Paa den vestlige krigsskueplads er der stadig blevet kæmpet i Flandern. Den 12. August forsøgte en engelsk Division et Angreb ved Hollebecke men blev afvist. Den 15. erobrede Franskmændene nogle lyske Stillinger ved Vejen fra Steenstraele til Dixtnuide, og den følgende Dag log de det Terrain, som ligger mellem Yserkanalen og Narijevaari og erobrede Brohovedet ved Drieraschten. Englænderne støttede dette Angreb og erobrede Langemarck, som de beholdt til Trods for talrige og forbitrede tyske Modangreb. Ved Vejen, der fra Roulers og Menin fører til Ypres, besatte Englænderne det højtliggende Terrain Nord for Vejen. Senere engelske Forsøg paa at vinde Terrain, særlig i Egnen ved Langemarck, er strandede paa Tyskernes forbitrede Modstand. Først den 22. August gik Englænderne paany frem til el større Angreb mod en Bække tyske Støttepunkter og befæstede Gaarde tværs over Ypres—Menin Vejen og mellem Jernbanen Ypres— Roulers og Langemarck. Resultatet svarede imidlertid ikke til Anstrengelserne, og tyske Modangreb har forskellige Steder tvunget dem til at opgive mindre Dele af del, som de havde vundet i de foran omtalte Kampe.
I Frankrig har Englænderne bestaaet ret svære Kampe i Egnen ved Loos og Lens.
Den 16. August angreb de de stærke tyske Stillinger paa og ved lløjde 7U Sydøst for Loos og erobrede dem paa en Front af ca. 3 km og den følgende Dag gjorde de Øst for Loos yderligere Fremskridt i Retning af Cité St. August.
Kampene var meget haar de. Tyskerne rettede talrige meget kraftige Modangreb mod de nyvundne engelske Stillinger. Under et af disse skal eksempelvis nævnes, at 3 forskellige lyske Divisioner blev sat ind, af hvilke de 2 praktisk talt blev oprevne, uden at Tyskerne naaede deres Maal.
Kampen medførte, at det engelske Artilleri nu næsten fuldstændig behersker de østlige Adgange til Lens.
Den 21. angreb Englænderne den tyske Skyttegravslinie, der grænser op til Lens mod Vest og Nordvest. Nordvest for Lens lykkedes Angrebet paa en smallere Front; men i Hovedsagen strandede det. Der kæmpes imidlertid stadig ved denne By, uden at Situationen dog er væsentlig forandret.
Paa den øvrige Del af Fronten i Frankrig har der staaet spredte, mindre Kampe ved St. Quentin, paa Chemin des Dames og i Champagne; men Hovedbegivenheden paa Vestfronten knytter sig til Verdun.
Den 16. og 17. August angreb og erobrede Tyskerne nogle franske Skyttegravsafsnit ved Caurieresskoven; men allerede den 18. tog Franskmændene dem tilbage, og samtidig steg Artillerivirksomheden meget betydelig paa Fæstningens Nordfront.
Den 20. gik Franskmændene derefter frem til et stort Angreb paa begge Sider af Meuse fra Avocourt- skoven til Nord for Bezonvaux. I første Fremstød besatte de Talou-Ryggen Øst for Meuse, der kun var svagt besat af Tyskerne; men i de paafølgende haarde Kampe vandt de mange andre, betydelige Fordele.
Vest for Meuse tog de de to Toppe af Morlhomme samt Dele af Skovene Corbeau og Cumieres, dernæst Oiehojen og Landsbyen Regneville. Øst for Meuse skød de deres Linier frem Nord om Cliampneuville, forbi Højde 344, Mormontgaarden, Højde 210 og Nord for Louvemont, og deres Stillinger flankerer nu Landsbyen Ornes fra Vest.
Tyskerne satte sig kraftigt til Modværge; men den
23. lykkedes deL ikke desto mindre Franskmændene at udvide deL erobrede Terrain meget betydeligt Vest for Meuse, idet de tog den vigtige Højde 304, om hvilken der har slaaet saa mange blodige Kampe, og Camard Skoven Vest derfor samt en Linie Skyttegravsværker og befæstede Gaarde Nord for, saa de mellem Hau- court og Belliincourt nu har naaet den sydlige Bred af Forgesbækken. Samtidig udvidede de deres Stilling ca. 1 km i Dybden Nord for Morthopnne, Ost for Vejen Fsnes—Belliincourt.
Tyskerne bombarderer nu kraftigt de nye franske Stillinger.
Kampene ved Verdun indbragte Franskmændene over 8000 Fanger, 21 Kanoner og 200 Maskingeværer, og desuden Besiddelsen af alle de Højder, som behersker Byen. Tyskerne staar nu intet Steds nærmere ved Verdun end ca. 11 km. Den tyske Ørn, som i sin Tid under Centralmagternes Jubel slog sin Klo i denne Frankrigs Hovedhjørnesten, har maallet slippe sit Tag, og Tyskerne er paa gode Veje til at miste alt det, som de under uhyre Ofre af Menneskeliv i sin Tid vandt ved Verdun. Man trøster den tyske Befolkning med, at Franskmændenes Fremgang ikke har nogen afgørende militær Betydning; men man glemmer eller fortier samtidig, hvilken uhyre moralsk Virkning den franske Verdunsejr har paa det franske Folk og dels Forbundsfæller.
Paa denitalienske Krigsskueplads er der store Begivenheder under Udvikling.
Den 18. August om Morgenen begyndte et nyt stort Artillerislag paa Isonzofronlen fra Tolmein til Monto Sanlo Nord for Saleano. I Dagens Løb udvidedes det til ogsaa at omfatte den sydlige Det af Fronlen, og den l'J. laa hele Fronten fra Tolmein til Havet under svær Artilleri- og Bombekaslerild. Derefter brød det italienske Fodfolk frem til Angreb.
2. italienske Armé slog i Løbet af den 18. 14 Broer over Isonzo mellem Anliovo og Auzza. Natten til den li), gik den over disse Broer, og samtidig med at der blev rettet et frontalt Angreb paa Østrigernes Stillinger paa Bainsizzaplaleauet, omfattede de fra Nord de østrigske Værker, der betegnes ved Punkterne Sommer, Kobilek og Madoni.
Samtidig angreb 3. italienske Armé fra Øst for. Gørz til Havel. Dens Stød blev ført ad 3 Hovedlinier. Øst for Gørz mod San Marco, Sydøst for Gørz med Jernbanen som Ledelinie og mellem Haiti lirib og Castagna-vizza.
Det sydligste Angreb blev fra Søen støttet af engelske Monitorer, og samtidig har italienske Monitorer bombarderet Triest, uden al den østrigske Flaade har forladt sit Tilflugtssted ved Pola.
Det er højst sparsomme Efterretninger, der er indløbet om delte kæmpemæssige Isonzoslag, som vedvarer endnu, medens delte skrives.
Med nogenlunde Sikkerhed kan dog faslslaas, at 2. italienske Armé har gennembrudt Linien Senmier — Kobilek—Madoni, hvilket forte til, at Monle Sanlo inaallc opgives af Østrigerne den 23. August, og aL der den 28. er blevel kæmpet forbitret om Monte Gabriele, Øst for Saleano. Italienerne rykker nu frem mod den østlige Rand af Bainsizzaplaleauet under forbitret energisk Modstand fra østrigsk Side.
3. italienske Armé har vislnok overalt brudt Østrigernes Modstand i deres forreste Linie og mange Steder i deres 2. og 3. Linie paa Carsoplaleauel. Men Kampene har været overordentlig forbitrede her. Østrigerne har Gang paa Gang ført Modangreb frem, tildels med ganske friske Afdelinger, der var bragt bid fra andre Fronter, og deres Meldinger aa,ildede de første Dage den sædvanlige Sejrsvished.
Isaa Henseende er der sket el Omslag, og samtidig har de italienske Meldinger anslaaet en mere og mere sejrsikker Tone. Italienerne hævder, al Kampen stadig er et Slag under Udvikling, og at de eflerhaanden naar de Maal, som de har sat sig; men af militære Grunde vil de ikke give nogen detailleret Oversigl over deres Stilling.
Den 20. August var der indguaet over 23,100 østrigske Fanger til de italienske Koncentrationslejre, og de havde erobret 75 Kanoner, af hvilke to 30,5 cm Haubilzer, foruden en Mængde andet Bytte. Bl. a. har Østrigerne efterladt store Depoter af Levnedsmidler, hvormed Italienerne har opnaaet en værdifuld Lettelse i Forplejningstjenesten, som er yderst vanskelig i det vejløse Terrain, hvor Kampene staar.
Det ser ud til, at Italienerne er ved at tilkæmpe sig en betydningsfuld Sejr; men mere kan ikke siges nu. Man maa vente med sin Dom, til Forholdene engang bliver bedre oplyst.
Paa Salonikifronten synes Forholdene ikke at skulle forandre sig. Ikke engang Regeringsskiftet i Grækenland synes at have hidført en Ændring i del græske Virvar. Venizelos har i hvert Fald fundet nødvendigt at anmode om Bemyndigelse til at erklære Belejringstilstand i hele Riget.
Paa den østlige Krigsskueplads er der for saa vidt indtraadl en Bedring i Situationen for Ententen, idet Forholdene paa den russiske Del af Fronten er ret uforandrede, naar undtages at Russerne har rømmet nogle mindre vigtige Stillinger paa Rigafronten ved Aa, Ragazzem og Syd for Babitsøen samt ved Jacobstadt. Men iovrigt har de boldt Centralmagterne Stangen, og i Rumænien er den tysk-østrigske Offensiv heller ikke lykkedes.
Mellem Slonikfloden og Oitns, ved Soveje, ved Ocna og i Egnen ved Focsani, særlig langs Jernbanen fra denne By til Ajoud, vandt Centralmagterne frem i de første 3 Uger af August; men efterhaanden steg Rumænernes Modangreb i Antal og Styrke og bortset fra ret uvæsentlige Terrainvindinger hist og her, har Centralmagternes Fremrykning ogsaa været standset her i Slutningen af August.
Naar man ser ben til, at Centralmagterne opgiver, at de siden 19. Juli bar laget ca. 12,000 Fanger paa Østfronten, 257 Kanoner, 516 Maskingeværer, 191 Bombekastere og 50,000 Geværer foruden meget andet Materiel, er det forbavsende, at deres Fremrykning er standset, tilmed da den russiske Hær næppe er videre paalidelig endnu.
Den eneste gyldige Forklaring er, at deres Styrker paa Østfronten er meget svage i Forhold til Frontens Udstrækning, og at Kampforholdene i Frankrig og Italien er saa stærkt strammede, at de ikke kan afse nok til en fortsat Offensiv paa Østfronten. De Resultater, som de har vundet mod Øst, bar imidlertid været værdifulde nok, fordi de bar strammet Stemningen godt op i Gcntralmaglsbefolkningerne. Samtidig bar den Fare, som deres Offensiv truede Rusland med, været saa øjensynlig for alle Russere, at Offensiven sikkert i høj Grad har hjulpet Kerenski i hans Bestræbelser for at bringe Ro og Orden til Veje. Rusland er saaledes heller ikke gaact ud af Kampene uden Udbytte.
Men iovrigt har dette Rige Vanskeligheder nok at kæmpe med.
Jævnsides med de anarkistiske Bestræbelser, der lægger Hindringer i Vejen for en sund og rolig Udvikling paa Grundlag af Revolutionen, løber de separatistiske Bestræbelser i Finland og Ukraine. Begge Steder er Situationen blevet tilspidset i Tidens Løb, Finland vil tilsyneladende ganske løsrive sig fra russisk Indflydelse, og Ukraine vil danne en Stal i Staten men dog stadig børe sammen med det øvrige Rusland. Delte fremgaar bl. a. af Kravet om baade at faa sammenkaldt en ukrainisk grundlovgivende Forsamling og at deltage i Valgene til en grundlovgivende Forsamling for hele Rusland.
Opgaverne, som den provisoriske Regering er stillet overfor, er saa kæmpemæssige, og fra Arbejder- og Soldaterraadets Side bliver der stadig arbejdet cn Del paa at forplumre Sagen, selv om delte Raads Indflydelse er aftaget noget, al man forslaar Regeringens Ønske om ved Statskonferencen i Moskva at faa meddelt Landet et Indtryk af den virkelige Situation for at bevæge alle Russere til at hjælpe til ved Genrejsningsarbejdet. Modet blev aabnel den 25. August af Kerenski, og efter at han havde boldt et Indledningsforedrag, i hvilket han bebrejdede Separatisterne, Maxi- malistcrne og Hæren deres svigtende Samfølelse med del russiske Rige og opfordrede alle Russere til at hjælpe til for at frelse Rusland, fik de øvrige Ministre Ordet, og hver for sig skildrede de i stærke Farver Rigels Trængsler. Af disse Taler fremgik bl. a. klart, at Ruslands finansielle Status er paa Randen af en Katastrofe.
Hvilket Indtryk, disse Afsløringer vil gøre i Rusland, og navnlig hvilken Virkning, de vil faa paa de kommende Tiders Udvikling, er det for tidligt at tale om.
Jævnsides med Spørgsmaalet om Fredskonferencen i Stockholm, der har hvirvlet meget socialistisk Støv op i Ententelandene paa Grund af Regeringernes Pasnæglelse, er der kommet et nyt stort Fredsproblem paa Dagsordenen, idet Paven den 14. August har tilsendt samtlige krigsføre n d e Magter et Fredsforslag.
Fredsforslagets Tekst er ikke nøjagtig kendt; men efter de foreliggende Oplysninger skal del gaa ud paa:
— En Fred uden Anneksioner og Skadeserstatning undtagen i de særlige Tilfælde, Belgien og nogle Egne i Frankrig og Serbien, der er særlig stærkt ramte.
— Spørgsmaalet vedrørende Elsass-Lothringcn, Trentino og Tricst skal løses i henhold til Folkenes Ønsker, for saa vidt disse er forenelige med den almindelige Situation.
— Genoprettelse af det gamle Kongerige Polen og Belgiens og de af Tyskerne besatte Departementers Genoprettelse mod, at de tyske Kolonier tilbagegives til Tyskland.
— Endelig gitr Paven sig til Talsmand for Havenes Frihed, Afvæbning og Oprettelse af en VoldgiftdHøjeteret lil Løsning af fremtidige Konflikter mellem Nationerne.
Fredsforslaget er blevet modtaget med størst Velvilje af Centralmagterne; men det tilfredsstiller dog heller ikke dem. Deres Ønsker og Forhaabninger bar oprindelig været langt mere vidlgaacnde, og Kunsten at resignere bar de endnu ikke lært. Af Ententen er Forslaget blevet modtaget med udpræget Kulde.
Alt i alt støder Forslagets materielle Del an mod alle de kæmpendes Forhaabninger og Ønsker i en saa- dan Grad, at det ikke vil forman at samle og forlige de stridende Parter. Langt snarere bar del ved at blotte de svimlende Interessemodsætninger, som findes, tjent til at vise, at Hindringerne for en Fred er saa store, at ikke Ord men kun Vaaben kan jævne dem.
Pavens redelige Eredsvilje anerkendes vel almindeligvis, hvorimod man er utilfreds med Forslagets Tendens, som Ententen hævder er i Centralmagternes Favør. Man mislænker vel ikke den hellige Fader for bevidst at gaa Centralmagternes Ærinde, men man mener, al han er blevet cl Offer for lyske Intriger. Ententen hævder saaledes, at alene ved Tidspunktet for dels Fremkomst er Fredsforslaget blevet i Ententens Disfavør.
Rigtigheden af denne Paastand kan næppe bestrides. Forslaget kom netop, som Rusland var afmægtigst og svigtede sine Forbundsfæller skændigst, netop da Ententen paany var bragt i en Stilling, der næsten var lige saa kritisk som Tiden umiddelbart før Marneslaget, netop paa en Tid, da Centralmagternes Fordringer derfor kunde skrues op.
Paven kunde ikke have valgt et for Ententen uheldigere og uhelejligere Tidspunkt, og det kan derfor ikke undre nogen, at mange i Ententelandene straks — om end uretfærdigt — opfattede Forslaget som et bevidst Angreb og et Overrumplingsforsøg til Fordel for Centralmagterne paa en Tid, hvor disse ikke ved deres militære Magtmidler selv formaaede fuldt at udnytte den gunstige Situation.
Herved er Modstanden mod Fredsforslaget blevet særlig skarp og stejl inden for Ententen, og hertil har i ikke ringe Grad bidraget de Afsløringer, som den tidligere amerikanske Gesandt i Rerlin, Gerard, er fremkommet med om Centralmagternes Krigsmaal og Syn paa Folkeretten, de østrigske Bladudtalelser om, at England absolut maa opgive sine Flaadestøttepunkter i Middelhavet og endelig den lyske Rigskansler Michael i s’ Udtalelser om, at Tyskland vil fordre Skadeserstatning, i hvert Fald af Siam, Fiberia og Kina.
Nej. Der er ikke meget Haab om at faa Fred ved Hjælp af Stockholm eller Vatikanet. Den eneste virkelige Fredsbevægelse, som giver gode Føfter for Fremtiden, findes kun, som et engelsk Rlad skriver, paa Fronterne i det Initiativ, det Mod og de Hjælpemidler, som anvendes paa Bøsningen af Krigsproblemerne.
Den 28/8 1917.
S. L. V.
