Log ind

Krigshunden, dens Historie og Anvendelse

#

SOLDATERHUND — KRIGSHUND

to forskellige Begreber.

Da jeg for ca. 25 Aar siden gav Mode paa Frederiksholms Kanals Kaserne for at aftjene min Værnepligt, sad der en underlig Bastard af en Hund og betragtede os Civilister med alle Tegn paa Mistro; først da vi havde faaet Frakken med de blanke Knapper paa, vilde den vide af os. „Jens“ hadede Civilister. I sine unge Dage tilhørte den det lette Artilleri, men da dens Ben blev stive og dens Hørelse daarlig, blev den forsat til det tunge. Naar vi havde Skarpskydning paa „Faste Batteri“, stod den under Kanonrøret paa Spring efter Projektilet, naar det med sine 5—600 Sekundmeters Hastighed forlod Mundingen —- men Tænderne klappede sammen om den tomme Luft. Drønene fra det svære Skyts var det eneste, der kunde faa Laserne af de sprængte Trommehinder til at reagere, og de mindede „Jens“ om Hestevrinsken og Hestetrampen og om hele den herlige Tid ved det lette Artilleri.

„Jens“ var en Soldaterhund.

Paa Heltekirkegaarden ved Verdun, lidt fra Soldatergravene, er en graa Stensokkel med en sovende Hund. Den bærer Inskriptionen: „Hasso, den tusindfoldige Redningsmand. Det 164’ hannoveranische Infanteriregiment---------- “. „Hasso“ var Meldehund og Sanitetshund; paa begge Fronter gik der Ry af dens Præstationer, hvad enten disse nu gik ud paa at bringe Meldinger over lange og vanskelige Stræk eller gennem den tætte Spærreild, eller den var udsendt for at finde og redde haardtsaarede, maaske endog næsten begravede Soldater.

„Hasso“ var en Krigshund.

Den første Kategori — Soldaterhunden — betyder intet som Kampkraft og er i Krig endog til direkte Skade. Den sidste er brugt af Menneskene gennem Aartusinder, og størst Udvikling og mest Nytte har den gjort under Verdenskrigen.

OLDTIDEN

Hvornaar blev Hunden første Gang anvendt i Krigen? Den indtæmmede Hund advarede af sig selv de Mennesker, hvor den holdt til, og den greb aktivt ind i Kampen, naar de blev angrebet eller angreb andre. Dens Anvendelse i Kamp og Krig er saa gammel som dens Existens som Husdyr. Af Gravfund fra Vikingetiden herhjemme ser vi, at Hund saavel som Hest og øvrige Kampudrustning blev gravsat sammen med Ejermanden, men iøvrigt er Overleveringerne fra Oldtiden om Hundens Anvendelse som Krigshund i Skandinavien kun faa og knappe. I Krøniken om Hjarne og Fridlev fortæller Saxo Grammaticus, at Kæmpen Bjørn i Slaget ved Amund „løste sin store Hund og pudsede den paa Fjenden for ved Hundebid at vinde den Sejr, han ikke kunde opnaa ved Sværdet. Dette paaførte Fjenden et forsmædeligt Nederlag, thi en hel Fylking tog Flugten, da Hunden angreb den med Tænderne“. Og i en Helleristning af Brynhilde: „He who alone, shere was deemed best of all. The war dog of the Danefolk, well worthy of men“. Søger man paalidelige Efterretninger om Hunden som aktiv Krigsdeltager, findes de bedste Oplysninger i de assyriske, etruskiske og ægyptiske Kunstværker samt hos de græske og romerske Historieskrivere. Homer lovpriser Hundene, der falder i Kampen for Fædrelandet. Herodot, Plutarck, Plinius o. fl. fortæller om deres Anvendelse bl. a. ved Belejringen af Mantinea, hvor Kongen af Sparta, da han blev forraadt af sine Folk, ved Nattetid trak sig tilbage til et Taarn, som hans Hunde forsvarede, saaledes at ingen formaaede at bryde igennem. Consulen Marius fortæller om, hvorledes Romerne efter at have besejret Teutonerne i Slaget ved Versalla (101 før Christi) maatte kæmpe med store Hundehorder, der blev ført af „lyshaarede Kvinder fra Wagenburg“. Paa Mindesøjlen for Marcus Aurelius ser man Hunde klædt i Panser og med pigbesatte Halsbaand kæmpe paa Linie med Legionærerne. De Hunde, der dengang anvendtes til Krigsbrug, syntes hovedsagelig at have været Molasser fra Epirus, Mastiffs og — herhjemme — en doggelignende Type, mulig en Krydsning med Irsk Ulvehund.

MIDDELALDEREN

Beretningerne er nu talrigere og mere udpenslede og viser, at ogsaa Middelalderen gjorde stærkt Brug af Krigshunden. Vi genfinder den pansrede Hund og Tendensen til at „bevæbne“ (Pig-Halsbaandet) den udvikles yderligere, idet man nu ofte fastgør et Spyd paa Pandeskallen. løvrigt anvendtes de væsentligst i Kampen mod Rytteriet, idet de dresseredes til at springe paa Hesten og bide sig fast i Mulen. Som man i vore Dage kender Artilleri-Duellen, saaledes beretter Historien nu og da om veritable Neutralisations-Kampe mellem to Hæres Hundeafdelinger. Olaus Magnus, Ærkebisp af Upsala, fortæller saaledes, at Henrik VIII af England sendte Spanierne en Hjælpehær bestaaende bl. a. af 400 engelske Krigshunde, og at disse leverede et formeligt Slag med de franske Hunde, endnu inden Hærenes Rytteri stødte sammen. I Slaget ved Marat (1476), der iøvrigt endte med en Sejr for Schweitz, fandt der — ligeledes før det egentlige Sammenstød — en vældig Træfning Sted mellem utallige Hunde fra begge Sider. De franske Hunde drev deres Modstandere paa Flugt. Det var dengang, som om man ikke holdt af at sætte Rytteriet ind i Kampen overfor fuldstændig intakte Hundestyrker — ganske lignende Betragtninger, som nu gør sig gældende m. H. t. Fodfolkets Angreb, saalænge Fjendens Artilleri er usvækket.

KRIGSHUNDENS OPGAVE ÆNDRES

Efterhaanden som Skydevaabnenes Effektivitet steg, blev Anvendelsen af Hunden som egentlig Kombattant sjældnere og sjældnere. I den nyere og nyeste Tid — indtil Verdenskrigen — er den kun undtagelsesvis en integrerende Del af Hæren, og dens Opgaver er ændrede. Der kan skelnes mellem følgende 5 Funktioner for den moderne Krigshund: Meldehund, Patrouillehund, Vedet- og Vagthund, Trækhund og Sanitetshund. Den til Meldetj eneste uddannede Hund vil som Regel kunde gøre Fyldest i de øvrige Funktioner (Trækhundetjenesten undtagen), medens det omvendte ikke vil være Tilfældet. Ved de tyske Jægerbatailloner anvendtes den indtil 1911 som Meldehund. De tekniske Forbindelsesmidler var nu naaet saa højt et Stade, at man ansaa Meldehunden for overflødig; dertil kom, at man stillede for store Krav til Hundens Sporsans, idet man forlangte, at den skulde kunne følge et individuelt Spor selv efter lang Tids Forløb og selv efter, at Hundreder af Soldater havde krydset og fulgt Førerens Vej. Verdenskrigen viste tilfulde, at de tekniske Forbindelsesmidler ikke holdt Stand overfor den til da ukendte Masseildvirkning, der endnu mindre tillod Menneskets Færden gennem det bekastede Terrain. Kun Hunden, mindre og hurtigere, delvis uhæmmet af Frygt, efterhaanden dygtigere og dygtigere til at udnytte Terrainets Muligheder for Dække og Skjul, kunde naa igennem. Hertil kom, at Krigens Stivnen i Skyttegravene delvis overflødiggjorde Evnen til at kunne følge et gammelt af uvedkommende inficeret Spor, idet Stedsans og Lokalkendskab traadte i Stedet. Efter Verdenskrigen er man iøvrigt naaet ud over Vanskelighederne ved Fastholden af individuelle Spor, idet man nu ved Hjælp af en stærktlugtende Vædske, som alle Meldehunde lærer at kende, udlægger kunstige Spor. Muligheden for at anvende Meldehunde i Bevægelseskrigen, hvor de tekniske Forbindelser ikke altid kan følge Tropperne, men hvor Kravet om hurtig Forbindelse — fremad eller bagud — ofte er mere paatrængende end i Stillingskrigen, er saaledes atter tilstede. Vedet- og Vagthunde benyttedes af Russerne i Krigen mod Japan væsentligst i Bevogtningstjenesten af den mantschuriske Bane; nogle enkelte Sanitetshunde gjorde god Fyldest. Trækhunde anvendtes før Verdenskrigen navnlig af Belgien.

KRIGSHUNDEN I VERDENSKRIGEN OG TIDEN DEREFTER

Da Verdenskrigen udbrød, var Krigshunden praktisk talt afskaffet i Hærene. Men hvad Hærledelserne havde forsømt, havde forudseende kynologiske Foreninger og Privatpersoner raadet Bod paa. Forrest laa Tyskland, hvor „Verein für deutsche Schäferhunde“ under Ritmester von Stephanitz fortrinlige Ledelse havde et vist Samarbejde med den tyske Hær. Foreningen kunde allerede i September 1914 tilbyde Hæren ca. 6000 Hunde, helt eller delvis uddannede som Meldehunde, Vagthunde og Sanitetshunde ; under hele Krigen har den gratis stillet ca. 28000 Krigshunde til Raadighed for Hæren. Frankrig gik ind i Verdenskrigen med 6 (!) Krigshunde. Lieutenant Poul Megnin, Direktør for det kynologiske Tidsskrift „l’Eleveur“, var her den, der gik ind for Anvendelsen af Krigshunde, og blev ogsaa den, der organiserede det franske Krigshundevæsen. Den engelske Hær havde vel Krigshunde i Kolonierne, men troede 

Skærmbillede 2020-09-11 kl. 11.16.51.png

længe ikke paa Nytten af dem i en europæisk Krig. Lt-Colonel Richardson, der gennem mange Aar havde opdrættet og dresseret Airedale Terriers til Politi- og Krigstjeneste, tilbød i Efteraaret 1914 at levere nogle Hunde paa Prøve, men Hærledelsen havde stadig ingen Tiltro til deres Anveudelighed. Tilsidst maatte den bøje sig for Kravet fra Tropperne, og Richardson blev Chef for Krigshundeskolen og Organisator af det engelske Krigshundevæsen. Efter et løseligt Skøn kan Antallet af Krigshunde, der har deltaget i Verdenskrigen, sættes til noget over 100,000.

Og hvad udrettede disse 100,000? Meldehwnden var den, Tropperne først og fremmest forlangte. Den har bragt Meldinger, hvor det var umuligt at faa dem frem paa anden Maade. Den har sparet Livet for Tusinder og atter Tusinder. Belæsset med Patroner og Fødemidler har den undsat forsprængte Grupper og isolerede Poster. Hvor det var umuligt for Mennesker at naa frem, har den med Kabelrullen paa Ryggen skabt uundværlige Telefonforbindelser. Den har bragt Brevduer frem til udsatte Poster o. s. v. o. s. v.

Af en officiel engelsk Rapport: „Nr. 10, Spaniel Bastard, har været i Ypres Sektoren de sidste 12 Maaneder og gjort ypperlig Tjeneste ved at bringe Meldinger tilbage fra 9’ Division og fra the Highland Light Infanteri. Den blev gasforgiftet, fik et Saar i Skulderen og nogle Schrapnells, var i Bedring, men døde idag“. Og en Skildring af Arthur Klenke, Batterichef ved 9’ Res. Feltartilleriregiment (Slaget ved Kemmel) : „Under Indskydningen af mit Batteri saa jeg en tysk Meldehund komme i fuld Fart fra Wytschaeter Højderne med Direktion mod Messines. Ubekymret for Livsfaren ved Ilden fra de engelske Batterier, der med særlig Opmærksomhed helligede sig dette Terrain, jog den trofaste Hund over Grave og Tragter. Jeg frygtede for Hunden, thi inden den naaede Vejen, maatte den gennem Spærreilden. Men hvor snedigt gik den frygtløse Fyr ikke tilværks! I Spring fra Tragt til Tragt, stadig tagende sig i Agt for Granatnedslagene, nærmede den sig Vejen. Undertiden laa den fladt udstrakt paa Randen af en Tragt, undertiden forsvandt den fuldstændigt for saa at dukke frem et ganske uventet Sted. Med kraftige Spring naaede Hunden tilsidst Vejen. Jeg aandede lettet op. Men Englænderne ! De havde ogsaa set det pligttro Dyr komme frem i fuld Størrelse — og 2 Maskingeværer sprøjtede løs. „Weiss der Teufel!“ Jeg ser Billedet for mig den Dag i Dag. Hunden bliver staaende og betænker sig. Jeg kunde næppe trække Vejret. Endelig, endelig! Den dristige Meldehund gør omkring, springer ud paa Marken. „Da war’s schon geschehen“. Pludselig springer den i Vejret, bliver liggende, kryber saa besværligt videre og forsvinder. Gennemskudt af 3 Maskingeværprojektiler naar den Meldestationen, afleverer sin Melding — og dør.“ Patrouillehunden ledsager Forspids eller Sidepatrouiller, Rekognoscerings- og Snigpatrouiller og er, navnlig i Mørke og Skove til uvurderlig Gavn, idet den længe før Soldaterne opdager og (ved sagte Knurren) adviserer om truende Fare. Ogsaa under Opklaringer gennem Ingenmandsland medtoges ofte en Patrouillehund. Opklaringskommandoet mavede sig frem, standsede hyppigt for at lytte; var der noget mistænkeligt, adviserede Hunden, længe inden de menneskelige Sanser opfattede noget; Hundens Snude pegede nøjagtigt i den Retning, hvorfra Faren nærmede sig. I Nærkampen udfylder den fuldtud en Mands Plads. Vedet- og Vagthunden anvendes i Forpoststillinger og 

Skærmbillede 2020-09-11 kl. 11.17.23.png

Flankedækninger, hvor der ikke er direkte Føling med Fjenden. Endvidere bag Fronten til Sikring af Broer, Magasiner o. s. v. og har ved denne Tjeneste kunnet formindske de hertil bundne fra Kamplinien afgivne Styrker til mindre end Halvdelen. Af et Utal af officielle Rapporter, der alle som Minimum angiver en Mandskabs-Besparelse paa 50 pCt., skal jeg gengive. „Four of the dogs were utilised as sentries at the Holwell Magazine and proved most useful, particularly during the darkness of the winther months, and it was only necessary to have one post, imploying three men by night and by day, the dogs doing the rest, thereby saving at least nine others. At Dudley, where only one dog was utilised, the same thing applies, the saving of thee men from sentry g o.-----------

(165th Protection Compagny, R. D. C. Manor House, Bourne, Lines. )

Alt efter Betingelserne for Lydens Forplantning (Blæst, Regn, Vindretning, Skydning o. s. v.) samt Hundenes Individualitet og Dressur kan man regne med, at Vagthunden opdager Patrouiller og Enkeltpersoner, der nærmer sig, paa en Afstand af 50—100 m (i Mørke) ; enkelte Hunde har adviseret paa Afstande op til 300 m.

Den skal, som Patrouillehunden, kunde tage aktiv Del i Kamp. Trækhunden anvendes til Transport af Ammunition og lettere Fodfolkskanoner; den kommer mere skjult frem end Hesten. I Sverige, Finland og Paisland tilkøres den ogsaa som Slædehund. Sanitetshunden benyttes til at finde Saarede og har ved denne Tjeneste frelst Tusinder, som Mørke og opkastede Jordmasser har skjult for det menneskelige Øje. Den har oftest en Bepakning af Forbindssager til første Hjælp.

Verdenskrigen har vist, at Hærene nu mindre end nogensinde kan undvære Hunden. De tekniske Hjælpemidler, man mente overflødiggjorde Krigshunden, har vist deres Underlegenhed overfor den Ildvirkning, som man paa den anden Side overvurderede, naar det gjaldt Anvendelsen af Hunden. Bevidstheden om Nødvendigheden af Krigshunden i den moderne Hær, har i alle de i Verdenskrigen deltagende Lande overvundet økonomiske Betænkeligheder, Besværet ved Hundehold i Fredstid og Vanskelighederne ved at finde egnede Lærere og Førere. I disse Lande findes der derfor ogsaa et fast organiseret Krigshundevæsen, der gennem Krigshundeskoler uddanner Førere og Hunde i en Udstrækning og til en Kunnen som ingensinde før. Eksempelvis skal jeg nævne, at Tyskland, der sikkert stadig ligger forrest, foruden de til Centralskolen knyttede Lærere og Hunde, ved hvert Regiment har en fast, stadig uddannet og gennemtrænet Hundestyrke paa 24 (Artilleriregimenter dog kun 12) Hunde med Førere. Hvalpene efter Krigshundene bliver i en Alder af 3 og 5 Maaneder sigtede ved psychoteknisk Prøve. Krigshundeskolen i Kummersdorf (ved Berlin) havde i Foraaret 1935 97 Hunde (heraf en Dingo) samt en tam Ulv.

DEN DANSKE HÆR OG KRIGSHUNDEN

Jeg har gennem forrige Afsnit søgt at vise, hvor betydningsfuldt det er for den moderne Hær at have ogsaa denne Side af Kampkraften forberedt. Dette gælder ikke mindst en lille Hær som vor, der maa økonomisere med Mandskabet, og som ikke, naar anden Udvej gives, har Raad til at afse større Styrker til Vagttjeneste, sende Ordonnanser gennem stærkt beskudt Terrain eller lade Saarede, som det menneskelige Øje ikke kan se, henligge uhjulpne. Naar det nugældende Feltreglement III ildte længere indeholder noget Punkt om Meldehunde, — netop paa en Tid, hvor Nødvendigheden af at have saadanne er stærkere udtalt end før — er jeg ganske klar over, at Udeladelsen skyldes uoverstigelige økonomiske Hindringer. For Lande, hvor Uddannelsestiden er kort, og hvor der en stor Del af Aaret kun ligger en meget begrænset Styrke til Tjeneste, øges Vanskelighederne yderligere derved, at Hundene hyppigt maa skifte Fører, hvilket gaar ud over deres Arbejdsevne og Arbejdslyst. Naar Oberst P. Keller — skønt overbevist om Krigshundens Uundværlighed — i „Allgem. Schweitz. Militårzeitung“ (1928) har visse Betænkeligheder, da bunder disse hovedsagelig i de to Forhold: Økonomi og kort Tjenestetid. Som den billigste — og for en Hær med kortvarig Uddannelse maaske ogsaa mest praktiske — Løsning naar Obersten til et Forslag, der ligner den Ordning, den schweitziske Hær har med Brevdueforeningeme, altsaa væsentligt baseret paa Frivillighed. En saadan Ordning træffer man da ogsaa — løsere eller fastere udbygget — i flere, navnlig mindre Lande, f. Eks. i Sverige og Finland. Og givet er det, at kun de store Hære med stærke Rammer og langvarig Uddannelsestid kan magte at beskæftige» og uddanne et til Krigsbrug nogenlunde tilstrækkeligt Hundehold. Thi Krigshunden, uanset den Funktion, man uddanner den til, kræver som enhver anden Brugshund Tilknytning til en bestemt Person (dens „Herre“), som ikke maa skifte for ti t ; ubeskæftiget og stadigt Ophold i Hundegaard gør Hunden sky, ødelægger dens Nerver og nedsætter dens Ydeevne. Den mindre Hær med de svagere Rammer og den periodevis faatallige Styrke magter alene ikke Opgaven, men maa søge at skabe et Korps af Hundeførere og Hunde udenfor den egentlige Hær. Dette Korps, der bør være leddelt i Forhold til Antallet af Regimenter, maa være i nøje Tilknytning til og under Kontrol af Hæren. Som denne gennem de forskellige Vaabens Skoler ikke alene uddanner Lærere, men ogsaa gennem Forsøg finder og prøver nye Metoder, saaledes maa den ogsaa — eventuelt med indkaldte eller frivillige Førere og Hunde som Øvelsesmateriale — fastlægge Linierne for en formaalstj enlig og ensartet Uddannelse. Den bør gennem periodiske Konkurrencer (indenfor Regiment, Division og Hær) fremme Kappestriden og kontrollere Uddannelsen; ved at sørge for, at Førere og Hunde nu og da deltager i saavel mindre som større Øvelser, kontrollerer den deres Anvendelse og gør de forskellige Kommandoled fortrolig med Benyttelsen. Sanitetshunden hører retteligst hjemme i „Røde Kors“. Kravet fra Hærledelsen om Reducering af Styrkerne til Vagttjeneste bag Fronten, Ønskeligheden af at formindske Muligheden for overraskende Overfald paa Kyst-, Bro-, Magasinvagter o. s. v., Formindskelse af Tab og Besparelse af Kræfter i forreste Linie, Humanitetens Krav om hurtig Hjælp til haardtsaarede paa Slagmarken — disse og mange flere Forhold peger paa, hvor ønskeligt, ja nødvendigt det er at indføre Krigshunden i den danske Hær. Økonomisk overkommelig og praktisk gennemførlig er en Ordning i Lighed med den ovenfor løst skitserede.

Det er naturligt, at interesserede vil spørge: Hvilke Racer kan bruges, og hvad Uddannelse skal Førere og Hunde have? Anvendes kan: Hunde af Mellemstørrelse og lidt derover, om raceren eller ej er ligegyldigt, blot ikke Jagthunde eller Hunde med stærk Jagtlyst. Bedst egnede er de Racer eller Krydsninger, som er anvendelige i Polititjeneste. Et Par Punkter maa kræves opfyldt: Haardførhed (korthaarede Hunde mindre egnede), Robusthed, Hurtighed; gode Sanser, aarvaagen og lærevillig; uanvendelige er bidske, sky, nervøse og skudrædde Hunde. Det 10’ sach. Infanteriregiment, hvis Forbindelsestjeneste (og hermed Hundevæsen) er underlagt den ogsaa som Kynolog ansete Hauptmann von Heygendorf, opstiller følgende PointsSkala ved de aarlige Foraarsprøver for Regimentets 24 Krigshunde:

Skærmbillede 2020-09-11 kl. 11.18.49.png

Altsaa i Hovedsagen en Dressur, der ligner Politihundens.

Førerne maa selvfølgelig have — eller bibringes — nogen militær Uddannelse. De maa have Kærlighed til Hunde, Forstaaelse af deres Karakter og Evner som Dressør. Det er betydeligt vanskeligere at finde velegnede Førere end brugbare Hunde. I „Der Truppen-Nachrichtendienst“ (1935) hedder det bl. a. : „Die Persönlichkeit der Führer und Pfleger, ihre besondere Eignung für den Dienst mit Hunden und ihre fachmännische Ausbildung sind ausschlaggebend für die Leistungen ihrer Hunde.“

„II ne faut, dans le combat, rien négliger qui puisse être utile au commandement.“

(Les chiens de France, Soldats de la grande guerre).

Ved Udarbejdelsen af Artiklen er bl. a. benyttet følgende Kilder:

v. Stephaniz: Der deutsche Schäferhund. Poul Megnin: Les chiens de France, Soldats de la grande guerre. E. H. Richardson: Watch-Dogs (Dogs in the Great W ar). (Ovennævnte tre Forfattere er Organisatorer af Krigshundevæsenet i Verdenskrigen hhv. i Tyskland, Frankrig og England). Der Truppen-Nachrichtendienst (1935). Forskellige Artikler i: Militär Wochenblatt, Deutsche Wehr, Allgem. Schweitz. Militärzeitung, Militært Tidsskrift, TEleveur, der Hund, Vore Hunde o. fl. a.

Hother Tolderlund Borgen.