Forfatter: Mark Stille
Forlag: Osprey Publishing. Oxford. 2023.
Antal sider: 320.
Pris: £25.
Rating: 3/5.
Anmeldt af: Simon Papousek
…
I 1898 overtog USA kontrollen over Filippinerne i det vestlige Stillehav, efter spanierne forlod øgruppen. I klassisk kolonialistisk ånd skiftedes magthaverne blot, mens den filippinske befolkning søgte selvstændighed. I 1916 påbegyndtes en gradvis selvstændighedsproces orkestreret fra Washington. Japan øgede i samme periode sine militære budgetter og begyndte så småt at vise tegn på stormagtsdrømme. Japanerne havde nedkæmpet Bokseropstanden ved århundredskiftet, havde besejret den russiske flåde i 1905 og i midten af 1930’erne besejrede de kineserne og erobrede Manchuriet. Japanernes behov for ressourcer var store og erobringskrig blev derfor nødvendig for at få fat på de nødvendige råstoffer, som briterne, hollænderne og amerikanerne havde kontrol over i Stillehavsregionen. Et af disse steder var Filippinerne. Ved angrebet på Pearl Harbor i december 1941, blev USA trukket ind i krigen og allerede tre dage efter ramte de første japanske angreb Filippinerne. Efter en langstrakt forsvarskamp, der varede frem til maj 1942, overgav de sidste allierede tropper sig til japanerne.
Tabet af øerne gjorde, at den daværende øverstkommanderende amerikanske general Douglas MacArthur, bebudede, at han ville vende tilbage. Der skulle dog gå over to år, før han kunne gå i land på Filippinerne og proklamere: Jeg er tilbage!
Filippinernes strategiske beliggenhed gjorde, at det var et vigtigt delmål for den amerikanske ø-hop felttog. Ø-hoppet skulle bringe den amerikanske flåde, flyvevåben og hær inden for rækkevidde af det japanske fastland. Derved kunne det endelige angreb på Japan sættes ind.
I oktober 1944 stod den amerikanske og japanske flåde over for hinanden i farvandene omkring Filippinerne og verdens til dato største søslag skulle snart gå i gang.
Leyte Gulf 1944 indledes med en gennemgang af den respektive amerikanske og japanske flåde på tidspunktet. Dernæst følger den japanske forsvarsplan og den amerikanske angrebsplan. Japanerne havde til hensigt at indsætte al til rådighed stående materiel i et slag, som de vurderede, ville blive afgørende for den efterfølgende krigsindsats i Stillehavet. De fik ret. Desværre for japanerne blev det amerikanerne, der ikke mindst på grund af overlegenhed i luften, kunne trække stikket hjem og efterlade den japanske flåde så beskadiget og reduceret, at de ikke længere udgjorde nogen nævneværdig modstander i regionen.
De efterfølgende kapitler behandler detaljeret selve søslagets mange faser, de enkelte skibe og fly udgør protagonisterne, iblandet tvivlen og uklarheden i den amerikanske flådeledelse. Bogen afsluttes med et interessant kapitel om Japans indsættelse af selvmordspiloter, der i eskadriller skulle bombardere den amerikanske flåde til havets bund.
Den pensionerede flådeofficer og flådehistoriker Mark E. Stille overlader ikke meget til tilfældighederne. Stille’s fortid lader sig ikke fornægte. Han har styr på sine ting. Måske så meget, at læseren risikere at blive efterladt i en fortælling, som handler for meget om skibstyper, flytyper, tidspunkter (klokkeslæt!), operationsnavne, Task Force-angivelser og personer. Alle disse oplysninger bliver anvendt, men et supplerende billedmateriale ville have gjort underværker. Bilagene hjælper bestemt, men de kunne sagtens fremgå undervejs i teksten. Bogen er ikke for førstegangslæseren om slaget. Men som et detaljeret studium om søslaget og de vilkår søslag dengang – og måske såvel som for nutiden – blev udkæmpet under.
