Det er en overordentlig kompetent gruppe af eksperter, der her er samlet — en række af den tyske krigsmagts bedste hjerner •— og man kunne være fristet til at tro, at de hver for sig ville indlade sig på dybtgående eller teoretiserende analyser og dis­ kussioner om disse begivenheder, der jo for hver enkelt af dem uden al tvivl er deres eget livs betydningsfuldeste. Men dette har ikke været bogens formål, og faren er lykkeligt besværget. Alle fremstillingerne er overordentlig let læst, sproget er jævnt og ukompliceret og formen levende og livlig med hyppig anvendelse af anekdotiske enkeltheder. De ledsagende kort er overskuelige og forståelige også for en civil læser, og hvad der er det vigtigste: alle beretningerne bærer præg af at være skrevet med stor ær­ lighed, omend en vis subjektivitet altid vil være uundgåelig, hvor forfatteren beretter om sin egen andel i begivenhederne. Dette er måske den bedste, mest overskuelige bog om de europæiske og nordafrikanske faser af den anden verdenskrig, der endnu er fremkommet. For den, der i første række interesserer sig for krigshistorien ud fra et almendannende synspunkt og ikke vil indlade sig på det uhyre besvær, som professionalismen på dette område kræver af sin mand, er bogen ganske simpelt uvurderlig.

I korthed skal et par enkeltheder fra de forskellige afsnit refere­ res i det følgende.

I sin første oversigt understreger general Westphal tyskernes forbavselse over, at de allierede ikke gik til angreb på Vest­ volden. Under det polske felttog var denne kun besat med 35 meget svage divisioner, medens alene den franske hær bestod af femogtres aktive divisioner og femogfyrre reservedivisioner. „Hvis denne hær havde iværksat en større offensiv på bred front mod de tyske sikringsstyrker, der holdt grænsen besat (for man kan næppe betegne dem med mere smigrende udtryk), er der kun ringe tvivl om, at den kunne være brudt igennem, navnlig i de første ti dage i september. Hvis et sådant angreb var blevet sat an, før større dele af den tyske hær kunne hentes til fra Polen, ville franskmændene næsten med sikkerhed være nået frem til Rhinen med kun ringe besvær og hojst sandsynligt kunne have overskredet floden. Krigens forløb kunne da være blevet meget anderledes.“ V i ved nu, at både strategiske og m oralske hensyn lå til grund for den franske holdning: de frygtelige blodofre fra 1914 og 1917 hvilede endnu tungt på den franske nation og gav defaitisme og en passiv strategi gode vilkår. At en offensiv strategi ville have været den rigtige løsning kan dog i dag ikke være rin­ geste tv iv l undergivet.

Fra afsnittet om luftslaget om England fortjener at nævnes den nøgterne opgørelse over den styrke, hvorm ed tyskerne in d ­ ledede den store luftoffensiv: 1300 Me 109, 180 Me 110 og 1350 tomotorede bombere (He 111, Ju 88 og Do 17). Besætningerne var allesammen krigstrænede, medens de britiske jagerpiloter kim havde relativt ringe kamperfaring. De britiske flyveres dygtighed og tapperhed anerkendes betingelsesløst, men forfatteren frem­ hæver med rette, at deres store talmæssige underlegenhed i ikke ringe grad opvejedes af, at briterne rådede over radar, der i reali­ teten betød en fordobling, ja, muligvis tredobling af jagerforsva­ rets effektivitet. Også det britiske luftværnsartilleris effektivitet anerkendes af Kreipe. Om den 15. september — vendepunktet i det store luftslag — anfører Kreipe tallet 56 nedskudte tyske ma­ skiner; dette tal anses i dag for det definitivt rigtige, selv om datidens britiske rapporter nævnte et tal, der lå endog meget væ­ sentligt højere.

Omkring 1. oktober var Royal Air Force meget nær ved at være slået ud, men tyskerne var ikke klar over dette forhold; deres egne tab tvang dem som bekendt til at gå over til at lægge tyngden i natangreb mod den britiske industri. I takt med erkendelsen af det tyske luftvåbens utilstrækkelighed og de britiske søstridskræfters overlegenlied skete nu opgivelsen af planerne om at gennemføre operation „Søløve“, d. v. s. en invasion i England. Kun een ting var nu givet: at krigen ville trække i langdrag.

General Blumentritt fremhæver, hvilke stærke advarsler både Rundstedt, Braucliitsch og Haldor gav Hitler mod at indlade sig på krigen med Rusland. Han skildrer vilkårene for krigsførelsen i Rusland og konkluderer, at „en mand, der har overlevet den russiske fjende og det russiske klim a kan ikke lære ret meget mere om krig.“ Under sin klare fremstilling af disse forhold henleder han opmærksomheden på det lidet kendte faktum, at den tyske hær under første verdenskrig led større tab på østfronten 1914— 17 end på vestfronten i 1914— 18.

Et af de interessanteste afsnit i denne skildring er Blumen­ tritts referat af, hvad Rundstedt — efter B.s mening den bedste tyske general i verdenskrig II, næst efter Manstein — i maj 1941 sagde om den forestående stor-operation:

„Denne krig med Rusland er en idiotisk idé, som jeg ikke kan se nogen gunstig slutning på. Men hvis krigen af politiske grunde er uundgåelig, må vi se i øjnene, at den ikke kan vindes i et enkelt sommerfelttog. Se blot på de afstande, det drejer sig om! På nogle få, korte måneder kan vi ikke på nogen måde slå fjenden og besætte liele Yestrusland fra Sortehavet til Østersøen. Vi bor forberede os på en langvarig krig og stræbe mod vore mål skridt for skridt.“ Rundstedt ville begynde med at erobre Le­ ningrad og kun gå frem i begrænset dybde med de to sydligere hærgrupper. Hvis tiden tillod det, kunne Leningrad-armégruppen da gå mod sydøst mod Moskva, mens midterste armégruppe ryk­ kede frontalt frem mod hovedstaden. A lle øvrige operationer burde udsættes til 1942 og gøres afhængige af den situation, man fore­ fandt til den tid.

Chefen for 4. armé, v. Kluge, var også tilhænger af en mere begrænset strategi og ville nøjes med at tage Moskva, hvilket han regnede med ville kræve en virkelig tyngdepunktsdannelse, der udelukkede større operationer på de øvrige frontafsnit. Resten ville han vente med til 1942, og han ventede sig i øvrigt så store resultater af en erobring af trafik- og rustningscentret Moskva, at krigens fortsættelse ville være lettet i væsentlig grad.

Blumentritt selv var tilhænger af at erobre både Moskva og Leningrad i 1941, idet den store sydlige armégruppes eneste op­ gave da skulle være at gå frem syd for Pripjet-sumpene og dække højre flanke af den centrale armégruppe. Men han slutter disse betragtninger: „Enhver af disse planer har sine fordele og sine mangler. Planlæggelsen af militære operationer er selv i gunstig­ ste fald en vanskelig videnskab; den gøres ikke lettere, når de militære beslutninger må påvirkes af politiske og økonomiske hensyn.“

Blumentritt giver gode portrætter af de ledende tyske gene­ raler, navnlig af Kluge og Guderian. For Kluge havde han en overordentlig estime og beretter det ikke uinteressante forhold, at Kluge meget hyppigt besøgte sine enheder i forreste linie og udspurgte underofficerer og menige om deres opfattelse under de allermest kritiske situationer. Operationernes udvikling er tegnet med ganske enkle, klare streger, og B. afslutter sin fremstilling med at drage en række paralleler mellem Napoleons felttog i 1812 og det tyske felttog i 1941. Disse få sider er intet mindre end mesterlig historieskrivning.

E l Alam ein er fra allieret side skildret meget grundigt og instruktivt, navnlig af Montgomery og de Guingand. Dette over­ flødiggør dog på ingen måde Bayerleins fremstilling. Denne be­ handler på ypperligt anskuelig måde både selve operationerne og deres sammenhæng med luftoverlegenhed og forsyninger — bl. a. i relation til angrebsplanerne mod Malta. Det i sine hovedtræk allerede kendte drama omkring Rommels person i relation til E l Alam ein refereres her autentisk, og hele afsnittet danner en fortrinlig supplering af de førnævnte allierede kilder. Man bør læse dem lige efter hinanden — i øvrigt også feltmarskal Alexan­ ders fortrinlige rapport om krigen i Nordafrika. Bayerlein skri­ ver rent ud om Alexander, at lian efter tysk opfattelse var den „dygtigste strateg og bedste politiske hjerne, det britiske imperium rådede over.“ Det er ikke uden interesse, at Bayerlein ikke blankt afviser ideen om en stor tysk knibtangsoperation fra Kaukasus og Suez — en strategi, som de fleste tyske og britiske strateger har fordømt som fantasteri. B. synes at mene, at noget sådant havde været muligt, hvis blot forsyningerne havde kimnet opretholdes. I den givne forsyningssituation var både han og Rom m el ube­ tingede tilhængere af en tilbagegang i meget stor dybde. Men en sådan strategi kunne man ikke opnå Hitlers samtykke til. „Den bøhmiske korporal“ forvandlede her som andetsteds den tyske føringskunsts skarptslebne sværd til en plum p vildm andskølle. Dette afsnit indeholder nogle meget interessante betragtninger om taktisk efterretningstjeneste; den tyske E-tjenesle blev totalt vild- ledt af de britiske sløringsforanstaltningor, og den skæbnesvangre konsekvens heraf lægger B. ikke skjul på.

General Zeitzlers kapitel om Stalingrad er et særdeles værdi­ fuldt bidrag til historieskrivningen om denne verdenshistoriske tragedie. Fra de artikler, „M ilitæ rt Tidsskrift“ har bragt bl. a. om v. Mansteins erindringer, er begivenhedsforløbet velkendt. Zeitzler bekræfter ganske Mansteins fremstilling, men medens M. kim undtagelsesvis trængte igennem til Hitler, havde Zeitzler det daglige slid med denne. Allerede ved sin tiltrædelse som hærstabs­ chef i efteråret 1942 forelagde han H itle r en dybtgående analyse af situationen. Dens hovedtræk fortjener at refereres:

„1. Som følge af sommerens offensiv svarede størrelsen af det besatte territorium i øst ikke længere til besættelseshærens styrke. Der var kort sagt for få soldater til for meget terrain. Hvis dette misforhold ikke blev afhjulpet, måtte en katastrofe ind­ træde.

2. Den farligste sektor på østfronten var uden enhver tvivl den lange, tyndt besatte flanke, der strakte sig fra Stalingrad til højre begrænsning af den centrale armégruppe. Dertil kom, at denne sektor holdtes besat af de svageste og mindst pålidelige tropper: rumænere, italienere og ungarere. Dette skabte en umå­ delig fare, der måtte elimineres.

3. Tilgangen af soldater, m ateriel, våben og am m unition til østfronten var aldeles utilstrækkelig. Hver måned oversteg tabene erstatningerne. Dette måtte få katastrofale konsekvenser.

4. Russerne var både bedre uddannet og bedre ført i 1942, end de havde været i 1941. Dette måtte erkendes, og der måtte tages hensyn dertil. Større forsigtighed -fra vor side var nød­ vendig.“

Det femte punkt skildrede i detailler en række forsynings- og andre tekniske forhold, som måtte forbedres.

Til Zeitzlers forbavselse påhørte Hitler -denne redegørelse uden at tabe besindelsen og erklærede blot, -at Z. var for pessimi­ stisk. Z. var dog ikke i tvivl om, at redegørelsen havde gjort be­ tydeligt indtryk — i hvert fald kunne Hitler nu ikke være i tvivl om, hvor udsat den i pkt. 2 nævnte flanke var.

Z. gennemgår de forskellige alternativer, ved hvilke situa­ tionen kunne have været bragt i balance, og forklarer, hvorfor ingen af dem kunne nå til udførelse. Han skildrer sine ustandse­ lig fremførte krav om at måtte trække 6. armé tilbage fra Stalin­ grad, og Hitlers konsekvente afvisninger. Z. erklærer sig solidarisk med Manstein og udtaler blot endnu stærkere end denne sin for­ dømmelse af Jodl og Keitel, der begge synes at have været endog ualmindelig dårlige rådgivere for Hitler og illoyale i skæbnesvanger grad mod den tyske hær. Kort efter, at de russiske styr­ ker havde omringet Stalingrad-hæren, sagde Z. gentagne gange til Hitler, at det „ville være en forbrydelse at svigte 6. armé i Stalin­ grad“, men H itler kunne henvise til OKW og desuden til Goering, der havde garanteret ham, at luftvåbnet ville kunne forsyne den indesluttede hær. Z. overgår her helt selv Mansteins bitre ud­ talelser om rigsmarskallen, der efter Z.s opfattelse var en elendig psykopatisk, ukyndig og ansvarsløs gøgler med utalte menneskeliv på sin samvittighed som følge af sin ukyndighed og prestigesyge — i hvilken forbindelse tragedien med de særlige divisioner af luftvåbentropper ikke forbliver uomtalt. Under et møde med H it­ ler og Goering råbte Z. til sidstnævnte, at det var „løgn“, at han kunne løse forsyningsproblemet. Det lykkedes ikke Z. trods utrolig ihærdighed at få Hitler til at vige i Stalingrad-spørgsmålet. Der­ imod fremgår det af hans redegørelse, at det var hans argumenter, der overbeviste H itler om nødvendigheden af at rømme Kaukasus for at undgå et nyt Stalingrad. Beskrivelsen af denne samtale er meget dramatisk, og Z„ der efterhånden kendte Hitlers vaner, tøvede ikke et minut, efter at han havde fået Hitlers samtykke til evakueringen. Han telefonerede ordren ud i samme øjeblik, han var kommet ud fra Hitlers værelse, og da Hitler som ventet m indre end en tim e efter gav kontraordre, kunne Z. påvise, at dette uvæ gerlig v ille resultere i kaos og katastrofe. H itle r bøjede sig, ordren forblev i kraft, og kun derved undgik Kaukasus-hæren at lide 6. armés skæbne.

Efter Stalingrad bad Z. om sin afsked, men Hitler afslog hans anmodning. Hovedindtrykket af Z.s ganske fortrinlige redegørelse for begivenhederne er, at Z. måske nok ikke har haft så meget af „Samuels Salböl“ som Manstein, men at han har været en klarsynet, nøgtern og hæderlig stabschef, der har gjort sit yderste for at skaffe hæren bedre operationsmuligheder. Dette yder også Manstein ham anerkendelse for. —

Om Frankrigsfelttoget 1944 er der skrevet så uhyre meget fra britisk og amerikansk side og senere også i tyske fremstillin­ ger, at man ikke kan vente meget nyt af general Zimmermanns fremstilling. Alligevel er den overordentlig læseværdig, fordi den på ca. 30 sider giver alle de væsentlige kendsgerninger, lige fra det store bluff med hensyn til „Atlantvolden“ og til tilbagegangen til den svækkede Vestvold. Endda når han at fortælle interessante enkeltheder om både v. Rundstedt og v. Kluge som førerperson­ ligheder.

Ardennerslaget er meget hyppigt skildret — måske den fra amerikansk side mest refererede begivenhed under krigen. Også dette afsnit er forbilledlig klart, og (ler er ikke skrevet kyndigere derom end Manteuffels frem stilling der. —

Det er sjældent at finde et krigshistorisk arbejde, der betin­ gelseslost kan anbefales geleddets officerer, ja, endda historisk og m ilitæ rt interesserede civile, til læsning. Dette kan man ube­ tinget gøre med den lier foreliggende bog. Hvis den skulle refe­ reres efter fortjeneste, måtte den oversættes fra første til sid­ ste linie.

Mogens Boisen.