz tog sin begyndelse.
- 1. Armé, general von Steinmetz, i alt 60.000 mand, blev samlet om Trier,
- 2. Armé, prins Friedrich Carl, i alt 194.000 mand, gik til terrænet om Kaiserslautern,
- 3. Armé, kronprinsen af Prøjsen, i alt 130.000 mand - heriblandt visse sydtyske kontingenter - sammendroges om Landau. Den 31. juli forlod Kong Wilhelm Berlin med de vigtigste dele af sin regering og generalstaben og oprettede den 2. august sit politiske og militære hovedkvarter i Mainz. Den tyske hær var rede til fremrykning fjorten dage efter den franske krigserklæring.
I 1869 havde den franske krigsminister udtalt: »Ingen europæisk magt kan sammendrage sine styrker så hurtigt som Frankrig.« Men denne bemærkning havde udelukkende haft indenrigspolitisk sigte - man ville gendrive de antimilitaristiske udtalelser, der påstod, at det franske forsvar var unyttigt og ubrugeligt - og derfor lige så godt kunne nedlægges. Samme år erklærede regeringen, at Frankrig rådede over »en liniehær på 750.000 mand rede til at rykke i felten, en mobilgarde på 600.000 mand ... fæstningerne er gjort klar og forsynet med skyts, arsenalerne er fyldt, og materiel er til stede i et sådant omfang, at man kan tilfredsstille et hvilket som helst krav og en hvilken som helst situation.« Denne udtalelse må betegnes som usand fra begyndelsen til slutningen. En halv snes dage før krigsudbruddet måtte krigsministeren i regeringen indrømme, at hæren kun kunne »mobilisere 350.000 mand, men for i dette vanskelige spørgsmål ikke at love for meget, vil jeg kun garantere 300.000 mand felttropper ... og 120.000 mand fra mobilgarden for den første mobiliseringsfase. Af de 300.000 mand håber jeg i løbet af fjorten dage at have 250.000 klar ... for at sammendrage de 300.000 mener jeg, at vi behøver mindst tre uger.« Den franske opmarch blev aldrig fuldført - endnu langt hen på krigen indtraf enheder til hæren, som egentlig burde have været på plads lang tid i forvejen. Mobiliseringen af den franske hær brød totalt sammen på grund af manglende planlægning, og fordi hæren i fredstid ikke var organiseret med henblik på den fremtidige krigsinddeling. Kejser Napoleon havde selv lagt en plan for hærens indledende operationer, men desværre var planen ikke kendt af marskal Mac Mahon og krigsministeren. Ikke engang marskal Bazaine, der reelt førte kommandoen over hæren, kendte kejserens tanker, der som før nævnt gik ud på et storstilet gennembrud over Rhinen mod Berlin. Nu skete der måske ikke så stor skade igen - for der blev aldrig brug for planer af den art - og andre eventualiteter var ikke overvejet, ja, der var end ikke trykt kort i tilstrækkelig mængde over Frankrig - enhederne havde i virkeligheden kun fået normalbeholdning af kort - over Tyskland! Ti dage efter at krigserklæringen var tilstillet Berlin, var den franske mobilisering gået i en ubehjælpelig hårdknude. Overalt i landet befandt sig store masser helt eller delvis udrustede troppeenheder på vej hid og did. Ingen vidste hvorhen. En jernbanetransportofficer sagde: »Jeg afsender og afsender uafbrudt, fordi jeg er beordret dertil, hvad der sker på ankomststationerne rager ikke mig.« En brigadechef telegraferede fortvivlet til krigsministeriet: »Jeg er ankommet til Belfort, men kan hverken finde min brigade eller min division.« Pladskommandanten i Marseille telegraferede også til ministeriet: »Jeg står her med 9000 reservister og aner ikke, hvad jeg skal stille op med dem. For at komme af med dem bliver de nu sendt til Algier med de skibe, der findes i havnen.« Den 27. juli telegraferede krigsministeren til general Douay: »Er De færdigopstillet? Hvor står Deres divisioner? Kejseren befaler Dem at fremskynde klargøringen, for at De hurtigst muligt kan støde til Mac Mahon.« Douay var kejserens adjutant. Han befandt sig endnu i Paris og anede intet om det korps, han skulle være chef for. Midt i dette totale virvar ankom krigsministeren - marskal Leboeuf - til Metz den 25. juli, hvor han gik i gang med at formere overkommandoens stab(!), og få dage efter indtraf kejseren syg og nedbrudt. Hjemme i Paris rasede pressen over hærens inaktivitet og regeringens smøleri. Kejserinden, der var indsat som regent i Napoleons fravær, pressede ustandseligt på for at få gang i operationerne. Men den franske hær var endnu på dette tidspunkt langt fra operationsduelig. Den stod spredt i hele Lorraine med sine forreste styrker og havde endnu ikke modtaget sine sidste korps, der var under langsom formering i Paris og omegn. Hæren talte i disse kritiske dage ikke over 200.000 mand.
DEN FRANSKE HÆR SPLITTES
Den 4. august indledte de tyske arméer fremrykningen, og efter et par mindre træfninger ved grænsen stod det pludselig klart for den franske overkommando, at nu måtte der handles hurtigt, hvis ikke hæren skulle blive nedkæmpet stykvis - der var kun een fornuftig løsning: koncentration bagud. Men hertil kunne man af politiske grunde ikke rigtigt bekvemme sig. Man greb derfor som så mange gange senere i dette felttog til et kompromis mellem en politisk og en operativ nødvendighed. I hast beordrede man de rådige styrker omrokeret med henblik på at komme den spredte opstilling til livs:
- en trediedel af hæren under marskal Mac Mahon skulle koncentreres i terrænet om Worth,
- en trediedel af hæren under marskal Bazaine skulle koncentreres i terrænet om Spichem, og
- den sidste trediedel skulle gå til terrænet om Metz direkte underlagt overkommandoen.
Denne disposition havde to fejl. For det første blev den truffet for sent, og for det andet fortsatte de to korpschefer med at føre kommandoen over deres egne enheder, samtidig med at de skulle virke som arméchefer. Den tilsigtede koncentration nåede ikke at blive fuldført, før de første kampe var i gang. Og det var uheldigt - nu resulterede denne halve forholdsregel i, at den franske hær blev engageret i en række mindre slag, hvorefter enhver tanke om yderligere koncentration af kræfterne måtte opgives. Den tyske fremrykning mod vest tilsigtede ikke et åbent slag med de franske styrker, men havde udelukkende til formål at tilvejebringe en tættere koncentration fremad af de tre arméer. Ikke desto mindre angreb kronprinsen af Prøjsens forreste korps, da det ved Worth fik føling med Mac Mahons styrker - og ikke desto mindre angreb general Steinmetz, der havde misforstået overkommandoens operationsplan, Bazaine ved Spichern. Begge slag udkæmpedes omkring den 6. august - og på begge slagmarker fik de tyske våben hurtigt overtaget, fordi de nyformerede franske arméer endnu langt fra var på plads - endsige indarbejdet med hinanden. Den 7. august modtog man i det franske hovedkvarter efterretningerne om de to tabte slag. Først ville man trække hele hæren tilbage til Chålons - hvilket må siges at være den eneste rigtige disposition - men i næste øjeblik valgte man atter en mellemløsning af frygt for de politiske konsekvenser i det urolige Paris:
- marskal Mac Mahons armé skulle falde tilbage på Chålons, og
- marskal Bazaines armé skulle forenes med styrkerne omkring Metz.
I komplet opløst tilstand drev Mac Mahons tropper da vestover og ankom henimod månedens midte til Chålons, hvor man indledte et møjsommeligt reorganiseringsarbejde uden i øvrigt at ane, hvad overkommandoen ville bruge arméen til. Bazaine fik i terrænet om Metz fordoblet sin styrke. Det blev besluttet at tage kampen op i terrænet øst for byen - men derudover havde overkommandoen ikke nogen idé om, hvad den franske felthær egentlig skulle foretage sig på længere sigt. Men det var nu en uomstødelig kendsgerning, at kejseren ved sin inaktivitet selv havde fremkaldt en højst uheldig splittelse af felthæren - nu skulle tiden vise, om fjenden forstod at udnytte den viste blottelse. Slagene ved Worth og Spichern havde ikke været tilsigtet fra den tyske overkommando, og konsekvensen af de stedfundne træfninger var, at den relativt hårde fjendtlige modstand havde givet de tyske korps et stoppestød, hvilket muliggjorde den franske frigørelse. Og herved mistede de tyske arméer kontakten med fjenden. Overkommandoen lod iværksætte opklaring mod vest og beordrede de tre arméer fremad over en 70 kilometer bred front således:
- nordligst general Steinmetz (1. Armé) mod Metz,
- i midten prins Friedrich Carl (2. Armé) mod Pont-å-Mousson og
- sydligst kronprinsen af Prøjsen (3. Armé) mod Nancy.
I løbet af få dage syntes opklaringsresultaterne at vise, at den franske hovedhær stod ved Metz, og at en mindre del var under sammendragning om Chålons. Den tyske overkommando øjnede nu muligheden for at tvinge franskmændene til et afgørende slag og beordrede derfor general Steinmetz til at tage føling med fjenden i terrænet umiddelbart øst for Metz - men mere måtte han ikke foretage sig! De to andre arméer skulle derimod fortsætte deres fremrykning syd om byen - over Mosel mellem Pont-å-Mousson og Nancy. I Metz førte kejseren formelt kommandoen over de franske styrker. Han var fuldtud klar over, at det eneste rigtige var hurtigst muligt at forlade dette område for at slutte sig til Mac Mahons Chålonsarmé. Og den 14. august indledtes overgangen over Mosel, men da afmarchen var slet planlagt, opstod der snart et forrygende kaos ved broerne og i byens gader. Ikke desto mindre var der ved middagstid kommet godt skred i bevægelsen mod vest, da der pludselig hørtes kanontorden fra øst. General Steinmetz’ forreste styrke havde angrebet uden ordre! Bazaine burde på dette tidspunkt have fremskyndet afmarchen dækket af byens forter og en velanbragt arrieregarde. At vende sig mod Steinmetz for måske at vinde en sejr tjente intet formål, da en sådan sejrs frugter ikke kunne høstes med to andre tyske arméer i terrænet syd for Metz. Den franske hærledelse burde på denne dag kun have været ledet af een eneste målsætning: at samle størst mulige antal felthærsenheder om Chålons for derigennem at genvinde den franske hærs operative frihed. Men Bazaine standsede afmarchen og foretog sig iøvrigt intet - heller ikke imod Steinmetz. Og kejseren foretog sig heller intet. De franske styrker, der befandt sig øst for byen, og som endnu ikke havde indledt tilbagegangen, tog front mod fjenden og afviste hans første angreb. General Steinmetz, der anså det for unyttigt at undgå slag på dette tidspunkt, engagerede efterhånden større og større styrker i kampen - og det samme skete noget efter på fransk side. Uagtet det ene tyske stormløb efter det andet blev afvist, fortsatte man med angrebene. Tyskerne gjorde her de samme fejl som ved Worth og Spichern: hvis eet angreb ikke lykkedes - så gennemførte man et nyt på samme sted - blot med flere styrker. Overalt hvor man i krigen i 1870 stødte på fjenden, kendte man kun een løsning: angreb! Først efter krigen tog man for alvor dette spørgsmål op til debat i de forskellige lande. Problematikken vedrørende manøvre og ildstøtte var lagt ud til debat. General Steinmetz tabte slaget ved Borny. Det tyske generalstabsværk fastholder ganske vist, at kampen forhindrede Bazaine i at forlade Metz, men dette er næppe sandt! Også efter slaget kunne franskmændene have frigjort sig, hvis Bazaine energisk havde udført kejserens ordre: »Jeg har besluttet at rejse over Verdun til Chålons - gå tilbage over Verdun hurtigst muligt.« Ikke desto mindre satte Bazaine den 16. august så store styrker ind ved Vionville (vest for Metz) for at vinde endnu en sejr over fjenden, at den beordrede frigørelse ikke kunne gennemføres bagefter - selv efter at slaget var endt som en reel fransk sejr over 2. Armé. Slaget ved Vionville var eet af de mange vanvittige angrebsslag, der kendetegnede denne krig. Tabene androg tilsammen cirka 33.000 mand - og store rytterstyrker forblødte på begge sider under hensynsløse og delvis unyttige frontalattakker. Den franske hær var dødtræt efter kampen og magtede efter Bazaines mening ikke at indlede frigørelsen mod vest - og da tyskerne den 18 august angreb nord om Metz mod St. Privat, var Metzarméens skæbne beseglet. Ved St. Privat forblødte den prøjsiske garde, og tyskerne mistede i alt 20.000 mand i dette blodige slag. Herefter trak Bazaine sig ind i Metz med henved 180.000 mand. Oberst N. P. Jensen påstår, at marskallen inderst inde ønskede at forblive i Metz, selvom eftertiden undrende kan søge en fornuftig begrundelse herfor. Det er dog iøjnefaldende, at Bazaines forholdsregler under de heftige kampe i terrænet vest for Metz alle var af defensiv natur - ingen af hans indsættelser tilsigtede et gennembrudsforsøg mod vest. Efter krigen udtalte marskallen til den domstol, der dømte ham til døden: »Kejseren udbredte i Paris den anskuelse, at det ville være gunstigere at blive i Metz end at udsætte hæren for uheld ... kejseren har ikke givet mig befaling til for enhver pris at passere floden (Mosel). Jeg har forestillet mig den mulighed, at vi kunne blive tvunget til at forblive i Metz.« Men det er dog en kendsgerning, at der udveksledes en lang række telegrammer mellem kejseren og Bazaine, hvori Napoleon formelig tryglede marskallen om at forene sig med Chålonsarméen. Samtlige svar fra Metz veg uden om dette spørgsmål. Bazaine holdt Metz til slutningen af oktober 1870, da han overgav sig med hele sin garnison og store beholdninger af intakt krigsmateriel.
DEN FRANSKE FELTHÆR UDSLETTES
Da indeslutningen af Bazaine i Metz var en kendsgerning, besluttedes det at gennemføre en omorganisering af den tyske hær. 1. og 2. Armé blev under prins Friedrich Carl efterladt som belejringsstyrke. 3. Armé under kronprinsen af Prøjsen blev sat i bevægelse mod Chålons sammen med den nyoprettede 4. Armé (Maasarméen) under kronprinsen af Sachsen. Maasarméen, der bestod af 150.000 mand og 525 kanoner, marcherede over Verdun mod Paris, medens 3. Armé gik over Bar-le-Duc også mod Paris. Begge arméer førtes af overkommandoen. Den hidtil gennemførte del af felttoget havde afsløret en række fejl og mangler for overkommandoen. Det havde vist sig, at korps- og divisionschefer kun tøvende havde gennemført den nødvendige opklaring mod fjenden. Efter slagene ved grænsen havde man som nævnt mistet følingen med fjenden. Endvidere havde man konstateret, at givne ordrer i vid udstrækning kun blev efterkommet i det omfang, de pågældende førere fandt det hensigtsmæssigt set ud fra deres egen enheds tarv. Det første forhold blev rettet gennem påtale - og det næste kom til at koste chefen for 1. Armé, general Steinmetz, kommandoen. Han havde ved flere lejligheder ikke udført givne ordrer og havde derved sat general Moltke mange grå hår i hovedet. Da han så til sidst foran Metz blev underlagt prins Friedrich Carl, flød bægeret over. Han skabte så mange problemer for prinsen, at kongen til sidst blev rasende og sendte Steinmetz hjem til Tyskland. Den 16. august ankom kejser Napoleon fra Metz til Chålons. Her sammenkaldte han straks til et krigsråd, hvori foruden ham selv også Mac Mahon og general Trochu, Paris’ kommandant, deltog. På mødet, der i øvrigt udvidedes med flere deltagere og fortsattes ind i den 17. august, diskuteredes en række muligheder for den fortsatte kamp:
- fremrykning til befrielse af Metzarméen eller
- tilbagegang mod Paris.
Indledningsvis enedes man om, at kejseren skulle begive sig hjem til hovedstaden for atter at overtage regeringen og derved tilvejebringe balance mellem de militære muligheder og de politiske krav, men da kejserinden og regeringen erfarede dette, satte man sig imod det med hænder og fødder: kejseren måtte blive hos sine tropper. Derpå enedes man om, at en undsætningsaktion mod Metz ikke var mulig med de rådige styrker, hvorfor man besluttede at falde tilbage på Paris for herigennem at vinde tid. Men et telegram fra kejserinden forpurrede også dette - af politiske årsager måtte regeringen forlange, at Bazaine blev undsat. Da dette ikke var militært muligt, uden at Bazaine selv gennemførte »det grove arbejde«: at bryde gennem belejringsarméen, måtte man have en sikker tilkendegivelse fra marskallen, før et forsøg blev iværksat. Derfor valgte man at vige ud mod nordvest for at afvente Bazaines reaktion. Formelt var Bazaine i øvrigt stadig chef for hæren, men nu overtog marskal Mac Mahon dette hverv - og kejseren var herefter reduceret til en tragisk statist. Han måtte ikke rejse til Paris for at overtage sit lands styrelse, og han havde ikke mere kommandoen over sin egen hær, som han herefter viljeløst fulgte gennem tykt og tyndt.
En strøm af telegrammer udveksledes med Bazaine i Metz. Men Mac Mahon kunne ikke få andet ud af ham end en række halve tilsagn og kryptiske udtalelser om fremtidige muligheder - og det begyndte at gå op for marskallen, at det ville betyde den sidste franske felthærs ubetingede ødelæggelse, om man fortsat stræbte efter at befri Metzarméen, og kejseren gav ham ret i denne anskuelse, men indskrænkede sig i øvrigt hertil. Han var som før nævnt syg og nedbrudt og havde på dette tidspunkt fuldstændig opgivet at øve nogen som helst indflydelse på begivenhederne. Da det gik op for regeringen og parlamentet i Paris, at Mac Mahon var indstillet på at opgive operationen mod Metz, blev der røre. Krigsministeren og regeringen forlangte, at marskallen for enhver pris skulle gå mod Metz, da der ellers ville udbryde revolution i hovedstaden - og man nægtede pure at tro på, at foretagendet ikke var militært forsvarligt. I denne situation burde Mac Mahon ikke have givet efter. Oberst N. P. Jensen skriver: »En kommanderende general er aldrig forpligtet til at udføre en plan, som han anser for ødelæggende for sin hær. Han skal i tilfælde af denne natur stå som dens skjold og værge.« Det mod, som Mac Mahon manglede, demonstrerede general de Meza ved Dannevirke i 1864, hvor han sparede den danske hær for udslettelse - men de Meza kom altså også til at betale prisen derfor. Mac Mahon endte som den franske republiks præsident. Den 28. august blev den endelige beslutning da taget. Man ville over Sedan rykke den indesluttede Bazaine til undsætning. En depeche blev sendt med en agent til Metz, hvori Mac Mahon meddelte marskallen sin beslutning og anmodede ham om at gennemføre et udfald til støtte for operationen. I den tyske overkommando kom en uafbrudt strøm af meldinger, som tydede på, at franskmændene var på vej over Sedan mod Metz. Moltke nægtede at tro på muligheden heraf. Ingen general med sine åndsevner i behold kunne tænkes at ville operere på denne måde: tæt op til den belgiske grænse - og lige ind i den samlede tyske felthærs centrum. Men Moltke blev efterhånden overbevist, især efter en længere samtale med kronprinsen af Prøjsens stabschef, general Blumenthal, der foreslog, at man med hele hæren skulle »gøre højre om« og angribe mod nord. Blumenthal blev i øvrigt støttet i sin argumentation, da man i hovedkvarteret modtog de parisiske morgenaviser, der afslørede den igangværende undsætningsaktion. Og den tyske hær foretog en frontforandring til højre og blev sat i march mod Sedan med Maasarméen til højre, kronprinsen af Prøjsen til venstre og stærke kavalleristyrker på den åbne vestlige flanke. Denne svingning medførte et midlertidigt sammenbrud af den tyske hærs faglige tjeneste, hvis akser pludselig blev afbrudt og derefter filtret ind i hinanden, men kalamiteten var afhjulpet i løbet af få dage. Den 30. august var Chålonsarméen nået frem til terrænet umiddelbart øst for Sedan. Syd for byen stødte den franske højre fløj på de forreste tyske styrker, og der udspandt sig en række forvirrede kampe, der resulterede i, at et par franske divisioner blev totalt slået og i opløst tilstand strømmede ind til Sedan. Marskallen var dybt deprimeret over arméeens ringe standard og slette holdning. Bag ham var tyske kavalleripatruljer ved at afbryde jernbane- og telegrafforbindelserne med Paris, syd og øst for ham opmarcherede to fjendtlige arméer, og fra Metz hørtes intet. Den græske feltherre Epaminondas skal engang have sagt at »En feltherre skal have en matematikers klarhed, en digters fantasi og en apostels begejstring.« Mac Mahon ejede ingen af delene. Han var en personligt tapper mand, men han anede intet om strategi og var blottet for kombinationsevne.
Men nu skulle han altså tage en beslutning. Sedan lå i en kæmpemæssig flad sænkning. Fæstningen var ikke egnet til at udstå en længere belejring, og terrænet egnede sig ikke til at levere et feltslag imod en overlegen fjendtlig modstander. En fransk general sagde lige ud: »Sedan er en natpotte!« Dette var også Mac Mahons opfattelse, og han besluttede sig for at vige ud mod vest - men da havde fjenden allerede lukket hans vestlige tilbagegangsvej. I det tyske hovedkvarter sagde general Moltke fornøjet til Blumenthal: »Nu har vi den franske hær i sækken.« Historien om slaget ved Sedan er herefter kun en skildring af det sørgelige skuespil, der blev opført i det franske hovedkvarter indtil kapitulationen. Den 1. september om morgenen stod den franske hær trængt sammen snævert omkring Sedan, og fra alle sider lynede det fjendtlige artilleri. Straks efter at de første skud var faldet, ilede Mac Mahon ud til sit kampstade, hvor han imidlertid blev såret af en granatsplint. Den sårede marskaloverlod derpå kommandoen til general Ducrot, uagtet denne ikke var arméens ældste chef, men han var den, marskallen havde størst tillid til. Og Ducrot svigtede ikke denne tillid. Han beordrede straks en omrokering af arméen iværksat med henblik på et gennembrudsforsøg mod vest, hvor fjenden klart var svagest. Men da skred general Wimpffen ind. Han var få dage i forvejen ankommet til hæren fra Paris med en fuldmagt fra regeringen i lommen til at overtage kommandoen over hæren, hvis Mac Mahon skulle få forfald. Nu dukkede han altså pludselig op og beordrede hæren til atter at gøre front mod fjenden, hvilket fremkaldte et forrygende kaos blandt de marcherende troppeenheder. Efter krigen udarbejdede Wimpffen et forsvarsskrift, hvori han blandt andet sagde, at han betragtede det som »sin uafviselige pligt at modsætte sig tilbagegangen, stolende på at han under kampens videre forløb kunne finde en løsning.« Det er ufatteligt, at han kunne forestille sig en sådan udvikling i den herskende situation. Ducrot begav sig straks til generalen for at overbevise ham om den fjendtlige situation, som Wimpffen ikke havde det fjerneste kendskab til (!), men Wimpffen udtalte til kejseren, der også var kommet til stede: »Deres Majestæt skal ikke lade sig forurolige deraf, inden to timer har jeg kastet fjenden i Maas.« Napoleon søgte herefter døden, idet han red ud til de forreste linier, hvor han opholdt sig i den tætteste kugleregn. Men han skulle tømme den bitre kalk til sidste dråbe. Da een af hans adjutanter blev skudt af hesten, opgav han forsøget og besluttede sig i stedet til omsider at leve op til sit ansvar. Trods Wimpffens rasende protester lod kejseren det hvide flag hejse og overgav sig den 2. september med hele Chålonsarméen. Han sendte et brev til kong Wilhelm: »Da jeg ikke har kunnet finde døden blandt mine soldater, er der for mig ikke andet tilbage end at overgive min kårde i Deres Majestæts hænder.«
Hermed var den franske felthær sat ud af spillet i løbet af en måned - og i Paris blev republikken udråbt få dage senere.
I det tyske hovedkvarter var man overbevist om, at krigen nu var vundet, og man belavede sig på hurtigt at rykke frem til Paris for herfra at diktere freden. Tyskerne havde vundet en sejr helt uden sidestykke, dels i kraft af deres velgennemtænkte fredstidsforberedelser og gode højere føring, og dels på grund af franskmændenes helt fantastiske slette forhold. Der findes herhjemme en besynderlig holdning til vor egen krig i 1864, der af vide kredse opfattes som en militær skandale. Men krigen i 1864 var ikke nogen militær skandale - den var en politisk skandale, og krigen blev skabt af danske politikere, der på sin vis havde fremkaldt krigen uden at forberede sig ordentligt dertil. Hæren kæmpede under de givne forhold godt nok.
Men krigen i 1870 var både militært og politisk en skandale.
Hverken politikere eller førere kan frakendes et tungt ansvar. Den franske soldat og de franske underførere kæmpede til at begynde med godt, men efterhånden som de opdagede, at deres opofrelse blev misbrugt af de højere førere, opgav de håbet - og det hele endte i total opløsning. Hærens øverste ledelse kæmpede både med fortidens undladelsessynder, fjenden og regeringen i Paris. Og dette lammede selvfølgelig al foretagsomhed.
På tysk side blev der også begået mange og frygtelige fejl.
Den blinde angrebsmentalitet, der udelukkede enhver tanke om overvejelse og manøvre på slagmarken, medførte uanede store og meningsløse tab af menneskeliv, men de store resultater blev alligevel opnået - o g det skete primært i kraft af personel og materiel overlegenhed på de afgørende punkter. Denne overlegenhed blev tilvejebragt af den tyske overkommando, der forstod at koncentrere de rådige midler på det rigtige sted i det rette øjeblik.
Selvom overkommandoen til stadighed var behersket af betydelig indbyrdes uenighed, kom disse uoverensstemmelser ikke til at skade operationerne, fordi tvistighederne blev af viklet i et fælles politisk og militært hovedkvarter!
Hvis Bismarck for eksempel var forblevet i Berlin med landets politiske ledelsesapparat, da kunne man have forudset »franske tilstande« også pa tysk side. Nu kom de naturlige meningsforskelle til at brydes i begivenhedernes centrum, hvor de militære realiteter tvang meningerne til at bøje sig mod hinanden.
NOGLE ANVENDTE HOVEDVÆRKER
til den første orientering
- Grimberg
- oberst W. E. O. Lawaetz
Verdenshistorie
Foredrag i Strategi og Krigshistorie for Eleverne i Hærens Officersskoles Generalstabskursus 1946-47
til den mere detaljerede undersøgelse
- Moltke
- F. Hoenig
- F. Hoenig
- Verdy du Vernois
- prins Kraft zu Hohenlohe-Ingelfingen
- Germain Bapst
- oberst N. P. Jensen
til den afsluttende verification
- C. Sarauw
- diverse franske piecer og bøger af:
som supplement
Michael Howard
Geschichte des deutsch-franzosischen Krieges von 1870-71 Det reviderede tyske generalstabsværk 24 Stunden Moltkescher Strategie Im grossen Hauptquartier 1870-71 Aus meinem Leben Le maréchal Canrobert Den fransk-tyske Krig 1870-1871
Krigen mellem Frankrig og Tyskland 1870-71 kejser Napoleon III general Trochu general Faidherbe forsvarsminister Freycinet
The Franco-Prussian War
De i artiklen anførte citater er taget fra oberst N. P. Jensens bog.
