I nedenstående artikel påpeger kaptajn Sverre Hansen fra Østre Landsdelskommandos stab de mange vanskeligheder, der vil være forbundet med at blande værnepligtige og faste fo lk mellem hinanden inden for samme enhed, og når til det resultat, at man — alt taget i betragtning — bliver nødt til at samle og formere de faste menige i særlige enheder, selv om det betyder en svækkelse af beredskabet.
I
Hærens ordning er under revision. Reformer, som indvirker på organisation, uddannelse, administration og meget andet, imødeses med spænding og forventning, især de reformer, som på afgørende måde v il bryde med hærens tradition. Meget tyder på, at en udstrakt anvendelse af faste menige (på kontrakt) vil blive en kendsgerning. Ganske vist bar hæren længe haft en mathordning, men såfremt nu 4— 6000 (iflg. dagspressen) af hærens menige skal tilvejebringes på kontrakt, vil det få følger af en karakter og et omfang, som ikke kendes fra mathordningen, og det v il betyde et brud med vor værnepligtstradition, som mathordningen ikke indebar. E t af de centrale spørgsmål i denne situation må være, hvorledes dette store antal faste menige (ca. 1/3 af den stående mandskabsstyrke) i givet fald bedst kan placeres i hæren. Skal de formeres i separate enheder, eller skal de blandes mellem det værnepligtige mandskab?
Det er hensigten her at forsøge en analyse af dette spørgsmål. Først må det gøres klart, hvad det er, det drejer sig om, ved overgangen til udvidet anvendelse af faste menige:
A: At udnytte alle former for anvendelse af fast og frivillig t mandskab i hæren (for herved at muliggøre en tjenestetidsnedsættelse).
B: At sikre tilfredsstillende tjenestevilkår for det faste og frivillige mandskab (for derved at sikre tilstrækkelig og kvalificeret tilgang)-
C: At forme en ordning, som er ratonel i uddannelsesmæssig henseende.
D: At forme en ordning, som organisatorisk bidrager til at øge hærens effektivitet.
E: At forme en ordning, som mest muligt harmonerer med dansk mentalitet, tradition og psyke (således at der skabes ro om ordningen).
Hvis dette er de vigtigste formål med nyordningen, så må en analyse af, hvorledes disse form ål bedst tilgodeses, kunne angive de principielle konturer af en nyordning. Det efterfølgende forsøg på en sådan analyse er ikke generelt udtømmende, for så vidt som hvert emne kun behandles i relation til spørgsmålet om den rette placering af det faste mandskab (separate enheder eller blandede enheder.)
II
Formål A: (Udnyttelse af alle former for anvendelse af fast og friv illigt mandskab). Principielt skulle der kun være tale om to tjenesteformer, nemlig langtidstjeneste og korttidstjeneste. Dette skulle dække alle muligheder.
Langtidstjenesten skulle primært omfatte det personel, som skal bestride de funktioner, som kræver den mest komplicerede, langvarige eller kostbare uddannelse. Dette personel skal yde en rimelig „gavntjeneste“ , efter at det er færdiguddannet. Forudsættes det, at uddannelsen varer 12 måneder, og at gavntjenesten derefter må andrage mindst 3 år, er laveste grænse for langtidstjenesten dermed givet til 4 år.
Den højeste grænse for langtidstjenesten er mindre relevant i denne sammenhæng, men man kunne f. eks. tænke sig, at langtidstjenesten i første omgang andrager 4 år og derefter kan forlænges med 1, 2 eller 3 år ad gangen til maximalt 12 år.
Korttidstjenesten må blive af en noget anden karakter. For at der overhovedet skal være mening i det, skal korttidstjenesten i varighed ligge klart under den laveste grænse for langtidstjenesten. Heraf følger, at personel til korttidstjeneste ikke med fordel kan uddannes i de komplicerede specialfunktioner med den kostbare og langvarige uddannelse. Dette personel kan med andre ord stort set kim anvendes i de samme funktioner som det værnepligtige mandskab. Dette indebærer, at den laveste grænse for korttidstjenesten kan sættes lavt og i hvert fald måles i måneder. Hvis im idlertid motivet for at søge korttidstjenesten skal være af økonomisk karakter, og hvis denne tjeneste også skal have militæ r værdi, kan grænsen næppe sættes lavere end 4 måneder (i forlængelse af den første, samlede uddannelse). Højeste grænse for korttidstjenesten kunne sættes til 12 måneder.
Konklusionen er nu to tjenesteformer:
— Frivilllig langtidstjeneste i 4— 12 år.
— Frivillig korttidstjeneste i 4— 12 måneder.
Ved langtidstjenesten binder man sig således til mindst 3 års tjeneste ud over den værnepligtige tjenestetid og ved korttidstjenesten til højst 1 år. Det „ingenmandsland“ på 2 år, som ligger mellem disse to tjenesteformer, synes det ikke aktuelt at søge dækket ind, jfr. ovenstående om anvendelsesmulighederne for mandskab på korttidstjeneste. I det følgende dækker betegnelsen „faste menige“ kun menige til langtidstjeneste.
III
Formål B (Tilfredsstillende tjenestevilkår for mandskabet): Korttidstjenesten frembyder ikke særlige problemer. For det her omhandlede personel må gælde samme vilkår som for det værnepligtige mandskab. Det er langtidstjenesten, som rummer nye momenter. A f de politiske forslag og udtalelser, som foreligger officielt, fremgår det, at man er fuld t opmærksom på nødvendigheden af gode lønninger og mulighed for civ il uddannelse i tjenestetiden m. v. løvrigt gælder det for disse forhold ligesom for spørgsmål vedrørende boliger til personellet, tjenestetid, friheder, organisationsret og m. m., at disse „ydre“ problemer — trods det, at de er meget betydningsfulde — er irrelevante i denne sammenhæng, for så vidt som de er uafhængige af, hvorledes det faste mandskab iøvrigt placeres (i separate eller blandede enheder). Det er de „indre“ tjenestevilkår, som her skal belyses. Det er en kendt sag, at mathordningen i sin hidtidige form ikke har været tilfredsstillende for matlieme. Det har givet sig indirekte udtryk i dette, at det bl. a. på grund af ordningens dårlige ry ikke har været muligt at sikre den ønskede tilgang af mather. Den dybere årsag hertil er, at det ik ke er lykkedes at give matherne den .,rette placering“ . Dette skyldes igen, at matherne i forhold til det værnepligtige mandskab har udgjort et sådant mindretal, at de i det daglige arbejde har måttet tilpasse sig en tjenesteform og tjenestevilkår, som var møntet på og passede på værnepligtigt mandskab men til gengæld ikke på fast mandskab.
Det kunne næppe være meget anderledes. Tvinger man værnepligtigt og friv illig t (fast) mandskab til at gå direkte i spænd sammen, vil det vise sig at være utilfredsstillende for den ene af parterne, normalt den som er i mindretal. Dette er vist ganske naturligt, thi deres baggrund er så vidt forskellig:
— Den ene er frivillig , den anden er tvungen.
— Den ene har en personlig interesse i at overholde sin kontrakt og dermed en personlig indstilling til tjenesten, den anden har en ganske upersonlig indstilling.
— Den ene har penge, som den anden ikke har.
— Den ene har rettigheder (påklædning, indkvartering, civilundervisning, særlige ydelser, organisationsret m. v.), som den anden ikke har.
— Den ene har erfaring og rutine, som den anden ikke har (hvorfor de nødigt følger samme tjenesteplan).
— Den ene har det interessante specialistjob, som den anden ikke har.
— o. s. v. —
Det er let at finde omstændigheder, som skiller disse to personelkategorier, men vanskeligt at finde argumenter, som forener dem! Det er ikke sandsynligt, at der v il udvikle sig et kammeratskab imellem disse to grupper. Kammeratskabet vil leve inden for grupperne (jfr. erfaringerne fra mathordningen). Det ydre symptom herpå ligger allerede i den omstændighed, at de to grupper indkvarteres hver for sig og under forskellige vilkår. Det må endvidere være ganske klart, at over for det frivillige , faste mandskab gives der virkemidler og måder at appellere på både psykologisk og disciplinæ rt, som ikke duer på det værnepligtige mandskab (og vice versa) *)*) Både arbejdsform og arbejdsrytme vil være forskellig.
Det må også være klart, at den almindelige, daglige tjeneste (såvel den indre tjeneste som uddannelsen) for den faste menige må forme sig væsentlig anderledes end for den værnepligtige med den korte tjenestetid. Alene den faste meniges efterhånden store erfaring og rutine og lians udvidede adgang til civilundervisning viser, at lian ikke gerne følger samme øvelsesliste som den værnepligtige.
Strafferetligt må der formentlig også blive forskel på den faste meniges stilling i forhold til den værnepligtiges. Mest tydeligt forekommer dette måske, når man søger at forestille sig de gængse disciplinarm idler anvendt på faste menige, f. eks. friredsnægtelse. Der må sikkert andre regler til for den faste menige med det til følge, at man nu vil se to menige (en fast og en værnepligtig) blive behandlet forskelligt for samme forseelse. Men er det nu også rigtigt, at der nødvendigvis skal være alle disse forskelle mellem det faste og det værnepligtige mandskab? Kan man ikke sim plificere hele sagen ved at nægte at acceptere disse forskelle? De psykologiske og pædagogiske forskelligheder kommer man ikke uden om. Det vil rent praktisk være en utopi at søge at give de værnepligtige de materielle kår, som oven for er ment at burde tilkomme de faste menige. Og forsøger man at gå den modsatte vej, bliver resultatet simpelthen, at ingen (eller i hvert fald for få) vil være fast menig. Der synes således at være alvorlige hindringer for, at en direkte sammenblanding af de to grupper af menige kan falde tilfredsstillende ud. Nu kan man jo forestille sig talrige „blandingsforhold“ , men principielt må det være nok at betragte to former for blandede enheder:
— Enheder med overvejende faste menige.
— Enheder med overvejende værnepligtige menige.
I en enhed med overvejende værnepligtige menige må al tjeneste og uddannelse tilrettelægges med henblik på det værnepligtige mandskab. Dermed har vi mathsituationen, som vi kender den idag, og det lia r allerede vist sig dårligt at bygge videre på dette grundlag. I en enhed med overvejende faste menige må ah tilrettelægges med henblik på disse. Det betyder, at de pågældende værnepligtige til dels kommer til at dele de faste meniges kår, hvilket de værnepligtige sikkert for så vidt vil finde absolut tilfredsstillende. Godt kan det dog næppe blive alligevel, idet disse værnepligtige let bliver en lavere kaste, som ikke rigtig accepteres af de faste menige, en slags „håndlangere“ , som skal udføre alle de kedelige småjob, som de faste menige ønsker sig fritaget for. De faste menige bliver „overklassen“ i de betydningsfulde funktioner, mens de værnepligtige derangeres til underudviklede hjælpere. Konsekvenserne af en sådan situation (bl. a. psykologisk og moralsk) er iøjnefaldende. Det må befrygtes, at man derved kompromitterer det, som i hvert fald o fficielt er det egentlige formål med tjenestetidsnedsættelsen, nemlig at gøre værnepligten mere acceptabel for de menige. Hvis de to kategorier af menige derimod formeres i separate enheder, vil det være muligt at tage fuldt hensyn til begge parter og pædagogisk og på anden måde at tilpasse tjenestegangen til deres vidt forskellige baggrund og forudsætninger. Konklusion: De mest tilfredsstillende tjenestevilkår for det faste og det værnepligtige mandskab opnås, når disse formeres i separate enheder.
IV
Formål C (Uddannelse). Vilkårene ved rent værnepligtige enheder er så velkendte, at disse passende kan bruges som målestok. Enheder med rent fast mandskab kan herefter karakteriseres således:
Fordele:
— Forudsættes gennemsnitligt 4 års gavntjenestc (lavt ansat) af den faste menige, indebærer dette sammenholdt med 1 års gavntjeste (højt ansat) af den værnepligtige, at man ved at formere enheder med rent fast personel kan spare 75 % af de respektive rekrutenheder. Disse besparelser måles i befalingsmænd, ammunition, kørepenge, materielslid, administration o. m. a.
— Bedre kvalitet af enkeltmands- og funktionsuddannelsen opnås i kraft af den efterhånden oparbejdede rutine.
— Bedre enhedsuddannelse og virkeligt sammentømrede enheder vil udvikle sig i kraft af kontinuiteten i tjenesten.
— Bedre behandling, vedligeholdelse og udnyttelse af kompliceret materiel vil følge af ovenstående.
Væsentlige besparelser i kraft af færre øvelser, skydninger etc. påregnes ikke, thi skal et højt uddannelsesstandpunkt og en høj moral vedligeholdes i sådanne faste enheder, kan det kun ske ved effektiv beskæftigelse gennem øvelser, skydninger etc.
Ulemper:
De generelle merudgifter til det faste mandskab (høj løn, bonus, boliger etc.) er irrelevante i denne sammenhæng. Egentlige uddannelsesmæssige ulemper er ikke iøjnefaldende. Det bør nævnes, uden at det just kan karaktiseres som en ulempe, at de faste enheder sikkert må kræve en kvalitativt stærk enkadrering. Dette er endog nok meget betydningsfuldt. Ved de blandede enheder, hvor nøglefunktionerne bestrides af faste menige, synes det for så vidt rim eligt at tro, at uddannelsesstandpunktet vil komme til at ligge et sted imellem standpunkterne ved de faste og de værnepligtige enheder, altså i hvert fald bedre end ved de rent værnepligtige enheder. Men det må ikke glemmes, at tilrettelæggelse og gennemførelse af den daglige tjeneste til gengæld kompliceres ved, at de to kategorier af menige står på vidt forskelligt uddannelsestrin såvel i den militære uddannelse som i civilundervisningen. Endelig er en kæde som bekendt aldrig stærkere end det svageste led.
Det er nok også nødvendigt her at betragte problemerne omkring civilundervisningen. Meget tyder jo på, at civilundervisningen vil indtage en fremtrædende position i det faste mandskabs tjenestetidsprogram, det har vist været nævnt, at 20— 30 °/c af tjenestetiden skulle afses hertil. En sådan tidsmæssig udvidelse af civilundervisningen må nødvendigvis indebære en radikal ændring af civilundervisningens struktur fra det, vi kender i dag. Der må komme nye fag, og helt nye krav om undervisningsfaciliteter (både lokaler og materiel) samt lærerkræfter.
Det er ikke hensigten her på nogen måde at forsøge at tackle disse utvivlsomt vanskelige problemer, men det er nærliggende at spørge, hvorledes civilundervisningens problemer vil påvirkes af, om det faste mandskab formeres i separate enheder (samles i få garnisoner) eller blandes med det værnepligtige mandskab (spredes i flere garnisoner). Hvis det er sådan, at denne samling eller spredning af det faste mandskab influerer væsentlig t på civilundervisningens muligheder for at klare de nye, store opgaver, så er det et argument, som må veje tungt.
Umiddelbart forekommer det, at jo større krav der stilles til undervisningsfaciliteter og speciallærere, jo mere rationelt v il det være, at elevmaterialet samles til et begrænset antal garnisoner, ligesom en samling i særlige enheder vil kunne give større smidiglied og enkelthed i den nødvendige koordination mellem civilundervisningen og den militære uddannelse. Måske v il de rådige lærerkræfter også bedre kunne udnyttes, når der ikke på eengang i samme garnison skal gennemføres både den „gamle“ og den „nye“ form for civilundervisning for henholdsvis værnepligtigt og fast mandskab. Hvis man bar tanker om periodiske ophold på højskoler, læreanstalter o. 1., v il den praktiske gennemførelse heraf også sim plificeres ved en formering af det faste mandskab i separate enheder.*)*) Jf. iøvrigt „Kontakt og Ve lfæ rd“, nr. 5 1959, specielt side 83 og 85. Konklusion: Kvaliteten af funktions- og enhedsuddannelsen v il være: Væ rnepligtig enhed-god, blandet enhed-bedre, fast enhed-bedst. Faste enheder muliggør 75 % besparelse i de respektive rekrutenheder. Civilundervisningens problemer kræver afklaring, før endelig konklusion er mulig.
V
formål D (organisatoriske hensyn). Når der pludselig er kommet liv i planerne om udvidet anvendelse af faste menige, så er det primært en konsekvens af det politiske ønske om en nedsættelse af tjenestetiden, idet det faste mandskab skal give kompensation for den forringelse af beredskabet (dækningsstyrken), som en tjenestetidsnedsættelse ellers vil indebære. Det er en nærliggende tanke, at den bedste anvendelse af det rådige kontingent af faste menige opnås ved in den for alle enliedstyper at placere de faste menige i de enkeltmandsfunktioner, som kræver den mest langvarige, komplicerede eller kostbare uddannelse. Dette forekommer økonomisk og rationelt, og det indebærer, at anvendelsen af værnepligtige menige stort set kan begrænses til de mere simple funktioner med deraf følgende kortere tid til funktionsuddannelsen og mulighed for tilpasning til en kortere tjenestetid. Denne fremgangsmåde sikrer tillige tilstedeværelsen af en „hård kerne“ i samtlige stående enheder.
Der er lier tale om iøjnefaldende fordele ved blandede enheder.
Men helt så enkelt er det næppe. Det er sådan idag, at det er vanskeligt at finde tilstrækkelig kvalificerede værnepligtige menige til at bestride de mere krævende funktioner. Mon ikke det samme vil være tilfældet med det kontingent af faste menige, som man venter at få rådighed over? Det er vel sandsynligt, at massen af faste menige med hensyn til k valifikationer vil vise en normalfordeling, — måske i bedste fald kun lige på højde med normalfordelingen blandt det værnepligtige mandskab. Der er næppe holdepunkt for større optimisme i denne henseende. Men det betyder, at de faste menige stort set kim v il være egnede til at bestride nøglefunktionerne i samme forhold som de værnepligtige, således at det for at sikre muligheden for udnyttelse af alle emner (hvilket er meget væsentligt for at nå op på det ønskede antal faste menige ) simpelthen vil være nødvendigt at reservere for de faste menige et passende antal simple funktioner.
Det må også erindres, at uanset et kontingent af faste menige på f. eks. 1/3 af den samlede, stående mandskabsstyrke, så er hæren stadig i princippet en mobiliseringshær. Og mobiliseringsenhederne kræver kontinuerlig fornyelse af mandskabsstyrken.
En enhed med en mandskabsstyrke på 100 menige vil, når den formeres med væmepligtigt mandskab, levere et tilskud til mobiliseringsenliedeme på 100 menige hvert år (med 12 måneders tjenestetid). Den samme enhed vil, når den formeres med faste menige, kun yde dette tilskud hvert 5. år (forudsat 1 års uddannelse og gennemsnitligt 4 års gavntjeneste af den faste menige). Dette sidste forhold er ganske uacceptabelt, såfremt de stående enheder udgør mindre end 1/3 af den samlede krigsstyrke, det ville jo nemlig betyde, at for de funktioners vedkommende,som bestrides af faste menige, v il fornyelse i mobiliseringsenhederae kun finde sted hvert 10. år. Den enkelte faste menige skal nemlig først gå 5 år i aktiv tjeneste og derefter stå 10 år i mobiliseringsstyrken,
