Oberst, Kammerherre Jens Kraft Peter Ludvig Pontoppidan.
22. November 1841—20. November 1938.
Saa faldt da ogsaa den sidste stolte gamle Kg fra 1804 i 1 lanm ark. Mange er de, der havde haabet, at han vilde overleve de 100 Aar, men det skulde ikke være saa. Den 20. November 1938 lukkede han sine Øjne. Et virksomt og begivenhedsrigt Liv fandt hermed sin Afslutning. Oberst Jens Kraft Peter Ludvig v. Pontoppidan blev født den 22. November 1844 paa Nebelgaard ved Horsens, hvor lians Fader, Odin P., var en dygtig og anset Landm and af den yngre Gren af Slægten. En fortrinlig Opdragelse og en spartansk Lcvemaade satte tidligt sit Præg paa den opvakte Dreng, som i fi—8 Aars Alderen oplevede Treaarskrigen. Intet Under, at den unge P. — som den første af Skegten — valgte Officersvejen. I 1861 lilev den nyudnævnte Sekondløjtnant ansat ved 19. Bataillon i Nyborg, og med denne Afdeling kom lian kort efter til at deltage i Krigen 18(54. Han var blandt de sidste, der med sin Deling forlod Dåne virkestillingen og gik den tunge Gang mod Nord hin Februarnat, livor Danm arks Haab slukkedes i mange H jerter, og han hørte til dem, der følte Skuffelsen dybest. En saadan Begivenhed kunde ikke undgaa at gøre et uudsletteligt Indtryk paa den unge Officer. Han glemte aldrig Sorgen og Skuffelsen øver Tilbagegangen. Begivenhederne ved Danovirke i 18(54 optog ham stærkt lige til det sidste, hvilket bl. a. gav sig Udslag i en Del A rtikler i »Bcrlingske Tidende«, saaledes i 1919, 1930 og 1938, ligesom han i 1907 udgav en lille Piece om »General de Meza i 18(54«. Han vendte sig navnlig mod det overdrevne Beredskab og Overkommandoens Mangel paa Aktivitet, f. Eks. Undladelse af større Modangreb (Udfald) under Udnyttelse af Positionsskytsets Ild. Efter Krigen kastede ban sig med Energi over krigshistoriske Studier og fik i 1875 »Det krigsvidenskabelige Solskab«s Prisbelønning for en Afhandling om den 10. preussiske Infanteridivision i Slaget ved W örth. Det vakte derfor heller ingen Forundring, at P„ der i 1878 var blevet Kaptajn, i 188(5 ansattes som La'rer i Krigskunst i Officersskolens næstaddste Klasse. Her virkede han lige til 1897 og fik saaledes Lejlighed til at uddanne en halv Snes Kuld af unge Officerer og medgive dem den første militærvidenskabelige Ballast. Mange er de, der af ham modtog Im pulser for hele Livet. Han virkede ikke alene ved sin Kundskabsfylde, hvorom hans Lærebøger bar Vidne, men ogsaa og fortrinsvis ved sin fornemme sikre, noble og retsindige Personlighed, der tjente søm Forbillede før hans Elever, En Bække af vor Hærs karaktersta-rke og dygtige Officerer er udgaaet fra hans militære »Værksted«, og de glemte aldrig, hvad de skyldte deres gamle Lærer.
Som Oberstløjtnant blev P. fra 1890—1893 Chef for 1. Bataillon og fra 1893—1897 Chef for Livgardens Forstærkningsbataillon. Han deltog bl. a i Kantonnementsøvelsernc i 1895, hvor han under den dram atiske Mødekamp ved Jomfruens Egede førte en Sidedækning. Som Regimentschef fik han i 1897 Kommandoen over 6. Regiment. Alle ventede at se ham naa Generalstillingen, til hvilken han syntes selvskreven, og det var kun to i sig selv ubetydelige Sager, der foranledigede hans alt for tidlige Afgang fra Hæren i 1901 (efter at han i 2 Aar havde været stillet til Raadighed for 2. Generalkommando). Den første Sag drejede sig om, at P. afskaffede M arketendervæsenet ved 6. Regiment, hvilket ikke var hjem let ved gældende Bestemmelser. P. mente, at Mandskabet kunde bruge sine Penge bedre i Garnisonen og under Feltforhold. Da han ikke reagerede over for Generalkommandoens første Tilkendegivelse i Sagen, fik han en Ordre og en Irettesættelse. Først Eftertiden gav ham Ret. Den anden Sag drejede sig om, at P. paa Regimentskontoret over for en Del Underofficerer udtalte, at Hilsepligten ikke kunde betragtes som afskaffet i Kirken. Den hørte med til almindelig Velopdragenhed. Sagen vakte offentlig Røre. og blev af I. C. Christensen frem draget i Folketinget, hvor Krigsministeren tog Afstand fra P„ inden denne endnu var blevet hørt. Kort efter kom der en Kundgørelse om Hilsepligtens Afskaffelse i Kirken. En Anmodning fra P. til Krigsministeren om at blive taget i Forsvar over for T. C. Christensens Angreb førte ikke til noget. Disse to Sager viser P. som den helstøbte Officer, der til det sidste kæmpede for det, han engang fandt var ret og rigtigt. Det kostede ham hans Stilling, men han forlod den Gerning, han havde viet sine bedste M anddomskræfter, med sine Kam m eraters fulde Sympati og Agtelse. Efter sin Afgang købte han i 1903 Gaarden Brobvhus ved Helsingør og drev den med kun ringe Hjælp indtil 1919, da han, 78 Aar gammel, bosatte sig i Taastrup. Her havde han i 1925 den Sorg at miste sin Hustru, der var født Suhr. Allerede som ung havde P., der var en ivrig Beundrer af Estrup, skrevet en Del korte og fyndige Indlæg om Forsvarssagen i »Vort Land« og »Jyllandsposten«, og hans Interesse for Forsvaret holdt sig usvækket lige til det sidste. Fra 1924 kæmpede han saaledes i »Berlingskc Tidende« for en Koncentration af Forsvaret om Store Badt og en tidlig Spærring af dette, selv om man derved kom til at hegaa en nneutral Handling. Til det allersidste bevarede han sin Aandsfriskhed og tog altid et klart og bestemt Standpunkt, naar man drøftede militærpolitiske Spørgsmaal med ham. Det virkede som en Aftensols milde S kjer over den sidste Del af hans Liv, at Generalstabens Vande om Ha-ren ved Danevirke gav ham Idet i det, han havde kæmpet for, og han døde i rolig Bevidsthed om, at Sandheden var paa March. Vi sænker Kaarden i Beundring for denne helstøbte Personlighed og haaber, at D anm ark maa fostre mange lige saa karakterstæ rke Sønner. Det er det smukkeste Æresminde, vi kan sætte Oberst Pontoppidan.
W. W. Prior.
