Det stød, man ikke ser, er det, der rammer hårdest!
Enhver, der har prøvet at bokse og blive ramt overraskende vil kunne bekræfte dette. Soldaten i forreste linie, som pludseligt overraskes af fjendtligt artilleri- eller morterild vil komme til samme resultat. Tabsstatistikker fra sidste verdenskrig taler sit tydelige sprog herom. I følge en amerikansk opgørelse var 85% af tabene i Italien forårsaget af artilleri- og morterbeskydning; dette viser tydeligt, hvor stor betydning en hurtig lokalisering af fjendens tunge våben med derpå følgende bekæmpelse vil have for egne tropper.
Det fremgår da også af de for den taktiske efterretningstjene ste givne bestemmelser, at lokalisering af fjendtlige, tunge våben er en af dennes hovedopgaver.
Den taktiske efterretningstjeneste har mange muligheder for at skaffe sig dette kendskab. Nærværende artikel tager ikke sigte på en gennemgang af alle disse muligheder, men på at give en kortfattet redegørelse for et nyt — og særdeles effektivt — middel, som vil være til rådighed for fodfolksregimenternes efterretningsofficerer. Dette middel er fodfolkets pejledelinger.
Ved artilleriet råder man allerede over en vel udbygget pejle- tjeneste omfattende såvel lyd- som glimt- og radarpejleenheder, medens pejletjenesten ved fodfolket er en nydannelse.
Princip.
Pejlemateriellet ved fodfolket baserer sig på pejling til mun dingsknaldet fra det skydende fjendtlige våben, og bygger på den
omstændighed, at lydbølger udbreder sig som koncentriske kugle flader om lydgiveren med en vis hastighed.
Opgaven kan imidlertid gøres yderligere simpel, idet man ved at anvende en mikrofonopstilling af ringe udstrækning kan betragte lydbølgen som retlinet under passage af denne. Anbringes mikrofonerne så de danner en retvinklet, ligebenet trekant (M1 — M2 — M3), bliver opgaven at finde den linie, der går gen nem M3 og står vinkelret på lydbølgen. Ved at betragte figur 2 ses, at M1 — A og M2 — B er udtryk for tidsforskellene mellem lydbølgens passage af mikrofon M1 og mikrofon M3, henholdsvis mikrofon M2 og mikrofon M3.
Er M3 — C nu afsat lig M2 — B, i C oprejst den vinkelrette og herud af afsat C— D lig M1 — A, vil det ved at betragte de herved fremkomne kongruente trekanter ses, at linien M3 — D er vinkelret på lydbølgen og dermed angiver retningen til lydgiveren.
Det er dette princip, der ligger til grund for konstruktionen af det pejlemateriel, som fodfolkets pejledelinger udstyres med. Gennem tre mikrofoner opstillet i en retvinklet, ligebenet trekant opfanges mundingsknaldet fra det fjendtlige skydende våben, og via kabler sendes det til en optager. Her indspilles det på et stålbånd, ved hjælp af hvilket man efter indspilningen er i stand til at få to tælleraflæsninger, der er et udtryk for tids forskellen mellem lydbølgens passage af mikrofon M1 og mikrofon M3, henholdsvis m ikrofon M2 og m ikrofon M3. Disse to tæ ller aflæsninger udnytter man til på en beregnerplade at foretage den ovenfor nævnte konstruktion.
Beregnerpladen er således indrettet, at man kan indstille ret ningen for linien mikrofon M3 — mikrofon M1, hvorved det bliver muligt direkte at aflæse retningen til lydgiveren. Se figur 3.
Under pejling arbejder to hold sammen; derigennem er det muligt at få to retninger til samme lydgiver, hvorved dens pla cering vil være bestemt, når pejleholdenes placering er bestemt, således som det fremgår af figur 4.
Muligheder.
Mikrofonerne i materiellet er således konstruerede, at de har et frekvensområde, der dækker mundingsknald fra håndvåben til artilleri.
Muliglieden for at stedfæste fjendtlige, tunge våben er der for til stede, og nøjagtigheden, hvormed dette kan gøres, er i hovedsagen afhængig af afstanden mellem to samarbejdende pejlehold, idet muligheden for at få en nøjagtig skæring mellem de to fundne retninger til lydgiveren bliver større, jo større denne af stand er.
Ønskeligheden af at have muliglied for at pejle i alle retninger sætter imidlertid en øvre grænse for denne afstand, der af tekniske grunde herved kommer til at ligge på ca. 650 m. Dette medfører, at muligheden for at få en tilstrækkelig nøjagtighed i stedbestemmelsen reduceres til afstande på ca. 3000 m.
Afskærer man sig imidlertid fra denne mulighed — at dække hele horisonten rundt — viser erfaringerne, at man med tilstrækkelig nøjagtighed er i stand til at stedbestemme artilleri helt op til 10000 ni.
Det er af største betydning, at stedbestemmelsen bliver så nøjagtig som mulig, idet ammunitionsindsatsen ved bekæmpelsen af et mål er afhængig af den nøjagtighed, hvormed målets place ring er opgivet. Ved forsøg er det godtgjort, at pejlemateriellet under gunstige forhold er i istand til at stedbestenune mål på afstande på 2000—3000 m med en nøjagtighed på 9 m i siden og 44 m i længden.
Anvendelse.
Vejledelingen er i stand til al dække en front på ca. 4 km. Den er i besiddelse af signalmateriel, der sætter den i stand til enten direkte eller over andre etablerede kanaler at melde sine resultater tilbage til regimentets efterretningsofficerer.
Forinden en kort gennemgang af delingens anvendelse finder sted, vil det være naturligt nøjere at præcisere dens opgave: De lingen er et efterretningsorgan med den specielle opgave at sted fæste fjendtlige, tunge våben.
Af ovenstående følger, at delingens normale anvendelse vil være i A/S, idet den herved melder sine pejleresultater direkte til regimentet, der derefter er i stand til — i forbindelse med andre organers meldinger — at få et samlet billede af situationen hos fjenden. Det vil således være lettere og mere ammunitions- besparende at udvælge netop det våben, der bedst vil være i stand til at ødelægge eller i det mindste neutralisere det fjendt lige våben, end hvis et bestemt våben, f. eks. det tunge morter kompagni, på forhånd var udset til at skulle nedkæmpe alle af pejledelingen lokaliserede mål.
Anvendelsen i A/S bør søges gennemført og vil være mulig, når signalforbindelse til regimentet er opnåelig. Der vil dog være situationer, hvor enten forbindelse med regimentet ikke kan op nås eller, hvor kamphandlingerne bar en så skiftende karakter, at regimentets muligheder for at gribe ind i bekæmpelsen af fjen dens tunge våben er begrænsede. I så tilfælde kan delingen, eller dele heraf, anvendes i enten D/S for støtteenheder, der inden for regimentets front er indsat til bekæmpelse af fjendens tunge vå ben, eller i U/S for een eller flere af regimentets frontbatailloner. Det er imidlertid klart, at jo mere stabil situationen er, jo større muligheder vil pejledelingen have for systematisk at bestemme fjendens tunge våbens placering.
Ved anvendelse i D/S for støtteenheder er der mulighed for at benytte forskellige samarbejdsmetoder. Ved forberedt samvirke er pejleenheden og støttevåbnet indmålt i samme koordinatsystem og oplysninger om mål gives ved hjælp af dette. Signalforbindel sen oprettes enten pr. radio eller telefon direkte mellem pejle enheden og støttevåbnet; er dette en morterenhed, oprettes for bindelsen til dennes skydecentral.
Ved improviseret samvirke, der især kan komme til anvendelse under hastigt skiftende situationer, hvor tiden er en altafgørende faktor, er støttevåben og pejleenhed anbragt således, at våbnets grundretning og retningen for linien mikrofon M3 — mikrofon M1 i pejleenhedens kontrolhold er sammenfaldende, hvorved afstan den til mål kan angives som afstanden fra vedkommende pejle enhed, og retningen til mål kan beregnes som en vinkel (mål- vinkel) i forhold til den ovenfor nævnte retning for mikrofon M3 — mikrofon Ml. For at parallaksen ikke skal blive for stor, må afstanden mellem mikrofon M3 i pejleenhedens kontrolhold og støttevåbnet ikke overstige 25 m. Dette begrænser valget af stil lingsområder for de to enheder betydeligt, hvilket er en ulempe, idet kravene til stillinger oftest er modstridende.
Den såkaldte Lyd-på-lyd metode anvendes til ildkorrektion, når situationen forhindrer et støttevåben i at have eller få nøj agtige måldata mod uobserverede mål (f. eks. under kamp i mørke eller skov). På en måleplade indlægges såvel pejleenheds som støttevåbens relative beliggenhed i forhold til hinanden. Også målets relative beliggenhed markeres på målepladen. Ved pejling til nedslag er det derefter muligt for pejleenheden at korrigere skydningen, så der skabes overensstemmelse mellem målets og nedslagenes relative beliggenhed.
Som det indledningsvis blev fremhævet, er lokaliseringen og nedkæmpelsen af fjendens tunge våben af allerstørste betydning. Det er i alles interesse dette sker, enhver må inden for sit område medvirke hertil. Med det her omtalte middel i hænde er den taktiske efterretningstjeneste nået et skridt videre i bestræbelserne for at forhindre, at soldaten rammes af stødet, han ikke ser.
M.
