Det er af væsentlig betydning at slå fast, at psykologisk krigsførelse er propaganda, som skal tjene militære formål, og støttes med militære, politiske eller økonomiske forholdsregler. Ganske på samme måde som militære operationer beror psykologisk krigsførelse ikke på anelser eller tilfældige gætterier, men på omhyggelig planlæggelse og grundig informationer, samvittighedsfuldt koordineret med andre virkemidler.
Det første krav til psykologisk krigsførelse er, at den skal være objektiv. Overraskende nok bliver denne simple hovedregel altfor ofte siddet overhørig. Ofte og især under kamp føler man sig stærkt fristet til at skælde ud og fremkomme med trusler — en fremgangsmåde, som næppe er særlig effektiv over for en fjende, som er militært stærk og besluttet på at kæmpe. Hitler var for eksempel i stand til at intimidere nationer, der var svage, og som ønskede at undgå kamp, eller som var på sammenbruddets rand, men lignende taktik havde ingen egentlig virkning på de angelsaksiske magter. Det er i almindelighed meningsløst, såfremt en fører for militære styrker under hård kamp siger til en fjende nøjagtig, hvad han mener om ham. De kan se ud som aber — de kan endog være aber — men at fortælle dem det får ikke blot deres modstand til at blive hårdere og modvirker derved hensigten med den psykologiske krigsførelse, men hæmmer også selve den militære operation.
Kampens formål er at slå fjeden, og det må derfor være klart, at psykologisk krigsførelse, som på nogen måde forøger de fjendtlige følelser hos den styrke, som man er i kamp med, rimer dårligt med denne hensigt.
Selvom dette faktum i princippet anerkendes, kan det undertiden være vanskeligt at få udført i praksis. Mangfoldige gange skete det for eksempel under sidste krig, at visse officerer, som var impliceret i virksomheden med at udsprede flyveblade, var
yderst modstræbende, når de skulle risikere deres eget eller andres liv for en propaganda, som de anså for at være for „blid“ eller ..mild“. Hvad de ønskede, var meget ofte trusler om dod og helvede, og det krævede ofte mere dygtighed og tid at „sælge“ flyvebladene til dem end til fjenden. Sådanne tildragelser er uheldige. Men de vil ikke være udelukket i fremtiden, før alt militært personel er således uddannet, at de forstår, at de kan ikke i liojere grad vurdere psykologisk krigsførelse på rent emotionel basis end for eksempel en amfibieoperation.
Det andel krav til psykologisk krigsførelse er, at den skal hvile på et indgående og ajourført kendskab til fjenden. Dette betyder ikke blot, at de, som skal beskæftige sig med denne form for krig, skal være fortrolige med fjendens sprog, men også med hans vaner, hans tænkemåde, hans sta'rke og svage sider. Det forudsætter også, at ingen anstrengelse må skys for at kunne beregne fjendens sindstilstand rigtigt på grundlag af ugentlige eller endog daglige begivenheder.
Dette sidste er ikke noget let hverv, men det kan udføres på forskellige måder. Krigsfanger kan for eksempel vise sig yderst værdifulde ved fremskaffelsen af kritiske oplysninger om fjendens moralske tilstand i særlige områder, og fjendtlige nyheder og meddelelser til tropperne kan være utrolig værdifulde. Jo bedre oplysninger man har om fjenden, desto bedre vil propagandaen mod ham blive.
Det tredie krav til psykologisk krigsførelse er, at den skal være autoritativ eller officiel. Alene af den grund er det påkrævet, at den er koordineret med propaganda på andre steder og til andre tidspunkter.
Hvis man for eksempel fortæller fjenden noget det ene sted og noget andet et andet sted, så vil beretningerne uvægerligt blive udnyttet af fjenden til hans egen fordel. På denne måde bliver han i stand til fuldstændigt at diskreditere den propaganda, som er vendt mod ham. Hvis vi for eksempel pålagde den ene gruppe forpligtelser, som var i modstrid med løfter, givne til andre, så ville vi til sidst ikke blive troet af nogen — lige meget hvad vi så sagde. Man kunne således ikke sige een ting om tyskerne til ja panerne og noget andet om tyskerne til tyskerne selv. Selv om de to krigsskuepladser var langt fjernet fra hinanden, så har beretninger en bemærkelsesværdig evne til at komme fra det ene sted til det andet. Endog formodede trivielle sager skal behandles alvorligt. Lad os for eksempel sætte, at vi nedkastede flyveblade til civilbefolkningen i et område, hvori der i modsætning til fjendtlige beretninger stod, at vi i et nylig udkæmpet søslag havde mistet ikke 47 enheder, men kun to. Lad os så yderligere antage, at vor egen radio på grundlag af senere meddelelser udsendte en beretning om, at prisen for vor sejr havde været fem skibe. Denne misendelse kan være den absolutte sandhed, men hvad sker? Fjenden, som opsamler vore flyveblade og lytter til vore radioudsendelser, udsender ganske simpelt en beretning, som nævner begge kilder, hvorefter han siger til sin egen befolkning: „Der kan 1 bare se, 1 kan ikke tro et ord af, hvad ban siger!'4 Eller hvis han vover at udsætte sig selv en lille smule mere, så kan ban tilføje, at fjenden har revideret sine tab, og at ban også bar revideret sine meldinger nøjere. Med andre ord „fjenden mistede ikke 47 skibe, som vi meddelte sidste uge, men derimod 5,.“ Hvor længe kan en fjende tillade sig at komme med usandheder? Spørg Gobbels og den japanske krigsregering. Det er i hvert fald nødvendigt, at den standardretningslinie, som fastlægges af regeringen eller de militære myndigheder, følges i alle enkeltheder. De kan ikke fastlægges eller ændres af personer, som beskæftiger sig med problemerne på lavere trin.
Den psykologiske krigsførelses problemer kan deles i to hovedkategorier: den strategiske og den taktiske. Den første består i propaganda, som har til opgave at give resultater på langt sigt, og dens nærmere udformning er derfor ikke altid umiddelbart indlysende for gennemsnitsindividet. Taktisk propaganda bruges derimod i et ganske bestemt formål overfor en ganske bestemt gruppe, i almindelighed lokale fjendtlige styrker.
Yderligere inddeling fører ind på andre betragtninger. Propaganda kan således være offensiv eller defensiv, eller den kan have andre formål, bringe uoverensstemmelse, konsolidere eller modvirke.
Opinionsdannende propaganda kan simpelt ben have til formål at udvirke en ændring i troskabsforholdet bos dem, som man henvender sig til. Themistokles propaganda, som fik Ionerne til at slutte sig til hans styrker, er et typisk eksempel på denne art af propaganda.
Splittende propaganda, som opererer udfra sætningen „del og hersk“, blev i stor udstrækning og med megen virkning udnyttet af nazisterne i deres anstrengelser for at undertrykke flere nationer. Det er den art af propaganda, som sa'tter den ene gruppe op imod den anden. Man kan f. eks. søge at få mandskab til at tro, at deres officerer er selviske og uduelige: man kan sige til en hærs mandskab, at det er indlysende, at de ikke kan vinde krigen under de givne forhold, fordi flåden ikke er i stand til at sikre,
at forsyninger bringes frem til dem; man kan sige til civilbefolkningen, at grunden til, at de bliver bombet, ligger i, at de militære styrker er ganske utilstrækkelige; eller man kan sige til de kæmpende styrker, at det er ganske tåbeligt at kæmpe for de civile, som lever et bekvemt og behageligt liv i hjemlandet. Mulighederne er uendelige.
Konsoliderende propaganda anvendes i reglen i besatte områder med det formål at sikre den besatte befolknings lydighed mod besættelsesstyrkerne.
Modpropaganda har som sit særlige formål at gendrive fjendtlige beskyldninger og beretninger.
Midlerne til at sprede propagandaen hos fjenden er mangfoldige og omfatter radio, flyveblade, højttalere, fotografier, plakater, nyheder og meget andet. Men selv om hvert enkelt af dem kan være særdeles effektivt under bestemte omstændigheder, er det ikke dermed sagt, at det ene middel uden videre kan erstatte et andet. Man kan ikke noksom understrege denne kendsgerning, for det kan undertiden være vanskeligt endog for en i psykologisk krigsførelse trænet officer at finde det rette propagandamiddel, og der er ikke tvivl om, at under visse forhold kan impulsivt eller forkert valg af propagandamiddel have den modsatte virkning af den tilsigtede.
Højttaleren er f. eks. blevet misbrugt i særlig høj grad af mange, som ikke har kunnet erkende dette middels begrænsning. Under forhold, hvor fjenden er isoleret eller omringet og åbenbart i alvorlig forlegenhed, er det i almindelighed en fornuftig foranstaltning at køre højttalervognen i stilling til anvendelse. Under sådanne omstændigheder er den ofte meget virkningsfuld. Uheldigvis er flere troppeførere, som har bemærket den gode virkning under de nævnte omstændigheder, tilbøjelige til at anvende højttaleren under mindre egnede forhold. I sådanne tilfælde tiltrækker den sig ikke blot fjendens ild, men den er ofte uden virkning, fordi man ikke har noget egentligt at byde fjenden. Hvis den bliver slået ud af en fuldtræffer, kan den deraf følgende tavshed virke opmuntrende på fjenden; hvis den ikke påvirker fjenden til overgivelse, er den værste følge den, at vore egne førere bliver utilbøjelige til at anvende den under forhold, hvor den virkelig kunne være af god virkning. Ganske som alle andre våben kan den ikke kritikløst anvendes under alle omstændigheder.
Under alle omstændigheder er det således, at de forskellige propagandamidler kræver forskellige kvalifikationer hos dem, som skal udnytte dem. I visse tilfælde kan amatørers famlende og usikre
forsøg gøre niere skade, fordi de mangler virkelige kvalifikationer, end noget andet våben. De fleste af os har temmelig høje anskuelser om vore egne overtalelsesevner, og det er en stor fristelse for at forsøge at anvende disse evner for ofte, sommetider under forhold, hvor det havde været bedre at lade være. Propagandaforslag kommer der nok af, og enhver officer, som giver et sådant forslag, anser sig som fuldstændig berettiget til at bringe det til anvendelse under alle forhold. Sådanne forslag eller idéer er imidlertid ikke dogmatiske sandheder eller ufejlbarlige visdommens ædelstene. Det er en anerkendt kendsgerning, at cn radarekspert i almindelighed ikke er den umiddelbart bedst egnede til at lede et angreb, og at en navigatør ikke fremfor andre er egnet til at give suheutane indsprøjtninger — selv om de kan være i stand til at gøre det. Det er lige saa sandt, at vi ikke alle er lige kvalificerede til at forfatte eller vurdere propaganda — selvom vi naturligvis kan være i stand til det.
Set i store linier er der følgende seks krav til eksperten i psykologisk krigsførelse:
1. Virkeligt kendskab til sprog, vaner og traditioner hos den fjende, som sagen drejer sig om.
2. Nøjagtig forståelse af meddelelsesteknikken.
3. Evne til klart at fremstille idéer og kendsgerninger. (Dette er i denne henseende et absolut minimum).
4. Tilstrækkeligt kendskab til egne hensigter.
5. Tilstrækkeligt kendskab til operationer og krigsførelse både til lands, til vands og i luften.
6. Virkelig grundlæggende kendskab til psykologi, sociologi og historie.
Det er naturligvis klart, at kun meget få kan tilsvare alle disse krav. Derfor ledes psykologisk krigsførelse i reglen af grupper eller bold, bestående af forskellige personer, som kombinerer viden og egenskaber, der kan klare enhver situation.
For at propagandaen kan være i stand til at udvirke det ønskede resultat, maa grundige og mangfoldige meddelelseskilder være tilgængelige for propagandalederen. Sådanne meddelelser må yderligere studeres, analyseres og fortolkes.
Når f. eks. den japanske krigsradio havde meddelt den japanske befolkning, at de ganske unge og de gamle skidle evakueres fra alle større byer, kunne lederne af den amerikanske psykologiske krigsførelse anvende denne kendsgerning på forskellige måder:
1. Som ren nyhed, d. v. s. som en ukonnnenteret meddelelse af et faktum.
2. Som en tilkendegivelse af japansk interesse for almindelig velfærd.
3. Som en tilkendegivelse af japansk ligegyldighed overfor familiebånd (det modsatte af 2.).
4. Som en stiltiende tilståelse af, at den japanske regering og forsvarsmagt er ude af stand til at forsvare deres byer mod angreb.
5. Som en tilkendegivelse til soldaterne ved fronten at, at situationen i hjemlandet er håbløs.
6. Som en tilkendegivelse til soldaterne ved fronten af, at de må fordoble deres anstrengelser for at bekæmpe de fjendtlige styrker (det modsatte af 5.).
7. Som en skarp kontrast til forholdene i U. S. A.
Propagandalederen udvælger den version af den oprindelige beretning, som passer hans hensigter bedst, og som bedst kan udnyttes i hans propaganda. Men livad han end hævder, så bør det underbygges med andre kendsgerninger. Hvis lian således vælger at gøre brug af mulighed nr. 3, må han fremsætte yderligere oplysninger om regeringens ligegyldighed overfor de bånd, der binder en familie sammen, f. eks. ligegyldighed med postforbindelsen mellem de kæmpende styrker og hjemlandet, mangel på tilfredsstillende orlovsarrangementer, splittelse af familier af industrielle hensyn etc. 1 virkeligheden rummer propaganda meget mere end selve spørgsmålet om sandhed eller usandhed. Når det kommer til stykket, er det ofte blot et spørgsmål om dygtig og tidsmæssig rigtig fremstilling og anvendelse af virkelige kendsgerninger.
Indtil nu har vi kun omtalt anerkendt propaganda. Under visse omstændigheder kan det være i høj grad ønskeligt at tilsløre propagandaens kilde; i så fald kan nation A’s propagandaleder foregive, at hans produkter stammer fra nation B, selve fjendenationen.
Sådan propaganda omtales i almindelighed som „sort“ propaganda i modsætning til „hvid“ propaganda eller propaganda af åben oprindelse.
Under den anden verdenskrig blev sort propaganda ofte anvendt med betydelige resultater. Storbritannien blev især dygtig til at etablere hemmelige radiostationer, som foregav enten at være officielle tyske stationer eller at hidrøre fra særlige tyske grupper. Under sådanne omstændigheder må propagandaen selvfølgelig være særlig fint afstemt.
Sådan en station kan f. eks. blot spille god musik og omhyggeligt indflette lejlighedsvise „nyhedsudsendelser“. Sådanne programmer kan undertiden blive så populære hos tropperne, at deres egne ledere, som meget vel kender oprindelsen til programmerne, endog finder det uhensigtsmæssigt at afsløre kilden, forstyrre udsendelserne ad teknisk vej eller blive af med dem på anden måde.
I mange tilfælde anvendte tyskerne og japanerne sort propaganda på den simple måde, at de udgav dokumenter, flyveblade og bøger som va-rende erobret allieret materiale. De producerede med andre ord propagandamateriale nøjagtigt, som de ønskede det, for derefter at udgive og udbrede deres propaganda som værende udtryk for, hvad amerikanerne og englænderne sagde og gjorde.
Undertiden gjorde de el stort arbejde for at reproducere virkelige allierede flyveblade — blot med de smaa, men betydningsfulde ændringer, som fik dem til at udtrykke netop det, som de havde på hjerte. I atter andre tilfælde forsøgte de at skabe splittelse eller forvirring ved at fremstille flyveblade af amerikansk eller britisk tilsyneladende oprindelse, som i virkeligheden var deres egne.
Japanerne, som sandsynligvis var de mindst effektive i anvendelsen af propaganda af alle de storre kæmpende magter under den anden verdenskrig, satte i stor udstrækning deres lid til sort propaganda, suppleret med utallige og næsten utrolig platte pornografiske billeder — mange af dem beslemt for australske tropper. De pornografiske produkter, som meget ofte forestillede en amerikansk soldat eller sømand med en australsk kvinde, var altfor grel og smudsig til overhovedet at nå sin hensigt, og deres sorte propaganda nåede slet ikke det ønskede mål.
For nærmere at belyse dette problem skal lier nævnes et slående eksempel på japansk sort propaganda, som blev brugt i 1944 —45 på Filippinerne. Den var stilet til amerikanske tropper, men nedkastet paa Filippinerne og fastslog som en kendsgerning, at som et resultat af intime forhold mellem amerikanske soldater og filippinske kvinder, som kun var altfor villige til at stille deres ynder til rådighed for at opnå materielle goder, havde veneriske sygdomme nået en uhyre udbredelse mellem de amerikanske soldater.
Pjecen fastslog yderligere, at det filippinske folk notorisk var meget urenligt og tilrådede derfor amerikanerne i fremtiden at tage fuldstændige profylaktiske forholdsregler og udelukkende holde sig til gifte kvinder og jomfruer. Pjecen var „underskrevet“
af de forenede staters hær og havde åbenbart til hensigt at sætte det filippinske folk op mod de forenede stater. Såfremt japanerne havde behandlet Filippinerne noget bedre under deres besættelse af øerne, kunne pjecen have været af nogen virkning. Men i betragtning af de virkelige kendsgerninger havde den meget ringe virkning.
I det fleste tilfælde er det imidlertid en udbytterig idé — set fra den psykologiske krigsførelses synspunkt — at slå en tanke fast hos folk. Selv om den nævnte pjece således var et fejlgreb, så kunne dens påstande være genkaldt i erindringen hos øernes befolkning, og senere hen kunne den være blevet troet, såfremt de amerikanske styrker på nogen måde havde været agressive overfor den indfødte befolkning, hvilket de ikke var. Tyskerne og japanerne var imidlertid ofte meget agressive over de besatte områders befolkning, og følgelig viste de amerikanske påstande, som var fremsat i propagandaøjemed mod dem, sig meget effektive.
Uheldigvis er der altfor mange, som har betragtet propaganda som noget af naturen moraliserende. I virkeligheden er god propaganda i reglen slet ikke moraliserende, selv om den bliver præsenteret på en sådan måde, at læseren eller den lyttende ikke kan lade være at drage visse slutninger af den. Netop af denne grund undgår virkelig propaganda i reglen moralprædikener. Den etablerer derimod kontakt mellem to opfattelser, og det kan den kun gøre ved at være interessant eller ved at appellere til dem, som den er tiltænkt.
God propaganda nøjes ofte med blot at fastslå kendsgerningerne. Men den fremstiller udelukkende sådanne fakta, som det er ønskeligt, at de, som den er tiltænkt, får præsenteret. Eller for at se på den fra de modtagendes side, bekendtgør den kun sådanne fakta, som deres egen regering eller militære myndigheder ikke ønsker bragt til almindelig kundskab.
Nogle eksempler vil nærmere belyse disse forhold. Det vil for eksempel være mindre effektivt at fortælle fjenden, at han ikke vil være i stand til at standse os, end at trykke kortplaner, hvoraf det nøjagtigt fremgår, hvor langt han allerede er kastet tilbage. Det vil være mindre effektivt bare at fortælle barn, at vor udrustning er mere talrig og bedre end hans, end at meddele, hvilke mængder af udrustning vi fabrikerer, og hvor mange procent af hans eget produktionsapparat der er ødelagt ved vore aktioner.
Det vil være mindre effektivt at fortælle fjendens soldater, at deres piger hjemme snyder dem, end at offentliggøre statistiske oversigter, der viser, at drukkenskab, antal fødsler af uægte børn og andre former for umoralitet stiger i kæmpespring. Lad ham drage sine egne slutninger.
Det er væsentligt, at de fremstillede fakta er troværdige — og lier er det springende punkt. Ofte er det endog vanskeligt at fa folk til at tro sandbeden. Hvis for eksempel de amerikanske stvrker i Europa havde trykt den daglige spiseseddel som læsning for de tyske tropper, så ville fjenden, som var vant til at leve meget ringere, ganske simpelt ikke have troet på dens rigtighed. Men de ville — og gjorde det faktisk — tro på den enkelte efterretning, at de amerikanske tropper kunne få lige så meget kaffe at drikke, som de overhovedet ønskede. Og de kunne — og gjorde det også — drage en hel række slutninger af denne simple kendsgerning.
Stik imod den almindelige opfattelse kan psykologisk krigsførelse ikke vurderes udfra almindelige idealistiske synspunkter. Sådan psykologisk krigsførelse er i almindeligheden ikke særlig effektiv.
Den enkle sandhed er, al gennemsnitsfjenden i uniform er meget mere modtagelig for haandgribelige opgivelser end for højtravende diskussioner om idealistiske begreber. Ideologier og svidstige fraser betyder i reglen kun saa lidt for ham og gør kun ringe indtryk på ham. Hvad vidste for eksempel størstedelen af den japanske befolkning under krigen om de fire grundsætninger for sandt demokrati? Vi vidste måske, at de var ofre for en tyrannisk og ubarmhjertig gruppe af fanatiske magthavere, men de vidste det i hvert fald ikke. De gjorde sig heller ikke mange tanker om baggrunden for overfaldet på Pearl Harbour. Men da amerikanerne nedkastede flyveblade med skemaer over planer for bombning af deres store byer — og bragte planerne til udførelse — så vågnede de op og lagde mærke til det. Det må til stadighed holdes for øje, at der ikke er nogen påviselig grund til, at en fjende skal acceptere modstanderens vurdering af mere subtile emner.
Psykologisk krigsførelse kan ikke operere med ord, den må først og fremmest operere med fakta. Hvis den ikke gør det, bliver den enten ringeagtet, meningsløs eller ineffektiv.
Endog propaganda, som har til hensigt at svække fjendens moral, maa va're nøjagtig i sine fakta. Man kan ikke hilde mandskab ind, at deres officerer er egoistiske, hvis de ikke i virkeligheden er det, og man kan ikke lokke ham med løfter om kvinder eller mad, hvis de har tilstrækkeligt med kvinder og mad til at tilfredsstille deres behøv. Man kan heller ikke gøre krigsvante tropper bange, som flere gange har afslået angreb. Man kan med andre ord ikke opfinde nogle påstande, hvortil der ikke findes de tilsvarende fakta.
De japanske propagandamæssige anstrengelser slog derfor fejl af den simple årsag, at den „sympati“, som deres propaganda ofte drev af, ikke havde nogen som helst hund i virkeligheden.
Ingen form for psykologisk krigsforelse — lige meget hvor rigtig den er — vil være af nogen virkning, medmindre den støtter sig på militære magtmidler. Man kan indrømme nederlag overfor fjenden og derved overbevise ham om, at vor propaganda er sandfærdig — således som englænderne gjorde det på et tidligt tidspunkt af krigen — men man kan ikke ryste hans moral på denne måde. I virkeligheden skal propaganda hvile på militær overlegenhed — eller i hvert fald på militær jævnbyrdighed. Under sådanne omstændigheder kan den ramme fjenden føleligt og til sin tid befordre militære fremgange med større sikkerhed. I sig selv rummer den ikke nogen magisk formel til sejrens opnåelse.
Hvorledes psykologisk krigsførelse kombineret med militær overlegenhed kan fremme sejren ses tydeligst af den kendsgerning, at amerikanske „overgivelsesbeviser“ var meget hojt vurderet af de tyske tropper, og at de endog blev handlet til ret høje priser. Den blotte kendsgerning, at noget sådant var tilfældet, er i sig et bevis for den grad af ødelæggelse, som tyskernes moral var undergået: tropper med god kampmoral går ikke med „overgivelsesbeviser“ i lommen. Næste punkt var selvfølgelig, at nazisterne virkelig brugte disse flyveblade til overgivelse, hvilket de også gjorde som direkte konsekvens af den tilsigtede militære og psykologiske påvirkning.
Der er ikke tvivl om, at den psykologiske krigsførelse har indtaget en blivende plads. Det er i høj grad sandsynligt, at psykologisk krigsførelses betydning fremtidig vil faa en aldrig før set betydning for militære operationsplaner i samme grad som de odelæggende kræfter tiltager i omfang og virkning. For os vil dens effektivitet kun være sikker i den udstra-kning, som dens hensigter og virkekraft erkendes ikke af et fåtal af os, men af alle.
Oversat fra Marine Corps Gazette. Juni J049.
L. S.