Et udmærket — omend noget tort — billede af den 2. verdenskrigs voldsomme anspændelse af deltagerlandenes kræfter kan man danne sig ved at betragte de statistiske oplysninger, som fremkommer i de fleste demokratiske lande, f. eks. England.
Fra den engelske offentligt tilgængelige statistik (udregnet i The Central Statistical Office) er i nedenstående anført de i militær henseende mest interessante tal, dog således at tallenes sidste cifre er erstattet af nuller, idet indtrykket derved gøres mere overskueligt.
Afgørende betydning for et lands krigspotentiel har naturligvis indbyggerantallets størrelse.
Dette var (England + Wales + Skotland + Nordirland) i 1939 ialt 48.000.000, hvoraf 23.200.000 mandlige og 24.800.000 kvindelige indbyggere.
I 1945 var det samlede tal 49.200.000, nemlig 23.700.000 mandlige og 25.500.000 kvindelige.
Det ses heraf, at krigen ikke har bragt nogen betydende forskydning mellem antal mænd og kvinder, og at krigen ikke har bragt nogen nedgang i indbyggerantallet, men en opgang, der formentlig ville være blevet omtrent den samme, selv om krigen ikke var kommet, idet antal dræbte i krigen (se senere) sandsynligvis kompenseres af en større — i de senere krigsår betydelig større — fødselsprocent.
Dersom aldersklasserne inddeles i 5-års grupper, kan man udlede, at de 3 grupper mænd i alderen 15—29 år i 1939 omfattede 5.900.000 personer, og at de 3 grupper mænd i alderen 20—34 år i 1945 (altså nogenlunde de samme personer) omfattede 5.650.000 personer.
De tilsvarende tal for kvinder er 5.870.000 og 5.750.000. Krigen har for Englands vedkommende altså langt fra haft den decimering af den mandlige nngdom til følge, som en tilsvarende statistik utvivlsomt ville vise for f. eks. Tyskland.
Den almindelige regel, at størrelsen af et lands militærstyrker under en længere krig er 10 % af befolkningstallct, bekræftes således for Englands vedkommende.
Churchill kunne ved sin tiltræden som premierminister ikke love nogen let sejr, men derimod blod, sved og tårer.
Man regner ofte med, at de såredes antal er 3 gange så stort som de dræbtes antal, men i dette tilfælde er der i hæren mindre end 2 sårede for hver dra'bt, og såvel i søværnet som i flyvevåbnet findes mere end 3 gange saa mange dræbte som sårede. Personalet i disse 2 våben har ofte perioder med en relativt normal tilværelse, men når kamp finder sted, er det altså i langt højere grad end i hæren enten—eller.
Folkemængden i Danmark (Grønland og Færøerne fraregnet) i 1945 var 4.045.000. Dersom ovennævnte tal for hæren, søværnet og flyvevåbnet overførtes til Danmark ville tabene være:
I modsætning til, hvad der var tilfældet for flyvemaskinernes vedkommende, har de oversøiske tilførsler af kamp- og panservogne været omtrent lige så store som den engelske produktion, nemlig 33.000 og 52.000.
Det kan ikke nægtes, at mange af tallene er ganske enormt store, således f. eks. det samlede antal på 20 mm kanoner: 243.000!
Kun den samlede produktion er anført, idet det vil føre for vidt at angive, hvorledes produktionen fordeler sig inden for de enkelte krigsår. Imidlertid indeholder også disse tal interessante oplysninger, der giver tendensen i udviklingen. Således er f. eks. maskinpistolproduktionen først påbegyndt i 1942 (i 1941 6.000 stk.) med 1,4 million stk., i 1943 1,6 million, i 1944 0,7 million og i 1945 0,2 million. Det er ganske ejendommeligt at tænke sig, at man i England først fabrikerede maskinpistoler, da halvdelen af krigen var gået.
Fabrikationen af almindelige panserværnsgeværer dør helt ud i 1943, medens fabrikationen af 90 mm panserværnsgeværer (PIAT) ser således ud:
Man ser tydeligt, at mætningspunktet er nået i 1943.
Middeltunge kampvogns- og panserværnskanoner fremkom først i 1942 med 700 stk., 1943 8.000 stk., 1944 8.000 stk. og 1945 5.000 stk.
Af lytteapparater produceredes i 1939 3.100 stk., 1940 1.300 stk., 1941 800 stk., og dermed bortfaldt produktionen ganske.
Af de vigtigste kategorier af ammunition fabrikeredes:
Når man tager i betragtning,
at den engelske førkrigsbeholdning,
at produktionen i 1939 og
at hjælpen fra U. S. A.
ikke er medregnet i disse tal, kan man roligt tilbagevise den påstand, at Danmark er ved at blive spækket med våben.
Hjælpen fra U. S. A. til Danmark udgør kun en lille del af de ovenfor udregnede tal, så der må ganske andre anstrengelser til, hvis man skal nå op på et forsvar, der forholdsmæssigt nærmer sig Englands. De udregnede tal synes også velegnede til at illustrere, at en nordisk produktion (i det tilfælde, at der var blevet dannet et nordisk forsvarsforbund, i hvilket Danmark var indtrådt i stedet for at tilslutte sig Atlantpagten) af denne størrelsesorden ville være en umulighed inden for en overskuelig tid. Det ændrer intet ved helhedsbilledet, at man for enkelte våbenkategoriers vedkommende måske ville kunne præstere det fornødne. Det må i denne forbindelse erindres, at foruden ovennævnte materiel findes der naturligvis store — og meget vigtige — materielgrupper, der ikke er medtaget, og som ofte indeholder genstande, der er meget vanskelige at fabrikere, f. eks. radar, eller som skal fremstilles i mægtige kvantiteter, f. eks. motorkøretøjer, hvoraf den engelske produktion naturligvis også var meget stor.
„Tårer“ er ikke så lette at sætte i regnskab, men deres mængde kan vel regnes proportional med „Blodet“.
O. Mathiassen.
