Enhver ny ordning i forsvaret rejser nye spørgsmål. Feltpræsteordningen danner ingen undtagelse, og den usædvanlig lange tilblivelsesproces er et vidnesbyrd om, at man med feltpræsteordningen har begivet sig ind på et område, der følelsesmæssigt er sartere end de fleste. Nu har »-cola-« taget bladet fra munden, og det skal han efter m in mening ikke have utak for, tværtimod. (»Den nye mand i staben«, M i l itært tidsskrift december 1965, pag. 487— 500, mrk. -cola-). Men da mit forhold til artiklen er blevet misforstået, føler jeg mig foranlediget til en replik i det tidsskrift, hvor den er fremkommet. Der er adskilligt i artiklen, jeg uden videre diskussion kan give min tilslutning. Siden 1960 har en beskeden kursusvirksomhed (3 dage om året) bestræbt sig for at indføre feltpræsterne i m ilieu, arbejdsrytme, teknisk sprogbrug, tjenstlige placering m. v. Det har i al sin ufuldkommenhed været nyttigt. Deltagerne v il ikke være komplet blanke med hensyn til de forhold, der skal udgøre rammen om deres virke. Meget af det er små ting, men netop bagateller kan udgøre et irritationsmoment, og i en kritisk fase, hvor alt for den udenfor stående synes at være én stor forvirring, er det af betydning, at der opstår så få knuder på tovet som overhovedet muligt.
»-cola-« peger på en række færdigheder, som feltpræsten bør være i besiddelse af. Nogle af disse fag er der givet nødtørftig undervisning i på vore kurser; det drejer sig om kort- og kompaslære, feltkundskab, kamppsykologi, rets- og straff eforhold, sanitetstjenesten (altså ikke første hjælp, som »-cola-« ønsker) og hærordning. Men det er jo begrænset, hvad der kan nås på 3 dage om året. »-cola-« har uden tvivl ret i, at kendskabet til disse fag skal uddybes, muligvis også i, at fagene skal suppleres med andre. Sandsynligvis vil det blive pålagt brigader og regimenter at formidle de fornødne kundskaber i så henseende. Hvor meget der skal lægges til eller trækkes fra, tør jeg ikke på stående fod sige; det vil antagelig blive overladt til den enkelte chefs skøn og være afhængigt af den enkelte præsts tid. Men hvorom alting er, har »-cola-« utvivlsomt peget på et væsentligt moment i uddannelsen af feltpræsterne.
Dertil føjes der så, at der må ske en lignende tilskoling af officerer. Også dette forhold er det berettiget at fremdrage, når det forstås ret. Jeg skal ganske kort sige, hvad jeg forstår derved. Det er ikke en religiøs indoktrinering, men en faglig oplysning. Feltpræstetjenesten er jo en faglig tjeneste inden for enheden. Derfor må enhedens ansvarlige vide noget både om feltpræstetjenestens rækkevidde og om dens begrænsning, ligesom enheden har ansvar for at forsyne ham med »arbejdsredskaber«. A t nogle i denne forbindelse bliver opmærksomme på ting og forhold, der måske var fortrængt til de lavere lag af bevidstheden, er en følgevirkning, som der naturligvis ikke kan gives direktiver for, og som det ikke er tilladt at fremtvinge, men som det på den anden side heller ikke er tilladt at hindre. Denne sag er — som de fleste andre — bedst tjent med at udvikle sig i overensstemmelse med en kendt linje af Grundtvig: at »alting ventes i naturens orden«. Utålmodige sjæle har sommetider svært ved at affinde sig med »naturens orden«, den har ingen hast; men det er i alle menneskelige forhold tilrådeligt. Jeg har ingen k lar forestilling om, hvor megen plads der kan blive til faget på hærens skoler; timeplanen er formodentlig overlæsset i forvejen. Men en »tilskoling« ligger der vel uden videre i det bekendtskab med feltpræstetjenesten, som ikke så få officerer har gjort i Tyskland 1947— 58, i Gaza siden 1956 og på Cypern siden 1964. Der har enhver mødt sin feltpræst og kunnet danne sig et skøn om feltpræstetjenesten, positivt eller negativt. Der findes ingen metoder til at måle virkningen, men uden betydning for officerers forståelse af feltpræstetjenesten har mødet med feltpræster under disse forhold i hvert fald ikke været.
Jeg giver endvidere »-cola-« min fulde tilslutning, når han peger på værdien af, at feltpræsten står uden for den militære rækkefølge. Det betyder, at alle i den militære enhed, hvor han har sit virke, møder ham med samme ret, alle har lige adgang til ham, og ingen skal i ham se en foranstående. Omvendt har feltpræsten lige adgang til alle; han er befriet for den barriere i forhold til mandskabet, som en officersgrad kunne skabe — • på nøjagtig samme måde som han hjemme i sit sogn har lige adgang til alle i menigheden.
Det er fortjenstfuldt, at »-cola-« har trukket disse ting frem, og som en af de ansvarlige for feltpræstetjenesten siger jeg tak for artiklens appel til kolleger om at engagere sig deri. Jeg skal senere i m in replik knytte nogle kommentarer til *-cola-«s betragtninger angående samarbejdet mellem officer og feltpræst.
Men først nogle kritiske bemærkninger. Jeg skal samle dem i ét, belyst af to citater:
1) Feltpræsteinstitutionen »skal tilsikre Hæren en afgørende kraft i krigens time« (pag. 488).
2) Feltpræsten »må som officeren kende og kunne spille på de 7 aktiver, der nu engang stabiliserer sjæleligt tyngede soldater« — de 7 aktiver i en fodnote defineret som »den kammeratlige, førerhengivende (trykfejl for »førerhengivne«?), professionelle, patriotiske, religiøse, ideologiske og korpsåndsmæssige faktor« (pag. 490).
Man sammenligne til denne bestemmelse af feltpræstetjenesten pkt. 1 i kundgørelse for forsvaret B.25— 1964: »Den kirkelige betjening af forsvarets personel udføres i overensstemmelse med de for præstetjeneste i den danske folkekirke i almindelighed gældende bestemmelser ...» og pkt. 3: »Det gejstlige personels tjeneste omfatter afholdelse af gudstjenester, forvaltning af sakramenterne, samtaletimer, sjælesorg og udførelse af kirkelige handlinger i øvrigt«.
I ingen af de lærebøger, der opgives til teologisk embedseksamen, på intet trin af den vejledning, der gives teologiske kandidater på pastoralseminariet og intet sted i kirkens bekendelsesskrifter møder man en definition af præstegerning, der svarer til »-cola-«s. Og jeg må insistere på, at sigtet med feltpræstetjenesten bliver vurderet ud fra kundgørelsen, for hvis ordlyd jeg har et vist medansvar.
Man skal nok ikke undre sig over, at der engang imellem gives feltpræstetjenesten dette skæve sigte. Den er noget nyt; der er — bortset fra nævnte kundgørelse samt bestemmelser for feltpræstetjenesten i Gaza og på Cypern, der nøje slutter sig til kundgørelsen — ikke givet bestemmelser for tjenesten; og feltpræstetjenesten er fra gammel tid, til uheld for en begrebsbestemmelse af den, henregnet til et stabsled, der har omsorg for moral og disciplin. Der er situationer, hvor man kunne ønske den henlagt til transportsektionen!
Jeg forstår sådan set godt det, der sker. Man leder efter en definition på denne nye tjeneste og tager sin tilflugt til de i forvejen kendte og brugte begrebsbestemmelser. Men ingen af dem passer til feltpræstetjenesten. Det er to forskellige skabeloner.
Marginalnote: Det skal nok slå til, at de kritikere, der harcellerer ivrigst over tanken om feltpræsten som en moralsk stabilisator i den militære sammenhæng, i den civile sammenhæng blander kristendom og moral sammen i én pærevælling!
Den eneste kortfattede bestemmelse af feltpræstetjenesten, der duer, lyder således: evangeliets forkyndelse. Meningen med at ansætte feltpræster er, at igennem dem skal evangeliet lyde — det evangelium, som kun nogle få i det danske folk har stillet sig i et modsætningsforhold til, og som bl. a. i de »snævre vendinger«, »-cola-« taler om, v il vise sig at være det, soldaten griber efter. På det punkt er jeg ganske enig med »-cola-«. Men det er noget andet end de 7 aktiver i fodnoten på side 490. Det er muligt, at officeren skal spille på dem; den diskussion overlader jeg til standen. Men feltpræsten skal forkynde evangeliet, han skal tilsige mennesker syndernes forladelse og Guds sejr over det onde i verden. Skal han mere? Ja, han skal gang på gang række de mennesker, hvis præst han er, at bæger koldt vand, som vor Herre engang sagde det; og det kan have så mange skikkelser dette bæger: den første hjælp, »-cola-« taler om; det hrev, soldaten ikke selv kan skrive hjem, fordi hans hånd er revet af; den hjælp til at undgå dumheder, som soldaten plumper i, fordi han er uden den stabilitet, som hans daglige m ilieu giver ham o. s. v. E r der mere? Ja, formodentlig en masse, alt efter den enkelte præsts evne og vilje og alt efter den evne og vilje til samarbejde, han møder ved sin enhed; uden den er han ilde stedt. Om det virker stabiliserende på moralen? Det kan man da håbe, det gør i visse tilfælde, ganske som man kan håbe, at en præst, der mægler imellem to ægtefæller, kan få held til at stabilisere et ægteskab, der er ved at give sig i sammenføjningerne; sligt sker nemlig, og så må man vel også have lov til at glæde sig over det.
Og hermed er vi så fremme ved samarbejdet imellem officer og feltpræst. Der gives naturligvis ingen normer for, hvor helhjertet det kan være. Afgørende v il det i mange tilfælde være, om de to parter rent menneskeligt kan finde hinanden. E r det for resten ikke kunsten i alt samarbejde på enhver arbejdsplads?
Nu indlader jeg mig ligesom I. C. Christensen ikke på at forklare, hvad andre mener med det, de har sagt. Men jeg skal gerne lægge nogle synspunkter frem til eventuel videre drøftelse her eller ude på tjenestestederne. Det er et uetisk krav at forlange af noget menneske, at det skal foregive en tro eller en livsholdning, som det ikke har. Marginalnote: Jeg er ikke sikker på, at der er 100 pct. tilslutning i det danske officerskorps til monarkiet. Ikke desto m indre kender jeg ingen eksempler på, at nogen officer har undladt at yde kongen den respekt, officerens tjenestestilling dikterer ved f. eks. at takke for udnævnelse eller påhøre kongens nytårshilsen til hæren. Men jeg v il gerne med et eksempel fra det civile liv belyse, hvorledes man kan være sat i en situation, der dikterer en aktiv handling med tilsidesættelse af egen overbevisning. Eksemplet virker måske lidt pudsigt i et m ilitært tidsskrift, men er ikke desto mindre illustrerende. Jeg refererer til Sundhedsstyrelsens cirkulære af 15. august 1960 til alle jordemødre vedrørende udøvelse af jordemodergeming. Heri læser man til forklaring af en jordemoders pligter: »Er det nyfødte barn så svagt, at jordemoderen tvivler om, at det kan leve, bør hun meddele forældrene (den ugifte moder) dette og spørge dem, om de ønsker barnet hjemmedøbt. Hvis hjemmedåb ønskes, og der ikke er tid til at tilkalde gejstlig ordineret person, kan en anden, eventuelt jordemoderen, med forældrenes samtykke forrette dåben som nøddåb«.
Det er i sådanne tilfælde sagen (d. v. s. dåben) ganske uvedkommende, om den pågældende jordemoder selv tror på Gud eller ej. Det er nemlig i sådanne »snævre vendinger« jordemoderens pligt at se bort fra sit eget og hendes ansvar at tilgodese andre menneskers ønske, om man v i l: behov. Og krigen er, som »-cola-« siger, fyldt med »snævre vendinger«. De kan pludselig påføre officeren en pligt og et ansvar, som de »normale vendinger« ikke indebærer. A lt efter omstændighederne kan det forventes af ham, at han sender bud efter præsten eller selv udøver en præstelig funktion. Den sårede, måske døende soldat, der rækker efter et salmevers eller Fadervor, skulle nødig mødes af sin kompagnichef med en afvisning. Jeg kan heller ikke forestille mig, at det vil ske — ganske uanset hvad den pågældende kompagnichef tror eller ikke tror. Tror han på det, er det en let sag for ham. Tror han ikke på det, kan situationen alligevel kræve det af ham. Ikke som noget, der står i et reglement, men som en fordring, livet (eller døden) lægger på ham, udgående fra et andet menneske. Feltpræstetjenesten skulle bl. a. gerne sætte sig det spor at gøre sådanne opgaver lettere at løse for dem, der berøres deraf. E t samarbejdes karakter kan have så mange varmegrader. E n overlæge sagde engang til hospilets præst omtrent således: »Jeg tror ikke på et ord af, hvad De siger, og jeg forstår det ikke. Men det betyder noget for mine patienter, og derfor er De velkommen på m in afdeling«. Det er ikke det ringeste, der kan siges om den kunst at samarbejde. Det kan overføres direkte til den m ilitære afdeling.
Svend Balslev