Edward Grey - britisk udenrigsminister 1905-16 - udtalte, at »nationer altid begår fejltagelser, fordi de ikke forstår hinandens psykologi«. Ihvorvel militær efterretningstjeneste koncentrerer sig om en potentiel modstanders muligheder for at gøre dette eller hint, vil samme modstanders hensigter naturligt indgå i en samlet vurdering. Det vil sige, at man tillægger sin mulige modstander mere eller mindre velunderbyggede holdninger. Et ofte hørt vestligt argimient er, at Sovjetunionen stræber efter verdensherredømmet og at svaghed hos modparten frister og provokerer Moskva. Omvendt tillægges Vestens kapitalisme iboende aggressive tilbøjelighed rettet mod Sovjetunionen og andre socialistiske stater. Det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 var i virkeligheden imperialisterne-kapitalisternes opgør mod den socialistisk-historiske proces. Den ene blok indretter altså sit forsvar efter modpartens erklærede eller tillagte hensigter. Hyppigt vil sådanne hensigter blive udlagt som aggressive af indenrigspolitiske- og bevillingsmæssige årsager. I vestlig strategitænkning er der en tilbøjelighed til at opfatte afskrækkelse som noget gensidigt. Altså menes stabiliteten at forudsætte paritet. Således tænkes ikke i den sovjetiske ledelse. Her er afskrækkelsen kun reel, såfremt Sovjets kræfter er overlegne i forhold til de vestlige. I marxistisk-leninistisk tankegang er krigen et socialt fænomen, og ligesom sociale konflikter har rod i klassemodsætninger, er også stater og regeringer en herskende klasses forlængede arm. Vestens kapitalister er stedse rettet mod at angribe og ødelægge den sovjetiske socialisme. Det er hævet over enhver tvivl, at Sovjetunionens ideologisk-filosofiske tænkning er grundlag for politiske, militære og økonomiske doktriner og strategier. Men statsraison er også historisk. Og historisk bevidsthed udtrykkes i adfærd - eller psykologi, om man vil. Og Sovjetunionen er baseret på den bevidste historie. En statshistorie, der for alvor begynder med Peter den Stores imperium i begyndelsen af 1700-tallet. Her grundlægges et Rusland, der skaffer sig havadgang til Østersøen og til Sortehavet. Peters vestlige fremtræden førte naturligt til konflikt med Sverige. Og den svensk-finske taktik og føring var til enhver tid den russiske overlegen. Karl den 12. førte sine styrker i Balticum og i Rusland med et overblik og en dristighed, der langt overgik den russiske langsomhed og manglende initiativ.
Samme gentog sig under maskebal-kongen Gustaf den 3.’s krig mod øst i slutningen af 1780erne og igen i begyndelsen af 1800-taIlet, krigen, der skulle opløse det svensk-finske monarki. Historien er altid medspiller. Det danske 1864-syndrom lammede vores udenrigspolitik helt frem til 1949. Og historien bliver mere og mere til erindring, når begivenhederne udspiller sig i dette århundrede. Erling Bjøl skriver i International Politik, at»... generelt kan nok siges for alle nationer, at den umiddelbare, navnlig den oplevede fortid, er en væsentlig determinant i adfærdsvalget«. Og den første verdenskrig blev katastrofal for det zaristiske Rusland. Pa grund af egne forhold: den politiske og militære ledelse var korrupt og uduelig, men også fordi den tyske taktik i alle måder var den russiske overlegen. Sejrene ved Tannenberg og De Masuriske Sumpe viste den tyske dominans i taktik, føring og logistik trods talmæssig underlegenhed. De tysk-østrigske sejre i Galicien talte samme sprog. Også en tysk amfibieoperation i 1917 mod Øsel og Dagø demonstrerede russisk underlegenhed. Operationen var i øvrigt af næsten samme størrelse som den allierede ved Dardanelleme, og den var vel organiseret og glimrende udført. I det hele taget beholdt de numerisk underlegne tyske - og østrig- ungamske - tropper initiativet og afgjorde tid og sted på østfronten. Det tyske diktat i marts 1918 i Brest-Litovsk blev en høj pris, som Lenin måtte indfri for at få fred til at sikre den nye sovjetstat. Og allerede den 13. november samme år rettede chefen for det britiske imperiums generalstab, sir Henry Wilson blikket mod det nye Rusland og foreslog en række muligheder for forholdsregler. Herunder militære. Dette førte til de halvhjertede vestlige militære engagementer på russisk jord til støtte for en kontrarevolution i 1919-20. Mellemkrigstiden bød på isolering af Stalins Rusland - med een ejendommelig undtagelse - Tyskland før 1933. De to lande havde et temmelig omfattende militært-teknisk samarbejde, i øvrigt til gensidig gavn. Ej heller vinterkrigen mod Finland blev en god oplevelse for Sovjetunionen. Det er selvfølgeligt, at Finland ikke kunne vinde militært over Sovjetunionen i det lange løb, men finsk føring, taktik og moral var suveræn. Opfindsomhed og initiativ lod ikke russerne i fred på noget tidspunkt. Igen udviste russisk føring dårlig forberedelse og manglende initiativ. Naturligvis havde finneme en tiger i halen og naturligvis kunne de ikke holde den, men af de 1,5 mill. mand, Sovjetunionen havde sat ind i de 105 dages krig, døde ca. 200.000 og 2-300.000 blev sårede. Den tyske generaloberst Franz Halders mening om russerne blev delt i hele den vestlige verden: »- føring mekanisk - mangler intellektuel format - « Men ud over de militære fiaskoer forstemtes den sovjetiske ledelse af vestmagternes beredvillighed til at komme Finland til hjælp.
Mod Sovjetunionen.
Ud over tusindvis af frivülige fra mange lande forelå noget diffuse britiske og franske planer for regulær militærhjælp i en størrelse fra 12.000 til ca. 60.000 mand. Var dette sket, ville anden verdenskrig have taget en anden vending - Skandinavien ville blive inddraget og Sovjetunionen og Tyskland ville antageligvis være tvunget til en alliance mod vestmagterne. Det er naturligvis blot spekulation, men den vestlige afvisning af Sovjet- imionen og kommunismen og ønsket om militær magtanvendelse indgik i den sovjetiske bevidsthed. Anden verdenskrig. Eller som den med rette kaldes i sovjetisk historie og bevidsthed: den store fædrelandskrig. Trods uhyre mangelfuldt tysk efterretningsarbejde og uklare krigsmål stod de tyske hære efter overfaldet i 1941 foran Moskva og Leningrad. Forud for »Barbarossa« havde tysk efterretningstjeneste beskæftiget sig meget lidt med de sovjetiske forhold. Ja, i årene 1939 og 1940 havde Hitler udtrykkeligt forbudt indhentning rettet mod Sovjetunionen. De beskedne tyske informationer hvilede i al væsentlighed på finske, ungamske og rumænske kilder. Den tyske efterretning havde et nogenlunde billede af sovjetiske opstillinger i grænseområderne, men havde intet billede af forholdene blot få kilometer bagud. Topografiske og klimatiske oplysninger var ligeledes mangelfulde. Alle tyske erindringer beklager sig over de manglende eller yderst mangelfulde kort over de russiske områder. Alligevel var tysk føring på alle niveauer den russiske overlegen. Tysk taktik og initiativ fra korpschefer og nedad udmanøvrerede altid og hver gang russerne.
Det vurderes, at såfremt De forenede Stater, Storbritannien med dets Imperium og Commenwealth havde forholdt sig neutralt under krigen, ja, så ville Tyskland og dets allierede have besejret Sovjetunionen militært. Herefter oprettes ringen af vasalstater efter 1945, hvori ligger tragedie og undertrykkelse, men basis er fortsat Sovjetunionens psykologiske behov for sikkerhed med et deraf følgende trusselsbillede mod vest. Dette blev ikke mindre efter Forbundsrepublikkens indtræden i NATO. Og man vil gå langt for at bevare denne sikkerhedszone: accept af en stilfærdig, men udstrakt blandingsøkonomi i Ungarn, rumænsk enegang og undgå sovjetisk militær intervention i Polen. I so\petisk terminologi er dette ikke ekspansionistisk. Og samtidig giver denne interesse- og magtsfære en balance i Europa, der er markeret ved en tydelig demarkationslinie. Og Sovjetunionen har faktisk holdt sig bag denne linie siden 1945.
Det var ikke frygt for et sovjetisk militært fremstød mod vest, der igangsatte NATO’s dobbeltbeslutning om opstilling af mellemdistanceraketter for forhandling. Hovedarkitekten, Hehnut Schmidt, ønskede opstillingen af politiske grunde - for at undgå en afpresning af Vesteuropa. »- russerne vil ikke krig med vesten - de vil have fred -«. Sovjetunionens sikkerhedspolitik hviler altså på ideologi, formet af dialektisk-materialisme, der igen er kædet intimt sammen med selvoplevet virkelighed og kollektiv hukommelse: historien. Magten har, som Clausewitz noterede, to elementer: fysisk styrke og viljestyrke. Og netop ved officielt at demonstrere sin evne og vilje til handling som i Afghanistan vil Vesten blive afskrækket fra en mulig aggression. Det samme gælder afvisningen af en atomar optrapning - denne krigsførelse vil automatisk udløse interkontinentale raketter mod det amerikanske kontinent og dermed afskrække De forenede Stater fra overhovedet at påbegynde nogen som helst konflikt. Kun ved at erkende Edward Greys udtalelse og iagttage dens indhold kan en seriøs debat føres om nedskæringer af atomvåben i Europa. En sådan reduktion kræver unægtelig, at de europæiske konventionelle styrkers antal og kvalitet øges mærkbart.
I dag er to elementer sine qua non for europæisk NATO: den amerikanske interkontinentale styrke og det tyske Forbundsvæm. Det er utopi at forestille sig stormagternes interkontinentale arsenal skrottet - selv på længere sigt. Men de europæiske mellemdistancevåben - herunder SS 20 - kan fjernes, om Europa indser det ejendommelige i, at 280 mill. mennesker (Europa) behøver 230 mill. mennesker (USA) til at forsvare sig mod 267 mill. mennesker (USSR). Sikkerhed hviler i højere grad på psykologi end på antallet af missiler, sprænghoveder og u-både. Det er i sidste instans, hvad man tror om sig selv og hvilke egenskaber og motiver, man tillægger modstanderen, de er afgørende for ens handlinger. Thukydid mente i sit værk om den peloponesiske krig: »Der gives kun retfærdighed mellem to lige stærke parter«.
LITTERATUR
Erling Bjøl; International Politik, København 1967. F. L. Carstens; The Reichwehr and Politics 1918-1933. Oxford 1966. Allen F. Chew. The withe death. The epic of the Sovjet-Finnish winter war. Michigan 1971.
Howard Elcock: Portrait of a Decision. The counsil of Four and the Treaty of Versailles. Birkenhead, Cheshire 1972.
Johnny Christensen: Krigen som politisk instrument. Militært tidsskrift, oktober 1979.
Bent Jensen: Sovjetunionen. FKO PUB november 1985.
K. J. Møller: Den sovjetiske militærstrategi. Militært tidsskrift, april 1984.
K. V. Nielsen: Den marxistisk-leninistiske krigsteori. Militært tidsskrift, oktober 1980.
K. V. Nielsen: Sovjetunionens nukleare doktrin og strategi. Militært tidsskrift, november/december 1986.
K. V. Nielsen: Den militære magtbalance. Militært tidsskrift, januar 1987.
Heinz Rieder: Kaiser Karl. Der letzte Monarch Österreich-Ungarns. 1877-1922. München 1981.
Albert Seaton: The Russo-German War 1941-45. London 1971.
Sikkerhedspolitisk Studiegruppe: Østersøen. Det udenrigspolitiske Selskab 1979.
H. H. Holm og Nikolaj Petersen: Slaget om missilerne: Dobbeltbeslutningen og sikkerheden i
Europa. Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg. Politica, Århus 1983.
Norman Stone: The Eastern Front 1914-1917. London-Toronto 1975.
PDF med originaludgaven af Militært Tidsskrift hvor denne artikel er fra:
