The Clausewitz Myth - Or the emperor’s new clothes

Titel: The Clausewitz Myth - Or the emperor’s new clothes

Forfatter: Azar Gat

Forlag: Chronos Books 2024

Pris: 228,- kr.

Anmelder: Claus Eskild Andersen

Rating: 2/5 faner

…

Allerede på side 182 i foreliggende bog røber forfatteren, Azar Gat, at en tidlig anmelder – formodentlig inden udgivelsen – har karakteriseret værket som ”an over-the-top exercise in Clausewitz-bashing.” Tak til forfatteren for at være ærlig omkring denne karakteristik og, skal det senere vise sig, absolut relevante anmeldelse. Spørgsmålet er, om en grundigere læsning af bogen vil give denne – desværre – anonyme anmelder ret, eller om der virkelig er noget at komme efter i forståelsen af Clausewitz og hans krigsteori jf. bogens titel.

Bogen er i realiteten en fortsættelse af de argumenter, som Azar Gat fremførte i sin bog fra 1989 (”The origins of military thought: from the Enlightenment to Clausewitz”). Tilsyneladende er han ikke kommet længere, og han fortsætter i denne bog 35 år efter i samme skure. Der er således ikke noget nyt for den interesserede læser.

Azar Gat trækker en gammel krikke af stalden, og giver den en ny runde i manegen, når han argumenterer for, at et af Clausewitz’ udaterede notater til Om Krigen bør dateres før notatet af 1827. De fleste eksperter daterer det udaterede notat til at være forfattet efter notatet af 1827. Det er temmelig vigtigt for forståelsen af Clausewitz’ værk, da det relaterer til skabelsesprocessen af værket, og hvilke dele som er vigtige ift. hinanden. Men Gat har fremført denne kritik tidligere, og den er ved denne gentagelse lige så lidt overbevisende, som den var i 1989.¹

Et af hovedargumenterne er, at Marie von Clausewitz (Clausewitz’ hustru) har dateret noten forkert; men hun er nok den person med det mest indgående kendskab til Clausewitz’ tanker og forfatterskab, og hun har desuden selv fundet noten et sted i de efterladte papirer, som derfor sikkert sandsynliggør hendes datering efter 1827. Hvorfor hun skulle have taget fejl forekommer noget absurd, og det er heller ikke troværdigt begrundet. Andre forskere har derefter dateret noten nærmere til 1830, hvilket falder sammen med, at Clausewitz forlader sin stilling som direktør for det preussiske forsvarsakademi og overgår til tjenesten som inspektør for artilleriet. En tjeneste i en fremmed våbenart, som sandsynligvis har taget al hans tid derefter.

Da megen af Gats argumentation hægter sig op på dateringen af det udaterede notat, skal det også pointeres, at hvis han tager fejl, falder store dele af hans argumentation til jorden. Notaterne er vigtige, fordi de angiver rækkefølgen og omfanget af de revideringer, som Clausewitz havde foretaget og i fremtiden tænkte sig at foretage. Både notatet fra 1827 og det senere notat er som regel gengivet i de mest betydende oversættelser af Clausewitz hovedværk Om Krigen. De findes i hvert fald i den tyske (1980), såvel som i den engelske (1976) og danske (1986) oversættelse. Hvilket viser den betydning, som de forskellige oversættere af Om Krig har tillagt disse betragtninger fra Clausewitz. Hvis det udaterede notat virkelig er dateret efter 1827, ville det også forklare, hvorfor ”den forunderlige treenighed”, som Clausewitz selv i sin bog, ophøjer til selve ”Teoriens resultat” kun forekommer i første kapitel, idet han anser dette kapitel for det eneste færdiggjorte i værket. Hvis værket havde været fuldstændig gennemarbejdet, ville man jo nok have kunne forvente, at treenigheden ville være nævnt andre steder i bogen – alternativt helt fjernet fra kapitlet.

Et hovedproblem ved Gats bog, hvilket for læseren er en gåde, er, hvordan så mange fremragende videnskabsmænd fra anerkendte universiteter over hele verden gennem en lang periode kan have taget så grundlæggende fejl? Hvilket de, jf. Gat, jo må have gjort. De har simpelthen været forblændet af den komplicerede opsætning af Clausewitz’ hovedværk, mener Gat.

Gat hævder også, i et forsøg på at nedgøre krigsteoretikeren, at Clausewitz ikke har opfundet teserne om forholdet mellem politik og krig. Det er nok også de fleste Clausewitz-kendere bekendt, men ”no man is an island”, og selvfølgelig står Clausewitz på skuldrene af tidligere tænkere, som har beskæftiget sig med krigen og dens teori. Han har imidlertid gjort det prægnant og overbevisende, som få før ham, og alene derfor skal han krediteres.

Det er simpelthen grænsende til videnskabelig uredelighed ikke i sin bog at diskutere de omfattende analyser, der fra anden side foreligger på, at krigens natur, forholdet mellem forsvar og angreb, oprindelsen og udviklingen over tid af Clausewitz’ krigsteori, og de mange andre problemer, som Gat anfører, aldrig er blevet behandlet gennemgribende af Clausewitz-tilhængerne. Gat negligerer og gør manglende forskning på disse områder til hovedårsager til, at Clausewitz efter hans mening er blevet fejlopfattet og fejlfortolket igennem de sidste 200 år.

Azar Gat har simpelthen ikke ret i, at der ikke har været kritik af Clausewitz’ ideer, som formuleret i hans magnum opus Om Krig. Det virker som om, at Gat simpelthen ikke har læst den nyeste kritiske litteratur om Clausewitz og hans begreber, som findes. Det er selvfølgelig et gæt al den stund, at Gat ikke har forsynet læseren med en litteraturliste i bogen. Der gør det vanskeligt at påpege mangler i hans læsning af Clausewitz-analyserne, men der må foreligge en stærk formodning herom. Gat nyder formentlig også tanken om, at han tilsyneladende er den eneste, der har set lyset.

Gat fremfører bl.a. Clausewitz’ tanker om forholdet mellem angreb og forsvar, som fejlbehæftet, og at hans egen argumentation anføres som unik og ny. Det er imidlertid ikke tilfældet, som alle, der kender Om Krig’s virkningshistorie, er helt på det rene med (eksempelvis kan man bare tage bogen af Schmid Die Dialektik von Angriff und Verteidigung. Clausewitz und die stärkere Form des Kriegsführens (VS Verlag für Sozialwissenschaften, 2011) i hånden).

Om det er ”en uundværlig bog for enhver studerende i krig, militærteori og strategi”, som en beskrivelse på bogens bagside hævder, er nok noget vidtløftigt; men for en nysgerrig Clausewitz-læser, som gerne vil forstå kritikken af Clausewitz mere indgående er bogen et godt startsted, da argumentationen sine steder er besnærende og interessant, men da den er utilstrækkelig dokumenteret og fejlbehæftet næppe nok til at omvende den dedikerede tilhænger af Clausewitz’ krigsteori. Der er dog enkelte lyspunkter i Azar Gats lille bog. Det er fuldstændig korrekt, at den engelske oversættelse af Clausewitz’ hovedværk er fejlbehæftet. Det er efterhånden dokumenteret mange steder og nu også hos Gat. Det er mig fortsat en gåde, hvordan danske akademikere og officerer i udbredt grad kan benytte den engelske såkaldte ”Princeton-udgave” fra 1976 uden at gøre rede for, hvordan de i samme åndedræt omgår de mangler og fejl, som denne udgave indeholder. Særligt ikke, når man har mulighed for at læne sig op ad den tyske udgave (”berühmte Dünndruckausgabe” fra 1979) eller den udmærkede danske oversættelse fra 1986. Og det sidste kapitel i bogen, hvor Gat behandler andres analyser af Clausewitz, har ligeledes en vis underholdningsværdi.

Værket giver overordnet indtryk af at være skrevet af en frustreret forfatter, som 35 år efter, at han har fremført sin teori om, at det udaterede notat bør dateres til før 1827 må konstatere, at stort set ingen har tilsluttet sig hans teori og dens implikationer – eller rettere formodede implikationer. Derfor har forfatteren også meget dramatisk givet bogen undertitlen The emperor’s new clothes, som et hip til de mange tilhængere af Clausewitz.

Dermed bliver vores gamle digter og eventyrforfatter H.C. Andersen desværre misbrugt ved anvendelsen af undertitlen til bogen, når Gat med dette forsøger at sandsynliggøre, hvorfor ingen andre end ham selv har forstået, at Clausewitz ikke var den geniale krigsteoretiker, som de fleste ellers har anset ham for. Azar Gat er den lille dreng, der står udenfor og råber: ”Men han har jo ikke noget på!” Resten af os er bare det blåøjede og godtroende folk, som ukritisk følger al lærdom på bjerget og ingenting forstår.

På det oplagsmæssige plan giver bogen endvidere indtrykket af at være en ”hurtig” bog. Alene typografien og opsætningen giver indtryk, at forlaget stort set har overtaget forfatterens manuskript ukritisk og typografisk uden forbedringer. Desuden er bogen allerede fra begyndelsen udgivet som paperback, hvilket er usædvanligt for en akademisk bog. Og den er ikke udgivet på et prestigefyldt forlag som eksempelvis Oxford University Press, der tidligere har udgivet Gats bøger, hvilket kan give anledning til at blive en smule mistænksom. Men måske får man et fingerpeg, når man læser i en annonce bagerst i bogen, at forlaget tidligere har udgivet bøger med titler som eksempelvis ”Why the CIA Killed JFK and Malcolm X”. Måske ikke den bedste anbefaling for en seriøs bogudgivelse.

Efter at have læst Azar Gats bog kan man vende hans undertitels betydning 180 grader og med H.C. Andersens ord udbryde; men han har jo ikke noget tøj på!

Claus Eskild Andersen

Major, cand.phil.