Jysk Selskab for Historie har gennem årene udfoldet en flittig udgiver- virksomhed. Til selskabets yndlingscmner hører biografien og udenrigs- og forsvarspolitikken, emnerne ofte forenet i samme værk som f. cks. i Viggo Sjøquists tobinds værk om Peter Vedel. Udenrigsministeriets direktør, 1957 og 1962, Troels Finks Spillet om dansk neutralitet 1905-1909. L. C. F. Liitken og dansk udenrigs- og forsvarspolitik, 1959, og endelig den i år afsluttede udgivelse ved Tage Kaarsted af Admiral Henri Konows erindringer 1 og 2.
Henri Konow, der sluttede sin karriere som viceadmiral og flådeinspektør i 1923-27, var af norsk herkomst. Oldefaderen var i 1766 indvandret fra Lübeck til Bergen. Farfaderen og faderen, der var velstående købmænd og redere, flyttede i 1860 til København. Henri Koncw fødtes 1862 i Amaliegade 13 og havde - bortset fra 6 års intermezzo i Dronningens Tværgade - sit hjem her næsten 70 år til 1932. Sine sidste år levede han i Nysø ved Præstø. Han døde 1939. Erindringerne, han efterlod sig, er nedskrevet væsentligst i tiden 1920-1931. De fylder i manuskript 1108 maskinskrevne foliosider og er i udgivelsen af pladshensyn beskåret til ca. 700 tryksider.
•
15 år gammel blev Henri Konow frivillig lærling i marinen og gennemgik 1879-83 søofficersskolen. Han mente, om den uddannelse man dengang gav kadetterne, at kunne sige, at den - selvom der var ting at kritisere - gav »et godt grundlag, der satte os i stand til, ved fortsat selvarbejde og erfaring, at indtage vor plads i søofficerskorpset, i de forskellige charger«. Efter nogle års subaltern tjeneste var lian fra 1886 i næsten fire år i den franske flådes tjeneste, dels i Toulon, dels i Indokina. Efter hjemkomsten blev han guvernør for prins Carl, den senere Haakon VII, under dennes kadettid. Denne lærergerning og den dermed forbundne hoftjeneste førte til et livslangt venskab med prins Carl og hans søstre, prinsesserne Louise, Ingeborg og Thyra.
I guvernørtiden havde han lejlighed til på Fredensborg at se de fleste af Europas kronede hoveder på nært hold, og senere fik han lejlighed til at uddybe sine indtryk bl. a. under en rejse til St. Petersborg i 1894 i Christian IX’s følge i anledning af Alexander III’s bisættelse og Nikolaj II’s formæling, under besøg i London 1896 i anledning af prins Carls og prinsesse Mauds bryllup, som midlertidig adjudant hos prins Valdemar under Wilhelm II’s besøg i Danmark hos Christian IX i 1904 og som deltager i alle de officielle begivenheder i 1905 i forbindelse med prins Carls overtagelse af den norske trone. Hans kone, en datter af den videnskabelige arkæologis grundlægger, J. J. A. Worsaae, var i Frederik VIII’s følge under dennes sidste rejse i 1912. Konows erindringer viser ham som en klog iagttager af de fyrstelige personer, han kom nær, men også som en vel diskret og taktfuld meddeler af sine iagttagelser. En hofsnog blev han aldrig. Det var fyrsternes menneskelige indhold og deres forståelse af de forpligtelser, deres ophøjede stilling medførte, der interesserede ham. Hoftjenesten bidrog til udvikling af hans menneskeforståelse, gav ham en naturlig verdensmandsmæssig optræden og en kosmopolitisk indstilling, og bestyrkede ham formentlig umærkeligt i hans traditionelt konservative opfattelse af, hvor de politiske systemers centrer lå eller burde ligge.
Men i øvrigt var hoftjenesten for ham ikke det primære. Han var gået til søs for at sejle og gået ind i marinen for at blive søofficer, og hans mangfoldige kommandoer gav ham en bred og grundig erfaring både som sømand og officer. I bestræbelsen på at dygtiggøre sig sømilitært måtte man efter hans mening ikke lade sig distrahere af engagementer på andre felter. Han skriver således i forbindelse med en i øvrigt meget smuk vurdering af admiral Wandel om den »fare stærkt udviklede sideinteresser frembyder for søofficerens hovedgerning, den sømilitære«, (bd. 1, s. 301). I så henseende var hans liv ikke risikofyldt. Han tilhørte sin tids dannede klasse, men hans kulturelle, sociale og politiske horisont og indsigt gik ikke ud over den, det almendannede medlem af det højere borgerskab på den tid havde, d. v. s. en traditionel konservatismes.
Det miljøbestemte i sin konservatisme synes han selv at have haft øje for. Han fortæller således (bd. 1, s. 228), at kong Georg af Grækenland under en overfart med kongeskibet Dannebrog til Lübeck i 1895 »om aftenen kom ind til mig i mit lukaf og indledte en konversation om Estrups styre og hans forhold til Københavns landbefæstning, som var ham imod. Det var egentlig første gang, jeg hørte noget virkeligt vægtigt mod det Estrupske regimente, som dengang var god latin i konservative hjem som mit. .. . lian åbnede virkelig i flere retninger mit blik for de fejl, som dette system bar i sig, fejl som der skulle mange år til at få folk til at forstå.« Lidt mere konkret indhold får kritikken i forbindelse med omtalen af kommandør Middelboe, hvis næstkommanderende på Herluf Trolle han var i 1908. Middelboe var som marineminister i det sidste højreministerium, inden det såkaldte (dette epitet betjener Konow sig som regel af i denne forbindelse) systemskifte i 1901, blevet stærkt kritiseret, for ikke at have fået nok udrettet, (bd. 1, s. 346-347) »Imidlertid er det min tro, at ingen minister i et højreministerium da kunne have udrettet noget, da dette parti havde løbet linen ud, fordi det ikke efter forliget med Venstre efter de Estrupske provisorier havde optaget dettes førerne i det efter forliget dannede ministerium.«
Den reservation, der heri kan spores over for Estrupiatet, var formentlig sømilitært fagligt betinget. Han skriver: »Datidens eskadrer tilfredsstillede mig ikke, ... For hårdt må man imidlertid ikke bebrejde datidens ældre og farende søofficerer dette, de var opvokset i sejlskibsperioden og havde aldrig set moderne krigsmateriel udnyttet, som det burde ... Men mest falder bebrejdelsen på administrationen, ... Den senere viceadmiral Kofoed-Hanscn har meget betegnende karakteriseret den flåde, marineminister Ravn efterlod sig ved sin afgang efter nogle og tyve års administration, for en prøvekollektion. Man dyrkede »vi-alene-vide«-systemet, ...« (bd. l,s. 238).
Over for det »såkaldte« systemskifte, har han som regel kun sarkasmer til overs. Han noterer (bd. 1, s. 350) om de nærmeste år efter systemskiftet det for ham uforståelige i, at forsvarssagen stadig »ikke kunne løftes op i et højere plan, hvilket i øvrigt aldrig synes at kunne blive tilfældet«, og beretter, at »den lidet tiltalende trækken tov mellem hær og flåde virkede meget deprimerende på mig.« Han følte sig i en vis forstand »lettet, da så endelig forsvarsloven af 1909 blev vedtaget, selv om jeg ikke fandt resultatet tilfredsstillende.«
Han stiftede i 1898 for første gang bekendtskab med flere af sine norske fætre, »af hvilke særlig den senere statsminister, Wollert Konow, tiltalte mig, og ikke mindst fordi han i det ydre havde megen lighed med min afdøde fader.« (bd. 1, s. 244-245). Han meddeler også (bd. 1, s. 325), at Wollert Konow »kæmpede for republikken som statsform for Norge«. At der over for den norske fætter kun var tale om slægtsfølelse, og at de ingen politiske berøringspunkter havde, kan måske udledes af, at erindringerne ikke nævner Ida Bojsen Konow, der var en søster til den danske venstre fører Frede Bojsen, og selv en venstre-politisk engageret dame, der stod i livlig brevveksling med grev Holstein Ledreborg til dennes død i 1912. Hun var gift med politikeren Wollert Konow, enten ovennævnte eller en halvfætter til Henri Konow.
Hans indstilling til de aktive politikere - højre som venstre - kan aflæses af hans omtale af »de vaner og tilbøjeligheder, som politisk virksomhed nu engang fører med sig med den stadige trang til sammenspisning og fest.« (bd. 1, s. 167).
Hans aristokratisk nedlandende indstilling til samfundet folkelige elementer kommer frem, da han (bd. 1, s. 351) beretter, at dronning Maud ytrede, at prins Olav skulle »stå i hoppet« på Holmenkollen, når han blev større. »Det tiltalte mig, da jeg så denne udtalelse blive til virkelighed, det viste forståelsen af, at den, der skal regere, skal have interesser fælles med folket, også i kropslig henseende, sådan var jo også forholdet i fordums dage.«
Hans indstilling til farvede folk ses i beretningen fra et togt til Vestindien 1901-1902. Han fortæller, at han forlod »Jamaica med det bestemte indtryk, at negrene her var under den kommando, som er nødvendig for denne race.« (bd. 1, s. 279).
Kvinder: »Hvor kunne dette, at benytte kvinder indenfor et orlogsværfts administration, dårligt forliges med de gamle »krigsartikler«, der endnu til dels var gældende, da jeg holdt min entre i marinen.« (bd. 2, s. 253).
Tre perioder i Konows liv frembyder en særlig offentlig interesse: Guvernørtiden i Vestindien, medlemskabet af ministeriet Liebe og tiden som viceadmiral.
I november 1915 afsejlede krydseren Valkyrien under Konows kommando til Vestindien, fordi regeringen på grund af de netop påbegyndte salgsforhandlinger med USA krævede særlig sikkerhed mod uro. Tiden indtil hjemkomsten i maj 1917 blev begivenhedsrig. Ikke alene løste Konow sin ro- og ordensopgave på myndig vis, men han fik det sidste halvår på øerne også pålagt hvervet som guvernør ad interim. Det faldt således i hans lod at give kommandoen »Hal ned Dannebrog« som det sidste led i overdragelsesforretningerne, som han forestod med stor værdighed. Ned- lialingen følte han som et af de trangeste øjeblikke i sit liv. Sin almindelige indstilling udtrykker han således:
»Med øernes salg fuldbyrdedes, hvad danske ministerier i de sidste halvhundred år gentagne gange havde tilstræbt. Altid havde man set på dette spørgsmål fra et økonomisk synspunkt, og kun i ringe grad fra et nationalt, man undervurderede, livad det for landet betød i retning af tab af prestige, at Dannebrog blev strøget, livor det liavde vajet i 250 år. Dette var den gang min opfattelse af salget af de dansk-vestindiske øer, og årene bar ikke rokket ved denne.«
Som guvernør var Konow underlagt finansminister Edvard Brandes. Forholdet mellem dem synes præget af gensidig tillid og respekt. »I min stilling som guvernør var det for mig i den foreliggende situation et held at liave en mand som Edvard Brandes til minister.« (bd. 2, s. 75). » ... ban var heldigvis ikke bureaukrat, men viste mig tillid og gav mig frie hænder, .. . « (bd. 2, s. 80). » ... lærte jeg at skatte finansminister Brandes som en stort anlagt og resolut mand, hvis tankegang intet liavde med bureaukratisme at gøre, ... «.
På begivenhederne omkring Påskekrisen i 1920 og 5-døgns-ministcriet Liebe, i hvilket Konow var forsvars- og udenrigsminister, ofrer erindringerne, at udgiveren suppleret med Konows beretning af 2. juni 1920, ikke mindre end 74 sider. Det var ikke politisk ærgerrighed, men pligtfølelse over for konge(magte)n, der førte barn ind i ministeriet. Han betragtede de gencralslrejketrusler, der fik kongen til at vige, som bluff, og der var for liam ingen »tvivl om, at kongemagten for sin prestiges skyld ville have stået sig ved ikke at skifte forretningsministerium.« (bd. 2, s. 246).
Ministeriet Liebes modspillere i forhandlingerne i de bevægede dage virkede naturligvis ikke sympatiske på Konow. »Personen Stauning gjorde fra først til sidst et brøsigt og utiltalende indtryk på mig, og lians hårdnakkede ulyst til at se på den, mod hvem lian talte, virkede frastødende.« (bd. 2, s. 199). Det første nogenlunde gunstige indtryk, Nina Bang gjorde, udviskedes hurtigt i forhandlingernes forløb, idet »hendes deltagelse i disse indskrænkede sig til med en drævende stemme at gentage, at ministeriet burde gå af. Fremført som denne bemærkning blev i tide og utide i en utiltalende diskant var den uden virkning og belærte mig til en vis grad om kvinders uanvendeliglied i en diskussion af så alvorlig art som følge af deres mangel på logisk sans og evne til at få fat på kernepunkterne i en diskussion.« (bd. 2, s. 207). »Det skortede dog ikke på at provokere mig, og særligt fra Borgbjergs side, idet ban betegnede mig som »ham med bajonetterne«. Såvel til denne bemærkning, som når man udmalede revolutionens rædsler, idet man fikserede mig, svarede jeg kun med et smil.« (bd. 2, s. 208).
Udgiveren resumerer i sin indledning dette politiske intermezzo i Konows liv således: »Hans manglende politiske forståelse og hans snævre miljøs svigtende evne til at vurdere styrken af de igangsatte, farlige kræfter bragte ham ind i ministeriet Liehe; men han havde ikke søgt sit eget og gik, som den noble personlighed han var, uplettet ud af affæren.« Denne vurdering er vist i det væsentlige rigtig, selv om det ikke er ganske klart, hvad det er for farlige kræfter, udgiveren tænker på.
Konow blev i efteråret 1920 kontreadmiral og chef for orlogsværftet og sad i stillingen som værftschef, til han i 1923 blev viceadmiral og flådeinspektør.
Hermed var drengedrømmen realiseret. Men karrierens kulmination betød ikke lykke, men en bitter defensiv kamp. Om sager og personer. Sagerne var kommandosagen og afrustningssagen, personerne var Laust Rasmussen og Hjalmar Rechnitzer, og sager og personer var sammenfiltret i et speget væv. Erindringerne skifter tone. 1. bind er præget af fortælleglæde, her berettes om de begivenheder og mennesker, der var rammen om hans lykkelige fremgang. I 2. bind argumenteres og missioneres, her skal den forhåbentlig mere klartseende eftertid se, mod hvilken tåbelighed, nedrighed og holdningsløshed han kæmpede. I denne del af erindringerne har læseren ingen grund til at ærgre sig over, at forfatteren skjuler sin viden om personer.
Afrustningssagen og Laust Rasmussen, den socialdemokratiske forsvarsminister i det første ministerium Stauning, var for Konow to sider af samme sag. Man levede under 1922-forsvarsordningen, der som det maksimalt opnåelige var vedtaget med Venstres og konservatives stemmer, og der var tilmed ikke overensstemmelse mellem de i loven opstillede rammer og de årlige bevillinger. Hertil kom Laust Rasmussens aktivitet for at gennemføre en fuldstændig nedrustning. Når Konow ved sin afsked måtte konstatere, at det nærmest var intet, han havde udrettet i kampen for at få de politiske myndigheder i tale i bevillingssagerne, må man i dag vel hertil sige, at det var der heller ingen anden, der havde kunnet i den situation. Som udgiveren formulerer det: »Sagens kerne var nemlig, at det langt ind i Venstres og de konservatives rækker var svært at vinde forståelse for et stærkt forsvar. Verdenskrigen med dens store tab af menneskeliv og omfattende materielle ødelæggelser havde skabt en almindelig pacifistisk indstilling.« (bd. 1, s. 21).
Konows indledning til skildringen af sit første møde med den nybagte forsvarsminister Laust Rasmussen - »en tidligere typograf« - står i sin raffinerede taktløshed som en karakteristisk ouverture til det samspil mellem minister og viceadmiral, som aldrig blev andet end en kæde af dissonanser: »Ministerens arbejdsværelse i marincministeriet er kendt som et af de smukkeste rum i den »røde« bygning, stort og lyst, som det er, og med sine vægmalerier og stukloft står det som et minde om den gode smag for århundreder tilbage. Dette bar altid slået mig, og vel derfor gjorde kontrasten mellem rummet og dets indehaver et ret stærkt indtryk på mig, den ligefrem illustrerede arbejderpartiet ved magten. Hr. Laust Rasmussen var nemlig udpræget typen på en ældre arbejder .. .«
Konows stillingtagen ex officio til afrustningsforslag udtrykte han sådan: » ... en sådan isoleret demilitarisering i et land med Danmarks udsatte militær-geografiske beliggenhed vil frembyde en fare, som efter min mening grænser til, at man sætter Danmarks fremtid på spil.« (bd. 2, s. 341).
Kommandosagen: Konow formulerer problemet således: »... »Kommandosagen«, hvorved her forstås, hvem der skal lede krigsforberedelsen, d. v. s. anskaffelsen af materiel, uddannelsen af personel og klarlæggelsen af flådens anvendelse, når det gælder, samt i dette tilfælde tage ansvaret for denne, er nemlig den hovedhjørnesten, på hvilket alt søforsvar hviler.« Dette ansvar kan efter hans opfattelse, hvor der er tale om en flåde eller en hær, »kun lægges på én mands skuldre for hver især, ligesom ansvaret for et skib kun kan påhvile kaptajnen.« Sådan var ordningen imidlertid ikke. Viceadmiralen var designeret til at varetage ledelsen af udrustet materiel m. v., når flåden sattes på krigsfod. Forberedelserne lå i ministeriet, med bistand af søværnsstaben, som først blev viceadmiralens, når han overtog ledelsen af flåden på krigsfod. Situationen var med Konows øjne, »at ministeren faktisk havde to rådgivere, en ansvarlig viceadmiral og en uansvarlig direktør i ministeriet.« (bd. 2, s. 278).
Idealordningen var for Konow den situation, der forelå, da man ved krigsudbruddet i 1914 havde overdraget viceadmiral Kofoed-Hansen ansvaret som chef for flådens overkommando. Dette var som system Konows ideal, hvortil kom, at Kofoed-Hansen synes at have været hans personideal. Der er en næsten »Winston is back«-stemning i hans skildring af virkningen på eskadre- og skibschefeme af meddelelsen om overdragelsen af kommandoen til Kofoed-Hansen. »Det lille ord »endelig« kom som et befrielsens suk fra de fleste af os; thi hvad der så end ville ske, havde vi alle som én følelsen af, at nu var der orden på det hele.« (bd. 2, s. 274).
Den særlige ulempe ved den gældende ordning for viceadmiralen, i modsætningen til generalløjtnanten, var, at han ikke de jure rådede over ma- rinestaben, der fandtes ingen flådekommando svarende til hærens generalkommando. Den fælles fjende for viceadmiralen og generalløjtnanten var udpeget med ordet direktøren. Konow kunne derfor i 1923 enes med generalløjtnant Wolff og cheferne for generalstaben og marinestaben om i fællesskab at henvende sig til ministeren om en bedre ordning af kommandoforholdene. At dette måtte virke stærkt på ministeren, indså marinemini- steriets direktør, admiral Jøhnke. Han modtog ved mødet Konow med ordene: »At du ville slå dig sammen med general Wolff, havde jeg dog ikke troet.« (bd. 2, s. 279). Konow mener, at lignende følelser næredes af krigsministeriets direktør, general Ulrich, men dokumenterer det ikke. General Ulrich har imidlertid næppe hverken tænkt eller udtrykt sig så primitivt.
Admiral Jøhnke havde været direktør siden 1911. Han havde efter Konows mening været »dygtig som farende officer«, men kunne nu ikke forudsættes at være sagkyndig. »Man kunne ikke, efter i 12 år at have siddet i en skrivebordsstol i ministeriet, gøre krav på at være sagkyndig med hensyn til ledelsen og brugen af personel og materiel på søen.« (hd. 2, s. 280). September 1923 afløstes Jøhnke som direktør af kommandør Rech- nitzer. Konow havde frarådet denne udnævnelse, dels fordi Rechnitzer aldrig havde ført skib, dels fordi han optrådte som tilhørende et politisk parti, Venstre. Ministeren var i Konows første viceadmiralsår Søren Brorsen, fra 1924 til 1926 Laust Rasmussen, og fra 1926 igen Brorsen. Hans forhold til begge var dårligt, men værst til Laust Rasmussen. I dennes ministerperiode blander sager og personer sig sammen, så samspillet får karakter af en kakofonia furiosa.
Eftertiden må vel, hvad kommandosagen angår, ikke fortænke ministrene i, at de ikke kunne løse problemerne. For dem at se forfægtedes de modstående synspunkter af officerer, som kun var enige om gensidigt at frakende hverandre sagkundskab. Her var altså ingen vejledning at hente. På den anden side havde dansk politisk demokrati på det forsvarspolitiske område ikke nået en sådan modenhed, at ministrene selv kunne skære igennem. Kun tiden kunne råde bod på dette. - I 1932 løste man for marinens vedkommende problemet ved at slå stillingerne som direktør i marine- ministeriet og chef for søværnskommandoen sammen.
Rechnitzer-sagen: Konow havde som nævnt frarådet hans udnævnelse. I 1925 blev Rechnitzer kontreadmiral, eller som Konow udtrykker det refererende admiral Carstensen, »der harmdirrende meddelte mig, at R. havde gjort sig selv til admiral.« (bd. 2, s. 313). Da den nybagte admiral i embeds medfør overbragte Konow, der var sengeliggende, meddelelse om, at denne var blevet storkorsridder, fik ban det glatte lag med en ubeherskethed, der kun kan undskyldes med Konows sygdom. »Den øjeblikkelige virkning blev, at R. gik hjem og lagde sig syg, hvorefter ban rejste på rekreation til udlandet.« (bd. 2, s. 314). Udnævnelsen var næppe i formel overensstemmelse med loven, idet Konow som ældste admiral ikke var hørt, og det for Konow farlige perspektiv var, »at R. ved min afgang kunne træde i nummer for at overtage mit embede, hvilket ville være en ulykke for« flåden, (bd. 2, s. 318). I 1932 realiseredes første del af Konows sortsyn, idet Recbnitzer blev viceadmiral og til sin stilling som direktør fik lagt stillingen som chef for søværnskommandoen. Efter søofficerernes mening realiseredes anden del af sortsynet med flådens rolle i begivenhederne omkring 9. april 1940. De pressede på dette grundlag Recbnitzer til som den, der måtte bære ansvaret for vanæren, at begå embeds- mæssigt liarakiri samme år.
Bedømmelsen af Recbnitzer vil nok med tiden blive noget mere nuanceret. Kommandør J. J. Westrups afhandling »Om 9. april - cn analyse af en ordre« (Tidsskrift for Søvæsen, april 1967) kan give anledning til overvejelser i retning af, om Recbnitzer ikke fik tildelt syndebukkens rolle. Konow synes i forholdet til Rectnitzer og ministrene kun at se sagen under to synsvinkler: sikre sig en følgagtig lejesvend (ministrene), utilbørlig ambition (Rechnitzer). I erindringerne skriver ban i referatet af sit sidste møde i embeds medfør med Søren Brorsen: »Noget forsvar for Recbnitzer førte Brorsen ikke, til trods for at det var barn, der i sin tid - og mod mit råd - havde fået ham udnævnt til direktør.« (bd. 2, s. 331). Læseren skal her forstå, at når ministeren var tavs, var grunden, at forsvaret ikke kunne føres. Læseren vil imidlertid være lige så tilbøjelig til at mene, at ministeren har opgivet at få Konow til at forstå det, der kunne fremføres, ikke som forsvar for Recbnitzer, men som argumentation for, at Recbnitzer måske var den eneste egnede i situationen. Ikke en Liitken godt nok, men man må jo tage, hvad der er.
I slutningsafsnittet er Konow inde på, at fremstillingen af lians »indsats for at modarbejde ødelæggelsen af vort forsvar muligt vil forekomme læseren omstændelig.« Men ansvarsfølelsen bar drevet ham. Hans slutord lyder: »For mig er nemlig et betryggende forsvar en livssag for Danmark, og muligt kunne dog et og andet i min fremstilling bidrage til al stille dette klart for dem, som folket kårer til sine repræsentanter, og gøre dem deres ansvar bevidst.« (bd. 2, s. 338). At Konow kun kæmpede for gode sager, var ban ikke selv i tvivl om, og om hans motivers renhed og hans kamp med åben pande lades læseren ikke i tvivl. Men man kunne have ønsket, at Konow i sit syn på det politiske system havde haft samme anskuelser, som han i forbindelse med det sømilitært faglige udtrykte således: » . . . endelig kan det jo ikke forsvares i en liøj stilling ikke at have øjet åbent for, at en ny tid er i anmarch.« (bd. 1, s. 68).
Som nævnt i indledningen til denne anmeldelse har Jysk Selskabs biografiske udgivelser også omfattet L. C. F. Liitken.
Liitken og Konow har til fælles, at de begge var professionelle officerer, nogenlunde jævnaldrende - Konow født 1862, Liitken 1863, begge nåede bøje poster - Konow endte som viceadmiral, Liitken som generalmajor, begge spillede en kortvarig politisk rolle — Liitken gennem sine samtaler med Helmuth v. Moltke 1906-07, Konow ved sit medlemskab af ministeriet Liebe 1920, begge havde faste principper og meninger, var handlekraftige og selvsikre.
Men ellers lignede de ikke hinanden ret meget.
Konow var ureflekteret konservativ og traditionalist, på én gang højt kultiveret verdensmand og djærv skipper på broen, kongehusets ven, aristokrat med human, men klassebevidst velvilje over for sine medmennesker, skeptisk over for den demokratiske udvikling, uden forståelse for tidens politiske og folkelige rørelser, ja vel i det hele uden politisk forståelse. Han var en nobel, kalds- og ansvarsbevidst, helstøbt personlighed, en ypperlig repræsentant for sin tids søofficersgeneration, hvis sympati han ikke anglede efter, men var glad ved og stolt over at have.
Liitken var politisk fordomsfri og havde allerede i 1890’eme en sikker fornemmelse af, at fremtiden tilhørte Venstre. Han kom - formentlig gennem venskab med Sigurd Berg - i forbindelse med I. C. Christensen og vandt sig position som dennes militærpolitiske tillidsmand bag kulisserne. Det var Liitkens sikkerhedspolitiske grundtanke, at man måtte komme i et tillidsfuldt forhold til Tyskland og ikke basere sig på urealistiske tanker om engelsk-støttet revanche. Disse synspunkter vandt ingen genklang hos hærens officerer, og Liitken var blandt sine egne en ensom ulv, upopulær omend til en vis grad respekteret. Flåden, repræsenteret ved kommandør Kofoed-Hansen, tænkte derimod i samme baner som Liitken.
Konow og Liitken møder ikke hinanden i deres memoirer. Deres veje lå for langt fra hinanden, og Liitkens livsløb sluttede allerede 1918, Konows først 1939. En væsentlig fællesperson i memoirerne er Kofoed-Hansen. Vi må derfor nok belave os på interessante møder, når dennes papirer i en vel ikke fjern fremtid publiceres.
Nils Berg.
