Den 7. august 1984 fejrede det danske artilleri sit 300-års jubilæum, d.v.s. den faste organisation af hærens artilleri i regimentslignende eller i hvert fald organisatorisk ensartede enheder (de såkaldte »Artillerie Corps«). En sådan begivenhed er naturligvis ikke gået stille af, og jubilæet er da også blevet celebreret på forskellig vis rundt i artilleriets domiciler, bl.a. ved demonstration af skarpskydning med forladekanoner. Pressemæssigt må siges, at det sjældne jubilæum fik en rimelig god dækning i medierne. Internt har artilleriet ønsket at markere og fastholde den særprægede begivenhed i hærens historie ved at lade udarbejde en skildring af våbnets historie gennem de 300 år. Dette er sket ved udsendelse af et omfangsrigt og yderst smagfuldt særnummer af det efterhånden 70-årige Dansk ArtilleriTidsskrift*). At artilleriet til at besejre denne krævende opgave har kørt sit allersværeste skyts i stilling, d.v.s. tilkaldt de førende, videnskabelige eksperter herhjemme på området, er naturligt og i overensstemmelse med sunde taktiske principper. Resultatet er blevet en vægtig fremstilling om et vidtspændende område, der må påkalde sig alle militær- og traditionshistorisk interesserede såvel i som uden for etaten. T^enestegrensinspektøren for Artilleritjeneste og formand for Artilleriofficersforeningen, oberst N. P. M. Bohn, introducerer særnummeret. Den første af de tre store artikler tegner Tøjhusmuseets tidligere direktør, mangeårig lærer på Hærens Officersskole og selv tidligere major af reserven i artilleriet, dr. phil. Arne Hoff, sig for.
*) Dansk Artilleri-Tidsskrift, nr. 4, august 1984, 70. årg., 102 s., rigt ilL, kr. 35,-. U. red. af oberstløjtnant J. C. I. Mogensen ved Sønderjyske Artilleriregiment / Hærens Artilleriskole, 5800 Varde (kan bestilles her).
I »Artilleriets enheder« gennemgås hele artilleriets udvikling fra 1684 og frem til jubilæumsdagen. Forf. giver indledningsvis et kort rids af perioden før 1684, og det er herunder tankevækkende at konstatere, at vi allerede i 1372, altså i Valdemar Atterdags regeringsperiode, hører om brugen - formodentlig den allerførste - af kanoner i Danmark, nemlig ved belejringen af Gram Slot i Søndeijylland. At forf. dvæler meget ved Christian IV, er naturligt, da denne spillede en stor rolle for udviklingen af artilleriet herhjemme, og allerede i denne konges sidste år begynder man at ane konturerne af en mere fikseret organisation for artilleriet. Set fra et fabrikationsmæssigt og industrielt synspunkt er det gået katastrofalt tilbage for våbnet i vore dage. Til helt op i 1800-tallet støbte og fremstillede landet selv hovedparten af vore kanoner, haubitser Og morterer, også til flådens skibe, bl.a. på Frederiksværk. Forf. skildrer indgående de forskellige skytssystemer samt hele den personelorganisatoriske udvikling. Denne har i sagens natur fulgt de mange skiftende hærlove, som må siges at være noget nær en labyrint at finde rundt i, for så vidt angår den historiske linie og udvikling af en våbenart eller bestemt enhed. ^ Dr. Hoffs fremstilling følges op af museumsinspektør ved Tøjhusmuseet, premierløjtnant af reserven i artilleriet Ole L. Frantzen med afsnittet »Artilleriets materiel«. Her dykker vi ned i den tekniske substans, især i underafsnittet om »Skytskonstruktion og fremstilling«, et meget interessant stykke, hvor man detaljeret får belyst metallernes fordele og ulemper, støbesystemer, opdeling og klassificering i kalibre inden for de forskellige systemer. Særlig interessant er overgangen fra fodartilleri (som alt artilleri oprindelig var) til ridende artilleri, der fandt sted under Frederik VI. Raketter er ikke forbeholdt vor tid. Som bekendt beskød englænderne allerede i 1807 København med de »Congrevske raketter«. Det medførte, at vi efter krigen formerede »Raketkorpset«, så når vi engang skal skrive de nuværende raketters eller missilers historie i dansk forsvar, skal vi altså starte under Frederik VI. Riflingen og bagladningen samt de rekylerende kanonløb og de optiske sigtemidler betegner stort set afslutningen på udviklingen af den konven tionelle kanon eller haubits. Forf. kan ikke - meget forståeligt - nære sig for en bemærkning vedr. den artilleristiske situation i vore dage: »... Det nye materiel er desværre kun tilgået felthærens brigader som følge af svigtende bevillinger. Resultatet er derfor, at vi i dag råder over 2 slags feltariilleri, bestående af et mindre moderne, stående feltartilleri og et meget utidssvarende mobiliseringsartilleri, hvis materiel stort set er af samme type, som blev benyttet under 2. verdenskrig. Herved står vi på det nærmeste i samme situation, som vore forfædre gjorde ved indførelsen af riflet aHilleri i begyndelsen af 1860’eme, hvor en del af feltartilleriet var udrustet med modeme riflet skyts, hvorimod resten af artilleriet bestod af forældede glatte forladepiecer med utilstrækkelig rækkevidde og præcision...«. Tøjhusmuseets uniforms- og faneekspert, museumsinspektør Inga Flemming Rasmussen runder af med sin artikel om »Artilleriets uniformer og faner gennem 300 år. 1685-1984«. Det er bogstaveligt talt blevet til en farverig beskrivelse. Indførelse af en ensartet uniformering finder i Danmark sted omkring 1660, altså kun få år før organiseringen af artilleriet. Før 1685 havde artilleriets farver været en grå kjole med røde ærmeopslag, men fra 1685 bestemtes det, at kjolen nu skulle være violet med grønne ærmeopslag. Det blev begyndelsen til en nærmest endeløs omuniformering med skiftende farver og snit på kjoler, overkjoler (kapper), veste, rabatter, chakot’er, støvletter m.m., helt i enevældens ånd. Forf. beretter detaljeret om den udvikling, der efterhånden førte over den mørkeblå farve til vore dages enkle enhedsuniform, både hvad angår kamp- og især udgangsuniform. Afsnittet afsluttes med en gennemgang af artilleriets faner, som er af ny dato. Tidligere - før 2. verdenskrig - har artilleriet aldrig haft faner (bortset fra »kvartermærker«, som ikke kan henregnes til faner), ligesom artilleristerne i gamle dage heller ikke aflagde faneed, men svor på kanoneme. Fælles for alle tre indlæg er, at de ledsages af udførlige noteapparater med tilhørende fyldige kildehenvisninger til såvel arkivalier som den trykte litteratur og aktstykkesamlinger. En række afsluttende mindre opsatser omhandler artilleriets foreninger og tidsskrifter samt soldaterforeningsbevægelsen i Danmark. Her læses bl.a., at den ældste soldaterforening herhjemme, ja, ældste regimentsforening i Europa, er Garderforeningen i København, der 25. august 1985 kan fejre 100-års jubilæum.
Billedmaterialet er - selvfølgelig, når Tøjhusmuseet er med - velvalgt og fremragende gengivet. Især skal peges på alle de samtidige farveplancher af uniformer og faner, som bogtrykkeren har gengivet med kyndig og nænsom hånd på det glimrende, matkriderede papir. Man kan kun beklage, at udgiverne ikke lod det interessante stof udkomme i en mere gedigen indfatning, nemlig som bog. Det fortjener det fornemme emne. Hertil kræves - det skal indrømmes - mange penge, men et 300-års jubilæum er næppe kommet bag på de implicerede!
E. O. A. Hedegaard.
