Ved Korea krigens slutning dukkede begrebet „brainwashing“ op i forbindelse med amerikanske krigsfangers behandling i kom­ munistiske fangelejre. Foreteelsen, der ikke bar va’ret særlig ind­ gående behandlet lier i landet, kan for så vidt meget vel betegnes ved direkte oversættelse: Hjernevask.

Denne hjernevask omtaltes bl. a. i pressen for et årstid siden i forbindelse med meddelelsen om, at amerikanerne på Stead Air Force Base havde startet en særlig træning i at modstå tortur. Bortset fra, at man ikke i almindelighed kan trænes op til at modstå torturens righoldige register, hvilket ej heller var for­ målet i USA, var meddelelsen vildledende, idet den stort set satte lighedstegn mellem hjernevask og tortur.

Hjernevasken kan også omfatte en vis udnyttelse af torturen, men denne er slet ikke det mest karakteristiske træk heri. Med hjernevask tilstræbes, at mennesker i fangenskab efterhånden ændrer synspunkter og om muligt også foretager sådanne hand­ linger, som tilfangetagermagten anser for ønskelige.

I Koreakrigens sidste måneder og i tiden efter dens afslut­ ning vakte de oplysninger, som fremkom om amerikanske sol­ daters optræden i kommunistisk fangenskab, og specielt at mange skulle være blevet overbeviste kommunister under fangenskabet, ikke ringe opsigt i USA. Diskussionen herom gik ret livligt, og man blev hurtigt klar over, at problemet var af en sådan alvor, at det fortjente nøjere undersøgelse.

Den amerikanske forsvarsminister, (i. E. Wilson, nedsatte der­ for den 17. maj 1955 en komité, der skulle være rådgivende på området. Dens kommissorium omfattede følgende passus: "Our military needs must be met. This requires that each member of the Armed Forces be thoroughly indoctrinated with a simple, easily understood code to govern bis conduct while a prisoner of war. However, this military need must be met in a manner compatible with the principles and precepts basic to our form of government. Enforcement must be accomplished with justice and understanding."

Komiteen — The Defence Advisory Committee on Prisoners of Wax — fik 13 medlemmer repræsenterende de militære de­ partementer og værnene, og den fik til sin rådighed et højt kvali­ ficeret og omfattende sekretariat, hvis medlemmer stilledes til fuld rådighed i funktionstiden. Dette var nødvendigt så meget mere, som den amerikanske forsvarsminister pålagde sin depar­ tementschef, der blev komiteens formand, at afslutte arbejdet i løbet af 2 måneder!

Dette lykkedes, idet komiteens betænkning var dateret den 29. juli 1955. I sin fremsendelsesskrivelse anførte komiteen bl. a., at den sikkert skuffede mange ved ikke at foreslå revolutione­ rende forholdsregler, der m. h. t. hastighed og teknik kunne sam­ menlignes med de nyeste fjernstyrede våben. Komiteens forslag kunne kun være baseret på de samme principper, som havde gjort Amerika frit og stærkt, og på hvad komiteen forbandt med at være et retskaffent og helstøbt menneske.

Hvad der skete i Koreas fangelejre bør efter komiteens op­ fattelse ses som et led i den verdensomfattende kamp om men­ neskesindet, som udkæmpes i dag, og som i givet fald kan bringe „den psykologiske krig på kniven til hver civil amerikansk bor­ gers dørtærskel“. De foranstaltninger, som træffes må bl. a. af­ passes efter den kendsgerning, at Sovjet og andre kommunistiske nationer altid har taget forbehold m. h. t. artikel 85*) i Genfer- konventionen af 1949 vedr. krigsfanger.

*) Artiklen lyder således: Krigsfanger, mod hvem der i henhold til til- hageholdelsesmagtens love rettes forfølgning i anledning af handlinger begået før tilfangetagelsen, skal, selvom de dømmes, fortsat nyde godt af nærværende konventions bestemmelser.

I relation til de meget overdrevne forestillinger om, at de amerikanske væbnede styrkers moral i Koreafelttoget slet og ret blev revet op af den kommunistiske propaganda oplyses følgende:

Ialt gjorde 1,6 million amerikanere tjeneste under Kørea- krigen. Heraf faldt 7.200 i kommunistisk fangenskab og af dem overlevede 4.400. Af de overlevende havde knapt 200 gjort sig skyldig i alvorlige forseelser mod kammerater eller forbrydelser mod nationen.

Eftersom de væbnede styrker rekrutteres af et udsnit af be­ folkningen, hvoraf 1 af 15 før eller senere begår alvorligere overtrædelser af straffeloven, er resultatet: At 1 af 22 ameri­ kanske krigsfanger forså sig under de særlige forhold i og for sig ikke særligt opsigtsvækkende. På den anden side viste den gen­ nemførte undersøgelse — komiteen afhørte og interviewede et meget stort antal tidligere krigsfanger — at særlige foranstaltnin­ ger i høj grad var påkrævede. Kun få unge amerikanere blev under fangenskabet overbeviste kommunister — kun 21 valgte ikke at vende hjem — men for mange blev påvirket i en sådan grad, at deres tilværelse i et demokrati vil bære præg heraf.

Komiteens betænkning mundede ud i forslaget om, at der fra højeste sted gaves retningslinier for, hvorledes man bør op­ træde soin krigsfange, og at der gennemføres en regelret under­ visning i, hvorledes man bedst — både af personlige og kamme­ ratlige hensyn og som ansvarlig borger — kan stå et krigsfangen­ skab igennem. Komiteen har under sit arbejde rådført sig med et halvt hundrede fremtrædende personer på vidt forskellige sam­ fundsområder, men de, som stærkest tilskyndede komiteen til dens endelige løsning, var de tidligere Koreafanger — officerer såvel som menige.

På grundlag af komiteens betænkning udsendte „The office of Armed Forces Information and Education“ i det amerikanske for­ svarsministerium et specielt hæfte i november 1955: „The US Fighting Mans Code“. Hæftet indeholder komiteens rapport og er forsynet med forord af præsident Eisenhower, hvori det ud­ tales, at nationen venter, at ethvert medlem af USs væbnede styr­ ker lever op til den standard, som er angivet i kodeksen, under kamp og i fangenskab. For at sikre efterleven af denne standard skal der overalt i værnene gennemføres særlig uddannelse, således at den enkelte sættes i stand til at afvise og modstå alle fjendt­ lige bestræbelser; alle skal instrueres grundigt om den optræden som forventes og de forpligtelser, som påhviler enhver under kamp og i fangenskab.

I forbindelse med sin imderskrift af dokumentet udtalte præsident Eisenhower følgende: Ingen amerikansk krigsfange skal blive glemt af De forenede Stater. Ethvert middel vil blive bragt i anvendelse af regeringen for at skabe kontakt med ham, for at hjælpe ham og for at opnå snarlig løsladelse af alle krigsfanger.

Desuden tager USs love sigte på hjælp til og omsorg for pårørende til enhver soldat — også dem, der måtte blive krigs­ fange. Jeg forsikrer de pårørende til krigsfanger, at disse love fremover vil sikre deres velfærd. Kodeksen er hæftets egentlige kerne og den lyder således i oversættelse:

1. Som amerikansk soldat tjener jeg i de væbnede styrker, hvis opgave er al beskytte landet og vor livsform. Jeg er beredt til at kæmpe med livet som indsats herfor.

2. Jeg vil aldrig overgive mig af fri vilje. Hvis jeg forer kommando, vil jeg aldrig give ordre til nedlæggelse af våbnene, så længe mine folk besidder midler til modstand.

3. Hvis jeg bliver laget til fange, vil jeg fortsatte min mod­ stand med alle rådige midler. Jeg vil gore alt for at flygte og hjælpe andre hertil, jeg vil aldrig afgive æresord eller modtage særlige begunstigelser fra fjenden.

4. Hvis jeg skulle blive krigsfange, vil jeg dele ondt og godt med mine medfanger. Jeg vil undlade at give oplysninger eller deltage i handlinger, som kan skade mine medfanger. Hvis jeg er ældst, vil jeg tage kommandoen, livis ikke, vil jeg følge ret­ mæssige ordrer fra den, der tager kommandoen, og stotte liam på enhver vis.

5. Hvis jeg som krigsfange udsa ttes for forhor, er jeg kun forpligtet til at meddele navn, grad eller nr. og fødselsdato. Jeg vil af yderste evne undgå at besvare spørgsmål. Jeg vil undlade at fremsætte mundtlige såvel som skriftlige udtalelser, der er il­ loyale mod mit land og dets allierede eller kan skade lieres sag.

6. Jeg vil aldrig glemme, at jeg er amerikansk soldat, an­ svarlig for mine handlinger og forpligtet af de principper, der gjorde mit land frit. Jeg stoler på Gud og bar tillid til Amerikas forenede Stater.

Ud fra en overfladisk betragtning vil man vel sige: Hvad bar disse 6 punkter at gøre med hjernevask? De er jo kun en viilere- forsel og udvidelse af tidligere tiders faneed med deres fastslåen af, at man vil kæmpe med livet som indsats, at man ikke vil overgive sig af fri vilje og ikke give fjenden nyttige oplysninger.

Med sin understregen af pligterne over for kammeratskabet, loyaliteten mod nationen og forpligtelsen over for dens frihedsprincipper bar den citerede kodeks dog et meget direkte sigte på den form for „undervisning“ i de kommunistiske lande, som be­ nævnes hjernevask.

Den nedsatte kommission skulle tage hele forholdet som krigs- fange i fremtiden op, og del er derfor ganske naturligt, al ko­deksen blev så omtattende i sine retningslinier. Den allermest dominerende af de udtalelser, som de tidligere krigsfanger frem­ satte over for komiteen var, al de var så godt som fuldstændig uden orientering om krigsfangenskab i almindelighed og hvad de kunne vente i Koreas fangelejre i særdeleshed. Et forhold, som man i USA nu med kodeksens stadfæstelse og det uddannelsespro­ gram, som senere skal omtales, har søgt at råde bod på for frem­tidige tilfælde.

Hvorledes formede denne hjernevask sig egentlig? Ja, det vil ikke være rigtigt at fastslå et simpelt skema, for fremgangs­ måderne var ingenlunde altid skåret over samme læst, og til tider indgik såvel psykisk som fysisk tortur i programmet med den hensigt at knække de amerikanske krigsfanger.

Men det er dog forsvarligt at ridse et mønster op som ka­ rakteristisk for den hjernevask-politik, som var mest almindelig under Koreakrigen. Marchen tilbage til fangelejren var ofte en sand prøvelse — ja, til tider ganske umenneskelig; i et tilfælde bukkede 500 mand af 700 under, inden man nåede frem. Om lejrene er det tilstrækkeligt at nævne, at man fra nordkoreansk side konsekvent afslog at tillade Internationalt Røde Kors at in­ spicere fanger og lejre.

Hjernevaskens første trin — efter en lykkeligt overstået døds­ march og straks, hvor fangerne skulle finde sig til rette i en af de 20 usle lejre — gik ud på at berøve fangerne enhver form for lederskab. Officerer og underofficerer fjernedes konsekvent fra de menige, og det samme gjaldt menige, som søgte at udøve leder­ skab — ofte flyttedes disse til særlige lejre for „reaktionære“.

Formaalet med denne fjernelse eller eventuelt undertrykkelse af ledelse var at fratage den enkelte fange den støtte, som et fællesskab altid giver, at gøre ham isoleret, rådvild og sårbar. Man forstår derfor umiddelbart vigtigheden af den anførte ko­deks’ pkt. 4, hvor lederskabet behandles.

Samtidig med lederskabets efterstræbelse sattes som oftest andre foranstaltninger i værk, der sigtede på at isolere de enkelte individer og gøre dem usikre over for hinanden. En af de mest effektive metoder var det såkaldte meddeler-system, som bragte meddeleren visse fordele linder fangenskabet. Det meddelte ud­ nyttedes på højst forskellig vis lige fra at være anledning til af­ straffelse til at være udgangspunkt for moralske forelæsninger — ofte skete der imidlertid den, hvorom der meddeltes, intet — i hvert fald i første omgang — for at beskytte meddeleren over for kammeraterne. Ofte dukkede disse meddelelser imidlertid op senere som grundlag for „krigsforbryder“-anklager. Man forstår derfor kodeksens indskærpelse af ikke at give oplysninger, der kan skade kammeraterne.

Meget hurtigt blev den enkelte krigsfange imidlertid præsen­ teret for et større „uddannelses“-program, over for hvilket fler­ tallet var alvorligt handicappet. Fjendens politiske officerer ud­ foldede en voldsom aktivitet, hvorunder fangerne blev tvunget til at læse kommunistlitteratur og deltage i debatter og studie­ kredse. Herunder blev fangerne under pres opfordret til at for­ tælle, hvad de vidste om amerikansk politik, historie og sam­ fundsforhold. De fleste amerikanske krigsfanger blev fuldstændig overrasket over denne fremgangsmåde, og et uhyggeligt stort an­ tal var uden forudsætninger for at klare sig i disse diskussioner. Ofte viste det sig, at de kinesiske og nordkoreanske instruktører vidste langt bedre besked om disse emner, end amerikanerne; og disse vidste i hvert fald for lidt reelt om kommunismen.

Et yndet udgangspunkt for samtale var den temmelig ud­ bredte mangel på forståelse af Koreakrigenis nødvendighed. Ved at benytte amerikanske avis- og tidsskriftartikler demonstreredes, at man hjemme i staterne tjente tykt på krigen, og at Wall Streets pengemænd var glade for den. Heroverfor stilledes soldaternes ringe økonomiske vilkår. En hjælp i forbindelse hermed var post­ censuren, hvor man konsekvent fjernede de gode nyheder, således at de dårlige „kom bedre til deres ret“. Også dette var medvir­ kende til at få fangerne til at fole sig svigtet — både af nationen og kone eller kæreste. I det hele taget skyedes intet middel for at få fangerne til at føle sig socialt og følelsesmæssigt isoleret, så­ ledes at deres fornemmelse af svaghed og sårbarhed under­ stregedes.

Hele hjernevask-processen er i øvrigt ikke noget nyt træk i kommunistisk menneskebehandling, idet den faktisk har fundet anvendelse, så længe kommunismen har eksisteret. Den har bl. a. fundet rig anvendelse under udrensningsaktionerne og de her­ under arrangerede retssager.

Et typisk træk i disse processer har de anklagedes villighed — ja næsten lyst — til selvanklage været. Denne „sætten sig selv i gabestokken“ er resultatet af en kunstig og ofte gennem tortur eller virkning af medicinske midler oparbejdet selvkritik. Over for amerikanske krigsfanger i Korea benyttes imidlertid ikke „snakkevand“, men andre metoder som nægtelse af mad og søvn viste sig lige så effektive.

I fangelejrene lod man fangerne skrive en selvbiografi, og med udgangspunkt heri „opfordredes“ de senere til at vedgå for­ sømmelighed af forskellige grader og forseelser over for „folket“. Et led i den gensidige påvirkning var offentlig fremsatte selvbebrejdelser og anklager. Disse var som oftest hver for sig små­ ting, men fangerne gik tit i en stadig angst for, at der alligevel skidle være stof til en krigsforbryderanklage. Tit og mange gange angav fangerne også deres medfanger, hvorved der udviklede sig en „alles kamp mod alle“, som kommunisterne drog nytte af. De gennemførte undersøgelser bragte i øvrigt også umenneskelig be­ handling af medfanger — endog med døden som følge — for en dag.

Under de amerikanske undersøgelser bar man naturligt nok haft opmærksomheden henledt på, om der skulle være en sol­ datertype, som var særlig modtagelig for hjernevask. Man har søgt at efterforske om der skulle være nogen sammenhæng mellem forskellige aldersgrupper, bestemte samfundsklasser, særlig fa­ miliebaggrund o. s. v. og reaktionerne over for hjernevasken. Men undersøgelserne har ikke givet sikre holdepunkter.

Det har dog vist sig, at soldater med en fast religiøs over­ bevisning — af hvad tro det end er — gennemgående har vist stor modstandskraft. Dette gælder dog sjældent for folk, der har antaget en slags „front-religion“.

Folk med udprægede moralske principper viste sig ikke sær­ lig modstandsdygtige, medens dette var tilfældet for mennesker, der følte sig forpligtet over for medmennesker og virkelig førte denne forpligtelse ud i livet.

Kommunisterne skal selv have udtalt, at de måtte have 4—5 år til rådighed for at opnå varige resultater med folk med højere uddannelse. Givet er det, at man som oftest interesserede sig mest for folk med ringe skoleuddannelse, og også blandt denne gruppe af fanger opnåedes de „bedste“ resultater. Som følge heraf ret­ tede de sjældent deres bestræbelser mod officerer.

Efter indgående studier bl. a. af interne kommunistiske rap­ porter har man fra amerikansk side rekonstrueret følgende vur­dering af den amerikanske soldat:

a. Han synes kun at være bundet med svage bånd til familie, nationen, den religiøse tro og kammeraterne.

b. Hans opfattelse af rigtigt og forkert er udflydende og opportunisme ligger ham ikke fjernt.

c. Han er usikker og har ringe selvtillid, undervurderer eget værd og styrke samt evne til at overleve.

d. Han er næsten blottet for samfundsmæssig ansvarsfølelse.

e. Hans kendskab — og det gælder også de højere uddan­ nede — til amerikansk historie, samfundsforhold, retsvæsen, øko­ nomi, administration o. s. v. er ringe.

f. Han savner forståelse for hensigt med og nødvendighed af militær organisation og disciplin samt militære traditioner.

g. Den amerikanske soldat betragter ofte den militære tje­ neste som et forhadt, uafvendeligt offer (de værnepligtige), eller han ser på tjenesten som et let og sikkert job (de hvervede). Begge disse typer afskyer legemlig indsats og ofre af enhver art som ufornuftige og en personlig uret. —

Gennem stadfæstelsen af den kodeks, som nu er udsendt som en „Executive Order“, har man i USA taget konsekvensen af denne vurdering og klart givet udtryk for, hvad der er den ame­ rikanske soldats pligt — hvad der ventes af ham. Man har des­ uden peget på, at kodeksen i givet fald også kunne tjene som rettesnor for hele den amerikanske befolkning.

I den nævnte ordre fastslås, at modstanderens metoder i kam­ pen om menneskesindet med held kan modstås gennem passende militær uddannelse og civil undervisning. I kamp og fangenskab vil den amerikanske soldat ikke vise sig bedre, end hans træ­ ning og uddannelse betinger. Derfor skal der fremtidig i alle værn gennemføres et specielt træningsprogram omfattende:

1) en almindelig orientering gennem hele uddannelsestiden.

2) et særligt træningsprogram for kampklare styrker.

Træningen skal anlægges ensartet for alle værn og således, at den dækker behovet for alle grader fra menige til chefer. Orienteringen skal meddeles med forståelse, dygtighed og inspi­ ration, således at mandskabet går ind for kodeksens loyale efter­ levelse i fuld forståelse af, at den tjener landets, kammeraternes og egen interesse.

Det pågældende afsnit i ordren slutter således:

Evne må underbygges med vilje — af moralske kvaliteter og grundlæggende indstilling fostret i hjem og klasseværelse længe før den unge træder ind i den militære tjeneste. Fædrelandskær­ lighed og respekt for frihedsidealerne, forståelse for menneskelig værdighed må være grundlagt længe inden rekruttiden, men bør også fortsat styrkes under tjenesten i værnene.

Komiteen anbefaler derfor, at værnene skaber mulighed for en effektiv koordination af egen indsats med de civile undervis­ ningsinstitutioners, kirkens og oplysningsorganemes indsats med henblik på en bedre forståelse for og efterleven af de amerikan­ ske idealer.

Krig er blevet betegnet som viljernes kamp. Det er den trænede bånd, som fører våbnet, men det er den enkeltes vilje, karakter eller ånd, som dirigerer hånden. Mere end nogensindeer kampen om det enkelte menneskes sind — moral, vilje og hele indstilling vigtig.

Soldaten er nu — som altid — så meget værd, som han selv tror.