Log ind

Militær faglighed – det er da den eneste faglighed, ik’?

#

Artikel udgivet af: KN Kristian Soelberg og KN Alexander Peter Tetzlaff

Vi, har ofte hørt kollegaer komme med udsagnet: ”Hvorfor lytter politikerne, embedsværket eller mine civile kollegaer ikke til den militære faglighed?” Spørgsmålet er særdeles relevant, fordi netop den militære faglighed skal inddrages i den politiske beslutningsproces. Men spørgsmålet er også om det den eneste faglighed, som skal inddrages? og om hvorledes officerer som bærere af den militære faglighed kan opnå mere indflydelse på beslutninger ved at inddrage andre fagligheder?

Vores observation handler ikke om at negligere den militære faglighed – tværtimod. Den er selvsagt helt central. Men det betyder ikke, at den kan stå alene. Den skal kobles til andre fagligheder og bredere forståelse af den hverdag, som den militære faglighed også indgår i. Vores observation er, at et ensidigt fokus på den militære faglighed er skadeligt på to måder.

For det første kan der være en risiko for, at indstillinger og oplæg bliver afskrevet som urealistiske eller useriøse, fordi de ikke tager hensyn til den omkringliggende samfundsvirkelighed. Det kan

være den udenrigspolitiske virkelighed, den økonomiske virkelighed, den sikkerhedsmæssige virkelighed eller den indenrigspolitiske virkelighed. Risikoen ved et ensidigt fokus er, at den i et militært perspektiv fagligt korrekte indstilling bliver skrinlagt og erstattet af en mere spiselig indstilling. Det er særligt slemt, hvis denne indstilling ikke er udarbejdet eller påvirket af militært uddannede personer såfremt det omhandler det forsvars –eller sikkerhedspolitiske område.

For det andet, er der en markant risiko for, at militært personel i rådgivende stillinger bliver marginaliseret og erstattet af civile, som forstår alle andre dele af virkeligheden, men ikke er skarpe på den militære. Det er ikke ønskværdigt for hverken Forsvaret eller politikerne, men desværre vil det ikke være tydeligt for politikerne, simpelthen fordi de ikke har militære rådgivere, som kan præsentere dem for løsningsforslag ud fra en militær faglighed. Med andre ord en ond spiral.

Det skal være vores argument, at begge dele er uønsket og risikofyldt. Men vores oplevelse er desværre ikke, at man i den militære søjle søger at imødegå dette – tværtimod kan der være en tendens til ensidigt at kæmpe for den militære faglighed, som den eneste gyldige faglighed.

I vores optik er der mange måder vi kan imødegå denne udvikling på, og en meget relevant måde er ved at udfordre vores dygtige militære tænkere, så de også inddrager andre relevante fagligheder – faktisk sker det allerede med den nuværende (teoretiske) mulighed for at blive udnævnt på baggrund af en relevant civil uddannelse (fx kandidat eller master).

I denne optik vil det være relevant at skele til USA og særligt Joan Johnson-Freeses arbejde på Naval War College i USA. Hun fokuserer på en hårdt tiltrængt revitalisering af militær uddannelse,

med afsæt i den græske historiker Thukydids ældgamle budskab om en nødvendig sammenhæng mellem både akademisk tænkning og krigsførelse: “the society that separates its scholars from its warriors will have its thinking done by cowards and its fighting by fools.”

Vores håb er, at man fremadrettet tør give plads til kreativitet og anderledes tankegang, således at den militære faglighed kan eksistere i samspil med og på lige fod med andre fagligheder. Effekten vil være gavnlig på flere områder. Det vil sikre, at Forsvaret bliver en mere mangfoldig organisation, hvor der sker en nødvendig og positiv nytænkning og der skabes rum for kreativitet til fordel for konformitet, social reproduktion og indforståethed. Samtidig betyder det, at man begynder at anerkende andre synspunkter i indstillinger til beslutningstagerne end den militære og ser det som parametre, der skal inddrages positivt i stedet for forstyrrende – det er med andre ord blot endnu en ”situationsdannende faktor”, som skal inddrages i analysen og indstillingen. Herved bliver den militære faglighed ikke den eneste faglighed, men en faglighed der lyttes til som en del af en politisk helhedsforståelse.