„The Pentagon Case“ of Colonel Victor .1. Fox (pseudonym), Freedom Press lnc. New York 1958. 247 sider. Tilsendt fra Arnold Busck.
Efter en anmeldelse i det på højt plan liggende amerikanske tidsskrift „Military Affairs“, Vol. XXII Ar. 2 er bogen „The most important piece of „fiction“ published this year“. Videre skrives der: „Fiction it may he, but the ring of truth is so clear it will terrify the intelligent reader — particular) if he has ever served in the Pentagon. No book ever written before so typifies the fru stration of the loyal staff officer trying to do his duty in spite of the self-serving bureaucrat as does this one. „The Pentagon Case“ could start a searching and important congressional investigation: it could do lots of things. But it probably won’t. This is one book both sides w ill try to suppress. Consider yourself fortunate, if you can obtain a copy for your library. The interested reader, who misses this one will have missed much.“
Det er selvfølgelig ikke muligt for den almindelige læser udenfor USA (og måske heller ikke indenfor USA!) at bedømme, hvor me get der er kendsgerninger, og hvor meget der er en „spunden en de“ på tilsyneladende kendsgerninger eller dele heraf. Men i hvert fald ser idledningen ud til at være nogne „facts), og blot dette — for ikke at sige resten af bogen — er rystende og må mane enhver til eftertanke. Bogen har ikke alene hud til enhver chef inden for forsvaret, men også til en række af forsvarets afdelinger og arbejds grupper — samt formentlig til enhver befalingsmand, ligesom den hør nå langt ud i andre kredse.
Bogen indledes med Kruschev’s ord: „Time is on our side. We will bury you“.
Derefter opremser indledningen følgende kendsgerninger (flere udtalt af navngivne og kendte værns- og stabschefer), som det pålægges la'seren at liave for øje, når bogen læses:
En trediedel af personellet i USA s hær forlader efter eget øn ske tjenesten hvert år.
Fra 1954 til 1957 har 12.000 piloter forladt tjenesten — pilo ter, hvis uddannelse har kostet mere end een billion dollars.
1 bogens skriveår 1958 er man forberedt på at skulle erstatte 60.000 befalingsmænd og 643.000 soldater, som i dette år forventes at ville forlade tjenesten, med nye og altså utrænede styrker.
En sjettedel af „Strategic A ir Connnands“s bombefly har gen nem de sidste 2 år måttet tages ud af styrken på grund af mangel såvel på trænede besætninger som trænede tekniske jordstyrker.
Marinens hvervede styrker (der — som i alle værn i USA hverves primært af hjemsendte værnepligtige — og altså trænet personel) udgjorde i 1950 66 % af hele styrken. I 1955 var dette tal faldet til 8 c/c — altså et katastrofalt frafald af trænet mand skab.
Chefen for USA’s hær udtalte i 1957 offentligt sin forundring; over „Det falske indtryk af livet i hæren, som de unge modtager gennem film, fjernsyn, og, hvad der her kan oversættes som „ku lørt litteratur“.
Chefen for „Strategic Air Command“ har — ligeledes offent ligt — sagt, at „Nationen mangler militært personel af alle grader for at genoprette den respekt og estimering, som man tidligere nød“.
Den første af en serie artikler kaldet „Genopretning af den militære moral“ blev offentliggjort i „New York Daily News“ i ok tober 1957 (ikke efterkontrolleret) under overskriften „New Crop of Magazines hits GI.s witli Blitz Barrage of Smut“.
Alene denne opsummerende og tilsyneladende nøgternt opsatte indledning chockerer. Men forfatteren forstår hele bogen igennem ikke alene at holde læseren fangen, men også næsten at skrue tem poet op fra side til side. I Pentagon er oprettet et kontor for „M i litær Moral“ ledet af en civil chef, Mr. Wells. Han får til opgave at søge at finde årsagen til det store ovenfor anførte frafald og til, hvad der egentlig sker rundt omkring, som den militære ledelse ikke synes at have opfattet eller har haft sans for at se, således at de har kunnet standse det.
T il dette specielle job ansætter Mr. W ells en Mr. Brett Cable som civil medarbejder. Cable fremstilles sympatisk som en 46-årig forhenværende officer (oberst i marinekorpset) med en selvstæn dig mening, en klar hjerne, en fast vilje og en stærk karakter.
Ved første møde giver Mr. Wells Brett Cable følgende oplys ninger, der angives som kendsgerninger (næppe til at kontrollere af en udenforstående læser, men som dog — og det er værd at be mærke — uden korrektion har passeret den amerikanske bogan meldelse og derfor må anses for rimelig) :
Før Koreakrigen bestod flyverstyrkerne af 55 % hvervede (af hjemsendte — altså trænet mandskab). Nu (1957— 58) er denne procent faldet til 22. I samme periode er marinekorpsets procent af samme kategori faldet fra 35 til 19, hærens fra 62 til 12 og ma rinens (som tidligere anført) fra 66 til 8. I de sidste 6 måneder har kun 71.000 mand af 500,000 hjemsendte ladet sig hverve, såle des at man reelt har mistet 429.000 trænede mænd, der følgelig skal erstattes af et tilsvarende antal nye og ganske utrænede styrker. Enhver, der har sans for sådanne tal, vil forstå, hvad de betyder og den katastrofale situation de betyder over for et effektivt forsvar.
A f U S A ’s nationale budget bruges 65 c/c til forsvaret, alt im e dens forsvaret mister 85 % af deres trænede personel — hvert år. På dette grundlag starter Brett Cable sine undersøgelser. Hans resultater er chokerende. M an kan sige, han „m aler fanden på væg gen“, at han overdriver, og at han måske går så meget over gevind, at han ser kommunistisk propaganda i alle ting; men man kan ik ke komme uden om hans resultater og ræsonnementer og kan ikke sidde dem overhørige. Flere vil måske nikke genkendende til for skellige af Cables opdagelser.
Ved at spørge og la'se sig frem og se sig for finder Cable i første omgang ud af følgende grundprincipper i den nedbrydning, der tilsyneladende finder sted:
1) Der er så megen propaganda fremme om endelig fred i verden, at kun de færreste mænd ser nogen fremtid i de væbnede styrker.
2) Den estimering, de væbnede styrker tidligere har nydt, er af een eller anden årsag vendt til næsten det modsatte på en så påfaldende måde, at især de unge ikke ønsker at fortsætte i IJSA’s forsvar, men hurtigst mulig vil ud af det. (Vi kender selv herhjem me, hvilken virkning ordet „Milita-r“ har på store dele af befolk ningen ).
3) Samtidig er der en stærk agitation i gang fra mange civile firmaers side for at ansætte hvervede soldater og befalingsmænd — i forbindelse med løfter om betvdeligt bedre lønninger — hvilket forårsager en stor overløbning fra forsvaret til det civile liv. Kam pagnen føres bl. a. ved store blikfang-annoncer i dagspressen og de militære uge- og månedsblade.
I alle disse forhold har man ikke hidtil tænkt på, at der kun ne foreligge nogen unational (kommunistisk) propaganda, ingen konkret nedbrydende virksomhed og ingen faktisk politisk (kommu nistisk) infiltration — vel nok så meget, fordi man ikke har været indstillet på, at sådanne forhold kunne foreligge.
Efter disse indledende undersøgelser starter Brett Cable sit egentlige arbejde. Han begynder med på en tur rundt i Pentagons korridorer at finde ophængt en del store fotografier og malerier og reagerer over, hvad de viser: Optagelser eller rekonstuktioner af kampe, USA har deltaget i, specielt fra Korea. 1 stedet for at „glo rificere“ USA ser man sønderskudte USA-kampvogne, nedskudte USA-fly, sunkne USA-krigsskibe, sårede og dræbte USA-soldater, ki nesere og koreanere i overlegne og brutale bajonetangreb over for underlegne og indeklemte USA-styrker. Altså: Altsammen materia le, der nok viser USA i kamp, men hvor det er USA, der bløder, og som viser krigen fra dens mest brutale side med USA som den underlegne deltager. Alle billederne er ophængt i de korridorer i Pentagon, der dagligt passeres af flest mennesker.
Billederne bar „officielt stempel“ og er hængt op med de høje ste autoriteters samtykke, uden at nogen tilsyneladende synes at have spekuleret over billedernes egentlige indhold og deres psyko logiske virkning. Så kan man selvfølgelig altid, når den psykolo giske virkning er sket, eventuelt diskutere hensigten med netop dis se billeders ophængning og hvem, der er den egentlige ansvarlige herfor. (Det synes at volde vanskelighed med at finde nogen, der har det reelle ansvar).
Brett Cables næste aktion — der for så vidt ganske automatisk kommer ind i hans løbende arbejde — bliver sammen med „The Chaplain General“ at deltage i et møde i „Civilian Council of Chur- ches“ (CCC). Man drager altså selv kirkens organisationer med ind i de kom m unistiske cellers arbejde. E n meget tjenstivrig præst — der tilsyneladende ikke er bevidst kommunistisk agitator, men alli gevel synes at gå den kommunistiske agitations ærinde — forelæg ger en landsomfattende kirkekampagne, hvor man bl. a. skal vise en film: Det smukke Amerika — et skuespil om broderkærlighed“. Filmproducentens navn er ukendt blandt nationalt upålidelige ele menter og synes at være højt estimeret i forsvarets og den politiske „top“. Ved et „kulegravningsarbejde“ finder Brett Cable dog ud af, at producentens navn er et pseudonym for en top-kommunist, hvis filmselskab står bag en række af forsvarets instruktions- og „dokum entarfilm “ samt bag en del artikler i forsvarets diverse tids skrifter. Såvel filmene som artiklerne bar „blåt stempel“ fra den øverste af forsvarets og den politiske ledelse, hvor man ikke ken der noget til producentens egentlige identitet og mærkværdigvis ik ke synes at have fundet nogen anledning til at reagere overfor det udsendte propagandamateriale, som tværtimod at styrke den „M ili tære m oral“ åbenlyst må nedbryde den. (Film ene har alle sammen tendens og karakter som de ophængte billeder).
I dette specielle tilfælde bliver filmen — trods store vanskelig heder (den er jo konfirmeret af de højeste autoriteter) — stoppet. Men hundredevis af andre film af tilsvarende karakter vises sam tidig over hele U S A i diverse biografer og benyttes ved foredrags turneer. Filmene tilsigter officielt at propagandere for tilgang til forsvaret, men en psykologisk analyse viser, at de opnåede resul tater er det stik modsatte.
Brett Cables næste undersøgelser vender sig imod forsvarets diverse uge- og månedstidsskrifter. Her ser han, at overskrifter, un dertitler, fotografier og illustrationerr (som er det, der ses og læ ses af flest) har samme karakter som de foran omtalte billeder i Pentagons korridorer og „instruktionsfilmene“. Altså direkte ned brydende blot ved introduktionen. Artiklernes indhold har samme karakter, og som eksempler nævnes et par tilfældigt udplukkede: „En soldaterkone fortæller om, hvorfor hun ikke onsker, at hendes mand skal lade sig hverve“. — „Den værste skandale i US-marinens historie — den sande historie om sænkningen af USS Minneapolis“. I et ugeblad opfordrer en redaktør soldaterne til at skrive til bla det om alle tilfælde af „Brutal militær disciplin“.
Cables sidste undersøgelser i denne omgang går derefter uden for det forsvarsmæssige miljø, idet han ønsker at undersøge, i hvor høj grad de her omtalte fremgangsmåder også benyttes uden for de væbnede styrker, f. eks. over for den del af den amerikanske aingdom, der engang skal være soldater. Resultatet er forfærdende. Alle skoler — og især de offentlige — synes at være undermineret af velorganiserede bandesystemer, der ved elevernes egen terror ik ke alene bestemmer, hvor langt eleverne må gå i deres flid og un dervisning, men også har „krammet“ på lærerpersonalet og bestem mer, hvor meget eller hvor lic:t lærerne må lære fra sig. Banderne viger end ikke bort fra terror og koporlige afstaffelser af de lærere og elever, der ikke lystrer.
I et interview med en sko1epsyikolog fra Washington D.C. oply ses, at alt dette systematisk er iværksat for at fordumme den ame rikanske ungdom, gøre den umulig til at indtage ledende stillinger, underminere nationale følelser og sætte ungdommen op imod f. eks. et elementært begreb som pligten til at forsvare landet. Hensigten med alt dette er at skabe grobund for kommunismen — alt iværksat af formentlig ledende, men unavngivne og ukendte top kommunister.
En flygtet og afhoppet ex-konununist bekræfter ikke alene skolepsykologens udtalelser, men også Brett Cables opfattelse af billedernes, filmenes og tidsskrifternes nedbrydende liensigter, sy stematisk iværksat af dertil specielt skolede kommunister, der lever i USA som liøjt estimerede borgere, hvis politiske indstilling og egentlige virke i landet er ukendt for offentligheden. Disse perso ner har indflydelse „meget højt op“, bl. a. ved, at de har fremkaldt forskellige afhængighedsforhold. Deres „arbejde“ tilsigter alene gen nem nedbrydning og infiltration at vinde USA for kommunismen uden åben kamp.
Om de lier nævnte undersøgelser skriver Brett Cable en rap port, der ikke alene klassificeres „Top Secret“, men af Cables chef yderligere påheftes klausulen „For eyes only“ (d. v. s., at rappor ten kun må eksistere i eet eksemplar, kun må vises af Cables clief og kun må læses efter dennes tilladelse i lians eget nærvær, ligesom han selv ^kal kontrollere de notater, der eventuelt tages af rappor ten, livis der i det hele taget gives tilladelse til at tage notater).
Med rapportens aflevering begynder vanskelighederne at sæt te ind for Brett Cable. Et likvideringsforsøs; o« nogle „skygninger“ indleder en række aktioner imod ham. Derefter startes der i selve Pentagon, livor „man“ går ret hårdhændet til værks, en undergrav ning af Cable med ukendt oprindelse. „Nogen“ — det er ikke til at sige hvem — starter med at „sværte“ Cable til. Der igangsættes rygter om hans „tvivlsomme moral“, hans „upålidelighed“ o. s. v„ rygter, som nok kunne have ødelagt sin mand, men som i dette til fælde ikke når den tilsigtede hensigt, dels på grund af Cables per sonlige redelighed, og dels fordi bl. a. Cables overordnede endnu ikke synes at fæstne lid til rygterne.
Da Cable nu forstår, at „nogen“ vil ham til livs, og at lians rapport muligt vil blive saboteret, eventuelt helt tilbageholdt, fore griber han begivenhedernes eventuelle gang ved — egentlig uden beføjelse og egentlig uden om sin tjenestevej — at gå direkte til „Senatets Komité for national Sikkerhed“ — en civil sikkerheds kommission, som er overordnet for alle — også forsvarets — sik kerhedsorganer. Han bliver vel modtaget, og lians mundtlige rap port om hans undersøgelsers resultater tages til protokols — og til efterretning.
For nu at drage hans pålidelighed i tvivl og for at spænde ben for hans resultater begynder meget stærke krafter — tilsyneladende dikteret helt oppe fra den politiske top — at få Cable erklæret for „overarbejdet“, „træt“, „overeksponeret“ o. s. v„ kort og godt at få ham erklæret sindssyg og få ham indlagt til mental observation for derved at få standset lians rapporter og få dysset hans resultater ned. (En undersøgelse foretaget af og en rapport skrevet af en mand, der er indlagt til mental observation, kan ikke benyttes mod nogen).
Hele s-agen udvikler sig efterhånden derhen, at ingen tør tage sagen op, ingen tør tage konsekvenserne af en tilbundsgående un dersøgelse, og ingen tør fortsiette og afslutte Cables undersøgelser. Man kan lier sige — og det er vel det almindelige læserindtryk — at Cable nok har fået fat i noget essentielt, men at han efterhån den har set kommunistisk undergravning i alle forhold og måske malet tingene i lidt sta>rke farver, men man kan ikke frigøre sig for den fornemmelse, at han i de fleste tilfælde har ret — og at han forfølges, fordi han netop har det.
Kort og godt: Sagen syltes af samtlige overordnede, Cable „lægges på is“ og må søge sin afsked. Han lader sig undersøge af en psykiatriker for at bevise, at lians mentale tilstand er i orden, og lian træffer aftale med „Senatets komité for national Sikkerhed“ om at komme igen senere, når de værste bølger har lagt sig. I mel lemtiden påtager han sig et civilt job, hvor han også får tid til at skrive sin bog. Han kalder den „The Pentagon Case“ af ganske na turlige årsager. For at få bogen udbredt mest muligt udsender han den ikke gennem U S A ’s boghandlere, men som en postordreforsen delse, der kan nå betvdeligt flere læsere. Han vil dels give en ind ledning, der kan aktivere kvindekorpsene med deres titusindevis af medlemmer og dels aktivere veteranorganisationerne med deres end nu flere læsere. For specielt at aktivere de sidste bruger lian sit pseudonym — man kan så mene, hvad man vil om pseudonymer, men her synes det rigtigt grebet an — Victor Jig Fox. Forbogsta verne V. J. F. er koden fra Pearl Harbour og en kode, som kendes af alle veteraner fra krigen i Stillehavet: V. J. F. er koden for: „Fjenden i sigte. Til angreb med det samme“. lsa>r alle veteraner vil forstå, at koden også dækker de nutidsmennesker, der er beskre vet i bogen, og at det drejer sig om for alle gamle soldater at gå til angreb med det samme imod den fjende, der også er beskrevet i bogen, nemlig den internationale kommunismes nedbrydende virksomhed.
Uanset at bogen er skrevet i romanform, og dens indhold kan diskuteres — og vil blive det — er det en bog, der maner til ef tertanke. Den bør læses af så mange som muligt.
S. A. Mathiesen.
