Efterkrigstiden har vist en mangfoldighed af litteratur om 2. verdenskrig, i de sidste par år specielt tyske værker, og til lider forekommer det næsten uoverkommeligt at følge med, både hvad angår de strengt faglige værker og de mere almene skildrin­ ger af personlige oplevelser. Alligevel skal her meget anbefales en britisk oberstløjtnants beretning om sin tilværelse dels som næst­ kommanderende ved, dels som kommandør for en skotsk hataillon under kampene i Vesteuropa 1914— 45. Bogen er særdeles let læselig og giver netop i sin form af dagbog et meget virkeligheds­ tro billede af krigens væsen og tjenesten under kampforhold ved en infanteribataillon. Nedenfor skal kort refereres nogle af for­ fatterens oplevelser, tanker og anskuelser, spændende lige fra problem er om moral og officerens opgaver til praktiske krigs­ erfaringer og taktiske fremgangsmåder.

En månedstid efter D-dag tiltræder forfatteren tjenesten ved bataillonen, 1. Gordon Highlanders, der indgik i den berømte 51. Highland Division, omkring Caen, og derfra følger man en­ heden under fremrykningen gennem Frankrig, Belgien, Holland, til Rhinovergangen og kampene i Nordvest-Tyskland indtil kri­gens afslutning.

Moral.

Noget af det, der slår en mest, er forfatterens tanker og be­ mærkninger om moral, nerver, tab, førere og korpsånd, proble­mer, der alle er nøje forbundet med hinanden.

Han starter med en kort redegørelse for oprindelsen til The Gordon Highlanders og omtaler de traditioner, der trofast er blevet overboldt i de mindste detailler gennem flere århundreder. Beretningen efterlader et levende indtryk af den dybt befæstede korpsånd, der råder i de britiske regimenter, og bogen giver mange belysende eksempler. Der er ingen tvivl om, at denne korpsånd er en uvurderlig styrke for den britiske hær og har været en af de faktorer, der under krigen har medvirket stærkest til at opret­ holde en høj kampmoral hos den enkelte mand, selv under eller måske snarere især under vanskelige forhold.

Den britiske overgang over Rhinen blev indledet med to skotske divisioner (15th Lowland og 51st Highland), hvilket blev anset for en stor ære, og det gav lejlighed til en kappestrid divisionerne imellem , der selvsagt styrkede de taktiske opera­tioner.

Et udtryk for korpsånden er ligeledes den omstændighed, at tropperne meget gerne ser deres enheds navn nævnt i hjemlandets presse, hvilket til forfatterens beklagelse normalt ikke sker af sikkerhedsmæssige grunde.

I forbindelse med spørgsmålet om moral giver forfatteren adskillige interessante udtalelser. Ejendommeligt, men sikkert ret almindeligt er den opstemte og ophidsende følelse, der griber soldater, når de går i kamp, og måske især når enheden angriber. Den kommer til udtryk adskillige gange i begyndelsen af bogen, men naturligt nok sjældnere i de senere faser af krigen, hvor alle er mere eller mindre trætte. Og netop denne træthed, der ofte ledsages af nedtrykthed, bliver et hyppigere og hyppigere fænomen, paradoksalt nok ofte i stilstandsperioder, hvor styrkerne venter. Der er ingen tvivl om, at hvileperioder bag fronten, men da også helt tilbage i baglandet, kan puste liv i en ellers træt bataillon.

Forfatteren lægger — ikke alene p. g. a. britisk tradition, men også p. g. a. kamperfaring — den største vægt på personlig hygiejne, daglig barbering og pudsning, alt med det formål at styrke moralen blandt tropperne. Interessant er det at læse om betragtningerne over mod. Herom siges: „Mod er viljestyrke, af hvilket intet menneske har ubegrænsede forråd, og når dette er brugt op i krig ,er manden færdig. En mands mod er hans ka­ pital, og han tager konstant op af denne kapital.“ Som eksempel på denne påstand nævnes en højt dekoreret officer og adskillige underofficerer, der alle var blevet dekoreret for udmærket fører­ skab i Nordafrika og på Sicilien, og som følgelig måtte anses for nogle af de bedste i bataillonen. I Holland var deres kapital opbrugt, og tilsidst var de nytteløse.

Om den menige soldat siger forfatteren følgende tankevæk­ kende ord: „Krig bringer elendighed over alle samfundsklasser, men der kan ikke være tvivl om, at den største byrde falder på de menige soldaters skuldre. De, og de unge geledofficerer, som fører dem, er krigens sande helte, der gang på gang går frem til angreb på fjendens stillinger“. Og til' sidst denne udtalelse om forholdet mellem officeren og den menige: „I virkeligheden er det kun p. g. a. den menige soldats mod og pligtfølelse, at en officer kan kvalificere sig til en belønning.“

Forfatteren beskæftiger sig indgående med officerens stilling under krigens vilkår. En divisionsgeneral udtaler før en større operation, at alt indenfor en bataillon afhænger af troppernes tillid til føreren, ligesom forfatteren selv anfører, at hans ba­ taillon kan gøre alt med officerer og intet uden officerer. I den forbindelse skal omtales de store krav, specielt til de yngre kom- pagniofficerer. Gang på gang går disse i kamp vel vidende, at chancerne for at overleve eller forblive uskadt ifølge simpel sand­ synlighedsberegning baseret på statistik bliver mindre og mindre. På et vist tidspunkt var antallet af officerer, der var delings­ førere ved bataillonen, nede på to, og den organisatoriske styrke var 12. „I 1. verdenskrig var gennemsnitslevetiden for en delings­ fører 10 dage, under denne krig er den ca. en måned.“

Om tabet af kammerater siger forfatteren i begyndelse af felttoget, at det efter hans overbevisning ryster en mands ner­ver langt mere end personlige farlige oplevelser. Men det er ejendommeligt at lægge mærke til, at han senere i bogen vel nok fordi han er blevet mere krigserfaren, kommer til det standpunkt, at man hurtigt kommer over en kammerats død. „Man kan miste halvdelen af bataillonens officerer, men maskineriet går videre, for der vil stadig komme erstatninger.“

Hvad tab af førera iøvrigt kan afstedkomme viser et eksempel fra et let kompagnis angreb på en større gård. Under kampen på tæt hold i tusmørke falder kompagnichefen og to delingsførere med det resultat, at kompagniet blev spredt som avner for vin­den i panikagtig flugt og med svære tab. „Faldskærms- eller kom m andotropper kan måske klare en sådan situation, men et gennemsnitskompagni kan normalt ikke gennemføre et angreb med sådanne tab af førere.“ „Hvis der er tab blandt officerer, er marginen mellem fiasko og succes meget snæver, især hvis trop­ perne er trætte.“

Om tab i almindelighed siges det, at langt den største del ved en fodfolksbataillon forårsages ved miner og mortergranater. Det er iøvrigt forbavsende at se, hvor svære tab af personel, briterne havde i dette felttog.

Ildstøtte.

Efter disse bemærkninger om moral og dermed beslægtede problemer skal omtales nogle mere konkrete krigserfaringer. Ind­ledningsvis problemet ildstøtte. Det taktiske krav om ildoverlegenhed på slagmarken i alle dens former som en af forudsætningerne for et heldigt resultat af operationerne bekræftes tilfulde i mange eksempler. Under kampene i Caen-brohovedet erklærer en bri­ tisk artillerioberst, at englændernes artilleristiske styrke var 40 gange så stor som tyskernes, der yderligere led af mangel på drivmidler og kun havde een artilleritraktor for hver 4. piece! I samme forbindelse anføres det, at selvom det er en utilgivelig synd af artilleriet at skyde på eget fodfolk, så må man alligevel tilgive det disse ret fåtallige tilfælde af menneskelige fejl under hensyn til den iøvrigt umådelige betydning af artilleristøtten.

Det herhjemme ofte diskuterede problem vedr. artilleriets spærreild synes ikke bos briterne at have givet anledning til no­ gen uenighed. Bogen giver mange slående eksempler på den værdi, som en fodfolksstyrke i forreste linie tillægger denne ild. Erhvert fjendtligt natangreb på bataillonen blev primært imøde­ gået med „defensive fire“ (S. O. S. fire) fra det støttende batteris 8 piecer. Det britiske artilleri satte en ære i at kunne effektuere spærreilden til enhver tid, og en af bataillonschefens fornemste pligter var en konstant overvågning af denne ilds forberedelse. Forfatterens syn på artilleriet kan iøvrigt bedst udtrykkes med disse ord: „Med den konstante mangel på erfarne delingsførere og underofficerer, er bataillonens „lille-taktik“ nu så lille, at der må kompenseres på ånden vis, hvilket som sædvanlig er over­ vældende artilleristøtte.“

Om RAF strategiske indsats og dets opretholdelse af luftoverlegenheden i hele perioden er der kun rosende bemærkninger, men tilliden til dets udførelse af taktiske støtteopgaver var ikke stor blandt tropperne. Ved adskillige lejligheder angrebes og bombedes fejlagtigt britiske stillinger og kolonner, og forfatteren retter et angreb på den lange og besværlige forbindelsesvej fra frontbataillonerne via brigade og division, korps o. s. v. til luftstyrkerne, hvilket umuliggjorde øjeblikkelig indgriben mod så­ danne fejltagelser. Det moderne forbindelsessystem mellem jord- og luftstyrker, som vi har i dag, er utvivlsomt baseret på sådanne krigserfaringer. Ved en bestemt lejlighed fortæller oberstløjtnan­ ten om et RAF angreb med timge bombere på en holdende britisk motorkolonne. En kanadisk Spitfire-jager overværede bombningen og forsøgte at give tegn til de flyvende fæstninger, men da det ikke lykkedes at afværge angrebet, nedskød den resolut og med fuldt overlæg førermaskinen for 3. bølge — til troppernes store begejstring!

Kampen om Le Havre giver et lysere billede af værdien af flyverstøtten. Under angrebet på denne by, der forsvaredes stærkt af tyskerne, tog bataillonen på kort tid et meget stort antal fan­ ger, hvilket blev tilskrevet den demoraliserende virkning af den svære RAF bombning.

Miner og gravning.

To faktorer, som man hele tiden støder på i bogen, er be­ tydningen af miner og skyttehuller. Som før omtalt skyldtes de fleste tab dels morter- og artilleribeskydning og dels fjendtlige miner, hvilket nedenstående eksempel tydeligt illustrerer: Umid­delbart før bataillonens angreb på en by meldte fremsendte pa­truljer, at fjenden ikke var at se, hvorfor man begyndte at frygte, at han havde trukket sig tilbage. De fjendtlige lette maskingevæ­ rer var langt at foretrække fremfor miner og booby-traps, som han ville efterlade i stillingen ved en evt. tilbagegang. I et andet tilfælde nævnes, at det tog to timer at rykke 500 m frem p. g. a. fjendtlige miner, hvoraf de farligste var fodfolksminer, booby- traps og de bekendte „butterflies“, som tyskerne efterlod i stort tal på sandsynlige fremrykkeakser. Respekten for minerne med­ førte iøvrigt en stående ordre om at have sandsække i bunden af motorvogne. Mange motorførere og vognkommandører satte livet til ved ikke at efterkomme denne ordre.

Det efterhånden noget slidte slogan ,',dig or die“ får trods alt fornyet virkning, når man ser den betvdning, en frontbataillon tillægger gravning. Ved hver eneste flvtning af bataillonen, gik alle straks i gang med gravning af „slit trenches“ til beskyttelse mod „mortaring and sbelling“. Specielt var man ved omgruppe­ ringer af bataillonen meget ivrig efter at komme i jorden inden den uundgåelige fjendtlige beskydning begyndte. Betydningen af dækning understreges gang på gang. En nabobataillon til forfat­ terens havde haft svære tab p. g. a. manglende gravning, og han bemærker hertil: „Utroligt efter 5 års krig. Var det ikke en tragedie, kunne man sige, at bataillonen havde fortjent det.“ I et andet tilfælde mistede Højlandsbataillonen selv flere officerer af staben, da en granat sprang lige udenfor det hus, hvor KSN var etableret. Oberstløjtnanten siger hertil: „Tbat one shell has destroyed for all time my faith in a house, at any rate without a good solid floor overhead.“ I denne forbindelse skal nævnes, at man aldrig indlogerede sig i et hus uden at lægge sandsække for vinduerne og dørene.

Kampvogne og fodfolk.

Om samarbejdet mellem kampvogne og fodfolk er der intet nyt, men et par enkelte ting skal dog drages frem. Ved ordre- udgivelsen for et angreb befalede forfatteren fremrykning for kampvogne og fodfolk fra to forskellige retninger. Ordreudgivel­sen blev overværet af en oberst af RAG, der til denne løsning bemærkede, at han ikke ønskede at blande sig i det, men han havde set mange fine planer som den, — og „that wouhl not work“. Herefter blev planen lavet om, så kampvogne og fodfolk kunne se hinanden under hele angrebet. Hertil er at sige, at fremkomsten af taktiske atomvåben i dag nok ofte vil nødvendig­ gøre konvergerende angreb trods dettes ulemper. Et meget lære­ rigt eksempel er en eskadronchef, der forsøgte at dirigere sin eskadron fra en KSN bagude med det resultat, at 1,5 km frem­ rykning gennem dækkende terrain tog 20 min., medens det fod­folkskompagni, der skulle støttes, i m ellem tiden var i svære van­ skeligheder.

Det ikke ukendte fænomen, at røg kan være både til fordel og ulempe illustreres ved et angreb, hvor et tæt røgtæppe ganske vist effektivt skjulte fodfolkskompagnierne, men desværre sam­tidig umuliggjorde den planlagte kampvognsstøtte.

I almindelighed synes der ikke blandt fodfolket at være me­ gen tilfredshed med RAC. Som oftest forekom kampvognsstyr­kerne at bevæge sig for forsigtigt og næsten altid bag fodfolket.

E-tjeneste.

Var fodfolket som tidligere nævnt ikke altid lige henrykt for flyvevåbnets indsats til D/S, så påskønnede dog alle chefer det uhyre store antal luftfotos, som stod til deres rådighed før hver større operation. Disse luftfotos blev anvendt i udstrakt grad ved bataillonsstahen, der lod dem klæbe op på en tavle, hvorefter kompagnicheferne, evt. med deres delingsførere, havde lejlighed til at studere dem i god tid.

Betydningen af kendeord understreges ved flere lejligheder, hvor manglende kendskab til det medførte unødvendige og urime­ lige tab af menneskeliv.

Vedr. patrouilletjeneste skal nævnes, at bataillonen lejligheds­ vis sendte patrouiller ud om natten til områder, hvor man på for­ hånd vidste, at der ikke fandtes fjender med det formål at give tropperne øvelse og bibringe nye og uerfarne befalingsmænd til­ lid til sig selv.

A-tjeneste.

Personelerstatningstjenesten synes at have voldt en del van­ skeligheder og var altid genstand for megen diskussion. Personel­ erstatninger af større omfang var paradoksalt nok ikke altid lige velsete, idet de blev antaget for at være et varsel om større fore­ stående operationer.

Udrustning.

Det er bemærkelsesværdigt at se, hvor meget man gjorde for at forøge mandskabets bekvemmeligheder. Især søgte man om vinteren, såsnart lejlighed gaves, at bringe bagagen frem, af hvil­ ket tæppet var særlig værdsat. De engelske støvler synes ikke alle steder at være anset for fyldestgørende. En dag, da bataillonschéfen foretog en inspektionsrunde, fandt lian en sergent foran et lille bål, hvorover der hang en død, stivfrossen tysker i et træ. Hensigten var den simple at ta benene op, så støvlerne kunne trækkes af! Beretningen siger lidt om menneskets evne til at til­ passe sig krigens vilkår. Trenoh-foot var som bekendt et stort problem. Ved styrker i forreste linie var det delingsførernes an­ svar at forhindre denne sygdom.

Flodovergange.

Briternes mange kanal- og flod-overgange i Frankrig, Hol­land og Tyskland giver et godt indtryk af, hvor vanskelige så­ danne operationer kan være. Især var overførelsen af tunge våben og køretøjer i både meget besværlig ved stejle bredder, hvorfor man ventede, indtil ingeniørerne havde slået bro. I stedet førte man indledningsvis de tunge våben frem i stilling tæt bag floden til støtte for de lette kompagnier, der var kommet over på den modsatte bred. Fremgangsmåden led af den mangel, at angrebs- kompagnierne i en rum tid ikke rådede over tilstrækkeligt panser­ værn, ligesom flodens bredde og våbnenes rækkevidde satte en grænse for støttemulighederne. For at råde bod herpå indsatte man store mængder middeltungt artilleri i D/S, idet kun dette artilleri og sværere skyts havde virkning mod de fjendtlige kamp­vogne.

Ved overgangen over Rhinen blev der truffet meget omfat­tende forberedelser, bl. a. fremføringen af tungt og supertungt artilleri, og forfatteren spørger sig selv, om man ikke ved en tidligere overgang, men uden denne enorme støtte, kunne have opnået det samme i kraft af overraskelsesmomentet.

Bykamp.

De heftige by- og gade-kampe i Tyskland giver et udmærket indtryk af denne meget tabgivende kampform. Korpschefen ud­ taler ved en lejlighed, at selv gode tropper efter hans erfaring er udkørte efter 24 timers gadekamp.

Kampen om en tysk Rhinby viser iøvrigt, hvor stor nytte man kan drage af både panserværnskanoner og lette artilleripiecer ved direkte skydning mod fjendtlige modstandsreder.

Befalingsudgivelse.

Ligeså nonchalant den britiske befalingsudgivelse synes at være i sin form, ligeså omhyggelige er førerne ikke desto mindre i deres kontrol af, at befalingen trænger igennem. Forfatteren understreger den store betydning, atmosfæren under befalingsudgi­ velsen har på underførernes moral. Han anbefaler små spøgende bemærkninger og tiltale ved fornavn for at bevare den lette og uformelle tone. En chef, der starter sin befalingsudgivelse med ordene: „Now, gentlemen, 1 am going to give out my ordets“ og samtidig er personifikationen af barskheden selv, får uvægerligt sine underførere til at tænke således: „God, how bloody this is going to be“ !

Under forberedelserne til en stor og vanskelig operation ser man iøvrigt bataillonschefen samle hele batalllonen i en biograf for at sikre sig, at alle er klar over situationen og manøvreideen.

Krigsmaskinens friktion.

Som bekendt kan planer være nok så fine og gennemtænkte, nogle faktorer vil dog altid være ukendte og kan forårsage store vanskeligheder. Den menneskelige ufuldkommenhed f. eks. i form af fejlvurderinger, fejltagelser og misforståelser og ikke mindst fjendens reaktioner er nogle af de årsager, som er medvirkende til krigsmaskinens friktion. Forfatteren giver adskillige lærerige (og ofte ret morsomme) eksempler, hvoraf følgende skal refereres: På grund alf en fejlvurdering af fjenden kom et bataillonsangreb forkert i gang lige fra starten, hvortil forfatteren bemærker, at når den slags sker, er det yderst vanskeligt at få kontrol over situationen igen.

Det ikke ukendte fænomen, at man kører galt, forekommer ofte. Da NK ved bataillonen før et angreb skulle slutte op med bataillonens hovedstyrke bag chefen, som var fremme med rekognoscenter, kørte han for hastigt med del resultat, at de efter­ følgende tungere motorvogne kørte galt, og på et øjeblik var styr­ ken som sunket i jorden. På et vejkryds stod i een stor forvirring kampvogne og køretøjer fra flere batailloner, der hver for sig forsøgte at køre i hver sin retning på samme tid. — Angrebet måtte udsættes i flere timer.

Fra Ardenneroffensiven får man endnu et slående eksempel på det samme, meget morsomt beskrevet. Under divisionens hoved­ kuls forskydning blev kolonnerne blandet sådan ind i hinanden med vogne fra panserværnshataillonen, to—tre batailloner, divi­ sionsstaben og nogle ambulancer, at det hele endte i kaos. Der var ikke tilstrækkelige kort til rådighed, så hvert øjeblik så man kolonnelederne stå ud af deres vogne og råbe til hinanden: „Happy Christinas. Where the hell are we?“ Tyskernes hurtige fremryk­ ning under Ardenneroffensiven forårsagede iøvrigt, at armehoved­ kvarteret pludselig befandt sig kun 8 miles fra fronten, hvilket giver forfatteren anledning til en bemærkning om en sandsynlig højere kursværdi på stålhjelme ved samme stab. Under et natligt besøg ved korpskommandoen på en skole herskede den samme forvirring. Skolegården var håbløst pakket med alle mulige køre­ tøjer, hvis iførere bandende forsøgte at komme ud og ind. Der var intet lys, og de mørke gange var proppet med soldater, der absolut ikke tilhørte KPS KSN. O-sektionen anede ikke, hvor Højland-divisionen var og havde ikke forbindelse til nogen af sine dispositionsenheder!

Ved et amerikansk korps ser man på samme tid noget lig­nende. KSN var som normalt opdelt i en egentlig KSN og en fremskudt KSN. Situationen havde imidlertid udviklet sig så hurtigt, at den fremskudte KSN nu lå bag den egentlige KSN med uundgåelig forvirring som resultat.

Selv de bedste enheder kender begrebet „order, counter-orders and disorder“ .

Taktik.

Som indledningsvis nævnt er bogen ikke skrevet for at be­lyse taktiske operationer i bataillonsramme, men er en nedfæld­ning af forfatterens tanker, oplevelser og indtryk i hans dagbog, og de rent taktiske foreteelser kommer derfor i 2. række. Enkelte alf dem er tidligere omtalt, og her skal blot omtales nogle få yderligere betragtninger. Den britiske taktik ved såvel bataillom som regiment synes præget af en vis fantasiløshed, idet den hyp­pigste angrebsform var en langsom „springen buk“ med kompag­ nier og batailloner, og sjældent ser man virkelig manøvrering. Derimod mestrer briterne til fuldkommenhed kampteknikken, hvor hver eneste mand i bataillonen, såvel i staben som i kom­pagnierne, noje er klar over, hvilke opgaver der påhviler ham. Ingen rutinemæssige foreteelser frembyder noget problem. Det er givet, at vi her har meget at lære, for forudsætningen for en effektiv taktik er jo nemlig, at kampteknikken er i orden — at maskineriet fungerer let og ubesværet.

løvrigt er det interessant at bemærke den tid, som alt tager i krig. Briterne er uhyre grundige i deres forberedelser og lægger stor vægt på instruktion af underførere og mandskab. Ved større forestående angreb omfattede forberedelserne endog regulære kampøvelser i regiments ramme. Enhver stilstandsperiode blev ud­ nyttet til hård træning i taktiske øvelser, ildledelse, mørkeøvelser, marcher o. s. v., og det med styrker, hvis mandskab for en dels vedkommende havde været med fra El Alamein!

„The usual hurried show“, som forfatteren benævner det, fore­kommer dog hyppigt. Ved en bestemt lejlighed skulle bataillonschefen således et kvarter efter, at han havde modtaget sine ordrer, udgive sin egen angrebsbefaling til sine kompagnichefer og che­ferne for flere andre dispositionsenheder, bl. a. en kampvognsstyrke og et panserværnskompagni.

Foranstående udpluk, af denne britiske krigsdagbog gøk ikke krav på at være udtømmende, men har forhåbentlig givet stof til elftertanke hos den, der vil forsøge at sætte sig ind i krigens vilkår og tilværelsen ved en bataillon under kampforhold.