Ved Premierløjtnant Helge Bennike.
Ved Krigens Begyndelse vilde Tyskerne gennemføre deres Opmarch i 3 Grupper. Den ene Gruppe opmarcherede i Lothringen mellem Metz og Saarburg, hvorfra den skulde støde frem mod Linien Toul-Epinal. Den anden Gruppe blev sammendraget i Luxemburg og det sydvestlige Belgien for derfra at gaa frem Vest om Verdun; og endelig skulde den tredje Gruppe stilles beredt paa Linien Namur-Bryssel, hvorfra den ved en stor omfattende Bevægelse skulde trænge Franskmændenes venstre Fløj tilbage mod Paris. For at den tredje Gruppe kunde komme paa Plads, maatte Tyskerne først sætte sig i Besiddelse af de befæstede Overgange over Maas ved Liège, Huy og Namur. Dette førte til Angrebet paa Liège den 5.— 13. August. I Belgien havde man længe forudset, at Landet under en fransk-tysk Krig vilde blive benyttet til Gennemmarsch af de krigsførende Magters Tropper, og man havde forberedt sig paa at imødegaa en saadan Handling med Vaabenmagt. Den belgiske Hærs Organisation er fastslaaet ved Hærloven af 1913 (se Mil. Tidsskft. Nr. 14— 15H914. Heeren bestod efter denne af Felthæren og Fæstningstropperne. Felthæren var inddelt i 6 Armédivisioner og 1 Pytterdivision. L, 2., 5. og 6. Division skulde, naar Hærloven var fuldt gennemført, hver have en Styrke af ca. 26,000 Mand, 3. og 4. Division hver af ca. 32,000 Mand. Fæstningstropperne omfattede 130,000 Mand, af hvilke 90,000 skulde forsvare Antwerpen, 22,500 Liège og 17,500 Namur og Huy.
Disloceringen var saaledes:
1. Division: Gent.
2. — Antwerpen.
3. — Liège.
4. — Namur.
5. — Mons.
6. — Bryssel.
Rytterdivisionen: Bryssel.
Mobiliseringen skulde kunne gennemfores i Løbet af 48 Timer.
Ved Hærloven af 1913 forøgedes Antallet af Afdelinger betydeligt, og det aarlige Rekrutkontingent sattes op i tilsvarende Grad. Ved Mobilisering raader Hæren over 13 Aargange, og først i 1926 vilde der da være uddannet saa meget Mandskab, at Afdelingerne ved Hjælp af dette kunde blive bragt paa fuld Krigsstyrke. Indtil dette kunde ske, skulde det manglende Mandskab tilgaa Afdelingerne fra »Garde civique«, en under Indenrigsministeriet sorterende Politimilits, der kun havde nogle faa Dages Øvelse om Aaret. Den Hovedfærdselslinie, der fra Tyskland fører over belgisk Territorium til Frankrig, udgaar fra Aachen og fører over Liège gennem Maasdalen til Namur og derfra videre langs Maas til Mézieres eller gennem Sambredalen til Maubeuge. Den spærredes af Fæstningsanlæggene ved Liège, Huy og Namur. Foruden disse Fæstninger havde Belgien det stærkt befæstede Antwerpen, der tjente som Operationsbasis og Réduit for Hæren.
Forsvarsplanen gik ud paa, at Divisionerne skulde forblive paa Mobiliseringsstederne, indtil Angrebsretningen var kendt; først derefter skulde Koncentrationen finde Sted. Vilde en tysk Hær trænge frem til det indre af Belgien, skulde 3. og 4. Division dække Felthærens Koncentration bag Maaslinien. Skulde en af de krigsførende Magter lade deres Troppemasser marchere gennem det udækkede Belgisk Luxemburg, vilde Maasfæstningerne danne de fornødne Brohoveder for et Flankestød af den samlede Felthær. I begge Tilfælde vilde Fæstningernes Opgave kun blive at tjene til Støtte for en manøvrerende Felthær. Til et haardnakket isoleret Forsvar egnede de sig efter deres hele Anlæg ikke. Liège er omgivet af 12 Forter, 6 paa hver Side af Maas. Omkredsen er ca. 50 Km. En Sikkerhedslinie bag Fortlinien mangler. I »Militært Tidsskrift« Nr. 17 for den 1. September 1914 har Premierløjtnant V. Balslev givet en nærmere Beskrivelse af Fæstningen Liège; den skal derfor ikke gentages her.
I Forsvaret af Liège deltog følgende
Felttropper:
3. Division (General Leman) bestaaende af
9. kombinerede Brigade.
11. — —
12. — —
14. — —
Feltartilleriregiment.
Rytterregiment à 4 Esk.
Transportkorps.
Ingeniørbataillon.
Telegrafafdeling.
Flyverafdeling (4 Maskiner).
Fæstningstropper:
2 Fodfolksregimenter.
Fæstningsartilleriregiment à 4 Batailloner.
En kombineret Brigade bestaar af:
2 Fodfolksregimenter à 3 Batailloner à 4 Kompagnier.
1 Artilleriafdeling à 3—4 Kanonsbatterier.
1 Maskingeværkompagni.
1 Rytterdetachement.
Et Feltartilleriregiment bestaar af: 3 Afdelinger (1 Kanon-, 2 Haubits-) à 3 Batterier.
Et Fodfolksregiment af Fæstningstropperne bestaar af:
3 Batailloner + 1 Maskingeværkompagni.
Ved 14. kombinerede Brigade har Regimenterne dog 4 Batailloner og Bataillonerne kun 3 Kompagnier;
men ved det ene af Regimenterne har hvert Kompagni 5 Delinger, medens et belgisk Kompagni ellers har 4 Delinger. De 12 5’ Delinger, der herved fremkommer, anvendes som Fodfolksbesætninger ved Fæstningens 12 Forter.
Denne Brigade indtog en særlig Stilling i Divisionen, idet den hørte til den faste Garnision i Liège, hvor den ordentligvis skulde forblive, selv om Divisionen opererede udenfor Fæstningen. Med Hensyn til Kommandoforholdene bestod der den Ordning, at Brigadechefen under almindelige Forhold var Kommandant i Fæstningen og skulde lede Forberedelserne til dens Forsvar; først naar Fæstningen var »direkte truet«, maatte Chefen for 3. Division tage Kommandoen over den. Denne Ordning har været kritiseret, idet det blev hævdet, at Liége saaledes fik 2 Kommandanter, og at man derved lagde Ansvaret for Hævdelsen af Fæstningen paa en Mand, som i Fredstid ikke havde haft nogen Indflydelse paa Forberedelserne til dens Forsvar. Hensigten med denne Ordning var dog vistnok den, at man har villet understrege, at 3. Division var en Feltdivision, der skulde operere i aaben Mark, og at Fæstningen kun var til for at støtte dens Operationer; Divisionen maatte derfor ikke lade sig binde i Fæstningen. Fæstningens Karakter af en Manøvrestilling er saaledes kendetegnet saavel ved hele dens Anlæg som ved dens svage Garnison. Den samlede belgiske Styrke ved Forsvaret af Liége er anslaaet til ca. 40,000 Mand.
Efter at Mobiliseringen var fuldført i de sidste Dage af Juli, gav den belgiske Regering den 3. August et benægtende Svar paa Tysklands Forespørgsel, om Belgien under den forestaaende Krig agtede at støtte den tyske Hærs Operationer. Paa denne Dag synes 3. Division (uden 14. Brigade) under General Lemans personlige Kommando at have været koncentreret om Diest, 55 Km. N.V. f Liège. Liège har antagelig haft sin faste Garnison , og af 14. Brigade var der fremskudt svage Detachementer mod Grænsen indtil en Linie i Nord-Syd over Yerviers. Da det paa dette Tidspunkt var øjensynligt, at Tyskerne sammendrog Tropper ved Grænsen, maatte Liège anses for at være »direkte truet«, hvorfor 3. Division satte sig i March mod Fæstningen, hvortil den formentlig er ankommet den 4. sent paa Dagen. General Leman tog Kommandoen over Fæstningen og Stabskvarter i Fæstningsbyen.
BILLEDE HER
Efter at have afvist den tyske Anmodning om Hjælp mod Frankrig, modtog den belgiske Regering et i en skarp Form holdt Ultimatum, hvori det udtaltes, at den tyske Hær vilde udføre sin March gennem Belgien, og at de tyske Fordringer om fornødent vilde blive gennemførte med Vaabenmagt. Om Morgenen den 4. August overskred de tyske Tropper Grænsen. For at den tyske Hær kunde gennemføre sin Optnarch planmæssigt, var det nødvendigt, at Maasfæstningerne hurtigst muligt blev bragte til Fald. Det var derfor af stor Betydning, at Angrebet blev gennemført, uden at der levnedes Garnisonerne Tid til at foretage de nødvendigste Armeringsarbejder. 1 saa Henseende er der heller ikke blevet udført ret meget ved Liége. Det lykkedes at faa anlagt nogle lette Skyttegrave i Fo rtmellemrummene; men der synes ikke at have været anbragt Hindringsmidler af nogen Art. Dog lykkedes det at iværksætte nogle Ødelæggelser paa de Frem rykningslinier, som Tyskerne maatte anvende, hvis de vilde omgaa Fæstningen; saaledes ødelagdes Jernbanen ved en Tunnelsprængning ved Knudepunktet Trois Ponts, og Landevejsbroen over Maas ved Visé blev ødelagt derved, at den blev afbrudt paa Midten paa en Strækning af ca. 50 Meter. Paa Hovedjernbanen fra Aachen over Verviers til Liège lykkedes det kun at faa udført nogle mindre Ødelæggelser mellem de to sidstnævnte Byer. Natten til den 4. August overskred en tysk Rytterdivision Grænsen og trængte ved Daggry de fremskudte Detachementer tilbage til Fæstningen. I Løbet af Dagen forsøgte den at gaa over Maas ved Visé, hvor den fandt Broen afbrudt og Stedet besat af en fjendtlig Fodfolksstyrke. Efter en Kamp om Landsbyen lykkedes det T y skerne at trænge frem til Broen, som de forsøgte at retablere ved Hjælp af det medførte Brotrain. Belgierne blev i deres dækkede Stilling paa den vestlige Bred og lod Fjenden sætte Pontonerne i Vandet; de aabnede først ilden, da Broen nærmede sig sin Fuldførelse. Herved led Pionererne store Tab, og Pontonerne ødelagdes ved Ilden; da det endelig den 6. lykkedes Tyskerne at iværksætte Overgangen, maatte den derfor udføres paa den Maade, at Mandskabet færgedes over paa nogle faa Pontoner og Baade, medens Hestene svømmede.
Om Morgenen den 4. August gik VII Armékorps (Miinster) over Grænsen ved Herbesthal og X Armékorps (Hannover) ved Malmedy, til hvilke Stationer Korpsene var førte frem pr. Jernbane. Ligesom det efterfølgende IX Armékorps (Altona) var Korpsenes Styrke kun paa forstærket Fredsfod. For at Angrebet paa Liège kunne blive iværksat saa overraskende som muligt, havde man ikke givet sig Tid til at fuldføre M obiliseringen; men i Slutningen af Juli havde Korpsene ved ekstraordinære Indkaldelsesordrer i Stilhed forøget deres Fredsstyrke noget, hvorefter de straks paa den første Mobiliseringsdag (den 1. August) var afgaaet til den belgiske Grænse. Det var saaledes denne midlertidigt formerede »Maasarmé«, under General v. Einem, bestaaende af 1 Rytterdivision, VII, IX og X Korps, der skulde tage Liège ved et voldsomt Angreb og derved bryde Vejen for de efterfølgende Arméer til Opmarchrummet i Belgien. I Løie t af Dagen den 4. August udførte VII Korps Fremmarchen mod Fæstningens Østfront, medens X Korps vistnok har taget en sydligere Direktion. Under den første Del af Natten opmarcherede VII Korps foran Forterne Evegnée og Fléron, mod hvilke Artilleriet i Nattens Løb rettede en heftig Ild, der dog viste sig at have været ganske virkningsløs. Kort før Daggry forsøgte Fodfolket derpaa en Storm mod de to Forter, men blev slaaet tilbage med overvældende Tab saavel fra selve Forterne som fra de mellemliggende Skyttegrave. Hermed synes Korpset at have mistet sin Angrebskraft for den Dag, paa hvilken det blev liggende i sin Stilling foran Fortlinien. Da det af VII Korps udførte Angreb saaledes var mislykket, synes det som om X Korps ogsaa er blevet dirigeret mod Liège, og i Løbet af den 5. indtraf Korpset overfor Fæstningens Sydfront, hvor det udviklede sig mod Forterne Chaudfontaine, Embourg og Boncelles, hvor dets Angreb dog snart gik i Staa. Saaledes forblev Stillingen indtil den 6. om M o rgenen.
Paa denne Dag fik Tyskerne bragt deres Fodartilleri af de almindelige kendte Kalibre i Stilling og aabnede hermed et heftigt Bombardement af Fæstningsbyen, samtidig med at de fortsatte Beskydningen af Forterne. Blandt den civile Befolkning udbrød der Pa nik, og mange flygtede fra Byen; Forterne tog derimod kun ringe Skade og besvarede Ilden med stor Kraft, hvorved det lykkedes at demontere nogle svære tyske Piecer. Fodfolket af VII og X Korps blev liggende i deres Stillinger foran Forterne, hvor det havde gravet sig ned. VII Korps synes dog at have forlænget sin Fløj til udfor Fort Barchon. Paa belgisk Side blev man imidlertid klar over, at man ikke i Længden vilde kunne holde de svagt befæstede og udstrakte Fortmellemrum med den til Raadighed værende Styrke, naar Tyskerne vedblev med at udstrække deres Angrebsfront; og hermed truede det i høj Grad, da IX Armékorps marcherede frem langs den hollandske Grænse mod Fæstningens Nordfront, foran hvilken det kunde indtræffe henimod Aften. Da imidlertid store Dele af VII og X Armékorps syntes at sidde godt fast foran Fortlinien fra Fort Barchon til Fort Boncelles, besluttede General Leman at benytte Øjeblikket til et stort Modangreb. 3. Divisions Hovedstyrke blev stillet beredt ved Wandre, Vest for Fort Barchon, medens en mindre Styrke blev opstillet Vest for Fort Boncelles, hvorefter begge Grupper fremførte et kraftigt Stød mod de tyske Flanker. Begge Steder havde Modangrebet god Fremgang, særlig blev der tilføjet VII Korps et meget betydelige Nederlag i Egnen Nordøst for Fort Barchon, hvor Korpsets højre Fløj blev sprængt, og Dele af det blev kastet ind over den hollandske Grænse. Mere kunde man imidlertid ikke opnaa, og da IX Armékorps omsider naaede frem, saa det kunde gøre sig gældende, gik de belgiske Tropper tilbage bag Fortlinien. Om Aftenen udviklede IX Armékorps sig i Forlængelse af VII Korps’ højre Fløj, og dermed var hele Fæstningslinien paa den østlige Bred af Maas angrebet.
Da Belgierne nu ikke længere kunde vente, at Fortmellemrummene vilde holde, var det nødvendigt at have en endnu stærkere Reserve til Raadighed; men da denne ikke kunde tilvejebringes, uden at man yderligere svækkede Forsvaret mellem Forterne, synes det, som om General Leman har besluttet at rømme Fortmellemrummene og samle hele sin manøvredygtige Styrke i Fæstningsbyen, rede til at kaste sig med Overmagt mod de isolerede fjendtlige Kolonner, der vilde trænge frem mellem Forterne. Saa længe Forterne holdt, vilde et saadantGennembrud paa Grund af de storeFortintervaller meget godt kunne uiføres om Natten; men de Styrker, der var komne igennem, vilde den følgende M o rgen staa uden væsentlig Støtte af Artilleri, og de maatte foruden Angrebet af den belgiske 3. Division udholde en Ryg- og Flankeild fra Forterne. Det bemærkes, at da General Leman tog denne Beslutning, havde han ingen Grund til at tvivle om, at Forterne vilde holde. Først den følgende Dag blev de beskudte af et hidtil ukendt svært Belejringsartilleri. Om Aftenen den 6. blev derfor Fortmellemrummene rømmede og alle manøvredygtige Tropper trukne tilbage til Liège. Den følgende Nat brød Fjenden frem gennem Fortmellemrummene. I denne Nat fik Tyskerne bragt deres nye svære Belejringsartilleri i Stilling, og om Morgenen den 7. aabnede de Ilden mod Forterne med deres 42 cm Morterer. Om disse svære Morterer berettes det, at de under Transporten adskilles i 4 Dele, og at der til at trække hver af disse Dele anvendes 3 Landevejslokomotiver; for hver Morter er der desuden 1 Landevejslokomotiv til Raadighed, bestemt til at assistere ved Kørsel op ad Bakke. Morteren udskyder Projektiler med en Vægt af 800 kg. Med denne Vægt og en Endehastighed af 300 m vil Projektilet ved lodret Anslag gennembryde et 39 cm tykt Smedejernspanser eller et 6 cm Staalpanser. Ved lodret Anslag paa Beton vil Projektilet med samme Endehastighed opnaa en Indtrængelse ai 1,7 m og ved en Anslagsvinkel paa 60° af 1,3 m; naar man hertil føjer den ved Sprængvirkningen foraarsagede Ødelæggelse, vil det ses, at de hidtil almindeligt anvendte Hvælvingstykkelser paa 2— 3 m er ganske utilstrækkelige. Ilden rettedes mod alle Forterne paa højre Maasbred samt mod Forterne Pontisse og Flémalle paa venstre Bred. De 4 resterende Forter paa venstre Maasbred synes Mortererne ikke at have kunnet naa fra deres Standpladser. Forterne Évegnée, Chaudfontaine og Embourg synes at være faldne tidligt paa Dagen den 7., og i Løbet af den 8. faldt vistnok Forterne Barchon, Fléron og Boncelles, ligesom Forterne Pontisse og Flémalle sønderskødes.
Under disse Forhold, hvor Forterne paa den højre Flodbred ikke kunde yde den paaregnede Støtte, og hvor man alligevel ikke kunde gøre sig det ringeste Haab om at kunne hævde Stillingen mere end nogle faa Dage, ansaa General Léman det for rigtigst at lade 3. Division slutte sig til Felthæren, medens den endnu var i kampdygtig Stand. Generalen lod derfor Divisionen forlade Fæstningen, idet han besluttede med de 4 resterende Forter at hindre en tysk Fremtrængen over Maas saa længe som muligt. Selv tog han Kvarter i Fort Lonsin. Broerne over Maas blev sprængte. 1 de følgende Dage beskød Tyskerne de 4 Forter Liers, Lantin, Loncin og Hollogne, uden at det lykkedes at nedkæmpe dem. Forterne tilbageviste endog ved deres Ild adskillige tyske Forsøg paa at slaa Bro over Maas. Endelig den 13. August lykkedes det Tyskerne at føre deres svære Morterer over Floden og gennem Liège. Da de derefter aabnede Ilden, faldt alle 4 Forter i Løbet af 2 Timer. General Leman ledede Forsvaret med stor Energi lige til det sidste. Ved en nedstyrtende Betonblok var begge hans Ben bievne haardt kvæstede; men alligevel beholdt han Kommandoen og inspicerede Forterne i Automobil. Da han den 13. August ledede Kampen i Fort Loncin, slog en 42 cm Granat gennem Betonhvælvingen og sprang i Ammunitionsmagasinet. Da Tyskerne derefter stormede Fortets Ruiner, blev Generalen fundet i bevidstløs Tilstand, halv kvalt af den ved Eksplosionen udviklede Gas. I sin Rapport til Kong Albert fremfører han dette som en Undskyldning for, at han ikke havde fundet sin Død samtidig med, at den Fæstning, der var betroet til hans Forsvar, faldt i Fjendens Hænder. Efter at Liège var falden, marcherede i de følgende Dage store Troppestyrker igennem Byen til det planlagte Opmarchrum bag Linien Bryss—Namur.
