Log ind

Nogle spredte Bemærkninger om Krigsforbrug og Krigserstatning med særligt Henblik paa Ammunitionen

#

Den nuværende Krig har tilfulde vist Nødvendigheden af et meget intenst Samarbejde mellem Hæren og den civile Industri. Det enorme Forbrug af Materiel af enhver Art gør det nødvendigt, at store Kræfter sættes i Bevægelse, for at det bestaaende Materiel kan blive forøget og fornyet. I ganske særlig Grad gælder dette Ammunitionen.

Man havde vel nok overalt ventet sig, at Ammunitionsforbruget i en kommende Krig vilde blive stort, men kun faa havde drømt, at saa store Mængder af Ammunition vilde blive udkrævet, som der faktisk er blevet brugt.

Nogle spredte Oplysninger fra Krigen illustrerer bedst, hvilket Omfang Annnunitionsforbruget har taget.

Under to Ugers Kampe ved Neuve Cliapel brugte Englænderne lige saa meget Ammunition som i Boerkrigen.

Ved nogle engelske Batterier varierede i Slaget ved Marne det daglige Forbrug mellem 600 og 1000 Skud, altsaa mellem 100 og 167 Skud pr. Piece pr. Kampdag.

I Kampene ved Nieuport og Ostende den 23. Oktober 1914 skød et Batteri paa 6 Kanoner 1800 Skud, altsaa 300 Skud pr. Piece.

I Marneslaget September 1914 brugte det franske Artilleri 1,200,000 Skud og heraf ved nogle Armékorps 600 Skud pr. Piece. En enkelt Front paa 7,5 km skal under Marneslaget i Løbet af 24 Timer være blevet overøst med ialt 100,000 Skud, altsaa 13,3 Skud pr. løbende Meter. Regner man med en saa høj Koncentration som 1 Kanon for hver 30 løbende Meter, saaledes som Forholdet skal have været under det store Gennembrudsforsøg i Sept. 1915, bliver Skudantallet pr. Piece ca. 400, men har antagelig været større. Det lyder derfor ikke utroligt, at de franske Forraad af Ammunition specielt til den 75 mm Feltkanon i September 1914 har været meget nær ved at udtømmes.

Selv ved det svære Artilleri, til hvilket Franskmændene dog ved Krigens Begyndelse skal have raadet over 2000 Skud pr. Piece, skal Ammunitionsmanglen have gjort sig gældende paa et ret tidligt Stadium.

Det franske Communiqué af 17. Juni 1915 meddeler, at Franskmændene Nord for Arras i Løbet af 24 Timer overøste de tyske Skyttegrave og Forskansninger med 300,000 Projektiler, hvilket er omtrent lige saa meget, som hele det tyske Feltartilleri brugte i Krigen 1870—71. Vægten af disse 300,000 Projektiler var ca. 45001. Disse fire og tyve Timers Bombardement kostede Franskmændene 9,3 Mili. Francs. Desværre er Antallet paa de Piecer, som deltog i denne Kamp, endnu ikke kendt.

Franskmandenes og Englændernes store Gennembrudsforsøg i September 1915 forberedtes gennem en Trommeild“ fra 5000 Piecer. Ilden blev afgivet i Lobet af 50 til 70 Timer, og i Løbet af dette Tidsrum skal der være udskudt mere end 6,000,000 Skud. Trods sin uhyre Størrelse er delte Tal ingenlunde usandsynligt, idet det pr. Kanon giver et Døgnforbrug af 100 til 600 Skud.

Den Mængde let og middelsvær Ammunition, der blev brugt af de britiske Hære paa Vestfronten i den sidste Uge af Juni 1916, var større end den Mængde, som produceredes i hele England i Løbet af Krigens første elleve Maaneder.

Ligesom det er hændt for Franskmændene i Marne- slaget, saaledes skal Tyskerne i Krigens Løb paa enkelte Dage have udskudt 100,000 Projektiler paa en Front af ca. 8 km, d. v. s. mindst ca. 375 Skud pr. Piece. Ved Kampene i Galizien skal Forbruget endog have været større.
De fire Timers Artilleriforberedelse ved Dunajec Maj 1915 skal have kostet Østrigerne, der førte ca. 1500 Piecer i Ilden, 700,000 Artilleriprojektiler, altsaa ca. 467 Skud pr. Piece.

Et udmærket Billede af, hvilke enorme Tal det drejer sig om, naar Talen er om Ammunition, faar man gennem en Tale, der ifølge Streffleurs Militarblatl skal være holdt af den østrigske Krigsminister Krobatin. Denne skal blandt andet have ytret, at det var umuligt at fastslaa Mængden af forbrugt Ammunition, men at det foreløbig maatte være tilstrækkeligt, at der af den øslrig-ungarske Hær indtil den 17. Maaned af Krigen inklusive var blevet brugt ca. 15 Milliarder Infanteripatroner, og at der var afgivet 12 Millioner Skud af Piecer af forskelligt Kaliber.

Af disse Tal er unægtelig Infanteripatronernes Antal det mest paafaldende. Er det rigtigt, og derom tør man efter Kildens Autoritet at dømme vel næppe tvivle, skulde der af den østrig-ungarske Hær pr. Dag være brugt lige saa meget Infanteriammunition, som det tyske Infanteri brugte i Krigen 1870—71. Antagelig falder dog en meget stor Del af Forbruget paa Maskingeværerne.

Til Sammenligning med de her fremsatte Tal kan del have sin Interesse al se nogle Eksempler paa Ammunitionsforbruget i tidligere Krige. I Artilleristische Monatsliefte 1915 II Side 148 findes blandt andet en Oversigt over Ammunitionsforbruget pr. Piece i en Del Slag i nogle af det sidste Aarhnndredes Krige. Oversigten ser med en enkelt Tilføjelse saaledes ud:

De her opførte Tal angiver Gennemsnittet — beregnet paa Artilleriets samlede Styrke. Tager man kun Hensyn til de Batterier, som har været delagtige i Kampen, stiger Gennemsnitstallene ved det franske Artilleri i 1870 lil 123 Skud pr. Piece og Dag ved Vionvillc og til 133 i Slaget ved St. Privat.

Det største Ammunitionsforbrug paa tysk Side i Krigen 1870—71 er i Slaget ved Vionville, hvor et tungt Batteri udskød 154 Skud pr. Piece, lo lette hvert 174 Skud pr. Piece og et ridende 194 Skud pr. Piece.

Tyskerne afgav ialt under hele Krigen ca. 817,000 Skud, hvoraf de 479,000 imod de franske Fæstninger og Resten ca. 338,000 i aabne Feltslag.
I den russisk-tyrkiske Krig 1877—78 var det højeste Gennemsnitsskudanlal pr. Piece 180 Skud, altsaa noget nær det samme som paa tysk Side ved Vionville.

I Boerkrigen var Annnunitionsforbruget ikke særlig stort. Kun rent undtagelsesvis har enkelte Kanoner afgivet el forholdsvis stort Skudantal. Ved Spionkop skød en enkelt 75 mm Kanon paa Boernes Side 454 Skud.
Annnunitionsforbruget i den russisk-japanske Ivrig var ret betydelig i Sammenligning med tidligere Krige. Særlig paa russisk Side var Forbruget stort.

Det

Det, der først maalte gøres, var Tilvejebringelsen af de fornødne Raamaterialer og Omdannelsen af alle større Fabriker, saaledes at de kunde fremstille Krigsmaleriel. De vigtigste Raastoffer, Staal og Raajærn, Kul
o. s. v., maatte tilvejebringes fra de forenede Fristater eller fra England. Senere kunde man, efterhaanden som Hoj- og Martinovnene blev sal i Gang, indskrænke Bestillingerne i Udlandet, særlig paa Raajærn, ja, det har endog været Frankrig muligt at sende Malm fra de rige Ikematitjærnstenslejer i Algier til England.

Det var, som det vil fremgaa heraf, et meget betydeligt og betydningsfuldt Arbejde, som blev lagt paa den civile Ammunitionsminister Albert Thomas Skuldre.

Forvandlingen af de civile Virksomheder til Krigsfabrikker skete ved Samvirke mellem Krigsministeriet og Lederne af Privatindustrien. Der opstod nye, store industrielle Foretagender, Værktøjet til disse kom i meget væsentlig Grad fra de forenede Fristater.

I Øjeblikket er der antagelig beskæftiget over
1,200,000 Arbejdere i disse Virksomheder. Heraf er ca. 1/4 Kvinder.
I 1915 blev 05,000 Granater færdige om Dagen. Af disse var dog kun ca. 1000 til Skyts af sværere Kaliber grundet paa, at del nødvendige Værktøj kun var til Stede i ringe Mængde. Pifter et halvt Aars Forløb var dette Tal vokset til over 90,000. hvoraf 10,000 til sværere Kalibre. Med Aaret 1910 blev disse Tal betydelig større, men Hensynet lil Censuren forbyder nøjagtig Talangivelse. Man er dog i Stand til al danne sig et Skøn over de nuværende Forhold: I Sammenligning med August 1911 bliver der nu fremstillet 40 Gange saa mange 75 nun Projektiler og 90 Gange saa mange sværere Projektiler. Antallet paa fremstillede Feltkanoner er steget til det 30-dobbelle, paa svært Skyts med det 21-dobbelte. Geværfabrikationen er steget til det 30-dobbelle, Maskingeværfabrikationen til det 17-dobbelte, Krudlfabrikationen til det 7-dobbelte og Spræng- sloffremstillingen er blevet 30-doblet.

De franske Fabriker formaar nu ogsaa at forsyne en Del af de andre Allieredes Hære. Saaledes har Frankrig forsynet Rusland, Rumænien, Italien, Ilelgien og Portugal med Krigsmateriel.

Frankrigs betydelige Kraftudfoldelse bar gjort det muligt for England ogsaa at forøge sin Produktion, selv om del lil al begynde med ikke er gaaet saa burligt; thi i England var saa godt som intet forberedt. Nu er ogsaa den engelske Industri indrettet med Krigsleverancerne for Øje, og dens Ydeevne overstiger utvivlsomt den franske Industris.

Det var navnlig Manglen paa faguddannede Arbejdere og Manglen paa de til Ammunitionsfremstillingen nødvendige Maskiner, der ved Krigens Begyndelse gjorde sig stærkest gældende i England. Man kendte ikke i fornøden Grad de talrige Operationer, hvoraf Ainmunilionsfremstillingen bestaar, og man var ikke vant lil at arbejde med den Akkuratesse, som er nødvendig ved denne Art Fabrikation.

Ikke desto mindre lykkedes det at udnytte den civile Industri paa den Maa.de, at selv smaa Maskinværksteder blev indrettet til Fremstilling af Granater eller i alt Fald til at udføre den ene eller anden af de talrige Operationer, af hvilke den stærkt sammensalte Fabrikation bestaar. Imidlertid har der ved denne Fremstillings maade vist sig den Ulempe, at Emnerne ofte maatte transporteres store Strækninger for at komme fra det ene Værksted til det næste, og der skal have været Tilfælde, hvor Granater har maattet transporteres flere km for at gennemgaa alle Processer, medens man i en velordnet Fabrik kun behøver en Transport paa 200-300 m.

Englænderne er derfor efterhaanden gaaet over til af anlægge meget store Fabrikker, i hvilke Transporten er bragt ned lil et Minimum, og i hvilke Organisationen og Udstyrelsen med Maskiner er en saadan, at man kan
0pnaa den størst mulige Produktionsevne med det mindst mulige Antal militærpligtige Arbejdere. Kvindelig Arbejdsdskraft benyttes, hvor det er muligt. Det er navnlig ved den maskinmæssige Behandling af Projektiler af de smaa Kalibre, at Kvinderne finder Anvendelse. Endvidere er Kvinderne med fordel anvendt til alt lettere Arbejde, som f. eks. Kontrol af færdige Projektiler. Til Presning af Projektil bosserne eller den maskinmæssige Behandling af sværere Projektiler benytter Englænderne som Regel faguddannede Arbejdere.

Det Opsving, som den engelske Ammunitions- og Vaabenindustri har laget under Krigen fremgaar tydeligt af en Redegørelse i „The illustrated London nevvs" for 20. Januar 1917. Tilvæksten skal ifølge denne Redegørelse. naar Produktionen pr. Uge i Slutningen af Juni 1915 sættes lig 1, være følgende:
For Ammunition til 18 Punds Kanoner: ugentlig i Tidsrummet 1. Juli 1915 til 30. Juni 1916:

For hver Ton Sprængstof, der anvendtes i September 1914, blev der i Juli 1915 brugt 350 t og i Juli 1910 mellem 11,000 og 12,000 t.

Det siger sig selv, at et af de Problemer, som i alle de krigsførende Lande og da navnlig hos Centralmagterne volder den største Vanskelighed er Sikringen afdenødvendige Materialers Tilstedeværelse.

I Erkendelse heraf oprettede det lyske Krigsministerium den 13. August 19M en Raastofafdeling, hvis Organisation og Arbejdsomraade kortelig er fremstillet i Norsk Artilleritidsskrift 1910, Side 38. Omend en fuldstændig Gengivelse af del norske Tidsskrifts Oplysninger vil føre noget uden for nærværende Artikels Ramme, har det formentlig nøgen Interesse i denne Sammenhæng at se, hvilket stort Maskineri der i Virkeligheden skal sættes i Gang for at faa et effektivt Samvirke mellem den civile Industri og Handel og de militære Myndigheder paa delle enkelte Omrande, og den nævnte Artikel er derfor saa godt som uforandret gengivet i del efterfølgende med petit trykte.

Krigsraaslofafdelingen har til Opgave at skaffe Oplysninger om Landets Beholdninger af Baastoffer og at fordele dem efter Behovet. Ved Beslaglæggelser og Rekvisitioner har den Myndighed til at disponere over Baaslofferne og stille dem til Landsforsvarets Raadighed. Staten maa lit en vis Grad selv optræde som umiddelbar Forbruger af Baastoffer; men man foretrækker at fordele dem paa en saglig og omsorgsfuld Maade til den store Privatindustri, som arbejder for Hæren.

Krigsraastofafdelingens Opgaver er nærmere præciseret folgende:

1. Størst mulig Indskrænkning af Fredsbehovet og Henvisning til Surrogater.

2. Genvinding af brugte Materialer.

3. Prøver med og Anvendelse af Surrogater, Udnyttelse af Biprodukter.

4. Fremstilling af kunstige Baastoffer under Udnyttelse af de nyeste tekniske og kemiske Opfindelser.

5. Oprettelse af og i fornødent Fald financiel Understøttelse af nye Fabrikker og Udvidelse af besinnende Anlæg.

6. Paalæggelse af den Forpligtelse paa de interesserede ikke at drive Handel med Baastoffer og kun at forarbejde dem til eget Brug.

7. Befordring af alle Indforselsmuligheder.

8. Optælling, Transport og Fordeling af Stoffer, som findes i besat fjendtligt Land, hvorved man opnaar en Forøgelse af de hjemlige Beholdninger.
Fordelingen foretages efter de foreliggende Behov af Han-forvaltningen under Hensyn til, hvilke Kvaliteter der er Brug for ved de forskellige Virksomheder. Værdiansættelsen af beslaglagt og rekvireret Gods udføres efter de gældende Markedspriser. Man vogter sig for al sætte Priserne for lavt for ikke at vanskeliggøre Indførslen. For visse Raastoffer fastsættes en Maksimalpris.

Der er endvidere oprellet Organisationer med det specielle Fdrmaal at fore Varer fra det besatle Fjendeland til Hjemlandet, samle dem paa passende Steder, fordele dem og holde Regnskab med dem.

Raastofafdelingen deles i Underafdelinger for Administrationen af de enkelte Baastoffer. Disse Underafdelinger danner saa at sige hele Systemets Hoved.

Da der næredes Betænkeligheder ved, at Slalen skulde overtage alle Baastoffer, som tiltrængtes, blev de nødvendige Underorganisationer dannet paa privat Grundlag. Til delte Formaal ansaa man Aktieselskaber for særlig egnede. Selskaberne blev stillet under Inspektion af særlige Baad, beslaaende af Statsembedsmænd, der har Vetoret; men iovrigt er Selskaberne organiserede paa el ganske almindeligt Grundlag. Overskudet bliver anvendt lil Selskabets Bedste. Naar flere mindre Selskaber slaar sig sammen til en storre industriel Organisation, træder en Afregningskommission i Aktieselskabernes Sted, og denne staar da atter under el Inspektionsudvalg.

Disse Raastofselskabers Arbejdsomraade er væsentlig Overtagelse af alle Raastofinængder fra Indlandet og besatte Lande, Betaling af Rekvisitionsregninger, Komplettering af Forraadene fra det neutrale Udland, Fordeling af Raastof- ferne, Afgivelse af Betænkninger om Indkøbspriser paa rekvirerede Varer og Salgspriser, hvorved muligt Overskud ved senere Oplosning af Selskabet lilgodeskrives dette RI senere Anvendelse i almennyttige Ojemed. Uafhængig af disse Raastofselskaber og ligestillet med dem findes der desuden nogle Vurderings- og Fordelingskommissioner, som udover en mæglcnde Virksomhed mellem Interessenterne.

Vurderingskommissionen skal fastsætte Priser paa beslaglagte Beholdninger svarende til de lyske Markedspriser. Fordelingskommissionen skal fordele Baaslofferne lit de enkelle Fabrikanter. Beslaglæggelsen og Transporten af de Forraad. som findes i fjendtligt Land paahviler Raastofforvaltningskontoret i Briissel og Forvaltningsmyndighederne i Troppeomraaderne.
Nedenstaaende Oversigt fremstiller skematisk Inddelingen af Krigsministeriets Krigsforraadsforvaltning.

Af det foregaaende fremgaar det med al ønskelig Tydelighed, at et lille, kun i ringe Grad industridrivende Land, der tilmed kun har let forholdsvis ringe Kanonantal pr. Gevær, allerede i Fredstid måtte ligge inde med endog meget betydelige Forraad af Ammunition. Et saadant Land bør formentlig ikke tage i Betænkning at anlægge det af General Langlois fremsatte Synspunkt, 3000 Patroner pr. Feltkanon, selv om en saadan Ammunitionsforsynings 'bilvejeskaffelse og Vedligeholdelse vil koste mange Penge, kræve talrige og gode Magasiner og et meget betydeligt Arbejde. Men det samme lille Land tør, hvor ringe dets Industri og dels naturlige Forsyning med Raamateriialer end er, ikke se bort fra, at Hæren under Krigsforhold dog nok kan drage nogen Nytte af de civile Virksomheders IIjælp. Imidlertid maa det erindres, at der næppe vil blive levnet megen Tid til Organisationen af et effektivt Samarbejde, naar der først er mobiliseret, det gælder derfor om allerede i Fredstid at skabe den nødvendige Forbindelse mellem Hæren og den civile Industri og Handel.

De Opgaver, Staten i den Anledning kan blive stillet overfor, skal kortelig omtales i det følgende:

Det første, man maa gøre sig klart, er/ at Civilindu- dustricn ganske i Almindelighed ikke sidder inde med den fornødne Erfaring paa de specielle Omvander, paa hvilke den vil komme til at arbejde for Hæren. Helses naturligvis bort fra de enkelte Fabrikker, der allerede i Fredstid giver sig af med Fremstilling af visse Arter af Krigsmateriel, og som Hæren nødvendigvis i sin egen Interesse bør holde Forbindelse med og bør støtte paa enhver tænkelig Maade.

1) Hæren maa derfor paja en eller anden Maade sørge for, at de civile Virksomheder, der under Krigsforhold tænkes anvendt, allerede i Fredstid bliver underrettede om, hvilke Opgaver de under en Mobilisering og paafølgende Krigsperiode vil blive stillet over for.

2) Lige saa vigtigt som det er, at Civilindustrien allerede under Fredsforhold bliver fortrolig med disse Opgaver, lige saa vigitgt er'det, at Hæren nøje ved, hvad den tør vente sig af Civilindustriens Hjælp, lige som deL er af stor Betydning, at der foreligger grundigt udarbejdede Planer for, hvad hver enkelt Fabrik skal tage fat paa af Arbejde umiddelbart efter Mobilisering.

3) En betydningsfuld Opgave bliver ogsaa Ordningen
af de personelle Forhold ved de Fabrikker, som: tænkes benyttede af Staten, idet de Arbejdere og Arbejdsledere, som skal deltage i Fremstillingen af Krigsmateriel maa fritages for Indkaldelse til deres Afdelinger i ethvert Tilfælde saa længe, indtil der bliver Tid til Uddannelse af det fornødne ikke værnepligtige Erstatningspersonale f. Eks. Kvinder. ,

4) Det vanskeligste Problem ved den foreliggende Sag er imidlertid Tilvejebringelsen af de fornødne Raamaterialer. Særlig svært bliver del at overvinde de Vanskeligheder, som denne Opggve kan volde i et Land, der ikke af Naturen er forsynet med de Kilder, hvorfra Raastofferne skal tilvejebringes. Staten maa derfor til enhver Tid være kendt med, hvad, der findes af Materialer rundt om paa Fabrikker og Lagre i Landet, og den maa, dersom der viser sig følelige Mangler paa visse Sorter af Materialer, saa vidt muligt allerede i Fredstid sørge for, at der tilvejebringes rigelige Mobiliseringsbeholdninger, der da ved Mobilisering eller allerede i Fredstid fordeles til de Virksomheder, ved hvilke de skal bearbejdes.

5) Staten maa ligeledes med Interesse følge og støtte enhver Bestræbelse, som gaar ud paa, at oprette nye Foretagender, som paa en eller anden Maade kan komme Hæren til Gavn under Krigsforhold. Her tænkes først og fremmest paa Vaaben- eller Ammunitionsfabrikker, men naturligvis bør ogsaa andre Foretagender, der paa nogen Maade kan komme til Nytte, støttes.

6) Endelig kan det Tilfælde tænkes, at Staten inden for sit Omraade ikke har visse Virksomheder, som har indgribende Betydning for Krigens Førelse, eller at saa- danne Virksomheder ligger i Omraader af Landet, som vil være udsat for Besættelse af Fjenden under en Krig. Dette kan give Anledning til, at der i Fredstid projekteres nye Anlæg, der efter Krigens Udbrud paabegyndes inden for befæstede Omraader, ligesom en Evakuering af bestaaende men udsatte Fabrikker maa forberedes.

7) Staten kan endvidere under Samarbejde med den civile Industri eller videnskabelige Institutioner blive stillet overfor den Opgave at søge fremstillet Surrogatsloffer, der i det Tilfælde, at visse Materialer slipper op, kan benyttes i disses Sted.

Betingelsen for en betryggende Løsning af det overordentlig vigtige Problem er, at der oprettes en Institution, der udelukkende beskæftiger sig med dette Spørgsmaal, og som systematisk behandler enhver af de nævnte Opgaver med tilhørende Biopgaver for sig. Den paagældende Institution maa raade over Personale fra de forskellige Myndigheder, som kan tænkes at have Interesse af Samarbejdet mellem Staten og Civilindustrien.