Russisk angreb.

Under krigen i Rusland var det almindeligt, at et mislykket angreb blev fulgt af et andet, ja, tredie, fjerde og femte efter samme skema, hvilket havde sin årsag i, at de russiske chefer blev gjort personlig ansvarlige for tilbageslag og derfor gjorde, hvad der var muligt, for snarest at kunne melde angrebsmålet nået.

Muligvis vil det russiske infanteri også i dag være stærkt til­ bøjelig til at følge et skema, der for angrebets planlægning er fuldt ud hensigtsmæssig, men som kan slås i stykker, livis noget uventet sker, og i så fald kan følgende forhold de mange relativt primitive soldater, en vis kadaverdisciplin, der ofte udelukker initiativ, forfremmelsesprincippet, der foretrækker den pågående frem­ for den mere intelligente type, bevirke, at hensigtsmæssige modforholdsregler lader vente for længe på sig.

Russik forsvar. Den røde hærs reglementer fremhæver an­ grebet fremfor forsvaret, men alligevel synes forsvaret at passe bedst for den russiske psyke. Forsvarssystemernes store dybde, hver enkelt mands forbliven i sit skyttehul og holden ud i dette til sidste åndedrag, den forbitrede kamp om hver enkelt del i en stilling, bevirkede, at selv veludrustede tyske angrebsdivisioner led store tab og blev slået tilbage. Det russiske infanteri mestrer i særlig grad grave- og sløringsarbejder og forsvar af bebyggelser.

B. Infanteriets fremtidige kampmåde.

Under kampene i Rusland fra 1943 til krigens ophør var der et så stærkt misforhold mellem de to parters styrker med hen­ syn til infanteri, artilleri, panserkøretøjer og flyvemaskiner, at de i den periode gjorte erfaringer ikke alle bør benyttes til en vurdering af, hvorledes infanteriets fremtidige kamp vil forme sig.

De vestlige magters infanterierfaringer stammer for det me­ ste fra et tidsrum, da de tyske enheder allerede var stærkt svæk­kede, kæmpede med alt for store frontbredder eller med håbløs materiel underlegenhed, således at man må være forsigtig med at antage, at infanteriets fremtidige kampmåde kan sammenlignes med en „politiaktion“. Det vil sikkert være mere rigtigt især at studere de russiske synspunkter.

Angrebet. Også i fremtiden må angrebet betragtes som den stærkere kampform. Nye kampmidler og stigende våbenvirkning forårsager ændring i taktikken. Efter den anden verdenskrig er der ikke fremkommet noget kampmiddel, der på afgørende vis kan ændre infanterikampen. Men de våben, der virker på infan­ terislagmarken, er blevet mange flere i tal, og deres ildkraft er blevet stærkt forøget. En infanteribataillon af i dag kan med sine ca. 50 maskingeværer og ca. 500 personlige, automatiske vå­ ben rent teoretisk præstere ca. 5000 skud pr. sekund mod de ca. 1000 skud pr. sekund, som 1945-bataillonen formåede. Den for­ øgede udrustning med morterer, de større kalibre, den rigeligere ammunitionsforsyning, giver en ca. 6 gange større ildkraft med hensyn til bataillonens tunge våben. Denne stigning begunstiger vel i første række forsvaret, hvis kampelement er ild. Beva’gelse benyttes af angriberen og lettes ved motoriseringen.

Infanteristen skal køres til kamppladsen og kan frisk og ud­ hvilet begynde angrebet.

Intet infanteriangreb bør finde sted uden tilstrækkelig støtte af panserkøretøjer.

Infanteristen selv må ikke længere være et pakæsel, så at hans fysiske kræfter snart udtømmes. Ingen mand i et alminde­ ligt kompagni bør — trods den store stigning i ildkraft — ba>re mere end 10 kg (tidligere 30 kg).

Letpansrede bæltekøretøjer varetager ammunitionstilførslen så langt frem som muligt (belst forreste linie) og fører sårede med tilbage. Disse køretøjer er ikke alene af stor praktisk, men også psykologisk værdi.

Uden ovennævnte midler må man ikke forlange i dag, at in­ fanteriet skal kunne angribe.

I taktisk henseende kan et infanteriangreb forme sig som en „politiaktion“, et „siveangreb“ eller et stormangreb.

Politiaktion. Flyvemaskiner, kampvogne, stormartilleri, artil­ leri, morterer o. s. v. knuser før angrebets begyndelse den fjendt­ lige stilling i dennes hele dybde og i tilstrækkelig bredde. Infan­ teriet følger ovennævnte våbens ildvalse fra afsnit til afsnit, ren­ser for endnu kampduelige fj. elementer eller besætter måske helt uden kamp de befalede angrebsmål. Politiaktionen er sikkert den ideale metode, men over for en talmæssig stærk og fanatisk modstander kan den næppe gennemføres.

Siveangrebet. Hvis man ikke har tilstrækkelige støttevåben til et tyngdepunktsangreb, skal fjenden bindes på bred front, eller skal der skaffes en udgangsstilling for et senere gennembruds­ forsøg, er et siveangreb ofte det bedste. Enkeltvis eller et par ad gangen og med flere minutters mellemrum foretager skytterne korte spring fremefter, indtil man i løbet af timer, ja, måske dage, bar fået hele enheder frem. Dækning går under siveangrebet frem for skudfelt. Angrebet begunstiges af mørke, tåge, kuperet terrain, sne o. s. v., men kræver megen tid, stor sejglied og godt uddannede tropper. Metoden lover lokale, men ikke operativt an­vendelige, resultater.

Stormangrebet. I den anden verdenskrig førtes de tyske in- 1anteriangreb mod en forsvarsforberedt modstander næsten udeluk­kende således:

Udgangsstilling i og bagved de grave, der var opstået under de sidste kampe med fjenden, og som i reglen fandtes flere hun­ drede meter fra denne. Det støttende artilleris indskydninger ud­ førtes uden at vække opmærksombed i dagene forud for angre­ bet. Angrebet indledtes med en samtidig ildåbning fra alle pjecer, hvis ild — af 15 til 30 minutters varighed — især rettedes mod fjendens forreste grave og fulgtes af infanteriangrebet, hvis mål var gennem brudt af stillingerne.

Ovennævnte fremgangsmåde må siges at have været formåls­ tjenlig i 1941 og 1942. I det følgende forsøges at omstille denne fremgangsmåde til nutidens omstændigheder.

Man må især være opmærksom på, at ildforberedelse i form af et relativt kort ildoverfald i reglen ikke er tilstrækkelig, når forsvarerens nutidige bevæbning og ildvirkning tages i betragt­ning, og det vil måske endog være sjældent, at forsvarerens våben ødelægges i den grad, at angrebsinfanteriet kan tilbagelægge af­ standen fra 1000 til ca. 2—300 m uden at blive udsat for obser­veret ild. Derfor får angreb om natten afgørende betydning. Hvis røg benyttes, må man forlange den i ca. 30 km bredde og 5 km dybde og af nogle timers varighed.

Ovenstående leder til følgende fremgangsmåde for angreb: På angrebsdagen: Ved hjælp af ild fra alle våben lammes fjen­ dens artilleri i videst mulig udstrækning, og hans forreste for­ svarsanlæg knuses.

I angrebsnatten rykker infanteriet under beskyttelse af mør­ ket frem til indbrudsafstand, medens ilden fra de tunge våben fortsætter. Infanteriet graver sig ned. Ved første morgenskær bry­der infanteriet frem og tilbagelægger i hurtigløb strækningen til den fjendtlige stilling, idet ilden ofte først åbnes ved selve ind­bruddet i denne.

Denne fremgangsmåde er ikke nogen universalrecept, men må ofte kombineres med siveangreb.

Under kampen gennem den fjendtlige stilling må infanteriet rykke frem i en smal, men dyb, formation. Det kan være nød­ vendigt at lade kompagnierne følge efter hinanden, og det er af afgørende betydning, at støtte gives af bataillonens morterer og stormpjecer.

Angreb i fortsættelse af fremrykning mod en ikke forsvarsforberedt fjende må blive det samme som tidligere, nemlig gen­nembrud og derefter angreb mod fjendens flanke og ryg. Denne form for angreb har det tyske infanteri særlig mestret. Smidig føring, godt uddannede soldater og angrebslyst kom m er under denne form for angreb særlig til sin ret.

I forsvaret må man søge at bringe det fjendtlige angreb til sammenbrud før, evt. mellem, de forreste støttepunkter, men se­ nest i alt fald foran artilleristillingerne. Hele terrainet foran og i stillingen skal såvel dag som nat kunne belægges med observeret ild, mindst fra 2 forskellige (helst 3 eller flere) retninger.

Støttepunkter kæmper til sidste mand, medens besætningen i modstandsreder ved overlegent angreb viger ud — men først efter befaling — og søger at trække fjenden ind i ildfd’lder.

Mod en fjende, der er trængt ind mellem støttepunkterne, udføres automatisk modstød, der støttes af stormpjecer og kon­ centreret ild fra alle våben.

Også i fremtiden bør et i en infanteridivision indgående infanteriregiment bestå af regimentsenheder og 3 batailloner. Regi­mentet kan tildeles kampvogne, stormpjecer, pionerer o. s. v. efter behov i det enkelte tilfælde, men støtten bør ikke indgå organi­ satorisk i regimentet, hvilket ville være i strid med tanken om tyngdepunktsdannelse og iøvrigt ikke ville være heldigt i uddan­nelsesmæssig henseende.

Derimod må infanteribalaillonen ændres. Infanterikompagniet er som tidligere regimentets grundvold. Kompagniets eneste op­gave må i fremtiden være i angrebet at bryde den sidste mod­ stand og i forsvaret at nedkæmpe de sidste angrebsstyrker. Men den tidligere ildkamp i angrebet på store, middel- og ofte korte afstande falder bort for kompagniets vedkommende og erstattes af en ild- og lydløs fremrykning om natten eller i røg under beskyttelse af de i antal og kaliber stærkt øgede tunge våben. I forsvaret ligger skytterne i gruppe-, delings- eller kompagnistøtte­ punkter med front til alle sider. Disse støttepunkter skal findes på bagskråninger eller i områder, der er unddraget fjendtlig observeret ild. Besætningerne i støttepunkterne venter på at ned­ kæmpe de sidste udløbere af de af de tunge våben splittede og decimerede fjendtlige angrebsstyrker.

Til bestridelse af ovennævnte opgaver må infanterikom pag­ niet gives det, det har brug for, og befries for det, det ikke har brug for. Kompagniet skal bestå af en samling mænd, der hver kæmper med et personligt våben, hvilket vil sige, at der ikke i kompagniet findes noget våben, hvis betjening kræver to mand. Kompagniet skal altså i ordets egentlige betydning være en ho­ mogen enhed, i modsætning til bataillonen, og ikke længere have morterer, tunge maskingeværer o. s. v. Kompagni- og delingsførere skal atter tildeles deres egentlige opgave, nemlig at være „stormførere“. En kompagnifører kan under nutidens kampforhold ikke sumtidig føre sine delinger fremad og sætte tunge våben ind. Desuden gælder med hensyn til hurtighed, at en enhed ikke er hurtigere end sit langsomste led. Moderne forsvarskamp fordrer det snævreste samarbejde mellem de tunge våben, hvilket mo­ derne teknik muliggør derved, at hvert tungt våben kan få en radio.

Kompagniet skal altså fratages alle tunge våben, men hvad skal man give det?

Stormgeværet er blevet infanteriets grundvåben. Dets fordele ligger ikke alene i dets kadence (5— 8 skud/sekund), men i de forræderiske ladegrebs bortfald og muligheden af at kunne sigte (se på) målet uafbrudt. Det tyske stormgevær vejede 4,2 kg, og det stod med hensyn til træfning ikke tilbage for gevær M/98 på de første 300 m, og mellem 300 og 600 m var det ikke stort ringere. Dets mundingsenergi var 197 kgm og lå således væsent­ lig over maskinpistolens 98 kgm (gevær M/98: 350 kgm) og var fuldt ud tilstrækkelig for alle ikke pansrede mål.

Maskingeværet er udviklet så meget, at det kan betjenes af een mand. Det moderne maskingevær vejer kun 5 kg og ligger altsaa i vægt ikke meget over det tyske stormgevær. Teknikerne må nu sørge for, at begge våben, stormgeværet og maskingeværet, anvender samme ammunition. Forskellen er i virkeligheden ikke så stor. Problem et ligger i at give stormgeværet en m undings­ energi på 250 kgm (og at holde vægten under 4 kg), og ved sam­ me mundingsenergi ved maskingeværet at garantere dette funk- tioneringssikkert ved en kadence på 2400 skud/minut. Vægten af den ønskede enhedspatron er ikke af så stor indflydelse som tidligere, da infanteriet nu er motoriseret og får ammunition til­ ført fra bæltekøretøjer, der når helt frem i forreste linie.

Hvorfor bør man i det hele taget have maskingeværer?

I virkeligheden betragtede mange fronterfarne officerer i 1945 maskingeværet som et forældet våben. Det er tilvisse ikke længere kompagniets hovedvåben. Det har dog i ovennævnte udførelse (ca. 30 % større vægt end geværet) 3 vigtige fordele i sammen­ ligning med stormgeværet:

• —  en maskingeværskytte kan afgive lige så mange skud som 5 storm geværskytter,
  —  hvorved en stor moralsk virkning kan ventes, og
  —  maskingeværet kan på en simpel lavet afgive fikseret ild i mørke og røg.

• I hvilket omfang og i hvilket forhold til hinanden stormge­ været og maskingeværet skal indgå i kompagniet, besvares ved fordringen om, at et stormkraftigt kompagni skal bestå af 3 de­ linger a 3 grupper a 5— 7 mand. I hver deling yderligere en gruppe med 2 maskingeværer. I forsvaret bør hver gruppe yder­ ligere have et maskingevær.

  Særlig opmærksomhed må skænkes finskyttespørgsmålet. Om næppe noget andet problem er krigserfaringerne så modstridende. Nogle vil have en finskyttedeling pr. kompagni, eller i det mind­ ste pr. bataillon, medens andre ønsker, at finskytter kun optræ­der 2 og 2. Følgende forslag er et kompromis. Hver gruppe skal have 2 finskytter, der forsynes med det almindelige stormgevær, og som norm alt er alm indelige stormgeværskytter, men som gives en sigtekikkert med 4 gange forstørring, og som har fået særlig uddannelse som finskytter. Det vil være gruppe- eller delingsfø­reren, der indsætter dem som finskytter og i reglen kun een eller to mand sammen.

De dygtigste finskytter arbejder udelukkende som sådanne. Der skal være 2 ved hver deling eller 6 i en kompagnitrop. De forsynes med et specialgevær med et Vo på over 1000 m/sek., og med en sigtekikkert med 6 gange forstørring. De optræder selv­ stændigt i kompagniområdet. Hvis en særlig situation kræver en finskyttedeling, kan kompagniets 18 gruppefinskytter og 6 virke­lige finskytter samles.

Infanteriets bekæmpelse af kampvogne blev ikke løst under den anden verdenskrig. Heller ikke i dag har teknikken sagt det sidste ord i den sag. Videreudviklingen af geværgranaten, raket­ styret og dysekanonen har gjort store fremskridt, men man bør ikke lukke øjnene for, at disse våben nærmest svarer til en pistol i nærkamp. Hvad infanteriet har brug for, er et slagkraftigt, ak­ tivt våben, der kan bolde de fjendtlige kampvognes hovedmængde mere end 1000 m borte. Sådanne våben bør imidlertid næppe indgå organisatorisk i infanteriet og skal ikke omtales nærmere her.

Den samlede styrke i et kompagni med 3 delinger å 3 stormgevær- og 1 maskingeværgruppe samt med delings- og kompagni­ troppe (i disse finskytter og særlige skytter til bekæmpelse af kampvogne på korte afstande) vil andrage ca. 120 mand. På grund af den store mængde automatiske våben kan kompagniet dog også anses for egnet til indsats, selv om tab har reduceret styrken til 80— 90 mand.

Det vigtigste tunge våben i bataillonen er morteren. Således betragtedes den ikke, da den indførtes før den anden verdens­ krig. Den var da vitterligt et stedbarn og fik f. eks. ikke tilstræk­ kelige rettemidler til, at dens ild kunne udnyttes på bedste måde. Selv om krigen snart viste den 8 cm morters rette værdi, bør ef­ fektiviteten af bataillonsniorteren forøges ved