Den seneste politiske og militærtekniske udvikling stiller fort­sat sine krav til NATO-landenes årvågenhed. Baseret på den til­syneladende konflikt mellem atomvåbnenes indførelse og opret­ holdelsen af traditionelle styrker bearbejdes vesten af en frem­ ragende psykologisk krigsførelse, der ved at camuflere de reelle politiske øjemed søger at fremme nationernes isolationspolitik. Begivenhederne omkring Sovjetunionens 20. partikongres er af stor betydning, men kendskabet til de yderst alvorlige ændringer i militærets teoretiske og praktiske skridt er af afgørende vigtig­ hed, om vi skal have den rette forståelse af vor egen situation.

Den 20. kongres udtalte, at „imperialisterne“ ikke mere var en trusel, at de ikke mere havde „mulighed for at kaste folkene ud i nye krige“. Dette skyldes: (1) den socialistiske lejr, (2) neu­ trale lande og antiimperialistiske rørelser i Nær- og Fjernorienten og under denne gruppe yderligere (a) „fredens tilhængere“ samt (b) arbejderbevægelserne. Man skulle sørge for, at sidstnævnte grupper var „årvågne og mobiliserede“, optrådte på „fælles front“ og kæmpede for at „bevare og styrke freden“.

Man betragtede ikke vesten som nogen fare. Derimod under­ stregedes verdenskommunismens nye agressive linie. Sovjetunio­nens kommunistiske partis førstesekretær, Nikita Khrustjov, under­ stregede Lenins lære om de forskellige former for overgang til socialismens statsform. Tjekoslovakiet var således et eksempel på „fredelig overgang“. „Leninismen lærer at de herskende klasser ikke godvilligt giver magten fra sig,“ udtalte han. Kampens hård­ hed afgjordes af modstandernes styrke. „I de lande, hvor kapitalis­ men endnu er stærk, hvor den råder over et stort militær- og politiapparat, er det naturligvis uundgåeligt, at de reaktionære kræfter yder alvorlig modstand. Der kommer overgangen til so­cialisme til at foregå under skarp revolutionær klassekamp.“

Denne skærpede kurs har vi mærket gennem forsøgene over­ for den demokratiske arbejderbevægelse på enhedsfronten fra oven og navnlig fra neden gennem fagbevægelsen. Yderligere gennem folkefrontsforsøg (spændende fra Islands og Ceylons regeringer til frontorganisationemes aktivitet) og endelig ved en intensiveret revolutionær virksomhed (kampene i Bombay, Marseille og Toulon, skærpede strejker i Skandinavien med optræden af en „situationens generalstab“ i liglied med kupforsøget i oktober 1950 i Wien).

Den tilsyneladende storpolitiske afspænding liar øget behovet for skoling af partimedlemmer. Dette blev imødekommet bl. a. gennem udsendelsen af Videnskabernes Akademi’s lærebog „Po­ litisk Økonomi“. Vægten af dette stærkt revolutionære skrifts ind­ hold imderstreges yderligere af, at en af forfatterne, D. T. Sjepilov, nyligt udnævntes til Sovjetunionens udenrigsminister.

Dette er det politiske fundament for Sovjetunionens væbnede styrker. Hærens dagblad, Krasnaja Zvesda, har kritiseret Stalins militære indsigt, men samtidig blev Lenins militære direktiver sidestillet med Clausewitz’ (3. april 1956). „Æren for uddybelsen af den marxistiske lære om krigen og hæren, for udarbejdelsen af det kommunistiske partis teori og taktik vedrørende krig, fred og revolution såvel som for marxismens nyskabende anvendelse på krigsvæsenets område er Lenins.“

Kritikken drejede sig overalt om Stalins person, men berørte ikke kommunismens marxistiske fundament. De dyberegående og alvorligere omlægninger af den militære teori kom dog lige som den skærpede revolutionære kurs offentlig til udtryk foråret 1955.

Den hidtil gældende opfattelse, støttende sig til Stalins værk: „O m Sovjetunionens store Fæ drelandskrig“ , lod navnlig overraskelsesmomentet ude af betragtning. De primære faktorer var:

(1) statens stabilitet, (2) kam pm oralen, (3) divisionernes antal, (4) udrustningen og (5) stabenes dygtighed.

Chefen for Sovjetunionens fællesstab, Sokolovskij var den, der for alvor brød stagnationen med et omfattende indlæg i Isvestija 23. februar 1955. Artiklens ubetinget vigtigste passus ly­ der: „. . . de fredselskende lande må være særlig vagtsomme og træffe alle de foranstaltninger, deres sikkerhed kræver. Da der er fremkommet nye våben med en vældig ødelæggelseskraft, er be­ tydningen af overraskelsesfaktorcn steget stærkt. Det er ikke nok, at lande, der er udsat for trusler, er rede og i stand til at be­ svare angreb med modangreb. Det er nødvendigt at fratage po­ tentielle angribere overraskelsesmomentet.“

Hovedsynspunkterne i marskal Sokolovskijs og marskal Rot- mistrovs (leder af Stalinakademiet for Panserstridskræfter) artik­ler er flg.: (1) på marxistisk grundlag, men nu suppleret af vestlig m ilitæ rviden revideres m ilitæ rdoktrinen, (2) hensyntagen til atomkrigens krav, (3) overraskelsesmomentets udslaggivende betydning og derfor hensyntagen til præventivangreb under ud­ dannelsen, (4) territoriet udnyttes til spredning af nøgleindustrier i modsætning til tidligere udnyttelse for defensivoperationer og (5) ikke blot muligheden for lynkrig foreligger, men tillige en opslidelseskrig med atom- og konventionelvåben.

Omlægningen af Sovjetunionens militærstrategi, ved hvilken man erkender en præventivkrigs store betydning, fremmaner de dystreste perspektiver for vesten.

Ligeledes den 23. februar udtaler marskal Konjev til Pravda: „Sovjethæren råder over en erfaren stab og uforlignelige moral- og kampkvalifikationer. Sovjethæren, befrierhæren, står for ver­ den ikke blot som forsvarer af den store oktoberrevolutions so­ cialistiske resultater, men også som forsvarer af det arbejdende folks interesser i alle lande.“ Marskallen fandt endvidere det fri­ villige forsvarsarbejde af største betydning for forsvarskapaciteten.

Marskal Sjukovs VE-mindeartikel (Pravda 8. maj 1955) inde­ holdt momenter af skrækpropaganda: „Det er kendt, at atom- og brintbomben er farligst for de tættest befolkede lande. Mont­ gomery understregede det selv i et foredrag i Californiens tekno­ logiske institut. Hvor kunne denne militærperson tale for an­ vendelsen af atomvåben, når de kunne medføre de frygteligste ulykker for hans landsmænd og enorme ødelæggelser i hans eget land?“

Sideløbende med gennemførelsen af den skærpede militærdoktrin rejstes, i ligbed med som ovennævnt i den civile krigs­ førelses styrker, kravet om intensiveret politisk skoling af for­ svarets personel. Kun ubetydende vestlige militærpersoner over­ vurderer teknologiens rolle og undervurderer den enkelte soldats betydning, fastslår generalmajor Boltin (Krasnaja Zvesda 30. au­gust 1955). „Men de fleste borgerlige militærpersoner, heriblandt de mest betydende, er nødsaget til at anerkende og anerkender, at individet, der besidder afgørende moralsk og militær styrke, er slagmarkens primære styrke. Dette er påpeget f. eks. af amerikane­ ren, general Ridgways udtalelse: „Om den afgørende prøve i krig lykkes eller slår fejl afhænger af soldaten.“ Statssystemet tages til indtægt for hærens resultater; følgende vidner om den marxistiske sondring mellem kriges fortsatte opretholdelse: „Under retfærdige befrielseskrige anvender vor stat og væbnede styrker de objektive love, Sovjetunionens militærvidenskab lærer os.“

„Det vigtigste middel til en kvalitativ forbedring af militær­ uddannelsen og styrkelsen af soldaternes disciplin består i det politisk-opdragende arbejde og af befalingsmændenes øgede krav til deres underordnede,“ mente forsvarsministeren, marskal Sjukov jfr. hæravisen 25. januar 1956. Trods meddelelserne i sovjettidsskrifterne om omstillingen til atomkrig, motoriseringen etc. her­ sker der ingen tvivl om de konventionelle kampmidlers afgørende betydning.

„Det bliver ikke ’verdenscivilisationen’, der går under, men det lielt igennem rådne og overlevede kapitalistiske system,“ lyder det officielle svar på spørgsmålet om, hvilke følger en atomkrig vil få. Krasnaja Zvesda og Sovjetskij Flot bragte henholdsvis i august 1954 og januar 1955 generelle direktiver til personellet om simple forholdsregler for, tinder og efter atomangreb. Artiklerne byggede for en stor del på resultater indhøstet af USA. General­ major Olisov opsummerer 6. august 1954: „Det må gentages, at de behandlede emner kun udgør en del af de forholdsregler, der kan være tale om ved troppernes atombeskyttelse. Men selv delte tillader den konklusion, at tropper, der har kendskab til beskyt­telsesforanstaltninger, med held kan gennemføre deres kamp­ opgaver.“

„Vor opgave må som førhen være den bestemt og urokkeligt at overføre Vladimir Ilyicli Lenins recept til praksis — altid at være på vagt og vogte vore væbnede styrker og landets forsvars­ kapacitet som vort øjeæble,“ som ministerpræsidenten, marskal Bidganin udtrykte sig ved Øverste Sovjets anden samling. Dette at bevare kapaciteten må navnlig erindres, når man betragter Sovjetunionens hærreduktioner. Første reduktion på 640.000 mand faldt sammen med en taktisk omlægning af divisionerne. Den sidste andrager ca. 30 % af hæren. Hansom Baldwin anslår der­ efter Sovjetunionens styrke til mindst 2,4 mili. mand og østblok­ kens samlede magt til 8,35 mili. (New York Times 20. maj 1956). Man har foreløbig intet indtryk af, hvilke af de 215 hær- og 70 flyverdivisioner eller hvilke skibstyper, der rammes af nedskæ­ ringerne. Det er liøjst sandsynligt, at kampvogns- og mekaniserede divisioner lades urørte, efter at disse i efteråret øgedes halvanden gang for at nå op på vestens numeriske styrke. Det er særdeles tankevækkende, at flyvetypen TU 104 med sin karakteristiske glassnude nu indgår i trafikruterne.

Bedst af alle belyser forsvarsministeren, marskal Sjukov i sin beretning på 20. partikongres (l’ravda 20. februar 1956) Sovjet­ unionens indstilling til og opbygning af de væbnede styrker. For­ uden motoriseringen og de nye våben vil man bemærke, hvor­ ledes der drages omsorg for, at ikkeindkaldte skal uddannes i DOSAAF, organisationen der modsvarer vort hjemmeværn. Talens sidste halvdel lyder:

„Under opbygning af Sovjetunionens væbnede styrker går vi ud fra den kendsgerning, at en ny krigs former og midler vil ad­ skille sig væsentligt fra tidligere kriges. En fremtidig krig vil, dersom den skulle komme, karakteriseres af masseindsættelse af luftstyrker, forskellige raketvåben og forskellige masseudryddelses- våben såsom atom-, brint-, kemiske og bakteriologiske våben. Imid­ lertid bandler vi efter det princip, at de nyeste våben, herunder masseødelæggelsesmidlerne ingenlunde mindsker bærens, flådens og luftvåbnets afgørende betydning. Uden stærke troppestyrker, uden en strategisk, langtrækkende og taktisk luftstyrke og mo­derne flåde og uden et velorganiseret samarbejde mellem disse grene er det umuligt at føre en moderne krig til sejrrig udgang.“

„Takket været partiets og regeringens omsorg for vort lands forsvarspotentiel er Sovjetunionens væbnede styrker fuldstændig reformerede og, hvad kvaliteten angår, langt passeret niveauet ved udgangen af den store fædrelandskrig. Sovjetøkonomiens bed­ rede muligheder og først og fremmest sværindustriens store resul­ tater bar gjort det muligt at genbevæbne vor hær, luftvåben og flåde med førsteklasses militærudrustning. Vore styrkers organisa­tion og træning er bragt i overensstemmelse med de betingelser, anvendelsen af den nyeste militærudrustning kræver.“

„Luftvåbnets og luftforsvarsstyrkernes proportioner er øget betydeligt under opstillingen af vore væbnede styrker. Hæren er fuldstændig mekaniseret og motoriseret. Sovjetunionens væbnede styrker råder nu over forskellige atom- og brintvåben samt kraf­tige raket- og jetvåben herunder langtrækkende raketter. (Bifald). Fodfolket er genbevæbnet med nye og mere effektive våben og fuldt motoriseret. Kampvogne ’og selvkørende artilleripiecer af høj kvalitet er effektivt indført i disse afdelinger. Kampvogns- og mekaniserede afdelinger er nu overlegne over sidste krigs afde­ linger hvad angår kampkraft, manøvredygtighed og evne til selv­ stændige aktioner. Hvad artilleriet angår, liar vi gjort betragtelige frem skridt i forbedringen af kvaliteten.“

„Partiets centralkomité og regeringen følger navnlig luftstyr­ kernes udvikling med opmærksomhed som det vigtigste middel til betryggelse af vort hjemlands sikkerhed. Vi råder nu over førsteklasses jetfly i stand til at løse enhver opgave, der stilles under en agressors angreb. (Bifald).“

„Under flådens opbygning går vi ud fra den kendsgerning, at under en fremtidig krig vil søslag være af endnu større be­ tydning end i sidste krig. Vor flåde er nu i stand til sammen med hær og luftvåben betryggende at forsvare vort fædrelands ma­ ritim e grænser.“

„Under hensyn til truslen fra luften, specielt fra langtræk­ kende raketter og fra udviklingen af strategisk jetflyvning, er der gjort et stort arbejde for at organisere landets forsvar mod luft­ angreb. For øjeblikket indgår overlydsjagere, luftværnsartilleri, luftvæ rnsraketter og andre forsvarsvåben i hiftbeskyttelsesforsvaret.“ ...

Efter en tak til teknikerne fortsatte marskal Sjukov: „I de seneste år er der gjort et stort arbejde i hær, luftvåben og flåde for at lære personellet militæroperationer betinget af atom- og andre våbens indsættelse. Alle enheder bar fået den nødvendige træning i at arbejde under sammensatte land-, sø- og luftoperationer.“

„Vore sejre under den store fædrelandskrig skyldes fordelene vod sovjetmilitærvidenskaben, som ufravigeligt ledes af den marxistisk-leninistiske teori. Sovjet-militærvidenskab bar i efterkrigs­ årene uddraget generelle konklusioner af krigen og våbnenes ud­ vikling og har givet direktiver for opbygning og træning af vore væbnede styrker.“ . . .

„Jeg må med tilfredshed bemærke, kammerater, at under opbygningen af kampkraften er det af væsentlig betydning, at den indkaldte ungdom p. gr. a. dens uddannelsesmæssige, tekni­ske og kulturelle niveau nu hurtigere lærer brugen af de moderne våben.“

„Som følge af hærreduktionen vil en vis del af den værne­ pligtige ungdom ikke blive indkaldt. Vi må tage skridt til, at disse unge også uden for bæren kan modtage den påkrævede mi­ litærtræning for fædrelandets forsvar. Med benblik på dette for­ drer „Det offentlige Selskab til samarbejde med de væbnede Styr- ker“s arbejde yderligere forbedring. Lenins ungkommunister, undervisningsministeriets skoler og arbejderreservens institutioner må gøre alt for, at landets ungdom opdrages til at være endnu mere fysisk hærdet og disciplineret, og at den trænes i en kom­ munistisk holdning til arbejde, til kærlighed og hengivenhed til deres folk og til konstant beredskab for ærefuldt at forsvare vort socialistiske fædreland. (Bifald).“

„Den opgave at forsvare landets hjemmefront har aldrig væ­ ret så nødvendig som under de nuværende betingelser.“ . . .

„Tillad mig, kammerater, at bevidne vort kommunistiske par­ tis 20. kongres, sovjetregeringen, liele folket og alle vore venner, at Sovjetunionens væbnede styrker altid er rede til at gøre deres pligt mod fædrelandet med ære og værdighed. (Stormende, lang­ varigt bifald).“

Vor viden om Sovjetmagtens politiske og militære forhold synes at tillade følgende konklusion: Selv om de væbnede styr­ker numerisk er nedskåret for øjeblikket, er den potentielle kamp­ kraft det ikke. Når derfor den socialistiske fredskamp og civile krigsførelse i de følgende årtier liur indhøstet de mulige gevin­ ster, fortrinsvis i Orienten og Sydamerika, må de resterende stater forvente den revolutionære aktivitet øget til koordinerede kup­ forsøg. Staternes desorganisation vil herefter åbne sovjethæren ad­ gang for gennem en „retfærdig befrielseskrig“ at overtage de re­sterende samfund fuldt intakt uden større ofre.

Hans B. Mogensen.