Man tænker sig en fodfolksbataillon bestående af:
Stabskompagni
1. let kompagni
2. let kompagni
3. let kompagni og
1 tungt kompagni.
Vi følger med tiden og tænker os de lette kompagnier gjort „mobile“ under en eller anden form. En sådan enhed er let at arbejde med, men kan eksercermæssigt gøres slagkraftig på meget kort tid. Man kan passende opdele den i 3 kampgrupper, hvori hvert let kompagni er en kerne, der gives slagkraft ved en tildeling af 1 sektion timge maskingeværer og 1 sektion kanoner (106 mm). Når man således fjerner 3 sektioner tunge maskingeværer og 3 sektioner kanoner fra det tunge kompagni, bliver der 1 sektion tunge maskingeværer og en 81 mm morterdeling tilbage. Morterdelingen bliver i bataillonens hånd som en knytnæve, mens den tunge maskingeværsektion danner et OPSIKO (opklarings- og sikringskommando).
Bataillonen ser nu således ud:
OPSIKO (1 TMG SEK)
1. kampgruppe (1 LKMP + 1 SEK TMG + 1 SEK KN)
2. kampgruppe (1 LKMP + 1 SEK TMG + 1 SEK KN)
3. kampgruppe (1 LKMP + 1 SEK TMG + 1 SEK KN)
81 mm morter deling (+ rest TKMP)
STKMP.
En sådan opdeling er velegnet ved alle bevægelser, idet man har skabt kampgrupper, der ved forskydning, march er i stand til at kæmpe selvstændigt, såfremt overraskende situationer skulle opstå.
Man er ligeledes i stand til organisatorisk efter en forskydning at kunne besætte et terrain med kampgrupper, der kan besætte en række forsvarspunkter og holde dem.
Såfremt man ved forskydning- og en umiddelbart efter forskydningens afslutning foretagen stillingsindtagelse — har tildelt det opstillede OPSIKO en observatør (AO eller OBS 81 mm), vil man endvidere hurtigt kunne trække tung ild over et lønnende mål.
Det er endvidere muligt på en hurtig måde at ophæve dette særlige kommandoforhold, så opdelingen i kampgrupper bringes til ophør. Man kan eksempelvis give de tildelte tunge sektioner i D/S — under forskydning dog i U/S.
Når en bataillon går i beredskabsrum efter en alarmering og venter på ordre om indsættelse mod en luftlandsat styrke — eller blot på ordre om en almindelig forskydning — kunne man tænke sig, at bataillonen formerede de ovenfor omtalte kampgrupper. Man går da i beredskabsrum, der inddeles i sektorer, hvor hver kampgruppe har sin egen sektor, mens BTN KSN normalt ligger i centrum. Der udsendes ved bataillonens foranstaltning de nødvendige forbindelsespatruljer.
Hvilke foranstaltninger træffer enheden til sikring af forskellig art og til vedligeholdelsestjeneste og hvile?
Der er 3 ting, man altid må være rede til at imødegå, også når man er i såkaldt sikret rum. Disse 3 ting er:
1. fj. angreb fra luften
2. fj. panser
3. „5. kolonne“.
Under 1. (fj. angreb fra luften) må henregnes almindelige luftangreb og fjernstyrede våben (herunder med atomladning stadig ud fra den betragtning at uafhængigt af vor status, har fjenden sådanne midler). Vi må altså foretage de passive og aktive foranstaltninger, som vi er i stand til. Luftværnsskyts i stilling, sløring, nedgravning.
Under 2. (fj. panser) må de nødvendige nærbekæmpelsesmidler være rede. Men netop ved opdelingen i kampgrupperne har vi i hver sektor 1 SEK KN (106 mm) til anvendelse på de lange afstande.
Under 3. („5. kolonne“) tænkes på en stadig og vagtsom kontrol og sikring af sektoren.
Er det ikke lidt for rigoristisk at nævne de 3 faktorer? Er vi altid udsat? Går vi aldrig i sikret rum?
Jeg vil her gerne sige, at naturligvis kan vi gå i sikret rum, og naturligvis har vi rejsemarcher o.s.v. men: Med de muligheder en stormagtshær råder over i dag (taktiske atomvåben, helikopterenheder o.s.v.), gør man klogest i at regne med, at ophold og bevægelser i sikret rum hører fredstiden til og gælder march til skydeterrain og til øvelse. Fra det øjeblik „the Balloon goes up“ er både du og jeg indenfor rækkevidden af flere af fjendens våben. Det er så velsignet fredeligt at fremsende et rekognosceringskommando og et vejafmærkningskommando for at sikre, at enheden kommer rigtig på plads, da vi jo trods alt „arbejder i et sikret rum“! Men det første, du risikerer at sende mod en fra luften nedsat fjende, skulle jo nødigt være et køretøj med vejafmærkningsgrej. Det var sikkert det bedste, såfremt det var et OPSIKO eller en kampenhed.
Sideløbende med de ovenfor nævnte almindelige sikkerhedsforanstaltninger går så vedligeholdelsestjenesten sin gang, ligesom hver sektor selv har ansvaret for en sådan tjenesteomgang, at endog et kortere opliokl i beredskabsrum kan give hvile for en del af tropperne. Skulle opholdet i beredskabsrummet blive af længere varighed, må bataillonen gribe regulerende ind. Men det almindelige princip må være, at en bataillon også i et beredskabs- rum er en kampenhed, der som pindsvinet har piggene vendt mod alle sider og altid er rede.
Forskydning fra et beredskabsrum til aktiv indsættelse mod en fjende — eller til besættelse af et underafsnit — er en foreteelse, der som oftest tager relativ lang tid.
Meget ofte gælder det om at „komme frem“ og få sikkert greb om et gunstigt terrainområde, så man — i samarbejde med andre enheder — lukker ringen om en landsat fj. styrke. Man kan risikere at skulle foretage en lang forskydning i et såkaldt „sikret“ rum udsat for angreb fra luften, „5. kolonne“ eller et angreb fra mindre luftlandsatte enheder.
En forskydning efter den reglenientsfastsatte metode giver vel oftest en jævn lang befaling — man kunne fristes til at kalde det en lang køreplan — med mulighed for at klare transporten, alt mens man håber på en fredelig march uden afbrydelser, med gode udlademuligheder og rigelig tid til forberedelse, rekognoscering m. m.
Vi vil ganske kort se på bataillonen, når den står i beredskabsrum opdelt i kampgrupperne I, II og III.
Bataillonschefen får en kort ordre om en forskydning på 75 km mod et kontaktsted. Han får opgivet — eller vælger selv — en marchvej.
Ved ordrens modtagelse giver han et adviso til sine underlagte chefer: „Klar til forskydning. Cheferne hos mig“. Forinden kompagnicheferne forlader deres sektorer, giver de ordre til at forberede afmarchen. Man fjerner sløringen fra køretøjerne, begynder inddragning af poster o.s.v., således at den tid, der medgår til bataillonens ordreudgivelse, udnyttes af de enkelte underlagte led.
Bataillonen giver nu cheferne en kort orientering om situationen og opgaven og kan derpå nøjes med for den egentlige forskydning at udlevere en kalke over marchvejen med indtegnet (opskrevet) følgende:
Afstandstal 3.
Radiotavshed under forskydningen.
Der anføres endvidere indrykkepunkt og spredepunkt på kalken.
De enkelte chefer går til deres enheder, melder klar til bata- illonen, hvorefter bataillonen opgiver kl. x til enhederne — og forskydningen mod kontaktstedet kan begynde. Og såfremt de enkelte chefer har lært håndværket, er de rede til at gennemføre såvel march som at overvinde vanskelighederne undervejs.
Man kan tænke sig andre forskydninger, hvor det nævnte princip vil kunne anvendes, og hvor samarbejde med tunge våben indgår. Derfor undgå at stivne i gamle metoder, men simplificer „dogmerne“, prøv at, tænke og arbejde i atomkrigens tidsalder. Føler man end nu og da, at midlerne måske ikke altid er de mest moderne, så udnyt de eksisterende muligheder. Husk: Får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får.
„Chr. E.“
