Log ind

Vor opfattelse af psykologisk krigsførelse

#

Fra officielt hold sker der som bekendt meget lidt for at styrke vort psykologiske beredskab. Er vi mon helt klar over karakteren af den påvirkning, vi udsættes for? Tror vi, at den propaganda, som alle kan se og høre, er den eneste fare, vi har at kæmpe imod på dette område? Det gælder først og fremmest om at erkende, hvori den største og egentlige fare består. Distriktsleder i hjemmeværnet, kaptajn P. Henningsens nedenstående artikel turde være en god hjælp hertil.

I de seneste år er den psykologiske krigsførelse blevet gjort til genstand for omtale og analyse fra forskellig side. Det er begyndt at dæmre. Det er herigennem kommet til at stå klart for de fleste, at psykologisk krigsførelse er et af de vigtigste elementer — måske efterhånden det vigtigste grundet radio, T V m. fl. meddelelsesmidlers udbredelse — i den kolde krig, og at Sovjet anvender — og i mange år, uden at vi har erkendt det, har anvendt -—- psykologien med blændende dygtighed. I den øjeblikkelige situation i den kolde krig ser det ud, som om psykologiske midler, anvendt offensivt, har en uimodståelig virkning, og at modvåbnet, som den frie vestlige verden forlængst burde have indsat, kun nødigt tages frem og kun indsættes sporadisk. Årsagen er formentlig, at man ikke i alle politiske og militære kredse klart har erkendt den sovjetiske angrebspsykologis metoder og mål, dels at man ved modforholdsregler og evt. modangreb frygter en temperaturforøgelse i den kolde krig, og endelig at man p. gr. af. de af angriberen allerede opnåede resultater i de frie landes befolkninger har overordentlig svært ved at sætte noget effektivt rettidigt ind. Situationen i Vestens frie lande kan kort karakteriseres derhen, at vi idag er trængt i defensiven og fører en yderst famlende udvigende kamp mod et sikkert, bredt fremadskridende sovjetisk psykologisk angreb. For mig at se har dette angreb en langt alvorligere undertone i vore frie lande end det evt. militære angreb fra øst.

Det er da nødvendigt først at forsøge at analysere den sovjetiske psykologiske krigsførelse i fredstid. Det har slået mig med undren, at ingen herhjemme klart har peget på grundelementet i denne krigsførelse og dermed taget om roden af dette onde, nemlig om psykologien. Så sent som i M . T. maj nummer behandler K L K. V. Nielsen emnet uden at komme ind i sagens kerne, men kun til nogle af midlerne, som f. eks. propagandaen og kommunismens indpassage i kongresser m. m. Ligeså behandler generalmajor E rik Kragh i „K an en tredie verdenskrig forhindres“ i et afsnit den psykologiske krigsførelse udfra et af dets midler, propagandaen. Og sådan ser vel nok størsteparten af os på det. Psykologisk krigsførelse er noget med propagandakrig — der er en tankeforbindelse til Goebbels, hvis propaganda vi i Danmark slet ikke har følt psykologien i, idet forudsætningerne, en 100 % ensretning af presse, radio og tale mand og mand imellem, ikke var tilstede herhjemme, end ikke under besættelsen. Hvis det kun var et spørgsmål om at forsvare sig imod en sovjetisk propagandakrig, nogle månedlige fredsopråb og underskrevne forfalskede fredsappeller og appeller imod atombomben m. v„ skulle vi vel forholdsvis let kunne klare os alene med hjælp af vor frie presse. Men selv vor frie presse rives med, vi selv rives med og står gang på gang med håret ned ad nakken og opdager flere måneder efter, at vi blev gjort skakmatte og blev gjort det på en forunderlig uimodståelig måde. Skaren af analytikere hælder bestandig nye medikamenter i gryden for at få sandheden frem, som f. eks.: Sovjet vil inderst inde afspænding, men må ikke for Kina, magister John Danstrup har her flyttet det halve Rusland til Sibirien for at få det til at stemme. Sovjet ønsker i virkeligheden en løsning af Berlinproblem et for at få en fredeligere status til Europa. Sovjets metoder har deres udspring i den kommunistiske filo ­ sofi. Verdensherredømmet. Topmødet i Paris var et nederlag for Hrustjov, som i virkeligheden — personligt — ønskede dette møde gennemført. I denne gryde, der dagligt er over ilden på forsiderne i den frie verdens aviser, har Sovjet ofte held til selv at hælde medikamenter. Som f. eks. historien fra Budapest, hvor Hrustjov skulle have sagt til en af sine marskaller under en køretur igennem den hærgede by: „Dette vil jeg aldrig se gentaget“ ! Nok siger man, at selv fanden, hvis han når at b live tilstrækkelig gammel, kan finde på at gå i kloster. Men er Hrustjov mon så gammel og så langt fra hans ledelse af undertrykkelsen af opstanden i Ukraine omkring 1945, der kostede ca. 6 m ili. mennesker livet? Historien fra Budapest lanceredes under topmødets sammenbrud i Paris. A lle aviser hoppede på den. A lle aviser bragte i de samme dage billieder af Hrustjovs „skygge“ under topmødet, den skummelt udseende forsvarsminister Malinovskij. Jo, Hrustjov har vanskeligheder derhjemme. Det sovjetiske militæ r har taget føringen. Det er nu næsten synd for Hrustjov, som er manden i Sovjet, der vil afspænding med Vesten, men ikke kan få det for Kina og Sovjets generaler. Hrustjov er en stor psykolog. Han nyder betydelig sympati i Vestens befolkninger, og han tilslører på fremragende behændig måde den sovjetiske angrebspsykologis i virkeligheden meget enkle metode:

At forvirre, desillusionere og i heldigste fald lamme modstanderen igennem modstridende handlinger og ved fremsættelse af modstridende påstande — alt med udgangspunkt i modstanderens psyke.

Metoden leder uvilkårligt tanken hen på en forsøgsrække, som den berømte russiske psykolog, professor Pavlow afviklede i begyndelsen af tyverne, og hvoraf er fremsat teorier, der har været benyttet i psykiatrien ved behandlingen af neuroser m. m. Forsøgene, der i første omgang blev udført på (med) dyr (hunde), gik ud fra en række betingede og ubetingede reflekser hos disse. Senere forsøg med mennesker har åbnet vide perspektiver i psykiatriens behandlingsmetoder. Ved at stille patienten — eller forsøgsemnet — overfor to helt modstridende handlinger på samme tid, to handlinger der hver for sig v il fremkalde en normal betinget eller ubetinget refleks, f. eks. angst, sorg, glæde, håb ell. anden refleks, fremkaldtes de mærkeligste reaktioner, spændende fra raseri over komplet ligegyldighed til den dybeste sorg eller fortvivlelse. Hvis man f. eks. stillede en forsøggruppe overfor den glædelige og lovende kendsgerning, at gruppen nu skal have ganske dejlig mad, men på samme tid får gjort det klart for gruppen, at den overhovedet ikke skal regne med at få mad, opstod den voldsomste reaktion i gruppen. Reaktionens grad selvfølgelig betinget af refleksernes tilstedeværelse såsom grad af sultfornemmolse, tillid til løfte om mad, forestillinger om madens kvalitet på den ene side og på den anden side omstændighederne ved nægtelsen af madudlevering, chancerne for på et andet tidspunkt at få mad o. s. v. Man behøver ikke at være videnskabsmand for at forestille sig reaktionerne hos gruppen. Men man skal derimod bemærke, at der reageres forskelligt indenfor gruppen. Gruppen har sine to yderpoler repræsenterende raseri og bedrøvelse. Derimellem den ligegyldige flok, hvis størrelse afhænger af, hvor skarpt reflekspåvirkningerne spændes imod hinanden. Man skal bemærke, at tilstanden i gruppen kan føres helt frem til oprør og panik, til splittelse og desillusion. Tankeforbindelse fra disse forsøg og psykoteorier til de metoder, der bringes i anvendelse fra sovjetisk side i storpolitikkens psykologiske del er snæver. Man kan desuden forestille sig et psykologisk angreb indsat omkring et krigsudbrud — og under krig — med udgangspunkt i disse teorier.

Det skal erkendes, at den menneskelige tanke, der ligger bag udnyttelsen af disse forsøg og teorier imod mennesker, virker grotesk og menneskeligt nedslående og vel kim kan tænkes praktiseret i politisk øjemed af en diktaturstat.

I det følgende vil jeg nu fremdrage enkelte af de situationer, Sovjet bar fremkaldt og/eller deltaget i og herigennem påvise den sovjetiske angrebspsykologis metode:

— Sovjet har gennem mere end 10 år deltaget i nedrustnings- og atomstopforhandlinger og har bestandig formået at bringe sig selv i den position, der enten truede med at afbryde forhandlingerne eller gav håb om at nå et bile skridt fremad, eller sidst i FN i 1959 chokerede den vestbge le jr med et utopisk universelt nedrustningsforslag, for derefter at trække realitetsforhandlingerne i langdrag i Geneve og give dem dødsstødet ved topmødet i Paris, for 14 dage senere i Geneve at lade ane vilje til positive forhandlinger — uden dog at have lovet noget konkret. Sovjet ved, at Vestens lande inderligt ønsker nedrustning for bl. a. at kunne leve bedre, holde flere biler o. s. v. Derfor dette blændende spilfægteri.

— Hrustjov begynder ny charmeoffensiv efter uheldet med Ungarn (hvor han benyttede lejligheden til at give en skræklektion til in ­ ternt brug i Østeuropa) og inviterer sig selv til de nordiske lande, hvorved disse kommer i et alvorligt dilemma, med indre strid, men dog tilsidst går ind på spøgen, hvorefter Hrustjov med bevidst tynd undskyldning sender afbud. A lle overraskede og taget i skægget. Nogle dages strid i Norden over Hrustjovs afbud. Videre til USA. Bytter hue med havnearbejder i San Franoisco, skændes med fagforeningsledere, mænger sig med industrimagnater, ser skiftevis vred ud, glad ud, fornærmet ud og lukker sig til sidst inde med præsidenten for derefter at holde verden i spænding i et år om, hvad de to har talt om.

Hrustjov ved, at han i Vestens lande nyder en vis sympati og at han på besøg der har hele den frie presse til sin rådighed — en presse der hungrer efter sensation, sentimentalitet og forargerlig optræden.. Menigmand forvirres.

— Charmeoffensiven afvikles med fremdragen af spionaffære (U 2) på verdensarenaen til stor forargelse for alverdens efterretningsfolk. Der trues alvorligt den 1. maj, Hrustjov mener den 2. maj, at Eisenhower selv er uden skyld, laver derefter stor udstilling og film over U. 2 episoden i Moskva, truer baselandene, den norske udenrigsminister opskræmmes, andre lande med baser opskræmmes, uro i Japan. Hrustjov giver verden løfte om, at han selvfølgelig kommer til topmødet og at U 2 episoden ikke skal skille ham og Eisenhower, udtaler sig derefter i raseri over Eisenhowers militære rådgivere, ankommer til topmødet (som alle har set hen til med længsel) med forudgående salut om at Berlinproblem et skal løses, som han v il have det løst (og hvad, Vestens befolkninger risikerer vel ikke freden for en halv bys skyld). Han danser en 48 timers krigsdans for den forbløffede verden og lader W alther Ubricht forberede sit indtog i Østberlin (som befrier af Vestberlin) for i sidste øjeblik at brænde W alther af, forlader fnysende arrig Paris, men mener at situationen må ses an, 6— 8 måneder-— Vesten trækker vejret. USA angribes derefter, mytedannelse om vanskeligheder for Hrustjov hjemme i Sovjet iværksættes (som tidl. anført). Hvad har Molotov og Chou en Lai talt om ved en kongres omkring 1. juni i Ydre Mongoliet? (Et andet exempel på en af Sovjet selv fabrikeret „nyhed“ ).

Den vestlige verden ønsker inderligt afspænding og tror på at Hrustjov også ønsker det. Det ønske er det psykologiske objekt i Sovjets angrebsmetode.

Man kan kalde alt dette fra sovjetisk side fo r sovjetisk propaganda, man kan kalde det kommunistisk agression, eller kommunistisk imperialisme, eller vanskeligheder hjemme, eller man kan kalde det sovjetisk udenrigspolitik, eller russisk mentalitet. Men intet af disse begreber giver svaret på, hvad vi effektivt kan stille op derimod. Derfor er vi i en blindgyde, når vi hengiver os til antikommunismens golde ørken. Derfor har topmødet nok skabt visse politiske forudsætninger for et bedre sammenhold i NATO , men hvad siger befolkningerne til et par henkastede bemærkninger på scenen om dels nyt topmøde om 6— 8 måneder og dels forsvarsminister Malinovskijs alvorlige trussel om uvarslet raketangreb på baser udenfor USA, hvorfra fly, der forvilder sig ind over Sovjet, afsendes? Frygt og håb — ubetingede og betingede reflekser — der har vi ondets rod, derfra v il Sovjet fortsat tage sit udspil, og deroverfor vil vi bestandig komme bagefter, ind til vi formår at fremlægge en effektiv og total afsløring af Sovjets metoder — og har mod og mandshjerte til at gøre det! Når man har erkendt de egentlige metoder i de sovjetiske psykologiske angreb og disses farlighed, så kan man derefter bedre danne sig et overblik over de øvrige angrebsmidler og veje, der anvendes i fredstid i den samlede kolde krigsførelse. Jeg har tillad t mig, som det her ses, at skille den psykologiske krigsførelse klart ud fra de øvrige områder, der f. eks. kunne opstilles som følger:

ideologisk krigsførelse

politisk krigsførelse

økonomisk krigsførelse

propagandakrigsførelse

Og man vil forhåbentlig bedre kunne se, at dette er nødvendigt for ikke selv i værste fald at blive offer for et psykologisk anslag. A t psykologien anvendes på disse fire felter er givet, men den har sin egen specielle metode og målsætning, som ikke givetvis behøver at fremme f. eks. det ideologiske mål i den givne situation eller periode. Det er jo dette forhold, der i mange tilfælde forvirrer os. Det er endvidere nødvendigt at betragte problemet således p. gr. a. Sovjets udstrakte anvendelse af infillrationsprincippet. På det ideologiske felt er Sovjet ikke så naiv at tro, at det kan overbevise den danske befolkning om kommunismens lyksaligheder — og slet ikke interesseret i det. Da er det meget mere effektivt virkende at få f. eks. en god dansk biskop til i god tro at være medunderskriver på en falsk appel fra Røde Kors om at standse atombombeforsøgene. Det er også nemmere under skjul af faglige el. lign. sammenslutninger at skaffe sig indflydelse i demokratiet. Således har man f. eks. skaffet sig majoritet i bestyrelsen af foreningen for tuberkuloseramte patienter i N orge. For slet ikke at tale om Schweitzer-appeilen, som m illioner af kvinder og mænd — mange af dem i god tro — har underskrevet, og som er blevet til på et forfalsket videnskabeligt grundlag.

Såvel af denne in filtration som af de psykologiske anslag følger iøvrigt en hel række reaktioner, som Sovjet ikke engang behøver at give bolden op til. F . eks. frygten herhjemme for at give befolkningen en nyttig vejledning i personlig beskyttelse imod virkningerne af atomvåbenes anvendelse (man tænker sig virkningen i befolkningen ved en trusel om, at man ville bruge atomvåben i en periode omkring et krigsudbrud!). Hysterisk omtale i hovedstadspressen i januar i år af muligheden for et atomdrevet amerikansk handelsskibs anløb af Københavns havn. Skibet var end ikke bygget på det tidspunkt og anløber måske aldrig København. Men 30 km fra Københavns centrum ligger dog stadig en atomforsøgsstation, hvis reaktors kapacitet vil være måske hundrede gange eller mere større end handelsskibets reaktor. I det psykologiske spil er det ikke en kamp om sjælene eller fornuften, der er tale om, men en direkte og indirekte bearbejdning af følelser og stemninger. I april løb den russiske atomisbryder „Lenin“ igennem danske farvande. Det gjorde ikke så meget.

V i er på mange måder og felter villige redskaber for den sovjetiske propaganda og infiltration, og deri ligger en langt større fare for os — og chance for Sovjet — end den, de egentlige kommunister og 5. kolonne folk nogensinde v il kunne udgøre. Dette ser man også Sovjets klare erkendelse af. Ofte lader de deres fremskudte ideologiske bastioner i stikken for derved bedre at kunne bearbejde befolkningerne med psykologiske m idler og igennem infiltration.

Bevares, de kommunistiske kadres betydning må ikke underkendes. Disse har sammen med det store personale ved de sovjetiske ambassader deres opgaver også i dette spil m. h. t. at holde Krem l nøje og detailleret underrettet om befolkningernes stemninger og følelser, uden hvilken de psykologiske angreb ikke kunne sættes ind med så god præcision og uden hvilken den fornødne koordination af politisk, økonomisk, ideologisk og propagandamæssig in filtration med den psykologiske krigsførelse ikke kunne gennemføres med så gode resultater.

Det er m it håb, at denne artikel må medvirke til en bedre forståelse af de farligste metoder og midler, som Sovjet anvender i den kolde krig imod vore frie, vestlige lande. Der er for mig ingen tvivl om, at psykologien i mange år har spillet en næsten helt afgørende rolle i de sovjetiske anslag og udspil, og set herudfra tegner de sovjetiske handlinger og udtalelser ikke en zigzag kurve, men derimod en klar linie i en djævelsk dygtig „læges“ behandling af sine patienter — de vestlige landes befolkninger. Vor største og vigtigste opgave i den tidsperiode, vi i disse år er inde i, og som utvivlsomt i historiebøgerne også v il få betegnelsen, den kolde krigs tidsperiode, tegner sig da enkelt, stærkt og klart: Krigen skal vindes i den lange fredstidsperiode. Som befalingmand i alle grupper af vort danske forsvar er det nok klogt klart at erkende, at vi atter står i en krig uden fronter og uden klare tidsafgrænsninger og med en fuldstændig sammenflydning af begreberne civil og militæ r. E t drama udspilles i disse år for vore øjne, hvor vi som militærpersoner ser vort forsvarsobjekt målbevidst angrebet. Det kan være let, men det bør være svært kun at påtage sig tilskuerens rolle.

Afsluttet 10/6 1960.

P. Henningsen.