Videnskabelige O pfindelser og tekniske Forbedringer. Af Bogen „Die Todesstrahlen" af M. Seydewitz og K. D oterer skal nævnes følgende Frem tids-Krigsm idler:
1. Ultra-Lydbølger. De ødelægger de røde Blodlegemer ved 20.000 Svingninger i Sekundet, knuser Glas og foraarsager B randsaar, naar Svingningstallet stiger til 300.000 i Sekundet.
2. Kathode-Straaler. Ved en Spænding paa 350.000 Volt bliver L uften elektriseret, Flyvere bliver dræbt. De bliver endnu farligere, n aar det lykkes at forøge Spændingen.
3. Hertz’ske Bølger tillader Fjernstyring a f Torpedoer, Flyvemaskiner og Kampvogne.
4. Blindende Straaler. Ved en Lysstyrke a f 95.000 Normallys pr. cm2 ødelægges det menneskelige Syn.
5. Lydløse Flyvemaskiner. I Amerika skal ved særlige Brændstoffer M otorlarmen kunne neddæmpes, saaledes at den først høres paa 800 m.
6. Sløring. K unstig Taage i forskellige Farver viser Bygninger og Jordoverfladen paa andre Steder, end de faktisk findes.
7. Usynlige Lysstraaler. Ved dertil egnede Farveglas og særlige Modtagere kan man udsende ultraviolette Lysstraaler, der ikke er synlige fra Siden.
8. Forsvar mod Luftangreb. E fte r Ciervas Opfindelse skal A utogiroer med smaa Platform e til A ntiluftskyts paa 9 M inutter kunne stige op til en Højde af 6500 m.
9. Lydløst Skyts. Projektilet g aar gennem en Række af ringformede Elektrom agneter, som ved Forbiflyvningen af Projektilet skydes ud og ind og derved giver det en stigende Hastighed.
10. Allernyeste Vaaben: a. E t Centrifuge-M askingevær, som kan a fgive 33.000 'Skud i M inuttet, b. en Dyknings-Flyvemaskine og c. en Flyvemaskine, som kan transportere en Kampvogn.
Miv. M.
U. S. A.
„Coast A rtillery Journal" omtaler i en A rtikel Frem gangsm aader ved A ntiluft-A rtilleriets Uddannelse. Slæbemaalene er for Uddannelse i Skydning utilfredsstillende for de smidige og hurtige, moderne Kampflyvemaskiner. Siden 1935 anvender Englænderne den fikse radiostyrede „Bees" (B i), som med en 130 HK.s Motor h ar en F a rt af 160 km i Timen og kan naa op til en Højde af 3000 m. En ny Model „W asp" (Hvepsen) h ar med en Spændvidde af 9,3 m og en Længde a f 7,8 m en 355 HK.s Motor. Den am erikanske Hær raad er for Tiden over tre smaa Flyvemaskiner, der slynges ud ved Hjælp af en K atapult. De h ar en H astighed af 120 km i Timen og en Flyvetid af 30 M inutter. Ogsaa disse er radiostyrede og h ar en Spændvidde af 3,6 m. Man søger fo r Tiden til K ystartilleriet en lignende Model, som kan holde sig i 2 Timer i 3000 m’s Højde med en Hastighed af 230 km i Timen, og som autom atisk eller gennem Radiostyring kan bringes til at lande.
Ballon-Miner.
En Korrespondent paa den tyske V estfront skriver til Bladet „Regime Fasista" om en „hemmelighedsfuld Siegfriedslinie i L uften". Det drejer sig om en Skov a f Lænkeballoner, som er spredt i forskellige A fstande og Højder, og som funktionerer i Luften ganske som en rig tig Mine paa Jorden, det vil sige, a t man kan faa den til at eksplodere fra Jorden efter Behag, og dens V irkninger er af en saadan Voldsomhed, a t den ødelægger ethvert L uftfartøj, som befinder sig indenfor en vis Omkreds. Det drejer sig saaledes om en veritabel Ballonmine, der allerede skal have faaet en fransk Flyvemaskine til at styrte til Jorden.
Belgien.
Den øverste militære Kommando i Belgien h ar for nylig givet O rdre til a t aabne nogle af Digerne i Albert-Kanalen for at fremkalde Oversvømmelser af T errainet nord for Kanalen mellem Antwerpen og Liège. Denne Forholdsregel h ar til H ensigt at forøge Landets Sikkerhed ved a t dække den nordlige og nordøstlige F ront med en Vandflade, der er stor nok til at forhindre en fjendtlig Hær med sit Angrebsm ateriel a t passere den. Man vil erindre, a t den belgiske Hær, da den i 1914 tra k sig tilbage, søgte Tilflugt bag Yser-Floden og straks foranstaltede en Oversvømmelse af T errainet nord for Floden, en Foranstaltning der i fire A ar tvang Tykerne paa dette Sted til stor Uvirksomhed. L a Fr. M ilt.
Anmeldelse.
En for alla Inldffg i frågan om Nordens fred och forsvar. I en Piece med forannævnte Titel gaar den svenske Major Ragnar Sm ith stærkt og klart motiveret ind for et nordisk politisk og m ilitært Forbund som det eneste naturlige og samtidig sikreste Værn baade for hvert enkelt af de nordiske Lande og for Norden som Helhed, men først og sidst som en Nødvendighed, hvis Norden ønsker at bevare sin Uafhængighed i en Verden, hvor Spørgsmaalet om Krig eller Fred atter helt ligger i Stormagternes Hænder og i sidste Instans kommer til at afhænge af Styrkebalancen mellem forskellige Magtkombinationer. Majoren frem drager Mindet om Fortidens Tilløb til nordisk Sammenhold, der dog aldrig viste sig tilstrækkelig stæ rkt til at fremtvinge enig Optræden eller indbyrdes Hjælp i Nøden, men det er hans Tro, at der i Dag findes bedre Jordbund for et stærkere Sammenhold, efter a t saavel Verdenskrigen som de efterfølgende Kriseaars Uro har manet de nordiske Folk til at søge fælles Veje gennem Vanskelighederne.
Som Begrundelse for en naturlig Udvikling af denne erkendte Samhørighed frem fører Majoren: — Vi har samme Syn paa Tidens Spørgsmaal, vi skatter Friheden lige højt — Nationens som Individets —, v,i vægrer os alle ved at opgive Haabet om Fred, vi har alle indset, at samtlige Stormagter paa forskellig Maade, men lige effektivt, har bidraget til det mellemfolkelige Samarbejdes Forlis, for os alle gælder, at den eneste udenrigspolitiske Linie, der kan vindes Enighed om, er Neutralitetens og Fredens, vi kan ikke blive staaende ved kulturelle Tilknytningsbaand og aandeligt Slægtskab, men maa gøre os klart, at vi ogsaa udenrigspolitisk har en ensartet Stilling og et herpaa begrundet Interessefællesskab. Nødvendigheden af Samarbejde hviler ikke alene paa Følelsernes, men paa den haarde Virkeligheds Grund, saaledes som denne frem træder gennem de nordiske Landes Naboskab til de rivaliserende Stormagter, England, Tyskland og Rusland. Denne ensartede Situation skaber en fælles Opgave, nemlig af yderste Evne a t fri de nordiske Lande fra Inddragelse i Stormagtskonflikter o. s. v. — Majoren mener, at vor fælles Opgave maa begrænses til at forebygge de nordiske Landes Inddragelse i Krig og saadanne Krænkelser af vor Neutralitet, som vilde gøre dette uundgaaeligt, og at det eneste Middel til denne Opgaves Løsning er et allerede i Fredstid forberedt m ilitært Samvirke eller i det mindste, at vi i Fællesskab har gennemtænkt Opgaven og bestemt, hvordan den skal løses. Forholdene i Verden stiller sig for Tiden saaledes, at dette Samarbejde naar som helst kan komme til at fremtræde, ikke som et Ønske, men som en for os alle tvingende Nødvendighed. Det første Udbytte af et nordisk militært Samarbejde vilde da være af politisk Art. Enhver Tilkendegivelse af Vilje til indbyrdes Bistand og enhver Foranstaltning, der betyder Forøgelse af Evnen hertil, vilde støtte hvert enkelt af de nordiske Landes Politik og formindske enhver Fare udefra. Vore Muligheder for at indtage en selvstændig Holdning og for at undgaa krigerske Forviklinger vilde forøges. I saa høj Grad finder Majoren den ene nordiske Stats Velfærd afhængig af den anden, a t det næppe er muligt a t tænke sig dem som fra hverandre fritstaaende og af hverandre uafhængige. Under en politisk Krise, som direkte berører en af Staterne, kan det Standpunkt, de øvrige indtager, let faa afgørende Indflydelse paa Krisens Udgang. Skulde Krisen medføre, at et af vore Lande helt eller delvis m ister sin Selvbestemmelsesret, kan det næppe undgaa at faa skæbnesvangre Følger folde øvrige. For den Magt, der vil gøre sig til Nordens Behersker, kunde intet være mere ønskeligt end Muligheden for at naa det tilsigtede Maal etapevis. Ved bristende Sammenhold kan altsaa de nordiske Lande tænkes successivt a t bukke under for en Fare, som de kunde have afvendt eller overvundet, hvis de havde staaet Side om Side. Saa længe denne Vilje til fælles Optræden ikke manifesteres, betyder dette overfor den fremmede Magt, som tilsigter Overgreb mod en nordisk Stat, et Forhaandsløfte om, a t dette Overgreb vil kunne gennemføres uden forstyrrende Indgriben fra det øvrige Norden. — E fter Fremsættelsen af disse klare og manende Argumenter for Nødvendigheden af nordisk politisk og militært Samvirke belyser Majoren lige saa klart de Fordele, der militært, baade økonomisk og organisatorisk, vilde blive en Følge af Fællesskabet indenfor det nordiske Forsvars Opbygning til Lands, til Søs og i Luften, alt med Henblik paa en planmæssig Rollefordeling mellem de enkelte Lande og en dermed følgende A fvejning mellem Forsvarsgrenene, der ikke alene tager Sigte paa eget Lands Behov, men paa det heles Interesse. Majoren konkluderer saaledes: — Jo større Vished man har om det Samarbejde, der kan etableres under en væbnet Konflikt, desto bedre er Betingelserne for en Rationalisering af Forsvarsforberedelserne, og desto større Udbytte kan man paa forskellige Maader forvente af de i Forsvaret nedlagte Penge. — Majoren udreder derefter Betingelserne for et nordisk Fællesskab paa Forsvarsomraadet, hvorunder han tydeligt giver Udtryk for sin personlige Opfattelse, nemlig, at et fuldstændigt Forsvarsf orbund vil være den Form for m ilitært Samvirke, der bedst svarer til den nordiske Samhørighed, d. v. s. et Forbund, der forpligter de enkelte Lande til under alle Forhold a t føre en fælles Udenrigs- og Forsvarspolitik, hvorunder et Overgreb mod et af Medlemmerne betragtes som værende rettet mod alle og derfor skal imødegaas af alle. Skulde noget af de nordiske Lande nære Betænkeligheder ved en saa vidtgaaende Sammenslutning, kan der selvfølgelig efter Majorens Mening forhandles om en Mangfoldighed af svagere Former med Samvirke af mere eller mindre begrænset og betinget Karakter. Som den første Betingelse for Samvirke overhovedet nævnes, at hvert Folk for sig skaber et Forsvar, der svarer til dets Evner og de Faremomenter, dets Stilling indebærer. E fter Paavisning af, a t Finland indtil 1936 er det eneste af de nordiske Lande, der opfylder dette Krav, medens Sverige selv efter de seneste Styrkeiser af Forsvaret kun delvis gør dette, frem sætter Majoren usminket sine Betragtninger vedrørende den specielle danske Situation. Han vil ikke bestride, at Udslag af øget Forsvarsvilje har gjort sig gældende i Danmark, bl. a. gennem Opgivelsen af den fuldstændige Afvæbning, men Forsvarsviljens Omsættelse i Handling er dog stadig udeblevet, og det Spørgsmaal staar stadig aabent, om Danmarks Militærvæsen overhovedet har krigsmæssige Opgaver a t løse eller kun er bestemt til at bestride Bevogtningstjeneste og Opretholdelse af Orden. Majoren tillægger de danske styrende Mænd følgende Begrundelse for Danmarks passive Holdning i Forsvarsspørgsmaalet: — Danmarks virkelige Styrke beror paa den nøgterne E rkendelse af Landets fuldstændige militære Magtesløshed. Det bedste Forsvar maa praktisk taget være intet Forsvar at have. Majoren indrømmer derefter, at i en saadan Kapitulationspolitiks Tjeneste maa en Styrkelse af det øjeblikkelige Forsvar forekomme ulogisk om ikke rent ud skadelig, og at det selvfølgeligt tilkommer Danmark selv at afgøre, hvorledes dansk Forsvar skal ordnes; men han vil dog hævde, at det svenske Folk — ligesom alle Venner af Nordens Frihed — maa have Ret til at fastslaa det lige saa indlysende som skæbnesvangre Faktum, at denne Frihed sættes paa Spil ved et forsømt dansk Militærvæsen. Som den næste Betingelse for et nordisk Forsvarsfællesskab nævnes, at der mellem de enkelte Stater maa eksistere en saa stærk Solidaritetsfølelse, at en fælles Politik virkelig kan forventes ført. Ogsaa paa dette Punkt har Majoren sin Tvivl, for Danmarks Vedkommende begrundet paa Vanskeligheden ved at afvise Pres fra tysk Side, og for Norges Vedkommende begrundet paa Vanskeligheden ved at føre en Politik i Strid med britiske Interesser. Kun Finland har ifølge den finske Statsministers og Udenrigsministers Parole i December 1935 helt valgt at føre en nordisk Neutralitetspolitik. Tvivlen med Hensyn til Danmark understreges yderligere gennem Fremhævelsen af de Lovord, som den tyske Presse lønnede den danske Statsledelse med, efter at denne havde afvist det nordiske Samarbejde, og gennem Danmarks paa anden Maade udtrykte Afvisning af nordisk Indblanding vedrørende den Politik, Danm ark agter at føre overfor Tyskland i en opstaaende Konfliktsituation. Som tredie Betingelse nævnes, at de nordiske Folk skal give Forsvaret en saadan Vægt, at man naar op paa den af Formaalet krævede Totalstyrke. Den maa være saa stor, at man har Udsigt til enten at forebygge Inddragelse i Krig eller i værste Tilfælde med Vaabenmagt at hævde selv den haardest angrebne Stats Eksistens. E r dette ikke Tilfældet, har nævnte Stat intet at vinde ved Forbundet, medens de øvrige til ingen Nytte indvikles i Krigen. E fter Majorens Opfattelse behøver vi ikke selv (d. v. s. tilsammen) at komme op paa Storm agtsstyrke. Det er tilstrækkeligt, hvis vi kan blive Tungen paa Vægtskaalen mellem to mere eller mindre jævnbyrdige Modstandere; men selv dette maatte nødvendiggøre en yderligere Forstærkning af Finlands og Sveriges Fredsværn og en radikal Omlægning af saavel norsk som frem for alt dansk Forsvarspolitik. Sverige fremstilles i et følgende Afsnit som Centralmagten i Norden, der i det mindste burde være ikke alene økonomisk, men ogsaa m ilitært set stærkere end hvert af de øvrige Lande. Disse m aatte paa deres Side have mest at vinde gennem bindende nordiske Overenskomster. Majoren finder det vel forklarligt, at i samme Grad, som de nævnte Forudsætninger for et Forsvarsforbund savnes, vil de enkelte Stater gaa forsigtigt frem og foretrække Bevarelsen af deres Handlefrihed til nærmest at tage Hensyn til de Magter, som de hver for sig føler sig afhængige af, men han finder samtidig denne Udvej alt andet end tiltalende og nævner i denne Forbindelse Grækenlands Eksempel under Verdenskrigen. I et kort Afsnit behandler Majoren derefter Spørgsmaalet om det begrænsede Samvirke, der tydeligt ikke tilfredsstiller ham. Der indledes med at frigøre Sverige for det ikke helt rigtige Billede af et Land, der gennem Virkeliggørelsen af Forbundstanken vilde komme til at ligge betrygget bag Stødpudestater i Nord og Syd. I Øresund h ar Sverige lige saa store Interesser som Danmark, og selv en Basering af fremmede Flaadestyrker i norske Farvande vilde være lige saa alvorlig for Sverige som for Norge. Under de mangeartede Konflikter, der kan tænkes at true de nordiske Lande i lige Grad og lige umiddelbart, skulde det begrænsede Samvirke da komme til Udfoldelse i de Tilfælde og paa de Omraader, hvor Interessefællesskabet er mest haandgribeligt, og hvor Kontrahenterne kan ventes at blive samtidig og i lige Grad engagerede. E fter Paavisning af visse Eksempler paa Nødvendigheden af saadant begrænset Samvirke hævder Majoren, at selv dette nærmere betingede Fællesskab ikke kan improviseres, men maa være forberedt gennem Overenskomster om Metoder for Opgavernes Løsning og den nødvendige Rollefordeling. Dette vil kun kunne virkeliggøres, hvis det begrænsede Samarbejde, som allerede tidligere er etableret indenfor Udenrigspolitiken, fuldstændiggøres gennem intim Kontakt mellem de enkelte Landes militære Overledelse I et stæ rkt følelsesbetonet Kapitel „Fraser og Forpligtelser“ kræver Majoren klar og skarp Adskillelse mellem højstemte Talemaader og virkelig Vilje til at opfylde, hvad man har lovet hinanden. Karakterisk er følgende Udtalelse: „Skulde det ikke være Meningen, at vi under en Konflikt hellere bør staa Side om Side og forenede kæmpe os igennem Vanskelighederne end at lade et Folk alene udkæmpe en haabløs Kamp.“ Kun eet kan efter Majorens Mening under alle Forhold frigøre for Skyldigheden til at yde militær Hjælp til det angrebne Folk, og det er, hvis dette Folk har vist svigtende Interesse for sin egen Sikkerhed. Det samme m aatte gælde overfor den nordiske Stat, der søger at redde sig gennem en Krise ved Imødekommenhed overfor eller direkte Tilslutning til en af de stridende Parter. En for alle er Majorens Parole. Det bedømmes som Feighed og Selviskhed, hvis man, efter at Betingelserne for et Forsvarsfælleskab er sket Fyldest, vil afholde sig fra under alle Tilskikkelser a t staa Side ved Side. Majorens Slutbemærkning i denne Forbindelse, „at vor egen Selviskhed har al Udsigt til at hindre Betryggelsen a f Freden i Norden“, skal næppe tages som et Udtryk for virkelig Pessimisme, men snarere som en forstaaelig Reaktion og Utaalmodighed hos Forfatteren over det, som han senere selv fremholder som skadeligt for Spørgsmaalets Løsning, nemlig: „at skønt Interesse for Sagen ikke savnes, udmunder dog mange Diskussioner herom i kategorisk Bandlysning af enhver Tanke om aftalemæssige Overenskomster.“ Følgende Uddrag viser, med hvilken Klarhed og K raft Majoren evner at underbygge sin Parole: —- Norden har ingen anden Modstander end den, der truer vor Selvstændighed. — — Jo klarere vor Vilje til i Forening at fastholde Neutraliteten kommer til Udtryk, desto mindre behøver nogen af de stridende P arter at frygte, at vi skulde aabne vore Grænser for deres Fjender. — — Vor Udsigt til a t kunne sikre Freden afhænger helt af vor Beredvillighed til at kæmpe for hverandre. Den Mulighed for at øve Pres mod en angrebslysten Magt, som tre nordiske Stater besidder ved at kunne paatage sig den fjerdes Sag som sin egen, er ikke helt at foragte. — — Det maa betragtes som baade fejlagtigt og risikabelt i Fredens Dage altfor ostentativt at tage Afstand fra et Fællesskab, som maaske udgør den eneste tænkelige Redning fra en truende Katastrofe, idet kun et saadant Fællesskab giver os Mulighed for at give en rettidig og klar Erklæring til Afværgelse af vor Inddragelse i Krigen. — — Fælles Frygt for Krigen gør det ikke alene. Der kræves ogsaa fælles Handling for Fredens Bevarelse. — Det afsluttende Kapitel „Med eller uden Danmark“ viser, som det var at vente, Danmark som den alvorlige Hindring for den fællesnordiske Forstaaelse og som Følge deraf for det nordiske Samarbejde. Majoren erkender dog Danmarks vanskelige Stilling saaledes: „Tjenesten som Portvogter ved Gennemsejlingsfarvandene er baade brydsom og krævende. A t give nogen Garanti for den jydske Sydgrænses Ukrænkelighed overstiger utvivlsomt de andre nordiske Staters Kræfter. Dette udelukker dog ikke, at disse kan yde Danmark værdifuld Støtte saavel under Hævdelsen af dets Neutralitet, som hvis Krig skulde blive paaført Danmark. Selv om Tyskland uden Vanskelighed kan besætte Jylland, er dermed ikke sagt, at det finder Fordelene ved et saadant Foretagende saa afgjorte, a t de opvejer Risikoen ved at bringe Nordens samlede K raft i den modsatte Vægtskaal. Lige saa vel som nordisk Tilslutning til Tyskland vil berøve England Tilførsel a f Levnedsmidler og Tømmer fra Østersølandene og give Tyskland Adgang til norske Baser for maritime Operationer i Atlanterhavet, lige saa vel betyder nordisk Tilslutning til England, at svensk Malmexport til Tyskland afbrydes, samt at den nordtyske Flyvemaskinindustri vil blive truet af engelske Flyverenheder fra nærliggende Baser paa nordisk Omraade.“ Majoren ser derfor ingen Grund for Danmark til at føre Selvopgivelsespolitik overfor Tyskland og peger paa en bedre Udvej, nemlig med Støtte af de øvrige nordiske Stater først at holde de danske Øer og Indgangen til Østersøen i et saa fast m ilitært Greb, at Neutraliteten respekteres — ogsaa af frem mede maritime Kræfter under Passagen af Gennemsejlingsfarvandene. Pjecen slutter med følgende Henvendelse til Danmark: „Skulde det virkelig gaa saadan, at Danmark kommer til at havne udenfor det nordiske Fællesskab, saa bør det udelukkende være som Følge af eget Valg. Mindst af alt har vi i Sverige nogen Grund til at stille os uinteresserede overfor Danmarks Skæbne. Vil Danmark ikke komme med fra Begyndelsen, kan dets Tilslutning ske senere — om Valget da endnu er frit. En anden Sag er, at Danmark ikke paa ubestemt Tid kan staa hindrende paa den nordiske Fællesforstaaelses Vej. Hele Sagen maa ikke strande paa den Atmosfære af Tvivl, som udstraaler fra den danske radikale Pacifisme.
Major Ragnar Smiths Pjece bør læses ikke mindst af dem, der staar afvisende overfor Tanken om nordisk Fællesskab overhovedet. Den er et mønsterværdigt Eksempel paa, hvorledes vanskelige, ømtaalelige og delikate Emner kan behandles uden Brod og uden, at noget slaas i Stykker, samtidig med at der tales fast, aaben og ærlig nordisk Tale. Kan der end rejses Indsigelser mod enkelte Paastande og Opfattelser navnlig i Forbindelse med danske politiske og militære Muligheder, som kun helt til Bunds kan vurderes af danske, er det ikke svært for en dansk Læser at afgøre, at vi er i gode Hænder hos Majoren, og at han kun med dyb Beklagelse ser Danmark gaa sine egne Veje. Vi er mange her i Danmark, som føler det samme, og som kan give fuld Tilslutning til det ønskværdige i, om de nordiske Lande i Dag stod beredte og samlede under Løsenet „En for alle“. Ulykken er, at vi nordiske Folk h ar ventet for længe med at indse Nødvendigheden heraf og kæmpe for Sagens Virkeliggørelse, holdt hen gennem mange Aar af Folkeforbunds-Fællesskabets Solidaritetsprincip, indtil vi nu staar i en Krisesituation, hvor Stormagternes vagtsomme Øjne og spændte Nerver tvinger til Varsomhed. Havde de nordiske Folk brugt Aarene siden Verdenskrigens Afslutning til at hidføre de af Majoren frem satte tre Betingelser for Virkeliggørelsen af et nordisk Forbund i Stedet for at nedbryde den Smule Forsvar, de havde, og yppe Kiv om Sprog, Suverænitetsspørgsmaal, Arkivsager og Gud ved hvad, saa havde vi nu haft en kortere og lettere Vej til Forstaaelse og Samvirke end den, der ligger foran os i Dag, oven i Købet stæ rkt belyst af mistænksomme Stormagters Søgelys. Alligevel bør den betrædes, selv om det nu kun kan ske Skridt for Skridt, hvoraf det første maa være Forøgelse af eget Forsvar til respektabel Styrke. E r dette først sket, vil meget af det, der i Dag tilsyneladende fjerner Danmark fra det øvrige Norden, ændres, og om danske Forstaaelse af, hvor Interessefællesskabet mellem de øvrige nordiske Lande og Danmark ligger, behøver Majoren ikke at tvivle. De af os, der overhovedet vil et væbnet dansk Forsvar, er blot saa helt overbevist om, at det for os først og fremmest drejer sig om at faa Danmark sikret. I vor øjeblikkelige Svaghedstilstand er vi tvungne til at tænke og handle udelukkende med danske Interesser for Øje. Med voksende Styrke, som vi er overbevist om vil komme, vil vi stadig lægge Vægten der, hvor vi helt sikkert ved, at vi kommer til at kæmpe vor Kamp alene. Vi vil gøre dette udelukkende for Danmarks Skyld, men vel vidende, at vi dermed ogsaa tjener Nordens Interesser bedst, og uden at dette behøver at udelukke det betingede eller fulde Fællesskab, som Majoren er en saa tillidvækkende Talsmand for.
G. Gullaksen.
Boganskaffelser.
DET KGL. GARNISONSBIBLIOTEK.
A p r i l — S e p t e m b e r 193 9. Oman, C.: A history of the a rt of w ar in the sixteenth century. Loncl. 1937. — Brøndsted, J.: Danm arks Oldtid. II. Bronzealderen. Kbh. 1939. —• Olsen, A .: Kampen om Kolonierne. F ra Opdagelsernes Tid til vore Dage. Kbh. 1939. — Liddell H a rt: Through the fog of war. Lond. u. A. — Schäfer, H .: G esam tw ehrkräfte aller Staaten 1939. Wien 1939.— Gouraud: Souvenir d’un Africain. Au Soudan. P aris 1939. — Lærebog for Hærens menige. II. F o r H estetrainet. Kbh. 1939. — Reglement for Fodfolket. V III. Cyklistregimentet. Kbh. 1939. — W erner, S.: Om Lys og Atomer. Kbh. 1939. — Einstein, A. & Infeld, L .: Det moderne Verdensbillede. Kbh. 1939. — H istory of the great w ar: M ilitary operations. France and Belgium 1918. III. Lond. 1939. — K raks blaa Bog 1939. Kbh. 1939. — Reglement for Fodfolket. I. Rekylgeværkompagniet. Kbh. 1939. — Règlement de l’infanterie. I—IL P aris 1939. — Les armées françaises dans la grande guerre. V. 2. Opérations à objectifs limités. (15 mai—1 novembre 1917). Annexes 1—2. Cartes. P aris 1937. VI. 2. Offensive allemande contre l’a rmée française. (30 avril— 17 juillet 1918). Annexes 1—3. Cartes. Paris 1935. VII. 2. Offensives générales. Marche au Rhin. (26 septembre 1918— 28 juin 1919). Annexe. Cartes. Paris 1938. IX. 1. Egypte, Syrie, Russie d’Europe et d ’Asie. Propagande allemande en A frique du Nord. Annexe. Cartes. P aris 1936. XI. Direction de l’arrière. Cartes. Paris 1937. — T jenestereglement for Hæren 1939. Kbh. 1939. — Österreich-Ungarns letzter Krieg 1914—1918. VII. Das K riegsjahr 1918. Beilagen & Registerband. Wien 1938. — Jourdan: Guide tactique du chef de bataillon. P aris 1939. — L. & B. for Hæren. 14’ Hefte. Alm. Tjenestebestemmelser. Kbh. 1939. — Engelstoft, P. & Dahl, S .: D ansk b io g rafisk Leksikon. X V I. Kbh. 1939. —• D er W eltk rieg 1914— 1918. X II. B erl. 1939. — G en eralstab des H eeres: D er H a n d streich gegen L ü ttich vom 3’ bis 7’ A u g u st 1914. B erl. 1939. — R eglem ent fo r R y tte rie t. R id ein stru k tio n . Kbh. 1939. — R eglem ent fo r F e lta rtille rie t. V I. C. K bh. 1939. — Friis, A .: Den d ansk e R egerin g og N o rdslesvigs G enforening m ed D anm ark . I— II. Kbh. 1921 og 1939. — Gedye, G. E. R .: F ald n e B astioner. K bh. 1939. — Schrøder, F .: Bom ber over B arcelona. Kbh. 1939. — Norup, P. .17. : H vis K rig en kom m er. Kbh. 1939. — B estem m elser fo r A rtillerim a aletro p p er. Kbh. 1939. — Liddell H art: T he defence of B rita in . Lond. u. A. — Dahlberg, A .: L u ftk rig over H jem lan d et. Kbh. 1939. — N . N .: L æ r — hvad — m en hvo r? U n d ervisning ens H aandbog. Kbh. 1939. — Therkelsen, J.: R idderen a f O rm sløff. A a rh u s 1932. Saw me: D y r i K am p. K bh. 1931. — Døssing T. & Hansen, R. L .: D ansk T id ssk rift-In d ex 1938. K bh. 1939. — Ravn, O. E .: H erodots B eskrivelse a f B abylon. (U n iv ersite tets F e s ts k rift). Kbh. 1939.
Det krigsvidenskabelige Selskab.
A. P a a G rund a f den e k strao rd in æ re S itu atio n vil d e r foreløbig ikke blive u d s a t nye P risop gav er. Den a f K a p ta jn lø jtn a n t M. P. M. Boisen indleverede, prisbelønnede B esvarelse a f P riso p g av e N r. 8 fo r 1937/38 vil blive o ffe n tlig g jo rt i „M ilitæ rt T id ssk rift".
Den af K aptajnløjtnant A. V. Hensch indleverede, prisbelønnede Besvarelse af Prisopgave Nr. 9 for 1937/38 vil af Hensyn til Indholdets fortrolige K arakter ikke blive offentliggjort. B. I December finder der ikke Foredragssam menkomst Sted. C. Opmærksomheden henledes paa Bestemmelserne Side 508 vedrørende A b o n n e m e n t p tm M ilitæ r t T id s s k r if t, der træ der i K raft 1/1 1940.
Reserveofficersforeningen.
Postgirokonto 2144.
Foreningen: Form anden K aptajn E. V alentiner-B ranth’s Kontor, Stormgade 8, K., Tlf. Central 9005. K assereren: K aptajn A. V. Rasmussen, Kløvervej 10, Kgs. Lyngby, Tlf. Lyngby 1532. K aptajn af Forstærkningen, Vicetoldinspektør A. V. Rasmussen, F oreningens tidligere Sekretær, har overtaget Hvervet som Foreningens Kasserer.
E. Valentiner-Branth.
Foreningen af Officerer udenfor aktiv Tjeneste.
Ahlmanns Allé 4, Hellerup.
Meddelelse fra „Kjøbenhavns Kreds". T O R S D A G d en 7. D e c e m b e r K l. 19 p r . i Officersforeningens Lokaler: Gule Æ rte r m. m., Pandekager, 01, Snaps, M adeira og K affe — 3 Kr. 75 Øre pr. K uvert plus Betjening. S p ille b o rd e er frem sat. — P a a k læ d n in g : daglig. Deltagelse i Spisningen bedes anmeldt til Boghandler, L øjtnant Chr. F. Rømer, Skindergade 29 ( T e lf. .1828 og 6 7 2 8 ), eller Forretningsføreren se n e s t O n sd a g d en 6. D ece m b er. T O R S D A G d en 21. D e c e m b e r K l. 19,45 Sammenkomst i Officersforeningens Lokaler. T O R S D A G d en 4. J a n u a r Kl. 19,45: Sammenkomst i Officersforeningens Lokaler. T O R S D A G den 18. J a n u a r K l. 19,45 i Officersforeningens Lokaler. Foredrag a f Kredsens Form and, O b e r s tlø jtn a n t E . D a lb e r g : „O m su n d N a tu r a lis m e i M a le r k u n s te n .“
M ed d elelse fra „1’ jyd sk e Kreds".
Aarhus. T o rsd a g d en 7’ D e c e m b e r K l. 19,30 paa Hotel „Regina" i A arhus: Foredrag af K a p ta jn A . F . B e y e r , A arhus: „ D a n sk A a n d s liv — D a n m a rk s V æ rn?"
DET KRIGSVIDENSKABELIGE SELSKAB
BESTYRELSEN:
Formand: Oberst F . O. J ø rg en sen , Chef for Officersskolen, Frederiksberg Slot, Telf. 16083.
Sekretær: Kaptajnløjtnant P . V . H a m m e rsh ø g , Borthigsg. 10, Kbhvn. 0., Telf. Ry. 2584 y., fra Kl. 10—17: 16002, Lokal 307.
KASSERER: Kaptajn J. C. R . L in d e , L uftforsvarskontoret, Stjem estok, Kastellet, København 0., Telf. 16019 - Lokal 235.
MEDLEMSKONTINGENT:
indenbys Medlemmer 12 Kr. aarligt.
udenbys Medlemmer 8 Kr. aarligt.
Medlemmerne erholder „Militært Tidsskrift". Indmeldelser modtages a f Sekretæ r og Kasserer.
ABONNEMENT PAA „MILITÆRT TIDSSKRIFT":
Befalingsmænd og ligestillede, der ikke er Medlemmer a f Foreninger, som h a r „M ilitæ rt Tidsskrift" som Medlemsblad efter særlig A ftale med Det krigsvidenskabelige Selskab, betaler:
F aste O fficerer a f Reserven og Forstærkningen, værnepligtige Officerer, afskedigede O fficerer o. 1. sam t K ornetter .............................................. 5 Kr. aarlig. F aste Officerer o. 1. af Linien sam t øvrige inden
landske Abonnenter .............................................. 8 Kr. aarlig.
Beløbet kan indbetales kvartalsvis, halv- eller helaarligt forud paa Postkonto N r. 28 096 eller opkræves 1 Gang aarligt gennem Postvæsenet med Postgodtgørelse. Abonnement kan tegnes ved „M ilitært T idsskrift"s Ekspedition eller hos Boghandler N. Olaf Møller, hvor tillige Enkelt-Eksem plarer kan faas til en Pris a f 1 Kr. pr. Eksemplar.
Abonnenter paa „M ilitæ rt T idsskrift" kan ved Henvendelse til Det krigsvidenskabelige Selskabs K asserer faa svensk K u n g l. K r ig s v e te n s k a p s - a k a d e m ie n s H a n d lin g a r och T id s k r if t og N o r s k M ilitæ r t T id s s k r if t til en Pris a f 6 Kr. aarlig fo r hvert.
Redaktør: B lidahpark 8, Charlottenlund, Telf. Helrup 4201. Ekspedition: Luftforsvarskontoret, Stjernestok, K astellet, København 0., Telf. 16019 - Lokal 235. Annonceekspedition: Knippelsbrogade 2, Kbh. K., Telf. 611. Heydes Bogtrykkeri, Frederiksholm s Kanal 4, Opg. A., Kbh. K., Telf. 6522.
