Meddelelser 1932 - 5

Anmeldelser.

General Pershings Krigserindringer. Anm eldt a f Generalmajor K. L. Lasson. General Pershing, den nordamerikanske Overgeneral under Verdenskrigen, har i 1931 udsendt sine K rigserindringer „M y Experiences in the World W ar“ . Sam tidig er en fransk Oversættelse „Mes Souvenirs de la Guerre“ (2 Bind, 824 Sider, 67 Fotogravuer, Skitser og Kort) udkommet paa Plons Forlag i Paris; denne Udgave har været benyttet under Udarbejdelsen a f efterfølgende. Memoirerne, der støtter sig til Dagbogsoptegnelser, begynder den 3/5 1917, altsaa fire Uger efter U. S. A.s Krigserklæ ­ ring til Tyskland. Paa sit Garnisonssted, Port Sand Honstow i Texas, modtog Pershing denne Dag et Telegram, afsendt a f hans Svigerfader, den bekendte Senator W arren : „Telegrafer i Dag, om og i hvilken Grad Du taler, læser og skriver Fran sk“ . Pershing, der naturligvis øjeblikkelig forstod, at Forespørgslen tog Sigte paa hans Anvendelse paa den evropæiske K rig sskueplads, svarede dristig t tilbage: „Jeg har i 1908 tilbrag t flere Maaneder i Fran k rig og har studeret Fransk dér. Jeg talte Sproget fuldstændigt flydende, og jeg kunde den Gang baade læse og skrive det uden nogensomhelst Vanskelighed. Jeg vilde let kunne generhverve de fornødne Kundskaber.“ Han indrømmede selv, at Svaret maatte betegnes som „optim istisk“ (Side 2), og senere hen i Memoirerne finder Læseren da ogsaa adskillige Vidnesbyrd om, at det var saa som saa med Pershings Dygtighed i Fransk (se saaledes Side 183, 362 m. fl.). Faa Dage senere blev Pershing kaldt til Washington, hvor han til sin levende Beklagelse hurtigt kunde konstatere, at der endnu næsten intet yar g jort fo r at skabe en amerikansk Hær, der snarest m uligt kunde overføres til Frankrig . Regeringen raadede i saa Henseende over, dels den regulære, hvervede Hær, dels Nationalgarden (M ilits), tilsammen ca. 212.000 Mand, og ved at sætte disse, der hovedsagelig var koncentreret ved den mexikanske Grænse, paa Krigsfod, vilde, næsten sam tidig med Krigserklæ ringen, en Styrke, svarende til ca. 40 allierede Infanteridivisioner, have kunnet være rede til Indskibning (Side 10). En saadan Foranstaltning var im idlertid ikke en Gang paatænkt. „K rigsm inisteriet syntes at lide under en Slags Inerti, som det dog næppe alene har Ansvaret fo r“ (Side 16) ; hertil kom, at „der var i Generalstaben mange gamle O fficerer, som ikke forstod noget videre — fo r ikke at sige slet intet — a f de dem paahvilende Opgaver“ (Side 17). Som et Lyspunkt i al denne Bedrøvelighed fremhæver Pershing den civile K rig sminister, Newton B. Baker, som en karakterfast og arbejdsom Personlighed med klar og vidtspændende Tankegang, men selvfølgelig endnu ikke fuld t paa det rene med de uhyre Vanskeligheder, han vilde blive stillet overfor med Hensyn til K rig sforberedelserne. I Washington modtog Pershing, der oprindeligt kun havde regnet med at skulle føre en Division e. 1. i Frankrig , den overraskende Meddelelse, at han var udnævnt til amerikansk Overgeneral fo r de Styrker, der vilde blive sendt til Evropa, og snarest skulde udpege O fficererne i sin Generalstab. T il Generalstabschef valgte han M a jor (senere General) James G. Harbord, en efter hans Mening usædvanlig dygtig O fficer. Pershings Designering var vistnok ogsaa en Overraskelse fo r andre, thi han var den Gang den i Anciennitet yngste amerikanske Divisionsgeneral („M a jor General“ ). Hans Overmænd i Graden var Leonard Wood, I. Fran klin Bell, Thomas H. Barry, Hugh L. Scott og Tasker H. Bliss; a f disse kom kun Bliss — som Chef fo r den amerikanske Generalstab og Medlem a f de Allieredes K rigsraad — til at spille Rolle under Krigen. Am erikas Krigserklæ ring krævede en hurtig Udskrivning a f en betydelig Styrke, sam tidig med at der maatte tages Hensyn til, at de industrielle Virksomheder og Agerbruget ikke blev blottet fo r Arbejdskraft. Den 18/5 1917 vedtog Kongressen „The Selection Service Law “ („D ra ft A c t“ ) om Væ rnepligt fo r alle Mænd mellem 21 og 31 Aar. E fte r denne Lov skulde Hæren tilvejebringes ved systematisk V alg blandt dem, hvis Indkaldelse vilde betyde det mindste Savn fo r Nationens Industri og Agerbrug. Den praktiske Gennemførelse a f Loven blev betroet til General E. H. Crowder, hvis Virksomhed hurtig t vidnede om, at han var en Organisator a f første Rang. „Systemet frem viste fo rtrinlige Resultater og kan tjene som Model fo r Frem tiden“ (Side 22). Men Vanskelighederne meldte sig naturligvis strax, da de udskrevne skulde iklædes, udrustes, bevæbnes og uddannes. Der fandtes t. Ex. i Hærens Beholdninger kun 285.000 Geværer, 400 lette og 150 tunge Kanoner (Side 27). Hvor utilstræ kkeligt dette An tal var, frem gaar bedst a f den Oplysning, Pershing giver (Side 27), at de amerikanske Tropper i F ran k rig henimod K rigens Slutning — altsaa ca. 114 A a r senere — var forsynede med 1.761.000 Geværer, 2.106 Feltkanoner og 1.485 Stk. tungt Skyts, og at der i Am erika yderligere fandtes en Reserve paa omtrent 50 % a f hver Kategori. Flyvevaabnet var forsøm t, og næppe en eneste a f de 55 Aeroplaner, der var forhaanden, var egnet til Krigsbrug (Side 29). F o r at afhjælpe Manglen paa Befalingsmænd blev samtlige Universiteter omdannet til Fo rberedelsesskoler fo r O fficerer, ligesom der allerede den 15/5 1917 blev aabnet 1. Serie a f Instruktionslejre fo r O fficersaspiranter. Resultatet heraf blev, at ca. 27.000 unge Mennesker i Midten a f August 1917 modtog O fficerspatentet fo r derpaa strax at afgaa som Instruktører til de imedens byggede Øvelseslejre, hvor det nylig udskrevne Mandskab skulde møde . Det var fra første Færd den amerikanske Regerings og Pershings absolutte Vilje , at der skulde skabes en autonom amerikansk Hær, fø rt a f amerikanske O fficerer. Dette K rav svarede ikke til de Allieredes Ønsker. Allerede i M aj 1917 re jste Vestmagterne Spørgsmaalet om „at bruge vore Folk som Fyldem ateriale fo r deres Hære ... Spørgsmaalet blev fra Tid til anden taget op paa ny, og vi maatte kæmpe mod disse A n ­ modninger lige til Krigens Slutning“ (Side 32). Kun den kloge Marskal Jo ffre , som netop ved Foraarstid 1917 opholdt sig i Am erika som Medlem a f en fransk Mission under Viviani, gik strax imod de franske og engelske Myndigheders Ønsker i saa Henseende. Han forstod og holdt paa, at en Stormagt som U. S. A. nødvendigvis maatte organisere sine egne Divisioner, men foreslog, at en Division snarest blev sendt til Evropa fo r ved sin Nærværelse at hæve den franske Hærs Moral, samt at yderligere 50.000 Mand, bestemte til Tjeneste ved Frankrigs Jernbaner og industrielle Etablissementer, hurtigt blev dirigeret sammesteds hen. E fte r en Overrejse uden Hændelser a f Betydning naaede Pershing og hans Ledsagere — i alt 190 Personer — den 7/6 England, hvor han opholdt sig en Ugestid, aflagde o fficielle Visitter, blev modtaget a f Kongen, o. s. v. Pershing giver et overordentligt sympatisk Billede a f Kongen og fortæ ller bl. a. om, hvorledes denne, efter en Frokost i Buckingham Palace, sammen med Pershing gik hen til et Vindue fo r at gøre ham opmærksom paa, at den smukke Park, i Stedet fo r som ellers at være beplantet med Blomster, var indrettet til K a rto ffelmark. Den 13/6 fortsattes Rejsen over Boulogne til Paris, hvis Befolkning gav Amerikanerne, der tog ind paa Hotel C rillon paa Konkorde-Pladsen, en begejstret Modtagelse. Ogsaa den frankophile, amerikanske Ambassadør, Sharp, var i straalende Hum ør over at se sine Landsmænd, som han havde ventet med Længsel, men ytrede dog ved den Middag, han gav fo r dem paa Ankom stdagen: „Jeg haaber, at De ikke er kommen fo r sent“ (Side 68). Faa Dage efter var Pershing fo r første Gang sammen med den franske Hærs Overgeneral, Pétain, og fik strax det bedste Indtryk a f denne store Personlighed, og dette Indtryk forblev, som Pershing skriver, uforandret gennem hele Krigen. „V o rt Venskab, som jeg sætter overordentlig stor P ris paa, begyndte selve denne Dag, da vi første Gang mødtes. Selv om Betingelserne er de bedst mulige, er det altid vanskeligt at samarbejde, og det lykkes sjældent at realisere Samvirke mellem Mænd og Folk a f forskellig Nationalitet; men det forekom mig allerede den Gang sandsynligt, at Pétains vidtom fattende Udsyn, sunde Sans og sikre Dømmekraft vilde lette Forstaaelsen mellem os, og dette er blevet bekræftet senere ved mangfoldige Le jligheder“ (Side 70). Pétain synes at have været den a f de franske Førere, der stod Pershings H jerte nærmest, og med hvem den amerikanske Overgeneral havde lettest ved at forhandle. Fochs sære, ofte tankespredte Væsen overfor Spørgsmaal, der ikke in ­ teresserede ham synderligt — og hertil syntes til en vis Grad Skabelsen a f en autonom, amerikansk Arm é at have hørt — kunde vistnok fra Tid til anden irrite re Pershing: „Foch har aldrig g jort Indtryk a f at fatte Interesse for, hvad jeg sagde, naar jeg udtalte mig om de Problemer, vi havde at løse; jeg tvivler om, at han nogensinde har vidst noget videre om vor Organisation eller har beskæftiget sig dermed — heller ikke med Hensyn til Spørgsmaal — betydningsfulde fo r os — vedrørende Transport- og Forsyningstjeneste. Han var fo rtrin svis en Boglærd, Læreren i Historie og Matem atik“ (Side 328). Saaledes er Hovedtrækkene a f det Billede — fortegnet tør det i hvert Fald med et m ildt U d tryk kaldes — , som Pershing giver a f „Symbolet paa den sejrende V ilje i Verdenskrigen“ (den kendte, engelske M ilitæ rforfa tter Liddell-Harts rammende K arakteristik a f Foch som Feltherre). Den militære Situation, Pershing forefandt ved Ankom ­ sten til Frankrig , var den slettest m ulige: Nivelles med saa store Forventninger imødesete O ffensiv var brudt sammen under uhyre Tab, og Haabet om en endelig og afgørende Sejr fo r de Allierede syntes fjernere end nogensinde. Disse mørke Udsigter virkede snarest ansporende paa Pershing, som var en Realiteternes Mand, der forstod, at U. S. A. nu maatte sætte al K ra ft ind paa snarest at hjælpe Vestmagterne aktivt. I den følgende Tid arbejdede han derfor med utræ ttelig Energi paa, dels at fremskynde Am erikas Krigsforberedelser, dels at paabegynde de enorme Arbejder i Frankrig , Overførslen a f en amerikansk Millionhæ r nødvendiggjorde: Jernbaneanlæg, Hospitaler, Dokker og Havnebasiner, Øvelseslejre,, Centrer fo r Transportmidler, Forsyningstjeneste o. s. v. De første amerikanske Ingeniører — ca. 1100 Mand — ankom i Juni 1917 til Frankrig , og denne Styrke forøgedes stadig, saaledes at 50.000 Amerikanere — overordnede og underordnede faglærte — var i Virksomhed ved Sommertil 1918. I Begyndelsen fandt Pershing ringe Forstaaelse hos de A llierede fo r disse kæmpemæssige Planer, som han dog lid t efter lid t fik gennemført, om end ikke saa hurtigt som ønsket. Han skriver herom (i Ju li 1917): „De Allierede syntes ikke at forstaa, at Tiden var en Faktor a f vital Betydning. De syntes at betragte Overførslen over Atlanterhavet a f en amerikansk A rmé som en Sag, der ikke vedkom dem. Denne tilsyneladende Ligegyldighed bidrog ligeledes til at forstærke vor Mistanke om, at de maaske, naar alt kom til alt, ikke brød sig videre om at se en selvstændig, amerikansk Hær blive form eret“ (Side 102) . Pershing skildrer med udelt Beundring det i K rigshistorien enestaaende Arbejde, Pétain udførte i Løbet a f Forsom ­ meren 1917 fo r at genoprette den efter N i velles Nederlag stærkt svækkede D isciplin i den franske Hær: „Saaledes som Begivenhederne formede sig, fik efter min Mening Painlevés V alg a f Pétain til Overgeneral fo r den franske Hær en lige saa stor Indflydelse paa Krigens Udgang som senere hen Udpegningen a f en Højestbefalende fo r de allierede Hære“ (Side 153). Den franske Bureaukratisme, der lagde Pershing og hans Medarbejdere mange H indringer i Vejen fo r deres Organisationsarbejde, faar læst og paaskrevet, saa det forslaar noget: „Den mindste, underordnede Embedsmand, som vi blev henvist til, naar vi skulde til at behandle et eller andet Spørgsmaal, var i Almindelighed saa gennemtrængt a f Bevidstheden om sin egen Betydning, at han meget hurtig t tog en Beslutning, hvorefter vi betragtede Sagen som ordnet. Men vi skulde snart bringe i E rfaring , at den paagældende havde ringe eller slet ingen Kompetence, og at hans Initia tiv blev desavueret a f hans nærmeste Foresatte. Hermed var Sagen im idlertid ingenlunde endt, thi senere, efter at vi havde spildt en Masse Tid, fik vi at vide, at vi havde henvendt os til et forkert Kontor. Og naar vi saa endelig langt om længe bankede paa den rigtige Dør, modtog vi den Besked, at den omhandlede Sag ikke kunde ordnes; den eneste forstaaelige Begrundelse fo r A fslaget syntes at være, at Sagen aldrig tidligere havde været ordnet“ (Side 156). Pershing slutter sine Bemærkninger om den franske „H r. Kontorius“ saaledes: „Selv om vore Departementer i U. S. A. anses fo r at sidde inde med Mesterskabet i Bureaukratisme, maa man dog, fo r at bruge en træffende, om end lidet elegant Sammenligning, sige, at den Kunst at frem skaffe Fo rvirrin g i Sagerne under deres officielle, rutinemæssige Behandling endnu kun er i Barnesvøbet i Am erika i Forhold til, hvorledes den er udviklet i F ran k rig “ (Side 157). Ogsaa forskellige Statsinstitutioner i U. S. A. voldte Pershings organisatoriske Virksomhed betydelige Vanskeligheder. „Nogle Kontorer i vort Krigsm inisterium var saa øm findtlige fo r deres Myndighed og Uafhængighed, at det tog meget lang Tid, inden Cheferne fo r disse Kontorer gav deres Samtykke til, at disse Spørgsmaal (angaaende Forsyningstjenesten) blev overladt deres Repræsentanter i m it Hovedkvarter, hvor de kom til at virke som mine Underordnede og under m it Ansvar“ (Side 158). En anden Aarsag til Frik tion opstod derved, at det amerikanske Krigsm inisterium — særlig i Begyndelsen — havde den Vane at konsulere de Allieredes Delegerede — endog de civile Kommissærer — i Washington angaaende Pershings fo rskellige Forslag m. m. Dette gav (medio August 1917) Anledning til en meget k ra ftig Protest fra Pershings Side, hvorefter disse Henvendelser bag hans Ryg forekom sjældnere. Uddannelsen a f de amerikanske Kontingenter foregik under det Hovedsynspunkt, som Pershing konsekvent forfægtede, at Kampen i aaben M ark var Hovedsagen, og at Geværet med Bajonet og Maskingeværet var og blev Fodfolkets vigtigste Bevæbning. Han kom herved i et vist Modsæ tningsforhold til Franskmændene og Englænderne, som efter hans Mening tillagde den særlige S tillingskrigstaktik altfo r stor Betydning. Det skal i denne Forbindelse bemærkes, at Pershing, der ellers ikke lagde synderlig Vægt paa ydre Former, paa det bestemteste forlangte Opretholdelsen a f den militære Hilsepligt: „Den militære Hilsen skal gives og besvares, henholdsvis a f Underog Overordnede, paa fuld t reglementsmæssig Maade“ (Side 193). Fo r at bøde paa Manglen paa amerikanske Generalstabsofficerer foranledigede Pershing, at der i Langres blev oprettet et Kursus a f tre Maaneders Varighed i Stabstjeneste m. m. Han betegner Udbyttet a f Undervisningen som godt i Forhold til den korte Tid. I Begyndelsen a f September 1917 blev det amerikanske Hovedkvarter installeret i Chaumont (Nordøst fo r Langres), hvor Arbejdsforholdene var bedre end i Paris. Organisationsvirksomheden fo r at kunne modtage de store, amerikanske Troppeforsendelser tog nu Fart, men F rik tion a f forskellig A rt var der stadig. Han fortæ ller saaledes (Side 197) : „Skibene (fra Am erika) var sjældent fuld t lastede; visse Forsyninger, som vi særlig havde Brug for, forblev ofte i Indladningshavnene, medens vi modsætningsvis modtog A rtikler, som var mer eller mindre unødvendige; mange Sager ankom i molesteret T ilstand paa Grund a f Forsømmelser ved Stuvningen; ofte blev Tropperne expederede i een Havn og deres Ekvipering i en anden.“ Han karakteriserer Ledelsen a f det amerikanske Transportvæsen paa denne Tid som lige saa slet som under den spansk-amerikanske K rig . Den første, amerikanske Hærdel, der blev sat ind i Fronten, var 1. Division. Det skete den 20/10 1917 i et rolig t A fsnit Nordøst fo r Luneville, og den 3/11 s. A. modtog Divisionen Ilddaaben under en mindre Fægtning. Ved Nytaarstid 1918 var den amerikanske Styrke i Frankrig ca. 175.000 Mand, hvoraf ca. 100.000 dannede 4 mer eller mindre organiserede og uddannede Kam pdivisioner — et efter Pershings Mening tarveligt Resultat, som først og fremmest skyldtes Tonnageknapheden. T il samme Tid var der i U. S. A. ialt 45 Divisioner, og man havde begyndt at uddanne dem og tilvejebringe de fornødne Rammer. Frygten fo r et snarligt tysk Angreb, efter at Tysklands endelige A fregning med Rusland var en Kendsgerning, bragte i Januar 1918 Clemenceau til at telegrafere til den franske Gesandt i Washington om at opnaa Regeringens Samtykke til, at de amerikanske Fodfolksregim enter blev indlemmet i franske Divisioner i Stedet fo r at indgaa i amerikanske. Denne Henvendelse gav Anledning til en meget k ra ftig Protest i et Brev til Clemenceau fra Pershing, der paa det bestemteste frabad sig en saadan Forretningsgang fo r Frem tiden. „Det er her“ , udtalte Pershing, „at alle den Slags Spørgsmaal bør afgøres, om fornødent efter venskabelig Diskussion mellem General Pétain og m ig“ (Side 288). Clemenceau svarede med en B o rtforklaring, og Enden paa Kontroversen blev, at Pershing, efter at have konfereret med Clemenceau og Pétain, kunde meddele Generalstabschefen i U . S. A., at de i Fran k rig værende D ivisioner skulde fortsætte deres Uddannelse som hidtil, medens de frem tidig ankommende skulde modtage en regimentsvis Instruktion i franske Divisioner paa en rolig Fron t fo r derpaa at samles under egne Chefer og placeres paa en amerikansk Sektor a f Vestfronten (Side 290). F ra Februar Maaned 1918 kom der mere System i Søtransport- og Forsyningstjenesten, men baade amerikanske og evropæiske Myndigheder kunde dog endnu vise Tegn paa Fo rvirring . Pershing kritiserer særlig de franske Embedsmænds Optræden i Udskibningshavnene (Saint-Nazaire, Nantes, La Police, Rochefort, Bassens, Brest) og anfører en karakteristisk Udtalelse fra en overordentlig dygtig amerikansk O fficer, der forestod Tjenesten i en a f disse Havne: „Det hele kommer af, at disse underordnede Embedsmænd enten er saa bornerte eller saa indbildske, at man vilde have mindre Vanskelighed ved at overbevise en græsk Marmorstatue end ved at faa dem til at forstaa noget. ... V i har rejst 3000 M il fo r at hjælpe dem, og dog behandler man os som Tiggere, der paa et Gadehjørne rækker Haanden frem efter Alm isse“ (Side 335). U. S. A.s Præ stationer tilfredsstillede i det hele paa ingen Maade den energiske og initia tivrige Pershing. E fte r at have bemærket, at den voxende A k tivitet fra tysk Side i Slutningen a f Februar 1918 tydede paa, at en voldsom O ffensiv var forestaaende, skriver han : „Vi var ikke saa lid t mismodige ved Tanken om, at der allerede var forløbet 10 Maaneder, siden vi traadte ind i Krigen, og at vi dog kun havde een Division paa 25.000 Mand rede. Til Trods fo r alle vore Rigdomme, vor Folkemængde og vore mægtige H jælpekilder var dette hele Resultatet af vore Anstrengelser. Moralen er, at man havde bedraget vort Folk med den falske og absurde Teori, at det er unyttigt i Fredstid at gøre Forberedelser, selv indledende, til Krig “ (Side 339).

Angaaende Resultatet af den Uddannelse, de amerikanske Tropper modtog, anfører Pershing en interessant Udtalelse fra den fremragende, franske Arm éfører de Maud’huy, der „udtalte sig med stor Begejstring om 26. Divisions Mandskab og O fficerer under Oberstgrad ... men mente, at de højere Chefer i Almindelighed savnede E rfa rin g “ (Side 344). Det er den gamle Kendsgerning om igen, at man kan stampe Hære op a f Jorden og uddanne dem nødtørftigt, men ikke i en Haandevending kan tilvejebringe brugbare, højere Troppeførere og O fficerer, der paa fyldestgørende Maade kan bestride Stabstjenesten. Den 21/3 1918 begyndte den længe ventede, tyske Storoffensiv, som var rettet mod Amiens, og som i Løbet a f faa Dage væltede 5. engelske Arm é (Gough) over Ende. Pershing tilsk river det engelske Fodfolks ensidige Uddannelse til Skyttegravskamp Hovedskylden fo r det knusende Nederlag: „D a Englænderne først en Gang var tvungne ud a f deres Skyttegrave ... syntes de ganske desorienterede, fo rdi de nu ikke havde andre Skyttegrave at søge Dækning i “ (Side 351). Denne Begrundelse er utvivlsom t misvisende; Hovedaarsagen var, at 5. Armés Fron t var fo r stor i Forhold til Styrken, og dette indrømmer Pershing ogsaa indirekte ved umiddelbart efter den citerede Passus at meddele: „Paa den anden Slagdag var Goughs sidste Reserver sat ind.“ Saa snart Pershing havde modtaget E fterretning om det alvorlige Nederlag, begav han sig til Compiegne fo r at tilbyde Pétain øjeblikkelig Hjælp a f alle disponible, amerikanske Tropper. „General Pétain havde ikke sit sædvanlige a f T illid og Sindsligevægt prægede Ydre; en stor U ro var at læse i hans Ansigtstræ k“ (Side 354). Nederlaget gav som bekendt Anledning til den berømte Konference den 26/3 i Doullens, hvor de Allierede endelig — med Kniven paa Struben — enedes om at tildele Foch Overledelsen a f Operationerne paa Vestfronten. Pershing gentog strax overfor Foch det Tilbud, han havde givet Pétain, og bad ham om at angive den Maade, hvorpaa Hjælpen kunde blive mest effektiv. „Den næste Dag offentliggjorde de franske Aviser de faa Ord, jeg havde udtalt, men jeg tro r nok, at de havde pyntet en Del paa mine Udtryk: „Jeg kommer fo r at sige Dem, at det amerikanske Folk v il anse det fo r en stor Hæder, om vore Tropper kommer til at deltage i det nuværende Slag. Jeg beder derom i m it eget og i Folkets Navn. Der gives i dette Øjeblik ikke andre Spørgsmaal end det ene: at kæmpe. Infanteri, A rtille ri, Flyverkorps, alt hvad vi har, tilhører Dem. Disponer derover, som De vil.“ Resultatet a f Pershings Tilbud, hvorved han fo r den nærmeste Tid maatte se bort fra Oprettelsen a f en særlig amerikansk Hær, blev, at de 5 amerikanske Divisioner, som nu var i Frankrig , blev fordelt til rolige Frontafsnit, hvor hver a f dem frig jorde 2 franske (den amerikanske Division var omtrent dobbelt saa stærk som den franske) — altsaa alt i alt en ikke ubetydelig Hjælp. Ved Konferencen i Beauvais den 3/4 1918 var Pershing den a f de Allieredes Hærførere, der strax og uden Forbehold a f nogen A r t insisterede paa, at der skulde oprettes en ren og skær Overkommando (ikke „Overledelse“ e. 1.), og at Foch burde ansættes som Overgeneral. Pershing omtaler iøvrigt, at Fochs Udnævnelse til Generalissimus foraarsagede stor Misfornøjelse i England, hvor Bladet „The Globe“ endog mente at kunne forudsige, at Designeringen kun vilde blive en m idlertidig Foranstaltning, begrænset til de løbende Operationer (Side 376). T il Held fo r de Allierede gik denne Spaadom ikke i Opfyldelse, thi i modsat Fald vilde det næppe have været mulig t at tage Paraden mod den næste tyske Storoffensiv 9— 29/4 i Flandern, som tilsidst, om end under store Tab fo r Vestmagterne, blev standset derved, at franske Divisioner efter Fochs Ordre blev dirigerede til Angrebsfeltet, hvor de efterhaanden afløste de stærkt medtagne engelske. Fochs Myndighed blev endelig paa Præsident Wilsons Initia tiv — fremkaldt, som Memoirerne oplyser, a f Pershing, der med rette mente, at den italienske Regering vilde tillægge et Forslag fra denne Side de mest ophøjede M otiver — udstrakt til ogsaa at omfatte den italienske Hær. Beslutningen herom blev taget i et Møde i det øverste Krigsraad den 2/5 1918 i Abbéville. „Enhedskommandoen fra Nordsøen til Adriaterhavet var saaledes endelig realiseret“ (Side 417). Med disse forhaabningsfulde Ord slutter Pershing 1. Bind a f Memoirerne.

(Fortsættes).

K. C. Rockstroh, Norges Forsvar 1717— 1718, 9. Bd. a f Den Store Nordiske K rig s Historie. Gyldendalske Boghandel — Nordisk Forlag. Kbhvn. 1932. 384 Sider. Da Generailt. Tuxen bortkaldtes, fø r han havde lagt sidste Haand paa sit historiske Livsværk, overdrog Generalstaben Kaptajn Rockstroh at fuldende det. Ingen, der i den sidste halve Snes A a r har søgt Oplysning i Hærens A rkiv , undrede sig herover, og enhver, der kender Kaptajn R., var paa det rene med, at han vilde gaa til Urkilderne og skrive a f karsken Bælg. Bogens Læsere sander, han har g jort det. E t kort Forord oplyser, hvem der har medvirket fø r eller sammen med Kaptajn R „ og hvorledes Værket paatænkes endt med 10’ Bind. Udover hvad der stilles i Udsigt, turde en kort Oversigt over Kendsgerninger, som Værket har sat i Stedet fo r tidligere Tiders Vild farelser og Skrøner, være historiske Lærebøgers Forfattere kærkommen. Vinteren 16— 17, hvor Frem stillingen tager ved, var S tille efter Storm : K a rl X I I vilde tage Norge eller Dele deraf til Gengæld fo r Landene hinsides Østersøen, som var gaaet tabt og ikke kunde genvindes; men fo r at gøre det maatte han først bringe sin Hær paa Fode. Frederik IV var ikke i Stand til at falde ind i Sverige, medmindre hans Forbundsfæller, Czar Peter, Preussen og England— Hannover var med fo r ramme A lvor, og, skinsyge paa hinanden, var de nærmest tilbøjelige til at slutte Særfrede med Sverige, da de havde opnaaet, hvad de vilde. Havblikket varede hele 1717 og langt ud paa Aaret 1718,, idet A rm felt først i Sept. 18 fald t ind i det nordenfjældske, og K a rl X II selv i Nov. gik over Grænsen søndenfjælds med 30—• 40,000 Mand. I Mellem tiden havde Danmark— Norge lid t alle Spændings og Uvisheds sløvende Kvaler og de militære Ledere „svævet mellem Haab og F ry g t“ , idet de stundum saa Uvejrsskyerne spredes, stundum ventede Angreb fra Dag til Dag, ja endog fra Tim e til Time. E t filte t politisk Væv uden særlig iøjnefaldende Traade, Talen frem og tilbage om Forslag og Planer, som enten kun sætter svage Spor eller løber ud i Sandet, og sløj K rig sfø ring er ikke taknemmelige Emner at sysle med. Des gladere overrasket bliver man ved, at Bogen er underholdende, krydret som Frem stillingen er med slaaende Udtryk og morsomme Træk. Skønt den giver talløse Enkeltheder, er Opbygningen saa ligetil, Traaden saa sikkert fastholdt, at Overblikket ikke tabes, og Fo rf. gaar ikke ud paa at more Læseren, men giver et klart Billede a f Tiden, dens ledende Mænd og indre og ydre Styre. Stridskræ fternes Tilvejebringelse, skiftende K aar og T ilstand omtales udfra grundmuret Indsigt i den Slags Spørgsmaal. Ogsaa hvor Talen er om K rig s fø ring og Krigsskuepladser, sporer man en kyndig Fagmands Syn paa Sagen. — Det rent politiske og det m ilitæ rpolitiske Spil dels fo r aabent Tæppe, dels bag Kulisserne tager hverken mer eller mindre Plads, end det burde, og er underbygget med Kildehenvisninger, som jeg ialfald ikke tør indvende noget imod. Man skim ter Svig: Czar Peter vilde saaledes i 1718 overlade Danmark— Norge til sin Skæbne mod at bjærge sit eget Hæ rfang og kom dog, sandt at sige, i Trofasthed, Paalidelighed og politisk Æ rlighed ikke tilkort overfor Englænderne, der efter Særfred med Sverige v ilde have, at en dansk— engelsk— svensk Flaade skulde overfalde og „tilin tetgøre“ Czarens Flaade, skønt Danmark— Norge endnu var paa K rigsfod med Sverige og i Forbund med ham. Man overværer bl. a. Tovtrækning mellem Gabel og Scholten og faar levende Indtryk af, at Ledelsen, især i Norge, kunde have været i bedre Hænder. Forf. har aabenbart et ikke ringe Kendskab til de Mænd, han omtaler, og giver desuden paa Stedet enkelte slaaende V id ­ nesbyrd om, at et Skudsmaal er rigtigt. Hvem kan saaledes tvivle om, at Gabel var en Fusentast, naar man læser hans K rigsplan fo r 1718, eller om ,at General Sponeck, der havde Kommando i Norge, ikke forstod Dansk (Norsk) og kun skrev sit tyske Modersmaal saa som saa, naar han selv bad om at faa Ordre paa Tysk og bl. a. skrev „ein Consel de Gere, worin de siville Obrigkeit wol m it erscheinen w irt“ , eller om, at den kommanderende General Lutzow „ingen Hukommelse har“ , naar han paa én og samme Dag skrev ,at der fo r Tiden kun var lid t Vand i Giommen, og at Giommen fo r Tiden var opsvulmet? Frederik IV var en naadig Konge og en æ rlig Mand selv overfor lumske Forbundsfæller, men til at give Krig et kraftig t Sving savnede han ikke mindre Viljestyrke og Udholdenhed end Viden og Fremsyn, — til hans Æ re være sagt, at han dømte andre m ildt og næppe nogensinde selv har udgivet sig fo r en stor Hæ rfører. Langmodig overfor Nølere forhastede han sig ikke med Befalinger eller Svar paa Indstillinger og søgte, som mange eller vel endog Flertallet a f sine samtidige, at „holde gaaende“ uden „H asard“ og „Hauptactioner“ . Nægtes kan heller ikke, at én os ufattelig Angst fo r Angreb paa Holsten holdt ham fra at sende større Dele a f Hæren i Danmark, som var i bedre Stand end den norske (de danske Rytter regimen ter var endog fo rtrinlige), til Norge, der dog laa nærmest fo r Skud. Intet Under, at Krigen til Trods fo r alle Generalernes og Krigsraadenes samvittighedsfulde — og sam vittighedsfuldt gengivne — Overvejelser førtes med ringe Held, da A rm felt og K a rl K il omsider fald t ind i Landet!

Frem stillingen a f Kampene sidst paa Aaret 18 er klar og skifter Sol og Vind lige mellem Modstanderne. Fo rf. gør udfø rlig velgrundet Rede for, at Karl XIIs Ledelse hverken svarede til hans Ry eller de endnu i vore Dage gentagne Lovprisninger*), men dølger lige saa lidt, at de norsk— danske Førere viste pinlig Forsigtighed og vogtede sig vel fo r at kæmpe haardnakket eller gaa Fjenden paa Livet, hvor der havde været Grund dertil.

En Ludwig havde g jort K a rl X IIs Fald til et storslaaet Dramas rystende Femte Akt. Kapt. R. omtaler jævnt og roligt, hvorledes Kongen fandt Døden fo r Frederikssten, og oplyser dels, at Stedet ikke længer kan paavises, dels at alt taler imod Sagnet om, at en svensk Kugle gav Kongen Banesaar. „Bøj D it Hoved, Sigambrer! Brænd, hvad Du tilbad, og tilbed, hvad Du brændte!“ , sagde den hellige Remigius i Reims, da han døbte Frankernes Konge Klodevig. — Streng K ild ek ritik byder mangen Nutids Historiker, som vil Sandheds Vej, bøje Hovedet, naar Kilderne røber, at ikke alt, hvad der glimrer, var Guld. Ikke faa a f Fortidens Store har derved faaet slemme Skrammer, — fo r at nævne nogle: Demosthenes staar ikke længer som ædel, uegennyttig Talsmand fo r en stor Sag; indviede ved, at George Washington skylder Greene og v. Steuben Tak fo r mange Laurbær, og at de nyfødte U. S. A.s Kongres var sluppen billigere, hvis den ikke havde modtaget hans Tilbud om at tjene ulønnet og kun faa sine Udlæg godtgjorte; Frederik II var langtfra nogen oplyst Despot og Frihedstaleren Mirabeau rent ud sagt en Usling, som solgte sig i Smug. H vis man bandlyser en H istoriker eller sætter ham under Censur, fo rdi han gør Sagn til Sagn eller ikke stiller en Helt i glimrende Lys, hører al æ rlig Historieskrivning snart op. Man maa trøste sig med, at de virkelig store — Hannibal, Jeanne d’Arc, Napoleon o. 1. — snarest bliver u fattelig store efter k ritisk Medfart, og at altfor skæve Domme atter trækkes i Lave. T il Gengæld skal Historieskriverne huske to T in g : I og fo r sig gode K ild e r er ikke altid hele Sandheden eller helt sande, og — man skal være varsom med at dømme en Mand hel og holden ud fra enkelte Foregange, og hvad han eller andre skrev i en snever Vending. En og samme Ting kan jo tage sig anderledes ud fo r den, der levede eller lever med, end fo r H istorikeren, som — tit længe efter — gransker den i Ro og Mag med alle mulige og umulige Oplysninger ved Haanden: Den lid t haardhaandede Befalingsmand, der engang mindede Krigsretsdommerne om, at han kun havde ha ft 2 Sekunder til at tænke over, hvad de havde haft 3 Dage til at hitte ud af, havde ingenlunde Uret. Man kunde endnu spørge, om Historikere i det hele taget skal dømme eller ikke skal nøjes med at skrive Kendsgerninger. M ig synes dog: det maa de selv om, og allerede, at Rosiflengiusser bralrer op, giver dem, der hungrer og tørster efter Retfærd, Grund til at tage Bladet fra Munden, men — uden Vrede og V ild (sine ira et studio)! Tiden til at sige Sandheder maa ogsaa være velvalgt, og Fo rf. gør vel i at overveje, om det, han har paa H jerte, er uom tvisteligt og vægtigt nok til, at det skal siges i en Form , der kan rokke Folkets T illid til store M in ­ der og Storhed, som der ikke er Grund til at tvivle om. Det sagte sigter til Kapt. R.s Omtale a f Tordenskjold. Den er ikke blid og har vakt Harme hos ikke faa Læsere, deres højlydte Indsigelse hos endnu fler, som slet ikke har læst Bogen og ikke engang vil læse den, fo rdi den efter Sigende sværter deres Yndlingshelt; men — man gør Kaptajn R. Uret, hvis man tror, han ikke har sort paa hvidt for, hvad han skriver, — dertil er han baade fo r dreven og fo r æ rlig en Historiker. Kun hans Ret til at lægge saa meget i visse Kildesteder, som han gør, kan omtvistes, og det havde været bedst, om der var taget rent sagligt til Genmæle i Fagskrifter, ikke i Bladene, hvor, i det mindste Læsernes, Følelser let faar Overhaand og trænger Videnskaben til Side. A t Tordenskjold var noget fo r sig, er alle — Kapt. R. (S. 108), om end lid t spydig, ogsaa — enige om. Ligeledes turde der være Enighed om, at Tordenskjolds Angreb paa Gøteborg den 14/5 og Strømstad den 19/7 1717 lededes uheldigt, men i og sig var form aalstjenlige, da et vellykket „Coup“ gavnede mer end Blokade og (eller) Kryds og Fjenden skulde hindres i at samle til Bunke i Strømstad. V a r han en „in traitable“ Brand, der vilde frem , koste hvad det vilde, og snarere en Vovehals end en stor Mand, bliver en Flaade a f hans Aand dog altid selv stærke Modstandere en fa rlig Fjende, han selv et lysende Forbillede fo r Havets Helte. Nogle a f Ankerne, Kapt. R. retter mod Tordenskjold, gælder, synes mig, Udslag a f en ung og ilter Mands „rude Hastighed“ ; andre kan man — uden at se alt gennem Tordenskjolds norske Lovsanger, Bergersens B rille r — kun delvis tiltræde, da en Handlingens Mand som T. ikke nødvendigvis har onde Bagtanker, fo rdi han ikke vejer sine Ord paa Guldvægt, og T.s paastaaede „Illoyalitet“ turde, velvillig set, blive ysk og fryg tløs Ungdoms evige S trid med graahærdet Varhu. Kapt. R. kunde derfor uden Skade — og uden at udelade en eneste Kendsgerning eller et eneste Citat — have skyet Ytringer, som ingen har Glæde af, mange finder hadske. De fleste Læsere vilde saa allerhøjst have fundet, at ogsaa Tordenskjold kunde komme fo r Skade, og ingen a f hans Vaabenfæller kunde have følt sig saaret. Særlig skarpsynede Læsere vilde alligevel have læst mellem Linierne, hvis de havde Brug derfor. Om det, de læste dér, skulde frem , er et andet Spørgsm aal: summum jus lam blive summa in juria.

De Bogen ledsagende samxtidige K ort giver et levende Indtryk af, hvor forvænt Nutiden er.

Rolf Kali.

H. P. Langkilde: Legemsøvelsernes Historie 1500— 1800. København 1932, Jul. Gjellerups Forlag. Med Romerrigets Undergang gik Kendskabet til den klassiske Oldtids Legemsidræt tabt, ind til Renaissancens Foregangsmænd atter udgravede de gemte Skatte. Med Middelalderen indtræder Legemsidrætten, især under Paavirkning a f Romerkirkens asketiske Grundsyn, i en Mørketid, hvoraf den først udtræder Aarhundreder efter; men da udfolder den sig ogsaa med vældig K ra ft til den Faktor, den i Ø jeblikket er. En Forudsæ tning fo r en saadan stærk Udvikling, som den der foregik om kring 1800-Tallet, til Dels i en helt ny Retning, maa im idlertid være, at skjulte Kræ fter længe har virket under en forholdsvis rolig Overflade, og det er i dette Tilfæ lde saa meget naturligere, som Trangen til Legemsøvelser har sit Udspring i Menneskets U rin stinkter og vel kan hæmmes fo r en Tid, men aldrig helt kvæles. Det er Udviklingen under denne Mørketid, Gymnastikinspektør, Oberstløjtnant H. P. Langkilde skildrer, og det maa siges at være lykkedes Forfatteren med sin store Kæ rlighed og Kendskab til Emnet at give en logisk opbygget, overbevisende Frem stilling a f Udviklingen og skabe et Helhedsbillede, der har været saa meget vanskeligere at frem stille, som Stoffet ik ­ ke er let tilgæ ngeligt og med stor F lid har maattet samles fra mange forskellige Kilder. Forfatteren inddeler Bogen (77 Sider) i 3 A fsnit: Ridderen, Filosoffen og Skolemesteren efter de 3 Skikkelser, der hver fo r sig har sat Hovedpræget paa Udviklingen i det omhandlede Tidsrum . Under A fsnittet: Ridderen gennemgaas i korte Træk Udviklingen fra de tidligste Tider, og Forfatteren paapeger til Forstaaelse a f den, at fredelige Sysler kun i ringe Grad giver Anledning til Øvelser, der kan benævnes Idræt, hvorimod Hovedmængden a f de ældste Idræ tsformer bærer Præg a f at have deres Udspring fra Krigens og Jagtens Foreteelser. Under Omtalen a f Riddertiden er det navnlig Idrætsmoralen og Legemsøvelsernes Forædling, der interesserer Forfatteren, som udtaler, at Middelalderen gennem Riddervæsenet har ydet sit store og væsentlige Bidrag til Udform ningen og Hævdelsen a f de Krav, vi ogsaa nu stiller til Udøvelse a f Idrætten. Den har overgivet et — om end uklart og ufuldkomment — Idrætsideal til den Tid, der fulgte efter. Den har lagt Grunden til Begrebet: Gentleman. Da Harmonien mellem Ridderens Færd og det virkelige Liv henimod Slutningen a f Middelalderen gaar tabt, maa R id ­ deren afgive Føringen i Udviklingen, og det bliver nu Tænkeren, Filosoffen — som Bogens 2. A fsn it handler om — der præger Udviklingen. Det er nemlig ikke saaledes, at Renaissancen straks lyser Legemsidrætten i Kuld og Køn fo r efter den klassiske Oldtids Forbillede at lade den indgaa som Led i Opdragelsen. Først maa dens Nødvendighed i dette Øjemed begrundes, og det er dette, Mænd som Loche, Basedow m. fl. i den følgende Tid gaar i Gang med. A t de har Ungdommen paa deres Side i disse Bestræbelser fo r at skaffe Legemsøvelserne en Plads i Opdragelsessystemet er en Selvfølge, og over fo r denne Koalition maa Skolemesteren bøje sig. Han har hid til stillet sig meget vrangvilligt overfor Legemsidrætten i Almindelighed og over fo r den som Undervisningsemne i Særdeleshed. Men een Gang vundet fo r Sagen er det nu gennem ham, at Legemsidrætten skal populariseres, gøres fra den enkeltes, den fornemme Ynglings Sag til en Folkesag, og om denne Indsats berettes der i Bogens 3. A fsnit, i hvilket vi føres fra Ridderakademiets Fægtesale, Boldhuse og Ridebaner over Filantropernes Friluftsøvelsespladser til Folkeskolens Gymnastiksale. Her træ ffer vi paa vor egen Professor Nachtegall, den fø rste Chef fo r Hærens Gymnastikskole, som ved sin Indflydelse hos Kong Frederik den VI. gennemforte, at Danmark som det første Land i Verden betragtede Legemsøvelserne som en Sag, der angik hele Landets Ungdom.

Alt i alt en interessant og læ rerig Bog, der kan anbefales alle, der er interesserede i legemlig Opdragelse.

Sander.

Den yngre Slægt Pontoppidan ved Kaptajn i Livgarden Axel Pontoppidan. I. H. Schultz. 1931. Kaptajn Pontoppidans Slægtbog er et væ rdifuldt Bidrag til dansk Personhistorie. Den Række a f lærde og lærde gejstlige Mænd a f Æ tten, der stammer fra den fyenske Landsby Sønder Broby (som Slægtnavn latiniseret Pontoppidanus) har haft saa stor Betydning fo r dansk Aands- og K ultu rliv , at et ud førlig t Værk om Slægten ikke alene er a f Interesse fo r denne. Bogen har faaet yderligere Værd derved, at 15 Medlemmer a f Slægten, der „paa Grund a f den særlige Indsats, de hver paa sin Vis har ydet“ er bleven g jort til Genstand fo r udførligere Omtale, og hver har fundet sin udmærkede Biograf. Jul. Schovelins Skildring a f den kendte Generalkonsul Hend rik Pontoppidan i Hamborg er sam tidig et væ rdifuldt Stykke Tidshistorie, og Bibliotekar Dum reicher fortæ ller interessant og aandfuldt om Mennesket og Forfatteren H enrik Pontoppidan. Kaptajn Axel P. har fo r sin Person ydet et fortjenstfuldt Bidrag til „de 15“ , idet han fortæ ller om Kartografen C h ristian P., der var „Ridsemester“ fo r Landkadetteme i 27 A a r — fra 1773 til 1800. Om Christian Joachim P. — trods de sikkert dygtige Kortarbejder, han har præsteret — egentlig har ydet den særlige Indsats, der berettiger ham til en Plads blandt de 15 skal staa hen, men vel er det, at han er kommen med. Hans Biog ra f har i sin Skildring a f den beskedne Tegnelærer, der i sin pure Ungdom som Johannes Ew ald havde søgt Eventyret ude paa de europæiske Valpladser og deltaget i Syvaarskrigen, fundet Lejlighed til at yde sit Bidrag til Belysningen a f det ejendommelige Liv , der i Slutningen a f det 18. Aarhundrede gav „Landkadetkompagniet“ sit Særpræg. Oberst J. O. Jensen skriver om Kammerherre Ludvig Pontoppidan: den første O ffice r i den yngre Slægt a f Navnet P. Forfatteren tegner et smukt og sympatisk Billede a f den gamle Oberst, der — som anfø rt i „Slægttavlerne“ har „Soldatens stridbare Sind, der ofte har skabt Vanskeligheder om ham“ . Blandt disse „Vanskeligheder“ turde endnu erindres Marketender- og Kirkesagen i Odense. „To i og fo r sig ubetydelige Sager“ , siger Oberst Jensen, „der som en sørgelig Konsekvens medførte P.s A fgang fra 6. Regiment efter kun faa Aars Kommando“ . Og paa en forstaaende V is trevler Oberst J. disse Sager op. I 1886 overtog daværende Kaptajn Pontoppidan Stillingen som Læ rer i Krigskunst i Officerskolens næstældste Klasse; hans Lærervirksomhed her varede til 1897, og P. „prægede det ene Kuld unge O fficerer efter det andet“ . Som Lærer, siger Oberst Jensen, var P. fuld t inde i sine Ting, klar i sin Tanke og i sin Udtryksform , „men det er mig, der er stolt over at være en a f hans Elever, ikke m uligt at afgøre, om P. egentlig var i Besiddelse a f pædagogiske Evner, eller om det ikke var hans fornemme, elegante, gennemnoble Person og Personlighed, der gjorde ham til Forbillede fo r os“ . Oberst Jensen giver derfor Ordet til Oberst R olf Kali, som paa sin egen livfulde Maade karakteriserer P. som Læ rer — og som en god Lærer. „Hans Retfærdighed til Fingerspidserne, hans glødende Adhu fo r sin Gerning og hans Forstaaelse a f Eleverne som tænkende Personer (dengang noget ret uhørt)“ er Motiverne fo r Dommen. „Maaske har jeg U re t“ , siger P. til sine Elever efter at have drøftet et tvivlsom t taktisk Spørgsmaal med dem, „nu kan de selv dømme“ . „K rigshistorie og Strategi var Kaptajnens Yn g ­ lingsemner“ , slutter Oberst K ali sin Karakteristik, „Kild ek ritik s strenge Grundsætninger var dengang kun sparsomt kendt udenfo r Historikernes snevre Kreds, og bortset fra Moltke var faa el - ler ingen trængt dybt nok ind i Napoleonskrigenes Løndomme til at gaa i Rette med Jomini. Hvad Under da, at Fy rst Galitzin og Jom ini blev vore Ledestjerner. Den sidstes Tanker dukkede saa mange Steder op, at Kaptajnen tilsid st blev Jomini fo r os.“ Sammenspillet mellem de to Forfattere er a f udmærket Virkning , og Læseren a f A rtiklen faar et Helhedsbillede a f Soldaten og Læreren Ludvig Pontoppidan. Bogen er forsynet med et righoldigt og interessant Billedstof.

B.

Joh. Wille: Fædrelands fo r svar og J ordspørg smaal. I Kommission hos V. Thaning & Appel. 54. S. Prem ierløjtnant W ille søger i sin lille Bog en Helsebod mod den Tvedragt, der i Forsvarsspørgsm aalet præger vort Folk, og finder Lægemidlet i Gennemførelsen a f Georgeismens Teorier. „Forsvarsvillien skal vækkes gennem Arbejdet fo r en Løsning a f Jordspørgsmaalet. Anden Vej dertil gives ikke.“ E t A rgu ­ ment herfor finder Fo rf. ved en historisk Oversigt, hvorved han vil godtgøre, at Hærenes Væ rdi og Folkenes krigerske K ra ft er afhængig a f Soldatens og Borgerens Adgang til Besiddelse a f Jord, og særlig fremhæver han, hvilken Betydning Hindenburg under Verdenskrigen tillagde Gennemførelsen a f den Lov om Jordreform og Krigerhjem , som den tyske Rigsdag vedtog i 1916. Største Delen a f Bogen er im idlertid en direkte Apologi fo r Georgeismen, a f hvilken Fo rf. er en fanatisk Tilhænger, og i hvilken han ser det moderne Samfunds Frelse. Selv om man ikke overalt kan være enig med Fo rf. i hans Betragtninger, maa man dog glæde sig over det varme Fædrelandssind, der gennemstrømmer Bogen, som derved faa r sin Betydning i Arbejdet fo r Forsvarssagens Fremme.

Nyt Danmarkskort.

Geodætisk Institut har nu fuldendt Udgivelsen a f K ort over Danmark i 1 :200,000, den ny Korttype, der blev paabegyndt udgivet fo r ca. 2 Aar siden.

Kortet, der er udarbejdet som et moderne Færdselskort med røde Veje og en klar og tydelig Skrift, har alle Betingelser fo r at faa en stor Udbredelse, da det kan anvendes til alle Formaal, eftersom det faas i alle tænkelige Udgaver: i 10 Bl. falset, i 16 Bl. plant, opkl. i Lommeformat, opkl. samlet som Vægkort og, ikke at forglemme, i Bogform. Kortet er en fuldstændig fyldestgørende Erstatning fo r de gamle K o rt i 1 :160,000 og i særlig Grad maa fremhæves dets store Tydelighed.

Boganskaffelser.

DET KGL. GARNISONSBIBLIOTEK. April 1932.

Broch, J. & S. Bergesen: S0rlandsbanens Fo rtid og Frem tid. Stavanger 1932. — M a rx: Die M arne — Deutschlands Schicksal? B erlin 1932. — Nyrop, K .: Ordenes Liv . V. Kbh. 1932. — Ministère de l’intérieur: Instruction pratique sur la défense passive contre les attaques aériennes. Pa ris 1932. — Paillé, G.: Connaissance et emploi des armes et engins de l ’infanterie. P a ris 1932. — Michel, R.: U n combat de rencontre. — Monthyon, les 5 et 6 septembre 1914 à la 55e D. R. P a ris 1931. — Reichsarchiv: Der W eltkrieg 1914— 18. V III. B erlin 1932. — Izard, L . et I. des Cilleuls et R. Kerm arrec: La guerre aéro-chimique et les populations civiles. P a ris 1932. — Br^nsted, K . G.: Erindringer. I-II. Kbh. 1931/32.

Det krigsvidenskabelige Selskab.

T il Selskabet er under Mæ rket indgaaet en Besvarelse a f P ris ­ opgave N r. 15. Selvvalgt Opgave: „Træ fningssandsynligheden ved M askingeværskydning mod feltmæssige M aal. E n skydeteknisk Vurdering a f Maskingevæ rild"..

Foreningen af Officerer uden for aktiv Tjeneste.

Odensegade 17, Kjøbenhavn Ø.

Meddelelse fra Fællesstyrelsen: Foreningens aarlige Fællesmøde afholdtes den 30. A p ril 1932 i O fficersforeningens Lokaler i Kjøbenhavn under Forsæde a f Formanden, Generalm ajor Nørresø, der — forinden Forhandlingerne paabegyndtes — holdt en kort Mindetale over de i det forløbne A a r afdøde Medlemmer. Formanden aflagde en kort

Beretning om Virksomheden i 1931. Under Fællesstyrelsens Auspicier afholdt Foreningen den 30. November en Festmiddag i O fficersforeningen i Kjøbenhavn i Anledning af, a t Foreningens høje Protektor, Hans Majestæt Kongen, fo r 25 A a r siden overtog Protektoratet. — Hans Majestæ t viste Foreningen den Æ re at komme tilstede. — Hans Kongelige Højhed Kronprinsen, der ligeledes var tilstede, havde i Anledning a f Dagen vist Foreningen den Æ re at indtræde som Æ resmedlem, ligesom Foreningens mangeaarige Æresmedlemmer, Deres Kongelige Højheder Prinserne H arald og Gustav, var tilstede. Som Foreningens Gæster var desuden indbudt Hærens højeste Autorite ter m. fl. Ved „Kjøbenhavns Kreds1' har der i Vinterhalvaaret været afholdt Foredrag a f følgende Foredragsholdere: Kommandant D. M. Stensbæk-Davidsen (16/1 og 17/4), K apta jn H. R. M . Herschend (20/2), Ingeniørkaptajn N. M aare (3/5) og Oberst E. Leschly (15/10). Desuden er der afholdt ordinær Generalforsam ling (20/3) og 6 Klubaftener (6/2, 6/3, 3/4, 2/10, 6/11 og 20/11). I Sommerhalvaaret er afholdt Instruktionsskydning med Rekylgevær og Pistol 1910 (17/5 og 31/5), Præmieskydning med Pistol 1910 (30/8), Besøg paa Frederiksberg Slot (3/5) og hver Fredag A ften Sammenkomst med Salonskydning m. m. i Sommerlokalet paa Frederiksberg. Endelig har Kredsen deltaget i 2 Konkurrenceskydninger med Pistol 1910 (11/5 og 10/11) efter Indbydelse a f Udvalget fo r „Kjøbenhavns Garnisons O fficerspistolskydeforening". — Ved „Lolland-Falsters Kreds": Ordinæ r Generalforsam ling i M aribo (31/3), Skydning med Pistol 1910 (17/5, 31/5 og 7/6) og Præmieskydning med Pistol 1910 med efterfølgende selskabelige Sammenkomst (14/6). Skydningerne fandt Sted i Lysemose ved Maribo. Ved „Fyens Kreds": Foredrag a f M arinekaptajn O. Lagoni (9/2), ordinær Generalforsam ling i Odense (30/3), Skydning med Pistol 1910 (31/5 og 7/6), Præmieskydning med Pistol 1910 (14/6) og Præmieskydning med Gevær 1889 (17/10). Skydningerne fandt Sted paa Hærens Skydebaner ved Odense. Ved „1ste jydske K red s": Foredrag a f Oberstløjtnant O. Berg (8/1), og a f Prem ierløjtnant P. B. E riksen (12/3), ordinær Generalforsam ling i Aarhus (25/3), Skydning med Pistol 1910 (10/6, 18/6 og 25/6), Præmieskydning med Pistol 1910 (7/7) og Foredrag a f K apta jn C. A . Reimann-Hansen (3/12). — Desuden har Kredsen h a ft 3 Klubaftener (12/2, 13/10 og 5/11). Skydningerne fandt Sted paa Hærens Skydebaner ved Aarhus. Ved „2den jydske Kreds": Foredrag a f K apta jn Have (9/2), ordinær Generalforsam ling (13/4), Skydning med Pistol 1910 (11/6, 16/6 og 18/6), Præmieskydning med Pistol 1910 (25/6) og Besøg paa et engelsk Adm iralskib (22/6). Desuden har Kredsen deltaget i forskellige Sammenkomster, Foredrag m. m. sammen med eller efter Indbydelse a f den stedlige O fficersforening m. fl. (10/2, 20/6 og 7/12) og endelig Middag (30/11) i Anledning a f Foreningens 40 A ars Jubilæum med Foredrag a f K apta jn P. C. Poulsen. Skydningerne fandt Sted paa Hærens Skydebaner ved Aalborg. Ved „Sønder jydsk K red s": Ordinær Generalforsam ling (2/4), Skydning med Pistol 1910 (7/6 og 5/7), Foredrag med Demonstration a f K aptajn Troels-Sm ith (4/7) og Præmieskydning med Pistol 1910 (23/8). Skydningerne fandt Sted paa Hærens Skydebaner ved Sønderborg.

Skydningerne med Hærens Pistol 1910. hvortil Fællesstyrelsen har udarbejdet ensartede Begler fo r Kredsene og udsat Æ respræmie og et A n tal Flidspræm ier, vinder stadig god T ilslu tning i alle Kredse. — Foreningens Ærespræmie fo r 19SI vandtes a f Lø jtnant H. Hindahl a f „Kjøbenhavns Kreds" med 163 Points. Foreningens Fællesstyrelse har forsynet sam tlige Kredse med Am ­ m unition uden sæ rlig Betaling. —

Til Revisor genvalgtes Kaptajn G. Fogh.

Regnskabet blev forelag t og godkendt.

Foreningens (Fællesstyrelsens og de 6 Kredses) samlede Regnskab fo r 1931.

DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB: M E D L E M S K O N T IN G E N T :

indenbys Medlemmer: 12 K r. aarligt.

udenbys Medlemmer: 8 K r. aarligt.

Medlemmerne erholder gratis „M ilitæ rt Tid ssk rift".

faste Officerer o. 1. a f Linien ............................. 8 K r. aarlig

faste Officere r a f Reserven ................................ 5 K r. aarlig

væ rnepligtige O fficere r o. 1., afskedigede O fficerer o. 1., der har stillet sig til Raadighed fo r Hæren

ved M obilisering, samt Kornetter ................... 4 K r. aarlig

andre indenlandske Abonnenter ............................. 8 K r. aa rlig

Beløbet kan indbetales kvartalsvis, halv- eller helaarligt, eller — efter Abonnentens Ønske — opkræves 1 Gang aa rlig t (i A p ril Kvt.) gennem Postvæsenet mod en Postgodtgørelse a f 30 Øre. Abonnement kan tegnes gennem Postvæsenet, i Vilhelm Trydes Boghandel, Østergade 3— 5, Kjøbenhavn K., eller ved „M ilitæ rt Tid ssk rift"s Ekspedition.

B E S T Y R E L S E N :

Formand: Generalm ajor H. Rørdam, Generalinspektør fo r Rytteriet, Kom ­ mandant i Kjøbenhavn, Kastellet, Kjøbenhavn 0. Sekretær: Prem ierløjtnant a f Generalstaben T. K. Thygesen, Fuldmægtig i Krigsm inisteriet, Slotsholmsgade 8, Kjøbenhavn K.

K A S S E R E R : Kaptajn a f Generalstaben G. Gullaksen, Generalstaben, Proviantgaarden, Kjøbenhavn K.

M IL IT Æ R T T ID S S K R IF T : Redaktør: Steen Blichersvej 1, Kjøbenhavn F., Telf. Godthaab 4932. Ekspedition: Juliu s Blomsgade 6, Kjøbenhavn L., Telf. Taga 2111 y. Annonce-Ekspedition: Pilestræ de 8, Kjøbenhavn K., Telf. Central 6522.