I denne artikel, der er gengivet fra det svenske Kungliga Krigsvetenskaps Akademiens Handlingar och Tidsskrift, nr. 1/1972, redegør kommenddrkapten av 1, gr. Christer Fredholm for den maritime udvikling i forholdet mellem Vest og Øst og specielt dennes indflydelse på den strategiske situation i Norden. Forfatteren konkluderer, at de konstaterede udviklingstendenser kan medføre, at den sikkerheds- og militærpolitiske situation i Norden i de kommende år radikalt vil kunne blive ændret.
For godt et år siden påpegede den daværende norske forsvarsminister, Hellesen, i en rapport til Stortinget, at den sovjetiske militære aktivitet nær de norske farvande og det norske luftrum var blevet væsentligt øget. Af rapporten fremgik videre, at antallet af enheder i den sovjetiske ishavsflåde var blevet kraftigt øget og deres kampværdi væsentligt forbedret. De hyppige fly- og amfibieøvelser gav grund til at formode, at sovjetiske amfibiestyrker kunne indsættes i overraskende angrebsopgaver med meget kort varsel. De norske advarsler fremførtes ved NATO-mødet i Bruxelles i december 1970. Bl. a. understregedes at forøgelsen af den kernevåbenbærende sovjetiske ubådsflåde, som hovedsagelig er baseret i Murmanskområdet, automatisk har øget betydningen af det sårbare og tyndt befolkede Nordnorge. Disse udtalelser har givet anledning til en omfattende sikkerhedspolitisk debat i Norge og i andre vesteuropæiske lande. Det er blevet understreget, at udviklingen i havområderne omkring Norge kan blive et af hovedspørgsmålene i norsk sikkerhedspolitik i 1970’eme. Også den siddende socialdemokratiske regering, med statsminister Bratteli og forsvarsminister Fostervoll i spidsen, har udtrykt uro for »den kolossale oprustning på NATOs nordflanke«. I den seneste tid har man dog fra norsk side søgt at neddæmpe disse farer noget. Den netop afløste chef for NATOs nordkommando, general Walker, har gentagne gange advaret mod at underkende problemerne på NATOs nordflanke. General Walker har fremholdt, at den største sovjetiske ekspansion ikke er sket i Middelhavet, men langs Norges grænse. Også i Danmark er den sovjetisk maritime udvikling og forøgede øvelsesvirksomhed blevet kommenteret. Bl. a. er det blevet fremholdt, at Danmarks strategiske stilling radikalt vil kunne blive ændret, når og hvis Sovjet bliver i stand til at indsætte et søværts angreb fra vest. Også i Vesttyskland ser man med uro på udviklingen. Forsvarsminister Helmut Schmidt besøgte i efteråret 71 Danmark og Norge og havde forhandlinger med de respektive regeringer om udviklingen i Nordkalotområdet. Ved en pressekonference udtalte forsvarsminister Schmidt bl. a., at den sovjetiske ishavsflåde nu har gode forudsætninger for at operere såvel i Norskehavet som i Nordsøen. Hvad er det da, som er sket? Hvorfor er man fra vestlig side så urolig? Er det strategiske billede i Nordeuropa under forandring?
Sovjet - verdens anden sømagt
Sovjet har idag verdens næststørste flåde. Da admiral Gorshkov i 1956 blev chef for marinen, var flåden - når man undtager ubådsvåbnet - i første række en defensiv indhavsflåde med den hovedopgave at sikre Den røde Hærs flanker. Idag er flåden afbalanceret og moderne og lige fortrolig med at optræde på oceanerne og i hjemmefarvandene. Sovjetiske flådeenheder findes idag i Atlanten og Middelhavet, i Det indiske Ocean og Det fjerne Østen. Sovjetiske ubåde og raketbevæbnede orlogsf artø jer opererer uden for De forenede Staters søterritorium såvel som i Vestindien og ud for Afrikas og Sydøstasiens kyster. Når og hvor Sovjet ønsker at understrege sine egne interesser i verden sker dette mere og mere efter det traditionelle britiske mønster, d. v. s. man viser flaget og udnytter flåden som et politisk instrument. Sovjets oceangående overfladeflåde omfatter idag to helikopterhangarskibe, 22 krydsere, ca. 100 destroyere, 105 fregatter samt et stort antal vedligeholdelses- og forsyningsf artø jer. For operationer i kystfarvande findes der ca. 250 mindre eskortefartøjer, 140 raketskibe, 250 motor torpedobåde og 250 minestrygere. Hertil kommer 200 landgangsfartøjer og et veludrustet marineinfanteri. Sovjet har den største ubådsflåde i verden. Den består af ca. 350 enheder, af hvilke 80 er atomdrevne. Hvert år nybygges 10-15 ubåde. En god snes af atomubådene kan sammenlignes med de amerikanske Polaris-ubåde. Raketternes rækkevidde er dog ca. halvdelen af de amerikanske raketters. I 1974 antages Sovjet at have flere ubåde af polaristypen end ‘amerikanerne. I en nylig udtalelse af vicemarinestabschefen, Vladimir Alexejev hed det, at den sovjetiske flåde hurtigt vil være udbygget til en første rangs slagstyrke på verdenshavene. Tyngdepunktet udgøres af 61 kernevåbenbevæbnede ubåde, hvoraf 35 er atomdrevne og 26 dieseldrevne. Det sovjetiske marineflyvevåben omfatter ca. 500 bombe- og rekognosceringsfly samt omtrentligt lige så mange helikoptere og taktiske fly. Dagens sovjetiske flåde er moderne og alsidigt sammensat. Den har stor taktisk og strategisk bevægelighed. Ildkraften er øget, såvel når det drejer sig om konventionelle våben, som hvad angår kernevåben, Kun én procent af kampfartøjeme er mere end 20 år gamle. Ifølge amerikanske kilder er de nye sovjetiske raket-krydsere og raket-destroyere lige så gode og i visse tilfælde bedre end de mest moderne amerikanske. De sovjetiske sø- og luftforsvarsraketter af Shaddock og Goa-typen har vist sig meget effektive. Begge disse typer findes på de nye Kresta-krydsere, hvoraf syv nu menes at være i tjeneste og yderligere tre er under bygning. Shaddock-raketteme har ifølge tidsskriftoplysninger en rækkevidde på 270-750 km. Omkring fyrre af de sovjetiske ubåde er udrustede med målsøgende raketter, som kan affyres fra afstande udenfor destroyernes hydrofonrækkevidde. De menes at udgøre en alvorlig trussel bl. a. mod hangarskibe. Den sovjetiske flåde har idag en personelstyrke på op mod 500.000 mand. Af disse antages ca. 30.000 at være søgående og 75.000 at tilhøre marineflyvevåbnet. Månedlange togter i forbindelse med en kraftigt øget øvelsesvirksomhed må have forvandlet den traditionelt ikke særligt ansete russiske matros til en effektiv og duelig sømand. Af Sovjets fire flåder turde ishavsflåden være den mest moderne og slagkraftige. Ishavsflåden, som opererer fra Kolahalvøen og Murmansk, omfatter omkr. 650 fartøjer, hvoraf 160 er ubåde. Et flertal af ubådene er udrustet med kernevåben og indgår i de strategiske styrker. I Murmansk-området og på Kolahalvøen råder Ishavsflåden over verdens sandsynligvis største baseområde. Baserne, som er isfrie, ligger imidlertid langt borte fra de sandsynlige operationsfelter, hvilket indebærer, at forskydningstideme bliver meget store. I løbet af de seneste år og som konsekvens af en ændret maritim strategi har Sovjet søgt at mindske afhængigheden af baser ved ligesom briter og amerikanere at forsyne skibene på søen. Et stort antal forsynings- og vedligeholdelsesfartøjer er derfor bygget til dette formål. Herigennem er fleksibiliteten øget og dermed mulighederne for hurtige og overraskende operationer. Den sovjetiske øvelsesvirksomhed har i løbet af 1960’erne fået et stadig større omfang. Øvelserne i Nordatlanten og Norskehavet har i årenes løb strakt sig stadigt længere syd- og vestpå. I øvelserne deltager overfladefartøjer, ubåde, amfibiestyrker og fly. En stedse større interesse for amfibieoperationer har kunnet konstateres såvel inden for Nordkalotområdet som i Østersøen. Nye og moderne typer af landgangsfartøjer er kommet til i 60-erne. Den hurtigt voksende handelsflåde er udbygget, så den let lader sig anvende til militære transporter. Interessen for amfibieoperationer bestyrkes af, at det tidligere nedlagte marineinfanteri nu igen er oprettet.
Sovjets maritime strategi
Maritim strategi er i første række knyttet til havenes udnyttelse, både til egne formål og på den måde, andre kan udnytte dem for at skade egen nations interesser. En nations maritime strategi genspejler dels den relative betydning, man tilmåler disse to strategiske grundtanker, dels de materielle ressourcer nationen råder over, som støtte for sine bestræbelser. Den russiske maritime politik har som følge af omstændighederne og traditionen tidligere mere søgt at hindre andre i at udnytte havet end selv at drage fordel af det. Denne strategiske defensiv har tidligere bundet søstridskræfterne i indhavene og til farvandene i nærheden af egne kyster, medens man overlod andre at befare og beherske verdenshavene. I midten af 1950’erne kunne man for første gang ane en ændring i den sovjetiske maritime tankegang. Først og fremmest af strategiske og økonomiske årsager fik Sovjet da et større behov for også at udnytte verdenshavene for egne nationale interesser. Den strategisk vigtige ubådsflåde krævede adgang til oceanerne, samtidig med at den voksende handels- og fiskerflåde havde behov for at udnytte verdenshavene til handel og fiskeri. Mod slutningen af 1950’erne og i 1960’erne udvikledes de strategiske våben til søs, så de fik stadigt større rækkevidde, hvilket muliggjorde, at NATO var i stand til at indsætte kernevåben mod mål i Sovjet på stadigt større afstand fra det russiske moderland. Dette blev også indøvet. Hangarskibsbaserede angrebsfly og strategiske fly gennemførte fingerede angreb mod russisk territorium. Polaris-ubåde patruljerede regelmæssigt og i stadigt større omfang i de arktiske områder, i Nordatlanten og i Middelhavet. På baggrund af de strategiske, økonomiske og militærtekniske forandringer, som skete i løbet af 1950’erne og 60’erne er det naturligt, at man i Sovjet tog sine maritime doktriner op til nyvurdering. Man erkendte den sovjetiske flådes åbenbare betydning for den nationale sikkerhed og muligheden for at udnytte den som et globalt instrument for at nå politiske mål. Disse tanker satte spor i nybygningspolitikken. Man opbyggede en oceangående flåde, såvel på overfladen som under den, af en kvalitet og en slagkraft, som er imponerende. Hvad vi ser idag er ikke resultatet af en pludselig maritim nytænkning. Udviklingen er sket gradvis og har stået på siden midten af 50’erne. De forandringer, som er indtruffet, indebærer næppe nogen større afvigelse fra den traditionelle sovjetiske søstrategi for så vidt angår hovedmålsætningen i relation til den nationale sikkerhed. Derimod er der sket forandringer med hensyn til midler og de områder, inden for hvilke Sovjetflåden skal virke. Det er altså i første række stadig egen national sikkerhed, som prioriteres fremfor alle andre interesser. Hertil kræves i dagens strategiske og militærpolitiske situation en slagkraftig flåde, som kan løse sine opgaver langt uden for Sovjets grænser. At denne flåde, som tidligere nævnt, også kan udnyttes som et middel til udøvelse af politisk pres eller opnåelse af politiske fordele turde være åbenbart. Selv om den maritime strategi i en global sammenhæng idag forekommer at være defensiv, må det ikke glemmes, at den giver Sovjet ønskede politiske, økonomiske og militære handlemuligheder. Det kan også ligge i Sovjets interesse inden for en defensiv strategis rammer at søge at forbedre sine forsvarspositioner gennem lokale offensive fremstød mod vitale områder, eksempelvis inden for Nordkalotområdet, ved Østersøens udløb eller ved Dardanellerne. For dette taler bl. a. sådanne offensive komponenter, som indgår i Sovjetflåden, eksempelvis marineinfanteri og landgangstonnage. Set på længere sigt kan en fortsat sovjetisk maritim ekspansion imidlertid muliggøre en helt ny strategisk situation. Fortsætter man med at bygge i det nuværende tempo, vil Sovjet om femten år råde over en anselig slagstyrke til søs. Samtidig vil der, såfremt der ikke tages for holdsregler herimod, ske en reducering af NATOs søstridskræfter. Dette er væsentligt at erindre sig, når man vil studere forudsætningerne for en fremtidig ændret sovjetisk maritim strategi.
Reduceringer inden for NATO
De forenede Stater har idag på det nærmeste 800 fartøjer i tjeneste. Den aktive flåde omfatter 14 attack-hangarskibe, 4 antiubåds-hangarskibe, 9 krydsere, 220 destroyere, fregatter og eskortefartøjer, 80 landgangsfartø jer samt omkr. 200 forsyningsf artø jer m. v. De 14 attack-hangerskibe udgør baser for ca. 800 angrebsfly, som kan fremføre raketter med kerneladninger mod mål på afstande op til 1.200 km fra hangarskibene. Ubådsflåden består af 94 atomdrevne og 46 dieseldrevne ubåde. Af de førstnævnte er 41 af den såkaldte Polaris-type, hver udrustet med 16 missiler. 31 ubåde skal have ændret denne bestykning til missiler af Poseid on-ty pen, der hver medfører 10 kerneladninger. Dette vil øge den strategiske ubådsstyrkes samlede potentiel fra de nuværende 656 kerneladninger til 5400 ladninger. Storbritannien har idag 2 hangarskibe, 3 såkaldte Commandocarriers, omkr. 80 moderne destroyere og fregatter til konvoj beskyttelse, antiubådskrigsførelse m. m. samt 39 ubåde, hvoraf 13 er atomdrevne. Et af de to hangarskibe udrangeres om få år. Medens kun én procent af de sovjetiske kampfartøjer over 20 år, er det modsvarende tal for de amerikanske ca. 50%. Af Atlanterhavsflådens fartøjer er 80% mere end ti år gamle og over 50% over 20 år. I løbet af 1971 ny byggedes 55 fartøjer, medens samtidig 180 faldt for aldersgrænsen. Siden 1969 er antallet af hangarskibe mindsket med 6, og antallet af krydsere, destroyere og fregatter med 80. I løbet af nogle år er yderligere 5 hangarskibe samt ca. 300 destroyere, fregatter og eskortefartøjer, bygget under den 2. verdenskrig, tjenlige til udrangering. En stor del af disse fartøjer tilhører idag reserveflåden, som har et meget lavt beredskab. Reserveflåden omfatter bl. a. 4 antiubåds-hangarskibe, 8 krydsere og 200 destroyere. I øjeblikket er to større hangarskibe, 35 destroyere og fregatter, 21 eskortefartøjer samt omkring 20 atomubåde under bygning. Forslag om bygning af yderligere et hangarskib er forelagt Kongressen. Omkostningerne for dette er beregnet til omkr. 8 milliarder kroner. I 1978 vil antallet af hangarskibe være reduceret fra 18 til 11 og antallet af destroyere, fregatter og eskortefartøjer fra 450 til ca. 150. Disse fåtallige enheder skal række til USAs fire flåder. På trods af, at de nuværende moderne og nybyggede enheder er større, bedre udrustede og operativt mere bevægelige end de tilsvarende ældre, vil den øgede kvalitet ikke kunne opveje den meget kraftige afgang. En konsekvens heraf bliver, at Vesten ikke længere kan dække så store områder og heller ikke optræde så mange steder på verdenshavene som tidligere. For nærværende gøres der store anstrengelser for at udvikle antiubådskrigsførelse (ASW = antisubmarine warfare). Også et nyt undervandssystem (ULMS = Undersea Long Range Missile System) er under udvikling. NATO har i Nordatlanten og Norskehavet betydeligt bedre basemuligheder end Sovjet. I NATO-sfæren indgår foruden Danmark og Norge, som dog ikke i fredstid tillader permanent basering af NATO-stridskræfter, Orkney-øerne, Shetlands-øerne, Færøerne, Island, Grønland og Jan May en. Nogle af disse steder findes der muligheder for at basere såvel fly- som søstridskræfter. En af de strategisk vigtigste flybaser er den store Keflavikbase på Island. Den er imidlertid nu i farezonen, efter at den islandske regering har truet med, at den skal afvikles senest 1974. En afvikling ville indebære en alvorlig svækkelse af NATOs overvågnings- og operationsmuligheder i Nordatlanten og Norskehavet. Af strategisk interesse for NATO er også Spitsbergen. Sovjet har her ligesom Norge ret til at have en vejrstation. For nylig har Norge besluttet at anlægge en civil flyveplads på øen. Dette vil yderligere øge øgruppens strategiske betydning.
Udviklingen til søs foruroliger NATO
Den maritime udvikling i Sovjet har vakt uro i den vestlige verden. Sovjets kernevåbenudruste de ubådsflåde er på vej til at indhente USAs forspring. Det samme gælder antallet af operative oceangående overfladefartøjer. Det er alene med hensyn til hangarskibe, at USA fortsat er helt overlegen, eftersom Sovjet ikke råder over fartøjer af denne type. Men truslen mod de amerikanske hangarskibe vokser, såvel fra ubåde som fra raketudrustede overfladefartøjer. I ledende flådekredse i USA har man været meget urolig over denne udvikling og gang på gang fremført sine bekymringer. Man har også fremholdt, at Nixondoktrinen i fremtiden tillægger flåden betydeligt øgede opgaver. Resultatet af fremstødene er ikke udeblevet. Af årets forsvarsbudget fremgår, at flåden for første gang siden 1947 er blevet den budgetmæssigt største forsvarsgren. Men der kræves en stor indsats for at kompensere for de nærmeste års store afgang af fartøjer.
Videre har man i Amerika bemærket den voksende uro i Vesteuropa over for den øgede sovjetiske aktivitet i Nordatlanten og Norskehavet, set i relation til de mindskede amerikanske ressourcer. I løbet af det sidste halvår har en øget NATO-aktivitet kunnet konstateres på Nordflanken. Som eksempel herpå kan nævnes et amerikansk hangarskibs og den tunge krydser Newport New’s besøg i Østersøen sidste sommer samt to amerikanske og et britisk hangarskibs månedlange øvelsestogt i Norskehavet i september. Man er tydeligvis interesseret i at demonstrere, at der fortsat er en stærk vilje og evne til samarbejde og hjælp mellem allierede på begge sider af Nordatlanten.
NATOs og Sovjets sø- og luftoperative opgaver
NATO
NATOs væsentligste opgaver inden for Nordkalotområdet bedømmes at være, at:
• bekæmpe mål i Sovjetunionen
• bekæmpe baser i Murmanskområdet og på Kolahalvøen
• forhindre sovjetiske kemevåbenudrustede og konventionelle ubåde i at nå deres operationsområder
• beskytte NATOs søtransporter til Norge og Island
• forhindre overskibningsforetagender mod Norge
• overvåge luftrummet og give varsel om anflyvende ICBM
Opgaven at bekæmpe mål i Sovjetunionen påhviler først og fremmest Polarisubådene og de strategiske fly. Ubådenes mest sandsynlige operationsområde bedømmes at være Barentshavet og Norskehavet. Missilernes stadigt større rækkevidde og forbedrede præcision vil i de nærmeste år gøre det muligt for ubådene at forlægge operationsområderne længere ud i Norskehavet og Nordatlanten. En vigtig opgave for de strategiske fly og de hangarskibsbaserede angrebsfly vil være at bekæmpe Sovjets vitale baseområde omkring Murmansk og på Kolahalvøen. De moderne raketter kan mod visse mål afskydes uden for det aktive luftforsvars rækkevidde. Den tredie af Vestens opgaver - at forhindre det sovjetiske ubådsvåben i at nå sine operationsområder - løses formentlig i to forsvarszoner, en fremskudt mellem Spitsbergen og Nordkap, og en tilbagetrukket mellem Island-F ærøerne-Shetlandsøeme.
Det bedste kampmiddel i den fremskudte zone turde være atomdrevne attack-ubåde og i den bageste ASW-styrker indeholdende antiubådshangarskibe og fregatter. De nuværende vanskeligheder ved at kunne lokalisere ubåde indenfor store havområder vil formentlig kunne mindskes gennem udnyttelse af en avanceret satellitteknik og radioopklaring samt installation af faste overvågnings anordninger på havbunden. Den fjerde opgave indebærer bl. a. beskyttelse af overførsel af NATOs »brandkorps« og andre forstærkninger til Nordnorge. Disse transporter må beskyttes mod alle former for angreb. Den sidste opgave, at overvåge luftrummet, påhviler det overvågningssystem (NADGE), som strækker sig ned gennem Europa fra Nordkap i nord til Tyrkiet i syd. Dette system, som koster over 2 milliarder kroner, er det største og mest komplicerede luftforsvarssystem, som nogensinde er taget i brug inden for NATO. Det beregnes at være fuldt operativt i midten af 1970’erne.
Sovjet
Sovjets sø- og luftoperative opgaver, som af naturlige årsager står i modsætning til de amerikanske, bedømmes at være, at:
• sikre de strategiske og konventionelle ubådsstyrkers udpassage til operationsområdet på Atlanten
• bekæmpe NATOs attack-hangarskibsstyrker i Norskehavet
• forhindre amerikanske ubådes indtrængen i Barentshavet og Norskehavet
• bekæmpe NATOs forsynings- og forstærkningstransporter til Nordnorge
• beskytte, støtte og gennemføre amfibieforetagender i strategisk vigtige områder
• forhindre overskibningsforetagender mod Murmanskområdet
• luftforsvare baseområdet ved Murmansk og på Kolahalvøen
De sovjetiske ubådsstyrker har tre hovedopgaver - strategisk gengældelse, antiubådskrigsførelse og konventionel ubådskrigsførelse. For at kunne løse disse opgaver må hovedparten af ubådene tilhørende ishavsflåden passere ud mellem Grønland, Island og Skotland. For at lette passagen må NATO-forsvarets antiubådsstyrker bekæmpes. Det er sandsynligt, at denne opgave i første række påhviler raketubådene og raketbestykkede marinefly, som opererer i en langt fremskudt forsvarszone. Længere tilbagetrukket, i Norskehavet, vil raketkrydsere, -destroyere og -ubåde kunne indsættes såvel mod NATOs »strike forces« som mod overskibningsforetagender mod Murmanskområdet og allierede forstærkningstransporter til Norge. I en tredie zone mellem Spitsbergen og Nordkap, gennemføres forsvaret først og fremmest mod ubåde, som søger at trænge ind i Barentshavet. J agerfly støtte kan med de nuværende basemuligheder kun tilsikres søstridskræfter, som opererer nær kysten nord for Polarcirklen.
Nordkalottens strategiske betydning
Nordkalottens strategiske betydning er først og fremmest afhængig af de militære fordele, som rådighed over eller udnyttelse af vigtige dele af området indebærer. I og med at Norge er medlem af NATO, har NATO allerede i fred etableret sig i Nordnorge og er derfor i første række interesseret i at bevare denne situation. Fra Norge og i en vis udstrækning også fra Island kan NATO opnå følgende fordele:
- overvågning af luft- og søvejene i nord
- basering af sø- og flystyrker med henblik på at hindre eller vanskeliggøre sovjetisk indsats fra Det nordlige Ishav og Murmanskområdet
- tidlig varsling om interkontinentale missiler.
Nordnorges største betydning for NATO ligger altså i dets flankerende stilling i forhold til ishavsflådens udfaldsveje mod Atlanten og dets nærhed til baseområdet ved Murmansk. Fra et sovjetisk synspunkt ville en fremflytning af baserne til Nordnorge frem for alt indebære fordele i retning af:
- at forbedre opklarings- og overvågningsmuligheder (primært for marinefly)
- forbedret aktiv beskyttelse af Murmanskområdet - spredning af baseområdet og dermed øgede passive beskyttelsesmuligheder
- forkortede afstande mellem baseområderne og indsatsområderne i Norskehavet og Nordatlanten
- at hindre NATO i at anvende Norge som base for fly- og søstridskræfter.
Nordnorges strategiske betydning er øget og vil blive yderligere øget i de nærmeste år. Årsagen hertil er fremfor alt ubådsmissilernes og flyenes stadigt større rækkevidde. Disse forhold har tvunget Sovjet til at skyde forsvaret til søs længere frem med de heraf øgede risici. Søstridskræfterne må for at nå ud til operationsområderne »passere revy« forbi NATOs søog flystyrker i Nordnorge. Opklaringsfly og marinefly, som skal operere i Norskehavet og Nordsøen, tvinges til at flyve rundt om eller langs med NATO-forsvaret med stor nedskydningsrisiko til følge. En basef remflytning ville gøre det lettere for Sovjet at løse sine sø- og; luftoperative opgaver i Nordatlanten og Norskehavet samt øge mulighederne for effektivt at luftforsvare Murmanskområdet. NATOs muligheder for fra norsk område at gribe ind mod Sovjets sø- og luftstridskræfter ville herigennem blive tilsvarende begrænsede. Også Sydnorges betydning er øget i takt med, at ishavsflåden og marineflyene er blevet tvunget til at søge operationsområder længere vest- og sydpå. Dette belyses bl. a. af den i de senere år øgede sovjetiske overvågningsvirksomhed i Nordsøen såvel med søstridskræfter som med marinefly. Skulle Sovjet komme i besiddelse af Sydnorge, ville det hermed ikke alene beherske de ydre dele af østersøudløbene og store dele af Nordsøen, men også have mulighed for at rulle NATO-forsvaret af Øresund og Bælterne op gennem angreb nord- og vestfra. Et blik på kortet viser også, at afstanden fra baser i Sydnorge til centrum af forsvarszonen Island-Skotland kun er halvt så lang som afstanden fra Nordnorge. Dette har betydning bl. a. med hensyn til mulighederne for at give jagerflybeskyttelse til søstridskræfterne i den fremskudte forsvarszone. En basef remflytning til Sydnorge kan ske via den svenske vestkyst eller gennem Mellemsverige. Såfremt de svenske forsvarsmuligheder i fremtiden går ned, vil disse angreb sretningers sandsynlighed kunne øges. En sådan udvikling ville for Norge og for NATO være meget uheldig og bl. a. fremtvinge en radikal omvurdering af den nuværende forsvarsfilosofi. Man må også være opmærksom på mulighederne for at gennemføre et kupagtigt indledende angreb. Forberedelserne kan skjules, så de får karakter af ordinær øvelsesvirksomhed. Et eksempel herpå er den ikke uvæsentlige amfibietonnage støttet af stærke søstridskræfter, som passerede langs Sveriges og Norges vestkyster i forbindelse med øvelse OKEAN i 1970.
Sikkerhedspolitiske konsekvenser for Skandinavien
Skandinaviens sikkerhedspolitiske situation er i høj grad præget af søstrategiske problemer. Den sovjetiske oprustning til søs og udviklingen i havområderne omkring Norge kan i 1970’erne få vigtige strategiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser for Skandinavien, som er et område af afgørende betydning for Sovjetunionens egen sikkerhed. Norges øgede strategiske betydning og risiciene for en basef remf lytning til Nord- og Sydnorge i tilfælde af en storkrig er allerede berørt. Norge og også Skandinavien i øvrigt er i større grad end tidligere blevet draget ind i den sovjetiske interessesfære. Samtidig må det konstateres, at den amerikanske interesse har en tendens til at mindskes. Europa må i fremtiden sandsynligvis regne med i større udstrækning end tidligere at skulle klare sig selv. Af stor betydning er tillige, at de amerikanske maritime ressourcer vil gå ned i de nærmeste år, hvilket - om ikke modforholdsregler iværksættes - kan indebære en forandring af magtbalancen til søs på Europas nordflanke. Tilsammen indebærer disse faktorer, at Sovjets handlefrihed øges. Ishavsflådens optræden i Nordsøen og i Norskehavet kan være et forvarsel om, at Sovjet i fremtiden påregner at anvende denne til støtte for sine politiske mål. Den amerikanske forsvarsminister Melvin Laird sagde i en tale for nyligt: »Hvis russerne har en overlegen militær styrke, kan de nå deres politiske mål i hele verden uden at anvende våben. Der findes ingen militær fordel i overdreven udnyttelse af vold, men de politiske gevinster kan blive enorme«. Den britiske premierminister Heath tog senere samme tema op i en tale i Underhuset: »Sovjetunionen synes at nære forhåbninger om, at den åbenbare forskel i militær styrke til slut skal efterlade Vesteuropa uden nogen overbevisende strategi. Passende politiske pressioner, understøttet af truslen fra en klart overlegen militær styrke, kan tvinge nogle af de mere udsatte medlemmer af alliancen til at glide over i en neutral status. Derefter kan en opløsningsproces begynde, som efterhånden kan lede til det endelige faktum: en gradvis udvidelse af Sovjetunionens indflydelsessfære til lande, som i øjeblikket er medlemmer af NATO«. Der råder næppe nogen tvivl om, at Heath hermed særligt havde Norge og Danmark i tankerne. Hvis Norge og Danmark skulle blive udsat for en politisk udpresning som beskrevet, kan man forestille sig to forskellige reaktioner. Enten giver man op og kommer i afhængighed af Sovjet, eller også må Danmark og Norge omvurdere basepolitikken og tillade stationering af NATO-enheder. Det sidste alternativ er idag politisk umuligt, men udviklingen kan føre frem til en ændret indstilling. Pres i denne retning kan også komme fra amerikansk hold, såfremt USA og NATO skulle føle interesserne på nordflanken truede. En direkte følge af ophævelsen af forbudet med stationering af tropper på norsk område ville sandsynligvis blive et russisk modkrav i Finland. Dermed ville den sikkerheds- og militærpolitiske situation i Norden fuldstændig blive ændret, ikke mindst for Sverige.
