A. Alm indelige betragtninger.
„Infanteriet er hovedvåbnet. Alle andre våben understøtter det“, stod der i et tysk reglement af 18/1 1940, og endnu i 1945 bestod 80 % af Tysklands og Ruslands felttropper af infanteridivisioner.
Er infanteriet endnu et hovedvåben?
I den anden verdenskrig har panservåbnet og luftvåbnet vist
sig som nye, afgørende våben, mod hvilke rent infanteri ikke så let kunne klare sig, men det var infanteriet, der bar kampens hovedbyrde. Eksempelvis havde et tysk kompagni i løbet af 3 år 1500 døde og sårede, hvilket for det ca. 100 mand stærke kom pagni giver en gennemsnitlig „levetid“ i kompagniet på 2 1/2 må ned, hvilket tal utvivlsomt er langt lavere end i de øvrige våben. Infanteriet er nødvendigt for at tage og holde landområder, hvil ket afspejles i Churchills ord: „Først når tyske soldater marche rer hen over Londons beskyttelsesrum, er England slået.“
3 problemer må løses, før infanteriet får sin tidligere betydning:
1. Alle infanterienheder skal motoriseres, og nogle skal være luftlandetropper.
2. Infanteriet skal organisatorisk have tildelt kampvogne og storm artilleri.
3. Der må findes midler til, at infanteriet kan afværge an greb af kampvogne og flyvemaskiner.
Det er naturligt at sammenligne tysk og russisk infanteri i den anden verdenskrig. Ved krigens begyndelse var det russiske infanteri det tyske overlegent på følgende områder:
I løbet af krigen lærte modstanderne af hinanden. I det følgende undersøges, om man fra tysk side udnyttede alle hjælpe kilder til at give infanteriet maksimum af slagkraft.
Det tyske infanteri gik ind i krigen med et gevær, der „var indført i 1898 på grund af erfaringer fra 1864, 1866 og 1870— 71“. Det er en ringe trøst, at Rusland ikke havde et bedre gevær. På grund af fabrikations- og forsyningsvanskeligheder ved den særlige ammunition til det tyske stormgevær nåede dette ikke i tilstræ kkeligt antal ud til tropperne.
I maskingevær 42 havde den tyske hær det bedste maskin gevær i alle lande, og det blev stærkt forbedret i krigens sidste tid, således at valgten kunne sættes ned fra 11 til 6,5 kg, medens kadencen forøgedes fra 1500 til 2400 skud/minut. Af dette for bedrede gevær, der kaldtes M G 42 v eller M G 45, var frem stillet 3 feltbrugbare eksemplarer, ligesom serieproduktion kunne be gynde, men såvel disse 3 eksemplarer som konstruktøren blev overførte til Rusland. (Et advis om, at Vestens klippefaste tro på egne våbens tekniske overlegenhed måske ikke er berettiget).
De fremragende stormkanoner fandtes i et alt for lille antal, således at tyske modangreb i krigens senere faser på forhånd var dømt til at strande.
Det tyske infanteris sørgeligste kapitel var imidlertid pan serværnsvåbnene. Det tyske infanteris lidelsesvej over for den russiske T 34 blev ikke meget lindret af de for små panserværns kanoner 37 mm og 50 mm, ja, selv 75 mm. (Disse for små pan serværnskanoner kaldtes spottende „Panzeranklopfgeråte“ ). Det forbliver uforklarligt, hvorfor der fra T 34’s første optræden i august 1941 til april 1945, altså i 3y2 år, ikke blev fundet noget fuldt anvendeligt panserværnsvåben, som organisatorisk indgik i infanteriet (det 88 mm raketstyr var ikke det helt rigtige), når man i samme tidsrum kunne konstruere så udmærkede kampvogne som „Panther“ og „Tiger“.
Personel. Ved tilgangen af reserver meldte de frivillige sig især til pansertropper, marine, luftvåben og Waffen-SS, og blandt de ikke frivillige blev så stor en part med særlig uddannelse overført til andre våben, at infanteriets personelle tilgang var af en ringere kvalitet end ønskeligt.
Før krigens begyndelse må det tyske uddannelsesstandpunkt — trods svagheder i nat- og skovkamp — betegnes som særdeles godt. Men den hitlerske „lynkrigs“-opfattelse bevirkede, at alle uddannelsesmyndigheder ved krigens begyndelse i den grad blev ribbet for personale, at det omtrent havde karakter af en opløs ning, og først i 1943, da det var for sent, søgte man at råde bod herpå. Erstatningsmandskabet til infanteriet tilgik fronten i Rusland med en uforsvarlig kort uddannelse, således at frontenhe derne måtte gribe til „uddannelse i stillingen“, „divisionskamp skoler“ o. lign., hvilket dog på grund af den til stadighed anspændte kampsituation kun delvis kunne afhjælpe nogle af de værste mangler.
Om det russiske infanteri kan man sige, at følgende sætning i et russisk reglement fra 1952: „Infanteriet er den mest afgø rende våbenart“, viser, at det skænkes stor opmærksomhed. Den almindelige infanteribataillon menes 1952 sammensat og bevæbnet således:
Russisk angreb.
Under krigen i Rusland var det almindeligt, at et mislykket angreb blev fulgt af et andet, ja, tredie, fjerde og femte efter samme skema, hvilket havde sin årsag i, at de russiske chefer blev gjort personlig ansvarlige for tilbageslag og derfor gjorde, hvad der var muligt, for snarest at kunne melde angrebsmålet nået.
Muligvis vil det russiske infanteri også i dag være stærkt til bøjelig til at følge et skema, der for angrebets planlægning er fuldt ud hensigtsmæssig, men som kan slås i stykker, livis noget uventet sker, og i så fald kan følgende forhold de mange relativt primitive soldater, en vis kadaverdisciplin, der ofte udelukker initiativ, forfremmelsesprincippet, der foretrækker den pågående frem for den mere intelligente type, bevirke, at hensigtsmæssige modforholdsregler lader vente for længe på sig.
Russik forsvar. Den røde hærs reglementer fremhæver an grebet fremfor forsvaret, men alligevel synes forsvaret at passe bedst for den russiske psyke. Forsvarssystemernes store dybde, hver enkelt mands forbliven i sit skyttehul og holden ud i dette til sidste åndedrag, den forbitrede kamp om hver enkelt del i en stilling, bevirkede, at selv veludrustede tyske angrebsdivisioner led store tab og blev slået tilbage. Det russiske infanteri mestrer i særlig grad grave- og sløringsarbejder og forsvar af bebyggelser.
B. Infanteriets fremtidige kampmåde.
Under kampene i Rusland fra 1943 til krigens ophør var der et så stærkt misforhold mellem de to parters styrker med hen syn til infanteri, artilleri, panserkøretøjer og flyvemaskiner, at de i den periode gjorte erfaringer ikke alle bør benyttes til en vurdering af, hvorledes infanteriets fremtidige kamp vil forme sig.
De vestlige magters infanterierfaringer stammer for det me ste fra et tidsrum, da de tyske enheder allerede var stærkt svækkede, kæmpede med alt for store frontbredder eller med håbløs materiel underlegenhed, således at man må være forsigtig med at antage, at infanteriets fremtidige kampmåde kan sammenlignes med en „politiaktion“. Det vil sikkert være mere rigtigt især at studere de russiske synspunkter.
Angrebet. Også i fremtiden må angrebet betragtes som den stærkere kampform. Nye kampmidler og stigende våbenvirkning forårsager ændring i taktikken. Efter den anden verdenskrig er der ikke fremkommet noget kampmiddel, der på afgørende vis kan ændre infanterikampen. Men de våben, der virker på infan terislagmarken, er blevet mange flere i tal, og deres ildkraft er blevet stærkt forøget. En infanteribataillon af i dag kan med sine ca. 50 maskingeværer og ca. 500 personlige, automatiske vå ben rent teoretisk præstere ca. 5000 skud pr. sekund mod de ca. 1000 skud pr. sekund, som 1945-bataillonen formåede. Den for øgede udrustning med morterer, de større kalibre, den rigeligere ammunitionsforsyning, giver en ca. 6 gange større ildkraft med hensyn til bataillonens tunge våben. Denne stigning begunstiger vel i første række forsvaret, hvis kampelement er ild. Beva’gelse benyttes af angriberen og lettes ved motoriseringen.
Infanteristen skal køres til kamppladsen og kan frisk og ud hvilet begynde angrebet.
Intet infanteriangreb bør finde sted uden tilstrækkelig støtte af panserkøretøjer.
Infanteristen selv må ikke længere være et pakæsel, så at hans fysiske kræfter snart udtømmes. Ingen mand i et alminde ligt kompagni bør — trods den store stigning i ildkraft — ba>re mere end 10 kg (tidligere 30 kg).
Letpansrede bæltekøretøjer varetager ammunitionstilførslen så langt frem som muligt (belst forreste linie) og fører sårede med tilbage. Disse køretøjer er ikke alene af stor praktisk, men også psykologisk værdi.
Uden ovennævnte midler må man ikke forlange i dag, at in fanteriet skal kunne angribe.
I taktisk henseende kan et infanteriangreb forme sig som en „politiaktion“, et „siveangreb“ eller et stormangreb.
Politiaktion. Flyvemaskiner, kampvogne, stormartilleri, artil leri, morterer o. s. v. knuser før angrebets begyndelse den fjendt lige stilling i dennes hele dybde og i tilstrækkelig bredde. Infan teriet følger ovennævnte våbens ildvalse fra afsnit til afsnit, renser for endnu kampduelige fj. elementer eller besætter måske helt uden kamp de befalede angrebsmål. Politiaktionen er sikkert den ideale metode, men over for en talmæssig stærk og fanatisk modstander kan den næppe gennemføres.
Siveangrebet. Hvis man ikke har tilstrækkelige støttevåben til et tyngdepunktsangreb, skal fjenden bindes på bred front, eller skal der skaffes en udgangsstilling for et senere gennembruds forsøg, er et siveangreb ofte det bedste. Enkeltvis eller et par ad gangen og med flere minutters mellemrum foretager skytterne korte spring fremefter, indtil man i løbet af timer, ja, måske dage, bar fået hele enheder frem. Dækning går under siveangrebet frem for skudfelt. Angrebet begunstiges af mørke, tåge, kuperet terrain, sne o. s. v., men kræver megen tid, stor sejglied og godt uddannede tropper. Metoden lover lokale, men ikke operativt anvendelige, resultater.
Stormangrebet. I den anden verdenskrig førtes de tyske in- 1anteriangreb mod en forsvarsforberedt modstander næsten udelukkende således:
Udgangsstilling i og bagved de grave, der var opstået under de sidste kampe med fjenden, og som i reglen fandtes flere hun drede meter fra denne. Det støttende artilleris indskydninger ud førtes uden at vække opmærksombed i dagene forud for angre bet. Angrebet indledtes med en samtidig ildåbning fra alle pjecer, hvis ild — af 15 til 30 minutters varighed — især rettedes mod fjendens forreste grave og fulgtes af infanteriangrebet, hvis mål var gennem brudt af stillingerne.
Ovennævnte fremgangsmåde må siges at have været formåls tjenlig i 1941 og 1942. I det følgende forsøges at omstille denne fremgangsmåde til nutidens omstændigheder.
Man må især være opmærksom på, at ildforberedelse i form af et relativt kort ildoverfald i reglen ikke er tilstrækkelig, når forsvarerens nutidige bevæbning og ildvirkning tages i betragtning, og det vil måske endog være sjældent, at forsvarerens våben ødelægges i den grad, at angrebsinfanteriet kan tilbagelægge af standen fra 1000 til ca. 2—300 m uden at blive udsat for observeret ild. Derfor får angreb om natten afgørende betydning. Hvis røg benyttes, må man forlange den i ca. 30 km bredde og 5 km dybde og af nogle timers varighed.
Ovenstående leder til følgende fremgangsmåde for angreb: På angrebsdagen: Ved hjælp af ild fra alle våben lammes fjen dens artilleri i videst mulig udstrækning, og hans forreste for svarsanlæg knuses.
I angrebsnatten rykker infanteriet under beskyttelse af mør ket frem til indbrudsafstand, medens ilden fra de tunge våben fortsætter. Infanteriet graver sig ned. Ved første morgenskær bryder infanteriet frem og tilbagelægger i hurtigløb strækningen til den fjendtlige stilling, idet ilden ofte først åbnes ved selve indbruddet i denne.
Denne fremgangsmåde er ikke nogen universalrecept, men må ofte kombineres med siveangreb.
Under kampen gennem den fjendtlige stilling må infanteriet rykke frem i en smal, men dyb, formation. Det kan være nød vendigt at lade kompagnierne følge efter hinanden, og det er af afgørende betydning, at støtte gives af bataillonens morterer og stormpjecer.
Angreb i fortsættelse af fremrykning mod en ikke forsvarsforberedt fjende må blive det samme som tidligere, nemlig gennembrud og derefter angreb mod fjendens flanke og ryg. Denne form for angreb har det tyske infanteri særlig mestret. Smidig føring, godt uddannede soldater og angrebslyst kom m er under denne form for angreb særlig til sin ret.
I forsvaret må man søge at bringe det fjendtlige angreb til sammenbrud før, evt. mellem, de forreste støttepunkter, men se nest i alt fald foran artilleristillingerne. Hele terrainet foran og i stillingen skal såvel dag som nat kunne belægges med observeret ild, mindst fra 2 forskellige (helst 3 eller flere) retninger.
Støttepunkter kæmper til sidste mand, medens besætningen i modstandsreder ved overlegent angreb viger ud — men først efter befaling — og søger at trække fjenden ind i ildfd’lder.
Mod en fjende, der er trængt ind mellem støttepunkterne, udføres automatisk modstød, der støttes af stormpjecer og kon centreret ild fra alle våben.
Også i fremtiden bør et i en infanteridivision indgående infanteriregiment bestå af regimentsenheder og 3 batailloner. Regimentet kan tildeles kampvogne, stormpjecer, pionerer o. s. v. efter behov i det enkelte tilfælde, men støtten bør ikke indgå organi satorisk i regimentet, hvilket ville være i strid med tanken om tyngdepunktsdannelse og iøvrigt ikke ville være heldigt i uddannelsesmæssig henseende.
Derimod må infanteribalaillonen ændres. Infanterikompagniet er som tidligere regimentets grundvold. Kompagniets eneste opgave må i fremtiden være i angrebet at bryde den sidste mod stand og i forsvaret at nedkæmpe de sidste angrebsstyrker. Men den tidligere ildkamp i angrebet på store, middel- og ofte korte afstande falder bort for kompagniets vedkommende og erstattes af en ild- og lydløs fremrykning om natten eller i røg under beskyttelse af de i antal og kaliber stærkt øgede tunge våben. I forsvaret ligger skytterne i gruppe-, delings- eller kompagnistøtte punkter med front til alle sider. Disse støttepunkter skal findes på bagskråninger eller i områder, der er unddraget fjendtlig observeret ild. Besætningerne i støttepunkterne venter på at ned kæmpe de sidste udløbere af de af de tunge våben splittede og decimerede fjendtlige angrebsstyrker.
Til bestridelse af ovennævnte opgaver må infanterikom pag niet gives det, det har brug for, og befries for det, det ikke har brug for. Kompagniet skal bestå af en samling mænd, der hver kæmper med et personligt våben, hvilket vil sige, at der ikke i kompagniet findes noget våben, hvis betjening kræver to mand. Kompagniet skal altså i ordets egentlige betydning være en ho mogen enhed, i modsætning til bataillonen, og ikke længere have morterer, tunge maskingeværer o. s. v. Kompagni- og delingsførere skal atter tildeles deres egentlige opgave, nemlig at være „stormførere“. En kompagnifører kan under nutidens kampforhold ikke sumtidig føre sine delinger fremad og sætte tunge våben ind. Desuden gælder med hensyn til hurtighed, at en enhed ikke er hurtigere end sit langsomste led. Moderne forsvarskamp fordrer det snævreste samarbejde mellem de tunge våben, hvilket mo derne teknik muliggør derved, at hvert tungt våben kan få en radio.
Kompagniet skal altså fratages alle tunge våben, men hvad skal man give det?
Stormgeværet er blevet infanteriets grundvåben. Dets fordele ligger ikke alene i dets kadence (5— 8 skud/sekund), men i de forræderiske ladegrebs bortfald og muligheden af at kunne sigte (se på) målet uafbrudt. Det tyske stormgevær vejede 4,2 kg, og det stod med hensyn til træfning ikke tilbage for gevær M/98 på de første 300 m, og mellem 300 og 600 m var det ikke stort ringere. Dets mundingsenergi var 197 kgm og lå således væsent lig over maskinpistolens 98 kgm (gevær M/98: 350 kgm) og var fuldt ud tilstrækkelig for alle ikke pansrede mål.
Maskingeværet er udviklet så meget, at det kan betjenes af een mand. Det moderne maskingevær vejer kun 5 kg og ligger altsaa i vægt ikke meget over det tyske stormgevær. Teknikerne må nu sørge for, at begge våben, stormgeværet og maskingeværet, anvender samme ammunition. Forskellen er i virkeligheden ikke så stor. Problem et ligger i at give stormgeværet en m undings energi på 250 kgm (og at holde vægten under 4 kg), og ved sam me mundingsenergi ved maskingeværet at garantere dette funk- tioneringssikkert ved en kadence på 2400 skud/minut. Vægten af den ønskede enhedspatron er ikke af så stor indflydelse som tidligere, da infanteriet nu er motoriseret og får ammunition til ført fra bæltekøretøjer, der når helt frem i forreste linie.
Hvorfor bør man i det hele taget have maskingeværer?
I virkeligheden betragtede mange fronterfarne officerer i 1945 maskingeværet som et forældet våben. Det er tilvisse ikke længere kompagniets hovedvåben. Det har dog i ovennævnte udførelse (ca. 30 % større vægt end geværet) 3 vigtige fordele i sammen ligning med stormgeværet:
-
— en maskingeværskytte kan afgive lige så mange skud som 5 storm geværskytter,
— hvorved en stor moralsk virkning kan ventes, og
— maskingeværet kan på en simpel lavet afgive fikseret ild i mørke og røg. -
I hvilket omfang og i hvilket forhold til hinanden stormge været og maskingeværet skal indgå i kompagniet, besvares ved fordringen om, at et stormkraftigt kompagni skal bestå af 3 de linger a 3 grupper a 5— 7 mand. I hver deling yderligere en gruppe med 2 maskingeværer. I forsvaret bør hver gruppe yder ligere have et maskingevær.
Særlig opmærksomhed må skænkes finskyttespørgsmålet. Om næppe noget andet problem er krigserfaringerne så modstridende. Nogle vil have en finskyttedeling pr. kompagni, eller i det mind ste pr. bataillon, medens andre ønsker, at finskytter kun optræder 2 og 2. Følgende forslag er et kompromis. Hver gruppe skal have 2 finskytter, der forsynes med det almindelige stormgevær, og som norm alt er alm indelige stormgeværskytter, men som gives en sigtekikkert med 4 gange forstørring, og som har fået særlig uddannelse som finskytter. Det vil være gruppe- eller delingsføreren, der indsætter dem som finskytter og i reglen kun een eller to mand sammen.
De dygtigste finskytter arbejder udelukkende som sådanne. Der skal være 2 ved hver deling eller 6 i en kompagnitrop. De forsynes med et specialgevær med et Vo på over 1000 m/sek., og med en sigtekikkert med 6 gange forstørring. De optræder selv stændigt i kompagniområdet. Hvis en særlig situation kræver en finskyttedeling, kan kompagniets 18 gruppefinskytter og 6 virkelige finskytter samles.
Infanteriets bekæmpelse af kampvogne blev ikke løst under den anden verdenskrig. Heller ikke i dag har teknikken sagt det sidste ord i den sag. Videreudviklingen af geværgranaten, raket styret og dysekanonen har gjort store fremskridt, men man bør ikke lukke øjnene for, at disse våben nærmest svarer til en pistol i nærkamp. Hvad infanteriet har brug for, er et slagkraftigt, ak tivt våben, der kan bolde de fjendtlige kampvognes hovedmængde mere end 1000 m borte. Sådanne våben bør imidlertid næppe indgå organisatorisk i infanteriet og skal ikke omtales nærmere her.
Den samlede styrke i et kompagni med 3 delinger å 3 stormgevær- og 1 maskingeværgruppe samt med delings- og kompagni troppe (i disse finskytter og særlige skytter til bekæmpelse af kampvogne på korte afstande) vil andrage ca. 120 mand. På grund af den store mængde automatiske våben kan kompagniet dog også anses for egnet til indsats, selv om tab har reduceret styrken til 80— 90 mand.
Det vigtigste tunge våben i bataillonen er morteren. Således betragtedes den ikke, da den indførtes før den anden verdens krig. Den var da vitterligt et stedbarn og fik f. eks. ikke tilstræk kelige rettemidler til, at dens ild kunne udnyttes på bedste måde. Selv om krigen snart viste den 8 cm morters rette værdi, bør ef fektiviteten af bataillonsniorteren forøges ved
Den 8 cm morters 3 og 6 kg granater svarer ikke til dagens krav. Ikke alene den kendsgerning, at den russiske infanteriba- taillon udelukkende anvender 120 mm morterer, men også kravet om at kunne slå igennem lette dækninger kræver en 10-12 kg granat med såvel perkussionsbrandrør (der må kunne virke øje blikkeligt og med forsinkelse) som radiobrandrør. Den gamle for dring om, at morteren skal kunne bæres kilometerlangt, når den er delt i 3 dele, må fastholdes, den samlede vægt må altså ikke overstige 60 kg. Til gengæld behøver skudvidden kun at være 3000 m.
Kaliberspørgsmålet bør overlades til konstruktøren, men kalibret vil vel blive ca. 100 mm. En 120 mm morter findes i regimentets tunge morterkompagni.
En yderligere forbedring kræves med hensyn til sideretnings friheden, der må være ubegrænset. Uden at ændre støttepladens stilling må man altså kunne rette til alle sider.
Morterkompagniet kan bestå af 3 delinger å 4 morterer.
Uddannelse. I den anden verdenskrig varede den tyske in fanterists uddannelse 6 uger(?). En bearbejdelse af krigserfarin gerne har givet til resultat, at en moderne infanterist i fredstid kræver 6 måneders uddannelse til enkeltkæmper. Til gruppe-, delings- og kompagniuddannelse følger derefter 3 måneder samt yderligere 3 måneder til uddannelse i større led.
Det gælder for uddannelsen, at man må holde sig til det egentlige. Man må ikke tvinge infanteriets førere til at skænke stormpjecer, pionerer, telefonfolk o. s. v. for megen opmærksom hed, således at infanteriuddannelsen lider derved. Krigserfaringen viser, at en sådan alsidighed egentlig ikke giver dygtigere førere, når det drejer sig om føring af led, hvori forskellige våben indgår. Sådanne førere får man meget bedre og grundigere ved sta dig gentagne kursus for bataillons- og regimentsførere. Man op når en meget bedre uddannelse, når man befrier infanteriregi menterne for de „ikke infanteristiske enheder“ under fredsuddannelsen og først tildeler støttevåbnene, når øvelser i større led begynder. For at forhindre ensidighed må infanteriførere fra delings førere og opefter have gjort tjeneste i mindst 3 måneder ved til svarende led ved stormartilleri og feltartilleri (og omvendt).
Enhver mand skal i dag kunne betjene alle grundvåbnene: Stormgevær, maskingevær, håndgranat og raketstyr. Enhver skal også kunne betjene en radio. Der bliver ikke særlig mange spe cialer i infanteriregimentet: Morterer, kampvognsgrenaderer og pionerer.
Hvad skal hver mand i regimentet lære?
1. At bevæge sig ubemærket i terrainet om dagen og om natten, opklare, sikre, grave sig ned, sløre sig.
2. At tage naturen til hjælp i alle situationer og i videst mulig udstrækning.
3. At bevæge sig før og under kamp indtil hjertets, lungernes og benenes bristepunkt. Trods al motorisering er in fanteristens ben endnu i dag et vigtigt våben.
4. At betjene alle grundvåben „i søvne“ og at sætte dem ind på det rigtige sted mod det rigtige mål i det rette øjeblik.
Hvorledes og hvor skal han nu lære det?
Den moderne infanterist skal uddannes der, hvor han engang skal føre krig, altså i naturen, hvor han lærer at kende og at udnytte lys og skygge, nat og tåge, vind og vejr. Fægtningsuddan nelsen er hoveduddannelsen. Våbenlære, skydeuddannelse, idræt m. v. må ikke gå forud for fægtningsuddannelsen, der må gøres realistisk og indbefatte overskydning af egne våben af enhver art, forbliven i skyttehullet, medens en kampvogn ruller hen over det, meddelelse om, at den nærmeste fører er død, tilbringelse i flere dage i en stilling o. s.v., så ofte, at man bliver helt fortrolig dermed. Men husk at angive fjendens placering. I begyndelsen f. eks. blot: „Bakken der, 300 m fremme, er besat af fjenden.“
Enhver overflødig teori må undgås. Moderne våben er i stor udstrækning funktioneringssikre og også såkaldt „idiotsikre“. Hvor ledes et stormgevær eller et maskingevær ser ud inden i, interes serer ikke infanteristen i første omgang. Han skal først og frem mest lære at holde våbnet i orden og at skyde med det.
Der må ikke spares på uddannelsesmidler. En ubegrænset mængde ammunition til enkeltsky tierne, undervisningsfilm , nær kampbaner, panserattrapper m. v. er kun enkelte af fordringerne i forbindelse med en moderne uddannelse.
I to krige har det tyske infanteri lidt enorme tab. Det tyske infanteri må ikke en tredie gang betræde en tilsvarende lidelsesvej.
Erkendelsen af, at infanteriet også i fremtiden bliver en hærs grundvold, må være bestemmende for dets opbygning.
Den nuværende situation, hvor man må begynde på fuldstændig bar bund, og hvor man ikke er bundet af tilstedeværelsen af gammelt materiel, giver en enestående lejlighed til på grund lag af dyrt købt erfaring at opnå maksimum af effektivitet for det kommende.
(De sidste linier i ovenstående oversættelse og uddrag af en artikel — der iøvrigt ikke skal kommenteres her, selv om den i en usædvanlig grad er egnet til at fremkalde modsigelse og diskussion — får uvilkårligt en til at tænke på, at ødelæggelse af maskiner og våben, som det er sket i Tyskland, måske er et tveægget sværd. Hvor der tidligere stod en tysk maskine af en vis kapacitet, findes der i dag en splinterny maskine, der producerer bedre varer hurtigere og billigere end den gamle. Det vil blive interessant at se, om tilsvarende kommer til at gælde for våbnene i et kommende tysk forsvar).
(Wehrwissenschaftliche Rundschau, 6. hefte, 1953).