Af Premierløjtnant Helge Bennike.
Medens 3. Division kæmpede om Maasovergangene ved Liège (se .»Militært Tidsskrift« Nr. 3/1915), koncentreredes den belgiske Felthær i Rummet DiestSt. Trond-Tirlemont-Louvain. Rytterdivisionen, støttet af 1 Fodfolksbrigade, lagdes i Terrænet om Hassel. Naar Flærloven af 1913 var fuldt gennemført, vilde Felthæren have en Styrke af 150,000 Mand. En saadan Størrelse vilde den i 1914 kun kunne opnaa ved, at der i stor Udstrækning blev optaget Mandskab fra »Garde civique« i den regulære Hær. Beregnet efter danske Dekrementtal vilde Belgien i Aargangene 1907— 1913 raade over ca. 170,000 uddannede Soldater. Heri er »Garde civique« altsaa ikke medregnet. Til Garnisoner i Fæstningerne behøvedes ialt 130,000 Mand. Men Anvendelsen af Mandskab fra »Garde civique« vanskeliggjordes under Kampene ved Liège derved, at Tyskerne nægtede at behandle Folkene som krigsførende. Som Følge heraf blev dette Mandskab hjemsendt, og den belgiske Felthær synes derved at være bleven reduceret i meget betydelig Grad.
Medens VII, IX og X Armékorps endnu laa i Kamp om Lièges Forter, rykkede yderligere 8 Armékorps ind over den belgiske Grænse; 5 af disse marcherede gennem Belgisk Luxemburg, medens II, III og IV Armékorps søgte frem mod Maasovergangene ved Liège. Efter Fæstningens Fald marcherede VII og X Armékorps mod Huy og Namur. Den Styrke, der kom i Kast med den belgiske Felthær, var herefter sammensat af II, III, IV og IX Armékorps samt 2 Rytterdivisioner. Først den 6. August lykkedes det det tyske Rytteri at trænge frem over Maas, idet 1 Rytterdivision denne Dags Eftermiddag i Pontoner og Baade blev færget over Floden ved Visé. Endelig den 8. August, samme Dag som Forterne paa Østfronten faldt, lykkedes det at faa bygget en Bro ved Lixhe, 200 m fra den hollandske Grænse, hvorefter en ny Rytterdivision synes at være gaaet over paa venstre Maasbred. Endelig synes Armékorpsenes Rytteri at være blevet samlet til større Enheder, af hvilke en Styrke paa ca. 6000 Heste har optraadt samlet.
I de følgende Dage rekognoscerede disse betydelige Rytterstyrker kraftigt mod den belgiske Hærs Front og venstre Flanke; medens Armékorpsene synes at være forblevne paa højre Maasbred. Den 10. August blev Rytteriet indviklet i en Række heftige Kampe, i hvilke det kastede det belgiske R y tteri tilbage paa Fodfolksstyrkerne. Ved Landen, der vilde være et vigtigt Jernbaneknudepunkt under et belgisk Fremstød mod Maaslinien, udførte det en Del Ødelæggelser af Jernbanekonstruktionerne. Ved Hasselt kom det til en Kamp mellem den belgiske Rytterdivision og en tysk Rytterdivision, dér var støttet af en Fodfolksbataillon; Kampen fik det Udfald, at det belgiske Rytteri blev kastet tilbage mod Diest. Den 12. August trængte begge Rytterdivisionerne i Forbindelse med den ovenfor omtalte Rytterenhed paa 6000 Heste frem mod Diest. Den belgiske Rytterdivison blev paany slaaet, men under den videre Fremtrængen mod den belgiske Hærs venstre Flanke kom det tyske Rytteri i en voldsom Fodfolks- og Maskingeværild og blev kastet tilbage med meget betydelige Tab.
Fra den 6. til den 16. August synes den belgiske Felthær at have staaet ret uvirksom i Egnen om Tirlemont; den udførte ikke noget Flankestød mod de gennem Belgisk Luxembourg marcherende Armékorps, og bortset fra 3. Divisions Kamp ved Liège gjorde den intet Forsøg paa at møde Fjenden ved Maaslinien og opholde hans Fremrykning over denne. Forklaringen herpaa kan maaske søges i den Omstændighed, at man iivert Øjeblik ventede, at Frankrig vilde sende store Troppemasser til Belgien, hvorfor man vilde undgaa et Nederlag før disses Ankomst. Den 14. rykkede franske Tropper ind i Charleroi og opnaaede ved Wavre Forbindelse med den belgiske Hær. Franskmændenes Styrke her var dog alt for ringe, til at man, som man ved det belgiske Hovedkvarter vistnok havde haabet, med Udsigt til Held kunde gøre et Forsøg paa at kaste Tyskerne ud af Belgien. Paa tysk Side havde man været nødt til at afvente Lièges Fald, før de store Fodfolksenheder kunde føres over Floden. De sidste Forter faldt den 13., og den 14. synes II, III, 1Y og IX Korps at have udført Overgangen. Fremmarchen fandt derefter Sted med II, III og IX Korps i 1. Linie i den anførte Orden fra højre Fløj og IV Korps i 2. Linie.
Medens en Del af IX Korps i Egnen om Wavre sikrede venstre Flanke mod et eventuelt fransk Fremstød, angreb de 3 forreste Korps den 17. August Belgierne paa Linien Diest-Tirlemont. Disse stod med 1., 2. og 3. Division i første, 4. 5. og 6. Division i 2. Linie. Efter en Kamp, der varede hele Dagen, uden at Tyskerne dog satte deres 2. Linie ind, var den belgiske Hær fuldstændig slaaet, og under Dækning af en Arriéregarde paa 2 kombinerede Brigader, der maatte udholde haarde Kampe mellem Diest og Aerschot, gik Hæren om Aftenen tilbage til Louvain. Herfra fortsattes Tilbagetoget den følgende Dag mod Antwerpen. Den 20. August rykkede IV Armékorps ind i Bryssel. De tyske Tropper indtog nu den Opstilling, fra hvilken Fremmarchen mod Frankrig skulde iværksættes. Fra denne Dag, paa hvilken den tyske Opmarch er endt, skifter Operationerne i Belgien Karakter. Hidtil havde Tyskerne kæmpet under Anvendelse af betydelige Kræfter for derved hurtigst muligt at bortrydde den Hindring, som den belgiske Hær dannede for Gennemførelsen af den planlagte Opmarch. Fra den 20. August var derimod Formaalet for Kampen mod Belgierne foreløbig kun med saa svage Kræfter som muligt at sikre de tyske Forbindelseslinier gennem Belgien mod Angreb fra den belgiske Hær. Efter at have lidt store Tab naaede Hæren tilbage til Antwerpen; men i den nærmest følgende Tid modtog den dog nogen Forstærkning, idet de efter Kampen ved Liège hjemsendte Folk af »Garde civique« genindkaldtes i saa stor Udstrækning, som det lod sig gøre. Under disse Forhold tilfaldt der Hæren følgende 3 Opgaver:
— Ved offensive Fremstød at tvinge Fjenden til at dække sine Forbindelseslinier gennem Belgien med stærke Kræfter, der da vilde blive holdt borte fra de afgørende Kampe i Frankrig.
— At forsvare Antwerpen.
— At sikre Forbindelsen mellem Antwerpen og den vestlige Del af Landet.
I Slutningen af August laa Feltluercn inde i Fæstningen, der var besat af de til dens Forsvar bestemte Fæstningstropper. Detachementer, i Hovedsagen dannet af »Garde civique«, udsendtes til Bevogtning af Scheldeovergangene imellem Antwerpen og Gent. Forinden Fremstillingen af disse Begivenheder fortsættes, skal der gives en Beskrivelse af Fæstningen Antwerpen i Forbindelse med en Oversigt over dens Udviklingshistorie. Supplerende Oplysninger findes i »Militært Tidskrift« Nr. 21, 1914.
Antwerpen fik sine forste Fæstningsanlæg paa V ilhelm af Oraniens Tid, da der blev lagt en Enceinte uden om Byen, og i denne Tilstand henlaa Fæstningen uforandret hidtil 1848, da Belgien, der kort Tid i Forvejen var blevet et selvstændigt KongJerige, begyndte at frygte for storpolitiske Følger af Februarrevolutionen. Regeringen besluttede da at anlægge 7 smaa Forter ca. 2 Kilometer fremskudt foran Enceinten; men den franske Regering afgav Forsikringer om sit fredelige Sindelag, og Anlægene blev derfor først paabegyndte i 1852, da Napoleon III’s Statskup indgød Belgierne en ny Frygt. Men da Byen i disse Aar var i stærk Opkomst, var den i høj Grad generet af Enceinten, der hindrede dens Udvidelse, hvorefter det efter General Brialmonts Forslag i 1859 blev vedtaget, a t der skulde bygges en ny Enceinte, der indeholdt Fortlinien i Projektet af 1848, a t der ca. 3000 m foran denne skulde bygges en ny Fortlinie, bestaaende af 8 detacherede Forter Nr. 1— 8, alle beliggende paa højre Scheldebred, og a t der skulde anlægges et større Værk Nord for Merxem. Disse Anlæg var fuldførte i 1866. I 1869 anlagdes endvidere Forterne St. Philippe og La Perle til Forsvar af Scheldes nedre Løb, og i 1870 begyndte man at dække Byens Vestfront ved Anlæget af Forterne Zwyndrecht og Cruybeke. Erfaringerne fra 1870— 71 viste, at Antwerpen til Trods for sin fremskudte Fortlinie ikke var beskyttet mod Bombardement, og i 1877 vedtoges det at udvide Fæstningen yderligere. Fort St. Marie anlagdes paa venstre Flodbred overfor Fort St. Philippe, og mellem St. Marie og Fort Zwyndrecht byggedes der en Dæmning, hvorved det blev muligt at tilvejebringe en Oversvømmelse foran Fæstningens nordvestlige Afsnit. Paa højre Bred byggedes efterhaanden Forterne Waelhem og Lierre, derefter Fort Rupelmonde, Jernbaneredouten, Fort Schooten, Redouterne Oorderen, Beirendrecht og Capelien, og endelig paabegyndtes i 1900 Bygningen af Forterne Wavre St. Catherine og Stabroeck. Forterne i første Linie laa imidlertid meget for langt fra hverandre. Man indsaa Nødvendigheden af, at den ydre Fortlinie blev udbygget fuldstændigt, og naar dette skete, kunde ogsaa Sikkerhedslinien skydes længere frem, saaledes at Enceinten ikke hindrede Fæstningsbyen i at udvide sig. Hele Spørgsmaalet blev taget op til samlet Behandling, og i 1906 og 1907 vedtoges den nye Befæstningsplan, der netop naaede at blive fuldført, Aaret før Krigen brød ud. Efter denne Plan blev Enceinten fra 1859 sløjfet, og Fortlinien fra 1859 blev indrettet til Sikkerhedslinie paa følgende Maade.
Paa venstre Flodbred dannedes Sikkerhedslinien af Forterne Cruybeke og Zwyndrecht, der dog ikke blev forbundne ved nogen sammenhængende Linie, idet Flo den vilde danne en absolut sikker Hindring overfor et Fremstød mod Byen fra Vest. Paa højre Flodbred blev der anlagt en 4 m høj Vold med en 30 m bred vaad Grav, der strakte sig fra Flodbredden Sydvest for Redoute Oorderen over Fort Merxem og Fort 1 til Fort 2. Herfra dannedes Sikkerhedslinien af en tør Grav med Jerngitter, der fulgte Fortlinien indtil Fort 7 paa en saadan Maade, at den i størst mulig Udstrækning kunde flankeres fra Fo rterne. Fra Fort 7 førtes Graven paa Grund af Bebyggelsen Syd om Fort 8 til Scheldes Bred. Fort 8 sløjfedes. 1 de 7 øvrige Forter forstærkedes Hvælvingerne og Panserkuplerne, saaledes at de kunde udholde en Beskydning af mellemsvært Belejringsskyts. Mellem Redoute Oorderen og Fort Merxem anlagdes der et Støttepunkt i Enceinten, ligesom der byggedes 2 Batterier ved dens vestlige Ende. Den ydre Fortlinie blev fuldstændiggjort, saaledes at den kom til at bestaa af 19 Forter og 15 Redouter (se Skitsen). Foruden den store Oversvømmelse, der kunde etableres paa Nordvestfronten, forberedtes der en mindre Oversvømmelse paa Sydfronten mellem Fort W aelhem og det nye Fort Breendonck.
Mellem Krigens Udbrud og Begyndelsen af Angrebet paa Fæstningen hengik næsten 2 Maaneder, saa at der var Tid nok til at gennemføre Armeringsarbejderne. Der anlagdes feltbefæstede Stillinger mellem Forterne i den ydre Linie, og bag denne opkastedes talrige Armeringsbatterier. Paa den angrebne Front (det sydøstlige Afsnit) var der anlagt en Stilling bag Nethefloden. Længere tilbage og ca. 4000 m foran den indre Fortlinie var der paany anlagt en feltbefæstet Stilling med Skyttegrave dækkede af Pigtraadshegn, og endelig er der Grund til at antage, at der var anlagt Skyttegrave bag Hindringsgraven i Sikkerhedsliniens Fortmellemrum.
Kommandant i Antwerpen var General Deguise. Fæstningen var inddelt i 7 Afsnit. Sikkerhedslinien synes at have dannet et, Kystbefæstningen et og de øvrige Fronter tilsammen 5. Besætningen bestod foruden af Felthæren, der i Slutningen af August næppe har talt mindre end 65,000 Mand, af følgende Fæstningstropper:
Fæstningstropperne skulde ialt beløbe sig til 90,000 Mand. Der maa saaledes have været mindst 155,000 Mand i Antwerpen i Slutningen af August. Men da »Garde civique«, der ialt maa antages at have kunnet stille et Kontingent paa 90,000 Mand, var genindkaldt, har Tallet sandsynligvis været større. Det kan ikke bestemt opgives, hvor stor en Styrke Tyskerne ved deres Indmarch i Frankrig efterlod overfor den belgiske Hær. Foruden III Reservekorps, der omkring den 23. August ankom til Egnen om Louvain og Bryssel, har Styrken i hvert Fald kun omfattet Formationer af Landeværn og Marineinfanteri. Den Styrke, der angreb Antwerpen (heri III Reservekorps) og Scheldeovergangene ovenfor denne By, kan vistnok anslaas til ca. 90,000 Mand.
Indtil den 6 . September fandt der intet betydeligt Sammenstød Sted; men paa denne Dag begyndte de tyske Tropper i Belgien at afsende Forstærkninger til Hovedhæren i Frankrig. Dette skyldtes utvivlsomt Slaget ved Marne, der lige var begyndt at tage en uheldig Vending for Tyskerne. En større Troppestyrke under Generalløjtnant v. Boehn, der skulde til Frankrig, udsendte et Detachement, hvis Styrke opgives til 5000 Mand, mod Gent for at udskrive betydelige Mængder af Forraad. Varerne skulde afleveres paa forskellige Punkter, der med en indbyrdes Afstand af en Dagsmarch laa i en Linie ned mod den franske Grænse. Den 6 . blev Tyskernes Angreb paa Gent afvist af den belgiske Besætning, men under Trusel om Bombardement gik Byen alligevel den følgende Dag ind paa at levere de forlangte Forraad. Saa snart man i det belgiske Hovedkvarter fik E fterretning om de tyske Troppers Afmarch, besluttede man straks at udføre et Fremstod for at fastholde saa store Styrker som muligt. Stødet synes at være ført i 3 Kolonner, fra Termonde over Aolst, fra Malines mod Bryssel og fra Lierre mod Louvain. Alle tre Steder kastedes Tyskerne haardt tilbage. Kampen fortsattes med stor Voldsomhed i de følgende Dage i Egnen om Bryssel og Louvain, og det syntes en Tid, som om Belgierne skulde tilbageerobre deres Hovedstad. Under disse Forhold blev Hensigten med Fremstødet til en vis Grad naaet; thi en stor Del af General Boelms Styrke gjorde omkring, efter at den allerede havde udført et Par Dagsmarcher, og ilede tilbage til Bryssel. Da det saaledes var klart, at Tyskerne ikke uden Fare kunde svække Kræfterne i Belgien, forsøgte General von der Goltz, der var udnævnt til tysk Militæ rguvernør i Belgien, en Overenskomst med Kong Albert, i Følge hvilken den belgiske Hær skulde forblive i Antwerpen og afholde sig fra Angreb paa dc tyske Fo rbindelseslinier. Til Gengæld vilde Tyskerne ikke foretage noget Angreb paa Antwerpen. Da dette Forslag straks blev afvist, maatte Tyskerne tage Fæstningen og ødelægge den belgiske Hær, før de kunde frigøre deres Tropper i Belgien.
I Løbet af 14 Dage blev Forberedelserne trufne til Angrebet paa Antwerpen. Angrebshæren blev forsynet med et meget stærkt Artilleri af alle Kalibre; dog synes de 42 em Morterer ikke at være indgaaede i Belejringsparken, der til Gengæld skal have haft en rigelig Forsyning af 28 em. Haubitser. Angrebshæren kommanderedes af General v. Beseler. Det synes at have været Tyskernes Plan, at deres Hovedstyrke skulde trænge gennem Forsvarslinien paa Fæstningens Sydfront, samtidig med at en anden Styrke ved et Fremstød over Sehelde i Egnen om Termondeskulde hindre Besætningen i at undvige. Det vilde sikkert have været det heldigste for Tyskerne, om de samtidig med at angribe Sydfronten kunde have afskaaret Fæstningen fra Forbindelse med det vestlige Belgien ved at lade en Troppestyrke tage Opstilling ved Lokeren. Men i Betragtning af Belgiernes Overlegenhed i Tal vilde en saadan Styrke, der paa et tidligt Tidspunkt af Kampen blev skudt over paa den venstre Scheldebred, være stærkt udsat for at lide et isoleret Nederlag i Tilfælde af et Udfald fra Fæstningens Sydvestfront. Den 26. og 27. September udførte tyske Tropper nogle Angreb mod Termonde, men blev begge Dage kastede tilbage. I de følgende Dage lykkedes det dem dog at trænge frem til Floden, efter at Belgierne havde afbrudt alle Broerne. Der fandt en Del Rekognosceringsfægtninger Sted paa hele Strækningen fra Antwerpen til Gent. Under disse Kampe forsøgte Tyskerne flere Gange forgæves at slaa Bro. Først den 6 . Oktober udførtes Overgangen. Styrken af de til disse Angreb paa Seheldeovergangene anvendte Tropper er anslaaet til 30,000 Mand.
Den 27. September foretog Tyskerne et voldsomt Angreb paa Malines, og i Løbet af Dagen skød de deres Fodfolkslinie frem til Byens nordvestlige Udkant. Dækket af denne Stilling biev der i Løbet af den følgende Nat bragt en Del svært Belejringskyts i Batteri Sydøst for Malines i en Afstand af ea. 12,000 m fra Fortlinien. Fra disse Batterier aabnedes Ilden den 28. om M orgenen mod Forterne Waelhem og Wavre St. Catherine. Forterne saavel som de talrige under Armeringsarbejderne byggede Batterier besvarede Ilden saa kraftigt, som de formaaede; men Afstanden var for stor, til at de kunde naa Belejringsbatterierne, hvorfor Ilden i Hovedsagen rettedes mod Fodfolksstillingerne. Uden at sprede Ilden over Fodfolksstillinger og Armeringsbatterier koncentrerede Belejringsbatterierne derimod deres Ild mod de to Forter. Panserkupler og Hvælvinger knustes, og allerede den 29. fandt der en stor Eksplosion Sted i Fort Wavre St. Catherines Ammunitionsmagasin. Krudtgassen herfra bredte sig overalt i Fortets Indre og kvalte eller bedøvede den Del af Besætningen. der ikke dræbtes ved Eksplosionen. En frisk Besætning blev ufortøvet ført ind i Fortet; men da der ikke fandtes nogen brugbar Kanon i det, blev det atter rømmet. Ilden fortsattes derefter med stor Kraft mod Fo rterne Waelhem, Koningshoyckt og Lierre. Det Vandværk. hvorfra hele Fæstningsbyen fik sin Forsyning, laa tæt bag Fort Waelhem. Den 30. September ødelagdes det store Vandreservoir af en 28 em Granat, hvorved alt Vandet strømmede ud. Fra denne Dag manglede Byen Drikkevand. 1 Lobet af den 1. Oktober sonderskødes og rømmedes ogsaa disse 3 Forter, og samtidig med Forterne faldt de mellemliggende permanente Redouter og Fodfolksstillinger, der blev udsat for en heftig Artilleriild, efterhaanden som Forternes Ild blev svagere, og det derfor blev muligt at føre lettere A rtilleri frem rned ringe Tab. Da den ydre Fortring saaledes var gennembrudt, satte Belgierne sig fast i Stillingen bag Nethe, idet de afbrød alle Broerne over Floden. Men nu da disse Fo rter, til hvis Styrke man havde næret saa stor Tillid, var faldne efter et saa kortvarigt Forsvar, synes Hærens moralske Modstandskraft at være fuldstændig brudt, og otti Aftenen den 2. Oktober begyndte man at træffe Forberedelser til at rømme Fæstningen. Medens Regeringen imidlertid stod i Begreb med at afrejse til Ostende om Morgenen den 3., indlob der Melding om. at engelske Tropper nu var landsatte i Belgien og undervejs fra Ostende for at deltage i Antwerpens Fo rsvar. Hermed ansaa man Situationen for at være fuldstændig forandret, og det besluttedes at forsvare Fæstningen til det yderste. Imidlertid bestod de engelske Hjælpetropper kun af 1 Marinedivision, sammensat af 3 Marinebrigader, ialt 8000 Mand. Disse ankom i Løbet af Natten til den 4. og blev straks førte ud til Nethebroen ved Lierre.
Efter at Forterne var faldne, trængte det tyske Fodfolk fulgt af det lettere Artilleri frem mod Nethe, medens det sværere Belejringsskyts fortsatte Ilden mod Forterne Kessel og Breendonck. I Løbet af den 3 . blev de belgiske Stillinger bag Nethe stærkt beskudte, og støttede af Artilleriilden gjorde det tyske Fodfolk i Løbet af Natten til den 4. voldsomme Forsøg paa at trænge over Floden ved Waelhem, men blev slaaet tilbage med store Tab. Den følgende Nat samt den 5. Oktober og Natten til den 6 . angreb de paany med stor Energi mellem Duffel og Lierre. Om Eftermiddagen den 5. rømmede Belgierne og Englænderne Stillingen ved Flodbredden og gik nogle faa hundrede Meter tilbage, og endelig kort før Daggry den 6 . lykkedes det Tyskerne at faa Fodfæste paa Flodens nordvestlige Bred. Om Morgenen den 6 . gik Forsvarerne tilbage til en Stilling 3— 4 km foran den indre Fortlinic. Hermed var Forsvarets Kraft definitivt brudt. Den indre Fortlinie kunde ikke holde sig længere, end til det svære Belejringsskyts havde foretaget en Stillingsforandring, og Byen kunde til enhver Tid bombarderes. Langs Schelde trængte Tyskerne stadig stærkere paa; vilde man alligevel fortsætte Forsvaret, var der ingen Tvivl om, at Fjenden faa Dage efter vilde trænge ind i Fæstningsbyen, samtidig med at denne blev afskaaret fra Forbindelsen med Omverdenen. En Kapitulation af hele den belgiske Hær vilde blive den uundgaaelige Følge. Denne Opfattelse har aabenbart været den fremherskende ved det belgiske Hovedkvarter, og man besluttede derfor at rømme Fæstningen og søge at forene Hæren med den franske, hvis venstre Fløj i disse Dage stadig forlængedes op mod den belgiske Grænse. Den indre Fortlinie skulde da kun bruges som en Arricregardestilling. For at kunne undvige maatte Hæren ved Benyttelse af Jernbanen fores saa langt bort, at den fik et tilstrækkeligt Forspring for Forfølgerne. Men under fuld Udnyttelse af de 2 til Raadighed værende Linier (Antwerpen— Lokeren— Gent og St. Gilles— Eeeloo) medgik der 3 Dage til Hærens Borttransport.
For at fremtvinge en hurtig Kapitulation sendte General v. Beseler den 6 . en Opfordring til General Deguise om at overgive Fæstningen, da Byen i modsat Fald vilde blive bombarderet. Samtidig anmodede Generalen om et Kort over Byen, hvorpaa Hospitaler og Bygninger af kulturel Betydning var indtegnede, for at de kunde blive skaanede ved Bombardementet. Opfordringen om Overgivelse blev straks afslaaet, og de ønskede Kort blev udleverede til Tyskerne, der skal have forsynet enhver af deres Artilleriofficerer med Kopier af dem. Den 6 . og 7. vedligeholdt Tyskerne en heftig Artilleriild mod Skyttegravene og Batterierne foran den indre Fortlinie; i Løbet af Eftermiddagen og Aftenen den 7. førte de en Del lettere Artilleri saa langt frem over Nethe, at det kunde beskyde Fæstningsbyen, og ved Midnatstid begyndte Bombardementet. Omend nogle faa svære Piécer deltog i dette, udførtes det dog i Hovedsagen med lettere Skyts og med Granatkardæsker. Blandt den civile Befolkning fremkaldte det en voldsom Panik, og i store Mængder forlod Indbyggerne Byen for at søge ind over den hollandske Grænse. Den 7. Oktober rummede Byen henved 1/2 Million Indbyggere; om Aftenen den 8 . var der kun nogle faa hundrede tilbage.
enen den 8 . var der kun nogle faa hundrede tilbage. Forterne i den indre Linie optog nu Kampen, men allerede i Løbet af den 8 . blev Forterne 2, 3, 4 og 5 nedkæmpede, medens Ilden fortsattes fra de mellemliggende Batterier. Noget Fodfolksangreb fandt der ikke Sted. Paa denne Dag blev samtlige Forter rømmede og sprængte i Luften, og en Mængde Ammunition, der ikke kunde bortføres, blev kastet i Vandet. Om Morgenen den 9. forlod de sidste Tropper Byen, og ved Middagstid holdt Tyskerne deres Indtog.
Fæstningens Rømning var foregaaet under kritiske Forhold. Den 6 . og 7. forcerede Tyskerne Scheldeovergangene ovenfor Antwerpen ved Termonde og trængte frem mod Jernbanen ved Lokeren. Som Følge heraf maatte de Tropper, der først havde forladt Fæstningen, i Stedet for at blive transporterede bort mod Vest optage Kampen Syd for Lokeren for at dække de Baner, af hvis Sikkerhed Hærens Redning afhang. Efter nogle blodige Kampe Syd for Byen trængte Tyskerne dog den y. frem over Lokeren mod St. Gilles, men paa dette Tidspunkt var Hovedmassen af de belgiske og engelske Tropper passerede. Dog lykkedes det Tyskerne at afskære 2000 Englændere og 20,000 Belgiere, der blev trængte ind over den hollandske Grænse. Hovedstyrken af den belgiske Hær reddede sig i en stærkt medtaget Tilstand tilbage bag Yser, hvor den efter en omfattende Reorganisation igen rykkede i M arken formeret i 6 Divisioner paa en Styrke af tilsammen 40,000 Mand. En Del af de tyske Tropper, heri 111 Reservekorps fulgte langsomt efter. Den 12. besatte de Gent; den 15. Brügge, og først henimod Maanedens Slutning stod de foran Yser.
Omend det efter de foreliggende Oplysninger vilde være forhastet at udtale nogen afgørende Dom om de Begivenheder, der gik forud for Fæstningens Fald, synes det dog at staa fast, at en i talmæssig Henseende underlegen Hær sammensat af 1 Reservekorps og nogle Landeværnsformationer m. m. ved H.iælp af sit overlegne Artilleri i Løbet af 12 Dage bar gennembrudt en fuldt moderne Fæstningslinie uden først at have indesluttet Fæstningen; samt at Modstanderen til Trods for sin talmæssige Overlegenhed har ført Forsvaret rent . passivt, endskønt den Omstændighed, at Fæstningen ikke var indesluttet, maa have givet et offensivt Forsvar særlig gunstige Betingelser.
