Som følge af grænserevisionen i 1920 blev tusinde af krigsveteraner fra den tyske hær pludselig en del af det danske samfund. Der er konsensus om, at der ca. deltog 30‐35.000 Nordslesvigere i den tyske hær under 1. verdenskrig. Hvor mange af disse der var dansksindede er svært at afgøre præcist, men bruger man afstemningsresultatet fra 1920 som udgangspunkt, kan antallet skønsmæssigt sættes til ca. 26.000. Dertil kom et ukendt, men mindre antal dansksindede sydslesvigere.1 Antallet af døde dansksindede kan sættes lidt mere præcist til 5.270, dvs. at ca. 20 pct. af de indkaldte dansksindede nordslesvigere faldt i tjenesten, mens næsten 21.000 veteraner overlevede, heraf ca. 4.000 så medtagne at de modtog krigsinvalidepension.2 Mange af de dansksindede havde gjort tjeneste i hhv. 84. og 86. Infanteri Regiment samt i deres reserveregimenter, da disse enheder var opstillet i regionen under IX. Armekorps.3 De mange indkaldte og det store antal døde og sårede gjorde 1. Verdenskrig og dens følgevirkninger til en omfattende kollektiv fællesoplevelse i Sønderjylland.
Efter våbenstilstanden den 11. november 1918 begyndte millioner af krigsveteraner at vende tilbage til civilsamfundet over hele Europa. En del af disse veteraner ønskede af forskellige årsager at indgå i et organiseret veteranmiljø. Motivationen for dette kunne være et ønsket om at vedligeholde krigsvenskaber, eller for i samlet flok at kunne påvirke de politiske processer med henblik på pension osv.
De dansksindede krigsveteraner, der endte på den danske side af grænsen efter 1920 afstemningen, havde ganske tydeligt en tilsvarende lyst, men af forskellige årsager indgik hovedparten af disse veteraner først i et organiseret veteranmiljø, da foreningen ”Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere 1914‐1918”, normalt forkortet DSK, blev oprettet på en stiftende generalforsamling den 11. november 1936, dvs. hele 18 år efter våbenstilstanden.
DSK's sene oprettelse var i Europæisk sammenhæng en mærkværdighed. I Storbritannien oprettede veteraner foreningen ”British Legion” i 1921, som lynhurtigt voksede sig stor.4 I Tyskland blev gled tusindvis af veteraner ind i nye veteranforeninger som fx ”Stahlhelm, Bund der Frontsoldaten”, der var blevet oprettet to dage efter våbenstilstanden den 11. november 1918, eller i de traditionelle veteranforeninger der var samlet i ”Kyffhäuserbund”, og som voksede fra 2.2 millioner medlemmer i 1922, til 2,8 millioner i 1930.5 Da DSK endelig blev oprettet, blev foreningen en massiv succes, hvilket tyder på et tidligere stort udækket behov.
Denne artikel vil forklare hvorfor de dansksindede krigsveteraner først oprettede en veteranforening så sent efter våbenstilstanden i 1918, samt hvorfor det netop blev i 1936 de gjorde det. Artiklen bygger hovedsageligt på DSKs efterladte arkivalier i Landsarkivet for Sønderjylland, indsamlet og bearbejdet til et projektarbejde på Roskilde Universitet.6
Om de tyske veteranforeninger og deres udbredelse
For at forstå DSK er det nødvendigt at tage et udblik på de tyske veteranforeninger og deres udbredelse i samfundet. Den første formelle veteranforening i Tyskland blev oprettet i 1786 i Pommern, og derfra spredte fænomenet sig hurtigt til resten af Tyskland.7 De første veteranforeninger var kun for krigsveteraner, og havde som hovedformål at sørge for ordentlige begravelser for deres medlemmer.8 Senere kunne også reservister blive medlemmer, hvilket lagde grunden til en endnu større vækst og udbredelse af veteranforeningstanken.9 Der blev i løbet af 1800 tallet gjort forsøg på at samle de mange, meget lokalt funderede veteranforeninger i større forbund, som fx det prøjsiske ”Deutsche Kriegerbund” i 1873, men først med dannelsen af det såkaldte ”Kyffhäuserbund” i 1892 kom der for alvor skred i samlingen af disse mange foreninger.10 Kyffhäuserbund havde mere end 1.8 million medlemmer fordelt på mere end 21.000 veteranforeninger i 1900. I årene op til verdenskrigens udbrud forekom der en eksplosiv tilvækst på mere end en million medlemmer.11 Disse mange veteranforeninger fik således karakter af en folkebevægelse, og var en integreret del af samfundet, ligesom de udgjorde en væsentlig rolle i det kulturelle liv i mange regioner som fx Slesvig‐Holsten.12
Der var et stærkt militaristisk præg over de fleste tyske veteranforeninger. Når de marcherede i optog skete det med militær anstand, ligesom deres foreningsfane var et centralt symbol for foreningens tilknytning til hæren.
Pointen er her, at de tyske veteranforeninger var et velkendt og meget synligt fænomen for de dansksindede Slesvigere, både før og efter 1920, hvor de hjemmetyske fortsatte med deres veteranaktiviteter. En anden vigtig pointe er, at DSK på mange måder var stærkt inspireret af de tyske veteranforeninger mht. til sine aktiviteter, ritualer og omgangsformer, om end dette forhold var noget foreningen ikke var meget for at stå ved.
Veteranaktiviteter før DSK
I hvilket omfang de dansksindede krigsdeltagere lavede veteranaktiviteter, indtil DSK blev oprettet, er uklart. Nogle deltog i de tyske veteranforeninger syd for grænsen og andre i de tysksindede veteranforeninger nord for grænsen.13 I følge DSK's egen fremstilling af sin start som dens foreningsformand beskrev retrospektivt i den sidste af foreningens årbøger i 1972, var den udløsende faktor for DSK's oprettelse, at tyske veteranforeninger var begyndt at kontakte dansksindede veteraner.14
Dansksindede sønderjyder der havde siddet i allierede krigsfangelejre, organiserede sig i foreningerne ”Aurillac” og ”Feltham” kort efter krigen.15 De dansksindede krigsinvalider havde allerede i 1917 organiseret sig i ”Reichsbund der Kriegsbeschädigten und Kriegsteilnehmer”, samme år som denne forening var blevet grundlagt.16 Nogle dansksindede var medlemmer af ”Ciamac”, en transnational anti‐krigs veteranforening.17
Tre år før DSK's oprettelse blev ”Foreningen af Verdenskrigsveteraner 1914‐1918” stiftet i Århus. Foreningen var ganske lille og mindede om de traditionelle tyske veteranforeninger, hvor medlemmerne spillede kegler, spiste tyske retter og lavede andre sociale aktiviteter. Selv de få aviser den udgav, mindede om de tyske veteranaviser, fyldt med vandede vittigheder, reklamer, og et beskedent redaktionelt indhold. Selvom en medlemsliste fra 1933 viser, at de fleste var dansksindede veteraner fra den tyske hær, ses også en enkelt i amerikansk tjeneste.18 Foreningen havde ingen identitet som grænseværnsforening i tråd med den DSK fik, og var i det hele taget mere afdæmpet i sin brug af nationale symboler og retorik. Foreningen sluttede sig senere til DSK. Derudover deltog de dansksindede veteraner naturligvis også i efterkrigstidens mange indvielser af mindesten og andre officielle højtideligheder.
Om foreningen DSK
DSK er som forening behandlet i en artikel af Hans Schulz Hansens i ”Sønderjyderne og den Store Krig 1914‐1918”.19 Så her skal kun behandles visse aspekter af foreningen.
DSK oprettedes på skræddermester Wilhelm Hansens initiativ på en stiftende generalforsamling, 11. november 1936. I et opråb til det stiftende møde lød det: ”Foreningens formål er at samle alle dansksindede Krigsdeltagere…til Værn for vore Hjem. …Derfor, Kammerater, ind i Rækkerne til Danmarks Grænseværn!”20 Foreningen vandt hurtig udbredelse i det sønderjyske, ikke mindst som følge af en aktiv agitation. Allerede i februar 1938 talte foreningen 1.899 medlemmer. Da foreningen var på sit højeste i 1944, talte den 7.844 medlemmer fordelt på 84 afdelinger, hvilket betød at DSK havde organiseret ca. 38 pct. af de overlevende dansksindede Nordslesvigere, mere end 26 år efter våbenstilstanden.21 Dette må betegnes som en meget høj organisationsandel.
Foreningsarbejdet bestod i stor udstrækning af sociale sammenkomster og mindebegivenheder, der havde et stærkt nationalt præg, men også kammeratskabet og mindet om krigen stod centralt i foreningsarbejdet. På mange måder, både mht. til ritualer og foreningsliv, mindede DSK om de tyske veteranforeninger, som flere DSK medlemmerne da også havde godt kendskab til.
Foreningens selvforståelse som en grænseværnsforening gjorde sig især gældende fra foreningens oprettelse og indtil 1945; med andre ord den periode hvor truslen om en revanchistisk grænserevision kunne gøre sig gældende fra tysk side. Truslen om en grænserevision var ganske tydeligt en vigtig motivation for mange dansksindede veteraner til at indmelde sig i DSK.22
Et andet forhold ved DSK var, at selv om medlemmerne havde været tyske statsborgere og soldater i den tyske hær, så prøvede de at distancere sig fra dette faktum. I efterkrigstidens mindehøjtideligheder deltog sønderjyske krigsdeltagere og senere også DSK'ere på allieret side.23 Også i mindekulturen findes denne regionale distancering til den tyske hærs symboler, som fx den karakteristiske tyske stålhjelm. Marselisborg monumentet fra 1934, er således heller ikke et monument for alle Sønderjyllands faldne, men kun for de dansksindede blandt de faldne, samt for danske i allieret krigstjeneste. På monumentet ses da også kun relieffer af allierede soldater med engelske stålhjelme, og ingen soldater i tysk uniform.24
Foruden denne forskydning var det også en grundfortælling i både regionen og i DSK, at de dansksindedes krigsindsats, samt tab og afsavn, hang sammen med genforeningen i 1920. Hovedlinien i denne myte gik ud på, at siden sønderjyderne så pligtopfyldende havde tjent den tyske hær og stat, og havde lidt så meget derunder, så havde sønderjyderne nu en moralsk ret til hjemføringen til moderlandet Danmark. Deres lidelser var en slags løsepenge for genforeningen.25 På DSK's stiftende generalforsamling anførtes også, at selve DSK's stiftelse, samt et register over alle dansksindede krigsveteraner, kunne bruges som modargument over for tyske revanchistiske ønsker om en grænserevision, idet man derved kunne vise man havde gjort sin pligt over for Tyskland.26
De dansksindede veteraner omfortolkede således deres egen krigsindsats ind i en dansk historisk tradition og væk fra dens tyske kontekst. Derved blev deres dyrkelse af fortiden i den tyske hær gjort mere acceptabel.
DSK's sene oprettelse
Der gives ikke een forklaring på DSK's sene oprettelse, men der kan angives en række faktorer der kan forklare, dels hvorfor DSK ikke blev oprettet kort før krigen, dels hvorfor at det blev i netop 1936 det skete, samt ikke mindst hvorfor DSK ikke blev en helt traditionel veteranforening.
To faktorer synes gældende for, hvorfor DSK først blev oprettet så sent efter krigen. Dels havde de dansksindede et historisk belastet forhold til de tyske veteranforeninger, og dels havde de som krigsveteraner temmelig ambivalente følelser overfor deres egen krigstjeneste.
For mange dansksindede sønderjyder i Tyskland, var tiden 1864 til 1920, ofte præget af en ideologisk sindelagskamp hvori symboler kunne havde stor betydning. Hvis de dansksindede aviser ”glemte” at nævne en kejserlig fødselsdag, blev det af de tyske myndigheder opfattet som en bevidst provokation og udtryk for dansk separatisme.27 Ligeledes opfattede mange dansksindede det som en provokation og et angreb på deres dansksindede kultur, når fx de tyske veteranforeninger udsmykkede byerne og gik i faneoptog for at fejre nationale festdage som kejserens fødselsdag.28
Nok netop fordi de tyske veteranforeninger som før angivet, havde folkelig bredde samt udpræget nationalt ideologisk indhold, blev disse foreninger anset for at være ærke‐tyske institutioner med klare militaristiske forbindelser, og derfor opfattet negativt af de dansksindede, allerede før 1. Verdenskrig. Korrespondance til og fra embedsmænd omkring den tyske Oberpräsident der Provins Schleswig‐Holstein, viser hvorledes man ved planlægningen af et større veteranstævne i Gråsten i 1913 var bevidst om, at det ville blive opfattet politisk af de dansksindede, samt at man kunne forvente moddemonstrationer.29
Men det var ikke kun opfattelsen af veteranforeninger som et tysk fænomen, der afholdt de dansksindede veteraner fra at lave en mere traditionel veteranforening. Der var også en ideologisk national ambivalens i forhold til mindet om krigen. De dansksindede veteraners selvopfattelse i DSK efter krigen, kan i grove træk opsummeres til, at de anså sig selv som ufrivillige ofre, der var blevet tvunget ind i en krig de ikke følte for, i en hær og en stat de ikke rigtig anså for deres. Med grænserevisionen i 1920 blev de også statsborgere i en anden stat end den de kæmpede for i 1914‐1918. Det må have kunne virket suspekt at oprette en veteranforening, der jo per princip har en funktion som erindringsfællesskab af ofte positivt og nostalgisk art, når det der skulle mindes var noget, der i eftertiden ansås som en ond tid.
Selve minderne kunne også have ubehagelig traumatisk karakter. De dansksindede i de 84. og 86. Infanteri Regimenter var blevet indsat på mange af vestfrontens hårdeste frontafsnit som Verdun og Somme.30 Men samtidig må det heller ikke glemmes, at for mange havde krigen været den store livsoplevelse, der på godt og ondt havde hævet dem ud over deres måske jævne og meget lokalt og socialt begrænsede miljø, til nye og fremmedartede miljøer, i et fællesskab der normativt adskilte sig radikalt fra deres dagligdag. Krigen indebar rædsler, men også eventyr, og var derfor en nærmest uendelig kilde til samtaleemner. Særlig kammeratskabet var den helt store positive oplevelse for mange af veteranerne, hvilket blev fremhævet gang på gang i foreningens taler og skrifter.
Der var altså stærke negative følelser rettet imod veteranforeninger som princip, og imod den tyske hær i særdeleshed. For nogle var selve minderne også så ubehagelige, at de ikke ønskede at genkalde dem. Men samtidig må der blandt de dansksindede veteraner havde været en enorm lyst til at deltage i organiseret veteranarbejde. De ganske vist retrospektive kilder i DSK arkivalierne, angiver hvor meget krigen fyldte i efterkrigstidens samtaler, men viser også hvorledes folk og familie uden fronterfaring, til tider kunne blive afvisende af at høre så meget om veteranernes krigsindsats.31 DSK's eksplosive vækst og meget høje organiseringsandel kort efter dens oprettelse, er nok det bedste tegn på hvor stort behovet var blandt veteranerne for at have deres eget forum.
Det nye trusselsbillede
Men når nu de dansksindede havde så ambivalente følelser over for organiseret veteranarbejde, hvorfor blev DSK så alligevel oprettet, og hvorfor netop i 1936?
Den vigtigste faktor synes her at være en frygt for, at Tysklands revanchistiske politik skulle resultere i en ny grænserevision. Den tyske revanchistiske grænsepolitik var ikke noget nyt fænomen og havde stået på siden krigens afslutning Men forskellen mellem 1936 og tiden før, kan opsummeres med, at først i 1936 havde Tyskland både viljen og evnen til at gennemføre sin revanchistiske politik. Den tyske indmarch i Rhinlandet den 7. marts 1936 var en klar demonstration af Tysklands vilje til at gennemføre sin grænsepolitik og samtidig overtræde både Versaillestraktaten og Locarno‐aftalen fra 1925. Trusselsbilledet blev skærpet endnu mere af, at ingen af de allierede stormagter, der ellers skulle garantere disse aftaler, greb ind over for Tyskland. Ikke alene den danske regering, men også mange sønderjyder anså denne udvikling i 1936 som en konkret trussel om en grænserevision, da dette var en vigtig del af den revanchistiske politiks krav. DSK's grundlæggelse, dets arkivalier som hovedforeningens forhandlingsprotokoller og foreningens vedtægter, afspejler da også til fulde dette trusselsbillede.
Også de indre, mere ideologisk betonede trusler spillede ind. Her tænkes på det nazificerede tyske og hjemmetyske veteranmiljø. De stiftende DSK'ere mente, at der var en konkret fare for at dansksindede veteraner kunne glide ind i en nazistisk ideologi med dertil hørende pan‐germanske idéer, der betonede racemæssige og politiske samhørighedsforhold frem for nationale grænser. Dette kunne måske medføre en svækkelse af de dansksindedes vilje til at bekæmpe en grænserevision. Oprettelsen af DSK var derfor både en reaktion imod de nazificerede veteranforeninger og et ideologisk alternativ til dem.
Konklusion
DSK'ernes historisk betingede modvilje mod de tyske veteranforeninger og deres ambivalente følelser forbundet med minderne om tjenesten i den tyske hær, forhindrede dem i at stifte en traditionel veteranorganisation. Først da de fusionerede traditionel veteranaktivitet med en udpræget national‐patriotisk ideologi som grænseværn, samt omfortolkede deres fortid i den tyske hær i et dansk perspektiv ved at sammenkæde den med genforeningen i 1920, kunne de som samlet gruppe indgå i det formaliserede veteranarbejde som de også ønskede.
Der skulle dog også være et konkret trusselsbillede rettet mod regionen før end DSK kunne blive en realitet. Den tyske revanchistiske grænsepolitik var således både med til at igangsætte foreningen, samt udforme foreningens selvforståelse som et nationalt mobiliserende grænseværn.
DSK's oprettelse i 1936 var ikke en historisk determineret begivenhed, men et udtryk for, at indre og ydre trusler, tilsammen kunne overvinde de dansksindede krigsveteraners ambivalente følelser over for deres fortid og deres reservation overfor at indgå i en formel veteranforening.
Forkortelser
DSK: Foreningen af Dansksindede Sønderjydske Krigsdeltagere 1914‐1918
LAS: Landsarkivet for Sønderjylland, Aabenrå
LSH: Landesarchiv Schleswig‐Holstein, Slesvig
Kilder
LAS, foreningsarkiv, D.S.K. Hovedforeningen og afd. i Haderslev vesteramt, Halk, Hoptrup med flere, nr. 53
LSH abt. 301/1671
LSH abt. 301/3576
Litteratur
Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen: ”Sønderjyderne og den store krig 1914 – 1918”, Historisk Samfund for Sønderjylland, nr. 96, 2006.
Niall Barr, 2005: The Lion and the Poppy: British Veterans, Politics, and Society, 1921‐1939, Greenwood Publishing Group, 2005.
Claus Bundgård Christensen: I Krig for Kejseren – Danskere på Vestfronten 1914‐1918, under udgivelse (2009).
James M. Diehl: Paramilitary Politics in Weimar Germany, Indiana University Press, 1977.
C. J. Elliott: “The Kriegervereine and the Weimar Republic”, Journal of Contemporary History, Vol. 10, Nr. 1. 1975, pp. 109‐129.
Jørgen Kühl & Jens Ødegaard, 1990: ”Dansksindede sønderjydske krigsdeltagere og faldne i første verdenskrig.”, Sønderjydske Årbøger.
Daniel Nilsson, Nielsen, Conni Schou ogSørensen, Peter Hornshøj: D.S.K. ‐ Foreningen af dansksindede sønderjyske krigsdeltagere 1914‐1918 ‐ En undersøgelse af foreningens stiftelse og ritual brug, 2008, RUC.
Anton Nissen (red.): D.S.K. Årbog 1972, Heimdals bogtrykkeri, Åbenrå, 1972.
Thomas Rohkrämer,: ”Der Militarismus der 'kleinen Leute' : die Kriegervereine im Deutschen Kaiserreich” R. Oldenbourg Verlag, 1990.
US. Army (AEF, GS, G‐2), 1989 (1919): ”Histories of Two Hundred and Fifty‐One Divisions of the German Army Which Participated in the War (1914‐1918)” London Stamp Exchange LTD.
Harm‐Peer Zimmermann: Der feste Wall gegen die rote Flut ‐ Kriegervereine in Schleswig‐Holstein 1864‐1914, Karl Wachholtz Verlag, 1989.
Fodnoter
1 Jørgen Kühl & Jens Ødegaard: ”Dansksindede sønderjydske krigsdeltagere og faldne i første verdenskrig.”, Sønderjydske Årbøger, 1990.
2 Futtrup i Inge Adriansen og Hans Schultz Hansen: ”Sønderjyderne og den store krig 1914 – 1918”, Historisk Samfund for Sønderjylland, nr. 96, 2006, p. 269
3 Claus Bundgård Christensen: I Krig for Kejseren – Danskere på Vestfronten 1914‐1918, under udgivelse (2009) US. Army (AEF, GS, G‐2), 1989 (1919): Histories of Two Hundred and Fifty‐One Divisions of the German Army Which Participated in the War (1914‐1918) London Stamp Exchange LTD, p.287.
4 Niall Barr, 2005: The Lion and the Poppy: British Veterans, Politics, and Society, 1921‐1939, Greenwood Publishing Group, 2005, pp.26ff.
5 James M. Diehl: Paramilitary Politics in Weimar Germany, Indiana University Press, 1977, p. 97; C. J. Elliott: “The Kriegervereine and the Weimar Republic”, Journal of Contemporary History, Vol. 10, Nr. 1. 1975, p.118.
6 Daniel Nilsson, Nielsen, Conni Schou og Sørensen, Peter Hornshøj: D.S.K. ‐ Foreningen af dansksindede sønderjyske krigsdeltagere 1914‐1918 ‐ En undersøgelse af foreningens stiftelse og ritual brug, 2008, RUC.
7 Elliot op.cit.,p.109.
8 Thomas Rohkrämer,: ”Der Militarismus der 'kleinen Leute' : die Kriegervereine im Deutschen Kaiserreich” R. Oldenbourg Verlag, 1990, p.27.
9 Ibid.
10 Elliot op.cit.,p.109f.
11 Rohkrämer op.cit., p.271.
12 Zimmermann op.cit., p.325.
13 Se fx. LAS 53/1 og LAS 53/32.
14 Anton Nissen (red.): D.S.K. Årbog 1972, Heimdals bogtrykkeri, Åbenrå, 1972. Se også acc. 108 for en kopi af en internt cirkuleret historie om DSK's stiftelse, originalen formodentlig nedskrevet før 1948.
15 Rasmussen i Adriansen op.cit., p.221f.
16 Futtrup i Adriansen op.cit., p. 283 og Elliot, op.cit.,p.110.
17 LAS‐53/29 og LAS, 53/30.
18 LAS‐53/29.
19 Hansen i Adriansen op.cit., pp.333‐354.
20 LAS 53/1, og Hansen i Adriansen op.cit., p.336ff.
21 Hansen i Adriansen, op.cit., p.338.
22 Se LAS 53/1.
23 Se LAS 53/1.
24 Adriansen i Adriansen op.cit., p.289ff.
25 Se Hansen i Adriansen op.cit., p:334, 337, samt acc 113 , og LAS 53/1.
26 LAS 53/1.
27 LSH, abt. 301/1671.
28 Zimmermann op.cit., p.377ff og 438ff.
29 LSH abt. 301/3576.
30 Christensen op.cit.
31 Se også Hansen i Adriansen op.cit., p.334.
