Oberstløjtnant E. Bassing er død.
Budskabet var hårdt og uventet. Hårdt for en, der lærte oberstløjtnanten at kende som tjenstgørende hos ham i en periode, der vel var den lykkeligste i hans militære karriere: Som taktisk fører, som bataljonschef - og som han behandlede som en søn. Uventet, fordi jeg ved juletid havde fået brev fra ham der i optimistiske vendinger fortalte, at han i sit otium nu havde fundet noget, der virkelig optog ham. Han skulle undervise gymnasiaster i historie; et fag, der for ham næsten var en religion, en besættelse. Det er med mærkelige følelser, jeg skriver oberstløjtnant Bassing’s nekrolog i et militært tidsskrift. Mærkeligt af flere grunde. For det første, fordi jeg alene vil hefte mig ved mennesket og officeren - ikke krigshistorikeren, forfatteren, artikelskriveren. Jeg vil ikke gå ind i data, karriere og meget mere. Nævnes bør dog, at oberstløjtnanten i 1968 modtog Det krigsvidenskabelige Selskabs belønningsmedalje, Saint German-medaljen, for en afhandling om Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder. For det andet, fordi mit kendskab til oberstløjtnanten stammer fra en relativt kort periode (ca. 3 år) som adjudant og O-officer, der afsluttedes med bortkommando fra hovedlandet, således at mine kontakter med ham i de sidste mange år kun var på brevbasis. Jeg kom ham imidlertid i dette korte tidsrum meget nær. Jeg mødte en mand, der lang tid før der blev lovgivet herom, intuitivt gennemførte trivsel blandt sine undergivne. Han kunne give direktiver - og derefter overlade udførelsen af dem til rette vedkommende. Han forstod at delegere ansvaret. Han var fantastisk loyal og ansvarsglad, hvilket automatisk skabte godt klima og tryghed blandt omgivelserne. På sin hest fulgte han ivrigt med i kompagniernes uddannelse, og når han greb ind, vidste han, hvad han ville. Han krævede ikke det umulige, men alle skulle arbejde efter evne, og han var ubøjelig over for sjuskeri eller dovenskab. Hans stærkeste side var føringen. Han elskede at føre sin bataljon, og hans overvejelser, beslutninger og befalinger var hans eget værk. Her ville han selv. Så ofte han kunne drog han krigshistoriske paralleller, og helst hos Napoleon. I begyndelsen var det en lidt mærkelig fornemmelse, når man som indledning til en taktisk overvejelse, blev manuduceret i en krigshistorisk situation af tilsvarende karakter. Man kunne godt føle det lidt antikveret. På den anden side viste det sig hurtigt, at oberstløjtnanten var fremragende til at analysere situationer, til at uddrage evigt gyldige grundsætninger. »Kast ikke krigshistorien væk, Møller. Historiens lære skal være fremtidens vejviser. Find principperne. De er evigt gyldige.« Som privat person, som selskabsmand var han elskeligheden selv. Altid parat til et smil overfor sine omgivelser, og han var derfor altid en skattet gæst. Mange vil savne oberstløjtnant Bassing. Jeg vil savne den mand, der betød så meget for mig personligt ved starten af min militære karriere. Æret være oberstløjtnant Emanuel Bassings minde.
R. R. Møller
