HVAD INDEHOLDER ATLANTPAGTEN?
To verdenskrige havde vist, at i vor tid kan et angreb på et af Vestens demokratier ikke betragtes isoleret. Før eller siden inddrages de øvrige, og begge krige så da også oprettelsen af fælles militære stabe og etableringen af snævert politisk samarbejde. Gennemførelsen af et sådant samarbejde såvel på det militære som på det politiske område i fredstid var derfor en naturlig udvikling, men den ville forudsætte konstitutionelle ændringer i visse lande, og gennemførelsen måtte derfor tage tid.
Det internationale pres, der opstod hurtigt efter krigen, frem skyndede processen, men det vil utvivlsomt være forkert at mene, at Atlantpagten udelukkende skyldes de på det pågældende tidspunkt herskende forhold, og at den derfor kun har sin berettigelse, så længe den spændte internationale situation varer.
Som det vil ses, er Atlantpagten, der blev underskrevet den 4. april 1949, nemlig ikke blot en militær pagt, men en pagt, der på mange områder såsom udenrigspolitiske, økonomiske og kul turelle foruden på de militære binder de deltagende nationer sammen.
Det bør først og fremmest slås fast, at Atlantpagtens fornemste opgave er at forhindre en ny krig, og dens fortjenester må derfor i første række bedømmes ud fra dens held til at løse denne opgave.
Pagtens formål er kort og klart udtalt i indledningen, der efter at fremhæve individets friheds og de almindelige loves hånd hævelse samler de underskrivende nationer om at skabe stabilitet og gode livsvilkår i det Nordatlantiske område. De vil derfor forene deres kræfter til et fælles forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed, samtidig med at deres ønske om at leve i fred med alle andre nationer gøres klart.
I § 1 fornyer medlemslandene deres engang overfor de Forenede Nationer givne løfte om at lade alle internationale uover ensstemmelser — altså ikke blot indbyrdes — afgøre ved frede lige midler og på en sådan måde, at international fred sikres, og retfærdighed ikke trues. Trusel om eller brug af magt kan ikke tillades, såfremt det på nogen måde strider mod de Forenede Nationers formål. Det er således klart fremhævet i pagtens første paragraf, at ethvert tilløb til angrebskrig fra et af de underskri vende landes side straks vil stille dette udenfor fællesskabet.
§ 2 hører til de vigtigste, men samtidig vanskeligst gen nemførlige. Den er affattet således, at den omfatter praktisk taget alt vedrørende sammenslutningen af den civile del af nationerne som en helhed bag de ligeledes forenede væbnede styrker.
Medens det militære samarbejde i fredstid er enestående, var der på det økonomiske og kulturelle samarbejdes område kort efter krigens afslutning og før NATOs underskrivelse dan net en mængde internationale organer, hvorfor en gennemførelse af § 2 alene indenfor NATO på mange områder blot ville be tyde en doublering af allerede eksisterende organer og i visse tilfælde en indskrænkning af disses virkefelt. Det er da også grunden til, at det væsentligst forøgede samarbejde bar kunnet noteres på det udenrigspolitiske område, men man bør ikke glem me, at alle de omtalte samarbejdsorganer virker i NATO’s ånd.
I § 3 forpligter landene sig til hver for sig og i fællesskab gennem selvhjælp og gensidig hjælp at udvikle deres evne til at modstå væbnet angreb, medens §§ 4— 7 indeholder de rent militære forpligtelser. Blandt disse er særligt bestemmelsen om, at et angreb på en af parterne vil blive betragtet som et angreb på alle, bemærkelsesværdig. Betyder dette nu, at de enkelte nationer har overgivet deres selvbestemmelsesret i så vigtig en sag som krig eller fred til en overnational myndighed? Svaret er nej. Det Nordatlantiske Råd (§9) er den højeste NATO myndighed, og det er sammensat af befuldmægtigede repræsentanter for alle med lemslande. De beslutninger, der træffes der, er derfor medlems nationernes, og samlet fælles optræden kræver enstemmighed. Lan dene forpligter sig derfor også til at forhandle indbyrdes, hvis noget medlem foler, at dets sikkerhed trues, og gennemføres et angreb mod et eller flere medlemslande, vil de øvrige tage alle skridt, som de anser fornødne — også brug af våbenmagt — for at genoprette sikkerheden indenfor det Nordatlantiske område.
Sluttelig defineres det område, der omfattes af traktaten, og det påpeges, at NATO vil indstille alle sanktioner fra det tidspunkt, hvor de Forenede Nationers Sikkerhedsråd har truffet de fornødne foranstaltninger til at sikre international fred og sikkerhed.
§8 samt §§ 10— 14 er af juridisk og administrativ karakter og har formentlig mindre interesse her. Dog bør man mærke sig, at pagten er uopsigelig i 20 år.
Den 22. oktober 1951 er den oprindelige pagt, der blev til trådt af 12 lande, udvidet med en tillægsprotokol, der indbyder Grækenland og Tyrkiet til at indtræde på lige fod med de øvrige medlemmer, hvorfor den paragraf, der definerer pagtens ansvars område, er revideret.
Nogle vil måske synes, at denne traktat er behæftet med svage punkter, f. eks. derved, at forhandling og beslutning indenfor 14 nationer er fornøden, før alle NATO’s nationer er i krig, men jeg er nu ikke slet så pessimistisk. Begivenhederne har vist, at Vesteuropa’s stater endnu ikke er modne til samling under en fælles regering, og et forsøg på på NATO’s endnu bredere grund lag at skabe et overnationalt organ ville sikkert i dag gore mere skade end gavn. Vi må imidlertid have lov til at gå ud fra, at de regeringer, der indgik Atlantpagten, ligeledes vil forstå deres an svar og handle hurtigt og effektivt, hvis krigen skulle komme. Man må imidlertid ikke tro, at NATO’s magtmidler nødvendigvis vil være nvirksomme, indtil regeringerne gennem Rådet har be sluttet sig til at erklære krig, thi ligesom et direkte angreb på Danmark vil udløse automatiske danske militære modforanstalt ninger i henhold til forholdsordren, vil et generelt angreb på NATO udløse modforanstaltninger fra de militære styrker, der er tildelt NATO’s to øverstkommanderende og Kanalkommandoen (SACEUR, SACLROT og CHANCOM).
2. HVORDAN VIRKER NATO?
Den naturligste måde at betragte NATO’s organisation på er måske først at gøre sig klart, hvilke opgaver der skal løses, og dernæst hvilke organer der må til for en sådan løsning.
Lad os begynde med det i pagtens § 2 omhandlede samarbej de, idet først og fremmest det udenrigspolitiske samarbejde og dermed vurderingen af den eventuelle modstanders hensigter må være afgørende for den militærpolitik, der vælges. Ligeledes er opbygningen af hjemmefronten en forudsætning for de væbnede styrkers virke i påkommende tilfælde.
Næste Skridt må være, at den valgte m ilitæ rpolitik giver sig udtryk i en formålsparagraf, der militært må udtrykkes i et stra tegisk direktiv.
På grundlag af dette direktiv og en vurdering af modstanderens muligheder må de udøvende organer udfærdige en plan for at udregne, hvilke styrker og militære anlægsarbejder der må til for at gennemføre planerne.
Næste skridt er at finde ud af, hvor stor en del af disse styr ker og anlæg, der — bl. a. under hensyn til den nødvendige ind sats i den kolde krig — kan præsteres, samt at afbalancere op bygningen mellem værnene.
Dette resultat må meddeles de udovende organer, som sluttelig udarbejder en plan for, hvad der skal præsteres med de virkeligt til rådighed værende styrker.
Det politiske samarbejde indenfor NATO formidles af Rådet, der har sæde i den tidligere FN bygning ved Palais de Chaillot, i Paris. Her har hvert land en kabinetsminister eller en anden befuld mægtiget repræsentant, normalt med ambassadør-rang, og et per sonel omtrent svarende til en ambassades. Oftest er denne repræsentation helt adskilt fra det pågældende lands almindelige diplomatiske repræsentation i Frankrig.
2 gange om året, og iøvrigt hvis særligt vigtige beslutninger skal træffes, træder Rådet sammen på ministernivau, idet da nor malt udenrigs-, forsvars- og finansministrene kommer tilstede, men derudover kan de enkelte ministre indtage deres plads i Rådet, når de ønsker det.
Rådet betjenes af et internationalt generalsekretariat med ge neralsekretæren, Lord Ismay, i spidsen. Lord Ismay er tillige formand i Rådet, når den minister, der for 1 år ad gangen beklæder formandsposten, ikke er tilstede.
At selv stormagterne lægger megen vægt på, at Rådet holdes underrettet om alle vigtige udenrigspolitiske begivenheder, og på, at de trufne beslutninger ligger indenfor NATO’s almindelige politik, kan bl. a. ses deraf, at Lord Ismay på den i slutningen af 1953 mellem U. S. A., England og Frankrig afholdte Bermuda-konference var tilstede som observatør for de øvrige NATO magter.
Det er ligeledes Rådet, der udfra det grundprincip, at alle NATO lande har lige ret til at blive forsvaret, har opstillet den militære formålsparagraf.
Som militær rådgiver for Rådet og til udformning af mili tære direktiver på grundlag af Rådets beslutninger findes NATO’s Militærkomité. Denne er sammensat af 14 medlemmer, nemlig den højeste militære chef for hvert af de 13 lande samt en civil repræsentant fra Island, der ikke har væbnede styrker. Disse militære chefer har jo imidlertid deres nationale arbejde at passe, og en så højtstående og stor forsamling kan også kun tage sig alf principielle beslutninger på det højeste plan. Til at udføre det daglige arbejde har Militærkomitéen derfor en Permanent Grup pe (Standing Group = SG) i Washington, sammensat af officerer fra U.S.A., England og Frankrig saml 1 officer fra den nation, der det pågældende år har formandsskabet i Militærkomitéen (i 1953 Danmark).
Den Permanente Gruppe kan imidlertid kun forvalte de af Militærkomitéen trufne beslutninger, og for at muliggøre, at af gørelser kan træffes imellem Militærkomitéens møder, har hvert medlem af denne komité en stedfortræder i Washington. Indenfor sit ansvarsområde er de Militære Repræsentanters Komité beslut ningsdygtig på Militærkomitéens vegne.
Vurderingen af modstanderen er ligedes Militærkomitéens opgave, men da dette er en kontinuerlig opgave, er det daglige arbejde til en vis grad overdraget den Permanente Gruppe (SG).
Direkte under SG findes NATO’s udøvende militære chefer, nemlig chefen for Atlanterhavsområdet i Norfolk, Virginia U. S. A. (Supreme Allied Commander Atlantic, SACLANT), chefen for det europæiske område i Paris (Supreme Allied Commander Europe, SACEUR), cheferne for Kanalområdet CINCCHAN for flådestyrker og CINCMA1RCHAN for de maritime flyvestyr kerI og den amerikansk-canadiske planlægningsgruppe i Washington. Disse chefer må hver indenfor deres område på basis af den stillede opgave, den potentielle fjendes muligheder og arten af de til enhver tid eksisterende egne våben udarbejde en forsvars- plan og deraf uddrage styrkebehovet. Det nærmeste overordnede militære organ, SG, kontrollerer, at overgriben ikke finder sted og tager de fælles strategiske styrker med i beregningerne, hvor efter de forelægger Militærkomitéen de samlede militære krav til godkendelse.
Parallelt hermed vil Rådet have foranlediget en revision af samtlige medlemslandes forsvarsanstrengelser, dels for at sikre, at byrderne fordeles så ligeligt som muligt, dels for at sikre, at den store slutsum af styrker bliver afbalanceret indenfor hel heden og ikke blot indenfor de enkelte lande. Under denne årlige revision, hvor alle lande uden undtagelse fremlægger deres mest fortrolige planer, budgetter og økonomiske vurderinger, sker det mest intime civilt-militære samarbejde, idet Rådets internationale stab, samt SG, de øverstkommanderendes stabe og de enkelte lan des civile og m ilitæ re stabe arbejder bånd i bånd.
Den afgørende myndighed er det eenstemmige Råd, altså 14 enige regeringer, og mængden af de sager, der ikke mindst på det ømtålelige økonomiske felt er vedtaget i Rådet, er måske det allerbedste bevis for samarbejdsviljen indenfor NATO.
Der er grund til specielt at sige et par ord om den militære anlægsvirksomhed. Den fælles anlægsvirksomhed er nemlig, bort set fra driften af visse hovedkvarterer og af NATO Defence College, den eneste militære udgift, der dækkes af internationale midler. Oprindeligt aftaltes fordelingen af udgifterne for det næ ste års anlægsvirksomhed under den årlige revision, men det blev snart åbenlyst, at systemet var for stift, og at man derfor i visse tilfælde ikke fuldt kunne udnytte årets bedste måneder. Som det senere vil blive omtalt, er denne mangel nu afhjulpet ved, at Rådet har bevilget en samlet sum for en 3-årig periode. Herved kan planlægningen blive væsentligt mere rationel, anlægsarbej derne kan foretages på det bedst mulige tidspunkt, og vi vil alt ialt indenfor NATO få mere for vore penge.
Både på grund af økonomiske, men også på grund af rent fysiske begrænsninger vil de militære chefer meget sjældent på alle områder opnå alt, hvad de ønsker, og på dette felt danner NATO ingen undtagelse. SG’s næste opgave bliver derfor at med dele de øverstkommanderende, hvad de rent faktisk vil kunne regne med af styrker i tilfælde af krig.
Selv om de øverstkommanderendes stabe nu må gå igang med at udarbejde selve krigsplanen, baseret på en styrketildeling, der oftest vil være lavere end styrkekravet, må man ikke tro, at det første arbejde, nemlig opstillingen af styrkekravene, er spildt. Dels har man fået en oversigt over, hvad der bør være endemålet, og dels har man en norm for den indbyrdes afbalancering mellem de 3 værn inden for hele NATO.
Dette ovenfor omtalte grundlæggende arbejde, „som iøvrigt må være kontinuerligt, bl. a. for at følge med i den udvikling, som f.eks. tilkomsten af nye og kraftigere våben enten på en eventuel fjendes eller på egen side eller en ændring i de politiske forhold medfører, er selvfølgelig kun behandlet ganske skitse mæssigt, og selv om en grundig gennemgang havde været mulig, ville disse sager kun repræsentere en del af NATO’s virksomhed. Formålet har imidlertid kun været at give en vis baggrund for forståelsen af NATO’s øverste organisation.
3. DANMARKS STRATEGISKE STILLING INDENFOR NATO.
Som medlem af en pagt bør vi gøre os klart, både hvad vi kan bidrage til fællesskabet, og hvad dette kan yde os. Det sidste spørgsmål behandles i næste artikel, og vi vil derfor her se på vort bidrag til NATO.
Af ganske øjensynlige grunde er det ikke på styrkeopbygningens område, at vi kan præstere noget specielt — vi må selv sagt yde vor del til de fælles styrker afpasset efter landets for måen — men det er på det strategiske område, vor store betydning for NATO ligger.
Det gælder særligt i relation til slaget om Atlanterhavet, slaget om Centraleuropa og slaget om England.
Betydningen af NATO’s forbindelseslinier over Atlanterhavet i tilfælde af krig er åbenlys for enhver, der beskæftiger sig med strategi, og en kombineret ubåds- og krydserflåde bistået af lang distancerekognosceringsmaskiner er ideel til jagt på handelsskibe. Rygraden i den russiske flåde udgøres af ca. 350 ubåde og ca. 20 kraftige krydsere, og det er i almindelighed anslået, at godt 1/3 af den styrke i fredstid befinder sig i Østersøen. I tilfælde af krig gælder det for Rusland om at få disse flådestyrker ud af Østersøen til frem skudte flådebaser samt at skaffe frem skudte baser for maritime flyverstyrker.
Der findes 3 veje ud fra Østersøen, nemlig Kieler-kanalen, Hvidehavskanalen samt Sundet og Bælterne.
Kieler-kanalen ligger indenfor NATO’s område og er uanvendelig for Rusland, så længe vi holder området. Skulle vi blive trykket tilbage, vil en første ødelæggelse være relativt simpel, og selv om kanalen kan repareres, kan den holdes konstant mineret fra luften, ligesom skibe, der forsøger passage, kan angribes effektivt fra luften.
Hvidehavs-kanalen er lang og tildels kunstigt bygget. Også den er derfor let at minere, og da den passerer gennem arktiske områder, må man gå ud fra, at den op mod halvdelen af året er lukket af is. Heller ikke den er derfor nogen virkelig effektiv udfaldsvej, omend man ikke kan se bort fra den.
Den naturlige udfaldsvej er de danske gennemsejlingsfarvande, og lukningen må finde sted, hvor disse er smallest, hvorfor hovedparten af dansk territorium, herunder hele Sjælland, må holdes, hvis opgaven skal loses effektivt.
Hvis Rusland bar sikret sig de danske gennemsejlingsfarvande, kan i det mindste neddykkede ubåde, selv om NATO besidder Sydnorge, gå gennem Skagerak på grund af dette farvands store dybde. Baser i Danmark og i Østersøen er derfor anvende lige, omend bavne på den norske vestkyst ville være endnu bedre. For at kunne erobre Norge fra syd må Danmark im idlertid forst tages, og et angreb norfra gennem hele Norge vil både være lang somt og dyrt, ikke mindst på grund af den overlegenhed til søs, som NATO formentlig vil have i Atlanterhavet. Såla-nge Danmark holdes, vil angriberen derfor være afskåret fra at anvende baser i Syd- eller Mellemnorge.
Fremskudte flyvebaser kan, hvis Danmark erobres, etableres her, omend en supplering med de norske vil være ønskelig, men igen gælder — Danmark må erobres først.
Konklusionen må blive, at hvis angriberen erobrer Danmark, har han skaffet sig udsejling fra Østersøen, tildels fremskudte baser for flåden og gode fremskudte baser for flyverstyrkerne, og en effektiv kamp mod NATO’s forbindelseslinier over Atlanter havet kan sættes i værk. Gennem erobringen af Danmark er der endvidere skabt mulighed for at opnå en endnu bedre løsning, nemlig ved at supplere baserne for flåden og flyverstyrkerne med Norges naturlige bavne og dets flyvepladser.
Slaget om Atlanterhavet vil blive ført for tredje gang, men mod en langt mere talstærk modstander end de to forste gange.
På en måske mindre iøjnefaldende, men alligevel betydnings fuld, måde kan NATO-styrker fra dansk område øve indflydelse på slaget om Central-Europa. Et af NATO’s største aktiver ligger i de strategiske bomberstyrker, der er klar til med kort varsel at svare igen på et angreb. Et naturligt mål for disse styrker vil være fjendens forsyningslinier. Nu har disse forsyningslinier visse svage punkter, nemlig omladepunkterne fra russisk til euro pæisk sporvidde samt adskillige passager over store broer. Det er derfor meget sandsynligt, at en stadigt stigende del af forsyningerne til hærene, der rykker frem mod Central-Europa, må bringes ad søvejen, altså gennem Østersøen. Sådanne konvojer vil være lønnende mål for flyver- og flådestyrker, der opererer fra Danmark, og kan vi på denne måde hindre konvojerne i at nå frem, vil strategiske resultater i form af forsinkelse af angre bet på centralfronten kunne opnås.
NATO-hærstyrker stottet af flyverstyrker og placeret i ud gangsstilling for modangreb ved roden af Jylland vil udgøre en alvorlig flanketrusel for en hærstyrke, der fra øst angriber Vest- Europa. Dette så meget mere som den nordtyske slette er den naturlige frentrykningsvej på grund af Mellem- og Syd-Europas bjergrige og skovrige natur. Selv om NATO ikke fra starten skulle være i stand til at opstille styrker, der er stærke nok til at gennemføre modangreb, vil selv en mindre styrke gennem offensiv holdning have en stor psykologisk virkning og kan meget vel medføre, at angriberen svinger visse styrker væk fra hovedangrebsretningen og sætter dem ind mod nord. En fastholden af Danmark kan derfor i sig selv forbedre styrkeforholdet på Centralfronten for NATO.
Storbritannien vil formentlig i en kommende krig i samme grad som i den sidste udgøre en hovedbasis for europæisk for svar. Det vil derfor blive angrebet fra luften, og fjenden vil for søge at forhindre forsvningskonvojeme i at nå havn. Sålænge dansk område er i NATO’s hænder, vil ubådsangreb på England i væsentlig grad blive besværliggjort; dels er udfaldsvejen fra Hvidehavet meget længere end fra Danmark, hvorfor ubådene kan opholde sig kortere ved målet, og dels vil deres antal være stærkt formindsket. Også luftslaget bliver letteie, idet angreb fra sydøst og øst vil kunne opdages på det danske radarnet ca. 900 km øst for den engelske østkyst, og samtidig kan de fjendtlige bomberstyrker blive imødegået gennem jagerangreb begyndende fra vore flyvepladser og fortsat fra engelske, der vil modtage varsel i god tid.
NATO’s øvrige område, Atlanterhavet, den europæiske Central front, Sydfronten og Middelhavet, for ikke at tale om det nordame rikanske kontinent har hver på sin måde strategisk betydning, og om dem alle gælder, at de bar skæbnefællesskab og er indbyrdes afhængige. Om Danmarks betydning er større eller mindre end andre områders, skal ikke vurderes her, men givet er det, at en fastholden af vort område giver store fordele for NATO, bortset fra, at det for os er et spørgsmål om liv og død.
Vort store bidrag til NATO — og samtidig til os selv — vil derfor være gennem indsættelse af de 3 danske værn støttet af Hjemmeværnet og hvilende på hele den danske befolknings med virken at holde området så længe, at tilstrækkelig allieret hjælp til lands, på søen og i luften kan nå frem.
4. HVAD BETYDER ATLANTPAGTEN FOR DANSK FORSVAR?
Det hører efterhånden i dansk politik til god tone at indlede en omtale af vore forsvarsproblemer med en beklagelse af, at det nordiske forsvarsforbund måtte opgives. Militært set måtte man beklage, at forbundet ikke blev til noget, hvis det havde kunnet indpasses i Vestens samlede forsvarssystem, men dette var jo ikke tilfældet, og man kan derfor ikke frigøre sig for tanken om krokodilletårer, når de nordiske forsvarsforhandlingers sammenbrud beklages.
Allerede nu må det erkendes, at end ikke de tre nordiske lande tilsammen ville have kunnet gabe over den opgave, som genopbygningen af Norges og Danmarks forsvar udgør. Opgaven med fremover at holde de tre landes værn a jour med den tekniske udvikling bliver sikkert ikke mindre kostbar og stiller i det mindste stadigt stigende krav til industrien, hvorfor heller ikke denne opgave havde kunnet løses.
Atomartilleri, jord til jord raketter med atomladning, luftforsvarsraketter og lignende udrustning er først nu ved at blive indført i stormagternes forsvar, men før eller siden må vi følge med.
Dette er fremtidsmusik, vil man sige; det er mere interessant at børe, hvad pagten virkelig i dag betyder for vor genopbygning og for vore forsvarsmuligheder.
Tager vi først rent nøgternt pengemæssigt på det, har NATO indtil nu betydet et tilskud på ca. 1 kr., hver gang vi bar givet 1 kr. ud til vort forsvar, men sådanne tal fortæller ikke bele hi storien. Bortset fra, at vi næppe under en fredstidsøkonomi kunne have båret dobbelt så store forsvarsudgifter, kunne vi slet ikke have købt materiellet, der på grund af knaphed kun er blevet leveret til de våbenfabrikerendes allierede. Vi har yderligere opnået den fordel at have udrustning af gængse typer, hvorved for syningstjenesten i tilfælde af krig bliver meget simulere.
I forbindelse med materiel og de pengemæssige fordele bør hele begrebet infrastruktur nævnes. Under dette begreb samles alle faste anlæg og installationer, der er fornødne for at de militære værn kan virke, såsom kaserner, depoter, faste signalanlæg, oliebelioldere, rørledninger til fremføring af benzin, flyvepladser, flådebaser, kommandostationer og meget andet. Infrastruktur op deles af hensvn til finansieringen i to kategorier, national og fælles. Ved nationale anlæg forstås sådanne, som i hovedsagen kim vil blive brugt af en nations egne styrker, f. eks. kaserner, me dens et anlæg betegnes som fælles, såfremt det i fred og/eller krig skal betjene to eller flere nationers styrker, f. eks. allierede kommandostationer, visse flyvepladser og visse flådebaser. Rådet har i april i fjor bevilget 250 mili. Pund Sterling til fælles financierede anlægsarbejder indenfor de 3 næste år, idet hvert land bidrager en aftalt procentdel deraf. De danske værn bar på denne måde fået og får stadig anlæg, som vi ellers næppe havde kunnet overkomme samtidig med den øvrige opbygning.
Disse økonomiske spørgsmål er nævnt først, fordi det oftest er dem, soldaten tænker sidst på, og det må indrømmes, at vi også på mange andre områder end de rent økonomiske bar fået værdifuld hjælp til genopbygningen, og ligeledes at vi vil kunne regne med betydningsfuld hjælp i tilfælde af krig.
Field Marshal Montgomery udtalte engang, at moral er den betydeligste enkeltfaktor i krig, og for soldaten er grundlaget for en høj moral tro på sagen, tillid til dens gennemførlighed, tillid til førerne, tillid til våbnene og tillid til sig selv.
Udviklingen herhjemme under sidste krig giver os lov til at tro, at den danske befolkning, som vore soldater kommer fra, og som de er en del af, tror på sagen og er villig til at bringe ofre, hvis det er nødvendigt for at bevare landets frihed.
Tillid til sagens gennemførlighed skal politikerne indpode befolkningen, men vi kan ikke fralægge os vort store ansvar over for den værnepligtige ungdom i denne sag. Sporene fra flere ge nerationers „hvad kan det nytte“ politik udviskes ikke fra dag til dag, selv om baggrunden og vilkårene ændres. Medens officerskorpset og med det en vis del af befolkningen altid har hæv det, at det kunne nytte — om ikke andet så udfra etiske betragt ninger — har det overfor en materialistisk eller, som modstan derne kabler det, en realistisk tankegang været vanskeligt at slå igennem, når man har måttet indrømme, at en sejrrig udgang i første omgang kun var mulig, hvis en højst uvis hjælp udefra blev sat ind. I dag har vi imidlertid helt andre kort på hånden. I dag ved vi, „at et angreb på os er et angreb på alle de 13 andre NATO lande“, deriblandt nogle af verdens største nationer, og at disse „vil træffe alle foranstaltninger, deriblandt også brug af våbenmagt, for at genoprette sikkerheden i NATO’s område“. Vi står ikke alene. Vore allierede har vældige midler, hvormed de kan komme os til hjælp, og hjælpen er aftalt og gennemprøvet i fredstid.
Tillid til førerne er ganske afhængig af disses kvalitet, og når dette spørgsmål nævnes, må jeg altid tænke på et af søofficersskolens mottoer — „kunskab uden dyd er intet værd, men dyd uden kundskab er for lidt for den, der vil tjene under Danmarks flag“.
Om vore førere har „dyd“ afhænger af, hvor effektivt vort udvælgelsessystem er, samt af den grundlæggende påvirkning. Det er således et rent dansk anliggende og en opgave, som ingen anden kan løse for os. Hvad kundskab angår, må vi derimod ind rømme, at vi efter 5 års isolation og meget speciel krigsførelse i høj grad trængte til hjælp udefra for at komme op på en professionel standard svarende til den internationale. Også her har NATO hjulpet os. Vi har modtaget træning ved allierede skoler i Tyskland, og i Paris samt ved nationale skoler i Norge, Eng land, Frankrig, Canada og USA, ligesom nogle har haft lejlighed til at forrette tjeneste i internationale stabe. Derudover er vi arbejdsmæssigt i visse stabe blevet aflastet ved tilkommandering af allierede officerer, som også i mange tilfælde har bragt nye idéer og erfaringer med sig. Alt i alt tror jeg, vi har lov til at sige, at vort befalingsmandskorps i dag står på højde med vore allieredes og fuldt ud er klart til at løse de opgaver, som er vore i fred og krig. Det resultat havde vi heller ikke kunnet nå på så kort tid alene.
Tillid til våbnene er ganske afhængig af disses kvalitet og af, at der ikke findes mangler på visse afgørende områder. Den materielle hjælp er omtalt ovenfor, og jeg skal derfor her ind skrænke m ig til at konkludere, at den danske soldat, marinesoldat og flyver på alle konventionelle våbens områder er eller er ved at blive lige så godt udrustet som de førende stormagters soldater — længere kan vi ikke komme.
Hvad endelig tilliden til sig selv angår, er det sikkert en egenskab, som vil blive mere og mere udtalt. Uddannelsen af en mobiliseringsstyrke er jo en meget lang affære, og de ret gunstige forhold, hvad befalingsinændenes uddannelsesgrad og materiellets tilstedeværelse angår, har desværre kun eksisteret kort. De ældre årgange af mobiliseringsstyrkerne er vel blevet omskolede, men det er i tiden, der kommer, at vi gennem en effektiv uddannelse skal give soldaten tillid til, at han individuelt kan måle sig med enhver modstander.
Vi har stadigvæk mangler — mangler i planlægning, mangel på uddannede befalingsmænd, mangler specielt indenfor øvelses materiellet og mangler på kaserner og øvelsespladser, hvorfor nogle utvivlsomt vil synes, at jeg har tegnet et for lyst billede. Når vi står midt i arbejdet og higer efter så hurtigt som muligt at nå fuldkommenhed, ser vi imidlertid først og fremmest mang lerne og glemmer både de store fremskridt, der er sket, og den kendsgerning, at vi aldrig når det fuldkomne, og at modstanderen heller ikke gør det.
Til slut blot et par ord om spørgsmålet: Hvad kan vi vente af NATO, hvis krigen skulle komme?
Danmarks betydning for kampen om Atlanterhavet er tidligere omtalt, og den, der har ansvaret for forbindelseslinierne over havet (SACLANT) er derfor direkte interesseret i, at Danmark holdes. Han har samtidig midler til at hjælpe med, både overfladeenheder og ubåde såvel som stærkt bevægelige Carrier Strike Forces, der kan indsætte flyverstyrker til bombning, minering eller taktisk støtte for hærstyrker, ligesom hans marineinfanteri- styrker gennem flankeangreb kan aflaste betrængte hærstyrker.
Som det vil huskes, omorganiseredeS SACEUR’s dispositions enheder sidste sommer, idet Centralfronten oprettedes som region på lige fod med Syd- og Nordflanken. Samtidig ansattes general Norstad som chef for alle SACEUR’s flyverstyrker. Dette medfø rer, at flyverstyrkeme under central ledelse kan sættes ind mod et hvilket som helst punkt på eller bag fronten. Danmark kan der ved på lige fod med alle andre lande få den fulde stotte såvel fra tunge atombærende bomherstyrker som fra lettere flyverstyr ker med atom- og konventionelle bomber.
G. Asmussen.
