Den højt ansete General Weygand, M arskal Fochs betroede Stabschef under Verdenskrigen, Polens Redningsmand fra den sovjet-russiske Storm flod i 1920, Chef fo r den store fran ske Generalstab og nu Vice-Præ sident fo r „conseil supérieur de la guerre“ og designeret Overgeneral fo r de franske Hære i K rig , har i Anledning a f sin Optagelse i det franske Akademi, holdt et interessant Foredrag om Marskal Jo ffre , som gengives i „Le Temps“ fo r den 20’ Maj d. A.
Den afdøde Hærfører er bleven forskellig bedømt og a f nogle Forfattere sikkert undervurderet, dels fo rdi han traadte i Skygge for Marskal Foch, der havde Æren af den endelige Sejr, og ogsaa i nogen Grad for Galliéni, hvem man har tillag t en noget overdreven Andel i Sejren ved Marne, dels vistnok paa Grund af hans robuste Person, hans jævne og faamælte Væsen og regelmæssige Vaner, der næsten er bleven latterligg jort, idet man overser, at hans urokkelige Sindsligevægt og Koldblodighed netop udgør en Del a f hans Storhed, og at Opretholdelsen a f en Hæ rførers Fysik er en nødvendig Betingelse for, at han kan holde til de uhyre Krav, der stilles til hans legemlige og sjælelige K ra ft under et Felttog. Her skal gengives Dele a f General Weygands K arakteristik a f Marskalen, der form entlig paakalder Interesse paa Grund a f hans nære Kendskab til Marskalen, som han ledsagede under en Mission til Rusland i 1913, og til Krigens Begivenheder og deres Forudsæ tninger ligesom ogsaa, fo rdi den skyldes en saa fremragende Haand. Jo ffre s militære Løbebane var som bekendt a f en noget usædvanlig Art, idet han, der udgik fra Ingeniørtropperne, tilbragte Størstedelen a f sit militære Liv i Kolonierne, i Tonkin, Sudan og paa Madagaskar, han udmærkede sig særlig ved Indtagelsen a f Tim buktu i Sudan og vendte først tilbage til Fran k rig i 1903 i 50 Aars Alderen som Brigadegeneral; han havde im idlertid lagt fremragende Dygtighed fo r Dagen, ikke mindst Karakteregenskaber, og naaede hurtig t frem til de højeste Stillinger i Hæren. I 1911 blev han Vice-Præ sident i „conseil supérieur de guerre“ og designeret Generalissimus fo r de franske Hære.
Han føler sit Ansvar og sætter alle Kræ fter ind fo r at gøre Hæren og dens Personel krigsberedt og forberede sig selv til sit høje Kald. T il en Forsam ling a f gamle Elever fra „Ecole polytechnique“ , hvorfra han var udgaaet, udtaler han: „F o r at være forberedt idag er det nødvendigt forud metodisk ogudholdende at have udnyttet alle Landets Hjælpekilder, Folkets hele Intelligens, hele dets moralske K ra ft med et eneste M aal fo r Øje: Sejren. Det gælder om at have organiseret alt, fo rudset alt.“
I Kraft af sit nøje Kendskab til Jernbanevæsen lader han udarbejde en Mobiliseringsplan, der tillader en hurtigere og sikrere M obilisering end de tidligere, og som m uliggør en hurtig Overføring a f flere Armékorps fra den ene Del a f K rig sskuepladsen til den anden, hvilket kom Operationerne under Marneslaget tilgode. Fo r at forøge Hærens E ffektivstyrke virker han a f al E vne fo r Gennemførelse a f den treaarige Tjenestetid. „Den vordende Generalissimus’ første Omsorg gik dog ud paa at skaffe Hæren de bedst mulige Kadrer. Han forsømmer ingen Lejlighed til at skaffe sig Kendskab til Generalernes.
Præstationsevne. Uden Nølen og uden Hensyn til personligt Venskab renser han ud iblandt de højere Chefer, idet han kun har Hærens Vel for Øje. Han afviser enhver Intei'vention. Efter Krigens Udbrud handler han paa samme Maade, og „denne Strenghed“ , siger Gen. Weygand, „er, takket være hans Dømmekraft, et af de Elementer, der bidrog til Landets Frelse, thi han forstod sig paa Mennesker. Man behøver blot at nævne nogle a f dem, som han i Løbet af nogle Krigsmaaneder lod stige til Hærens højeste Poster: Foch, Fayolle, Nivelle, Maistre, Humbert, Mangin, fo r kun at nævne nogle a f dem, der ikke er mere. Det afgørende fo r ham var Karakteregenskaberne.“ *) I den franske Hær var mange kommet til den Anskuelse, at den hensynsløse O ffensiv var det ene saliggørende uden smaaligt Hensyn til Forholdene og den fjendtlige Ild, medens andre, med Erfaringerne fra de sidste K rige fo r Øje, saa en Fare heri. „Anskuelserne paa dette Punkt havde ikke fæstnet sig, da Krigen brød ud. Joffre , hvis Autoritet udøvedes paa alle Omraader, havde vel sin Del a f Ansvaret fo r denne Tingenes Tilstand. Men da Ø jeblikket var kommet, paapegede han F e jlene i de anvendte Metoder og vidste at reformere dem, bevarende hvad der var rig tig t i dem. Det er bemærkelsesværdigt, at Jo ffre med sin „bonsens“ og Foch med sin store militæ re Viden begge var kommen til den samme Anskuelse: at Sejren kun kunde vindes ved Offensiven, og at den offensive Aand derfor er uundværlig i en Hær. Men begge billigede kun den forberedte, støttede, førte O ffensiv, den hvori kun et Minimum er overladt til det, Frederik den Store kaldte „Hans M ajestæt Tilfæ ldet“ .“
„H vis de franske Tropper under Retraiten i 1914 ikke havde haft Følelsen af, at Fuldbyrdelsen a f deres P lig t paabød dem at gaa over til Offensiven, havde de ikke med en saadan Pludselighed, og med saa stort Held kunnet adlyde Joffres Ordre:
Om kring og fremad !“ Gen. Weygand fører Læseren til det store Hovedkvarter i Vitry-le-Francois. F ra den 20’ August strømmer daarlige E fterretninger ind fra alle Sider. „Under disse Kølleslag vilde meget faa Mænd have bevaret deres Koldblodighed. Jo ffre tager dem uden at vakle. Hvad skyldes denne Urokkelighed? En Morgen er Efterretningerne, der er indkommet i Nattens Løb, særlig ugunstige. — Hver Gang en O ffice r har endt Rapporten om den Armé, hvis Operationer han skal følge, siger Jo ffre kun et „bon“ . Denne Ro foruroliger en a f O fficererne, der udbryder: Men, H r. General, vi gaar jo imod en K a tastro fe; hvis dette bliver ved, kan vi ikke retablere os — . Jo ffre afbryder ham med et voldsomt Næveslag i Bordet og siger i en Tone, som han sjældent anvender, men som man ikke glemmer, naar man en Gang har hørt den: „Og De, min Herre, De tro r altsaa ikke paa Frankrig .“ Saaledes er den urokkelige Tro hos den øverste Chef Kendetegnet paa en Tillidsfuldhed, som de alvorligste Begivenheder ikke kan bringe til at vakle.
Men hans Tro er ikke blind. Han ignorerer intet angaaende Tilstanden ved Arméerne, hvor der, trods disse haarde Slag, hersker Orden og Disciplin, hvor Moralen hos Tropperne er tilfredsstillende; han konstaterer, at „Væ rktøjet er godt“ . Naar Sejren ikke er vundet endnu, er det, fo rdi det er galt anvendt.“ „A n sig t til An sig t med Kendsgerningerne, med hvad de bringer a f Gaader og Hindringer, finder hans Evne til at jugere rig tig t, bygge solidt med urokkelig Vilje , sin fulde U dfoldelse. Jo ffre viser sig fuld t ud som Handlingens Mand. Den 24’ August synes alt tabt, den 25’ August udsender Jo ffre en almindelig Instruktion, der, sam tidig med en solid Gruppering a f Arméerne paa en tilbagetrukket Lin je , foreskriver Etablering a f en Manøvregruppe udenfor den a f Fjenden omfattede Flø j, idet den ved Hjælp a f Tropper, overført fra Lothringen, i Egnen om Amiens anordner Oprettelsen a f Maunourys Armé, der skal indlede en almindelig O ffensiv ved at angribe F jendens højre Flanke. Det er hele den Manøvre, der udgjorde M a rneslag et. Idéen om at modvirke en fjend tlig Om fatning med en endnu mere omfattende Manøvre var forøvrig t ikke ny i Jo ffres Tanke. Han har tre Gange i Aarene 1910— 1913 g jort den til Genstand fo r Arm é-Manøvrer paa Kortet.“ Slaget skulde have været leveret omkring den 2’ September paa Fronten Amiens— Verdun, men Forholdenes U dvikling nødvendiggjorde im idlertid en yderligere Tilbagegang, sæ rlig a f venstre Flø j. „Disse Omstændigheder foranlediger Jo ffre til at underlægge Maunourys Arm é under P a ris’ Gouvernør, Gen. Galliéni, og underlægge dennes samlede Styrke under Hærledelsen, hvorved opnaas, at Paris faa r sit særegne Forsvar, hvilket kunde blive nødvendigt, og sam tidig sikres En heden fo r sam tlige franske Tropper.“ „T id lig om Morgenen den 4’ September ind finder Jo ffre sig i Bureauet i Bar-sur-A ube, hvortil det store Hovedkvarter er forlagt, og sætter sig foran det store Kort, hvorpaa enhver Forandring i Situationen bliver ind ført. Det er et gribende B illede, der viser sig fo r hans Øjne: Paa højre Flø j staar VerdunArméen, sikret mod Øst ved den heldige Mod-O ffensiv a f A r méerne i Lothringen. Mod Vest er Paris-Arm éen paa Plads, dækkende Hovedstaden i stor Afstand. Imellem Fløjene danner Fronten en indadgaaende Bue, imod hvilken v. Klucks A r mé i forcerede M archer bevæger sig. Efterretningerne vedbliver at komme. Galliéni lader melde, at Maunoury er klar til at angribe den næste Dag.“
„Jo ffre hører tavs paa Rapporterne. Han hører ogsaa paa Diskussionen mellem O fficererne. Nogle mener, at der straks bør skrides til Angreb. Andre mener, at der bør ventes.“ „Om Eftermiddagen sidder Jo ffre i ensom Eftertanke i Skyggen a f en stor Hænge-Ask udenfor Hovedkvarteret — det er en meget varm Dag — da en O fficer a f Staben kommer og taler om Vanskeligheder, der vil opstaa fo r Forbindelseslinjerne ved en yderligere Tilbagegang. Jo ffre siger stilfæ rdigt: „V i angriber imorgen, det skal nok gaa (cela ira bien)“ . K ort efter giver han Ordre til at udarbejde Angrebsbefalingen.“ „I de følgende Dage viser Jo ffre sig paa Højde med de største Hærførere, tagende hele Ansvaret fo r de store A fgørelser paa sig, bødende paa en utilstræ kkelig Taktik med en overlegen Strategi, stolende paa sine Arméchefer, hvis Initiativ han ansporer og udnytter og dog krævende Overholdelse a f den lagte Plan, er han den ubestridte Sejrherre ved Marne.“ En Udtalelse a f Gen. W „ der smukt og karakteristisk udtrykker, hvad en loyal fransk O ffice r føler efter Sejren, der i Virkeligheden beseglede den endelige Sejr, skal anføres: „Den 9’ September om Aftenen bekræftedes Sejren ved 9’ Armé, fo ran hvilken Fjenden endelig giver op. Gen. Foch havde trukket sig tilbage efter at have dikteret mig Forfølgelsesordren. Intensiteten a f min Lykkefølelse berøvede mig ethvert Ønske om Hvile. Natten var smuk, og jeg besluttede selv at overbringe Instruktionerne til det nærmeste Armékorps. Skønne Time!
Den alene var tilstræ kkelig til fo r mig at retfærdiggøre, at det er godt at have levet. Medens Vognen glider frem under den stille Sommernats Stjernehimmel, hvis Ro næppe forstyrres af den mere og mere fjerne Kanonskydning, hengiver jeg mig helt til de Følelser, der fylder min S jæ l: Beundring overfor den Illustration, Foch nylig havde givet af, hvad en Mands V ilje kan udrette; Taknemlighed overfor den ophøjede Chef (Jo ffre), der havde bragt vore Faner Sejren og givet os Glæden over at se Soldaterdrømmen virkeligg jort.“
„Den næste Dag stiger der fra hele det franske Folk en Hymne a f Erkendtlighed op imod Jo ffre . Det elsker i ham dets Redningsmand, Chefen, hvis. Godhed og Retfærdighed er ens imod alle, høje som lave.“ „Men dets Begejstring gælder ogsaa, og maaske endnu mere, den, der har vakt det til Selverkendelse, thi Jo ffre besidder i højeste Grad de franske Egenskaber, som Franskmændene er sig mindst bevidst, fo rdi de a f et vist Koketteri ignorerer dem og først tager deres T ilflu g t til dem i kritiske Ø jeblikke: Koldblodighed, Energi, Udholdenhed. Det er a f dem, den endelige Sejr afhænger.“
Tyskerne søger nu at naa Kanalhavnene, Jo ffre erkender Faren, og „Kapløbet mod Havet“ begynder. jo ffre betror Foch Kommandoen over alle franske Tropper Nord fo r Oise, med den vanskelige Opgave at bringe de franske og de allierede Troppers Operationer i Samklang med hinanden, og Fochs ubøjelige Energi, der aldrig savner Udveje, magter ogsaa denne Opgave. „Under de kritiske Kampe i Flandern sendte Foch daglig Jo ffre beundringsværdige Rapporter, som er til lige megen Æ re fo r begge Chefer, hvis Samarbejde i de to tragiske Maaneder Oktober— November 1914 er et a f de smukkeste K apitler i den franske K rigshistorie .“
1915 er Stillingskrigens oprivende Aar, hvor begge Pa rter er lige afmægtige. I December 1915 foranlediger Jo ffre Sammenkaldelsen a f en Konference i Chantilly a f Repræsentanter fo r de allierede Hære, hvor han fremlægger Forslag til et Program , som tilsig ter at søge en Afgørelse, idet der „ved overensstemmende Operationer paa de franske, engelske, russiske og italienske Fronter foretages Angreb sam tidigt eller saa nær ved hinanden i Tid, at Fjenden ikke kan overføre Reserver fra den ene Front til den anden.“ Denne Plan billigedes a f alle, og, siger Gen. W., „Jo ffre er nu i Virkeligheden de allieredes militæ re Chef. 1916 viser ham saa stor som nogensinde.“ I December 1916 fald t han im idlertid som O ffer fo r Intriger, nærmest a f politisk A rt. „Skyerne kunde have været skilt, hvis Jo ffre havde været mere v illig til at holde Regeringen underrettet, men han holdt ikke a f at forklare sig, naar han ikke mærkede T illid og Sympati, i modsat Fald tav han. Tilsid st naaede man til ikke at forstaa hinanden.“ Medlem a f Akademiet, M. Jules Cambon, som svarer paa Gen. W.s Foredrag, anfører, at Jo ffre , der bar megen Omsorg fo r at spare Soldaternes Blod, var imod Politikernes hyppige Besøg ved Fronten, idet han mente, at de sentimentale Demonstrationer, de ofte fremkaldte, forstyrrede Soldaternes Sjæleliv. Han ytrede: „M an vilde, at jeg skulde føre K rigen uden døde og saarede“ , idet han tilføjede med en vis Bitterhed : „A lt det er P olitik .“ Forøvrig t bar han sit Fald med samme Sjælsstorhed, som han havde vist som Generalissimus. General Weygand slutter sit Foredrag med følgende Ord : „Ved en Højtidelighed i de sidste A a r overrakte en lille Pige Jo ffre en Buket, idet hun sagde: „Monsieur le maréchal, je suis bien heureuse de vous revoir. — Me revoir, où m’as-tu déjà vu? — M ais dans mon histoire, monsieur le maréchal'.“ Man kunde ikke sige det bedre end dette Barn. I et Ø jeblik, da Frankrigs Frihed var udsat fo r en dødelig Fare, har det til at tjene sig fundet en Fører med en uforfæ rdet Sjæl og a f en urokkelig Karakter. Sejrherren ved Marnes mægtige Skikkelse vil til alle Tider blive staaende i Frankrigs Historie, og vil stedse blive større.“
Erh. Mørch.
