»In the course of his life he was given many names — the Migthty Manslayer, the Scourge of God, the Perfect Warrior, and the Master of Thrones and Crowns. He is better known to us as Genghis Khan. Unlike most rolers of men, he deserved all his titles. We Americans, raised in the European tradition, have been taught the roster of the great that begins with Alexander of Macedon, continues through the Caesars, and ends with Napoleon. Genghis Khan was a conqueror of more gigantic stature than the well known actors of the European stage.«
- Harold Lamb.
Allerede i oldtiden var det indre af Asien og egnene øst for det Kaspiske Hav, Turkestan og Mongolict tumlepladsen for nomadestammer fyldt af evig stridslyst og uro. Ud fra disse egnes stepper og vældige bjerge trængte gang på gang barbariske border af vilde ryttere ind over de omliggende lande og bragte død og ødelæggelse med sig, hvor de nåede frem. Snart var det Indien, der truedes, snart det nordlige Kina og Mellemøstens kulturlande. Helt til Europa nåede den mongolske stormflod, da hunnerne ca. 370 e. K., trængte frem til Frankrig og Norditalien.
Gennem mere end tusinde år vældede ustandseligt nye stridslystne folkeslag frem fra den sydende heksekedel i Asiens indre. Nye riger skabtes under kamp og kaos — og sank hastigt igen i grus.
For at spærre vejen for de mongolske rytterskarer, som truede Nord- kinas grænser, rejste kineserne det 3000 km lange fæstningsværk — den Store Mur — ca. 250 år f. K. Dette imponerende bygningsværk var i mange år et effektivt værn mod mongolsk indfald i de kinesiske nordprovinser, men i det 12. århundrede, da Kina under Sung-dynastiet var svækket og regeringsmagten begrænset til den sydlige del af landet, forfaldt fæstningsmuren og mongolerne tra-ngte ha-rgende ind i Nordkina. I talrige slag sejrede det mongolske rytteri over det kinesiske infanteri, og kun kinesernes stærkt befæstede byer i baglandet, hindrede en mongolsk invasion af bele riget.
Mongolernes styrke var i første række baseret på deres rytteri. Dette fødte rytterfolk havde med tiden forstået at udnytte de små, men utroligt hårdføre og seje mongolheste efter alle krigskunstens regler. Deres svaghed var deres fåtallighed og mangel på en virkelig militærorganisation. Indbyrdes strid og rivalisering mellem stammerne, hindrede en samling og et militært samarbejde, hvilket bl. a. reddede Kina indtil begyndelsen af det 13. århundrede.
I 1206 lykkedes det den inolgolske stainmeliøvding Tcmudjin at samle 33 nomadehøvdinge til rådslagning med henblik på en samling af stridskræfterne til et fælles storangreb på Kina. Temudjin blev valgt til øverste feltherre, og samtlige ryttere fra de 33 stammer blev stillet under hans kommando. Ved samme lejlighed antog han navnet Djengis-Khan — under hvilket han senere skulle blive kendt og frygtet som verdens største og mest hensynsløse erobrer ...
Djengis-Khan, der var søn af en stammehøvding, blev født i provinsen Delcgyn-Boldok i Centralmongoliet i 1162. Hans barndom og ungdom blev præget af stammernes evindelige fejder og stridigheder, hvorunder hans egen stamme omtrent blev udryddet. Fra 15 års alderen måtte han sammen med sin nærmeste familie friste tilværelsen som flygtning, jaget og forfulgt af fjendtlige stammefrænder. Faderen døde på det tidspunkt, og det blev nu Djengis-Khans opgave at føre stammen videre i den hårde kamp for tilværelsen. Unge mænd fra andre opløste stammer sluttede sig til ham og kom til at danne kernen i hans første rytterhær, som snart blev frygtet og respekteret på de mongolske stepper. Da hans magt var konsolideret trådte han i 1206 ind i historien som en politisk og militær organisator af format.
I tiden fra 1206 til 1211 fik han under løfter og tvang herredømmet over alle nomadestammer i Mongoliet. Med sin jernvilje og sit politiske talent skabte han i første omgang et folk på 2 millioner ud af de udiscipli- nerede, rivaliserende stammer. Med en kinesisk statsmand, Jeliu-Tjutsai, som rådgiver, organiserede og opbyggede han derefter en samfundsorden med en civil og militær administration efter et mønster, som skulle give mongolerne kulturens fortrin, samtidig med at de skulle bevare nomade- traditionerne med hensyn til krigsførelse, bolig og erhverv. Ingen mongoler måtte således bo i træ- eller stenhuse, hvilket i Djengis-Khans øjne var ensbetydende med degeneration. Trods de uhyre rigdomme, som hans krigere senere røvede og slæbte hjem til hans teltby i Mongoliet, levede han hele sit liv spartansk på noinadevis.
Skønt selv analfabet som de fleste mongoler på den tid, indså han hurtigt betydningen af et skriftsprog til brug i administrations- og statsanliggender. Kun ét af hans undertvungne folk — ujgurerne — havde et skriftsprog. Dette skriftsprog indførte han som en slangs latin for de lærde. Mongolerne havde hidtil levet efter uskrevne love, men efter skriftsprogets indførelse udarbejdede Djengis-Khan en lov — yassa, som skulle gælde for alle mongoler og »overalt hvor mongolhestens hov havde trådt«. Et eksemplar af loven blev prentet på jerntavler for at kunne bestå til »evige tider«. I loven var de vigtigste bestemmelser for alt, hvad et middelaldersamfund havde behov for. Med hensyn til sædelighed og religion var bestemmelserne bemærkelsesværdig tolerante. Det hed for eks.: »I kan elske hvem I lyster, men det er mig der bestemmer, hvem der skal forfølges og slås ihjel. I mit rige må enhver tilbede den gud han vil, men han skal overholde de love, Djengis-Khan har givet . . .«
Djengis Khans næste program var opbygningen af en rytterhær, som skulle kunne løbe alle de foragtede kulturstater over ende. Ud af sine 2 millioner undersåtter rekruterede han en styrke på 200.000 ryttere, der efter et helt nyt system i mongolernes hærordning blev inddelt i eskadroner, regimenter og divisioner. Hver rytter fik tre reserveheste, et kastespyd, en stødlanse, en sabel eller stridsøkse samt en bue og 2 koggere — og endelig lassoen, som de mongolske ryttere behandlede med en aldrig svigtende færdighed; en tradition som gik i arv. Så sent som i napoleonskrigene fremkaldte et kalmukregiment i russisk tjeneste — efterkommere af mongolerne — panik blandt modstanderne, da de midt i et angreb lod fanglineme svirre og rev modstanderne af sadlerne — hvorefter de slæbte dem ihjel.
Det blev en hær, som verden aldrig havde set magen til. En hær som tog alle den tids tekniske muligheder i anvendelse, en hær som eftertidens militære sagkyndige i alle lande tog ved lære efter. Alle civile formål kom i anden række. Det primære var hærens opbygning, udrustning og træning med henblik på angreb og erobring. På den måde opstod i begyndelsen af det 13. århundrede en militærstat midt på de bare mongolske stepper, hvor der ikke fandtes én murfast bygning. En militærstat som blev en alvorlig trusel mod alle omliggende kulturlande.
Det første angreb gjaldt arvefjenden Kina — Tsinriget — et vældigt land med 50 millioner indbyggere. Kineserne blev overrumplet af mongolernes massive angreb og store velorganiserede rytterstyrker, der til formålet medførte kaste- og slyngemaskiner, som kunne sønderslå deres fæstningsværker, der før havde været det eneste værn mod mongolerne. Efter 4 års krig måtte Tsinriget kapitulere for den lille militærstat, livis liersker, som den første mongolske feltherre i historien, drog ind i Peking.
Men sin tradition tro vendte Djengis-Khan efter endt sejr hjem til Mongoliet med et rigt krigsbytte og tusinder tilfangetagne kinesiske håndværkere, instruktører og intellektuelle. De faldne i mongolhæren blev erstattet med kinesere, således at den hjemvendte hær stadig var intakt og på fuld krigsstyrke.
Det næste mål var Mellemøstens kulturlande bag Afghanistans bjerge, hvor shah Ala-ed-din Muhamed var regent. Felttoget mod Islams verden blev omhyggeligt forberedt. I tre år blev mongolhæren trænet og reorganiseret, og herunder blev alle erfaringer høstet i kampen mod Kina udnyttet. Gennem spioner og handelsmænd var Djengis Khan godt underrettet om forholdene i shahens rige. Han vidste, at shahen holdt en stående liær på 400.000 mand — og at hans rige lå godt beskyttet bag bjerge og floder!
I 1218 rykkede Djengis-Khan vest på med 250.000 ryttere og et lignende antal trækdyr, yakokser og kameler. De folk, som boede på hans vej gennem Rusland, blev nedkæmpet eller slået på flugt.
Muhameds land, det daværende Khoresm-rige, var et område i Mellemøsten, der omfattede det nuværende Persien, Turkmenistan og dele af Vestturkestan i Sovjetunionen. Med sine talrige fæstningsværker og store, stærkt befæstede byer var landet datidens stærkeste militære bastion i Mellemøsten. For at trænge ind i landet måtte mongolerne overskride floderne Syr-Darja og Amu-Darja, der løber fra Aralsøen til Pamir. Før de nåede frem til Syr-Darja, måtte de igennem den 600 km brede, vandløse »hungerørken« — Kipsjak steppen, eller op over de afghanistanske bjerge for at komme ind i landet ad »bagdøren«. Djengis-Khans søn, Djutji, valgte vejen over bjergene. Med 30.000 ryttere foretog han et dumdristigt ridt over bjergene mellem Pamir og Tien S jan. I isnende snestorme red de over bjergpassene Kisil-Art og Terek-Dawan i 4000 meters højde. For at undgå kuldedøden var rytterne indhyllet i dobbeltpelse og hestenes ben var omviklet med yakokschuder som beskyttelse mod kulden. Når rytterne var ved at omkomme af tørst, åbnede de en åre på hesten — og drak blodet. Når besten styrtede, blev den omgående parteret og ædt. Mandefaldet var stort, men hovedstyrken med hærføreren Djebe i spidsen, nåede ned i dalene på den anden side bjergene. Det var en militær bedrift, der satte Hannibals og senere Napoleons march over Alperne i skyggen ...
Da Djengis-Khan erfarede, at hans ryttere var nået over bjergene, angreb ban Khoresin fra tre sider samtidig. Muhamedanerne blev overrumplet af mongolernes taktik og især over bagholdsangrebet fra bjergene. Shahen var dårligt underrettet om mongolernes styrke og tal. I første omgang forsøgte han at slå de fire mongolske hærstyrker en for en, hvilket mislykkedes. I den 11. time forsøgte ban derefter at samle sine spredte styrker til et massivt angreb på den mongolske avantgarde, men det var allerede for sent. Hans rige var begyndt at falde sammen, idet lians egne tropper svigtede ham i de afgørende slag. Hovedstaden Bukhara overgav sig uden modstand. Samarkand, der var en by på mere end halv million indbyggere og med en besætning på 100.000 mand, faldt på få måneder. Da al videre modstand var håbløs, tog shahen flugten og endte sine dage som flygtning på en lille ø i det Kaspiske Hav. Derefter faldt hele Mellemøsten i Djengis-Khans hænder. Hans hævn over Islams sønner var frygtelig. By efter by blev plyndret og nedbrændt. Befolkningen blev hensynsløst ned- slagtet, således blev den i visse egne decimeret til en tiendedel. Floder blev afledt og dæmninger ødelagt, så rige provinsen blev forvandlet til ørkener, hvilket kan spores i Persien endnu i dag.
I tre år hærgede og plyndrede mongolerne i Mellemøsten. Så bragte stafetryttere fra Mongoliet bud om kinesisk oprør mod de mongolske besættelsesstyrker i Tsinriget. Hovedstyrken af mongolhæren brød op og drog mod øst, hvilket formentlig reddede Europa fra mongolsk invasion i første omgang. For de første mongolske rekognosceringsryttere havde i flere måneder været på spejdertogt langs Ungarns og Polens grænser. I Europa var ingen klar over deres hensigter. Massakren i Mellemøsten havde kun nået de europæiske regenters øren som et fjernt ekko. Paven, der var bedst underrettet, beroligede de opskræmte med, at det kun var Guds straf, der havde ramt »hedningerne i Islam«.
Mongolernes anden krig mod Kina blev langvarig og under fetltoget døde Djengis-Khan i Peking den 18. august 1227. Ved sin død efterlod han sig et imperium der omfattede Mauchuriet, Mongoliet, store dele af Sibirien, det nordlige og vestlige Kina, Øst- og Vestturkestan, Afghanistan, det nord-østlige Persien og den syd-østlige halvdel af Rusland.
Hans mål havde været Kinas totale erobring og hele den øvrige kendte verden inklusive Europa under mongolsk hegemoni. Det blev hans sønner, der måtte forsøge at løfte arven.
Djengis-Khans ældste søn — Ugedei •— blev valgt til hans efterfølger. Han lagde straks efter kimen til imperiets splittelse ved at dele det i fire dele med sine tre brødre. Men endnu i mange år stod mongolerne sammen og fortsatte erobringskrigene i Djengis-Khans ånd. Kina blev besejret og Djengis-Khans sønnesøn — Kubilai — kom på dragetronen som den første kejser af Yuan-dynastiet; et dynasti der holdt magten i Kina i over 100 år. Et afsnit af verdenshistorien var fuldendt. Et nyt folk var dukket op af Asiens mørke og havde indskrevet sig med jern og blod i menneskehedens historie. På bekostning af 20 ødelagte riger og millioner af menneskeliv havde efterfølgerne indfriet Djengis-Khans arv — med undtagelse af Europa, som endnu lå udenfor mongolernes magtområde.
I året 1240 stod Djengis-Khans anden sønnesøn — Batu — bag Ural- bjergene med en hær på 150.000 mand — klar til angrebet på Europa.
I foråret 1241 nåede de frem til Østeuropa, hvor de trængte ind i Polen, Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Nu skulle Europas folk få at føle, hvad en mongolsk krig var for noget. I følge Djengis-Khans taktik skulle det første fremstød sprede skræk og Danik og skahe en lamniende følelse af, at al modstand ville være forgæves. De flygtninge, som undgik myrderierne, bragte rædselen med sig og kunne ikke fortælle om andet end mord, brand, voldtægt, plyndringer og de barbariske rytteres sindssyge raseri. Ingen i Europa anede, at selve denne s>sræk også var en krigstaktik, ligesom den gale forestilling om mongolernes uhyre antal. Selve den hær, som var trængt ind i Østeuropa, oversteg ikke 150.000 mand, mens de samlede europæiske hærstyrker, der blev mobiliseret mod mongolerne, var på over 250.000 mand.
Den 24. marts 1241 blev det gamle, berømte Krakau brændt ned, og i begyndelsen af april hærgede mongolerne på egnen omkring Breslau.
Hertug Henrik II af Nedre-Sclilesien samlede i hast en mangelfuldt ud ru tet hær _f adelsmænd, riddere, fodfolk og lejetropper fra Polen og !• • u,. øninterne, som ved Legnica i Polen skulle standse den mongolske ir- «.'
He jig „enrik besluttede sig til at møde mongolerne i et feltslag på *Die WuhlstaU« et par kilometer fra Lignica. Om morgenen den 9. april stormede de mongolske ryttere frem under anførsel af høvdingen Kaidu. På deres små, rappe heste angreh de ridderne fra alle sider og huggede eller skød hestene ned under dem, hvorefter de europæiske ryttere i deres svære jernrustninger faldt som hjælpeløse ofre for de lynhurtige steppe- krigeres spyd og lanser. Da slaget var endt, lå der 40.000 europæiske soldater på valen — og resten tog flugten. Hertug Henrik faldt i slagets sidste fase. Mongolerne huggede hovedet af den faldne hertug og har det derefter på en lansespids frem foran horgen Liegnitz’ mure, hvor den rædselsslagne besætning kapitulerede, og mongolerne brændte derefter borgen ned.
Med ca. halvdelen af den mongolske krigsstyrke var Batu samtidig trængt ind i Ungarn. Mens Liegnitz endnu fortæredes af flammerne, kom der budskab om, at mongolerne ligeledes havde knust den ungamske hær. På mindre end én måned var hele området fra Østersøen til Donau oversvømmet af mongoler. Polen, Ungarn, Litauen, Schlesien, Mæhrcn, Buko- vina, Moldau, Valakiet og Siebenbürgen var hærget og ødelagte. Alle byer var ruinhobe, og befolkningen var flygtet eller dræbt.
Herefter var ingen magt længere i stand til at standse mongolerne — Europas skæbnetime var inde!
Få dage efter døde Ugedei i Mongoliet, hvilket sandsynligvis reddede Europa; thi i Djengis-Khans lov var det fastsat, at hvis Stor-Khanen døde, skulle alle mongolske høvdinge uopholdeligt vende hjem til Mongoliet for at vælge en efterfølger. De mongolske høvdinge fulgte lovens bud — og afbrød felttoget, hvorefter de med hæren drog tilbage til Mongoliets stepper. Befolkningen i Europa åndede lettet op.
Med 2. generation af det mongolske herskerdynasti fulgte splid om magten. Og den samme splid om magten, der har bragt så mange riger til fald, bragte efterhånden også det mongolske imperium til fald. De mongoler, der havde slået sig ned ved Kinas floder, på Ruslands stepper og i Mellemøstens kulturlande, mistede med tiden kontakten med hjemlandet og stammefrænderne dér. Der var ikke længere noget, der bandt dem til de kummerlige forhold på de mongolske stepper, de blev assimilerede i det fremmede. Stammefejder og borgerkrige blev igen almindelige som før Djengis-Khans tid. Verdensriget smuldrede langsomt hen, efterhånden som sammenholdets bånd brast.
I Rusland bevarede mongolerne dog magien under skiftende konjunkturer i benved 250 år. De satte dybe spor i den russiske folkekarakter - og indirekte var mongolervældet en medvirkende årsag til, at Rusland som en enhedsstat gik i arv til zarerne ...
Djengis-Khan havde inden sin død bestemt, at hans gravplads skulle bevares som en hemmelighed for eftertiden. Da han døde blev hans kiste i en sølvsarkofag ført til Indre-Mongoliet af få trofaste høvdinge. Under gravfærden gennem Suiyuan provinsen langs den Store Mur ud i den mongolske steppe, blev alle mænd, kvinder og børn, der så toget, skånselsløst dræbt; ingen måtte kunne finde graven og krænke den døde.
For at bevare hemmeligheden gav de mongolske høvdinge eftertiden forkerte og mangelfulde oplysninger om gravens beliggenhed, så det endte med, at den skjulte grav blev anset for en myte. Først i 1896 lykkedes det en fransk sinolog, at få lov til at se graven og sarkofagen.
Da japanerne trængte ind i Nordkina i 1939, førte mongolerne sarkofagen fra skjulestedet i Yeke-Etjen-Koro til et nyt skjulested i bjergene ved grænsen til Tibet, hvor den blev, til den kinesiske borgerkrig var slut. I 1949 blev sarkofagen ført tilbage til Yeke-Etjen-Koro, hvor det nye Kinas magthavere lod opføre et mausolæum over den mongolske verdenserobrers jordiske rester.
Blev Djengis-Khan reduceret til et par sider i Vestens historiebøger i almindelighed, så blev han betegnende nok ikke glemt i det tredie rige. Efter den sidste verdenskrig blev der fundet 33 bind om mongolhøvdingen i Den tyske Generalstabs bibliotek. Skønt kavalleriet havdy udspillet sin rolle soin cn militær faktor af betydning i den 2. verdenskrig, så havde de tyske panscrgcncraler i høj grad interesseret sig for stepperytternes strategi og angrebstaktik!
Det er vist en almindelig antagelse, at før krudtets anvendelse var mandcfaldet i krigene ikke stort. Men med hensyn til destruktiv krigsførelse har ingen overgået Djengis-Klian endnu. Ved forsigtige beregninger dræbte hans blodige bander ca. 50 millioner mennesker. Alene i Kina blev bcfolkningstallet decimeret med omkring 30 millioner under mongolerkrigene.
Man gør sig begreb om dette folkedrabs uhyre dimensioner, hvis man tager de daværende befolkningstal i betragtning. I vore dage ville det liave svaret til, hvis 200 millioner mennesker var blevet dræbt i den sidste verdenskrig, hvor ca. 40 millioner mistede livet ved krigshandlinger.
Børge O. Jensen
