Gengivelse i uddrag af en artikel fra „The Army Combat Forces Journal“, dec. 1954; forfatteren foretrækker atvære anonym. Artiklen fortæller på underholdende måde om den voksende fare for nedbrydning af hærens sjæl indefra, idet den lægger blot en række problemer, som vor allierede sikkert ikke er ene om at måtte tumle med. For danske læsere har artiklen yderligere inter­ esse, fordi den viser nye strømninger i den amerikanske hær, som så mange af os har stiftet bekendtskab med personligt.

I den næste krig, hvad enten det bliver en politiaktion eller ej, regner jeg med at blive chef for en fodfolksenhed, — indtil nu har jeg ikke forsømt at være med i nogen kamp. Hvis vi til den tid virker under samme vilkår og optræder på samme måde som nu, vil jeg ikke blive forbavset, om jeg i løbet af min første uge som chef bliver sat af og erstattet af en Korea-veteran af en eller flere af nedennævnte grunde:

• —  Jeg vil ikke på forhånd garantere, at intet går skævt i min enhed.

• —  Jeg indretter mig til forsvar over bred front ved brug af støtte­ punkter og nægter at sprede mine folk ud med een mands dybde.

• —  Som følge af fjendens handlinger får jeg nogle MIAs (missing in action) i min styrke.

  — Jeg bar kun een politik for tildeling af dekorationer, nemlig at give manden den belønning, han fortjener.

• —  Jeg godtager mine undergivnes ord, mundtligt eller skriftligt, og giver dem ansvar og rettigheder efter deres hverv.

• —  Jeg driver kun administration i foreskrevet omfang.

• —  Jeg vil ikke gætte på fjendens tab eller andre virkninger af min indsats.

• —  Jeg bruger kampvogne på andre måder end som bunkers.

• —  Jeg tror, jeg har et ærefuldt hverv, er i et broderskab af officerer, og jeg handler derfor på grundlag af etiske krav.

  Dette er for fantastisk! Ingenlunde. Jeg kan anføre eksempler på, at ubehageligheder, hvis ikke ligefrem forsættelser, har ramt førere i Korea — eksempler, som belyser hvert enkelt af foran­ stående punkter.

Fortjener vi andres agtelse? Lad os så begynde med at agte hinanden. Et forste skridt kunne være at genskabe respekten, ja ærbødigheden for en officers udnævnelsesbrev, hans officielle do­ kument; dette er fornylig blevet benyttet som en løkke om en undergivens hals. Hvis noget går galt i en enhed af en eller anden størrelse, bliver den laveste chef hængt ud, der ikke kan fremlægge erklæringer fra sine undergivne om, at en sådan forseelse ikke vil blive begået, ganske uanset ansvarets virkelige placering. Sådant holder orden i regnskabet!

Tidligt under en koreansk vinter blev i et vist korps alle chefer ned til og med bataillon tvunget til at underskrive erklæ­ringer (erklæringer!) om, at ingen bunker inden for deres område ville styrte sammen. Formålet var tydeligvis at sikre, at alle chefer sørgede for, at deres bunkers var til at stole på. Bestemmelsens efterlevelse lagde i virkeligheden kun den førnævnte løkke på plads. Udskiftningen af en chef, for hvem en bunker styrtede sam­ men, kunne da baseres på en falsk officiel erklaring i stedet for — og nok så godt — på bunkerens faktiske sammenstyrtning og deraf følgende skade på personel og ejendom.

Tillid til ens ligemænd er nær forbundet med tillid til ens undergivne, officerer såvel som underofficerer og menige. Hvis man bar tillid til dem, må man også give dem ansvar og rettig­ heder, der svarer til de opgaver, man betror dem. For at nævne et slemt eksempel forsøgte en enhed i Korea at afstive motor­ førernes moral ved at foreskrive, at en officer skulle være med i enhver vogn, der kørtes efter mørkefald.

Sådanne vendinger som „Sæt en officer til det“ og „Chefen skal personligt overvåge dette“ høres stadig oftere. Hvis en mand bar forudsætninger for at bære titlen motorofficer eller blot garagemester, bar han krav på den grad, løn og de rettigheder, som hører til arbejdet, og der må gives ham myndighed, ansvar og fornøden handlefrihed til varetagelsen af sine pligter.

Belysning gennem nogle få taktiske eksempler kan være til­ strækkelig. Trods indsigelse fra mange lavere chefer insisterede nogle højere officerer på, at en enheds front blev besat et hundrede procent. Hvis et regiment havde adskillige tusinde yards front, var der et bemandet skyttehul for hver få yards i stedet for støttepunkter omkring nøgleområder med overgribende ild og patruljer imellem dem. Faren og fejlen herved blev erkendt af mange. Men jeg kender flere end een ung oberstløjtnant, tidligere bataillonschefer i Korea, som synes, at reglementerne burde skrives om, så de kom til at svare til deres erfaringer der ovre fra. Hvad med disse oberstløjtnanter? Hvad om de får heldet med sig; hvad om de bærer to eller tre store stjerner i den næste krig? Hvad med de endnu mindre erfarne officerer, som kun kender taktik fra Korea? De vil være vore lavere chefer om nogle få år. Hvad med de fodfolks- og panserofficerer, som under kamp kun har set kampvogne gravet ned bag hovedforsvarslinien til beskydning af punktmål bag dækninger? Er der nogen, der fortæller fodfolket, at ingeniørerne ikke altid kan bygge første klasses landeveje frem til de forreste anlæg?

Jeg husker de meget vigtige, men også meget diskuterede skrifter, der bar navnet „Erfaringer fra Korea“, og som cirkule­ rede i 1950 og begyndelsen af 1951. De var overlæsset med de samme anvisninger, som fandtes i dette blad og dets forgængere både før og under Verdenskrig II og sikkert også Verdenskrig I. Det er synd for den mand, der efter at have tilbragt en del af sit liv på militære skoler, pludselig i en kampenhed skal til at opdage alt det, han tidligere burde have lært.

Er der nogen, som slår fast, at forposter — misbrugt som be­ grebet blev i Korea — bar til opgave at vildlede og sinke fjen­ den, tvinge ham til udvikling og at sikre styrkerne i hovedstillin­ gen? Forposten „Harry“, for at nævne en, blev forsvaret kraftigere end mange dele af hovedforsvarslinien. Nu kan vi ikke fortælle dem, der døde i kampen om „Harry“, at det slet ikke var menin­ gen, at de skulle slås, men vi kan i det mindste oplyse de over­ levende om, at „Harry“ aldeles ikke var nogen forpost.

De bånd, der blev lagt på fodfolksførere i brugen af deres enheder, kvalte taktikken. Divisionen skulle godkende bevægelser foran hovedforsvarslinien af led større end en gruppe eller to. Divisionen (og somme tider endog korpset) skulle godkende alle patruljer, også dem, som man kunne forvente, at en kompagnichef nok selv kunne tage sig af. Mens ingen drager nødvendigheden af en samordning i tvivl, må det samtidig fastslås, at overdreven kontrol er særdeles irriterende, farlig og overmåde skadelig under kampforhold.

Og hvad med tab under kamp? Jeg har set chefer ofre mere opmærksomhed på at finde de døde og behandle dem forskrifts­ mæssigt end omsorg for de levende. Den største synd var, at en mand manglede efter en kamp. Kompagni-, bataillons- og regi­ mentschefers hoveder var i fare for at rulle, hvis en patrulje blev overvældet af fjenden. „Skift chefen ud“, var et udtryk, som var ved at få lige så god en mening som „Af med hans hoved“ i ALICE i VIDUNDERLAND. Forståelsen for loyalitet nedefter blev derfor forvandlet til forfølgning af undergivne under fore­ givende af omsorg, men langt ud over, hvad man kunne kalde hjælp. Jeg så en fremragende chef bryde sammen under denne og lignende former for stadige plagerier fra oven. Han, der normalt var en venlig og betænksom mand, kunne hænge telefonen op efter en samtale med sin foresatte, mens han sukkede: „Hvorfor kan de ikke lade mig i fred?“ Men så begyndte han også at rase, medens hans stab hurtigst m uligt søgte dækning. Han, der tidli­gere var en mand, der sloges for sine folk, blev i løbet af få måneder en modbydelig fejlfinder, som mere troede på, hvad foresatte sagde om hans stab og hans enhed, end hvad han selv så, og hans egne folk fortalte. Det var en ond cirkel, der var skyld i hans degeneration. Hermed vil jeg dog ikke holde nogen for­ svarstale for de officerer, som udviser en kølig holdning mod deres folk og disses trængsler. De klynger sig blot til den opfat­ telse, som forlængst er tilintetgjort på The Infantry School, at „De har godt af det“. Svaret er naturligvis, at man behøver ikke at øve sig i at være ubehagelig.

Det øgede tryk fra oven viser sig tydeligt i administrationen, selv om vi ikke her særligt skal hæfte os ved den meget begræde­ lige og ganske ukontrollerede flod af papir ud over hele hæren. I visse perioder kunne en kompagnichef i Korea bringe orden i sine beholdningslister ved at medregne manglende genstande som ødelagt under kamp, uden at de ødelagte ting forlangtes forevist. Dette var for såvidt en udmærket ting, men krav om udførlige redegørelser for opståede tab ved bataillon og kompagni blev efterhånden så store, at cheferne næppe havde andet valg end at skrive falske rapporter.

En anden skadelig holdning er denne, som kan udtrykkes således „Pas godt på indberetningen og blæs på kampkraften“. En enhed manglede engang et vigtigt stykke signalmateriel, som kræ­vedes af situationen til signalformidling af va'sentlig betydning. På henvendelser til foresatte myndigheder fik man kun svaret „Vær ikke ked af, at De mangler det; Deres rekvisition er nu en officiel indberetning“. Man var tydeligvis mere optaget af „ind­beretningen“ end af enhedens manglende evne til at bestride sig­ naltjenesten i en alvorlig situation under kamp.

Enhedernes forsyningsofficerer ville sandelig have været dårligt kørende uden hjælp fra kulier fra de koreanske forsynings­ tropper. Men hvorfor var der så meget at flytte? Hvorfor gik der så meget artilleriammunition til? Der var ingen knaphed på ammunition; der var kun ødselhed med forbrug heraf. Vi affy­rede disse enorme mængder af artilleriammunition, fordi vi prø­vede på at holde kineserne nede hver eneste gang, de stak hovedet op, selv om vi kun så en enkelt fjende ad gangen. Granskning af statistikker over fjendtlige tab forleder mig til at tro, at en del af denne artilleriindsats skyldtes konkurrence mellem nogle af vore chefer. Denne kamp om prestige, som den fandt udtryk gen­ nem antallet af „dræbte fjender“, forte til, at man tvang artilleri­ observatører til at melde om resultatet af hver eneste skydning, hvadenten de kunne observere den eller ej. En observatør fortalte mig, at han skulle melde om fjendens tab for hver enkelt skyd­ ning, før afdelingen ville skyde den næste for ham. Resultatet var: nok et tilfælde af påtvungne falske officielle erklæringer, unøjagtig vurdering af fjendens tab og en løjtnant med anløbne æresbegreber.

Artilleriet var ikke den eneste våbenart, der blev tvunget til at skønne om fjendens tab. Jeg gemmer dybt i min barm erin­ dringen om den furore, som vaktes af en infanteri O-officer, som i protest mod stadig at være nødt til at gætte om og at rapportere fjendtlige tab en aften efter et lille patruljeforetagende indsendte en rapport om, at „tre fjender savnes“ foruden de sædvanlige op­ lysninger om fjendens dræbte og sårede under kampen. De to første højere myndigheder slugte den rå, indtil en eller anden vågnede op og spurgte om grundlaget for at skønne om fjendens savnede. O-officeren gentog blot den triste sandhed, at han havde lige så godt et grundlag for at skønne om den ene som den anden af disse størrelser, nemlig sin fantasi. Han forsikrede yderligere, at han ville fortsætte med at indsende enhver rapport, man måtte ønske, men kun fordi det forlangtes af ham. Men hvorfor insiste­ rede man på alt dette gætteri? Fordi man et eller andet sted be­tragtede lidet iøjnefaldende rapporter med mishag.

En vej ud af denne tilstand er at finde mænd af den rette støbning — officerer, der er retskafne og modige nok til at prakti­sere, hvad de tror på. Nu om stunder kræves der ikke så lidt for at kalde en skare af primadonnaer sammen og sige: „Der har været snakket tilstrækkeligt; nu befaler jeg, at vi gør det således, fordi jeg ønsker det gjort på den måde. Måske De en dag vil blive i stand til at forstaa, hvorfor jeg ønsker det således, men indtil da så gør det, fordi jeg siger det. Tak!“ En stor soldat sagde dette, mens jeg hørte på, og jeg agter ham for det.

Men hvad bør der gøres? Bring ubønhørligt til ophør enhver fremgangsmåde og enhver praksis — på et hvilketsomhelst trin — som afviger fra fastslåede doktriner, og som ikke „er udtryk for en særlig tro på og tillid til tapperhed, troskab og dygtighed.“ Fjern med lige stor energi enhver officer, som viser, at han ikke fortjener en sådan tillid, eller som ikke vil udvise den mod andre.

G.