Den russiske Hær havde iværksat og lykkelig tilende bragt den vanskelige Donauovergang og stod i Begyndel sen af Juli Maaned 1877 med sin Hovedstyrke, c. 120,000 Mand, paa bulgarisk Grund, parat til at begynde sit Sejers løb. Uden at forhale Tiden med Etablering af en stærk og solid Basis rykkede Hæren hurtig frem, højre Fløj i Retning af Nikopolis, venstre Fløj imod Rustschuk, me dens Centrum under den tapre General Gurko’s Anførsel i Ilmarcher rykkede frem imod Balkan, i en Haandeveding bemægtigede sig det vigtige Schipkapas og med Øjnene ufravendt rettede imod Bosporus fortsatte sin Vej hinsides Bjergene. Alles Øjne fulgte ham, og med Forbavselse saa man ham, uden Bekymring for den noget udsatte Retrætelinie, kun higende fremefter at bane sig Vej som en Pil. Da lød pludselig, just som han havde bemægtiget sig Schipkapasset, Kanontordenen langt bag ude i hans Ryg; inden mange Dage maatte han standse for ikke at rykke frem paany, førend Plewna omtrent et halvt Aar derefter var i Russernes Haand.
Det var Osman Pascha, der, saa snart han havde erholdt Vished om Russernes Overgang ved Sistova, hurtig var ilet til Undsætning fra Widdin med sine 20,000 Mand; han havde i faa Dage tilbagelagt over 26 Mil, og trak nu de ved Sofia og Nisch staaende Reserver til sig. Han kom netop tidsnok til at naa at besætte den vigtige Stilling ved Plewna, og da Russerne derefter den 19. Juli nærmede sig, opdagede de, at de trods den langt kortere Vej, de havde haft at tilbagelægge, vare komne for sent; Stillingen var stærkt besat.
Byen Plewna, der ved Krigens Udbrud havde 17,000 Indvaanere, ligger ved Widfloden, c. 10,5 Mil Vest for den russiske Operationslinie Sistova— Schipka. Denne Biflod til Donau har sit Udspring i Chodscha-Balkan, flyder mellem stejle Klippebredder, indtil den c. 2 Mil ovenfor Plewna udvider sit Leje, og paa den Strækning, der fik Betydning under Kampen om Plewna, har Flod dalen en ret anselig Bredde. Selve Flodens Bredde er her c. 160', ved Højvande 240'; den normale Dybde er 3'; ved Højvande kan den ikke gjennemvades; dens højre Bred er stejl og utilgængelig, medens den venstre hæver sig jævnt. Der findes i Nærheden af Plewna kun een per manent Bro, nemlig der hvor Chausseen til Sofia passe rer Floden; Broen er 320' lang, dens Overbygning, der er af Træ, hviler paa 9 Stenpiller. Widflodens væsentligste Tilløb ere Tutscheniza- og Griviza- samt Tschernjalka- Bækkene; disse ere ikke dybere, end at de alle kunne gjennemvades, men frembyde ikke desto mindre temmelig betydelige Hindringer paa Grund af deres stejle, dybt ind- skaarne Bredder. Under Kampene fik navnlig de to først nævnte Betydning, idet de delte Angrebsfeltet i 3 bestemt udprægede Afsnit og besværliggjorde Forbindelsen mellem disse i en ikke ubetydelig Grad.
Fra Plewna føre gode Chausseer til Sofia, Lovtscha og Bulgareni, altsaa i vestlig, sydlig og østlig Retning, medens der imod Nord, navnlig i Retning af Sistova, kun findes almindelige Landeveje, hvilket i Bulgarien vil sige rene Naturveje, der ikke vedligeholdes og derfor, navnlig da Jordbunden er meget lerholdig, kun kunne befares i nogenlunde tørt Vejr, medens de i den vaade Aarstid blive bundløse.
Af Skov (Eg og Bøg) findes der ikke Meget, nemlig kun mellem Landsbyerne Karakioi, Kartudschaven, Medevan og Petjerniza, ved Raditschevo samt imellem Griviza og Redouten Krajevo. Det grønne Bjerg» (paa venstre Tutschenizabred) er ligesom Griviza’s Omegn bevoxet med Vin. løvrigt er Egnen bevoxet med Korn.
Husene ere opførte af daarligt Bindingsværk, beklædt med Risværk, der berappes med Ler og hvidtes; de ere for det Meste samlede i Landsbyer.
Terrainet ved Plewna danner i det Væsenlige et stort Plateau, gjennemskaaret af dybe Slugter, og man vil af vedføjede Situationsplan (Plan V), hvor der iøvrigt ikke er foretaget Noget til Anskueliggjørelse af Reliefet, kunne danne sig et nogenlunde fyldestgjørende Billede ved at fæste Opmærksomheden til de gjennem Hovedslugterne flydende Vandløb. Mod Nord, Øst og Syd er Plewna om given af Højder, der beherske Byen; kun imod Vest er Terrainet aabent og frit. De højeste Punkter findes imod Nord ved Byerne Oparetz, Bukovetz og Griviza; mellem Tutscheniza- og Griviza-Bækkene findes ogsaa ret an selige Højder, og endelig danner Terrainet imod Syd mellem Tutscheniza og Widfloden en stærk Position. De Byen saaledes omgivende Højder falde jævnt udad imod Angriberen og frembyde derved fortrinlige dominerende Stillinger.
Som bekjendt er det en traditionel Fremgangsmaade hos Tyrkerne at grave sig ned i de af dem indtagne Stil linger for derefter med en overordentlig Haardnakkethed at holde disse til det Yderste; det kan derfor ikke undre, at de ved denne Lejlighed, hvor de stode i en i sig selv fortrinlig Stilling, gjorde sig Terrainets gunstige Form saa nyttig som mulig, og at de navnlig ved Anlæg af Forskandsninger i stor Maalestok søgte at gjøre Stillingen uindtagelig.
Deres efterhaanden anlagte Forskandsninger dele sig, efter den af Terrainet betingede Inddeling, i følgende Grupper:
A. Sydvest-Gruppen. Hovedplateauet mellem Tutscheniza-Griviza Bækken, Widfloden og Tschernjalka Bækken. Hensigten med denne Gruppe var navnlig at dække den tyrkiske Hovedlejr og sikre Tilslutningen.til Widfloden med den derover førende Forbindelseslinie.
B. Den sydlige Gruppe paa «det grønne Bjerg». Den betegnes af Russerne som «Kirschin-Værkerne» og dan ner en fremskudt Post paa den forskandsede Lejrs Hoved front. Specielt skulde den beherske Vejen til Lovtscha. Af denne Gruppe fik navnlig Redouterne 23, 19 og 24 stor Betydning (11. og 12. September); den førstnævnte bar specielt Navn af Kirscliin Redouten, medens de to andre kaldtes den midterste og den østlige.
C. Sydost-Gruppen, «Raditschevo-Værkerne«. Russiske Beretninger skjelne mellem den vestlige (sand synligvis Nr. 10) og den østlige (sandsynligvis Nr. 1) Raditschevo eller Tutscheniza-Redoute. De nævnte tvende Værker spillede en betydelig Rolle i Kampen d. 30. Juli.
D. Nordo st-Gruppen, «Griviza-Værkerne», ligger mellem Griviza-Tutscheniza Bækken og den fra Bukovetz kommende mindre Bæk. Den egentlige Front af denne Gruppe, imod hvilken det første Angreb d. 20. Juli var rettet, blev ikke senere Gjenstand for noget direkte Angreb; derimod blev dens højre Fløj, den 1ste eller «store» Griviza-Redoute gjentagnc Gange med betydeligt Tab angreben af Russerne.
E. Nord-Gruppen dannede en fremskudt Post paa det høje Plateau ved Opanetz og havde særlig Betydning med Hensyn til Sikring af Widovergangen.
F. Sikring af Hoved-Retrætelinien. Langs denne imod Sofia førende Linie fandtes Befæstninger ved Dolnji — og Gornji — Dubniak, Telisch og Radomirze. Den sidstnævnte By ligger næsten 4 (Mil fra Plewna i Nærheden af Iskerfloden, omtrent midtvejs mellem Plewna og det nærmeste Balkanpas Jablaniza paa Vejen til Sofia.
Da det 9. russiske Korps under General Krudcner d. 16. Juli havde taget Nikopolis, blev General Schilder-Schuldner d. 18. Juli detacheret imod Plewna med den Opgave at bemægtige sig Stillingen, sætte sig fast der og dække Armeens højre Fløj. Detachementets ringe Styrke, 3 Regimenter og en kaukasisk Kosakbrigade, tyder i høj Grad paa, at Russerne vare ubekjendte med, at de her vilde faa at gjøre med Osman Paschas Hær. For sent havde man besluttet sig til at besætte dette vigtige Punkt, Knudepunktet for de Veje, der føre til det vestlige Bul garien og Balkanpassene i Nærheden af Sofia.
Ved Ankomsten d. 19. Juli fandt General Schilder-Schuldner Stillingen stærkt besat og allerede for en Del befæstet. Man besluttede ikke desto mindre at angribe den følgende Dag.
Ved Daggry d. 20. Juli lod han de fjendtlige Stil linger kraftig beskyde med Artilleri og angreb dem der efter fra Nordost og Sydost, idet han overspændte en Bue af c. 3,25 Mils Længde mellem nedre Wid og Tutscheniza. Angrebet, der hovedsagelig blev ført frem fra Nordost, sattes iværk med stor Energi, og det lykkedes paa højre Fløj at avancere langt frem imod Byen Plewna; men en morderisk Ild fra de i Løbegravene posterede, i Antal langt overlegne Tyrker, tvang snart Russerne, hvis Fløje ovenikjøbet paa Grund af Terrainets Form maatte operere hver for sig uden indbyrdes Forbindelse, til at retirere med betydeligt Tab. Angrebet var totalt mislykket.
Herefter blev det nødvendigt, i det mindste i den nærmeste Fremtid, at opgive enhver Tanke om en fortsat Offensiv saavel imod Fæstningsfirkanten paa venstre Fløj som imod Suleiman Pascha i Centrum; man maatte rette sin Opmærksomhed hovedsagelig i Retning af højre Fløj, forstærke denne og for enhver Pris se at komme i Be siddelse af den truende Piewnastilling. General Kri'idener efterlod 1 Regiment ved Nikopolis og koncentrerede iøvrigt hele sit Korps ved Plewna, hvor han afventede Ankomsten af yderligere Forstærkning. Da denne var indtruffen, raadede han over 35,000 Mand og 160 (efter nogle Angivelser 176 á 186) Feltkanoner og besluttede nu at fore tage et Angreb. Samtidig var Osman Pascha's Styrke voxet til c. 45,000 Mand og 80 Kanoner. Han havde benyttet Tiden godt, og navnlig havde han ved uafbrudt at fortsætte Anlæget af Forskandsninger, i høj Grad for øget Stillingens defensive Styrke.
Om Aftenen d. 29. Juli stode de til Angrebet be stemte Tropper c. 2,5 Mil Øst for Plewna, i en Bue paa c. 5 Mils Længde å cheval paa Vejen til Bulgareni. Angrebet skete d. 80. ved Daggry, og Kampen udviklede sig i Henhold til Dispositionen i 3 udprægede Terrainafsnit, nemlig: 1) Nord for Bulgareni Vejen imod Griviza Re douten og de dertil hørende Skyttegrave; 2) Syd forVejen indtil Tutscheniza Slugten imod de to herværende Redouter (sandsynligvis Nr. 1 og Nr. 10), og 3) Vest for Tutsche niza Slugten langs Vejen fra Lovtscha. Paa højre Fløj lykkedes det at trænge helt frem til Redouten, hvis Grav endogsaa blev besat; i Centrum stormedes og erobredes de to Hovedværker, men maatte atter opgives. Endelig lykkedes det General Skobelef, der kommanderede venstre Fløj, at avancere betydelig frem imod Plewna; men angreben af friske Tropper, maatte han opgive det vundne Terrain og trække sig tilbage med betydeligt Tab. Efter at have opbrugt de sidste Reserver, maatte General Krüdener ved Nattens Frembrud give Ordre til Retræte over hele Linien. Tabet var paa russisk Side meget betydeligt — 7 á 8000 Mand.
For saa vidt som man hidtil havde næret nogensom helst Tvivl i saa Henseende, maatte det herefter staa klart, at man ved Plewna havde at gjøre med en betyde lig Styrke, og man indsaa, at det vilde blive nødvendigt at rette et meget kraftigt Angreb paa Stillingen. Da man desuden for enhver Pris maatte søge at holde Schipkapasset og tillige beskytte det af de russiske Tropper be satte Sandjak Tirnova, nødsagedes man til foreløbig at indskrænke sig til Defensiven og oppebie Ankomsten af Forstærkninger til Krigsskuepladsen. Plewnastillingen havde allerede indgydt saa stor Respekt, at man blandt Andet forlangte svært Belejringsartilleri dirigeret derhen, medens man samtidig forberedte Batteribygning i stor Maalestok. Men Osman Pascha laa heller ikke ledig; han trak Fæstningsskyts til sig fra Widdin og arbejdede ufor trødent paa Kompletteringen af Befæstningerne. Saaledes opførte han blandt Andet i denne Tid Griviza Redouten Nr. 2, der senere (d. 11. September) paa en meget ube hagelig Maade overraskede Angriberen, da det efter et betydeligt Mandefald omsider lykkedes ham at bemægtige sig Redouten Nr. 1. Ligeledes blev der imod Nord ved Opanetz og Bukovetz anlagt en hel Gruppe af fremskudte Værker, ligesom de i Raditschevoafsnittet tidligere anlagte Redouter bleve supplerede med en hel Række Redouter, Lynetter og Batterier. Hovedgruppen (A) angives paa denne Tid kun at have bestaaet af ialt 6 større Værker, nemlig 3 langs Widfloden og 3 paa den sydlige Front.
Det undgik ikke Tyrkernes Opmærksomhed, at Russerne vare tvungne ind paa en foreløbig Defensiv, og vi se dem derfor overalt benytte denne Lejlighed til at gaa angrebsvis tilværks. Dette gjælder saaledes baade om Mehemed Ali Pascha ved Lomfloden, om Suleiman Pascha ved Schipka og endelig om Osman Pascha.
Han foretog saaledes allerede d. 14. August en dog' mindre væsentlig Rekognoscering i vestlig Retning. Den 21. og 22. August foretog han med en mindre Styrke et Angreb fra Lovtscha, der endnu var i hans Haand og i Forbindelse med Plewna, frem imod Selvi, dog uden at opnaa nogensomhelst blivende Fordel.
Et Hovedudfald fra Plewna blev foretaget d. 31. August. Russerne under Fyrst Carl af Rumæniens Kommando havde besat en stærk forskandset Stilling af c. 4 Mils Længde å cheval paa Vejen til Bulgareni. Udfaldet blev rettet imod deres venstre Fløj, og da det skete sam tidig med et af Mehemed Ali ved Lomfloden iværksat Angreb, ligger det nær at formode, at man her handlede efter forud sket Aftale. Den Øverstbefalende ved Plewna stod i den Formening, at Angrebet paa venstre Fløj kun var en Demonstration, der skulde tjene til at maskere et Hovedangreb i mere nordlig Retning; den angrebne Fløj maatte derfor en Tid lang alene modstaa Tyrkernes med Kraft rettede Stød. Da man imidlertid snart maatte erkjende, at Angrebet var alvorlig ment, blev der sendt Forstærkning fra højre Fløj, og Tyrkerne bleve efter en haardnakket Kamp tvungrfe til Retræte. Russerne for fulgte dem indtil Kanonskuds Distance fra Plewna, dog uden at opnaa noget væsentligt Resultat, da de savnede et til virksom Forfølgning tilstrækkeligt Rytterkorps.
Efter at have modtaget Forstærkning, blandt Andet ved Tilslutning af den rumænske Hær, grebe Russerne paany Offensiven i Regyndelsen af September Maaned.
Den 3. September bemægtigede de sig Osman Pascha’s befæstede Stillinger ved Lovtscha, og Tyrkerne maatte, efter en haardnakket Kamp med betydelige Tab, skarpt forfulgte af det russiske Rytteri, trække sig ind i Plewna- stillingen. Her havde man benyttet August Maaned godt; de mindre Redouter vare forsvundne og havde maattet give Plads for en fuldstændig befæstet Lejr, bestaaende af anselige Værker, monterede med kraftigt og talrigt Artilleri. Besætningen var bleven yderligere forstærket med Garnisonerne fra flere befæstede Stæder i Bulgarien, og endelig var det, takket være de endnu aabne Kommuni kationer med Rumelien, lykkedes at ophobe betydelige Kvantiteter af Levnetsmidler og andre Krigsfornødenheder.
Efter Lovtschas Erobring samlede den russiske Vestarmee sig foran Plewna. Den var sammensat af 4. og 9. Armeekorps, 2. Infanteridivision, 3. Skyttebrigade, tre rumænske Divisioner, tre Divisioner Rytteri og tre Regimenter af den rumænske Territorialhær; den støttede sig med begge Fløje til Widfloden. Tyrkerne, der saaledes endnu havde fri Retræte i Retning af Sofia, foretoge fra nu af og indtil Plewnas Fald intet Udfald.
Russernes nærmeste Plan bestod nu i at anlægge Batterier og bearbejde Stillingen med Felt- og Belejringsskyts for at ødelægge de fjendtlige Værker og deres Bestykning samt svække Besætningens Moral og samtidig lidt efter lidt, dækkede af Approcher,' at nærme sig Stillingen, for omsider, naar Artilleriet var bragt til Tavshed, og Besætningen var mør, at skride til Storm.
Man vil se, at Kampen om Plewna derved i det Væ sentlige skifter Karakter og gaar over til at blive en Be lejringskrig, et Dybbøl i stor Maalestok. Det er derfor paafaldende at se, i hvor ringe en tirad man fra Angri berens Side havde draget Omsorg for Tilstedeværelsen af Ingeniørtropper og Værktøj; fem russiske og een rumænsk Division maatte hjælpe sig med een Sapørbataillons Assi stance, og en paa et vigtigt Punkt (overfor «det grønne Bjerg») posteret Afdeling, der bestod af 2 Divisioner, havde kun 35 Sapører uden Værktøj til sin Disposition. Mandskabet maatte efter Sigende grave sig ned i Jorden med Laagene til Kogekjedler, ja endogsaa med de bare Hænder.
Ved det den 7de September indledede Angreb var Troppernes Fordeling i Hovedsagen følgende: Terrain- afsnittet Nord for Grivizabækken var besat af Rumænerne; den 4. rumænske Division ankom først den 6. om Aftenen og besatte Angrebsfeltet nærmest. Vejen Plewna-Bulgareni. Den 8. ankom ogsaa 3. rumænske Division og sluttede sig til de Nord for tiriviza staaende Kammerater. For Rumænernes Vedkommende toge 5 Batterier á 6 Pjecer, ialt 30 Stk. 8 og 9cm krupp’ske Kanoner Del i Artillerikampen.
9. Armeekorps (Krudener) havde besat Afsnittet mellem Vejene til Bulgareni og Pelischat. Griviza Redouten udgjorde et Hoved-Angrebsobjekt paa denne Side. I Artillerikampen deltog her 20 Belejringskanoner (24 Pundige) og 48 Stk. 9pundige Feltkanoner i 6 Batterier.
Raditschevo-Afsnittet mellem Vejen til Pelischat og Tutscheniza Slugten holdtes af 4. Armeekorps (Kriilof) med ialt 40 Stk. 9pundige Feltkanoner i 5 Batterier.
Venstre Fløj, Terrainet Vest for Tutschenizaslugten, var besat af det kombinerede Korps Imeretinsky.
Om Natten mellem den 6. og 7. September avancerede Russerne i al Stilhed frem indtil Kanonskuds Afstand, og det lykkedes dem, skjulte af Mørket, at opkaste Skul derværn for Belejrings- og Feltskytset.
Den 7. om Morgenen Kl. 6 aabnede Angrebsbatterierne en koncentrisk Ild imod de forud bestemte Punkter. Tyrkerne bleve ikke Svar skyldige, men fyrede ufortrødent hele Dagen.
Den 8. fortsattes Beskydningen og vedligeholdtes uaf brudt Dagen igjennem fra 20 Belejringskanoner og 88 Feltpjecer paa Afstande fra c. 8000 Alen— 3800 Alen for trinsvis imod Griviza og Raditschevo Redouterne. Sam tidig blev der detacheret en Styrke bestaaende af 4 rus siske Rytterregimenter, 2 ridende Batterier og 4 rumænske Regimenter, der under General Loschkarev’s Anførsel skulde gaa over paa Widflodens venstre Bred Nord for Stillingen, trænge frem i Retning af Dolnji Dubniak og besætte Vejene til Rachova og Sofia for eventuelt at for følge den retirerende Fjende.
Samme Dag fik Korpset Imeretinsky Ordre til med en Avantgarde under General Skobelef, der havde gjort Bekjendtskab med Terrainet d. 30. Juli, at angribe Høj derne ved «det grønne Bjerg». Ved Daggry angreb han, besatte Brestovetz og trængte frem langs Lovtschavejen helt op imod Forskandsningerne paa «det grønne Bjerg». Han kunde imidlertid ikke holde sig her, men maatte indtage en noget mere tilbagetrukken Stilling, hvori han uopholdelig satte sig fast og forskandsede sig.
Om Natten mellem den 8. og 9. avancerede endel af de russiske Batterier frem indtil 2500 Alens Afstand, og 40 Stk. Firepundige bleve bragte i Batteri. Den 9. blev Stillingen beskudt af 178 Kanoner; Tyrkernes lid aftog gradvis i Dagens Løb, indtil den om Aftenen tav. Paa denne Dag rettede Tyrkerne en Række særdeles energiske Angreb imod General Skobelef; de bleve alle viste til bage; men da de tydede i Retning af, at det muligvis kunde være Osman Pascha’s Hensigt at gribe Offensiven,besluttede man at vedligeholde en voldsom Ild imod den i Nærheden af Byen Plewna liggende Lejr. Beskydningen blev endogsaa fortsat om Natten, om end med noget for mindsket Intensitet.
Imidlertid skiftede Vejret Karakter den 10. September; der indtraf voldsomme Regnskyl, der hurtig gjorde Vejene ufremkommelige og saaledes hindrede Tilførslen af Ammunition; de forhaandenværende Beholdninger vare i Be greb med at slippe op, og desuden vare mange- Lavetter beskadigede og utjenstdygtige; Angrebet lammedes der for betydelig. Uagtet man utvivlsomt følte, at en Storm paa de tyrkiske Forskandsninger endnu ikke, trods de 4 Dages Beskydning, var tilstrækkelig forberedt, turde man dog ikke opsætte den, da det maatte være Alle klart, at den voldsomme Beskydning var bestemt til at være For løber for en Storm, og man derfor, ved at opsætte den, vilde udsætte sig for at svække Moralen i Angrebshæren.
Stormen skulde foretages den følgende Dag, d. 11te.
Dispositionen gik ud paa, at højre Fløj Nord for Grivizabækken skulde angribe Griviza Redouten, medens Centrum skulde have Raditschevo Værkerne som Objekt, og venstre Fløj Kirschin Værkerne. I Løbet af Formid dagen skulde Artilleriet fortsætte Beskydningen med mel lemfaldende Pavser for at vildlede Forsvareren. Naar det herefter maatte antages, at denne havde opgivet Tanken om en Storm den Dag, skulde den, under fortsat Artilleriild, iværksættes Kl. 3 om Eftermiddagen.
Programmet blev imidlertid kun overholdt paa højre Fløj, idet Russere og Rumæner her med betydelige Ofre bemægtigede sig Redouten, som de derefter ikke mere forlode.
General Skobelef, der faktisk førte venstre Fløj, besluttede allerede om Formiddagen at bemægtige sig den nærmest foran «det grønne Bjerg» liggende Højde, som han ved sit sidste Angreb havde haft i sin Besiddelse, men derefter atter havde maattet opgive. Han mente ikke herved at komme i Strid med den almindelige Disposition, der gik ud paa, at Stormen skulde foretages Kl. 3 om Eftermiddagen. Hans Beslutning og dens Udførelse fik imidlertid en skjæbnesvanger Indflydelse paa Dagens Udfald.
Da man fra Centrum om Formiddagen Kl. 10 hørte heftig Skydning paa venstre Fløj — foraarsaget af General Skobelefs Angreb — og man paa Grund af en tæt Taage Intet kunde se, lod en af de forreste Batailloner sig deraf forlede til at skride til Angreb, og den blev hurtig efter fulgt af Resten af Regimentet samt af endnu et Regiment. Dette Angreb foregik uden den Kommanderende, General Schuitnikofs "Vidende og Villie; han holdt de to reste rende Regimenter, hvorover han endnu disponerede, til bage og lod dem, efter den givne Ordre, først rykke frem Kl. 3. De kom imidlertid for sent til at redde de allerede tidligere fremstormede Regimenter og hleve revne med af disse, der i Forvirring vege tilbage. Af Reserverne blev der endnu yderligere sendt 3 Regimenter frem til Undsætning, men forgjæves. Angrebet i Centrum var totalt mislykket; det havde kostet 119 Officerer og over 5000 Mand.
Paa denne Tid, da Centrums Nederlag var decideret, fremsendte General Skobelef, der kjendte Situationen i saa Henseende, sine sidste Reserver, og det lykkedes ham c.'Kl. 4,30 at erobre den midterste Kirschin Redoute (Nr. 19), og henimod Kl. 6 var ligeledes den østlige (Nr. 24) i hans Haand.
Osman Pascha, der vistnok saavel som General Skobelef har betragtet dette Punkt som Nøglen til hele Stillingen, koncentrerede nu sin hele Kraft imod Skobelef, idet han gik ud fra, at Angriberen paa de øvrige Punkter maatte være saa medtagen, at han ikke foreløbig behøvede at frygte fornyede Angreb fra andre Sider. I 24 Timermaatte Skobelef fortsætte Kampen om den vundne Stil ling; om Natten arbejdede han med Kraft paa at vende Brystværnene imod Fjenden; men atter her skortede det paa Værktøj; Kogekar, Bajonnetter, de bare Hænder maatte erstatte det; ja selv Ligene af de Faldne benyttedes til at dække Værkernes Strube. I Løbet af den 12. September stormede Tyrkerne 5 Gange begge Redouterne, sidste Gang Kl. 5 om Eftermiddagen, og denne Gang med Held. Russerne maatte efter et heroisk Forsvar vige; Skobelef dækkede personlig Retræten med et Regiment Infanteri og et Batteri.
Resultatet af Kampene den 7.— 12. September ind skrænkede sig til, at den første Griviza Redoute var i Angriberens Haand. Det havde kostet ham 60 Officerer og 3000 Mand døde; 240 Officerer og 9500 Mand saarede.
Uagtet der, som ovenfor berørt, var sendt et Detachement over paa venstre Widbred for at true Fjendens Retrætelinie og genere hans Tilførsler, og uagtet dette Korps, der senere var blevet betroet til General Krülof, raadede over 7000 Mand Rytteri, lykkedes det dog et ikke ubetydeligt tyrkisk Hjælpekorps at naa ind i Stillingen Natten mellem den 22. og 23. September og saaledes bringe Osman Pascha en kjærkommen Erstatning for de hidtil lidte Tab.
Ved denne Tid blev Overledelsen af Angrebet over draget til General Todleben.
Man havde hidtil øjensynlig stillet sig som Opgave, enten at knuse Osman Pascha’s Hær, eller at fordrive den; det maatte imidlertid nu, efter at man ved de forskjellige Forsøg, der med dette Formaal for Øje vare fore tagne, havde lidt et Tab af c. 30,000 Mand, uden derved at opnaa væsentlige Fordele, staa klart, at man ikke burde fortsætte ad den Vej, man hidtil var slaaet ind paa; der maatte gribes til mere virksomme Midler.
General Todleben rekognoscerede strax efter sin Ankomst Stillingen, og han kom til det Resultat, at de tyrkiske Positioner vare uindtagelige ved voldsomt Angreb.
Derimod blev det ham snart klart, at Fjendens svage Side laa i hans stærkt frempousserede Stilling og hans som Følge deraf truede Retrætelinie. Han besluttede at cernere Stillingen og udhungre Forsvareren; og det blev hans Fortjeneste, efter at han havde fattet denne Beslutning, der ikke indeholdt noget Enten— Eller, urokkelig og konsekvent at gjennemføre den trods de Stemmer, som flere Gange rejste sig for at bevæge ham til paany at vove en Storm.
Med jernfast Villie omklamrede han sin Fjende, med Jernhaand holdt han fast og slap ikke sit Tag, før den stolte Modstander laa for hans Fod. Ved Ankomsten til Plewna fandt han kun omtrent en Trediedel af Cirkumvallationslinien om Plewna besat med en Styrke af 55 á 60,000 Mand, medens den øvrige, større Del kun blev iagttaget af Rytteri. Tyrkerne havde det saaledes i deres Magt at vedligeholde Forbindelsen bagud i Retning af Sofia og Rachova; det lykkedes ogsaa Schefket Pascha, der indtil d. 31. Oktober holdt det befæstede Radomirze besat, endnu d. 9. Oktober at bringe en Transportkolonne med Tilførsel af alle Slags Fornødenheder ind i Plewna og samtidig forhandle med Osman om de fremtidige Operationer.
Til Iværksættelse af en virksom Indeslutning var den forhaandenværende Styrke for lille; der blev derfor begjæret Forstærkning; denne blev indrømmet, og efter at tre Divisioner af den kejserlige Garde i Slutningen af Oktober Maaned havde sluttet sig til Cerneringshæren, var den derefter sammensat som følger:
Indbefattet Kanonernes Betjeningsmandskab beløb den samlede Styrke sig til c. 120,000 Mand.
Efter Gardekorpsets Ankomst fik dette i Forbindelse med rumænske Afdelinger, med en Styrke af ialt 43 Batailloner, 66 Eskadroner og 120 Kanoner, Ordre til under General Gurko’s Anførsel d. 24. Oktober at gribe Offensiven paa venstre Widbred, bemægtige sig Vejen til Iiachova og Sofia og afskære Plewna fra enhver Forbindelse med Landet paa den anden Side Balkan. Hovedangrebet blev rettet imod Tyrkernes stærke Befæstninger ved Gornji-Dubniak, medens der samtidig blev foretaget Angreb i Retning af Telisch og Dolnji-Dubniak. Besætningen i Plewna blev samtidig holdt i Aande, dels ved at der hele Dagen vedligeholdtes en kraftig lid fra samtlige Belejringsbatterier, dels ved et ad Lovtschavejen imod Stillin gen rettet Skinangreb.
Gornji-Dubniak faldt efter et meget haardnakket Forsvar i Russernes Hænder om Aftenen Kl. 8. Besætningen, 4000 Mand, kapitulerede, efter at den havde gjort et ligesaa stort Antal Russere ukampdygtige.
Telisch holdt derimod ud indtil d. 28., paa hvilken Dag dens Besætning, 3000 Mand, kapitulerede.
Med den 24. Oktober var Gerneringen af Plewna fuldstændig. Rumænerne havde, uden at møde Modstand, besat Gornji- og Dolnji-Netropol, og Rytteriet havde bemægtiget sig alle Overgangene over Iskerfloden.
For at dække Cerneringshæren imod Angreb fra eventuelle Undsætningskorps, bemægtigede Russerne sig efterhaanden i Løbet af November Maaned hele Landet Vest for Plewna hen til Rachova, Berkovetz og Belgrad-schik saa vel som de Vest for Schipka liggende Balkan-pas: Rosalitz, Teteven, Jablonitza, Etropol og Orkhanje.
Efter den 24. Oktober var Plewnas Fald kun et Tidsspørgsmaal, afhængigt af de Forraads Størrelse, som fand tes i Stillingen. Man maatte dog bestandig være belavet paa at hindre et eventuelt Gjennembrud af den c. 50,000 Mand stærke Besætning. Cerneringslinien blev derfor overalt forstærket ved Anlæg af Logementer, Løbegrave, Batterier og paa de vigtigste Punker Lynetter og Redouter.
For at holde den fjendtlige Ild nede, vare Belejrings batterierne uafbrudt i Virksomhed, ligesom man skridtvis avancerede fremad med Logementer og Løbegrave for at holde Batterierne fri for den fjendtlige Infanteriild. Frem deles blev der anlagt endel gode Veje mellem Angrebs værkerne; flere Broer bleve byggede over Vandløbene, og endelig blev der oprettet en Telegraf langs hele Cerneringslinien.
Cerneringsbeltet blev inddelt i 6 Afsnit, og hvert af disse erholdt en efter dets Udstrækning og Betydning af passet Besætning under en særlig Afsnitskommandør. Hisse Afsnit vare følgende:
1. Afsnit fra Stillingen ved Bivolar indtil Griviza Redouten; det var besat af Rumænerne under Anførsel af General Cernat.
2. Afsnit fra Griviza Redouten indtil Raditschevo. Besætning: 31. Infanteri-Division med dens Artilleri og 2. Brigade af 5. Infanteri-Division med 4 Batterier. Af snitskommandør: General Krudener.
3. Afsnit fra Raditschevo indtil Tutscheniza Slugten.Besætning: 2. Infanteri-Division med den 30. Artilleribrigade og den 12. Skyttebataillon, under Kommando af General Sotof.
4. Afsnit fra Tutscheniza Slugten til Slugten ved Kartudschaven. Besætning: 16. Infanter-Division med dens Artilleri, 30. Infanteri-Division med 2. Artilleri-Brigade, 9., 10. og 11. Skyttebataillon og det 9. Kosakregi ment, kommanderet af General Skobelef.
5. Afsnit fra Kartudschaven indtil højre Widbred ved Byen Trnina. Besætning: 3. Garde-Infanteridivision med dens Artilleri; 2 Eskadroner af Livgarde-Kosakregimentet og det donske Kosakbatteri Nr. 10. Afsnitskom mandør: General Katalei.
6. Afsnit paa venstre Widbred, inklusive den paa højre Bred beliggende Position ved Bivolar. Besætning: Grenader-Korpset, 1. Brigade af 5. Infanteri-Division med 2 Batterier; 4. rumænske Division med dens Artilleri, 9. kasanske Dragonregiment; 9. bugske Ulanregiment; 9. kiewske Husarregiment og det 4. donske Regiment; 7. ridende Batteri og det douske Batteri Nr. 2, samt et Regiment rumænsk Landeværn, Alt under General Ganiezki’s Kommando.
Da Terrainet paa venstre Widbred danner en nogen lunde jævn og aaben Slette, maatte Angrebsværkerne i dette Afsnit lægges i en Afstand af c. V» Mil fra Wid-floden, medens det stærkt kouperede Terrain paa højre Widbred næsten overalt tillod at poussere Logementerne frem indtil nogle faa Hundrede Skridt fra de fjendtlige Værker.
Tyrkerne, hvis Ild iøvrigt var aftaget kjendelig siden Midten af Oktober, mødte ethvert Forsøg, der fra Angri berens Side blev foretaget for at indsnevre Cerneringen, med en meget energisk Modstand; saa snart Angriberen paa et eller andet Punkt viste sig og gjorde Mine til at nærme sig Stillingen, erholdt han øjeblikkelig Bevis paa Fjendens Aarvaagenhed i Form af en voldsom Beskydning. Saaledes forsøgte Rumænerne, der havde ført et regel mæssigt Sapeangrcb frem imod Griviza^ Redouten Nr. 2 , d. 19. Oktober, da Ilden fra den nævnte Skandse i nogen Tid var ganske forstummet, og man antog den forladt, at bemægtige sig den.
Fra deres «4. Parallel", der kun laa i en Afstand af lidt over 30 Alen foran Redouten, styrtede 5 Batailloner sig ved Middagstid over denne. De modtoges imidlertid af en morderisk Ild og maalte vende om. Om Aftenen blev Forsøget fornyet af 3 Batailloner; de naaede ned i Graven, men formaaede ikke at bestige Brystværnet og maatte retirere. Forsøget kostede over 1000 Mand.
Bedre Lykke havde General Skobelef, da han om Aftenen den 9. November forsøgte et Overfald paa Tyr kernes foran Kirschinstillingen stærkt fremskudte Loge menter. Det lykkedes ham at bemægtige sig og beholde disse, der kun laa c. 400 Alen foran Hovedværkerne; men han maatte udholde en voldsom Ild, og bag Bryst værnene, hvis Ildlinie man hurtig havde vendt, tilbage vise flere gjentagne Forsøg fra Tyrkernes Side paa at tage dem tilbage.
Ifølge Efterretninger, der vare indløbne fra forskjel- lige Sider, maatte det henimod Midten af December for modes, at de i Plewna beroende Forraad vare saa godt som opbrugte. Endelig den 10. December gjorde Osman Pascha Forsøg paa at redde sin Hær ved et fortvivlet, energisk ført Udfald, der imidlertid totalt mislykkedes og endte med Hærens Kapitulation. Om denne sidste afgjørende Kamp ville vi lade General Todlebens Rapport af 9. Januar 1878 tale:
«. . . . Af de i Løbet af d. 9. December fra alle Cerneringsafsnittene indløbende Efterretninger saavel som af Overløbernes Udtalelser maatte man uddrage den Slut ning, at Osman Pascha var ifærd med at gribe til afgjø- rende Forholdsregler for at sprænge Cerneringslinien og slaa sig igjennem med sin Hær. Siden den 8. var Artilleriilden kjendelig sagtnet; den 9. tav den fuldstændig. Ifølge Overløbernes Udsagn skulde der være uddelt Forraad af Tvebak og Fodbeklædning til Tropperne, ligesom Vaabnene vare besigtigede og reparerede. Paa Sofla-chausseen i Nærheden af Byen bemærkedes en stærk Troppebevægelse saavel som en Koncentrering af tyrkiske Stridskræfter og Vogne i Lejrene. Ved Widfloden vare Tyrkerne beskjæftigede med at bygge en Bro under Beskyttelse af Befæstningerne ved Opanetz. Alle disse Omstændigheder tydede paa, at Fjenden rustede sig til et Udfald og efter al Sandsynlighed vilde forsøge at bryde igjennem det af General Ganiezki besatte Afsnit.
I Henhold hertil aflagde jeg Beretning om Sagernes Stilling til den øverstbefalende over Indeslutningsarmeen, H. H. Fyrsten af Rumænien, og udstedte med Højstsam- mes Samtykke følgende Befaling d. 9. om Aftenen.
1) En Brigade af 16. Infanteri-Division med 3 Batterier og en Brigade af 3. Garde-Infanteridivision for enes under Generalløjtnant Skobelefs Kommando. De gaa d. 10. December ved Daggry over paa venstre Widbred og indtage følgende Opstilling: Brigaden af 16. Infanteri division med 3 Batterier ved Dolnji Dubniak for at være parat til at understøtte General Ganiezki, Brigaden af 3. Garde-Infanteridivision foreløbig ved begge de nærmest Widfloden liggende Redouter for efter Fornødenhed at kunne understøtte enten General Ganiezki eller General Katalei.
2) 16. Infanteridivisions 2. Brigade forbliver med sine 3 Batterier parat til hurtig Udrykning i Kvartererne.
3) De Batailloner af 3. Skytte-Brigade, som ere til delte 4. Afsnit, marchere om Morgenen d. 10. til Lands byen Griviza som Forstærkning for 2. Afsnit (General Kriidener).
4) Den forreste Stilling paa Chausseen fra Plewna til Lovtscha, fra Redouten Mirkowitz indtil Tutsche- nizaslugten, besættes af en Brigade af 30. Infanteridivision; den anden Brigade bliver i Lejren bag «det røde Bjerg»1) og holder sig marchefærdig. Befalingen over Tropperne i i . Afsnit overtages af General Sclinitnikof.
5) Fire rumænske Batailloner med 3 Batterier mar chere d. 10. December ved Daggry fra Wrbitza til Demirkioi. I Wrbitza forblive fire rumænske Bataillonermed to Batterier og holde sig marchefærdige.
Den angivne Fordeling, ved hvilken navnlig General Ganiezki skulde forstærkes, gjorde det imidlertid ogsaa muligt at understøtte Troppeafdelinger i andre Afsnit under Forudsætning af, at Tyrkerne skulde foretage et Angreb i en anden Retning for at aflede vor Opmærk somhed fra det egentlige Gjennembrudspunkt. Om Natten mellem den 9. og 10. December overbragte en Overløber til Føreren for Detachementet ved Lovtsclia Vejen den Efterretning, at Redouten ved Kirschin var forladt af Tyrkerne. General Skobelef lod strax en Afdeling Frivillige gaa frem for at konstatere dette Udsagn. De Frivillige fandt Redouten forladt af Fjenden, og saaledes blev den store og den lille Redoute saavel som Løbegravene paa «det grønne Bjerg» besatte. Samtidig hermed, hen ved Kl. 9 om Aftenen, blev det mig meldt, at Redouten Nr. 10 ligeledes var forladt, ligesom at Grivitza Redou ten Nr. 2 var bleven besat af Rumænerne. Som Følge heraf befalede jeg alle Tropperne paa højre Vidbred at gaa frem og lod 16. Infanteridivisions ene Brigade med3 Batterier saavel som de til Griviza afmarcherede 3 Skyttebatailloner følge efter paa venstre Widbred, hvor de havde at stille sig under General Skobelef s Kommando og tjene til Understøttelse for General Ganiezki.
Kl. 12 om Middagen ankom Hans Majestæt Kejseren i Kejserredouten mellem Landsbyen Raditschevo og Tutscheniza Slugten, og iagttog derfra vore Troppers Fremrykning og Tiraillørfægtningen paa venstre Widbred.
Kampen mellem Osman Paschas Armee og General' Ganiezki’s Tropper begyndte allerede ved Daggry. Om Natten mellem d. 9. og 10. December gjorde følgende Tropper Tjeneste af Grenadererne: 5. kiewske Grenader- Regiment af 2. Grenaderdivision og 9. siberiske Grenader-Regiment af 3. Grenaderdivision. Disse Tropper holdt alle Logementerne i forreste Cerneringslinie besat. Som nærmeste Reserve for disse vare de nævnte Brigaders andre Regimenter, nemlig det 6. tauriske Grenader-Regi ment og det 10. lillerussiske Grenader-Regiment bestemte. Samtlige 9pundige Kanoner fra begge Artilleri-Brigaderne kjørte op i Gerneringsliniens Batterier, medens de 4pundige Batterier befandt sig bos den 2. Brigade af deres Divisioner, der stode i Reserve ved Gornji-Netropol og Dolnji-Dubniak. Logementer og Lynetter Nord for Dolnji-Netropol og selve Landsbyen bleve besatte af det 17de archangelske Infanteri-Regiment af 5. Infanteri-Divisions 1. Brigade i Forening med to rumænske Batterier; det 18. wologdaske Regiment af samme Brigade dannede i Forening med to Batterier Reserven.
Allerede om Natten bragte de udsendte Rytter-Patrouiller Efterretning om Koncentrering af betydelige tyrkiske Troppemasser ved Widfloden; ved Dagens Frembrud, benimod Kl. 7,30, kunde man iagttage den tyrkiske Armees almindelige Fremrykning. Efter at vor Forpostlinie havde trukket sig tilbage, befalede Kommandøren for 3. Grena der-Division, Generalmajor Danilof, Batteri Nr. 2 af 3. Grenader-Artilleri-Brigade, der holdt Jordbatteriet Nr. 3 besat, at aabne Ilden; det 10. lillerussiske Grenader- Regiment fik Ordre til at rykke frem imod Gravhøjen; samtidig erholdt 2. Brigade og de Apundige Batterier i Gornji-Netropol Ordre til at rykke frem.
Medens man var i Gang med at udføre de saaledes udstedte Ordrer, blev det saa vidt lyst, at man kunde overse de i Løbet af Natten mod os koncentrerede fjendtlige Tropper, der vare ledsagede af en lang Række Vogne. Tyrkerne aabnede Ilden fra deres Batterier, der laa paa Højderne i Nærheden af Broen og udviklede hurtig deres Stridskræfter; de begunstigedes derved af en tæt Taage, som dækkede Floddalen, og af en langstrakt Ter- rainforhøjning foran Broen, der tillod dem endnu førend Daggry ubemærket at føre større Troppemasser over paa venstre Widbred. Fjendens paafølgende Angreb imod 3. Grenader-Divisions Logementer blev gjennemført med stor Energi; forrest gik tætte Skyttelinier; derefter fulgte Støttetroppene og bagerst Reserverne. Artilleriet holdt sig i Højde med Skyttelinierne og gik rask fremad, idet man i Reglen kun standsede for at afgive en Salve og derefter strax søgte at indhente Skyttelinierne.
Uden at tage Hensyn til den voldsomme Ild fra alle vore 9pundige Kanoner og Ilden fra det Infanteri, der holdt Logementerne besat, passerede Tyrkerne i mindre end 3 Kvarter det Rum, der adskilte dem fra vore Stil linger, og naaede den af 3. Grenader-Divisions Afdelinger besatte Forsvarslinie ved Batteri Nr. 3. Efter at Fjenden var brudt igjennem Mellemrummene mellem Forskandsningerne og havde gjort næsten alle disses Forsvarere ukampdygtige, mødte han her endnu kun svage, decimerede Afdelinger, der ikke mere vare istand til at yde Modstand, og begyndte at trække sig tilbage. Da Løbegravene paa Fløjene af Batteri Nr. 3 allerede vare erobrede af Fjenden, og den største Del af Betjeningsmandskabet dels var skudt, dels nedsablet, lykkes det endnu at føre 2 Pjecer ud af Batteriet og fjerne Lukkemekanismen til de 6 andre.
Paa denne Maade tiltraadtes omtrent Kl. 8 Tilbage toget i Retning af Gravhøjen og den venstre Lynette af de i Centrum værende Tropper, nemlig 2. Bataillon og det 2. og 3. Skyttekompagni af det 9. siberiske Grenader-Regiment, efter at de havde lidt store Tab af Mandskab og Officerer. 3. Batteri af 3. Grenader-Artilleri-Brigade, der var kjørt op i Skandse Nr. 41), holdt endnu en Tid Stand og beskød Fjenden med Kardætsker; da det imid lertid blev truet i højre Flanke, maatte det snart trække sig tilbage, men kunde kun føre 6 Kanoner med sig, da Bespændingen for de to resterende var skudt bort.
Det lillerussiske Grenader-Regiment, der var ilet det siberiske Regiment til Hjælp, udviklede sig, formeret i Kompagnier, i Intervallet mellem Gravhøjen og Lynette Nr. 4. Det optog det siberiske og tvang Fjenden til at standse, men led derved betydelige Tab; i Løbet af nogle Minutter faldt 3 Bataillonskommandører og Halvdelen af Kompagnicheferne.
Fjendens energiske og fortvivlede Fremtrængen antog mere og mere truende Dimensioner for os; 3. Grenader-Divisions 1. Brigade mægtede ikke at holde Lynetten, 8 af vore Kanoner vare allerede i Fjendens Hænder, og 3. Grenader-Divisions 2. Brigade havde endnu ikke naaet Kamppladsen. Henimod Kl. 10 om Formiddagen begyndte endelig en Del af den at gribe ind i Kampen, og paa samme Tid kom der Efterretning om, at det 8. moskauske og det 7. samogitiske Grenader-Regiment af 2. Grenader- Division ligeledes nærmede sig Kamppladsen. Ankomsten af disse Forstærkninger sikrede os det heldige Udfald af Kampen og levnede ikke Fjenden nogen Udsigt til al iværksætte det tilsigtede Gjennembrud. Ved det Lag Kl. 10,30 forkyndte et rungende, kraftigt «Hurra», at 3. Gre nader-Divisions 2. Brigade angreb vore af Tyrkerne erobrede Logementer. Efter at Astrakanerne og Fana- gorzerne i Forening med Siberierne og Lillerusserne havde kastet Fjenden ud af begge Lynetterne, fortsatte de med Energi den offensive Bevægelse mod ham uden at tage Hensyn til de store Tab, der foraarsagedes af.Fjendens voldsomme Ild, og kastede gjentagne Gange med Bajonnetten Tyrkerne ud af Løbegravene. Vore tabte Kanoner bleve tagne tilbage, og ved denne Lejlighed erobrede Astrakanerne ovenikjøbet 7 fjendtlige Kanoner og 1 Fane.
To Batailloner af det 18. wologdaske Regiment, som umiddelbart forinden vare dirigerede imod den venstre Fløj-Lynette og de tilstødende Logementer, toge Fjenden i Flanken og assisteredes ved denne Lejlighed af de rumænske Batteriers Ild.
Under, den 3. Grenader-Divisions 2. Brigades Angreb ankom det 7. samogitiske Grenader-Regiment heuimod Kl. 10,45 paa Kamppladsen og blev af Kommandøren for 2. Grenader-Infanteri-Division, Generalløjtnant Swjatuchin skudt frem i Intervallet mellem Gornji- og Dolnji-Netropol. 3. Balaillon af dette Regiment fandt endnu endel af 3. Grenader-Infanteri-Divisions Logementer besatte af Fjenden. Samogiterne gik, uden at løsne et Skud, frem med Bajon netten og erobrede, efter at have drevet Resterne af de fjendtlige Tropper paa Flugt, endnu 3 tyrkiske Kanoner.
Efter at vor forreste Linie og Logementerne vare tagne tilbage, standsede vore Tropper nogen Tid Forfølgelsen. Klokken var allerede næsten 12, da Tyrkerne tiltraadte Tilbagetoget imod Widilodcn, medens de endnu bestandig vedligeholdt en kraftig Ild.
De fra Fjenden tagne Kanoner aabnede, for saa vidt som de ikke vare gjorte ubrugelige, Ilden imod Tyrkerne, efter at det fornødne Betjeningsmandskab var dem tildelt fra Infanteriet. Samtidig rykkede alle den 3. Grenader- Artilleri-Brigades Batterier frem. Efter at de havde taget Stilling i Lløjde med Infanteriet, aabnede de Ilden paa de retirerende Tyrker med Shrapnels. Fjendens Tilbagegang antog mere og mere Karakter af Uorden og Flugt; tætte Hobe af Tyrker trængte sig i Uorden sammen ved Broen og blandedes med Trainet, der i kolossal Mængde bedæk kede Terrainet langs Vejen.
I Betragtning af de tyrkiske Troppers fuldstændige Uorden og de store Tab, de havde lidt, kunde Osman Pascha ikke mere tænke paa at forny sit Gjennembrudsforsøg, og det saa meget mindre, som Tropperne i de øvrige Afsnit paa denne Tid allerede vare skredne til Angreb, og tillige den længselsfuldt ventede Ankomst af 16. Infanteri-Division og 3. Grenader-lnfanteri-Divisions Understøttelse fuldstændig sikrede Fjendens Nederlag.
Snart gik Tropperne paa hele Linien over til Angreb. General Danilof’s Division gik frem og blev understøttet i venstre Flanke paa Gornji-Netropol Siden af 5. Infanteri-Divisions 1. Brigade, paa højre Side af 2. Grenader-Divisions 2. Brigade; 2. Grenader-Divisions 1. Brigade forlod Logementerne og begyndte at omgaa Tyrkernes venstre Fløj. Desuden blev 2. Bataillon af det 5. kiewske Gre- uader-Regiment og 1. Bataillon af det 6. tauriske Regi ment dirigerede over Widfloden for at besætte Højderne paa Flodens højre Bred. Grenadererné vadede over Floden, idet Vandet naaede dem til Brystet, bestege Højderne ved Blazigas og kastede sig over den fjendtlige Redoute, hvis Besætning overgav sig uden at løsne et Skud.
De Brigader af 3. Garde- og 16. Infanteri-Division, som ifølge min Befaling of 9. December vare detaclierede til Understøttelse for General Ganiezki, toge ikke Del i Kampen. Ifølge Melding fra General Katalei havde han Kl. 7 om Morgenen ladet sex Batailloner af 3. Garde-Division med 2 Batterier under Generalmajor Kurlofs Kommando ved Hjælp af en Pontonbro gaa over paa Widflodens venstre Bred. Kl. 10 om Formiddagen brøde disse Tropper paa General Ganiezki’s Befaling op i Ret ning af Dolnji-Dubniak, hvor de fik Ordre til at rykke frem ad Chausseen fra Sofia og true Fjendens venstre Flanke. Under denne Marche ankom General Skobelef, overtog Kommandoen og befalede General Kurlof at standse Troppernes Marche og i en Reservestilling oppebie en af16. Infanteri-Divisions Brigaders Ankomst. Efter at Kurlof havde vente forgjæves i næsten 2 Timer og ikke mod taget yderligere Ordre af General Skobelef, satte han paany sine Tropper i Bevægelse ad Sofia Chausseen, men ankom dog først ved Stenbroen over Widfloden, da Kam pen var endt.
Medens Tropperne af 2. og 3. Grenader-Division for svarede sig heltemodig imod hele den fremtrængende tyrkiske Armee, gik Belejringskorpsets øvrige Tropper, anførte af Generalerne Sotof, Baron Krudener, Katalei, Schnitnikof og Kommandøren for det rumænske Korps, General Cernat, over til Angreb paa de Qendtlige Værker langs den østlige og sydlige Front. Størstedelen af disse Befæstningsværker var allerede forladt af Tyrkerne, og vore Tropper indtoge Byen Plewna i Deres kejserlige Højheds Nærværelse. Efter at selve Byen var tagen i Besiddelse, fortsatte Tropperne paa Deres kejserlige Høj heds Befaling og under Deres kejserlige Højheds person lige Anførsel Fremmarchen imod Widfloden og i Fjen dens Ryg og koncentrerede sig lidt efter lidt paa Høj derne Vest for Plewna ved Chausseen til Sofia.
De rumænske Tropper, hos hvilke Hans Højhed Fyrst Carl opholdt sig, stødte under deres Fremmarche imod Widfloden paa nogen Modstand fra Redouterne ved Opanezt, der endnu vare besatte af Fjenden. Efter en kort Kamp strakte Besætningen Gevær, ved hvilken Lejlighed Rumænerne gjorde 2000 Fanger og erobrede 3 Kanoner.
Saa snart General Katalei, der var bleven paa Wid-flodens højre Bred med Dele af 3. Grenader-Division, saa, at Tyrkerne retirerede imod Floden, fattede han den Be slutning at bemægtige sig Redouterne ligeoverfor det woly- niske Bjerg for at berøve Fjenden Muligheden af at vende tilbage i den befæstede Lejr. Henimod Kl. 11,30 blev den «røde Redoute» erobret uden Kamp, og efter en ubetydelig Modstand overgav Redouten «Mahomet Tabia» sig ogsaa. Kl. 1 om Eftermiddagen blev Redouten «Sacharnaija Golowka», den «sorte Redoute» og den bag ved liggende Redoute1) ligeledes erobrede efter en kort Fægtning. I de fjendtlige Værker fangede Gardetropperne: 1 Pascha, 120 Stabs- og andre Officerer, 3634 Menige og erobrede 4 Kanoner. Vore Tab androge her kun 3 Døde og 15 Saarede.
Tyrkerne, der fra alle Sider trængtes af overlegne Kræfter, der gik paa med Voldsomhed, kunde ikke mere fortsætte Kampen; de afsendte en Parlamentær, og der efter red den tyrkiske Armees Generalstabschef General Ganiezki imøde og meddelte ham, at Osman Pascha var saaret og ønskede at erfare Betingelserne for Kapitulationen. General Ganiezki fordrede hele Armeens ubetingede Overgivelse og begav sig, efter at dette var antaget, per sonlig til sin tapre og standhaftige, saarede Modstander. Paa hin mindeværdige 10. December overgav der sig 10 Paschaer, 128 Stabsofficerer, 2000 andre Officerer, 40,000 Mand Infanteri og Artilleri og 1200 Kavalerister; frem deles faldt 77 Kanoner og en Mængde Krigsforraad, for nemmelig Infanteri-Patroner, i vor Haand. Fjendens Tab i den sidste Kamp androg c. 6000 Mand.
Vore Tab vare følgende:
Ved 2. og 3. Grenader-Division døde: 2 Stabsofficerer, 7 andre Officerer, 409 Menige; saarede: 1 General, 3 Stabs- og 47 andre Officerer, 1263 Menige.
Af 5. Infanteri-Divisions 1. Brigade: saarede 1 Officer og 47 Mand.»
Saa vidt General Todlebens Rapport.
Af et Brev, som han d. 18. Januar 1878 tilskrev den belgiske General Brialmont, tilføjes her endnu følgende:
»Da jeg ankom paa Stedet, fandt jeg Osman Pascha let saaret i Benet, siddende i sin Vogn sammen med sin Læge. Han svarede paa min Henvendelse til ham: at han havde gjort, hvad han formaaede for at op fylde sin Pligt; men «ikke alle Dage ere lykkelige Dage.» Han føjede til, at det var ham en Trøst i det mindste ogsaa selv at være bleven saaret.
Osman er c. 45 Aar gammel, af Middelstørrelse, med et intelligent, endogsaa sympathetisk Ansigtsudtryk. Hans Holdning var fuld af Ro og Værdighed, uden at han lod det mangle paa Høflighed.
Jeg havde senere Lejlighed til at underholde mig ugenert med ham. Jeg spurgte ham, om det i Begyn delsen af Oktober var ham bekjendt, at vi havde mod taget Forstærkning og truede hans Forbindelser, endogsaa førend vi gik over Wid. — Han svarede bekræftende. — Jeg gjorde ham opmærksom paa, at jeg havde været be lavet paa, at han vilde benytte dette Moment til at for lade Plewna og trække sig tilbage ad Soflachausseen imod Balkanpassene. Han vilde paa denne Maade ikke alene have kunnet redde sin Hær, men paany været istand til at standse vor Fremrykning i Stillinger, der sikkert ikke vilde have givet den ved Plewna Noget efter.
Osman svarede, at han paa den Tid endnu havde Levnetsmidler i Overflødighed; at et forhastet Tilbagetog stred imod hans militære Ære og desuden vilde være blevet fordømt i Konstantinopel. løvrigt ventede han med Sikkerhed en afgjørende Storm fra vor Side, og længtes, af Hjertet efter den, idet han med Sikkerhed gjorde Regning paa at kunne slaa den tilbage, og, takket være hans Befæstningers store Udstrækning, tilføje os endnu langt betydeligere Tab, end de, vi havde lidt den 11. og 12. September. Under den gunstige Indflydelse af en saadanSejr, regnede han med Sikkerhed paa at kunne forlade Plewna, forinden hans Forraad vare slupne op.
Osman’s Generalstabschef Tewfick Pascha har Æren af at have ledet Anlæget af Plewnas Befæstning. Paa mit Spørgsmaal om, hvilken »Methode» han havde an vendt, svarede han, at han kun havde ladet sig lede af Erfaringen.»
Den af Tyrkerne ved Plewna anlagte og med saa stor Tapperhed forsvarede befæstede Lejr omfatter et Areal af ikke mindre end c. 1,25 Kvadratmil. Stillingens Basis langs Widfloden har en Længde af over 1,5 Mil, medens det yderste Punkt imod Øst er fjernet henimod. 1,25 Mil fra Floden; Omkredsen er c. 4,75 Mil. Det maa indrømmes, at Undfangelsen og Udførelsen af Ideen til dette storartede Værk vidner om et overlegent, klart og frit Blik hos dens Ophavsmand. Om det er Osman Pascha eller hans Generalstabschef Tewilck Pascha, hvem Æren i saa lienseende tilkommer, kan ikke med Sikker hed siges; General Todleben tilskriver ganske vist den sidste «la construction des fortifications de Plewna», men det fremgaar ikke deraf, om han har udkastet hele Pla nen, eller om han kun har udført den i Detaillcn, efter at Osman selv havde foreslaaet den i de store Træk.
Valget af Stillingen vidner ligeledes, hvad enten man ser den fra et strategisk eller et taktisk Standpunkt, om et skarpt Blik. Allerede den Omstændighed, at Plewna danner Knudepunktet for de til det vestlige Bulgarien førende Hovedveje, giver den Betydning i strategisk Hen seende; men dens Værd forhøjes i en ganske særlig Grad derved, at den, saa længe den var besat af Tyrkerne, i høj Grad truede Russernes Hoved-Operationslinie. Begivenhederne have i denne Henseende talt saa tydelig, at der intet yderligere Bevis kræves til Godtgjørelsen heraf. Den Omstændighed, at Russerne, der allerede vare i fuld Anmarche imod deres Ilovedobjekt, af Osman Pascha standsedes i Udførelsen af deres' Planer i c. 1/2 Aar og nødtes til at koncentrere deres Hovedstyrke imod den af ham indtagne Stilling, er et Faktum, der fritager for enhver yderligere Argumentation.
Man kan derfor ikke Andet end undre sig noget over, at Russerne ikke efter deres med Held iværksatte Donau- overgang, strax udvidede deres Operationshasis saaledes, at den blandt Andet kom til at omfatte Plewna, og man fristes til at antage, at de ikke i nogen høj Grad have været underrettede om Sagernes Stilling i det vestlige Bulgarien. Paa anden Maade lader det sig ikke ret vel forklare, at de have tilladt Osman Pascha, der havde en flere Gange længre Vej at tilbagelægge end de, at komme sig i Forkjøbet med Besættelsen af dette vigtige Punkt, saa meget mere, som de, hvad deres Overgang ved Sistova angaar, utvivlsomt havde den store Fordel, at Fjenden øjensynlig ikke havde ventet dem paa dette Punkt og derfor kun havde en mindre Styrke disponibel til at imødegaa dem med her. Hvis de strax efter deres Ankomst paa bulgarisk Territorium, istedenfor at frem- poussere Centrum i en saa høj Grad, som det skete, foreløbig havde rettet deres Bestræbelser paa, under excentrisk Fremrykning fra det af dem erhvervede Ud gangspunkt — Sistova — at skabe en solid Basis, et strategisk Brohoved om man saa vil, tør det vistnok an tages, at endel Skuffelser havde kunnet undgaaes.
Ogsaa i taktisk Henseende har Plewnastillingen som sagt store Fordele; de Byen omgivende Højder paa højre Widbred dominere nemlig fuldstændig Angrebsterrainet og tilstede derved at iagttage og med Overlegenhed at imødegaa ethvert fjendtligt Forsøg paa at nærme sig, me dens det aabne overskuelige Terrain paa venstre Widbred har jævnt Fald ned imod Floden og saaledes er i høj Grad indset og derved ikke gunstigt for Foretagender i Retning af Stillingens Strube. Medens de forhaanden-værende Højder saaledes afgive en fortrinlig, dominerende Stilling udadtil, yde de for Indehaveren af dem tillige den store Fordel, at de skjule hans Reserver og deres Bevæ gelser og dette saa meget mere, som de have et jævnt Fald ind imod Plewna og den der etablerede Lejr. End videre deles Angrebsterrainet ved dybe Slugter, der kun med meget Besvær kunne passeres, i flere skarpt ud prægede Afsnit, mellem hvilke Forbindelsen saaledes er i høj Grad generet. Og endelig skal fremhæves el Punkt, der maa anses for særdeles væsentligt, nemlig Jordbun dens Beskaffenhed. Ovenpaa et Kalklag, der her. som i Størstedelen af Nordbulgarien fra Balkan og helt ned til Donau danner Underlaget, findes der et tykt fedt Lerlag og derover et mindre Lag frugtbar Humus. Det porøse Kalkunderlag bevirker, at Fugtigheden hurtig absorberes, og Jordbunden egner sig derved særlig til Udførelse af fortifikatoriske Arbejder. De anlagte Værker, hvorom nærmere nedenfor, bære da ogsaa umiskjendeligt Præg deraf, navnlig ved deres paafaldende stejle Profiler. Som allerede tidligere anført lagde Jordbundens stærkt lerhol dige Beskaffenhed Angriberen store Vanskeligheder ivejen, idet Hovedforbindelsen med Sistova dannedes af en naturlig, umakadamiseret Vej, der efter stærke Regnskyl blev i den Grad opblødt og opkjørt, at den var saa godt som ufremkommelig. Russerne maatte erkjende Betydningen heraf under Bombardementet og Stormen i September Maaned.
Det er en Selvfølge, at der behøvedes en rum Tid til Anlæget af alle de til den befæstede Lejr hørende saavel i Henseende til Antal som til Størrelse betydelige Værker, og det kan derfor saa meget mindre undre, at Tyrkerne, der. desuden altid i deres Krige have viist en stærk Tilbøjelighed til at grave sig ned, saa godt som lige indtil Stillingens Fald fortsatte med Anlæget af Be fæstningsarbejder. Den af dem benyttede Methode, der ifølge Tewflck Pascha’s Udsagn kun var et Resultat af Erfaring, og som saadan ingen Methode, bestod i Virke ligheden i Anlæget af Gruppe-Befæstninger, idet man be gyndte med Anlæget af enkelte Hovedværker paa de vig tigste Punkter, for derefter i Tidens Løb at supplere disse med mellemliggende og mere fremskudte Værker, der væsentlig knyttede sig til og grupperede sig om de først anlagte. Paa denne Maade udviklede Befæstningerne sig efterhaanden til et skarpt begrændset, smukt afrundet, sammenhængende Hele. Methoden er ikke ny. De ved føjede Normalskitser (Plan V og VI) frembyde heller ikke noget særlig Mærkeligt, om de end have ret karak teristiske Former at opvise. For saa vidt som man véd Forsvaret af Plewna skulde fremhæve noget egentlig Nyt, maatte det vel nærmest blive en, forøvrigt i en vis For bindelse med Værkernes Profil staaende, ny Ildtaktik. Tyrkerne anbragte nemlig Værkernes Forsvarere i indtil 3 Rækker bag hverandre, een bag Brystværnet, een i den dækkede Vej (man mærke Anvendelsen af denne fra den permanente Fortifikation laante Konstruktion) og endelig undertiden een paa et i Eskarpen anbragt Trin; denne sidste Række skød i Blinde, med Geværet i Anslag ved Hoften, udover Hovedet paa Besætningen i den dækkede Vej. Princippet var at anvende et meget stort Antal Skytter, hvis Opgave det var ved hurtig Skydning at sende en saadan Hagl af Projektiler udover Terrainet, at enhver Del af dette indenfor Skudvidde kunde siges at være bestrøgen. Paa Ammunitionen maatte ikke spares; hver Mand bar 100 Patroner og havde desuden en Kasse ved sin Side med yderligere 500 Stk. Foruden Infanteriban kettet fandtes der i Redouterne tillige Kanonplacementer, navnlig i Saillanterne.
Cerneringsliniens Befæstning. Med Hensyn til denne, der ikke frembyder noget særlig Mærkeligt, skal kun bemærkes, at den ikke overalt holdtes strængt de fensiv, idet man flere Steder, navnlig overfor Griviza Re douten, linder et helt System af regelmæssige Belejrings arbejder med indtil 4 Paralleler. løvrigt skulle vi med Hensyn til de i de enkelte Afsnit af Gerneringslinien ud førte Befæstningsarbejder indskrænke os til i store Træk at angive dem som følger:
1. Cerneringsafsnit.
I. Position imod den tyrkiske Befæstningsgruppe E(Plateauet ved Opanetz): Redouten Todleben, 630 Alen fra den nærmeste fjendtlige (Nr. 43); tilhøjre og tilvenslre derfor Logementer i respektive 2000 og 1300 Alens Længde.
II. Tilbagetrukken Stilling (Felterne M, e til Q, f): spredte Flecher, enkelte Logementer; paa venstre Fløj et Batteri, 4700 Alen foran Redouten Nr. 38.
III. I 3die Linie 2 Batterier (Felt P, e), 6900 Alen foran de tyrkiske Redouter Nr. 39 og 40.
IV. Befæstning af Katscliimuniza (Felt O, b) til Sikring af den derværende Wid-Overgang.
V. Redouten Krajowa (Felt S, h) overfor den tyrkiske Befæstningsgruppe D, specielt imod Redouten 47 og 48. Afstand 6300 Alen.
VI. Redouten Storfyrst Nicolaus (Felt U, V, k), 4000 Alen fra Griviza Redouten Nr. 2 (Felt V, m).
Bag V. og VI. i Linien Wrbiza-Kalissowatt: enkelte Redouter, Lynetter og Logementer.
VII. Det rumænske Angreb imod Griviza Redouten Nr. 2 og de tilgrændsende Værker Nr. 51 og 18: Sam menhængende Løbegrave (med venstre Fløj støttet til den erobrede Griviza Redoute Nr. 1) i en Længde af over 3000 Alen, tilligemed Approcher og Batterier.
2. og 3. Gerneringsafsnit.
Russernes Angreb paa Gruppen C. (Felterne V, n, o, p, q, r; U, r; T, r; S, r; R, r).
VIII. Løbegrave i en samlet Længde af c. 13000Alen. Foran Løbegraven enkelte Logementer; bagved Batterier. Redouter og Lynetter som Støttepunkter.
IX. Tilbagetrukken 2den Linie (mellem Raditschevo og Tutscheniza Slugten) bestaande af Logementer og Batterier.
X. I en isoleret, bagved liggende Position (Felterne W, X, r, s) et enkelt Værk c. 6000 Alen fra den tyrkiske Redoute Nr. 1 (Felt T, p).
4. og 5. Cerneringsafsnit.
Overfor den tyrkiske Befæstningsgruppe B.
XI. Løbegrav 1600 Alen lang med bagved liggende talrige Logementer og 2 Værker — mellem Tutscheniza-slugten og"Lovtschavejen c. 1600 Alen fra den forreste tyrkiske Skyttegrav (Felt P, Q, s).
XII. Stilling ved Brestovetz; 1300 Alen Logementer i Byens nordlige Udkant, 2400 Alen'Logementer tilvenstre for samme i Forbindelse med Batterier og en Fløjskaudse.
Afstand 2400 Alen fra den lige overfor liggende tyrkiske Stilling mellem Kirschin og Lovtschavejen.
XIII. Tilbagetrukken Stilling ved Utschin-Doll og «det røde Bjerg«, bag XI. og XII., bestaaende af Loge menter, Batterier og en Fløjskandse tilvenstre. Middel-afstand 5000 Alen fra den tyrkiske Stilling paa «detgrønne Bjerg».
Overfor den tyrkiske Befæstningsgruppe A.
XIV. Stilling Vest for Kirschin: Redoute med foran liggende Logementer (Felt L, r), 3500 Alen fra den tyr kiske Redoute 22. Fremdeles en Redoute (Felt K, r), 2700 Alen fra den tyrkiske Redoute 21; Gruppe af Loge menter i 600 Alens Længde i en Afstand af 800 Alen fra den tyrkiske Redoute 15 i Gruppe B.
XV. En løbegravsagtig Forskandsning i en konvex Bue (Felt II, p), c. 1300 Alen lang, med foranliggende enkelte Logementer; en anden Gruppe af Logementer til højre derfor med Front imod den tyrkiske Redoute 22, i en Afstand fra denne af 2500 Alen; 2 Redouter (Felterne II, q og r) med mellemliggende Batterier og en foran liggende Dobbeltrække af Logementer, den forreste 1600 Alen, den bagerste 2800 Alen lang.
XVI. Tilbagetrukken Stilling bag Tschernjalkaslngten, 3100 Alen bag XV. Med Tilslutning til Widovergangen ved Trnina Batterier Logementer og Redouter paa begge Fløje.
6. Cerneringsafsnit.
XVII. To Redouter i Vinkelen mellem Dubniak og Wid, 4400 Alen foran den tyrkiske Stilling ved Blazigas.
XVIII. Mellem Bækkene Dubniak og Netropol: Afvexlende Batterier og Logementer i en samlet Længde af 11000 Alen og en Afstand af 4000 Alen fra den fjendt lige Linie.
XIX. Tilbagetrukken Stilling ved Gravhøjen (Felter E, k; F, i og h), 4800 Alen lang, 1600 Alen bag XVIIL.
XX. 3die Linie mellem Dolnji Dubniak og Gornji Netropol: 4 Lynetter fordelte over den 8800 Alen lange Strækning.
XXI. Nord for Netropolbækken, fra det befæstede Dolnji Netropol indtil Widfloden lige overfor Bivolar, en Strækning af 6400 Alens Længde, befæstet paa samme Maade som XVIII. Afstanden fra den tyrkiske Gruppe E 4800 Alen.
XXII. Logementer ved Demirkioi.
XXIII. Brohoved ved Bivolar i en Redoute, 1800 Alen fra de tyrkiske Nr. 43 og 44, med Logementer i en Længde af 1600 Alen tilhøjre, 950 Alen til venstre.
Cerneringsliniens Længde var i November Maanedc. 6,25 Mil, indvendig maalt, hvilket, naar dens Besætningpaa den Tid anslaaes til c. 100,000 Mand, giver som Resultat 1 Mand pr. 1,5 Fod. Til Sammenligning skal anføres, at Cerneringslinien omkring Paris havde en Længdeaf c. 11 Mil med en Besætning af 180,000 Mand, hvilketligeledes giver 1 Mand pr. 1,5 Fod.
Til de paa hosføjede Planer V og VI viste Skitser af russiske og tyrkiske Værker skulle følgende Bemærkninger knyttes:
Tyrkiske Værker.
1. Tyrkernes Befæstninger bestode af en stor Mængde Skyttegrave (Løbegrave), hvis Opgave det navnlig var at tilstede en virksom Bestrygning af Forterrainet; Redouter, der tjente som Støttepunkter og til Flankering; fremdeles Skyttelogementer, der i Reglen vare ind rettede for en Halvdeling eller en Deling; de laa 300 á 700 Alen foran den forreste Befæstningslinie; og endelig 12 á 25 Alen foran disse Skyttehuller til Ly for de yderste Forposter.
2. Redouternes Brystværn. Højden varierede mellem 6 og 7'. Terrepleinet var efter Omstændighederne det naturlige Terrain eller forsænket (se t. Ex. Plan V, Redoute Nr. 14).
Anslagshøjden var overalt 4,5 Fod; den indre Brystværnsskraaning har 1/4 Anlæg. Bankettets Bredde 3,5.
Tykkelsen varierede mellem 9 og 21', Plongeen mellem 8: 1 og 16: 1.
Den ydre Skraaning synes efter nogle Angivelser at have været holdt ualmindelig stejl, ja endogsaa beklædt med Skandsekurve, dog kun paa de Steder, hvor man ikke var særlig udsat for Artilleriets lid. Efter andre Opgivelser var Anlæget i Reglen helt, undertiden noget stejlere. Sandheden turde formentlig ligge i Midten, saaledes at Bestræbelserne, der i det Ilele taget gik i Retning af Profiler med stejle Skraaninger, ogsaa have gjort sig gjældende med Hensyn til Brystværnets ydre Skraaning, medens man dog, naar der kunde være Tale om nogen mere betydelig Artilleribeskydning, har maattet ty til noget fladere Anlæg:
3. Hovedgraven. Dens Dybde varierede mellem 7 og 10'. Den øvre Bredde mellem 13 og 21'; Skraa- ningerne vare overalt meget stejle, 1/4 á 1/3 Anlæg.
Kontreskarpcn endte (t. Ex.Redoute Nr. 26, Plan V) undertiden i det naturlige Terrain, medens man ved andre Værker (se Redoute 14, Plan V) finder en dækket Vej med foranliggende Glacis.
Eskarpen var ved flere Værker forsynet med et Trin, der var bestemt til Opstilling for en Række Skytter, der med Geværet ved Hoften afgave deres Ild udover Hovedet paa den dækkede Vejs Besætning.
4. Kanonplacementer. Kanonantallet i de forskjellige Redouter varierede mellem 2 og 6. Redouten Nr. 14 havde saaledes 4 Ivanonbænke, een i hver Saillant, med 2,5 Fods Knæhøjde.
I Redouten Nr. 26 findes der i Ilovedsaillanten en Bonnet, der er 3' højere end det øvrige Brystværn; i denne er der indskaaret 2 Skydeskaar.
Saa snart Kanonerne tav, bleve de øjeblikkelig trukne tilbage og dækkede bag Traverser og deslige enten inde i selve Værket eller udenfor samme.
5. For at dække Skytterne imod fjendtlig Geværild blev Brystværnet i Reglen udstyret med Merloner af Græs tørv, Sandsække, Kurve eller Spande, fyldte med Jord.
6. Traverser. Redoute Nr. 14 havde paa Hoved fronten en Brystværnstravers ved hver Ende og en tredie paa Midten. De vare paa den ene lange Side beklædte med 1 Række 6' høje Skandsekurve og havde derover 4' Jord. Kronens Bredde var 10 á 12.
I Værkernes Indre fandtes overalt betydelige Anlæg af Traverser og Rygværn. Saaledes fandtes der altid en stor Kryds-Travers (se Redoute Nr. 14 og 26), der efter Omstændighederne havde Banket paa den ene eller begge Sider, en Konstruktion, der tyder paa, at de enten have været benyttede som en Art Afsnit, eller ogsaa at de der anbragte Skytter, med Anslag ved Hoften, have deltaget i Fjernkampen.
7. Jordhytter anlagdes i Værkernes Indre langs Krydstraversen og ved Brystværnet. Den enkelte Jord hytte var i det Væsentlige en i Jorden dannet rektangulærc. 4' dyb Grube med meget stejle Vægge, af hvilke den ene var forsynet med Trin. Udgravningen havde et meget let konstrueret Overdække af Horder, der i Tagform hvilede paa en over Midten anbragt horizontal Stang, understøttetaf enkelte i Jorden nedgravede Stolper. Horderne vare , dækkede med et Lag Straa og 1 á 3' Jord. Dækket var saaledes kun bestemt til at skjærme imod Granatstumperog Vejrligets Indflydelse, medens Hytten ved at anbringes i døde Vinkler, bag Jordmasker, Traverser, Brystværn eller Gravens Kontreskarpe, blev unddraget direkte Beskydning.
Jordhytterne bleve anvendte i stor Maalestok af Tyrkerne ikke alene i Redouterne og Skyttegravene, men ogsaa for de bagved staaende Reserver, og i saa Fald ofte i Form af Nicher, indskaarne i Skrænter.
Derimod synes de ikke at have anvendt Hultraverser.
8. Indgangen ligger i Redouten Nr. 26 ved Strubens ene Ende og er dækket af en Tambour med Bryst værn og Grav, hvis Skraaninger ere holdte ualmindelig stejle. Redoute Nr. 14 har sin Indgang paa Midten af Struben, med en foranliggende flecheformet Tambour eller Vaabenplads.
Russiske Værker.
1. Ren paa Plan VI (Fig. C) viste Type af russiske Skandser er en Lynette, der ved et lavt Strubebrystværn med Rygværn er gjort til en lukket Redoute. Ren er paa Facer og Flanker forsynet med Ildlinie langs Kontreskarpen og har to foran hinanden liggende Grave, eller om man vil, en Faussebray. I Skulderpunkterne er der ligesom paa Strubeliniens Midte anlagt Rondeller til Flankering.
Brystværnet er 10' tykt, 7' højt. Bagved findes til Forøgelse af Rækningen en 3' dyb Nedgravning.
Indgangen og Strube-Rondellen ere dækkede af en stor Travers eller Parados med Banket paa begge Sider; den tjente tillige til dækket Opstilling for Reserven.
2. Normalprofilet for Logementer ses af Fig. I (Plan VI). Ret flade glacisformede Brystværn i Forbindelse med Trinene paa den indvendige Side begunstige Opholdet saavel som offensive Bevægelser.
Naar man undtager de meget stejle Skraaninger, der overfor stærk Artilleriild næppe ville svare Regning, samt den anvendte Etageild, der i høj Grad begunstigedes af Terrainet, synes de paa begge Sider ved Plewna benyttede Former ikke at frembyde noget særlig Interessant; epokegjorende ere de i ingen Henseende.