I disse år kan man med glæde konstatere en voksende for­ ståelse hos hærens officerer for nødvendigheden af taktisk sam­ arbejde værnene imellem. Dette gælder vel ganske særligt det taktiske samarbejde mellem hæren og flyvevåbnet, hvor vi, der nu i nogle år har haft med dette arbejde at gøre under de sam­ lede øvelser, stabsøvelser o. lign., ofte bliver udspurgt herom af kammerater; sagen er jo den, at der fremdeles kun findes vanske­ ligt tilgængeligt — og efter vore forhold lidet tilpasset — regle­mentarisk materiale om denne tjeneste.

Det skulle da være formålet med denne artikel at give en almindelig orientering om de erfaringer, vi er nået frem til her­ hjemme, og om, hvad vi kunne ønske os af fremtiden, alt natur­ ligvis med de begrænsninger, som sikkerhedshensyn dikterer, og som ikke kan være uvæsentlige på dette område — desværre for artiklens lødighed.

Først et par ord til skeptikerne, der f. eks. ville kunne sige: hvorfor skal vi binde et måske betydeligt antal hærofficerer til denne tjeneste „bag fronten“ (har vi ikke nok af store stabe?), når man skriger på kvalificerede officerer i geleddet, ved batail- loner og artilleriafdelinger, hvor jo alligevel slaget i den sidste ende afgøres; når vore flyvere — efter hvad så mange giver ud­tryk for — åbenbart vil være helt engageret i kampen om luft- overlegenheden; eller når vejret i dette land i lange perioder udelukker anvendelse af flyvere, som vi har set det under næsten hver eneste af de samlede øvelser — —

Lad os hertil i korthed sige følgende: den generelt underlegne må bestræbe sig på at kunne udnytte al rådig ildstøtte med størst m ulig smidighed, altså med hurtige og overraskende ildforlæ gnin­ ger til skiftende tyngdepunkter. Netop i så henseende frembyder en taktisk flyverstyrke enestående muligheder på grund af våbnets meget store hastighed, rækkevidde og ildkraft, sidstnævnte ikke mindst efter tilkomsten af taktiske atomvåben, hvoraf „lette“ typer som bekendt kan leveres af jagerbombere. Selv uden stationering her i landet er det måske netop i form af taktisk flyverstøtte, at vi i givet fald hurtigst og lettest vil kunne få hjælp af vore allie­ rede; en sådan hjælp må vi — også hæren — være i stand til at kunne udnytte effektivt. I forbindelse med spørgsmålet, om vore flyvere nogensinde „får råd“ til direkte støtte til hæren eller sø­værnet, kan jo just den mulighed komme ind, at vi udefra fik sådan hjæ lp til kam pen om luftoverlegenheden, at vore egne jager- bombere fortrinsvis kunne koncentrere sig om sådanne direkte støtteopgaver, der kræver et nøje samarbejde med de andre værn, og hvor lokalkendskab er af den største betydning — alt natur­ ligvis i det omfang, hvori de kunne få bevægelsesfrihed i luften. Jøvrigt kan det ikke være rigtigt stift at hævde, at kampen om luftoverlegenheden (eller rettere bekæmpelsen af fjendens flyvere) altid skal have fortrinsret, med mindre man hertil også vil regne direkte flyverstøtte af hær- eller flådeoperationer, der tilsigter at forsvare egne eller erobre fjendens flyvepladser! De seneste NATO - publikationer er da også langt smidigere affattet på dette punkt (afvejningen mellem Air Superiority, Interdiction og Close sup­ port) end tidligere allierede reglementer.

Det er jo rigtigt nok, at vejret i længere eller kortere tid ad. gangen, og i og for sig forbløffende hyppigt i dette land, ude­ lukker flyvning, om end man i en krig måske nok ville løbe noget større risiko end nu i fredstid. Imidlertid synes det, som om denne omstændighed, der jo også gælder for fjenden, kan blive til fordel for den svagere, men lokalkendte, især hvis han er modparten teknisk overlegen (i vejrtjeneste, navigatoriske hjæ lpem idler og uddannelse), og det er som bekendt en af N ATO’s yndede theser, at det skal vi være. — Men nægtes kan det ikke, at med det tekniske standard-udstyr af idag kan vi ikke regne med flyverne som en lige så pålidelig, altid på pletten værende hjælper som hærens artilleri.

Men her må vi sluttelig foreholde skeptikerne, at hele dette „dyre“ system med JOC o. s. v. ikke kun er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af taktisk flyverstøtte, men også skal samordne og kontrollere „taktiske luftoperationer“ iøvrigt, hvorved tænkes på virksomhed med raketter (styrede eller frie, jord-til-jord eller jord-til-luft), luftværnsartilleri og langtrækkende artilleri (bl a. atomartilleri, altsammen våben der er inde i en rivende udvikling, og hvis betydning for de taktiske operationer på landjorden næppe kan overvurderes.

Det vil ses, at opbygningen af selve flyverstøtte-systemet, hvis enkelte led vi i det følgende skal gennemgå, i hovedtrækkene ganske ligner artilleristøtte-systemet indenfor en division: i top­ pen et centraliserende organ, JOC (Joint Operations Center), svarende til DAF og som denne handlende på direktiver fra (troppe)føreren, her dog direktiver fra arméchef og flyverchef i forening; på mellemtrinet (korps og division) systemets medlem­ mer i FSCC (Fire Support Coordination Center), i det følgende kaldt „ildcentral“, svarende til det velkendte, intimt forbundne par fodfolksregimentschef — chef for den støttende eller samvir­ kende artilleriafdeling; og endelig i fronten ved regiment og bataillon ACT’er (Air Control Teams) svarende til AO’erne ved bataillon og kompagni.

Også de to systemers anvendelse har mange lighedspunkter. Som ved divisionsartilleriet bevarer man længst m uligt centraliseret ledelse af midlerne a. h. t. rationel udnyttelse og tyngdedannelse og decentraliserer kun i særtilfælde, enten når kritiske og uover­ skuelige situationer gør indgriben ovenfra umulig, eller når -— som f. eks. i en forfølgningsfase — ønsket om økonomi med kræf­ terne må vige for kravet om hurtig lokal udførelse. Der er dog den markante forskel, at medens D AF ikke kontrollerer hver skudafgang, må JOC a. h. t. samordning med øvrig taktisk luft­ virksomhed kontrollere hver start; men hvad den så bruges til ved fronten, bliver ved decentralisering den støttede enheds egen sag, dog indenfor de m uligheder som den af JOC beordrede, men normalt af enheden selv rekvirerede bevæbning af luftfartøjet giver.

JOC, den af flyvevåbnet administrerede fællesværnsstab, hvis medlemmer im idlertid fremdeles kommandomæssigt henhører un­ der de respektive værnsstabe, hvorfra de er udskilt, har to almene virkefelter, der hvert stiller sine krav, nemlig på den ene side planlægning forud og på den anden side gennemførelsen fra minut til minut.

Planlægningen sker på de repræsenterede værnsstabes vegne og kræver følgelig den mest nøje forbindelse med disse; JOC må være mobilt for rent fysisk at kunne ligge tættest muligt ved disse stabe (chefer). Det mest kortfristede, denne planlægning kan sigte på, er udnyttelsen af de rådige lufttaktiske m idler for den kom ­ mende 24 timers periode. Dette vil give sig udslag i et forslag til beslutning for den aftenkonference mellem de samarbejdende che­ fer af forskellige værn, eller disses repræsentanter, der normalt afholdes dagligt ved 19-tiden.

Den løbende gennemførelse af flyverstøtten kræver, at JOC foruden et nøje kendskab til luftsituationen liar et stadig å jourført kendskab til situationen ved de forskellige fronter, faktisk lige så nøje som den pågældende division eller selvstændige regiments- kampgruppe bor have det. Dette kræver særlige, direkte forbindelser, idet et sådant situationskendskab ikke kan opnås ad kom­ mandovejen; korps og armé har ikke, og har ikke brug for, et lignende nøje å jourført kendskab til deres dispositionsenheders forhold. — JOG arbejder herunder på beslutninger fra aftenkon­ ferencen, enten konkrete ordrer, f. eks. om forud aftalte støtte­ opgaver (bestemte mål angribes til bestemte tider med bestemte våben), eller direktiver om fortrinsvis støtte af bestemte enheder eller om antal starter til bestemte formål. Øjeblikkelig støtte ydes på grundlag af rekvisitioner fra de støttede hær- eller flådeenhe- der, eller JOG griber selv ind på grundlag af sit kendskab til den samlede situation og opgave; dette sidste kan ikke mindst liave afgørende indflydelse på kampen, fordi det kan ske meget hurtigt og med stor kraft; man kan endog omdirigere luftfartøjer, der allerede er sat ind i anden retning, mod særlig betydningsfulde, pludseligt opdagede mål, f. eks. fjendtlige panserreserver, der er brudt op fra slørede stillinger i et beredskabsrum.

Hærsektionen i JOC består af en E-gruppe (G— 2 Air) og en O-gruppe (G— 3 Air) fra hhv. arméstabens E-afdeling og O-afde­ ling. Nogle af disse officerer bør have generalstabsuddannelse eller tilsvarende, resten af de ialt ca. 12 fornødne officerer (beregnet efter 2-skiftet 24 timers tjeneste) kan meget vel være specialud­ dannede (gerne ældre) reserveofficerer; en halv snes stabsuddan­ nede lotter vil være ideelle som hjælpere til journalføring, plot­ ning, ekspedition af signaler m. v. Sektionen må være indøvet i en fast kontoreksercits, som gør det muligt med fuldstændig sik­ kerhed at ekspedere de ofte meget hastende øjeblikkelige rekvisi­ tioner og dermed forbundne signaler til kontrolorganer m. v.

Som sine repræsentanter på de flyvestationer, hvorfra støtte kan ydes, råder JOC over et antal forbindelsesofficerer, GLO’er (Ground Liaison Officers). Disse står i direkte forbindelse med hærsektionen i JOG og medvirker ved briefing af piloterne forud for støtteopgaver og afhøring efter udført hverv. Deres medvirken er meget afgørende for resultaterne og de oplysninger, hæren kan få ud af flyverne, især da piloterne nu om dage — i modsætning til tidligere — kun har et meget overfladisk (om overhovedet noget) kendskab til hærens taktiske metoder. En passende special­ uddannelse forudsat vil også disse officerer meget vel kunne være modne reserveofficerer.

På korpstrinet må findes følgende medlemmer af flyverstøtte­ systemet: 1) forbindelsesofficerer af flyvevåbnet, ALO (Air Liaison Officer), der kommandomæssigt sorterer under JOC og rådgiver korpsets chef og stab i alle spørgsmål om flyverstøtte og forsvar af flyvevåbnets led og anlæg indenfor korpsets ansvarsområde; 2) en officer i O-sektionen, G— 3 Air, der fortrinsvis tager sig af flyverstøttesager og 3) en officer i E-sektionen, G— 2 Air, der særligt tager sig af flyveropklaring. ALO må have en hjælper til afløsning, G— 3 Air og G— 2 Air må kunne afløses af andre med­ lemmer af staben i stille perioder.

ALO og G— 3 Air bør placeres i en ved korpset oprettet ild­ central. Denne er et ganske sim pelt stabsorgan, der kan bestå i, at K A F (korpsartilleriføreren) og luftværnsføreren foruden de to allerede nævnte anbringes i et fælles rum, hver for sig forsynet med forbindelse til egne stabe eller ildledelsescentraler (JOC, K A F ’s kommandostation, luftværnskommandostationen og korps­ staben). I denne central, der ledes af K A F efter direktiver fra korpschefen, sikres den stadige samordning indenfor korpset af alle former for ildstøtte, bl. a. sikres der rettidige og hensigts­ mæssige restriktioner på feltartilleriets og luftværnsartilleriets ild, når egne flyvere skal frem i området og yde direkte støtte, ligesom der herfra om nødvendigt sørges for bekæmpelse i mulig ud­ strækning af fjendtligt luftværn forud for egne flyveres ankomst.

Ved divisioner (og evt. selvstændige regimentsgrupper) må der under DAF’s ledelse findes en lignende ildcentral. Der bør også på dette trin findes en ALO og en G— 3 Air officer (kan også passe anden tjeneste), men en G— 2 A ir officer synes ikke nødvendig, idet navnlig den forud planlagte flyverrekognoscering normalt bør tilrettelægges på korpstrinet. Ved udpræget tyngde- dannelse (eller med kun eet regiment i fronten) bør ildcentralen kunne gå helt frem bag det pågældende regiment, hvis morter- kompagnis chef i så fald også placeres i ildcentralen.

Ved regimenter og batailloner iøvrigt må spørgsmål vedrørende flyverstøtte varetages af O-officererne sammen med deres andre pligter, m uligvis rådgivet af et A C T .

Disse A C T ’er (jvf. tidligere „kontaktvogne“ ) er med deres særlige radioudstyr og deres jagerpilot-uddannede førere simpelt­ hen hold, ved hjælp af hvilke det er muligt fra jorden — og fortrinsvis fra steder nær fronten — at få forbindelse til flyverne i luften, lede dem til angreb på mål på jorden og modtage deres første meldinger. Endvidere har hvert A C T radioforbindelse enten direkte til JOC eller, hvad der fremtidigt synes at blive det mest hensigtsmæssige, til divisionens A L O (ved ildcentralen), hvem ordrer fra JO C (om kontrolopgaver) formidles.

Der reserveres normalt et AGT til brug for ALO både ved korps og division, men resten fordeles til regimenter, batailloner og opklaringsenheder i overensstemmelse med planerne for anven­ delse af flyverstøtten. Herved må tages lignende hensyn som ved fordeling af andre ildobservatører; har man selv initiativet og kan forlods skabe en udpræget tyngde, sættes hovedparten ind her; forholder man sig som i forsvaret mere afventende, kan det være naturligt at nøjes med at sende et enkelt AGT frem med fremskudte styrker el. lign. og lade et eller to være i stilling bag H F L ved de mest nærliggende steder for fjendens første angreb og iøvrigt lade resten — hvis man har så mange — være i beredskab længere tilbage, rede til indsættelse, når fjendtlig tyngdedannelse er konstateret. Under alle omstændigheder er det af største vig­ tighed, at der er et AGT fremme og i stilling med god observation mod målområdet, når en chance for at opnå og udnytte taktisk flyverstøtte viser sig; m ål indenfor bom belinien må som bekendt af sikkerhedsgrunde kim angribes af egne flyvere under medvir­ ken af AGT.

Et ACT bør — for et givet tidsrum — knyttes til en bestemt enhed, normalt en bataillon, som i så fald har ansvar for opret­ holdelse af forbindelse med det, for dets orientering om situatio­ nen og planlagte operationer i området, for dets faglige støtte og for dets underbringelse og sikring. Til gengæld får bataillonsche- fen en luftmilitær rådgiver og m ulighed for at kunne opnå en ildstøtte, der i præcision og kraft vil kunne ligge langt ud over, hvad der ellers bliver en bataillon til del. — ACT-føreren må for at kunne følge bataillonschefen eller en kompagnichef frem til dennes kampstade være udrustet med en jeep, ligesom lian må kunne forlade denne og kravle op på en bakke med en fjern­ betjent mikrofon; om holdet så tillige behøver en større vogn a. h. t. den ret store radiostation til forbindelsen bagud, er et teknisk spørgsmål; lettest ville det selvfølgelig være at blive fri for den store vogn. Det er iøvrigt værd at bemærke, at tilstede­ værelsen af disse forholdsvis stærke stationer nær forreste linie vil kunne røbe forestående bevægelser eller tyngdedannelse, hvis radiotavsheden brydes for tidligt.

Vi vil derefter se på, hvorledes dette system virker, idet de så afgørende signalforbindelser vil blive omtalt samtidigt med fremgangsmåderne på de forskellige trin gennem til dem.

Lad os begynde med divisionen; det er nemlig her, ildstøtte- planen først og fremmest bør blive til vinder tilrettelæggelsen af en centraliseret ledet kamp. Man gør op — muligvis på forslag fra underlagte enheder — mod hvilke mål der ønskes forud aftalt støtte, samt — på grundlag af efterretningsplanen — hvilken fly­ veropklaring divisionen har ønsker om. Under flydende situationer vil det ofte kunne være vanskeligt at have disse ønsker afklaret så tidligt på eftermiddagen, som korpset a. h. t. deres videre be­ handling må forlange dem frem. Divisionen kan i så fald i mere almindelige vendinger bede om bekæmpelse af mål af den eller den art (artilleri, kampvogne, tropper i bymæssig bebyggelse o. s. v.) på steder og tider, der senere nærmere opgives — men helst allerede nogenlunde bør antydes — alt efter bedste skøn om situationens forventelige udvikling i forhold til egne planer: selv dette vil i høj grad kunne hjælpe JOC til det meget ønske­ lige: at kunne planlægge mest muligt forud, om ikke andet så starternes fordeling på de forskellige typer bevæbning af luftfar­ tøjerne (som jo afhænger af de sandsynlige mål). Rekvisitionerne på forud aftalt støtte sendes over de normale kommandonet til korpset.

Korpset vil fra JO C have modtaget et overslag over forventelig flyverstøtte (antal starter) i det kommende døgn. I lyset heraf bearbejder det de fra divisioner m. fl. modtagne rekvisitioner og tilføjer sine egne, ganske særligt sådanne, om ildstøtte såvel som opklaring, der ligger dybere inde i det fjendtlige rum. Materialet sendes for at spare tid direkte til JOC under brug af særlige flyverstøttenet (telefon eller linie- eller radiofjernskriver).

I JOC hærsektion vil man på nuværende tidspunkt være kendt med arméchefens planer for det kommende iløgn og med arméens eventuelle rekvisitioner på forud aftalt støtte, udover de af korp­ sene medtagne. Det hele samarbejdes nu og forhandles på stabs­ niveau med flyver- og søværnssektionerne i JOC, og enighed søges opnået om et forslag til beslutning på aftenkonferencen. Opnås enighed ikke i staben, må alternative forslag fremlægges til che­ fernes beslutning; kan disse ej heller blive enige, må sagen frem til den nærmest foresatte chef, der har fælles kommando over alle tre værns elementer.

De på aftenkonferencen vedtagne forud aftalte støtteopgaver optages derefter i flyverstyrkens operationsbefaling, der går ud til flyvestationer ni. v. og i uddrag til ALO’er, ligesom den om­ trentlige (foreløbige) fordeling på de forskellige opgaveformer af de resterende starter anføres. Dette danner grundlaget — der efterhånden i nogen grad kan ændres ved løbende direktiver fra værns­ stabene — for JO C ’s gennemførelse af flyverstøtten den næsle dag.

Når der under en operation opstår behov for øjeblikkelig flyverstøtte vil rekvisition herom fra divisioner (selvstændige re­ gimentskampgrupper) eller korps kunne fremsendes direkte til JOC ved hjælp af et særligt flyverstøttenet (telefon (fjernskriver) og/eller radio) mellem JOG (lederstation) og de nævnte enheder. Oversprungne led (dog ikke arméstaben, der jo har sin repræsen­ tation i JOC) lytter ind og giver tilslutning ved at forblive tavse; kan de ikke bifalde rekvisitionen, gør de snarest muligt indsigelse overfor JOC ved hjælp af de normale kommandonet.

Det bemærkes, at divisionen eller den selvstændige regiments kampgruppe i alm indelighed er det laveste led, der således kan rekvirere direkte med overspringelse af m ellem faldende led. Det betyder for et regiment eller en bataillon, at hvis der her opstår behov for øjeblikkelig støtte, må den rekvireres ad kommandovejen under benyttelse af de normale kommandonet. Vi har under en enkelt øvelse haft etableret et særligt internt flyverstøttenet inden­ for en division; men denne — i princippet ideale — løsning synes urimelig kostbar, især når det trods alt må forudses, at direkte flyverstøtte bliver noget forholdsvis sjældent forekommende. Da anmodningerne om øjeblikkelig flyverstøtte næsten altid vil have stor hast, må disse signaler gives tilstrækkelig høj precedence til at sikre hurtig ekspedition til divisionen; signalerne vil iøvrigt kunne gøres ganske korte under brug af fastsatte formularer for rekvisition på henholdsvis ildstøtte og luftopklaring, jvf. hærkom­ mandoens bestemmelser for rekvisition m. v. af taktisk flyverstøtte (til tjenestebrug).

Det er vanskeligt at sige noget konkret om, hvor længe det vil kunne vare, inden sådan øjeblikkeligt rekvireret flyverstøtte vil kunne ydes. Forudsat en sikkert virkende signal- og stabstjene­ ste på alle trin fra den rekvirerende bataillon til JOC vil spørgs­ målet først og fremmest afhænge af, om der er flyvere til rådighed i et passende højt beredskab; selve proceduren med fremsendelse af rekvisitionen gennem regiment til divisionens ildcentral og her­ fra til JOC behøver kun at tage få minutter; det samme gælder den stabsmæssige behandling indenfor selve JOC, med mindre der er alvorlige beslutninger om tyngdeforandring el. lign. forbundet med en eventuel imødekommelse af rekvisitionen, i hvilket tilfælde afgørelse muligvis må indhentes hos en høj chef.

Hurtigst går det selvfølgelig, hvis der allerede er flyvere i luften over eller i nærlieden af målområdet, bevæbnet hensigts­ mæssigt i forhold til målets art. Dette vil i almindelighed kun være tilfældet, når det liar været forud planlagt at have luftfar­ tøjer på „air alert“ til fordel for bestemte enheder til bestemte tider. Det er imidlertid en særdeles kostbar og lidet smidig form for anvendelse af flyverne og kan bringe disse i en farlig position i forhold til fjendtlige jagere med overlegne interceptor-egenskaber; den vil derfor sikkert kun meget sjældent blive anvendt under vore forhold.

Noget længere tid tager det unægteligt, når luftfartøjerne — som norm alt -— står i beredskab på jorden. At have fartøjer med den rette (mest hensigtsmæssige) bevæbning startklar bliver igen her den vigtigste forudsætning for at skære tidsfristen ned; derud­ over kan der være tale om at have piloterne i større eller mindre beredskab, eventuelt endog siddende i cockpittet og med flyene opmarcheret ved enden af startbanen. Piloterne kan i sidstnævnte tilfælde nødtørftigt briefes i maskinerne, evt. pr. radio i luften, men i forbindelse med direkte flyverstøtte af hæren er metoden lidet anbefalelsesværdig, rent bortset fra, at den i almindelighed er meget trættende for piloterne. Den omhandlede briefing bliver nemlig i følge sagens natur yderst summarisk, og en omhyggelig briefing — under medvirken af trænede GLO’er — er noget meget væsentligt for et heldigt udfald af den direkte støtte. Den skal der­ for helst foregå i det dertil indrettede lokale, hvor alle hjælpe­ midler som kort, fotos o. lign. kan være for hånden. Dens formål er at sætte piloterne i stand til straks at finde det rette mål — eventuelt i den sidste ende hjulpet af et ACT — og gå til direkte angreb i umiddelbar fortsættelse af en hensigtsmæssig tilrettelagt tilflyvning; derved opnås størst overraskelse, de fjendtlige tropper i målområdet når ikke alle at gå i deres dækninger eller at spre­ des, og luftværn når ikke at komme til skud, lige som naturligvis også faren for indgriben af fjendtlige jagere bliver mindre. Det vil derfor i almindelighed lønne sig at tage den fornødne tid til at gennemføre en ordentlig briefing.

Endelig tager selvfølgelig selve tilflyvningen nogen tid, men med nutidens hastigheder og vort lands ringe størrelse vil denne tid i reglen være ret underordnet i betydning for det samlede re­sultat.

Skal man — med al den forsigtighed, som spørgsmålet af flere grunde opfordrer til — vove at antyde noget konkret om vente­ tiden fra det øjeblik, da bestillingen afgives ved en frontbataillon, til flyverne kan være der, må man vel for de udmalede „normale“ forhold sige: et sted mellem een og to timer; lierved være dog tilføjet, at vi har været under denne tid, og at man sikkert også meget vel vil kunne komme ud for længere ventetid.

For at forsøge at komme ned på så lave tidsfrister som over­ hovedet teknisk muligt har vi hidtil åbnet mulighed for direkte rekvisition gennem et ACT og yderligere i reglen ladet disse ACTs korrespondere direkte med JOC; dette sidste bliver man formentlig nødt til at opgive, først og fremmest a. h. t. kontrollen og sam­ ordningen af taktisk luftvirksomhed og anden ildafgivelse på divi­ sions- og korpstrin (i ildcentralerne); men det første — brugen af ACTs til fremme af rekvisitioner på flyverildstøtte — er det i høj grad meningen fremdeles at sikre mulighed for, men vel at mærke kun i hastende situationer, hvor hurtig støtte fra luften skønnes afgørende. Sagen er jo den, at ved at belaste nettet med rekvisitioner i større omfang, kompromitterer man dels anvendelse til det primære formål, at kontrollere allerede tildelte støttemis­ sioner. Hvis sådan trafik er i gang på nettet, må eventuelle rekvi­sitioner derfor vente eller rettere sendes ad den sædvanlige vej til divisionens ildcentral.

Fordelen ved i de nævnte undtagelsessituationer at benytte et ACT til fremme af en rekvisition skulle være, at man her har et net, der nok i almindelighed vil være noget kraftigere og mere sikkert virkende end de øvrige ved divisionen, og som kontrolleres direkte af divisionen; er ACT ’et ved en frontbataillon, fås således straks forbindelse til divisionens ildcentral. Råder det således over- sprungne regiment ikke over et ACT ved sin kommandostation (hvad der meget ofte vil kunne være tilfældet), bor den rekvire­ rende bataillon naturligvis underrette regimentet på anden vis, men det vil der blive rigeligt tid til, medens rekvisitionen går sin gang videre opad.

I forbindelse med denne diskussion om mulighederne for at nedskære tidsfristerne bør der nok i en parentes erindres om, at JOC rent teknisk vil have mulighed for at omdirigere luftfartøjer, der allerede er i luften på vej til andre opgaver, til løsning af, en senere opdukket, men måske mere vigtig opgave; men det siger sig selv, at den derved mulige briefing, som jo må ske pr. radio fra den kontrollerende stab på jorden, bliver meget ufuldstændig. Enten må målet derfor være meget let at stedfæste og angribe (f. eks. en konvoj eller massive troppebevægelser på en vej), eller der må være et ACT til stede til at give detailbriefing i målt­ området.

For nu at opsummere de forskellige muligheder for rekvisition set fra bataillonen i fronten, så er der følgende veje:

1) Rekvisition på forud planlagt støtte ad kommandovejen over normale organisatoriske net; disse rekvisitioner vil dog nok i almindelighed først starte ved divisionen som den ildtilrettelæggende myndighed.

2) Rekvisition på øjeblikkelig støtte ad kommandovejen over de normale kommandonet indtil divisionen, derfra direkte til JOG over flyverstøttenettet.

I alle tre tilfælde benyttes den reglementarisk fastsatte, ganske simple formular for rekvisitionens opbygning, hvorved det dermed forbundne signal kan gøres meget kort til lettelse af ekspeditions­ tiden: tidsfaktoren taget i betragtning kan der i forbindelse med øjeblikkelige rekvisitioner i almindelighed uden fare benyttes klart sprog.

Til slut endnu et ord til den før omtalte skeptiker, der her kunne tænkes at indvende: meget vel, men hvorfor hele dette dyre apparat med JOG og lignende fremmedartet klingende navne? Hvorfor ikke tildele hver enhed (division, marchgruppe, detache­ ment el. lign.) af hæren „sine“ flyvere, plus en kontaktvogn til forbindelse med dem, på lignende måde som tyskerne i 1940 og (delvis) am erikanerne i 1944— 45 havde det?

Det er rigtigt, at dette ville være det ideelle set fra et rent hærsynspunkt. Men hovedindvendingen vil selvfølgelig være, at ordningen er alt for dyr: hvis man ikke er enten meget overlegen (amerikanerne i 1945) eller (af måske mange forskellige grunde) i stand til stadig at bevare initiativet (tyskerne i 1940), vil meto­ den ikke kunne anbefales, da den udelukker netop den smidige tyngdeforlægning, som altid må være den svages eneste chance. Dette — i forbindelse med og ikke mindst henset til de i artiklens begyndelse påpegede aspekier med hensyn til muligheden for at kunne udnytte støtte udefra — er årsagen til, at det dyre apparat givetvis må og skal opretholdes og iøvrigt udbygges til fuld effektivitet. At man så ved denne udbygning skal holde sig nede på jorden er lige så sandt her som ved alle andre stabsopsætninger, og det skulle foran være påvist, at man fra hærens side i virkeligheden kan komme „billigt“ til vejs ende, set i forhold til omfanget af den støtte, der derved åbnes muligheder for i givet fald at kunne opnå.

E. H. Wolff.