*) Brigaden fortes af en Dansker, Oberstløjtnant F. V. Olsen. Han var i 1897 Sekondløjtnant ved 2. A. A. og gik Aaret efter i Congostatens Tjeneste, hvor han allerede som ung gjorde sig bemærket ved sin resolutte Optræden. Efter Verdenskrigen blev han Chef for Koloniens Militærorganisation, fra hvilken Stilling han senere afgik med Generals Rang. Han bor nu i Bryssel.
Straks ved Verdenskrigens Udbrud begyndte man i Belgisk Congo at samle Tropper overfor Tyskernes befæstede Grænsestillinger nord og syd for Kivusoen. Paa forskellige Punkter kom det i den første Tid til mindre Kampe. Men disse skyldtes mere Modstanderens Initiativ eller Congotroppernes egen ubeherskede Krigslyst end den belgiske Ledelses Ønsker. En systematisk Offensiv med paafølgende dybere Indtrængen i tysk Østafrika kunde ikke paabegyndes uden grundig Forberedelse. Foruden Samvirken med Englænderne i Uganda, som krævede forudgaaende Forhandlinger mellem Regeringerne hjemme i Europa, fordrede Offensiven et langvarigt indre Organisationsarbejde i den belgiske Koloni. Congohæren maatte paa Grund af de meget store Strækninger, Kampen vilde komme til at omfatte, være den Styrke, Tyskerne raadede over i den nordvestlige Del af deres Besiddelse, betydeligt overlegen i Antal. Rekrutering og Uddannelse af Soldaterne kunde ikke ske i en Hurtighed. Det for en effektiv Krigsførelse nødvendige Materiel savnedes.
Dette tog det Tid, ikke alene at skaffe til Veje i Europa, hvor Efterspørgslen efter Krigsmateriel var stor fra alle Sider, men og- saa at fore midt ind i Afrika. Tii at begynde med havde Belgierne intet Artilleri ved Kivu. Forste Feltbatteri ankom til Søen i Juli 1915, bragt frem ad det rode Hav til Mombassaved det indiske Ocean, derfra med Ugandabanen og over Victoria Nyanza, tilsidst baaret af ni hundrede Bærere. Andet Batteris første Halvdel blev afskibet til Beira i portugisisk Svdøstafrika, hvorfra det transporteredes videre over Rhodesia og Katanga nordpaa. Den anden Halvdel af Batteriet naaede over Atlanterhavet, Guineabugten og Congofloden til Ka- songo ved Flodens øvre Lob. De to Halvbatterier, som en Tid havde haft en Verdensdel imellem sig, samledes efter meget Besvær syd for Kivusøen i samme Aars December Maaned. Tredje Batteri og Hovedparten af det europæiske Artilleripersonale naaede forst frem, efter at Offensiven var begyndt, fjerde Batteri efter Felttogets Slutning. Saa langsomt gik det trods alle Anstrengelser, hjemme og ude.
Og foruden Artilleriet var der i titusindevis af tunge Kolli, som skulde sejles, køres og bæres frem til den ventende Hær, demon- terede Fartøjer til Soernes Besejling, Hydroplaner, Telegraf-, Radio-, Pioner-, Ponton- og andet Ingeniørmateriel, Ambulancer, Ammunition af enhver Art, Levnedsmidler, Bagage, Godsmængder saa store, som man aldrig for havde drømt om at kunne føre frem i disse Egne, og hvis Vægt da ogsaa tyngede store Dele af Afrika halvt i Knæ.
Men i April 191G var de belgiske Feltbrigader saa godt udrustede, organiserede og trænede, Aftalerne med Engelskmændene saa vidt fremskredne, at Fremstødet kunde indledes. Tyskerne ved Kivu indsaa selv paa det Tidspunkt, at de, om end de fordoblede deres indtil da allerede stærkt udfoldede Energi, dog ikke vilde kunne holde den færdige belgiske Hær Stangen. Inden det blev for sent, maatte de se at komme bort i Retning af deres Basis paa Tanganyikabanen, tysk Østafrikas indre Hovedstad, Tabora, der ligger fem hundrede Kilometer sydost for Kivu, en Strækning, som, undtagen for den sidste Vejstumps Vedkommende, skulde tilbagelægges til Fods. De maskerede deres Tilbagetog saa snildt og kendte Vejene saa godt, at det lykkedes dem. Da de to nord og syd for Kivusoen frembrydende Congobrigader efter i nogen Tid at have opereret i det for dem fremmede Land, lukkede sig om Ruanda — en i sig selv heldig Mundfuld — var Tyskerne sluppet bort mod Syd.
Efterhaanden som supplerende Instruktioner modtoges hjemmefra, kom den belgiske Hær til at staa overfor en Opgave, der bestod i, under Samvirken med Englænderne, som den havde øst for sig i venstre Flanke, at omspænde hele den fire hundrede Kilometer brede Tværlinje mellem Victoria Nyanza og Tanganyikasøen. Naar de to Brigader havde fordrevet Tyskerne fra det bag Tværlinjen liggende Land og kunde støtte sig til hver sin af de store Søer, der vilde yde dem nye og hurtigere Forsyningslinjer, skulde de begge forandre Front og marchere koncentrisk mod Tabora, hvor det ventedes, at Tyskerne vilde samle hele deres Modstandskraft. Congohæren skulde saaledes indtage et Landomraade, der — for at bruge en nogenlunde kendt Maalestok — er en halv Snes Gange saa stort som den Part af det belgiske Moderland, den tyske Hær hjemme havde lagt Haand paa ved Krigens Udbrud og holdt siden. Nordbrigaden, med hvilken Overkommandoen selv fulgte, marcherede i Juni og Juli mod Victoriasøen, Sydbrigaden, der fortes af Olsen, i omtrent ret Vinkel paa den anden Brigades Marchretning, mod Tan- ganyika.
Idet den belgiske Hær saaledes foldede sig ud som en Vifte, havde de to Brigader snart ingen anden indbyrdes Forbindelse end den sparsomme, der ad lange Omveje kunde opnaas gennem faste og mobile Radiostationer, og som iovrigt skulde benyttes med stor Varsomhed, eftersom Æteren ogsaa stod aaben for tysk Hørelse. Ad hver sin Vej fulgte Brigaderne de tyske Styrker, der samlede sig foran dem og trak dem med sig ad Veje, hvor de, takket være den kraftige Aktivitet, som længe havde været udfoldet bag de kæmpende tyske Tropper, fandt forberedte eller rekognoserede Stillinger og Depoter af Ammunition og Levnedsmidler. Paa saadanne Steder satte de sig fast og gjorde energiske Modstod mod Forfølgerne. De belgiske Avantgarder maatte gennemgaa adskillige glohede Timer, inden Hovedstyrkerne naaede frem og kunde støtte dem. Og det var heller ikke altid, at disses Tilstedekomst straks formaaede at faa Modstanderen til at give Slip paa Terrænet. Om Tyskerne end hist og her led Tab, saa fik dog ogsaa de belgiske Regimenter saa alvorlige Skrammer, at det undertiden varede noget, inden de atter kunde bringe Tyskerne til at sætte det lange Ben foran.
løvrigt havde Belgierne naturligvis mange andre Hindringer at overvinde end selve Modstanderens Vaabenmagt. Nogle af disse var saa store, at de overhovedet kun kunde overvindes, fordi Verdens Kræfter den Gang, ogsaa Afrikas, var højt hævede over det normale. Det tropiske Klima, Tropesygdommene, Landets vilde Natur medførte uhyre Vanskeligheder. Et meget stort Besvær var forbundet med at holde de langt fra Basis ved Kivusøen opererende Tropper forsynede med de vigtigste Krigsfornødenheder. I Østafrika havde Belgierne af Transportmidler, udover et lille Antal Ride- og Lastdyr, ikke stort andet til deres Raadighed end Menneskerygge. Efterhaanden som Etapelinjerne bagud forlængedes, blev Afgangen af Bærere vanskeligere at erstatte, ogsaa fordi Tyskerne, idet de trak sig tilbage, tog Landsdelenes Befolkning med sig eller skræmte dem bort fra Belgiernes Vej. Paa lignende Maade forholdt de sig med Fødemidlerne. Ogsaa Kvæghjorderne bortførte de. Markerne lod de afhøste og sendte Kornet tilbage til egne Depoter. Tit maatte Congobrigaderne under alle Slags Savn møjsommeligt slæbe sig frem gennem Egne, hvor Tyskerne havde haft Overflod paa alt, men som var affolkede og afspiste, naar de forlod dem.
Stor Forandring i disse Forhold var der ikke kommet, efter at Belgierne i Slutningen af .Juli havde gjort sig til Herrer over Egnene syd for Victoria Nyanza og ost for Tanganyikasoen, og Frontforandringen mod Tabora kunde foregaa. Nørdbrigaden, der havde Hovedmassen af Tyskernes Styrke i Nordvest imod sig, maatte standse foran en stærk Stilling, Modstanderen havde indrettet sig i halvandet hundrede Kilometer nord for Tabora. Brigadens Beholdninger af Ammunition og andre Fornødenheder var smaa, og den var af Mangel paa Transportmidler afskaaret fra sin nye Basis paa Victoria- søen. Den var derfor ikke i Stand til at foretage noget Angreb. Sydbrigaden, der paa dette Tidspunkt, efter at have besat Kigoma, nær Livingstonos og Stanleys gamle Modested Ujiji, Tanganyika- banens Endestation paa Søens Ostbred, havde begyndt sin Fremrykning i Retning af Tabora, fik ikke nogen stor Nytte af Banen, som den fulgte. Den foran Brigaden retirerende tyske Styrke odelagde Linjen Sektion for Sektion. Spor blev løftede af og kastede i Sumpene, faststaaende Apparater blev satte ud af Brug, rullende Materiel fort bort, Broer sprængt i Luften uden Hensyn til det kolossale Arbejde, det nylig havde kostet at fore Anlæget igennem. Heller ikke for Sydbrigaden lykkedes det straks efter Frontforandringen at efterkomme Overkommandoens almindelige Forskrift, der gik ud paa, at Fremrykningen fra begge Sider skulde ske saa hurtigt, at Tyskerne forhindredes i at drage for stor Nytte af Fordelen ved at kæmpe paa den indre Linje.
En Fremskyndelse af Begivenhederne indtraf i Slutningen af August. Sydbrigadens ene Regiment, der marcherede som Flankekolonne et halvt hundrede Kilometer syd for Banelinjen, var gaaet hurtigere frem end foreneligt med Brigadechefens Ordrer, hvilket kostede dets forreste Afdelinger, der kom i Kamp med overlegne fjendtlige Styrker, alvorlige Tab. Et af Regimentets langt fremskudte Detachementer havde besat Jernbanestationen Ussoke, et halvt hundrede Kilometer vest for Tabora, og blev staaende der i Ryggen paa den tyske Afdeling, som Brigadens Hovedstyrke langsomt drev foran sig ad den ødelagte Jernbanelinje. Den tyske General, som havde sit Hovedkvarter i Tabora, der skulde holdes længst muligt, og som nu erfarede, at Pladsen ikke var slet saa godt dækket mod Vest, som han troede, kaldte derfor Størsteparten af den tyske Styrke, der stod overfor Belgiernes Nordbrigade syd for Victoria- søen, til sig telegrafisk. I forcerede Marcher, det sidste Stykke Vej benyttende Ruandabanens færdige Sektion, ilede Tropperne til Tabora og blev straks sat imod den vestfra kommende Fjende. Den belgiske Nordbrigade, som imidlertid havde faaet en Del Bærere til Raadighed, blev ved denne Forringelse af den modte Modstand sat i Stand til efter en Kamp at foretage en hurtig Fremrykning syd- paa, hvorved de to belgiske Brigader efter Maaneders Forlob atter kun var adskilt fra hinanden ved nogle faa Dagsmarchers Afstand, hvilket aabnede Mulighed for en nøjere Fællesvirkning. Sydbrigadens Hovedstyrke var paa sin Side langs Jernbanen, som den vigende Modstander havde forladt, hastet frem til Undsætning af det haardt betrængte Detachement i Ussoke. Efter den 7. September her at have haft en Kamp mod en med de nordfra ankomne Tropper forstærket lokal tysk Styrke, naaede Sydbrigadens Avantgarde to Dage senere Jernbanestationen Mabama, hvorfra Afstanden til Tabora er 35 Kilometer.
Terrænet foran Mabama er en bølgeformet Slette bevokset med højt Græs, Busk og Krat. Over Jordsmonnet og Vegetationen rager Klippegrunden op i Kamme og Knuder. Udsigten i Retning af Tabora spærres en halv Snes Kilometer borte af Lulangurus stenede Højde, som ligger vinkelret paa Jernbanen nord for denne. Meddelelser, Belgierne havde modtaget undervejs, gik ud paa, at Tyskerne havde indrettet sig paa solid Maade i dette Terræn med Hovedstilling paa Lulanguruhøjden.
At det forholdt sig saaledes, forblev Sydbrigaden ikke længe i Tvivl om, thi da dens fremrykkende Kolonner ved Dagens Frembrud den 10. blev synlige ved Mabama, hilstes de af en kraftig Ild fra Tyskernes oppe paa Lulanguruhøjden anbragte svære Marinekanoner, hvis Stemmer Sydbrigadens Soldater her hørte for første Gang. Brigaden gik straks til Angreb. Under heftige Kampe med fremskudte tyske Infanteristyrker og Mitraljøseafdelinger, kraftigt beskudte af Modstanderens Artilleri, rykkede de belgiske Bataljoner frem paa bred Front og gjorde sig i Løbet af den første Slagdag til Herrer over den vestlige Halvdel af Terrænet mellem Mabama og Lulanguru. Dagen efter vandt de endnu et Stykke frem i Centrum. En af Bataljonerne fortrængte Fjenden fra et af ham besat Klippeparti paa hans venstre Fløj og holdt Stillingen der, skønt Bataljonen blev overost med en langvarig Regn af Granater og Shrapnelis oppe fra Lulanguru. Om Aftenen naaede belgiske Kompagnier, støttet af Brigadens Feltbatteri, frem til gunstige Stillinger i Modstanderens højre Flanke. I Betragtning af de vundne Resultater og Troppernes gode Holdning, tog Brigadens Chef — Olsen altsaa — den Beslutning at rette et Generalangreb paa Tyskernes Hovedposition den næste Dag.
Modstanderen, der talmæssigt var jævnbyrdig, var ham ganske vist betydeligt overlegen i Kraft af sin Bevæbning og af Stillingens Styrke, men der var Grund til at regne med, at Truslen fra den samtidigt imod Fjendens svagt beskyttede Ryg marcherende Nordbrigade, som Olsen nu havde Føling med, vilde svække Tyskernes Evne og Vilje til at yde nogen overvættes stor Modstand.
Den Nat naaede Nordbrigaden i Ilmarch uden at støde paa nævneværdig Modstand frem til Utombogo, 25 Kilometer nord for Tabora. Under Marchen havde de hørt fjern Kanontorden i Sydvest, dybe Drøn fra Fjendens svære Artilleri og dumpe Svar fra Sydbrigadens Feltskyts. Ind imellem Kanonernes Bulder kunde enkelte Mænd i Nordbrigaden, som besad en ualmindelig skarp Høresans, lytte sig til andre Lyde, besynderlige Hvin af en fremmedartet og hemmelighedsfuld Klang. Skønt de lød svagt over den store Afstand, var det dog klart for de faa, som opfangede dem, at de langt borte, hvor de frembragte deres dybe Kløfter i den afrikanske Atmosfære, maatte være stærke og hvasse. De fleste forstod alligevel ikke, hvor disse mærkelige Toner stammede fra og fik maaske ikke helt Besked paa det senere heller. Kun et Par Danskere, som havde Kommandoer ved Nordbrigaden, begreb, hvad det var. De kendte den Melodi. Det var et gammelt Sværd, som, gravet ud af sit Gemmested dybt i Tidens Muld, ført af en opbragt Landsmands Arm, sang sin stærke Grænsesang paa den afrikanske Slagmark.
Den næste Dag, den 13., mens den af Marcher og Kamp over- anstrengte Nordbrigade, opildnet af den nu nærmere Kamplarm, hastede videre mod Tabora, naaede Sydbrigaden efter at have kæmpet haardt hele Formiddagen, ved Middagstid frem til Foden af Tyskernes Stilling paa Lulanguruhøjden. Men da væltede Fjendens Fodfolk med stor Voldsomhed frem udenom de belgiske Flanker og tvang Brigaden til, trods energisk Modstand, at gaa tilbage til den Position, den havde haft om Morgenen. Tyskerne gjorde flere haard- nakkede Forsøg paa ogsaa at fortrænge Belgierne fra denne, men skønt Brigaden havde opbrugt næsten hele sin Beholdning af Gevær- og Mitraljoseammunition, og skønt alle dens Kanoner siden tidligt om Eftermiddagen havde været ude af Stand til at fungere, lykkedes Tyskernes Forehavende ikke. Dagen endte med, at disse, efter at en Afdeling hvide tyske Soldater havde rettet et sidste Stød mod det belgiske Centrum, som blev afvist med Glans, trak sig tilbage til deres Hovedstilling.
Men om Aftenen viste det sig, at den af Sydbrigaden med stor Længsel ventede friske Ammunition ikke kunde naa frem. Kanonerne lod sig heller ikke bringe i brugbar Stand paa staaende Fod. Da Troppernes Kræfter desuden var udtømte efter de tre Slagdages haarde Slid, den varmeste Tørn, Belgierne og Tyskerne havde taget med hinanden i denne Verdensdel, lod Chefen sin Styrke for Natten rykke tilbage til en Stilling, hvor den var udenfor det tyske Artilleris Rækkevidde og desuden saa meget nærmere de langs Jernbanelinjen fremad hastende Ammunitionsforsyninger.
Tyskerne havde regnet med denne Standsning, i hvilken de saa Taboras foreløbige Redning. Kun efterladende en svag Besætning for at maskere Bevægelsen, kørte de samme Nat i største Skyndsomhed fra Lulanguru ad Tanganyikabanen tilbage til Tabora og derfra nordpaa ad Ruandabanen, saa langt den rakte, for at tage Stilling mod den Byen nu stærkt truende Nordbrigade. Trods de udstaaede Anstrengelser havde denne efter en hidsig Kamp Natten mellem den 13. og 14. indtaget Tyskernes Stilling ved Itaga og Massagola, en god halv Snes Kilometer nord for Tabora. Den maatte nu efter at have ydet en kraftig Modstand atter afstaa sin Erobring til den med Tropperne fra Lulanguru forstærkede Fjende. Helt udtomt paa Kræfter og Ammunition saa Nordbrigaden sig nødt til at indtage en defensiv Stilling længere borte.
Saa snart Sydbrigadens Hovedstyrke igen havde faaet noget at skyde med og bragt sine Kanoner i Orden, gik den frem paany. Den 15. besatte den Tyskernes nu forladte Position paa Lulanguru- højden. Under den videre Fremrykning tog den to Dage efter Stilling 10 Kilometer vest for Tabora. Samtidigt var Brigadens Flanke- kolonne til højre, som imidlertid var kommet sig efter de lidte Blodtab, blevet beordret frem mod Fjendens Retrætelinje syd for Byen. Da maatte Tyskerne vige for ikke at blive omringede.
Det blev de forresten aldrig. Det lykkedes den tyske Nordveststyrke, skønt den ogsaa var jaget af engelske Tropper fra Sydvest, at forene sig med Lettow-Vorbeck, der trængt af den engelsk-, indisk-, sydafrikanske Nordhær under Smuts var blevet tvunget til at slippe sit Hold i Tanganyikabanen længere østpaa. I sydligere Egne holdt Tyskerne sig Modstanderen fra Livet de to Aar, som endnu forløb inden Verdenskrigens Afslutning. Først ved Budskabet om Vaa- benstilstanden, efter fire Aars ærefuld Kamp, afgav de deres Vaaben til Englænderne i Rhodesia, hvem den i Afrika isolerede fjendtlige Helteskares Udholdenhed og Tapperhed sent vil gaa af Minde.
Men om Morgenen den 19. September udsendte Taboras civile Myndigheder Parlamentærer med Budskab om Byens Overgivelse. Budskabet, der blev udsendt i to Eksemplarer, et mod Nord og et mod Vest, naaede Olsen først. Han rykkede ind i Tabora og hejste der det Flag, som Tyskerne et Par Aar før havde taget ned i Belgiens Hovedstad.
Det trefarvede Sejerstegn, som en Dansker lod gaa til Tops paa en ældgammel Modstanders Flagmast i en anden Verdensdels Indre, og som vi i Aanden ser bølge højt oppe i Luften for et tropisk Vindpust, synes at skifte Kulor for vort Øje. Det er ikke* afrikanske Trolddomskunster, som frembringer denne Virkning. Det sker, fordi vi tænker — i dyb Taknemlighed naturligvis, hvordan ellers? — paa et andet Banner, som et halvt Sekel forud blev strøget paa en omstridt Banke, men vajer der igen. En historisk Orden, i hvis Hjul vi gaar, vendte atter Tingene om, spredte, hvad tilforn forenedes, bøjede det skilte sammen.
Noget af det foregik i Afrika.
