Der er næppe tvivl om, at Storbritannien er det af de vest­ lige lande, der har undergået de største økonomiske ændringer de sidste tredive år.

Allerede i 1700-tallet begyndte briterne for alvor at opbygge et imperium i moderne forstand. Landområder i alle verdensdele blev underlagt den britiske krone. Den engelske flåde, som i de følgende menneskealdre regerede på verdenshavene, blev opbyg­get, og i krige med de øvrige kolonimagter sikrede Storbritannien sin stærke stilling.

Englænderne opbyggede i kolonierne et økonomisk system, som naturligt nok især tilgodeså hjemlandets tarv. Dels hjemtog britiske købmænd koloniernes råstoffer til forarbejdning i den hurtigt voksende britiske industri, dels solgte England en meget stor del af sin produktion i kolonierne. Den britiske handelsflåde voksede; lidt efter lidt øgedes Storbritanniens kapitalindtægter. Da England efterhånden kontrollerede en meget væsentlig del af verdenshandelen, blev det naturligt at udvide virkefeltet. I løbet af 1800-tallet foretog Storbritannien derfor store investeringer i Nord- og Sydamerika, i mere eller mindre selvstændige lande som Ægypten og Persien samt i adskillige europæiske lande.

Som en naturlig følge af denne virksomhed var England lil- luenger af frie forhold i verdenshandelen, og i en del tilfælde anvendte England sin politiske indflydelse — og om fornødent våbenmagt — for at opnå friere afsætningsmuligheder for sine varer. Som eksempel herpå kan nævnes Englands kamp med Kina og Japan for at få disse landes markeder åbnet.

I slutningen af 1800-tallet nåede Storbritanniens økonomiske magt sin kulmination. Udenrigshandelen byggede fortsat på rå- vareimport og på eksport af færdigvarer, maskiner osv. indførselen oversteg langt udførselen. Det underskud, der således opstod på den engelske handelsbalance, blev dækket dels gennem de store skibsfartsindtægter, dels gennem udbyttet af investeringerne i hele verden. Disse var så store, at Storbritannien havde overskud på den løbende betalingsbalance, og overskuddet anvendtes til yderligere udbygning af handelsflåden og til udvidelse af investerin­gerne.

Med den første verdenskrig skiftede billedet imidlertid af to grunde: for det første blev det nødvendigt for Storbritannien at afhænde en del af sine investeringer for at dække krigsomkostningerne. Herigennem mindskede England sine fremtidige indtægter væsentligt. For det andet blev England som følge af krigen — ikke mindst under den uindskrænkede u-bådskrig — delvis ude af stand til at aftage koloniernes råstoffer og til at dække den oversøiske verdens behov for færdigvarer og investeringsgoder. Dette førte igen til, at mange lande opførte fabrikker til behand­ ling af deres egne råvarer og således lagde grunden til en nedgang i samhandelen med Storbritannien.

I mellemkrigsårene søgte England at tilpasse sig de ændrede økonomiske vilkår. 1920-erne med deres store økonomiske fluktua­ tioner skabte ingen stabilitet. Den begyndte først at vise sig i slut­ ningen af 1930-tallet, da Storbritannien efter verdenskrisen havde opgivet sin stilling som frihandelens højborg og tilrettelagt et net af aftaler og reguleringer.

Under den anden verdenskrig gentog udviklingen 25 år tid­ ligere sig — blot i forstærket grad. Oversøiske investeringer blev afhændet i så stort et omfang, at England fra at være netto­ eksportør af kapital blev netto-importør. Samtidig fortsattes ud­viklingen af de oversøiske landes selvstændige økonomiske indsats.

I 1945 stod Storbritannien således med et erhvervsliv, der var hårdt ramt af de tyske bomber, og med utilstrækkelig kapital til at klare genopbygningen. Samtidig måtte England i det store og hele sørge for, at der var balance mellem ind- og udførsel. Endelig anså Storbritannien det for en politisk nødvendighed snarest at genoptage kapitaleksporten til de øvrige dele af det britiske ver­densrige.

 Det er imidlertid et spørgsmål, om ikke de to verdenskrige blot fremskyndede en udvikling, som allerede var på vej. I slut­ ningen af 1800-tallet trængte en række andre lande sig frem som importører af råvarer og eksportører af færdigvarer. De vigtigste var USA og Tyskland. I mellemkrigsårene kom især Japan men efterhånden også Indien med ind i billedet. Samtidig var en lang række lande som f. eks. Argentina og Brasilien blevet mere selv­ forsynende end tidligere.

Englands økonomiske vanskeligheder er utvivlsomt forstærket ved den indre politik, der er fulgt siden krigen. Mens den engelske sociallovgivning anno 1939 ikke var imponerende, gik englænderne under krigen med fuld styrke ind for den politik, der kaldes vel­ færdsstatens. Sociallovgivningen blev på en række områder bragt videre end i lande som de skandinaviske, og samtidig blev det et dogme for både arbejderpartiet og det konservative parti at op­ retholde fuld beskieftigelse. En sådan politik liar sociale og men­ neskelige fordele, som vanskeligt kan overvurderes, men det er en kendsgerning, at man ikke — hverken i England eller i andre lande — politisk bar taget konsekvenserne af den ændrede økonomisk-sociale linie.

Som den fulde beskæftigelses politik hidtil er gennemført, har den betydet et opadgående pres på forbrug og omkostninger. Da denne politik samtidig indebærer en væsentligt højere direkte beskatning end i årene før krigen, er resultatet blevet en stadig trusel mod den økonomiske stabilitet.

I efterkrigsårene har Storbritannien været ude i ikke mindre end tre egentlige valutakriser, hvortil kommer de nuværende valutavanskeligheder. Kriserne kom i årene 1947, 1949 og 1951.

Groft taget må den første krise tilskrives, at englænderne — skønt de langt fra havde genopbygget deres økonomi — søgte at tilbageerobre deres tidligere dominerende økonomiske stilling. Et kortvarigt eksperiment med fri ombyttelighed for sterling brød sammen, skønt det var støttet af et amerikansk lån på 1.000 tnill. dollars. Resultatet blev den såkaldte austerity-politik, der pålagde englænderne svære økonomiske byrder.

Krisen i 1949, der førte til devalueringen af det engelske pund, må opfattes som en konstatering af de økonomiske forskydninger, den anden verdenskrig havde ført med sig. Det var en kendsger­ ning, at Storbritannien ikke længere var ledende i verdensøkono­ mien. Lederstillingen var nu De forenede staters.

Krisen i 1951 var først og fremmest en følge af Korea-højkonjunkturens uheldige indvirken på England som stor-importør af råstoffer, (ler steg meget stærkt i pris som følge af krigsbegi­venhederne. Men krisens dybde skyldes også, at det engelske for­ brug var presset meget højt op, uden at produktion og produk­tivitet var steget tilsvarende.

Ved hjælp af en restriktiv finanspolitik og støttet af de bedre verdenskonjunkturer kom der ny fremgang i engelsk økonomi. Produktion, eksport og dollarreserver steg måned for måned. Ef­terhånden lempedes finanspolitikken imidlertid, eksportforøgelsen blev mindre, og stigningen i dollarreserverne ophørte ben på året 1954. Denne mindre heldige udvikling fortsattes og understregedes gennem en række omfattende lønforhøjelser i slutningen af 1954 og begyndelsen af 1955. Samtidig spillede det en mærkbar rolle, at den internationale finansverden, som i 1952—53 havde anset en amindelig frigørelse af sterlingvalutaen for nært forestående, efterhånden mistede denne tro. Sterlingkurserne svækkedes så meget, at udenlandske købmænd fik mulighed for at underbyde det britiske erhvervsliv og hjemtage dollars, der normalt ville være tilfaldet Storbritannien.

På denne baggrund greb den engelske regering ind i begyn­ delsen af 1955 med to diskontoforhøjelser, først en i januar på en halv procent og i slutningen af februar med en forhøjelse på en hel procent. Samtidig begrænsedes afbetalingshandelen, og Eng­lands Bank fik pålæg om at styrke sterlingkursen for at modvirke udlandets udnyttelse af de lave kurser til at indtjene dollars på Englands Bekostning.

Disse foranstaltninger bærer ikke præget af kriseagtige ind­ greb. Situationen adskiller sig væsentligt fra de tre tidligere kri­ser: alvorlige vanskeligheder kan undgås, fordi der er grebet omgående ind, og fordi reserverne — skønt utilstrækkelige — ikke foreløbig vil synke under faregrænsen. For første gang siden kri­gens afslutning har de britiske myndigheder således et spillerum, før en krise bliver truende. Drastiske forholdsregler er ikke nød­vendige. Britisk økonomi er i så bøj grad befriet for restriktioner, at en diskontopolitik nu kan anvendes med virkninger, som de kendtes før 1914.

Der er imidlertid ingen grund til at tro, at tilpasningsvanske­ lighederne efter forringelsen af Storbritanniens økonomiske stil­ ling under de to verdenskrige snart er overvundne, og der er som nævnt ikke fundet en løsning på de problemer, den fulde beskæf­tigelses politik rejser på omkostningernes, forbrugets og skatternes område.

Storbritannien er vel styrket i overraskende grad siden krigens afslutning, men stabiliteten og dermed grundlaget for det fortsatte økonomiske fremskridt er ikke sikret endnu — og vil næppe blive det i de første år.

Da de fleste lande i Vesteuropa — måske i ganske særlig grad Danmark — er økonomisk afhængige af Storbritannien, får de engelske vanskeligheder aktuel og alvorlig betydning for os. Vore muligheder for økonomiske fremskridt vil i det lange løb være parallelle med de britiske. Vi kan have vore egne, selvstændige tilpasningsvanskeligheder (som det ses i Danmark i disse måne­der), men samtidig berører Englands tilpasningsvanskeligheder os føleligt.

Sven Ridermann.