Log ind

Krigshistoriens vilkår

#

Premierløjtnant C. E. Andersen, Dronningens Livregiment, har i det følgende en kommentar til de synspunkter om krigshistorien og dennes placering i officersuddannelsen, som kom til udtryk i major K. H. Galsters artikel i sidste nummer af Militært tidsskrift

Krigshistoriens vilkår er et stadigt og interessant tilbagevendende tema på disse sider. Hærens linieofficerer, der alle har været berørt af krigshistorien som fag på Hærens Officersskole, har som oftest en mening om den meddelte undervisning, dens form, mål og midler.

Krigshistoriens placering i historieforskningen

Efter at have fulgt diskussionen i såvel nærværende tidsskrift som Historisk Tidsskrift gennem den senere årrække, kan jeg ikke befries for den tanke, at hærofficeren ganske har forrykket krigshistorien i dens rette sammen­ hæng. Ligesom der vel ikke sideordnet findes benzinmotorer, dieselmotorer og »krigsmotorer«, er det indiskutabelt, at krigshistorien vel ikke er en selvstændig del sideordnet med eksempelvis kulturhistorie, socialhistorie og politisk historie. Men snarere er krigshistorien underordnet sidstnævnte; man må erindre sig, at krigsførelsen er en fortsættelse af politikken med andre midler. Det betyder samtidigt, at historisk metode og kildekritik er ligeså gyldig for krigshistorien, som for andre dele af historiestudiet. Den tanke, at kun officerer er i stand til at undervise andre officerer i historien om krigen og dens vilkår, som foreslået af major K. H. Galster i Militært tidsskrift 8/89, er der vel således ikke belæg for, omend majoren kan have ret i, at officeren faghistorisk er dårligt rustet til opgaven. Historikeren K. J. V. Jespersen har såvel i Historisk Tidsskrift/Historie som i Militært tidsskrift leveret paradeeksempler på, hvad en lemfældig omgang med den historiske kildekritik og metode kan medføre for den, der beskæftiger sig med krigens historie og de konklusioner, der kan uddrages heraf.

Det er altså essentielt, at også formidleren af krigshistorien er sig den historiske metode bevidst. Alle, der beskæftiger sig med krigshistorie, er vel enige om, at her skal studeres i bredden og i dybden, men øjensynlig er man ikke så kritisk i fremgangsmåden. For få år siden fik kadetterne præsenteret Montgomery’s makværk »Krigens Historie« som bred områdedækning, og studiet i dybden »øvelsesprojektet« lod vel mangen kadet tvivlende over for valget af metode - om der overhovedet præsteredes nogen. Nej, her bør der, sandt for dyden, komme andre boller på suppen. Og her mener jeg, at major Galster er inde på noget af det rigtige. Nemlig - historiestudiet.

Krigshistorie på historisk institut

Her kan man slå samtlige fluer med et smæk! I stedet for at flytte krigshistorielærerens uddannelse ud på universitetet, flyttes klassen derud. Aspekterne, som har ført til denne konklusion, følger:

1. Historiestudiet har gennem de seneste år været udsat for faldende søgning. Dermed er lærerkræfter på de historiske institutter blevet frigjort. Dette kan nyttiggøres tü gavn for undervisningen på Officersskolen.

2. »Områderne« i historiestudiet, som major Galster nævner i sit indlæg, er normalt opdelt i et semester med et bredt aspekt og et semester med et smalt (dybdegående) aspekt^). Det minder altså påfaldende om vore egne erklærede intentioner om at studere i bredde og dybde.

3. Undervisningen i historie vüle kunne foregå i det rette akademiske miljø, og tilpasses den instituttets betingelser og vilkår (som jo er meget vide), vil det medføre, at kadetten kan studere side om side med den historiestuderende. Dette skulle, efter undertegnedes mening, være muligt uden at formålet med krigshistorieuddannelsen tabes af sigte^).

Skærmbillede 2020-03-19 kl. 15.04.33.png

4. Senere på videregående uddannelser kan officeren vende tilbage på universitetet til et videregående studium af krigshistorien.

5. Spørgsmålet stilles: Hvorvidt en udenforstående akademiker som lærerkraft kan sætte sig ind i det militære univers? Her har jeg personUgt ingen forbehold til civilt ansat lærerkrafts professionelle tilgangsvinkel til officersprofessionen, som den er oplevet på Hærens Officersskole. Der skulle vel ikke være grund til at betvivle universitetsuddannede lærerkrafts professionelle tilgang til stoffet. Måske ville de ovenikøbet kunne berige faget.

6. Som en sidegevinst kan man notere sig, at historikeren med officerens/kadettens indtog på universitetet bliver nødt til at beskæftige sig med krigshistorie. Den historiestuderende får mulighed for at vælge sig ind på det »krigshistoriske område«. Det vil nok ad åre være til gevinst for alle, som interesserer sig for denne specielle forgrening af historien.

Konklusion

Jeg synes selv, at der er lovende perspektiver i det her løst skitserede forslag til fremtidig undervisning i krigshistorie i Officersskolens regi. Men jeg føler trang til at understrege, at det er essentielt, at undervisningen foregår i det akademiske miljø med dets lærere og ikke mindst med en sund kontaktflade til virkeligheden uden for det snævre univers på Valby Bakke. Her er der virkelig en chance for at frigøre sig fra fastlåst vanetænkning. En mangel på krigshistorielærere kunne være den ydre anledning. Den praktiske løsning burde ikke være noget problem for handlingsmennesker som os. Sandheden er jo nok den, at historieforskningen ikke har brug for officeren, men at vi i høj grad har brug for historieforskningen.

Claus E. Andersen.

NOTER

1) Dette giver selvfølgelig ikke adgang til en akademisk grad, ihvorvel til eksamen og karakter. Eksamen kan iøvrigt afholdes mundtligt eller præstationen kan bedømmes i form af en skriftlig afhandling.

2) Således som det er fremført af major O. Jørgensen i Militært tidsskrift 5/87, side 152-165.