Log ind

Militær strafafsoning på sygehus

#

Et af de spørgsmål, der ideligt stilles auditøren af yngre befalingsmænd, er dette: Er det virkeligt rigtigt, at en soldat, der afsoner vagtarrest, kan gøre dette på et sygehus, der jo ikke bar ret meget med arrest at gøre?

Spørgsmålet må jo besvares bekræftende. Det kan lade sig gøre.

Reglerne findes i Kongelig Anordning af 3/9 1954 angående fuldbyrdelse af frihedsstraf inden for forsvaret, § 3, der bestemmer, at den tid, i hvilken en fange, der udstår vagtarrest, indlægges på sygehus, medregnes i straffetiden, undtagen hvor lians indlæggelse skyldes eget forhold under strafudståelsen, i hvilket sidste tilfælde sagen forelægges for rettergangs- chefen, eventuelt ministeren.

Ministeren kan bestemme, at sygehusopholdet ikke medregnes til straffetiden i tilfælde, hvor sygehuset ikke er i stand til at bringe anordningens bestemmelser til anvendelse overfor vagtarrestanter.

Modsat fastsætter samme anordnings S 20, at kvarterarrest afbrydes ved indlæggelse på sygehus.

Det skal indrømmes, at et af anordningen uafhængigt ræsonnement let vil kunne føre til det modsatte resultat, nemlig at kvarterarrest, der jo kun består i, at vedkommende i fritiden skal opholde sig i et bestemt lokale, vel nok kunne fortsætte på sygehus, hvor den pågældende jo er henvist til at opholde sig på sygestuen og ikke kan gå i byen, medens vagtarrest med de derfor givne strengere regler: Ophold i en celle, indskrænkning i beskæftigelse, læsning og samkvem med andre ikke synes ret foreneligt med et hospitalsophold på fællesstue med daglig besøgstid, ukontrolleret ekstraforplcjning, læsning o. s. v. Men ræsonnementet er altså forkert — reglen er, at vagtarrestanten normalt fortsætter strafafsoningen ved indlæggelse på sygehus, med mindre indlæggelsen skyldes hans eget forhold, f. eks. uregerlig optræden i arresten, klart fingeret selvmordsforsøg o. lign.

Hvis den pågældende er indlagt på sygehus, forinden afsoningen er påbegyndt, vil man ikke lade ham påbegynde, før han er udskrevet fra sygehuset, men ingen kan fortænke en mand, der skal indsættes til afsoning, i at fortie, at han faktisk går med lidt feher, og at han dagen efter indsættelsen anmoder om at blive fremstillet for lægen, der indlægger ham på sygehuset. Det nummer har været lavet, og det blev et arrestophold under hyggelige former.

Bemærkningen om, at ministeren kan bestemme, at sygehusophold ikke medregnes i straffetiden i tilfælde, hvor sygehuset ikke er i stand til at bringe anordningens bestemmelser til anvendelse overfor vagtarrestanter, er indført i 1954, men der er endnu ikke truffet nogen bestemmelse i så henseende for noget sygehus. Dette vil jo ikke sige, at anordningens bestemmelser overalt kan bringes til anvendelse — tværtimod må man vel erkende, at der næppe findes noget sygehus, der er i stand til at behandle patienter efter reglerne for afsoning af vagtarrest, og det ligger jo også lægers og sygeplejerskers virksomhed uendeligt fjernt at skulle være arrestforvarere. Men man må håbe, at spørgsmålet ikke er helt henlagt; thi rent umiddelbart synes hospitalsophold og strafafsoning at være to ret uforenelige begreber.

Hvorledes kan man da komme til det resultat, at vagtarrest fortsætter ved indlæggelse på sygehus? Jo, ræsonnementet er dette, at vagtarrest og hæfte regnes lige (jfr. Militær straffelovs §§ 28 og 29), og da det civile reglement for afsoning af hæftestraf siger, at hæfteafsoningen fortsætter ved indlæggelse på sygehus, så skal vagtarrestafsoningen også gøre det.

Umiddelbart indlysende er dette ræsonnement nu ikke; thi vel regnes vagtarrest og hæfte lige, når straffen skal omsættes, således som der er hjemmel til det i Militær straffelovs §§ 26 og 27, men ellers er de to strafarter vidt forskellige, og det er også vidt forskellige personer, man anvender de to straffe på.

Tidligere havde de militære vagtarrestanter det omtrent som hæfte- fanger, idet der var fri adgang til læsning, til at skaffe sig ekstraforplejning og til at blive beskæftiget, men da man i 1954 afskaffede arrestformeme streng arrest og skærpet arrest og alene beholdt vagtarrest som frihedsstraf i arresthus, var det forudsætningen, at vagtarrest som ækvivalens for de afskaffede strengere arrestformer skulle skærpes, og dette skete ved, at vagtarrestanten ikke længere havde krav på beskæftigelse, hans læsning blev begrænset, og retten til at forskaffe sig ekstraforplejning bortfaldt. Der er altså nu cn væsentlig forskel på vagtarrest og hæfte. Men også personerne er forskellige.

Det er for en forretningsmand, der som spritbilist skal afsone en hæftestraf, en katastrofe, hvis hans indlæggelse på sygehus under afsoningen skal afbryde straffetiden. Han er forhindret i at passe sin forretning og ernære sin familie, medens han sidder i hæfte, og cn forlængelse af fraværet hjemmefra kan være katastrofal. Soldaten derimod forsømmer intet, og hans eventuelle familie får stadig den militære særhjælp uden hensyn til, om han sidder i arrest.

Men uanset, hvilket resultat man kommer til, så er reglerne nu engang som angivet. Det skal dog indrømmes, at det kan virke noget påfaldende at møde cn sådan »vagtarrestant« spadserende på hospitalets terrain i besøgstiden med kæresten under den ene arm og en lækker madpakke, som hun har bragt ham, under den anden — og rygende på en cigaret. Han har klaget over hovedpine, og så har lægen anvist ham at bevæge sig i frisk luft — det er helt i orden. Og i hospitalets udsalg kan han købe al mulig lekture og slikkeri.

Som den morsomme fangevogter Froscli i operetten »Flagermusen« siger: »Det er en gemytlig kachot!«

S. Wahlstrøm.