Det er ikke mange danske industrivirksomheder, der er mere end 75 år gamle. Ganske vist søgte forskellige af enevældens konger at skabe manufakturer, som det lied i datidens sprog. Det var især tekstil fabrikker, sukkerraffinaderier, våben fabrikker og tobaksspinderier, der blev anlagt. Kun få af disse virksomheder kunne klare sig, da det offentliges støtte faldt bort, og de sygnede hurtigt hen.
Det er almindeligt at henlægge den såkaldte industrielle revolution i England til den første fjerdedel af 1900-tallet. Tilsvarende kan man datere industralismens gennembrud herhjemme til sidste fjerdedel af forrige århundrede. Efterhånden som damp maskinen og senere elektromotoren vandt frem, fik Danmark en levedygtig dansk industri. Da samfærdselsmidlerne også gennem gik en kolossal udvikling, blev det nemlig mindre betydnings fuldt, at Danmark må savne råstoffer som jern og kul, der i høj grad har medvirket til at gøre England, Frankrig og Tyskland til førende industrilande.
Det er imidlertid ikke helt rigtigt, at dansk industri ganske er henvist til udenlandske råstoffer. Såvel teglværkerne som kon servesindustrien bygger næsten udelukkende på danske råstoffer, og f. eks. tekstilindustrien får råvarer fra de danske industriplan ter. Alligevel er mangelen på metaller og en række andre vigtige råstoffer et naturligt handicap for dansk industri. Hovedvægten har derfor måttet lægges på tilvirkningen af de indførte råstoffer og halvfabrikata.
Vore virksomheder har som hovedregel måttet koncentrere sig om produktioner, i hvilke materialeværdien er af forholdsvis underordnet betydning. Samtidig har forbrugsvareindustrien kun net få sit store omfang takket være den høje levestandard, som har sikret disse virksomheder en efter landets størrelse meget betydelig afsætning. Endelig har den hjemlige industri i vid ud strækning samlet sig om produktionen af specialiteter, som har dannet grundlag for en stor eksport. Som eksempler på sådanne specialiteter kan nævnes dieselmotorer, øl, skinker, cherry bran dy, mælkekonserves, osteløbe, cement, køleanlæg, værktøjsmaski ner, insulin og måleinstrumenter.
Den sidste menneskealder har industrien på det nærmeste tredoblet sit arbejdertal — det ligger nu på godt 250.000. Sam tidig er industriens produktion vokset to en halv gang. Fremgan gen har givet grundlag for en kraftig stigning i eksporten. Skønt også landbrugseksporten har været voksende, er industriens andel i den samlede eksport steget fra at udgøre mindre end en fjerde del til nu at andrage næsten to femtedele.
Fremgangen har i det store og hele været naturlig: den tekniske viden såvel hos virksomhedernes ledelse som hos arbejderne er øget; levestandarden er steget, og dette har igen indvirket på produktionens omfang. Men samtidig har afspærringen under to verdenskrige og verdenskrisen siden 1929 haft betydning for industriens udvikling. Det kræver stor erfaring og betydelig omsætning på hjemmemarkedet at kunne konkurrere på verdens markederne — eller blot på det indenlandske marked. Så længe Danmark var et udpræget frihandelsland med særdeles lave toldsatser, opnåede industrien ikke megen beskyttelse. Med konkur renternes delvise udelukkelse under to verdenskrige og i import restriktionernes tid siden 1932 har solide industrivirksomheder arbejdet sig op, således at de nu, da importrestriktionerne igen er af aftagende betydning, kan klare sig i konkurrencen.
Afspærringen og sidenhen pengerigeligheden gav grobund for dansk industri, som næppe vil kunne klare sig på længere sigt. Af beskyttelsesmæssige grunde har enkelte varer været ganske ude lukkede fra vort marked, som har været henvist til at aftage den danske erstatningsproduktion, der i nogle tilfælde hverken pris eller kvalitetsmæssigt har tålt sammenligning med de udelukkede varer. Pengerigeligheden førte til, at store dele af befolkningen, der gennem rationeringer og valutarestriktionerne var afskåret fra at købe de ønskede varer, i stort omfang købte mindre nød vendige varer, hvis priser i adskillige tilfælde lå uforholdsmæs sigt højt, fordi disse varer ikke omfattedes af maksimalprisordningerne. Disse virksomheder — der ofte kaldes askebæger- eller pap- næseindustri — blomstrede op og øgede vore vanskeligheder med produktionen af mere nyttige varer, fordi de trak arbejdere til sig ved at tilbyde dem højere lønninger. Dette mere specielle krigs- og efterkrigsfænomen synes dog at være af stærkt aftagende betydning.
Siden krigen har industriproduktionen været omtrent stigende hele tiden — kun i 1951— 52 var der tale om en svag tilbage gang. Der har således været en udpræget højkonjunktur. Vel er det ikke længere således, at virksomhederne kan sælge alt, hvad de kan fremstille; dertil er konkurrencen både hjemme og ude ble vet for kraftig. Men som helhed gælder det, at industrien har haft gode og ofte betryggende kår. Der er sket en ikke helt uvæsentlig overflytning af arbejdskraft og kapital mellem de enkelte virksomheder og industrigrene. Denne proces har imidlertid kunnet gå for sig, uden at arbejdsløsheden på noget tidspunkt har ligget nær den gennemsnitlige arbejdsløshed i 1930-iallet. Efterkrigstiden har snarere været præget af fuld beskæftigelse og på nogle områder og tidspunkter knaphed på arbejdskraft.
Sammenlagt beskæftiger håndværk og industrien ca. to femte dele af befolkningen, mens landbruget, der tidligere klart var hovederhvervet, nu kun beskæftiger lidt under en fjerdedel. En anden målestok for erhvervenes indbyrdes forhold er deres andel i det såkaldte nationalprodukt, der udgør summen af befolkningens produktive indsats. Det viser sig da, at industriens og land brugets andel er praktisk taget den samme, nemlig lidt under en femtedel. Endelig kan man opgøre de to erhvervs stilling i valutamæssig henseende, og heraf fremgår det, at mens landbruget i meget betragtelig grad har nettoindtægt af valuta, forbruger industrien mere valuta, end den tilfører landet.
Sådanne sammenstillinger har imidlertid kun ringe interesse og får stadigt mindre. Som det danske erhvervsliv har udviklet sig, viser det sig nemlig med stadigt større tydelighed, at det enkelte erhvervs fremgang beror på vekselvirkningen med de øvrige erhverv. Det er ikke muligt at trække el enkelt fag eller erhverv frem og betragte det isoleret. Vor økonomi — og dermed vore økonomiske problemer — får kun mening, hvis der så vidt muligt anlægges en helhedsbetragtning.
Jern- og metalindustrien er den industrigren, der har flest virksomheder og arbejdere — næsten en femtedel af virksomhe derne og en fjerdedel af arbejderne. Denne industri har en fjer dedel af industriens samlede produktionsværdi, men overgås her af næringsmiddelindustrien, som blandt andet omfatter slagteri erne, sukker- og brødfabrikkerne samt andre virksomheder, der er baseret på landbruget. Blandt de mest betydningsfulde indu strigrene er i øvrigt tekstilindustrien, der har en halv snes pro cent af arbejderne og produktionsværdien, transportmiddelindustrien (herunder skibsværfterne), der har en lille halv snes procent af industriarbejderne, samt den kemiske industri (oliemøl ler, sæbefabrikker etc.), der har mere end ti procent af den sam lede produktionsværdi. Det samlede antal industrivirksomheder opgøres til ca. 7,600, arbejdertallet er som nævnt ca. 250.000, (heraf er en trediedel kvinder), og virksomhederne beskæftiger ca. 50.000 funktionærer og ca. 6.000 ansvarlige indehavere. Produktionsværdien er op imod 12 milliarder kroner årligt.
Det bor i denne forbindelse nævnes, at en meget væsentlig del af produktion og arbejderstyrke er koncentreret på de større virksomheder. Mindre end een procent af virksomhederne beskæf tiger over hundrede arbejdere, men disse virksomheder har en fjerdedel af industriens personel og to femtedele af industriens samlede maskinstyrke. År for år er denne koncentration blevet stadigt mere fremtrædende.
Siden krigen har produktivitetsbegrebet fået stor interesse for alle erhverv, men ikke mindst for industrien. Når produktiviteten er høj, betyder det, at der går forholdsvis lidt arbejdskraft til frem stillingen af en given varemængde. Er produktiviteten lav, går der omvendt forholdsvis megen arbejdskraft til fremstillingen af de samme varer. Produktivitet er et meget kompliceret begreb, og (ler findes ingen eksakt målestok for produktiviteten. Blandt de forhold, der spiller ind, er ikke alene arbejdernes tekniske kunnen, flid, arbejdstid osv., men også det maskinelle udstyr, der står til rådighed for produktionen, og ledelsens tilrettelæggelse af arbejdsgangen.
Man er ofte tilbøjelig til at lægge vægt på det enkle, om arbejderne „bestiller nok“, men det må understreges, at dette kun er et af de forhold, der bestemmer produktiviteten. Der er således ingen tvivl om, at de danske arbejdere vel i det store og hele bestiller lige så meget som f. eks. de amerikanske, og deres tekniske kunnen er næppe mindre. Alligevel er den amerikanske produktivitet væsentligt højere end den danske. Forskellen skyldes dels det større maskinelle udstyr, der står til rådighed for den amerikanske arbejder, dels den storre amerikanske specialisering og mere hensigtsmæssige tilrettelæggelse af arbejdet. Som eksempel på de sidstnævnte forhold kan det nævnes, at den danske skotøjsindustri fremstiller flere forskellige m odeller i sko end den amerikanske industri, skønt vær befolkning kun er godt tre procent af den amerikanske. Det siger derfor sig selv, at produktiviteten i den danske skotøjsindustri nødvendigvis må være væsentligt mindre end i den amerikanske.
Siden krigen er mange danske virksomheder rationaliserede, og deres maskinpark har gennemgået en meget væsentlig fornyel se. Produktiviteten er da også gået stærkt i vejret i forhold til, hvad den var under krigen, hvor maskinerne blev udslidt, og virksomhederne i mange tilfælde arbejdede langsomt for at sinke krigsleverancer. På den anden Side er det bemærkelsesværdigt, at produktiviteten i den danske industri ikke ligger væsentligt over førkrigsniveauet. En yderligere stigning kræver et intimt samarbejde mellem virksomhederne og arbejderne. En del er allerede gjort, bl. a. gennem oprettelse af de såkaldte samarbejds udvalg, der giver arbejdsledere og arbejdere lejlighed til at drøfte produktionsproblemerne sammen.
Spørgsmålet om produktivitet er et af de mest ømtålelige for dansk industri, og man bar indtryk af, at det i mange kredse — såvel blandt arbejdsgivere som arbejdere — skorter på forståelse af problemet. En af de vigtigste forudsætninger for, at dansk in dustri kan klare en eventuelt kommende nedgang er, at produkti viteten sættes i vejret.
Det er naturligvis vanskeligt i dag at danne sig en mening om, hvorledes dansk industri vil klare sig, hvis højkonjunkturen går i stå eller måske endda slår over i sin modsætning.
En del tyder på, at adskillige danske virksomheder i så fald vil møde meget store vanskeligheder. En af årsagerne hertil er, at vor industri hører til verdens mindst beskyttede. Som nævnt er import restriktionernes betydning aftagende, og Danmark har Europas la veste toldniveau. Dansk industrieksport møder overalt hindringer i form af høje udenlandske toldsatser og måske importrestriktio ner, mens den udenlandske industri har forholdsvis let adgang til det danske marked. Fra industriens side tillægges dette spørgsmål overordentligt stor betydning.
En side af toldproblemet er den såkaldte dumping-import. Fra industriens side anføres det, at adskillige udenlandske varer — især på tekstil- og beklædningsindustriens område — kastes ind på det danske marked til priser, der ikke dækker produk tionsomkostningerne. Mens dumping let lader sig beskrive, er denne handelsform meget vanskelig at konstatere i praksis. Det er karakteristisk for dette meget spegede problem, at skønt det har været i den offentlige debat gennem år, er der yderst sjældent påvist tilfælde af dumping. Det er ofte umuligt at få kendskab til de udenlandske firmaers produktionsomkostninger, og det vil ikke altid være korrekt at lægge de tilsvarende danske om kostninger til grund ved en sammenligning. Mens de fleste i princippet kan give deres tilslutning til indførelse af et værn mod dumping-import, synes det brydsomt at nå til enighed om den praktiske udform ning af et sådant værn. På længere sigt får industrien et stort problem i forbindelse med det særlige danske befolkningsproblem. For det første blev der — efter forholdsvis få fødsler i 1930-tallet — født mange børn i 1940-tallet. I 1930-tallet fødtes gennemsnitligt 66.000 børn om året, i 1940-tallet fødtes 85.000 årligt. De første af disse talstærke årgange er nu i 13-års alderen og vil derfor snart gøre sig gæl dende på arbejdsmarkedet. Behovet for stillinger — især lære pladser — vil meget snart vokse stærkt. Dette er ikke alene et beskæftigelsesproblem, men også i meget bøj grad et spørgsmål om investeringer, idet der skal være alburum, materialer, værktøj etc. til hver ny arbejder, der indtræder i produktionen, hvorfor indu striens kapitalbehov vil øges stærkt, efterhånden som de talrige un ge årgange melder sig.For det andet er der de sidste 10— 15 år sket en stadig bort vandring fra landbruget, som har afgivet mere end 100.000 af sine arbejdere. En del af den arbejdskraft, der har søgt beskæftigelse i byerhvervene, har fundet arbejde i handelen og trans-porterhvervet, men langt de fleste er søgt ind ved industrien. Og så i fremtiden må det ventes, at en meget væsentlig del af befolkningstilvæksten skal opsuges af industrien.
Begge de nævnte forhold stiller industrien over for store og komplicerede problemer, som det vil være i hele det danske samfunds interesse at løse tilfredsstillende.
Meget tyder således på, at industrien med den tiltagende udenlandske konkurrence, befolkningsproblem erne og måske en vigende konjunktur vil kunne komme ud for vanskeligheder, som vil stille store krav til dygtighed og smidighed hos såvel industriens ledere som dens arbejdere.
Sven Reiermann.
