Observation af kaptajn Alexander Peter Tetzlaff og kaptajn Kristian Soelberg.
Først og fremmest – tak til Claus Nørregaard Rasmussen for den meget velskrevne artikel, ”Militær faglighed – det er da den eneste faglighed!” publiceret 19. dec. 2019, om militær faglighed. Man kan ikke læse observationen og være uenig i, hvad militær faglighed er. Som det meget korrekt fremgår af observationen, er den militære faglighed forankret i erfaringer opbygget gennem tjeneste på flere niveauer i militæret, og kan på mange områder bedst sammenlignes med et håndværk. Vi er også enige i betydningen af den militære faglighed – nemlig, at den skal ”tilvejebringe hele eller dele af et beslutningsgrundlag for (politiske) beslutningstagere”.
Rent faktisk er vi overhovedet ikke uenige med Claus Nørregaard Rasmussen, så længe præmissen er, at den militære faglighed accepteres som en faglighed blandt andre, der alle har betydning for den militære rådgivning. Der må derfor aldrig opstå den vildfarelse, at udtrykket ”den militære faglighed” anvendes uden forbehold og med en tyrkertro på, at det militære indspark er det eneste rigtige og derfor endegyldigt i al sin enkelhed, når det politiske niveau skal rådgives. Det ses tydeligt, når man fx kigger på placeringen af garnisoner, som næppe beror på en militær prioritering, men derimod ofte placeres ud fra lokal- og landspolitiske hensyn. Endvidere kan ”effektiviseringshjælpen” fra forliget i 2013 i form af besparelser på 2,7 mia. kr., der bl.a. resulterede i en omorganisering af Forsvarets ledelse, næppe heller kunne betragtes som et resultat af en militær-logisk tankegang. Begge eksempler er indikationer på, at den militære faglighed ikke vandt særligt meget genklang hos de politiske beslutningstagere, men derimod tabte kampen til andre fagligheder – dette naturligvis sat på spidsen.
I kernen er vores opfattelse ikke væsensforskellig fra Claus Nørregaard Rasmussens – den militære faglighed er central i rådgivningen af beslutningstagere, særligt de politiske. Vores pointe er derfor, at den militære faglighed har værdi! Og, at de militære rådgivere er kompetente til at give militærfaglig rådgivning! Vi mener derimod ikke, at de yderst kompetente militærfaglige rådgivere bliver hørt, netop fordi de anvender begreber som CCIR eller kapacitetens kampkraft – begreber som kun passer ind i en militær begrebsverden og derfor risikerer at blive afvist som irrelevante af civile. Denne ulempe ses særligt tydeligt, når man husker på, at vores minister og store dele af Forsvarsministeriet ikke har en militær baggrund og derfor ikke altid forstår det militære ”sprog”.
Vores kerneargument med denne såvel som med seneste observation er derfor, at den militære rådgiver skal dygtiggøre sig i andre fagligheder end den militære (som under ingen omstændigheder må undervurderes – men omvendt heller ikke må stå alene), da dette er en forudsætning for brobygning mellem faglighederne. Det er vores overbevisning, at en sådan brobygning vil sikre to formål; 1) Den militære fagligheds fortsatte indflydelse på det politiske niveau, 2) Muligheden for at genvinde en del eller mere af den indflydelse, som uomtvisteligt er tabt i takt med, at større dele af Forsvarets administration varetages af personer med civil uddannelse og baggrund.
Som nævnt i den tidligere observation, er den teoretiske mulighed for udnævnelse på baggrund af en civil master/kandidat en brugbar måde for at kombinere faglighederne. I dag er opfattelsen nok, at en udnævnelse på baggrund af en civil master/kandidat er sidste udvej for dem, der ikke kunne komme på Forsvarsakademiets masteruddannelse i militære studier (MMS) – men i vores optik burde det mere korrekt opfattes som en specialiseret uddannelsesvej, som giver nogle andre kompetencer end MMS, som eksempelvis en managementvej, som kan være et stærkt aktiv i den føromtalte brobygning. Ses det på denne måde, kan det sammenlignes med Operations- og Føringsuddannelsen (OFU), som i Hæren er en specialistuddannelse, og som giver adgang til en række operative stilling i bataljoner (hjemmeværnsdistrikter), brigader (landsdelsregioner) og divisionen, herunder særligt som chef for bataljonerne (hjemmeværnsdistrikterne), brigaderne (landsdelsregionerne) og divisionen. Hvor OFU åbner for relevante operative stillinger, kunne anderledes specialistuddannelser åbne for stillinger i relevante styrelser eller i Forsvarsministeriets departement. Det er naturligvis vigtigt, at der blandt officerer fortsat er en stor grad af fælles forståelse og sprogbrug, som grunduddannelse og deltagelse på taktiske kurser giver, men det fremstår som en uhensigtsmæssig brug af ressourcer at holde fast i, at alle officerer, der skal bestride højere niveauer, SKAL have præcis den samme kombination af militærfaglige kurser for at være klar til niveauet. Militære chefer på de højeste niveauer beskæftiger sig ofte med udfordringer og opgaver, hvor en kombination af den militære faglighed og civile kompetencer måske vil give den militære chef et bedre grundlag for at løse udfordringerne og opgaverne, netop fordi et anderledes grundlag for at træffe beslutninger ud fra et mere nuanceret blik på vores omgivelser, vil sikre større indflydelse. Vi gør os bestemt ikke til fortalere for, at Forsvaret nu udelukkende skal ledes af DJØF’ere,1 men fordi en bredere uddannelsespalet blandt militære topchefer kan være med til at øge den militærfaglige indflydelse på de politiske beslutninger.
Diskussion om uddannelse i Forsvaret mener vi er principiel og vigtig at have, for i øjeblikket stilles der tilsyneladende ingen spørgsmål til, om Forsvarets måde at gennemføre efteruddannelse på er den rigtige. I den civile uddannelsesverden har man for længst indset, at kompetencer kan opnås på forskellige måder og ikke mindst ad forskellige veje, hvilket sikrer fleksibilitet i kompetenceudviklingen. Vi anerkender, at den militære faglighed er helt speciel, og derfor ikke kan erstattes af civile uddannelser, men vi stiller spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at alle officerer nødvendigvis skal gennemføre den eksakt samme efteruddannelse, da de opgaver officererne skal løse, kan være vidt forskellige.
Claus Nørregaard Rasmussen har ret i sin beskrivelse af den militære faglighed. Det var således heller ikke vores ærinde at angribe denne: Det var snarere vores ærinde at udfordre det, vi oplever, som et til tider ensidigt fokus på denne faglighed og i stedet agitere for en accept af andre fagligheder blandt officererne. I vores (indrømmet måske utopiske) drømmescenarie ville ledere og mellemledere i Forsvaret måske ligefrem blive opfordret til at søge andre uddannelser, således at Forsvaret også anerkender andre specialister end den taktiske og operative, ikke fordi den militære faglighed ikke er den vigtigste, men fordi en hvilken som helst soldat med både en militær og en ikke-militær faglighed er bedre end en civil, som kun besidder den ikke-militære faglighed. Hvis det anerkendes, at der er behov for andre fagligheder end kun den militære, kan vi nå til et sted, hvor Forsvaret ikke bare anerkender fordelene ved en bredere faglighed, men måske ligefrem opfordrer til, at dele af personellet opnår disse i en erkendelse af, at alle vinder på en sådan opkvalificering. På den måde kan den militære faglighed forhåbentligt udbygge sin indflydelse på politiske beslutninger, så den ikke udmanøvreres af ”civil nødvendighedslogik” – derved vil den militære faglighed opretholde sin berettigelse, fordi den bliver hørt af både militære og civile.
1DJØF’ere skal i denne sammenhæng ses som udtryk for personer med et øget fokus på effektivitet, rentabilitet og overholdelse af administrative regler på bekostning af den fagligt kvalificerede medarbejder (fagbureaukrati). Begrebet anvendes ofte nedsættende til at beskrive en overdreven styring og mistillid mellem ledelse og medarbejdere. Vi anvender det således ikke til at beskrive den medarbejdergruppe, som er medlemmer af DJØF, idet denne er for kompleks og sammensat til, at den kan beskrives med et enkelt ord.
