Danmarks forsvar har ved vor indtræden i NATO fået nyt formål. Der forlanges nu overensstemmelse mellem opgaver og midler til at løse opgaverne, som vi ikke har haft siden hærlo­ven af 1909. Derfor må en dansk officer i dag kunne gå til sit arbejde med en ganske anden tro og tillid end officeren fra mel­lemkrigsårene. Nu er der virkelig baggrund for hærens arbejde.

Det er denne baggrund vi savnede før NATO, og det er denne baggrund der i dag giver alvor i opbygningen. Det giver sig bl. a. udslag i forsvarsplanlægningen, der udstrækkes til om­ råder og emner, der slet ikke var aktuelle tidligere. Det giver sig tidslag i øvelser, der har et langt mere realistisk præg end tid­ ligere, og hvor der undersøges problemer, som før aldrig ville nå at opstå. Med iver undersøger man, hvorledes vore krdgserfarne allierede har løst problemerne. Utallige er de danske officerer, der har nydt godt af kurser i udlandet. Vore reglementer afspej­ ler vore allieredes erfaringer.

Den, der kun kender hæren fra den nyeste tid, kan let få det indtryk, at alt det nye, der er skabt, udelukkende bygger på udenlandske erfaringer. Hvis man imidlertid undersøger den gam­ le, danske hærs lærebøger, vil man se, at vi i meget høj grad bygger på dansk tradition.

Det er derfor interessant at sammenligne vore nugældende reglementer og lærebøger med tilsvarende fra den tid, hvor der også var realiteter bag dansk forsvar. Man vil da se, at de prin­cipper, der dengang blev doceret, er nøjagtig de samme, som vi i dag henter fra udenlandske kilder. Dette er selvsagt ikke epo­ kegørende, da et princip defineres som „en grundlæggende sand­ hed, der tjener til basis for en videnskab eller kunst“ (General Kuhnel). Når det alligevel nævnes, er det for at vise sammen­ hængen i hærens arbejde, vise, at der også tidligere var danske officerer, som ved studier og øvelser kunne arbejde sig frem til en klar og urokkelig personlig opfattelse af tingene. Det er dette, man skal gøre igen: studere vore allieredes erfaringer, sammen­ ligne med egne forhold og derved arbejde sig frem til en per­ sonlig dansk opfattelse.

Et alf de områder, der oftest bliver beskyldt for at være for stærkt og for ensidigt præget af udlandet, er stabstjenesten. Der skal derfor i det følgende citeres nogle afsnit af den af kaptajn O. Friis udarbejdede lærebog fra 1911 om „Generalstabstjeneste i felten“. Det står da enhver frit for at sammenligne med den tilsvarende lærebog fra nutiden og afgøre, livad der er dansk tradition, og hvad der er nymodens udenlandsk afskrift.

„Indledning.

Krigsforberedelsen i udvidet forstand er generalstabens ho­vedopgave i fredstid. I krig er det dels kræfternes anvendelse, dels deres vedligeholdelse. Ikke blot til selve tropperne, men til alle de personelle og materielle midler, som hæren råder over til kampens førelse, strækker dens virksomhed sig, og intet af dette kan være den fremmed.

De opgaver, der påhviler generalstaben i krig, er langt van­skeligere end fredens, og det ikke blot på grund af selve opga­ vernes art, men også fordi de som oftest skal løses hurtigt og under trykket af stort ansvar.

Generalstaben er her den højeste og den højere troppeførers højre hånd, og det er den, der bringer hans beslutninger til ud­ førelse.

Men den må være mere end dette. Det er tillige den, der skal rulle billedet af den situation, der foreligger, op for gene­ ralens øjne, simpelt, klart og tydeligt.

Dreven fremad af et rigt initiativ, men dog tøjlet af en sund sans for, hvad der kan gøres og hvad ikke, fremsætter den sine forslag.

Beslutningen er derim od generalens.

Med hensyn til dette sidste må det dog bemærkes, at en mo­ derne hærmekanisme er for sammensat til, at generalen kan be­ skæftige sig med alle dens enkeltheder. Skal han bevare det nød­ vendige overblik, så må han fritages for at bekymre sig om de­ tailler. Og der er kun én måde, hvorpå dette kan ske: hans stab må optræde og handle således, at den indgyder generalen en fuldt berettiget trygliedsfølelse med hensyn til enkelthederne. Generalen må kunne være sikker på rigtigheden af de skriftlige udfærdigelser, der udgår fra staben, på den rigtige gennemførelse i enkelthederne af anlæg af marcher, disloceringer o. 1. Og ge­ neralstabens ret og pligt til at træffe selvstændige beslutninger må udstrække sig til det administrative område, train-, forplej­nings-, sundhedstjeneste o. s. v. Når generalens hensigter er med­ delt staben, må den forstå at beherske enkelthederne. Den skal overvinde den uundgåelige friktion, der følger med operationerne, og som erfaringsmæssig vokser, jo mere man nærmer sig afgø­ relsen. Den skal bøje alt ind under generalens vilje.

Som generalstabens opgaver i krig kan altså nævnes:
1. at holde rede på forholdene hos fjenden og på egen side og klarlægge situationen.

2. at fremsætte forslag.

3. at bringe generalens beslutninger til udførelse.

4. selvstændigt at ordne enkelthederne, således at generalens vilje kommer til udtryk.

Det er vigtige og vanskelige opgaver, og deres losning stiller store krav til generalstaben, såvel til denne organisation som hel­ hed som til den enkelte generalstabsofficer.“

Efter denne indledning følger nu gennemgang af sammen­ sætningen af højere stabe og tjenesten i almindelighed. Den in­deholder først nogle historiske betragtninger, der understreger betydningen af overgeneralens personlighed, og hvor vigtigt det er for en dristig, målbevidst og hurtig gennemførelse af opera­ tionerne, at hovedkvarteret er rationelt og praktisk organiseret. Det fremhæves som en væsentlig betingelse for, at tjenesten i en højere stab skal gå godt, at generalstabschefen indtager den do­ minerende stilling indenfor kommandoen.

„Moltke har meget skarpt defineret generalstabschefens rolle således:

„De store feltherrer behøver ingen rådgivere. De undersøger spørgsmålene, afgør dem selv, og deres omgivelser har kun at ud­ føre. Det er første rangs genier: Hvert århundrede frembringer kun ét, måske knap det.

I de allerfleste tilfælde har den øverstbefalende brug for råd.

Disse råd kan godt være resultat af nogle få mænds over­ vejelser, mænd, hvis dygtighed og erfaring sætter dem i stand til at bedømme situationen sundt.

Men selv mellen disse få mænd må kun én mening være den afgørende.

Det militære hierachie må være således ordnet, at alle underordner sig én, selv i tanken, og således at kun denne ene har retten og pligten til at forelægge den øverstbefalende forslag og meninger til kritisk undersøgelse. Og denne personlighed udpe­ ges ikke efter anciennetet, men efter den tillid, han indgyder.

Selv om et råd ikke altid er det bedste, så kan det dog føre til gode resultater, når det følges med energi og udholdenhed.

Den øverstbefalende tilkom m er det at tage beslutningen, og hans fortjeneste er det at have taget ansvaret for den. Omgiver man derimod den øverstbefalende med en mængde af hinanden uafhængige mænd, får han snart ét råd, snart et andet, jo flere disse mænd er, jo fornemmere, jo mere begavede de er, desto værre. Den øverstbefalende udfører da en i og for sig hensigts­ mæssig foranstaltning til et vist punkt, slår så af særdeles gode grunde ind på en ny vej, kommer da til den erkendelse, at en tredies indvendiger har meget på sig, og tager så mod en fjer­ des ændringsforslag, og der kan væddes hundrede mod én på, at han taber felttoget af lutter velmotiverede forholdsregler.

I ethvert hovedkvarter er der en mængde gode hoveder, der forstår at fremhæve vanskelighederne ved enhver forholdsregel med stor skarpsindighed. Og ved det første uheld er de altid parate til at vise, at de har forudset alt. De har altid ret, thi da de ikke selv foreslår noget positivt, langt mindre udfører noget, kan resultatet aldrig påvises. Sådanne folk er kun til fordærv.

Men mest ulykkelig er den feltherre stillet, der har en kon­ trol over sig, der hver dag eller time skal gøre regnskab for sine planer. En delegeret fra regeringen eller en telegraftråd i ryggen umuliggør enhver selvstændighed, hindrer enhver rask beslutning, ethvert dristigt foretagende, og gør det umuligt at føre krig.“ (Det preussiske generalstabsværk om krigen 1859)“.

Der følger dernæst en gennemgang af generalstabens stilling i Napoleons hovedkvarter. Gennemgangen munder ud i følgende:

„Generalstabsofficererne er skrivere, bogholdere og ordon­ nansofficerer. Det er alt.

Berthier og den øvrige stab er intet øg kan intet udover den elementære ekspedition af kejserens ordrer.

Men selv en Napoleon kan ikke ustraffet bære sig således ad. Når passiviteten hos det enkelte individ i hærorganismen såle­ des sættes i system, må der nødvendigvis efterhånden udvikle sig en usundhed i hele organismen, som fører til fordærv. 1812, 1813 og 1815 er beviserne herfor.“

Tilsidst får man en gennemgang af den preussiske general­ stab, den fra at være en diskussionsklub i 1806 udvikler sig til den fuldkom m enhed, der kendes fra 1866 og 1870. Dette skyldes først og fremmest det målbevidste studium af krigen, som fore­ gik under Moltkes ledelse. Samarbejdet fremhæves som en afgø­rende faktor i stabsarbejde.

Efter de historiske betragtninger går „Generalstabstjeneste i felten“ over til at skildre de højere stabe i nutiden. Om forret­ningernes art og arbejdets deling siges bl. a.:

„De forretninger, der påhviler en højere kommando i fel­ ten, kan i hovedsagen henføres under følgende to hovedgrupper: 1. Sager vedrørende hærens anvendelse, d. e. dels sager om­handlende efterretningstjeneste og politiske anliggender, dels omhandlede selve operationerne (transporter, underbrin- gelse, fægtning o. s. v.)

2. Sager vedrørende opretholdelse af hærens kampdygtighed d. v. s. sager der angår erstatning af personel, am m unition, artilleri- og ingeniørm ateriel, forplejning, sundhedstjeneste, train og heste. Til denne gruppe slutter sig endvidere post­ tjeneste og retstjeneste samt endelig den gejstlige tjeneste. Når det drejer sig om en større hær, der opererer i nogen afstand fra sin basis, så falder særlig de under 2 nævnte sager, der vedrører opretholdelsen af kampdygtigheden, på to forskel­ lige områder, nemlig dels i operationsområdet, dels i området bag hæren.

De forretninger, der falder i operationsområdet, styres da på mere direkte måde af kommandoen.

Forretningerne, der hører ind tinder tjenesten bag hæren, ledes af en særlig kommando (etapedirektøren), der vel er un­ derordnet den øverste chef, men som dog forestår sit tjeneste­ område på en meget selvstændig måde og sont, ligesom den øverste chef, støttes af et ret vidtløftigt apparat af hjælpere, nemlig en kommandostab og særlige hjælpeorganer for de for­ skellige tjenestegrene.

De opgaver, der påhviler tjenesten bag hæren (der også be­ nævnes tjenesten i 2’ linie eller jernbane-etapetjenesten), er navn­ lig at forsyne hæren med alt, hvad den behøver, og at skaffe den af med alt, hvad der er den overflødigt, samt at sørge for, at der er sikkerhed, ro og orden i hærens ryg.“

Gennemgang af Frankrigs, Tysklands og Østrigs armekom­ mandoer, korpskommandoer og divisionskommandoer viser, at man også før 1. verdenskrig havde meget store stabe. Det arbejde, der påhviler de enkelte stabe, kræver nu engang et vist antal personer. Alt efter tilrettelæggelsen af den faglige tjeneste kan en divisionsstab i et land være mindre end i et andet, der så til gengæld får en større korpsstab.

Om tjenesten i de højere stabe i almindelighed skrives om sektionsinddeling:

„De ved en højere stab i felten forefaldende forretninger er så forskellige, at det er nødvendigt at indføre en — om end kun nogenlunde — fast arbejdsdeling for at fremme arbejdet og fremkalde en rationel forretningsgang. Sektionsinddelingen er et middel til at opnå dette.

Hos os fastsætter reglementet for den mobiliserede hær føl­ gende for overkommandoen:

Den til udrykning bestemte del af staben inddeles i:
I Adjutanturafdelingen, der behandler sager vedrørende hærens vedligeholdelse med personel, heste og materiel; personelle sager i alm indelighed; organisatoriske spørgsmål"; udfæ rdi­ gelse af dagsbefalinger; føring af egen „ordre de bataille“; styrkelister, tabslister o. lign.; forfremmelser, forsættelser, belønninger, disciplinære -sager o. s. v.

Den almindelige korrespondance med de forskellige tje­nestegrene i overkommandoen samt sekretariatsforretninger­ ne henlægges i reglen til denne afdeling.

II Operationsafdelingen, der er delt i 3 sektioner, behandler i hovedsagen sager, der angår hærens anvendelse.

Sektion 1 — efterretningssektionen — varetager alt, hvad der vedrører efterretningsvæsen (herunder kystudkigs- og kyst- signaltjenesten), kort, krigskorrespondenter, tjenstlig samkvem med fjenden, m. m. Til sektionen er knyttet chefen for kystudkigsvæsnet og en efterretningsem bedsmand.

Sektion 2 — operationssektionen — beskæftiger sig fortrins­ vis med spørgsmål, der angår selve operationerne, såsom mar­ cher, fægtning, underbringelse o. lign.; udfærdigelse af ope­ rationsbefalinger m. m.

Til hjælp i faglig henseende er der til sektionen knyttet en telegrafembedsmand og om muligt også en delegeret fra telefonselskaberne.

Sektion 3 — trafiksektionen — behandler alt vedrørende jernbane- og søtransporter o. lign. Chefen for søtransport­ væsnet og en af statsbanernes trafikbestyrere er knyttede til sektionen.

III Soofficeren ved overkommandoen er overkommandoens nær­ meste m aritim e rådgiver og står direkte under stabschefen.

Indre tjeneste i staben.
Tjenesten i en større stab nødvendiggør et samarbejde mel­lem sektionerne, hvori den er delt. Inddelingen i sektioner har ikke nogen absolut karakter, men må opfattes som en konventionel ordning, der skal lette og fremskynde arbej­ dernes udførelse. Den nødvendige enhed i det fælles arbejde, hvortil enhver bidrager inden for sit virkefelt, må tilvejebringes gennem stabschefens overordnede ledelse. Hans syns­ måde må være den bestemmende ved sektionernes samarbej­ de, og det er ham, der har ansvaret overfor generalen for arbejdet fra det øjeblik, da ban har godkendt det.

Nødvendigheden af dette samarbejde vil forstås, når han f. eks. undersøger tilblivelsen af en operationsbefaling. De bestemmelser, en sådan befaling indeholder, vil i hovedsagen kunne sammenfattes i følgende tre grupper:

1. Redegørelse for situationen og forholdet hos fjenden.
2. Bestemmelser for selve den operation, der skal udføres.
3. Forskrifter vedrørende underbringelse, forplejning, train og tros o. 1.

Selve befalingen udfærdiges i operationssektionen. Men denne må forinden fra efterretningssektionen have oplysning om situationen og hvad der vides eller antages med hensyn til fjenden, om terrainet, vejnettet, underbringelsesforholdene i egnen o. 1. Endvidere må den fra adjutanturafdelingen have oplysning om, hvilke forskrifter der kan gives for forplejnin­ gen under hensyn til de forhånden værende forsyninger, og for train og tros med hensyn til fornyelsen af deres behold­ ninger. Når operationssektionen har modtaget disse oplysnin­ger og stabschefens instruks angående den påtænkte opera­ tion, det mål, der skal nås og i store træk angivelse af mid­lerne, redigerer den befalingen og forelægger den i udkast for stabschefen.

Dette udkast, der foreligger som resultat af hele stabens samvirken, er et ganske upersonligt arbejde; det antager først karakter af et personligt arbejde, når stabschefen, efter at have undersøgt, om fornødent modificeret, og endelig god­ kendt det, forelægger det for generalen. I dette øjeblik er det stabschefens arbejde; men når generalen på sin side har godkendt og underskrevet det, bliver det udelukkende hans arbejde, ban alene bærer da ansvaret for det.

Stabschefen henvender sig til generalen for at modtage hans ordrer og underskrift paa ekspeditionerne. Men delte kan ikke ordnes på en så regelmæssig måde som i fred, hvor 1 å 2 daglige sammenkomster eller endog færre er tilstræk­kelige. I felten funktionerer staben permanent, og stabsche­ fen må til en hvilken som helst tid om dagen eller om nat­ ten have adgang til generalen for at kunne forelægge ham ordrer, beretninger, efterretninger o. s. v., som kræver øjeblikkelig afgørelse, eller hvormed generalen ufortøvet bør gøres bekendt.

Nogle af de sager, der behandles i staben, har karakter af løbende forretninger, idet de kommer igen daglig på en nogenlunde regelmæssig måde, om end under forskellige for­mer. Det er navnlig sådanne, der angår personel og materiel, vedligeholdelse og fornyelse af forsyninger o. 1.

Disse sager, der i reglen ikke er af påtrængende natur, afgøres ved konference mellem generalen og stabschefen. Når kampdagene undtages, må en sådan konference finde sted hver dag; men tiden må bero på, når sagerne fra de la­ vere enheder indtræffer. Skifter staben den pågældende dag kvarter, vil konferencen først kunne ske efter ankomsten til det nye kvarter. Den må dog være afsluttet, forinden den almindelige befalingsudgivelse (se nedenfor) finder sted, for at generalens bestemmelse med hensyn til de forskellige sa­ ger kan meddeles befalingsmodtagerne. Derved opnår man at indskrænke og sim plificere korrespondancen.

De løbende forretninger vil i reglen nødvendiggøre, at stabschefen samles to gange med sektionscheferne, før og efter konferencen med generalen.

Før stabschefen begiver sig til generalen, modtager han de færdige sager med fornødne oplysninger af sektionsche­ ferne. De fremsætter ved denne lejlighed deres forslag angaa- ende de forskellige spørgsmål, de punkter, der skal optages i dagsbefalingen o. 1. De meddeler ham samtidig, hvad der gennem meldinger, redegørelser o. 1. er indkommet til oplys­ ning om forholdene ved de underlagte enheder og minder ham om sager, der skal behandles.

Efter at have konfereret med generalen, samles stabschefen atter med sektionscheferne, for at man kan bringe generalens ordrer til udførelse og foretage mulige forandringer i ud­ fæ rdigelserne, før de ekspederes.

De sager, der vedrører selve operationerne og særlig for­ beredelsen af operationsbefalingerne, vil ofte kræve flere kon­ ferencer m ellem generalen øg stabschefen. En enkelt af dis­se vil dog have en mere regelmæssig karakter, nemlig den, hvor stabschefen forelægger operationsbefalingen til godken­delse. Denne lejlighed vil stabschefen benytte til at forelægge de sager til underskrift, der er udfærdiget i løbet af dagen, men endnu ikke underskrevne.

Med sektionscheferne og det øvrige stabspersonale maa stabschefen være i stadig forbindelse, navnlig med hensyn til alt, hvad der vedrører operationerne og efterretningsvæsnet. Sektionscheferne modtager sagerne af stabschefen eller sous­ chefen med anvisning om, hvorledes de skal behandles, og sætter officererne i gang med arbejdet.

Når operationsbefalingerne er ekspederede og dermed da­ gens mest påtrængende arbejde afsluttet, vil stabschefen i reglen samle alle stabens officerer for at gøre dem bekendt med de udgåede befalinger og sætte dem ind i situationen. Stabens officerer bør til enhver tid være instruerede om, hvad der foregår og påtænkes, for at kunne virke med initiativ i generalens ånd, og for at de kan udføre de sendelser, der be­tros dem, på bedste måde.

Der må altid være noget personale til stede i stabskvar­teret. Dette personale skal modtage meldinger, telegrammer og skrivelser og give oplysninger til personer, der indfinder sig for at søge anvisning om tjenstlige forbold. Til denne tje­neste kommanderes efter tur en af de yngre officerer og en af skriverne som jourhavende, i reglen for en tid af 12 oli. 24 timer.

Det synes heldigt at overdrage den pågældende officer al modtagelse, åbning, fordeling og ekspedition af sagerne, og derfor, når hovedkvarteret er etableret, stille ham under chefen for adjudanturafdelingen, sålænge han er jourhavende. I hvert fald bør han om natten modtage og åbne skrivelserne og afgøre, om det er nødvendigt at vække stabschefen eller en af sektionscheferne.

Det synes ligeledes heldigt, at den jourhavende officerfører bog over alle sager, der kommer ind angående opera­ tionerne, såvel i kvarteret som under march. Han indfører sagens nr., tid og sted for modtagelsen, afsendende myndighed og overbringeren, kort angivelse af indholdet (indgangs nr. anføres tillige på skrivelsen). Når staben bryder op, følger den jourhavende officer denne. Den officer, der er bestemt til at afløse ham, bliver tilbage og drager omsorg for stabs­ kvarterets flvtning.“

Det næste punkt omhandler ekspeditionen af sagerne. Selv om den moderne teknik har skaffet en mængde hjælpemidler og derfor ændret kontorarbejdets karakter, finder man næsten alle de forhold omtalt, der også i dag bør iagttages.

Bogens største afsnit handler om efterretningstjenesten og om rekognosceringer. Her mangler end ikke en „ISUM“: „Det er hen­ sigtsmæssigt, at der ret hyppigt redigeres en sammenstilling af ef­ terretninger, der udsendes til de lavere myndigheder, således at disse holdes a jour med situationens udvikling.“

Det sidste afsnit handler om den operative tjeneste. Der er herunder hl. a. en udførlig redegørelse for befalingsvirksomhed. Den „moderne“ 5—punktsbefaling finder man her, idet stoffet i befalinger er ordnet i nøjagtig den samme rækkefølge som i 5— punktsbefalingen. Om man så kalder punkterne 1—17 eller 1a, 1b, 1c, 2, 3a o. s. v. er jo i grunden underordnet.

Bogforing og føring af kort svarer til, hvad der i dag skønnes nødvendigt.

Til sidst følger en redegørelse for de enkelte personer i sta­ bens forhold under fægtning. Overskriften til kapitlet siger herom kort og godt: „Under fægtning er alle stabens officerer til rådig­ hed for generalen for at udføre de forretninger og sendelser, han anser for nødvendig.“

Af ovenstående frem går det tydeligt, at der i realiteten er meget lidt nyt i de principper, der i dag gælder for stabstjeneste. Det nye ligger i, at vi i dag har et meget stort krav om beredskab. Dette medfører, at stabstjeneste „i felten“ bliver en dagligdags foreteelse, og at der er langt flere officerer end tidligere, som nu må uddannes i denne tjenestegren. Derved opstår det indtryk, at stabstjenesten udøves efter noget, vi kritikløst har kopieret. Disse linier skulle tjene til at vise, at dette ikke er tilfældet. Yi har tværtimod studeret andres krigsoplevelser, hvorved disse er blevet til erfaringer, som er blevet tilpasset vore vilkår — resul­ tatet er den danske form for stabstjeneste, hvorunder danske of­ficerer bedst kan arbejde.

H — t.