Gennemførelsen af Forordningen af 20/6 1788 om Stavns- baandets Losning, der medførte den personlige Værnepligt for hver bondefødt Mand i Landet, maatte tage sin Tid, saa at det først blev ved Værnepligtsordningen 11/6 1802 og Hærreformen 180.3. at Kronprins Frederik kunde opnaa det „Oyemaal, som saa- længe havde været hans Ønske: At Fædrelandet maatte forsvares af dets egne, troe og kiekke Sønner“. —

Norges Udskillelse af Monarkiet 1814 slog Bom for den Aar- hundreder gamle Forbindelse mellem Danmarks og Norges Hære, og den derfor nødvendige Reform af den danske Hær kundgjordes den 25/1 1816 med sine Reduktioner af Afdelingernes Antal og Mandskabsstyrke. De „annekterede“ Batailloner (Forstærkning, Landeværn) bibeholdtes ganske vist — formelt; men i Parolhefoling af 2.3/5 1886 beordredes det, at „ Til Besparelse for det mi­litære Fond skulde Forstærkningen ikke mere indøves for Frem­ tiden indtil videre“. — Under truende Krigsforhold skulde Ram­ merne udfyldes med afskedigede eller å la suite Officerer og iøvrigt med „saadanne unge, dannede Mænd, der altid ved saadanne Lejligheder melder sig frivilligt til Krigstjeneste, og som efter kort Uddannelse kan bruges som Subalternofficerer“, — de første Reserveofficerer.

Det stod Regeringen klart, at Tidens udenrigske Forhold ikke længere syntes at nødvendiggøre en dansk Hær af den hid­ tidige Størrelse, som laa langt udover den forarmede Stats Bære evne.

I Februar 1840 nedsattes derfor en Kommission for at over­ veje og foreslaa, og Resultatet blev Hanordningen af 28/4 1842. der ophævede Regimentsinddelingen og indførte Linie Infanteribataillonerne. der forsynedes med Numre, saa at Regimenternes hæderkronede Navne forsvandt, indtil Nutiden delvis har frem­ draget dem af Glemslens Mørke.

Foruden de forskellige Linieafdelinger skulde Hæren bestaa af en Krigsreserve“ og en „Forstærkning“ til at forøge de alt bestaaende 17 Liniebatailloners og 5 Jægerkorps’s Krigsstyrke og dels til Formering af nye Reserveafdelinger. Naar disse skulde gøres mobile, skulde der fra deres Stamafdeling afgives Officerer og Underofficerer, suppleret med frivillige Officerer af Krigsre­ serven, som altsaa skulde frem trylles.

Der udsendtes derfor en Række Bestemmelser for, hvad der udkravedes for at blive ansat som Reserveofficer. Man skulde have ventet, at disse Bestemmelser vilde være saa fristende sat op, at de kunde opildne ærgerrige og foretagsomme unge Mænd. Men saaledes var det ikke; Betingelserne for at opnaa at maatte melde sig som frivillige Aspiranter var saa strenge og krævende i alle Retninger uden nogen passende Gengæld for de Ofre, man forlangte, at det ikke kan undre, at Tilgangen udeblev i bøj Grad. Om disse Bestemmelser m. m. se „Vore Reserveofficerer i 1864“ Militart Tidsskrift, November 1952. Det skete jo i Freds­ tid, men 6 Aar efter, da Krigen brod ud, mødte trods de skrappe Betingelser Masser af Aspiranter. Den almene Begejstring, som Fædrelandets Fare vakte i alle Folkets Lag i 1848, gav ikke Rum for det gustne Overlæg, og Punkt 18 i „Avancementsbestemmel­ serne“ fødte gyldne Drømme i de unge, modtagelige Sind, naar de læste: „I Krig kvalificerer Vaabendaad til Avancement uden­ for de antydede Grænser“.

Den 23/3 1848 oprettedes den første Central Exercerskole i København; og flere andre Kommandoskoler, baade for Officerer og Underofficerer, fulgte, saa at Manglen paa Befalingsmænd efterhaanden kunde afhjælpes nogenlunde, hvorved det lykkedes at bidrage til, at de nyoprettede Reserve- og Forstærkningsafde­ linger under Felttogene i 1849 og navnlig i 1850 viste sig i mili­tær Dygtighed ikke at staa tilbage for Linieafdelingerne.

Naar Hærplanen af 1842 ikke kunde fyldestgøre Kravene til et for Landet passende Forsvarsvæsen, var een af Grundene her­ til, at Værnepligten stadig alene paahvilede Bondestanden, hvor­ ved Staten unddroges altfor mange af Landets bedste Kræfter. En Lykke havde det været, om Værnepligtsloven af 12/2 1849 var blevet indført Aaret før, selvom ogsaa den opretholdt det usalige Stillingssystem, hvorved enhver Værnepligtig, der havde Raad dertil, kunde købe sig en Stedfortræder for al militær Pligt. Loven blev derfor blot en halv Forholdsregel.

Efter Krigens Afslutning udnævntes indtil 1861 kun faa Re­serveofficerer paa de gamle Betingelser, saa at man, naar Hæ­ ren skulde sættes paa Krigsfod, havde altfor faa af de ældre Re­serveofficerer, der dog havde nogen Krigserfaring, — et Antal, som langtfra forslog til den tilsigtede Udvidelse af Hæren — navnlig Infanteriet, — der betydeligt oversteg Forudsa:tningerne i 1848. Der fandtes overhovedet altfor faa Befalingsmamd til at føre Hæren op paa planmæssig Krigsstyrke. — Under Tre-Aars Krigen havde man maattet udvide Hærens Rammer, hvilket man nu søgte redresseret, idet Regeringen ved Kgl. Resolution af 10/4 1858 fik tidvirket, at Officerernes Antal reduceredes, og Tilgangen af Linieofficerer afvikledes for derefter helt at ophøre ved Ned­ læggelsen af Landkadetakademiet. Som Erstatning skulde der hurtigst muligt oprettes Reserveaspirantskoler for under de truende udenrigspolitiske Forhold at kunne disponere over et rige­ligt Antal Reserveofficerer, der kunde anvendes, idet man gik ud fra, at en Del af de mere dannede Værnepligtige i Stedet for at aftjene Værnepligten ved den længere Tjenestetid som Meflige maatte foretrække en betydelig afkortet Uddannelse som Officersaspiranter fremfor at erlægge nogle hundrede Rigsdaler til en Stillingsmand.

Den 3/10 1860 udsendtes de approberede „Bestemmelser angaaende Tilvejebringelsen af Reserveofficerer ved Infanteriet hvori det tillodes unge Mænd over 17 Aar at uddannes til Fø­ rere for Underafdelinger i Felten som Reserveofficerer ad prak­ tisk Vej. De, livis attesterede Ansøgninger bevilgedes, skulde møde i København paafølgende 31. Marts, uddannes i ca. 8 Maaneder og vilde indtil Officersudnævnelsen blive lønnet med 20 Rigsdaler maanedlig. Kunde Kvarter in natura ikke skaffes, vilde de faa udbetalt 5 Rigsdaler maanedlig i Kvartergodtgørelse. Efter Sko­lers og Øvelsers Afslutning og Prøvernes Bestaaen vilde Aspiran­ terne blive udnævnt til Reserveofficerer og modtage en Udrust­ningshjælp af 60 Rigsdalere.

Under ordinære Forhold vilde Løjtnanterne af Krigsreser­ ven blive hjempermitterede efter 8 Maaneders Tjeneste for i Lø­bet af deres Værnepligt eller paatagnc Tjenestepligt kun at blive indkaldt til 2 Efteraarsøvelser. Ved hver indkaldelse vilde der blive dem tilstaaet 15 Rigsdalere i Rejsegodtgørelse foruden reg­ lementeret Officersgage. — I Krigstid vilde de udvidede Avancementsvilkaar ogsaa komme Reserveløjtnanterne til Gode, hvorhos „udmærket Tjeneste“ kunde give Adgang til Hærens Linie.

Endelig skulde Reserveofficererne ifølge Kgl. Resolution af 29/9 1860 herefter ligesom Linieofficererne have fortrinsvis Ad­ gang til Ministeriets Embedsstillinger og til Troppeafdelingernes Jntendantposter. Ligeledes blev efter Forhandlinger med Finans­ ministeriet aabnet fortrinsvis Adgang til en Række Embeder og Bestillinger under dette Ministerium, naar Ansøgerne iøvrigt havde de fornødne Kvalifikationer og derhos erhvervet den for­ nødne Fagdannelse, nemlig Stillinger under Post-, Telegraf- og Toldvæsenet, samt som Palæ- og Slotsforvaltere. —

En ganske særlig Tiltrækningskraft havde § 11 i „Bestemmel­serne“ : „Ved den forestaaende Omordning af Uddannelsesmaaden for Linieofficerer vil det blive gjort til en Betingelse for Ind­træden i Krigsskolen (Officersskolen), at Aspiranterne først har opnaaet Officersstilling i Krigsreserven“. —

De 6 forskellige Reserveaspirantskoler, der oprettedes 1861— 64, havde ialt 467 Elever, hvoraf 394 var afgaaet til Felthæren som Officersaspiranter. Ved Hjempermissionen i November 1864 fik 106 Aspiranter (nemlig dem, der antoges Januar— Februar) Tilsagn om ved eventuel Genindkaldelse at blive anvendt til Officerstjeneste og derved tilsikres de Rettigheder, der ved Kgl. Resolution af 29/9 1860 forbeholdtes Reserveofficerer. De øvrige, der var mødt senere (Marts—April 1864), vilde være at anvende efter den Grad, hvori de nu forrettede Tjeneste.

Hærloven af 6/7 1867.

i 1866 nedsattes en af civile og militære bestaaende Kom­ mission for at udarbejde en samlet Plan for Land- og Søværnets Ordning, og denne Kommissions Betænkning tjente som Grund­ lag for det Hærlovsforslag, som forelagdes Rigsdagen, og med nogle Modifikationer vedtoges og stadfæstedes i Loven af 6/7 1867. Forst ved denne Lov opnaaedes den fuldstændige Gennemførelse af Værnepligten, idet herefter alt vaabendygtigt Mandskab skulde indkaldes til Uddannelse. Ingen, der var født efter Aar 1844, kunde frigore sig for sin Værnepligt eller nogen Del af den ved Stilling eller Vilkaarbytning. —

Den Uddannelse, der hidtil var givet Reserveofficererne, maatte jo kaldes særdeles summarisk, navnlig naar man betamker, at kun de allerfærreste af dem havde noget Begreb om m ili­ tære Sager, førend de selv indtraadte i Skolen. Ikke desmindre maatte den Forøgelse af Hæren, som fandt Sted umiddelbart før Krigen 1864, i meget væsentlig Grad bygges paa Reserveofficers­ institutionen.

Der skulde nu skabes et kraftigt levende Forsvar, — et Maal, der skulde naaes med saa ringe pekuniære Ofre som muligt. Som Følge heraf blev der med Hensyn til Tilvejebringelsen af Befalingsmænd forudsat en betydelig Anvendelse af de Kræfter, der maatte findes i den værnepligtige Masse. Man maatte indskrænke Antallet af faste Befalingsmænd, og Mandskabets Uddannelsestid forkortes.

Den i 1866 nedsatte Kommission til Udarbejdelse af en sam­let Plan for Landets Forsvar viste sig meget demokratisk, nær­ mest i Grundtvigsk Forstand. Man skulde ikke til Ansøgere om at blive Officerer stille saa bøje Krav til almen Dannelse, at man paa Forliaand udelukkede Masser af Befolkningen fra at gaa Officersvejen. Den dybe Afstand mellem Officerer og Underoffi­ cerer skulde udfyldes og Vejen staa aaben for enhver, der af Naturen følte Lyst og Anlæg til at blive Officer. Kravene maatte ikke stilles højere end til en antagelig Færdighed i mundtlig og skriftlig Behandling af Modersinaalet, som kunde erhverves ved 2 Halvaarskursus ved en af vore bedste Højskoler.

En anden Grundtanke i den parlamentariske Kommission var Kravet om at samle bele Officersuddannelsen i en fælles Officers­ skole for alle Vaaben, hvor den ene Klasse skulde være som en Forberedelse til den næste og saa fremdeles, hvilket mentes at være heldbringende for en Kammeratskabsaand.

Resultatet af Forhandlingerne blev nærmest et Kompromis mellem det hidtil bestaaende (repræsenteret ved den Militære Højskoles Undervisningsraad) og Kommissionens Flertal. Ved Hærloven af 6/7 1867 søgte man at imødekomme de forskellige Krav.

Den for Vaabnene fælles Officersskole inddeltes i 4 Klasser, hvoraf den yngste var beregnet for Underofficerer (højst 63 af Fodfolket, 10 af Rytteriet, 12 af Artilleriet og 3 af Ingeniører­ne), som skulde føres frem til Sekondløjtnanter. Undervisningen varede 7 Maaneder og afsluttedes med en Prøve, hvorefter de bestaaeiule udnævntes til Sekondløjtnanter og som Regel gjorde Aars Tjeneste.

Næstyngste Klasse gav Sekondløjtnanter Lejlighed til at er­ hverve Kundskaber, der krævedes som Grundlag for den videre Uddannelse i ruesUeldslc Klasse. Afgangsprøven var samtidig Ad­ gangsprøve til denne sidste, livor de fik den videregaaende Lid­ dannelse, som behøvedes af faste Officerer i Hæren. Undervis­ ningen tog 2 Aar, dog afbrudt af 3 Maaneders praktisk Tjeneste.

Ældste Klasse gav den udvidede Uddannelse for Officerer af Generalstab og de specielle vaaben. —

Harens Befalingsnuend blev dels faste, dels værnepligtige, dels for Forstærkningens Vedkommende saadanne, der mod et Honorar forpligtede sig til stadig Tjeneste. Ingen skulde kunne blive Befalingsmand uden først at være blevet vaabenøvet som Menig. Gennem Afdelingsskoler skete derefter Uddannelsen til Underkorporal og Korporal, gennem Officersskolens yngste Klasse til Sekondløjtnant for saa i bestemt Antal at være til Tjeneste i Graden 1—2 Aar ad Gangen eller være hjemsendt og i saa Fald indkaldes sammen med sin Aargang. Den faste Officers­ klasse, hvis laveste Grad blev Premierløjtnant, fik sin Tilgang fra Sekondløjtnanter, der havde gennemgaaet næstældste Klasse.

Af faste Officerer skulde der ved Hæren være ialt 568. An­ tallet af tjenstgørende Sekondløjtnanter var 145 og af hjemsendte af Linien 429.

Værnepligtige Officerer kunde efter Udnævnelsen hjemsen­ des eller frivilligt gore mindst 1 Aars Tjeneste med 360 Rigs­ daler i aarlig Løn. Efter dette Aars Tjeneste modtog Løjtnanterne 300 Rigsdaler som Orlovspenge og efter 2 Aars god Tjeneste 450 Rigsdaler og endvidere samme fortrinsvise Adgang til de Embe­ der og Bestillinger, der nævntes i Kgl. Resolution af 29/9 1860 som hjemlede for Reserveofficerer. Som hjemsendte indkaldtes Sekondløjtnanter kun samtidig med deres Aargang.

Enhver i Linien oplært Befalingsmand, som overgik til For- stu’rkningen, ansattes i denne i den Egenskab, hvori han sidst tjente i Linien. En Løjtnant af Forstærkningen kunde forfrem­ mes til Kaptajn i samme. En Løjtnant kunde ikke ansættes i Forstærkningen, naar han var 36 Aar eller som Kaptajn, naar han var fyldt 45 Aar. Han afskedigedes af Krigsministeren, eller hvis han var Kaptajn, af Kongen, i den Alder, i hvilken Officerer af L in ie n afskedigedes.

Hærloven sluttede med i sin § 185 at udtale, at „de nuvæ­ rende Sekondløjtnanter af Krigsreserven overføres i Forhold til den af dem tilbagelagte Værnepligt til Linien eller Forstærk­ ningen som Sekondløjtnanter eller Løjtnanter“.

Hærlovsændringer af 25/7 1880.

Loven af 6/7 1867 indeholdt en Bestemmelse om, at den vilde være at underkaste en Revision inden Udgangen af Finans- aaret 1872—73: men disse Forhandlinger om en ny samlet Hærlov strandede Aar efter Aar, fordi Rigsdagens oppositionelle Par­tier fandt Udgifterne til Hæren for store og derfor krævede flere Lettelser for Befolkningen, end Regeringen mente at kunne ind­ rømme.

Endelig lykkedes det dog at naa et Resultat i ,,Tillæg af 25/7 1880 til Hærloven af 1867“.

A lle Reserveafdelinger omdannedes til Linieafdelinger; Fod­ folkets Batailloner formeredes i Regimenter, og saa godt som alle Afdelinger fik en væsentlig Forøgelse af deres faste Rammer, dels ved Lettelse af de personlige Byrder og dels ved en Indskrænk­ning i Genindkaldelser af Underkorporaler og Menige, der skulde ligge til fortsat Tjeneste.

For at bøde paa Manglen paa værnepligtige Officerer ind­ førte Loven af 11180 en betydelig Afkortning af Uddannelsen, idet hele det Aar, hvori Aspiranterne før maatte gennemgaa en Kor­ poralskole og forrette Underofficerstjeneste, bortfaldt.

Officersskolens yngste Klasse opluevedes, og den tidligere næstyngste blev nu Skolens yngste med et Elevtal paa højst 20; dens Formaal var at give „begavede og velanbefalede værneplig­ tige Befalingsmænd“, der ønskede at blive faste Officerer, Lej­lighed til at erhverve sig de Kundskaber, der behøvedes for at indtræde i Officersskolens næstældste Klasse.

Naar disse Elever bestod Klassens Afgangsprøve, udnævntes de til Sekondløjtnanter, ligesom de ved Afdelingernes Sekondløjt­ nantsskoler bestaaende Befalingsmandselever, som i et bestemt Antal skulde gøre 1 Aars Tjeneste som Sekondløjtnanter eller hjemsendes for saa at indkaldes som Sekondløjtnanter med deres Aargang.

Antallet af faste Officerer ved Hæren skulde efter Loven 1867 være 568 og blev efter Loven 1880 681.

Antallet af tjenstgørende Sekondløjtnanter paa samme Maade og 97 og

Antallet af hjemsendte Sekondløjtnanter 429 og 424.
Loven af 1880 gav saaledes 113 faste Officerer flere end Lo­ven af 1867 og 48 tjenstgørende Sekondløjtnanter færre end Lo­ven af 1867. —

Af lønnede Officerer af Forstærkningen skulde Hæren efter af 1880 have:

I General (Chef for Københavns Væbning), 14 Oberstløjtnan­ ter, 70 Kaptajner (Ritmestre) eller Løjtnanter (der kunde være Kompagni-, Batteri- eller Eskadronschefer) og 2 Løjt­ nanter (Adjutanter): Ialt 87. —

Da Officersskolens yngste Klasse var ophævet, og Sekondløjt­ nantsskoler oprettet ved Afdelingerne, blev det snart klart, at Forudsætningerne for at kunne skaffe større Tilgang af Løjtnan­ ter derved var slaaet fejl og kun havde bidraget til at svække det Enhedspræg, som den tidligere Ordning havde givet Elever­ nes Uddannelse og Undervisning. En Centralskole for alle Fodfolkets Afdelinger vilde derfor være langt at foretrække. — Ved Kgl. Anordning af 16/9 1887 oprettedes den for Fodfolket fælles Sekondløjtnantsskole paa Kronborg.

Tillægslov af 13/4 1894 om Hamrens Ordning.

I store Træk kunde vel siges, at Hæren ved Revisionen 1880 havde vundet i Størrelse og Fasthed ved det faste Befalingsper­ sonales betydelige Forøgelse, men det var dog en tvivlsom Ge­vinst for Fodfolket at faa Liniebataillonerne fra 21 bragt op til 31, naar de i Indkaldelsesperioderne ikke længere kunde møde med fuld Krigsstyrke og kun fik Rekrutuddannelse hvert tredie Aar med et formindsket Antal Mænd, saa at Befalingsmændenes Virksomhed i høj Grad indskrænkedes ved den ny Ordning.

Det blev atter indrepolitiske Forhold, der ændrede Hærens Ansigt, saa at et nyt Hærlovsforslag kunde vedtages og den 13/4 1894 ophøjedes til en Lov, hvis Formaal var Tilvejebringelsen af Artilleribesætning til Københavns Landbefæstning sammen med en indirekte Anerkendelse af denne Urokilde ved en aarlig Bevilling til dens Vedligeholdelse. Man ønskede at indvinde en Del af dette store Beløb hertil ved at spare paa andre Omraader, og man greb saaledes blandt andet den Udvej at stryge den prak­ tiske Underkorporalstjeneste, som Sekondløjtnantseleverne skulde forrette før deres Udnævnelse i Oktober.

Antallet af tjenstgørende Sekondløjtnanter ved Vaabnene forogedes med 20. —

Med denne Lov afsluttedes den onde Provisorietid. Det ven­ tede politiske Systemskifte indtraf dog først den 24/7 1901.

Den 7/3 1902 udstedtes Loven om Nedsættelse af en parla­ mentarisk Forsvarskommission med det Formaal at tilvejebringe den fyldigst mulige Oplysning om vor nuværende militære Stil­ ling og i Hovedtræk at udrede en samlet Plan til Opnaaelse af den efter Landets Forhold afpassede og til Oprettelse af dets Neu­ tralitet egnede bedst midige Ordning af vort Forsvarsvæsen. Det maa bemærkes, at der kun „tilforordnedes“ 4 „Sagkyndige“ (2 af Hær, 2 af Flaade), og de havde ingen Stemmeret.

Efter 7 Aars besværlige og lidet tilfredsstillende Forhand­ linger naaedes endelig som Resultat:

Hærordning af 30/9 1909.

En Hærordning, hvis midlertidige Karakter klart fik Udtryk i Bestemmelsen om, at Københavns Landbefæstning fuldstændigt skulde desarmeres og nedlægges inden 1. April 1922.

Denne Hærlov afhjalp en Del af Hærens Mangler. Den brag­ te som Forøgelse af Hærens faste Befalingsmandspersonale: 41 Of­ficerer af Linien, 166 af Reserven (dog til Gengæld 124 Sekond­ løjtnanter færre til Tjeneste), 107 Underofficerer af Linien og 428 af Reserven, samt 110 Korporaler flere til Tjeneste. Ligeledes slap Fodfolket af med den 3-aarige Rekrutturnus ved Bataillo- nerne.

Men den Lettelse, der maatte følge af den foreløbige Afslut­ ning af den saa haardt omstridte Fæstningssag, maatte blive stærkt blandet med Bekymring for Fremtiden, — ogsaa ved Fodfolkets forringede Øvelseslid og Rytteriets drastiske Nedskæring m. m. —

Efter Planen bestod Hærens Offieerer af:

Faste Officerer af Linien, faste Officerer af Reserven og af værnepligtige Offieerer.

Faste Officerer af Reserven var Oberstløjtnanter, Kaptajner (Ritmestre) og Løjtnanter. De var pligtige til for deres Uddan­ nelses Skyld at gøre Tjeneste i Hæren indtil 30 Dage aarligt paa Tider, der fastsattes af Ministeren og iovrigt, naar denne skøn­

nede det nødvendigt af Hensyn til Hærens Overgang til Krigsfod. Chefen for en Reservebataillon paa Sjælland var Oberstløjt­ nant af Reserven, medens Cheferne for Reservebataillonerne i Jyl­land— Fyn var Oberstløjtnanter af Linien.

Til Oberstløjtnanter af Reserven udnævntes Oberstløjtnanter og Kaptajner af Linien (afskedigede). Endvidere Kaptajner af Reserven med mindst 4 Aar i Graden.

De lønnedes i Fredstid med 1500 Kr. i Honorar og fik Afsked med fyldte 65. Aar.

Til Kaptajner af Reserven udnævntes Kaptajner og Premier­ løjtnanter af Linien med mindst 4 Aar i Graden. Løjtnanter af Reserven kunde udnævnes til Kaptajner i Reserven efter 4 Aars god Tjeneste i Graden og lønnedes i Fredstid med 1020 Kr. aar­ ligt i Honorar. Afsked med fyldte 60. Aar.

Til Løjtnanter af Reserven udnævntes Sekondløjtnanter, Stabssergenter, Kornetter, der havde gjort 6 Maaneders frivillig Tje­neste som Kornetter. Endvidere Premierløjtnanter, afskediget fra Linien, og som beholdt Grad som Premierløjtnanter — Løjtnanter af Reserven lønnedes i Fredstid med 200 Kr. aarligt i Honorar, udnævntes af Ministeren og afskedigedes af samme med det fyld­ te 50. Aar.

Værnepligtige Befalingsmamd var Sekondløjtnanter og Kor­netter.

Til Sekondløjtnanter udnævntes Kornetter, der var fyldt 25 Aar, og endvidere Befalingsmænd, der, efter at have bestaaet Af­ gangsprøven fra Officersskolens næstældste Klasse, havde gjort 1/2 Aars Tjeneste som Befalingsmænd, samt endelig faste Under­ officerer, der havde gennemgaaet en Kornetskole med tilfredsstil­ lende Resultat.

De lønnedes i Fredstid med 85 Kr. maanedlig og med 150 Kr. i Krigstid. Efter hvert Tjenesteaar modtog de 600 Kr. i Orlovs­ penge. Ved Udnævnelsen 300 Kr. i Udrustningshjælp. Efter 1 Aars Tjeneste havde de den samme fortrinsvise Adgang til de Embeder og Bestillinger, som ved Kgl. Resolution af 29/9 1860 var hjemlet Reserveofficerer. —

Ved Skrivelse fra Konseilspræsidiet af 31/1 1908 meddeltes det samtlige Ministerier, at „Funktionærer i Civiletaten, der fri­ villigt forretter Tjeneste som Sekondløjtnanter, skal fremtidig under Tjenesten som saadanne bevare deres Stilling og Aldersorden indenfor (Civiletaten og bibeholde Lønning fra denne, lige­ som Tiden, de der forretter Tjeneste som Sekondløjtnanter, ikke skal fradrages ved Beregning af Alderstillæg og pensionsgivende Tjenestetid“. — Derimod skulde de lil Gengæld selv skaffe og vederlægge Stedfortræder. —

Til Kornetter, der var Underofficerer, udnævntes de Kornet­ elever, der fandtes egnede, paa et ved Kgl. Anordning fastsat Tidspunkt, og kunde, nuar de fyldte 23 Aar, udnævnes til Se­ kondløjtnanter.

6% af Fodfolkets Sommerhold skulde forblive til fortsat Tjeneste som Befalingsmandselever. Blandt disse uddannedes de dertil egnede til Kornetter, de øvrige til Korporaler. Den fast­ satte Tid til Uddannelsen af Kornetter var ca. 1 Aar.

Kornetter skulde ifølge K. f. H. B. 26/1910 anvendes efter Kompagnichefens Bestemmelser navnlig som Delingsførere og Lærere ved Undervisningen. Der skulde soges at give dem et saa- dant Kendskab til Tjenesten i Kompagniet, at de ved Udnætnelse til Sekondløjtnanter i fornødent Fald kunde overtage ældste Løjt­ nants Tjeneste. —

Kornetter lønnedes i Fredstid med 60 Kr. maanedlig. Udrust­ ningshjælp 120 Kr. Efter hvert Aars god Tjeneste modtog de 300 Kr. i Orlovspenge og havde efter 1 Aars Tjeneste samme fortrinsvise Adgang som Løjtnanter til de Stillinger, der i Kgl. Resolution af 29/9 1860 var hjemlet Reserveofficerer.

Lov om literens Ordning af 7/8 1922.

Man var klar over, at efter Verdenskrigen 1914—18 maatte Spørgsmaalet om en ny Hærordning tages op til Behandling af Lovgivningsmagten, ikke alene fordi Københavns Landbefæstnings Nedlæggelse krævede det, men ogsaa for at drøfte Grundlaget for de nu afklarede Erfaringer fra Krigen. Hærens Nyordning kom ogsaa, men nogen Betryggelse for Fremtiden forte den ikke med sig.

Med Henblik paa moderne Kampmidler og andet Materiel betød den ny Hærlov ganske vist en betydelig Forbedring (Flyve­ væsen, Artilleri, Maskingeværkompagnier), men langtfra betyde­ lig nok for Afdelingernes Behov og for de Krav, som Krigserfa­ ringerne belærte os om. Ogsaa de ændrede Garnisoneringsforhold bragte Uro med sig.

De aarlige Udgifter til Hæren var ved Hærloven nedskaaret med 33 %, og i hundredevis var faste Liniebefalingsmænd blevet afskediget, uden at der gjordes noget eller ialtfald nok for fuldt­ ud at udnytte de Kræfter, Hæren kunde vinde gennem de Reserve­ formationer, som Loven iøvrigt i saa bøj Grad byggede paa, og som hellere end gerne selv vilde have ydet deres Bedste.

Hvad Hovedvaabnet, Fodfolket, angaar, fandtes der — ud­ over Livgarden — ikke noget virkeligt Linieregiment eller -Batail- lon, takket være den skæbnesvangre Sammenblanding af Linie- og Reserveformationer. Loven nedsatte den i Forvejen utilstræk­ kelige Uddannelsestid (første Uddannelse ISO Dage i Stedet for som før 160), ligesom Reduktion af de faste Rammer tilføjede Vaabnene svær Skade, saa at man udfyldte de svage og uens­ artede Rammer med Mandskab, hvis Uddannelse maatte blive løs og utilfredsstillende.

Officerer af Linien og Reserven bevarede de gamle Grader, — de faste Underofficerer afløstes af „Officiantgruppen“ og „Ser­ genter af Reserven“.

Antallet af Batailloner blev til 17 Linie-, 18 Reservebatail- loner og 12 Maskingeværkompagnier mod tidligere 31 Linie- og 21 Reservebatailloner uden noget Maskingeværkompagni.

„Landstormen“ uddannede 1500 Mand aarligt i 60 Dage uden nogen Genindkaldelse, enkadreret af afskedigede, pensionerede Befalingsmænd. —

Lignende Reduktioner og Svækkelser ramte de øvrige Vaaben.

Et Flyverkorps, der var underlagt Generalstaben, oprettedes, og dets „Flyveskole“ skulde uddanne frivilligt Mandskab af Vaab­ nene til Flyvere, Flyveobservatører og Bombekastere, følge Flyve­ væsenets Udvikling og afliolde Forsøg. Af militære Hensyn skulde de under særlige Forhold indkaldes forud for de værnepligtige af Hæren, hvis dette fandtes forsvarligt.

Faste Officerer af Reserven havde samme Grader og samme Forpligtelse til Tjenstgøring som efter Loven 1909. Oberstløjtnan­ ter og Kaptajner af Reserven udnævntes, forfremmedes og afske­ digedes af Kongen, Løjtnanter af Reserven af Ministeren.

Til Oberstløjtnanter af Reserven udnævntes Kaptajner af Fod­ folket og Artilleriet efter mindst 4 Aars Tjeneste i Graden. Kap­ tajner af Reserven, som havde gennemgaaet et 3 Maaneders Kursus til Oberstløjtnant ved Officersskolen, og som havde mindst 4 Aars Tjeneste i Graden, kunde ved Valg forfremmes til Oberst­ løjtnanter af Reserven, ligesom Oberstløjtnanter, afskedigede fra Linien, kunde indtræde i Oberstløjtnantsnummer i Reserven med Bibeholdelse af deres Aldersorden.

Oberstløjtnanter af Reserven lønnedes i Fredstid med aar­ ligt Vederlag: 1800 Kr. I Krigstid: 7.200 Kr. Afsked med det fyldte 65. Aar.

Til Kaptajner af Reserven kunde udnævnes Korpsofficianter, Premierløjtnanter og Stabsofficianter, afskedigede fra Linien, de 2 sidste Charger efter mindst 4 Aar i Graden, samt Løjtnanter af Reserven, som havde gennemgaaet det 3 Maaneders Kursus til Kaptajn af Reserven ved Officersskolen. Kaptajner af Linien, der indtraadte i Kaptajnsnummer væd Reserven, beholdt deres Alders­ orden. De modtog aarligt i Vederlag 1200 Kr. — I Krigstid 4800 Kr. Afsked med det fyldte 60. Aar.

Til Løjtnanter i Reserven udnævntes Sekondløjtnanter, Ser­ genter af Reserven og Kornetter, der havde gennemgaaet en Kor­ netskole med tilfredsstillende Resultat, samt Officianter, Premier­ løjtnanter, Stabs- og Overofficianter, der afskedigedes fra Linien, kunde indtræde i Løjtnantsnummer.

Aarligt Vederlag i Fredstid 300 Kr., i Krigstid 2400 Kr. Af­ sked med det fyldte 50. Aar.

De værnepligtige Officerers Forhold var som efter Flærlovert af 1909.

Sekondløjtnanter toges til Tjeneste og afskedigedes af Min i­ steren. De Elever i Officersskolens Officersklasse, der ved Afgan­ gen var af lavere Grad end Sekondløjtnant, udnævntes til denne Grad. Naar Kornetter mødte til Genindkaldelse eller antoges til frivillig Tjeneste, kunde de udnævnes til Sekondløjtnanter. Se­ kondløjtnanter modtog ved deres Udnævnelse 800 Kr. i Udrustningshjælp, for saa vidt de var til Tjeneste mindst 1 Aar — ellers 400 Kr. med Forpligtelse til at anskaffe og vedligeholde regle­ menteret personlig Udrustning — dog ikke Skydevaaben med Til­ behør. Efter hvert Aars god Tjeneste modtog do 600 Kr. i Orlovs­ penge.

Alle hjemsendte værnepligtige genindkaldtes til fortsat Øvelse 2 Gange i Løbet af de 8 første Værnepligtsaar, hver Gang i 28 Dage.

Med de svage Liniekadrer, som Hæren efter Loven af 1922 raadede øver, da den var reduceret fra 52 Batailloner til 35 med Afskedigelse af over 1000 Liniebefalingsmænd, maatte det vær­ nepligtige Befalingsmandskorps komme til at spille en overmaade vigtig Rolle for Hærens Kampdygtighed og Uddannelse. Kun 25 % af de faste Befalingsmamd var af Linien, Resten af Reserven.

For Reservebefalingsmændenes Uddannelse gav Loven i sig selv ret gode Vilkaar, men de forskellige Kursus for Reserveoffi­ cerer paa Officersskolen paabegyndtes først i de senere Aar. Gen­indkaldelser af Mandskabet, der i Virkeligheden var det eneste Grundlag for Reserveofficerernes praktiske Uddannelse, havde ikke været gennemført i fuldt Omfang og paa rationel Maade.

Rammerne i Linien kunde slet ikke slaa til, hverken i Freds­ tid, ved Uddannelsen i den korte Uddannelsestid eller til ved Mobilisering at sikre den helt gode Føring i Hærens Afdelinger, hvori Reserveformationeme indgik i for stort Omfang.

Lov om Hærens Ordning af 23/3 1932.

Den nye Hærlov nedsatte det aarligt udskrevne Mandskab til egentlig Uddannelse med ca. en Femtedel, medens Reserveforma­ tionerne indskrænkedes kraftigt. Ved Lov var det fastslaaet, at den aarlige udgift til Hæren ikke maatte overstige 24 Millioner Kr., hvorfor Hæren af 1932 maatte skæres ned til den Størrelse, den fik den 23/3 1932.

Nyordningen rummede ingen rene Reserveformationer.

Den kommanderende General dengang udtalte i sine Bemærk­ ninger til Hærforslaget: „Hæren er for lille, men kvalitativt maa Ordningen betegnes som det sandsynligst bedste Resultat, der kan naaes med ile til Raadighed stillede Midler“. —

Officersgrailerne af Linien og Reserven (Forstærkningen) for­ blev de samme som under den foregaaende Hærlov — kun indfør­ tes for Linien Graden som Kaptajnløjtnant og af Reserven (For­ stærkningen) Oberstgraden.

Af faste Officerer af Linien fandtes ved Kongens Adjutant- stab 4, af Reserven ingen.

Ved Generalstaben 24 Officerer af Linien, 2 Kaptajner (Rit­ mestre) af Forstærkningen.

Ved Fodfolket 257 af Linien, 172 af Reserven (Forstærkningen).

Ved Rytteriet 36 af Linien, 27 af Reserven (Forstærkningen).

Ved Artilleriet 118 af Linien, 79 af Reserven (Forstærknin­gen).

Ved Ingeniørtropperne 39 af Linien, 31 af Reserven (For­stærkningen) .

Ved Flyvertropperne 29 af Linien, ingen af Reserven.

Ved Bornholms Værn ingen af Linien, 12 af Reserven (Forstærkningen).

Ved Trainafdelingen 4 af Linien, 16 af Reserven.

Ved Ballonparken 2 af Linien, ingen af Reserven.

Faste Officerer af Reserven (Forstærkningen) havde de sam­me Forpligtelser til Tjenstgoring, og de udnævntes, forfremmedes og afskedigedes af samme Myndighed som ved den tidligere Hier­ lov.

Til Løjtnanter af Reserven kunde udnævncs Sckondlnjtnanter, Oversergenter, Sergenter og Kornetter, der havde bestaaet en Løjt­ nantsskole, samt Officianter; endvidere saadanne Sekondløjtnan­ ter, Oversergenter og Sergenter, der havde gennemgaaet en særlig Uddannelse ved Flyvertropperne med tilfredsstillende Resultat. Prem ierløjtnanter, Stabs- og Overofficianter, afskedigede fra L i­ nien, kunde indtræde i Lojtnantsnunnner i Reserven med even­ tuelt højere Grad. Vederlag 300 Kr., i Krigstid 2220 Kr. Indkommanderingstillæg 8 Kr. daglig. Afsked med det fyldte 50. Aar.

Til Kaptajner (Ritmestre) af Reserven (Forstærkningen) kun­ de udnævnes Premierløjtnanter og Kaptajnløjtnanter samt Stabs- og Korpsofficianter, afskedigede fra Linien, dog først efter mindst 4 Aars Tjeneste i Graden. Løjtnanter af Reserven med 4 Aar i Graden, som havde bestaaet en ved Kgl. Anordning fastsat Prøve, kunde ved Valg forfremmes til Kaptajner af Reserven. Kaptaj- ner, afskedigede fra Linien, kunde indtræde i Kaptajnsnummer i Reserven (Forstærkningen). Indkommanderingstillæg 10 Kr. dag­ lig. Afsked med fyldte 60. Aar.

Til Oberstløjtnanter af Reserven (Forstærkningen) kunde ud­ nævnes Kaptajner afskediget fra Linien (Reserveforstærkningen). Oberstløjtnanter afskedigede fra Linien (Reserven) kunde indtræde i Oberstløjtnantsnummer i Reserven (Forstærkningen) med Behold af Grad. Indkommenderingstillæg 12 Kr. daglig. Afsked med fyld­ te 65. Aar. Vederlag 1650 Kr. Fredstid.

Til Oberster af Reserven kunde udnævnes Oberstløjtnanter afskedigede fra I.inien. Oberster afskediget fra Linien kunde ind­ træde i Oberst- eller Oberstløjtnantsnuminer i Reserven (Forstærk­ningen) med Behold af Grad. Indkommanderingstillæg 12 Kr. daglig. Vederlag 1650 Kr. aarligt i Fredstid, 9300 Kr. i Krigstid.

Værnepligtige Befalingsmænd.

Ved de forskellige Yaaben udtoges midt i Uddannelsestiden 12 % af Styrken til Befalingsmandselever som Korporals- eller Kornetelever, der forblev til fortsat Tjeneste gennemgaaende 1 Aar (dog for Fodfolkets Filever henholdsvis 9 og 12 Maaneder, for Livgardens henholdsvis 4 og 7 og for Rytteriets beredne Eska­ droner 5 Maaneder), hvorefter de udnævntes henholdsvis til Un­derkorporaler eller Kornetter.

hornetter kunde ved Genindkaldelse eller ved Antagelse til frivillig Tjeneste udnævnes til Sekondløjtnanter.

For hvert Aars god Tjeneste i Graden modtog Sekondløjtnan­ terne 600 Kr. i Orlovspenge, Kornetterne 300 Kr.

Ved forste Udnævnelse modtog Sekondløjtnanterne i Udrust­ ningshjælp med Forpligtelse til at anskaffe og vedligeholde reg­ lementeret personlig Udrustning, dog ikke Skydevaaben med Til­ behør: 800 Kr., hvis de var til Tjeneste mindst 1 Aar, ellers 400 Kr.

Kornetter, der genindkaldtes eller toges til frivillig Tjene­ste, og de Befalingsmænd, der havde bestaaet Afgangsprøven fra Officersskolens Officersklasses ældste Afdeling, kunde udnævnes til Sekondløjtnanter; det samme var Tilfældet for Oversergenter og Sergenter, der havde gennemgaaet en Kornetskole med tilfreds­ stillende Resultat, samt Oversergenter, Sergenter og Kornetter, som havde gennemgaaet en særlig Uddannelse ved Flyvertropper­ne med tilfredsstillende Resultat.

Sekondløjtnanterne modtog i Gage 141 Kr. maanedlig for pligtig Tjeneste (fortsat Tjeneste, Genindkaldelse til fortsat Øvel­se) og for frivillig Tjeneste 162 Kr.

Værnepligtige Befalingsmænd genindkaldtes som Regel til fortsat Tjeneste 2 Gange, hver Gang i 23 Dage, sammen med den Aargang, i hvis Uddannelse de havde deltaget umiddelbart efter Befalingsmandsskolens Afslutning.

Værnepligtige, der var uddannet ved Afdelinger m. v., ved hvilke der ikke udtoges Befalingsmandselever, kunde efter eget Ønske overflyttes til Hærens andre Afdelinger til videre Uddan­ nelse, hvis de viste sig egnede.

Lov om Hanens Ordning af 7/5 1937.

De Bemærkninger, hvormed Lovforslaget af 4/2 1937 ledsage­ des, da det var blevet til Hærloven af 1937, indlededes med, at Forslaget ikke tilsigtede nogen principiel Nyordning af Hæren i Forhold til Hærloven af 19.32, men hovedsagelig at skabe Mulighed for indenfor en kortere Aarrække at tilvejebringe en Forsyning af moderne Materiel samt at tilvejebringe Overensstemmelse med de foreliggende Forhold, saaledes som disse havde udviklet sig efter 1932-Lovens Gennemførelse.
Endvidere var der taget Hensyn til enkelte organisatoriske Æ n ­ dringer, som man paa Grundlag af indhøstede Erfaringer har an­ set for ønskelige.

Nedenstaaende Skema viser den nødtørftige Forbedring af de faste Rammer, der er foretaget:

Befalingsmandsordningen var i Princippet uforandret. Rytte­riet omorganiserede og benævntes Opklaringstropper, ordnet i 2 Regimenter; Fodfolket var inddelt i 7 Regimenter, heri Livgar­ den, samt 2 Cyklistbatailloner og et Fodfolkspionerkommando, som modtog almindelig Fodfolksuddannelse samt Uddannelse i lettere Pionertjeneste. Ballonparken henlagdes under Flyvertrop­ perne, og Trainafdelingen omfattede 2 Kompagnier, idet der som før uddannedes 40 Mand til Motortjeneste, medens Uddannelsen af de øvrige Trainsohlater vilde blive henført til et Regiment ved Opklaringstropperne. Der udtoges som tidligere 12 % af Styr­ken som Befalingsmandselever, der forblev til fortsat Tjeneste i 12 Maaneder efter den første Uddannelse; ved Ryttereskadronerne og Livgarden dog kun i 5 Maaneder. Den hidtidige Bestemmelse om Udtagelse af Befalingsmandselever var ændret derhen, at Fri­villige, der var egnede, fortrinsvis skulde udtages.

For at lette Værnepligtshyrden for den enkelte Mand erstat­ tede man de hidtidige Genindkaldelser 2 Gange à 25 Dage ind­ til 6. Aargang med 2 Gange à 20 Dage indtil 5. Aargang, hvoraf den første Indkaldelse var henlagt i umiddelbar Fortsættelse af den første Uddannelse. For værnepligtige Befalingsmænd blev Indkaldelsen dog 21 Dage, for at de kunde vaare til Raadighed til Mandskabets Modtagelse. Værnepligtige af Trainet, Hærens tekniske Korps, Garnisons- og Hjælpetropper og Flyvertropperne deltog dog kun i fortsat Øvelse efter Hærens Behov.

Da man maatte finde det uheldigt, at Befalingsmænd, umid­ delbart efter at have draget Fordel af Undervisningen i Hærens Skoler, søgte bort fra Hæren for at nyttiggøre de vundne Kund­ skaber udenfor Ha'ren, havde man i Afsnittet om Officersskolen indsat en Bestemmelse om, at Eleverne, hvis de bestod Afgangs­ prøven, forpligtede sig til at gøre Tjeneste i Hæren i 2 Aar.

I § 88 udtalte Loven 1937, at „Private Sammenslutninger af Personer, der organiseres, uddannes eller udrustes til militær Virksomhed, maa ikke bestaa“. De ifølge 1932-Loven § 91 bestaaende Overenskomster mellem Forsvarsministeren og Frivillige Korps sattes ud af Kraft. Men for udskrevne Værnepligtige, der ikke skulde indkaldes til Aftjening af deres Værnepligt, aabnede Lo­ven Adgang til i begrænset Omfang at nyde militær Uddannelse ved Hærens Afdelinger og i den Udstrækning, som deres Sessions­ vedtegning tillod det. Dertil egnede Frivillige kunde faa Uddan­ nelse, der gjorde dem egnede til Virksomhed, svarende til den, der udøvedes af Hærens værnepligtige Befalingsmænd. De uddan­ nede Frivillige, der indkaldtes ved Mobilisering eller Formering af en Sikringsstyrke, vilde i alle Forhold stilles ganske som det tilsvarende Personel af Hæren.

Hærloven af 1937 var i Virkeligheden kun i Kraft i 2 Aar, da Forsvarsministeren siden Efteraaret 1939 med Hjemmel i de givne Bemyndigelseslove havde kunnet foretage Afvigelser fra Lovens fastsatte Bestemmelser paa en bel Række Omraader. Efter Krigen og Besættelsen maatte man søge at finde frem til en ny og mere hensigtsmæssig Forsvarsordning, tilpasset Erfaringer fra den 2. Verdenskrig, en Ordning, der skulde tilstræbe, at Værnene med meget kort Varsel (højst 24 Timer) kunde imødegaa en Krænkelse af Landets Neutralitet og være i Stand til at løse fore­ kommende Neutralitetsopgaver. En Forsvarsordning, der kunde holdes indenfor en aarlig Udgift af 242 Mili. Kr.

Lov om Hærens Ordning af 18/6 1951.

Der blev da ved Lov af 11/4 1946 nedsat en Kommission til Undersøgelse og Overvejelse af Ordningen af Danmarks fremtiditre Forsvar som suveræn Stat og under Hensyntagen til dets Stil­ling som Medlem af de forenede Nationer (NATO). Kommissio­ nen afsluttede sit Arbejde med Afgivelse af den Betænkning med tilsluttende Lovforslag, der blev Grundlaget for Vedtagelsen af Lov af 27/5 1950 om Forsvarets Ordning (Centralstyrelsen, den kommandomæssige Organisation m. m.).

I Tilslutning til de i denne Lov givne Bestemmelser forud­ sattes, at yderligere Love angaaende Værnenes med lieres Forhold maatte udarbejdes, og den 20/11 1950 nedsattes derfor den reorganiserede Kommission til Behandling af Spørgsmaal vedrørende Nyordningen af Forsvaret som en Videreførelse af det alt begynd­ te Arbejde. —

Den 18/6 1951 udgaves de 2 Love om Forsvarets Ordning: Nr. 276 og 277 (Værnenes og Korpsenes Sammensætning og Per­ sonellet ved disse).

Efter Lovens § 1 er Hærens Hovedbestanddele:

Hærkommandoen og andre overordnede Kommandoorganer, Fodfolket, Pansertropperne (Rytteriet), Artilleriet, Ingeniørtrop­perne, Telegraftropperne, Forsyningstropperne og Skolerne.

Disse Hovedbestanddele følger samme Princip som i Loven 1937, — Ændringerne er betinget af den stedfindende Udvikling (som f. Eks. Telegraftroppernes Udskillelse fra Ingeniørerne og de nye „Forsyningstropper“ ).

Hvad Hærens Personel angaar, tilvejebringes det ved Antagel­ se af Frivillige som Stammandskab og ved Indkaldelse af Værne­pligtige, udskrevne paa Sessioner som tjenstdvgtige. Antallet af værnepligtigt Mandskab fastsættes ved Bevilling paa Finansloven.

Angaaende Hærens faste Personel, er det Tanken, at Ledel­ sen af Uddannelsen i Fredstid saa vidt muligt lægges i Haanden paa faste Liniebefalingsmænd, men da det i en Aarrække vil være umuligt at udbygge det faste Befalingsmandskorps af Linien til en saadan Størrelse, at Tjenesten ved alle Afdelinger, der har Mandskab inde, udelukkende kan bestrides af Liniepersonellet, vil det være nødvendigt i en Aarrække fremover i et vist Omfang at basere, sig paa Antagelse af Reservebefalingsmamd til frivillig Tjeneste.

Den „hidtidige“ Grad i Hæren: Sekondløjtnanten er fremtidig kun tænkt anvendt paa Befalingsmænd, der har bestaaet Afgangs­ eksamen fra Hærens Officersskole, og som ikke er fyldt 32 Aar. Sekondløjtnanter kan forfremmes til Premierløjtnanter, naar de bar tjent indtil 1 Aar i Graden.

Graden: Kornetter er afskaffet og erstattet i Hovedsagen med Sergenter.

Eleverne ved Forsvarets Officersskoler, hvis Formaal er at ud­ danne Befalingsmænd til Befalingsmænd af Linien, benævnes „Ka­ detter“. Som Elever optages efter Ansøgning Sergenter og Befa­ lingsmænd af højere Grad, der har gennemgaaet en Befalings­ mandsskole, forrettet praktisk Tjeneste i mindst 6 Maaneder, og som har bestaaet Studentereksamen eller Afgangsprøve fra For­ svarets Gymnasium’s 2. Afdeling. Ved Flyvevaabnet kan Officers- uddannelsen helt eller delvis henlægges til Hærens eller Søvær­ nets Officersskoler, og delvis i Forbindelse med praktisk Tjeneste ved Flyvevåbnet. Uddannelsen paa Skolerne varer indtil 3 Aar og afsluttes med en Prøve.

Forsvarets Reserveofficersskoler oprettes særskilt for hvert Værn, for hvert Vaaben eller for Dele heraf. De underlægges de respektive Vaabens Generalinspektører.

Paa Hærens Reserveofficersskole oprettes forskellige Kursus. Paa Løjtnantskursus optoges Befalingsmænd, som skønnedes eg­nede til Uddannelse til Løjtnant af Reserven, hvortil de, der be­ stod en Prøve ved Skolen med tilfredsstillende Resultat kunde udnævnes. Uddannelsen kan eventuelt finde Sted i Form af Rrev- skoleundervisning. Denne Bestemmelse tager navnlig Sigte paa at erhverve en særdeles ønskelig Forøgelse af Reserveofficerskorpset, idet Erfaringen har vist, at kun en begrænset Del af disse Befa­ lingsmænd kan afse den fornødne Tid til fortsat Tjenstgøren paa Hærens Skoler. Premierløjtnanter, der afskediges fra Linien, kan indtræde i Løjtnantsnummer i Reserven. Til Kaptajnløjlnant af Reserven kan udnævnes Løjtnanter af Reserven med mindst 6 Aars Tjenestealder i Graden og Premierløjtnanter, der er afske­diget fra Linien. Til Kaptajner af Reserven kan udnævnes Kaptajnlojtnanter af Reserven, som har bestaaet en Prøve paa Re­serveofficersskolens Kaptajnskursus, samt Prem ierløjtnanter og Kaptajnløjtnanter afskediget fra Linien. Til Oberstløjtnanter af Reserven kan udnævnes Kaptajner af Reserven samt Kaptajner, der er afskediget fra Linien. Til Oberster af Reserven kan ud­ nævnes Oberstløjtnanter af Reserven samt Oberstløjtnanter, der er afskediget fra Linien.

Officerer, der afskediges fra Linien, kan indtræde i Nummer i Reserven i tilsvarende Grad.

Officerer af Reserven af Kaptajns- og højere Grad udnæv­ nes, forfremmes og afskediges af Kongen. De øvrige Officerers Udnævnelse, Forfremmelse og Afskedigelse foretages af Forsvars­ m inisteren.

Ifølge Allerhøjeste Anordning af 26/8 1953 kan Bofalings- mænd af Reserven under normale Forhold tilknyttes Forsvaret paa tre Maader:

a. Befalingsmand af Reserven kan af Forsvarsministeren antages paa Kontraktvilkaar til frivillig, fuld vedvarende Tjeneste i Forsvaret. Kontrakt udfærdiges i 3 Eksemplarer, hvoraf 1 til den paagældende selv, 1 opbevares i Ministeriet og 1 ved den Myndighed, ved hvilken Vedkommende sættes i Nummer.

b. Kort- eller Langtidstjeneste. — Befalingsmænd af Reserven af Kaptajns- eller lavere Grad kan af Værnschefen antages til frivillig Kort- eller Langtidstjeneste i Forsvaret. Befalingsmænd af Reserven af Oberstløjtnants- og højere Grad kan til saadan Tjeneste antages af Ministeren. — Ved Korttids­ tjeneste er Tjenesten paa indtil 1/2 Aar ad Gangen. Ved Lang­ tidstjeneste forstaas mindst 1 Aar indtil 6 Aar. Ved Antagelse til saadan Tjeneste udfærdiges et Antagelsesbrev i 3 Eksem­plarer.

c. Raadighedsljeneste. — Befalingsmænd af Reserven kan for et Tidsrum af normalt mindst 3 Aar ad Gangen forpligte sig til periodevis at forrette Tjeneste i Forsvaret paa Tidspunk­ ter, der fastsa'ttes af Ministeren. I Løbet af en 2-aarig Periode skal Tiden, hvori der forrettes Tjeneste, udgøre ialt 9 Uger, fordelt paa mindst 2 Kalenderaar. De, der er ansat i Stat, Kommune m. v. og maa paaregnes at skulle forblive i deres civile Stilling ved Mobilisering o. lign., kan normalt ikke paatage sig Raadighedstjeneste. Ligeledes kan de, der er an­ sat under Forsvaret i civile, honorarlønnede Stillinger og ikke nødvendigvis skal forblive i disse Stillinger ved Mobilisering m. v., kun paatage sig Raadighedstjeneste, hvis det kan doku­ menteres, at de er i Stand til at møde ved indkommandering. Ønsker en Befalingsmand Raadighedstjenesten forlænget, maa han inden 3 Maaneder før Udløbet af sin Tjenestetid indsende Ansøgning herom.

Betingede Raadighedspligtserklæringer fra Befalingsmænd god­ tages normalt ikke. —

De i disse 3 Punkter nævnte Befalingsmænd af Reserven har efter Omstændighederne Mulighed for Forfremmelse i Reserven, idet dog Forfremmelsen gøres betinget af Gennemgang af visse Kursus, eventuelt anlagt som Brevskolekursus. Andre Befalingsmænd af Reserven end de ovennævnte har normalt ikke Mulig­ hed for Forfremmelse. —

Reserveofficerers Forfremmelse, der altid sker ved Valg, vil normalt ikke finde Sted paa et saa tidligt Tidspunkt, at den paa­ gældende opnaar højere Grad end den, tilsvarende Aarsklasse i Linien har opnaael.

Afskedigede Befalingsmanid af Reserven kan under særlige Omstændigheder af Forsvarsministeren antages til fortsat, frivillig Tjeneste i Forsvaret indtil det fyldte 70. Aar. De paagældende kan frivilligt stille sig til Raadighed ved Mobilisering, dog normalt ikke udover det fyldte 60. Aar.

Afskedigede Befalingsmænd af Reserven kan ikke paatage sig Raadighedstjeneste.

Befalingsmamd af Reserven maa ikke uden Forsvarsministe­rens Tilladelse foretage Rejser til Udlandet af over 2 Maaneders Varighed. —

Enhver Befalingsmand af Reserven er pligtig til at forrette Tjeneste, naar det skønnes nødvendigt af Hensyn til Landets Sik­kerhed.

Det er en tornestrøet Vej, vor Reserveofficersinstitution har tilbagelagt, siden de første Reserveofficerer for snart 150 Aar si­ den blev udnævnt. Hver Gang Krigen har banket paa vor Dør, har det store Problem været, om hvordan vi skulde faa Rammer nok, naar vore værnepligtige Masser strømmede til og krævede at blive ført og ledet. Saa forst blev man klar over, hvad der var blevet forsonit, medens man endnu havde Tid og Lejlighed til at tænke sig om. Og til al Lykke har der altid været unge Mænd, der var rede til at ofre Tid og Kræfter og Liv for at hjælpe uden at spørge om Løn og Tak for Ofret. Det var jo ikke altid lige godt, hvad de lavede, men de har sikkert udret­tet, hvad der var dem muligt med den ringe Uddannelse, de fik — Utak fik de derimod i fuldt Maal.

Blot for at nævne et enkelt Eksempel: Under Forhandlinger­ne om Hærloven af 1909 krævede den parlamentariske Forsvarskommissions Flertal Afskaffelsen af de værnepligtige Officerer, og det var hverken første eller sidste Gang, at dette fromme Øn­ske hørtes, — ogsaa fra Kanter, hvorfra man ikke burde have hørt det. Man mindes uvilkaarligt de kølige Ord, hvormed ifølge Schiller Venedigs høje Raad takkede Oihello for hans udmær- kede Tjenester for Republiken: „Der Molir hat seine Pflieht gethan, — Er kann gehen“. — Men det viste sig, at de latente Mu­ ligheder, der findes blandt Folkets værnepligtige Masse, er uundværlig til at udfylde de Tomrum, som de faste Befalingsmænd paa Grund af deres ringe Antal er ude af Stand til at udfylde. Derfor har Krigsministeriet jo ogsaa gennem de mange Aar paa forskellig Maade støttet og ydet sin Anerkendelse for den Virksomhed, som de værnepligtige Officerer, ogsaa efter deres Værnepligts Ophør, og Reserveofficererne gennem deres egne Forenin­ ger har udfoldet — og udfolder — for ved frivilligt Arbejde at vedligeholde og udvikle deres militære Kundskaber. Disse For­ eninger — forst „Foreningen af Officerer udenfor aktiv Tjene­ ste“, der stiftedes i 1891, og „Reserveofficersforeningen“, der stif­ tedes 1920, og som begge blomstrer endnu i bedste Velgaaende, — bestaar af Officerer, der enten henhører til Reserven eller er værnepligtige eller efter udtjent Værnepligt har stillet sig til Forsvarsministeriets Raadighed ved Mobilisering eller en Sik­ ringsstyrkes Oprettelse. Reserveofficererne har vist sig at være uundværlige for Hæren, og den sidste Hærordning, der er bygget op paa Tidens Erfaringer, har givet Reserveofficersinstitutionen, hvad den savnede: Den officielle Erkendelse af, at den regnes som en integrerende Del af Enheden, Hæren.

C. von Kohi.