„Suaviter in modo, fortiter in re“.
Det er beklageligt, al Diskussionen om delte vigtige Spørgsmaal ved det sidste Tudlæg i Tidsskriftets Nr. 4/1919 er bleven ledet ind i et Spor. der fører bort fra Sagens Kærne uden at bringe nye Synspunkter eller Argumenter for Dagen, og det vilde være heldigt, om Forfatteren af nævnte Indlæg fremtidig holdt sig ovenstaaende Motto for Øje. For at Diskussionen dog ikke skal løbe helt ud i Sandet, skal Sagens Hovedpunkter endnu engang præciseres.
Der er Tale om enten
1) straks al ind fore 1(> Rekylgeværer M. 1903/11 pr. F’odfolkskoinpagni. der iovrigl belvolder Gevær 1889, eller
2) al søge el Selvladegevær indfort som almindelig Bevæbning for Fodfolkel og dertil pr. Kompagni knytte el Antal lette Maskingeværer af samme Konstruktion som Selvladegeværet.
Hertil skal der føjes fotgende. fra min Side afsluttende Bemærkninger:
ad 1. Hverken i den nuværende Verdenssituation eller i de hjemlige Forhold foreligger der nogen tvingende Grund til al forhaste sig med en Reorganisation og Ombevæbning af vort Fodfolk. Frfaringerne fra Verdenskrigen bor forst afklares, og man maa være paa det rene med. i hvilken Retning Fdviklingen i det hele vil gaa. Ved straks nu al i udfore Rekylgeværet som Fodfolks-Bevæbning Side om Side med Gevær 1889 hinder man sig for en lang Aarrække til denne uensartede Bevæbning og afskærer sig fra at faa den ændret, selv om den hvad meget taler for viser sig uheldig.
ad 2. Der er intet tabt ved straks al lage delte Spørgsmaal op til l ’ndersogelse i en sagkyndig Kommission. særlig da der foreligger fuldt herdige Selvladegeværer til Disposition. Ved Indførelse af en saadan. ensartet Bevæbning vil ikke blot Fodfolkets tild a n nelse lettes, men dels Ildkraft1) vil yderligere blive væsentlig større end ved den under 1) nævnte Bevæbning.
H. Wamberg.
