Som bekendt er de taktiske doktriner verden over genstand for intensiv drøftelse. Ikke mindst de spørgsmål, der har relation til fodfolkskampen, er for manges vedkommende til voldsom dis­kussion.

Der er flere årsager hertil. Der fremkommer således stadig nyt erfaringsmateriale fra krigsskuepladsen i Korea, men dette materiale må benyttes med varsomhed, dels fordi de terrainmæssige forhold er væsentlig anderledes, end de kan tænkes at blive på de fleste dele af en eventuel europæisk krigsskueplads, dels fordi der består vigtige forskelligheder i parternes liele kamp­ måde og bevæbning. FN-troppeme har som bekendt luftoverlegen- hed over fronten, og begivenhederne på denne farves i øvrigt stedse af politiske hensyn. Endvidere er talrige af de tyske er­ faringer fra østfronten 1941—45 endnu langtfra bearbejdet og nyttiggjort; hele det store materiale om udvigende kamp og om forsvar har endnu kun i meget begrænset udstrækning fundet vej til fagpressen, og det vil være kendt, hvorledes alle militære tids­ skrifter verden over leder efter sådanne erfaringer, navnlig på de lavere føringsplaner. Undre kan det i hvert fald ikke, at de på østfronten gjorte erfaringer ofte står i modstrid med det bri- tisk-amerikanske erfaringskompleks fra Vesteuropa 1944— 45, der var så ensidig offensivt bestemt, når bortses fra enkelte passivi­ tetsperioder og begivenhederne omkring Ardenner-slaget i efter­ året 1944, der ikke havde den planmæssige tilbagetræknings ka­ rakter. Man kunne måske endda sige, at de vestallierede i deres taktiske doktrin fra det vesteuropæiske felttog mente at have fundet en slags universalrecept for både taktik og strategi — en recept, som i øjeblikket synes at være til revision, i hvert fald hvad forsvarsstrategi og -taktik angår.

Også den danske m ilitæ re diskussion, så beskedent den end udspiller sig for åbent tæppe, eftersom officerskorpset er så hårdt bebyrdet med at få dagens løbende forretninger fra hånden, kan opvise eksempler på denne tvivl og tøven. Det er så meget mere velbegrundet, som dansk terrain på mange måder afviger fra, hvad man sædvanligvis møder i udlandet. Ikke alene vor strategi, men også vor taktik bor tilpasses til de særlige forhold, som vi lier står overfor, og som ikke findes beskrevet i krigsberetningerne — ganske simpelt fordi terrainet så anderledes ud de på­ gældende steder. 

Nu vil imidlertid sikkert snart en del af diskussionen for­ stumme, når de mange nye reglementer kommer ud. Officers­ korpset, der fra delingsfører til divisionsgeneral bar været udsat for en udstråling af vidt forskellige anskuelser med hensyn til f. eks. anvendelsen af kampvogne, panserværnsvåbnenes større el­ler mindre effektivitet, teorierne for taktisk flyverstøtte og san­ delig også vedrørende selve fodfolkets egentlige kam pproblem er, vil få en doktrin at arbejde efter. Og vi trænger til en doktrin. Lige så nødvendigt det er, at den enkelte officer evner den frie beslutningstagen, så sandt som skematiske maskinløsninger er dræ­bende, lige så nødvendigt er det at liave en taktisk doktrin, på hvis faste fundament der kan bygges — og da navnlig i en mate­rielfattig hær, hvor man skal forsøge på at erstatte ammunition og kampvogne med ånd, med manøvre og med udnyttelse af ter­ rainet — kort sagt med taktik. Hver eneste løjtnant ude i garni­soner og lejre må være overbevist om, at dette fundament er sundt, er det rigtige grundlag for taktisk handling, som nævnt: det grundlag, på hvilket den enkelte taktiske fører i erkendelse af det muliges kunst kan bringe sit frie skøn og den efter ter­ rainet og hele situationen bedst egnede losning af den forelig­gende opgave til udførelse.

Det spørgsmål, som her skal behandles i denne forbindelse, nemlig den taktiske infiltration, er kun et lille udsnit af et større problemkompleks. Det er til gengæld om muligt endnu mindre behandlet i den tilgængelige faglitteratur end de fleste andre. Ligesom de infiltrerende tropper — vel at mærke i den kampløse infiltration — som sand gennem fingre siver gennem forsvare­ rens linier, således gør emnet også modstand mod en eksakt behandling. Formler og skemaer lader sig kun vanskeligt eller slet ikke bringe til anvendelse, fordi den kampløse infiltration på en række måder er et brud med vigtige taktiske grundprincipper — eller dog synes at være det. Vi vil i det følgende først definere begrebet og derefter analysere det i dets forskellige aspekter for endelig at drage de nødvendige konklusioner vedrørende infiltra­ tionens anvendelighed, forsvaret mod den samt de krav, som den­ ne kampforms anvendelse fra en eventuel modstanders side vil stille til vor taktiske doktrin og til vor uddannelse.

Ved infiltration forstås i international militær terminologi en indtrængen i dybde i en fjendtlig opstilling (sædvanligvis en forsvarsstilling) med mere eller mindre spredt optrædende styr­ ker og ofte således, at disse styrker samlet dukker overraskende op fra nye retninger.

I taktikken kan man skelne mellem den kæmpende og den kampløse infiltration.

Den kæmpende infiltration er de egentlige angrebsstyrkers — d. v. s. fodfolk, pansertroppers og pionerers — fremtrængen gen­nem et fjendtligt forsvarssystem under sukeessiv nedkæmpning, overfløjning eller omringning af fjendtlige anlæg og mindre støt­tepunkter. Infiltrationen er her et system af taktiske detailfore­ tagender, der foregår i fortsættelse af indbruddet i hovedforsvars­ stillingen — dette indbrud, som, på grund af den grundighed, hvormed det almindeligvis behandles i reglementer m. v., ofte antages for at være kampens største og vanskeligste moment, men som i vanskelighed nok står tilbage for den påfølgende indtræn­gen i dybden af en velforsvaret fjendtlig stilling. Den kæmpende infiltration turde være fodfolkets fornemste og mest krævende kampform, og den turde blive en normal foreteelse under de fle­ste angreb. Den må forudsættes bekendt af et flertal af læsere og falder i øvrigt også uden for den kampløse infiltration, som er nærværende arbejdes emne.

Den kampløse infiltration må, som allerede navnet siger, de­ fineres som en indtrængen i eller gennemtrængning af en fjendt­lig troppeopstilling uden anvendelse af ild, d.v.s. at den infil­trerende styrke alene bygger på skjul og overraskelse med det formål at udnytte denne ind- eller gennemtrængning til taktiske foretagender, der kan være af meget forskellig art, men hvor­ iblandt navnlig og foreløbig summarisk kan nævnes angreb i ryg­gen eller flanken på fjenden, angreb på fjendtlige artilleristil­ linger, at foretage guerillaaktioner mod fjendens kommandosta­tioner, radaranlæg og lignende nøgleinstallationer, samt i det hele taget at rette angreb på fjendens forsyningstjeneste, i hvilken sidst­ nævnte henseende det ikke kan skade at gentage den gamle sand­ hed, at eet afbrændt benzintog kan immobilisere flere panserdivi­sioner!

Nu er det jo en kendt sag, at dette at trænge gennem en fjendtlig stilling sædvanligvis — altså i den ortodokse taktik — er et ret kompliceret foretagende, der kræver indgående plan­lægning, opmarch, samvirke mellem alle våben, vældig ildstøtte, overvindelse af det sidste par hundrede meters store farer og van­ skeligheder, reorganiseringen, forsvar mod modangreb, kæmpende infiltration og så fremdeles. Naturligt nok kunne derfor nogen spørge: Hvad er det for noget tøjeri at tale om kampløs infil­tration. Hvis det er muligt at nå gennem fjendens stilling uden kamp, hvad skal man da overhovedet med det vældige taktiske kampapparat, man bygger op, og som koster både mange menne­skeliv og en umådelig masse penge?

Denne indvending er bevidst formuleret lidt kraftigt. Thi den er jo nærliggende. Ja, den har endog været fuldt tid beretti­ get, hvis man betragter lange epokers taktik, der ikke bød nogen mulighed for infiltration. Men problemstillingen og de, om man så må sige, taktiske præmisser er i mange situationer anderledes i vore dage end f. eks. under den første verdenskrig.

Det er nok klogest straks at gribe om nælden og gøre sig klart, hvad forudsætningen må være for, at der kan infiltreres: Forsvareren (eller som antydet: den passive parti må ikke kunne se eller dog i hvert fald ikke med sin ild nå eller effektivt kunne beskyde de infiltrerende styrker.

Også her kan det tænkes, at nogen vil spørge: Hvorfor skulle man ikke kunne se de infiltrerende styrker? Eller i hvert fald bremse dem? Er vort forsvarssystem, som vi kender fra skitser­ ne, ikke tæt sammenhængende og har pigtråd, minefelter og gruppeanlæg liggende som en tyk mur, der kun kan gennemtrænges, når fjenden beskyder os tilstrækkelig længe med sit artilleri eller sender sine murbrækkere — kampvognene — frem mod den i tilstrækkelig stort antal?

Selv om man kan have forskellige meninger om, hvordan forsvaret bør føres, kan dette sidste, hypotetiske spørgsmål be­ svares med et klart nej. Et studium af krigserfaringer på divi­ sions-, regiments-, bataillons- og lavere planer viser nemlig, at på trods af alle fredstidsnormer vedrørende frontbredder — hvor store eller små disse skal være, og hvor vel sikrede af pigtråd og miner de bør være — så er det under krigsforhold snarere reglen end undtagelsen, at styrkerne skal forsvare frontbredder af betydelig større udstrækning end de normerede. Endvidere vi­ ser erfaringerne, at talstyrken i underafdelingerne og dermed i afdelinger, regimenter og divisioner hurtigt synker langt ned un­ der organisationsskemaernes tal — samtidig med at det viser sig umuligt at reducere de frontbredder, der er anvist styrkerne, uanset at disse frontbredder allerede oversteg de for fuldtallige formationer reglementerede. Dette er både en tysk og en amerikansk erfaringssætning, der kan dokumenteres med et utal af eksempler. Glemme må man ejlicller, at erstatning af infanterister, the riflemen, er et af nutidens storste liær- og krigsorganisatoriske problemer, i hvert fald i Vesterlandets hære.

Hvorfor bliver frontbredderne da så store? I mange tilfælde fordi en sådan strakt besættelse i det hele taget giver en vis tryghed og dermed handlefrihed, men vel oftest, fordi man strækker fronten for med sine flanker at nå ud til panserhindringer. Navnlig for en kampvogns- og panserværnsskytsfattig hær er det af såre stor betydning at have sine flanker nogenlunde dækket mod en fjendes mekaniserede trusel, der jo — lad os ikke nægte det — i vort danske gennemsnitsterrain har gode virkemuliglie- der, så længe vi ikke støtter vor front til sumpede ådale eller til veritable fjorde. Blandt andet derfor må fronterne blive brede.

Forklaringen på, at fronterne bliver tynde, er desuden at søge i kravet om dybde i den moderne forsvarsstilling, vel at mærke hvis man ønsker at føre en egentlig forsvarskamp. Vil man fordele sine infanteristyrker på flere bag hinanden liggende linier, som fjenden skal løbe sig træt imod, da må den enkelte linie uundgåeligt blive tyndere besat. Dette fører logisk til støtte- punktsgrupperingen og uundgåeligt til betydelige mellem rum mel­lem støttepunkterne (forsvarsområderne).

Endelig er infanteriet jo talmæssigt og procentuelt blevet meget stærkt reduceret i hærene, i hvert fald i de vestlige lande. Den moderne krigsorganisation i veststaterne kræver så enorme paraphernalia i form af luftvåbnets vældige basisstyrker, civil­ forsvaret, hjemmeværn, krigsindustri foruden hærens talrige re­serveanstalter m. m., at det kæmpende infanteri er blevet sørge­ligt reduceret ved at afgive mandskab til alle de mange institutioner, der i sidste instans for de flestes vedkommende er til for at hjælpe det.

Den uundgåelige følge heraf er blevet, at vore dages infan­ terifront er meget tynd. Observation kan man naturligvis nor­ malt stadig holde over en front; til observation hører der jo kun en enkelt mand på hvert oversigtspunkt — om dagen, når vejret er klart og lyst. Men om natten og i det hele taget under usigt­bare forhold eller med et kuperet og bevokset terrains korte synsvidder eller under kunstig tåge, bliver problemerne helt an­ derledes. Lad os ikke glemme, at infanteridelingen i forsvaret ikke strækker sig elastisk ud, når fronten bliver bredere. Den er nødt til at holde sig på en bestemt, begra-nset frontbredde, for at ikke enhver ildsammenhæng eller -forbindelse inden for den skal gå tabt, foruden af rent kommandomæssige og moralske grunde, og resultatet er da, at mellemrummene mellem delinger­ ne bliver store — set fra forsvarerens synspunkt kun alt for store — hvis da ikke delingerne samles til støttepunkter, med det re­ sultat at mellemrummet mellem de enkelte støttepunkter bliver endnu storre og fronten derved endnu mere stormasket, omend dette som allerede antydet af andre grunde er en nødvendighed. Mellemrummene skal ifølge forskrifterne dækkes med ild, ild mellem delings-, mellem kompagni- og mellem bataillonsstøttepunkter. Men ild skal være observeret; uobserveret ild (f. eks. visse koncentrationer og spærreskydninger) kan kun udløses efter virkeligt behov, d. v. s. når der er væsentlig sikkerhed for god virkning. I mørket kan man ikke holde hverken artilleri eller fodfolksvåben skydende hele tiden. Ganske bortset fra den min­ dre effektivitet, fordi ilden er uobserveret, vil de rådige ammunitionsmængder altid være ringere, end man i fredstid drømmer om. Der skal for alvor byde sig mål, før man spytter i bøssen med spærreild. Man kan heller ikke holde lysraketter eller -fald­ skærme over området til stadighed, bortset fra at deres effekti­vitet i tåge eller snevejr og stærkt regnvejr er meget begrænset.

Lad os dernæst gøre os klart, at den før antydede ideale op­ fattelse af forsvarsstillingen med dens pigtrådslinier, dens mine­ felter og pansergrave endnu den dag i dag er farvet af forestil­ lingerne fra den første verdenskrig. Erfaringerne fra verdenskrig II’s fronter i Rusland taler stedse om de tyndt besatte forsvarsstillinger. Der fandtes ikke mandskabsstyrker til anlæg af de store hindringslinier, med mindre der var meget god tid til stil­ lingens forstærkning, og transportkapaciteten, navnlig for en luft­ underlegen hær, der i væsentlig grad er henvist til at kore om natten, udnyttes med højeste prioritet for troppetransporter og forsyningskørsler — ammunitions-, forplejnings- og sanitetstjene­sten — medens feltbefæstningsmaterialerne kommer ind som en flot nummer sidst i denne trangfølge: og ofte kommer de slet ikke, med mindre situationen er meget stabiliseret. Man må ruste sig mod skuffelser, når man går i krig!

Og endelig må man gøre sig fortrolig med den tanke, at soldaterne ofte vil være overordentlig udmattede. Krigen viser gang på gang, at hele batailloner falder i søvn — ikke alene en moralsk, men også en faktisk, numerisk svækkelse af fronten, af dens observation, dens opmærksomhed.

Det er på baggrund af disse realiteter, at vi må betragte den kampløse infiltration og dens muligheder. Den udtyndede front med store mellemrum mellem støttepunkterne, med meget be­grænsede kunstige hindringer, uden muligheder for kontinuerlig ildvirkning mod alle steder, hvor der måtte spores fjendtlig patrouilleaktivitet i eller foran stillingen, og måske med trastte sol­ dater — og endelig i mærke eller/og i uoverskueligt terrain, i hvilken sidste forbindelse der kan være grund til at pege på to ting: At nutidens stillinger ofte er nødt til at holde sig borte fra højder som følge af disses tillokkelse for fjendens artilleri, og at krigstidens terrain er anderledes end det, man kender fra øvelser: kornet vil ofte stå på marken, og haver og beplantninger, der ikke må betrædes i fredstid, bliver nu foretrukne områder for taktisk færdsel.

Hvad mørket angår, er det jo en kendsgerning, at der også findes andre slags end den måneskinsaften, man undertiden ser små hyggelige natøvelser afholdt i. Der findes også en slags mør­ ke, som kompagnichefer i fredstid kvier sig for at gå ud i, fordi folk kan falde i vandhuller eller brække ben uden at blive op­ daget. I krig træffer man (let rigtige bælgmørke, tilmed ofte krydret med regn, slud eller sne, måske også stormvejr, så at både iagttagelse og lytning er så at sige umulig og i øvrigt selv den vågne observationspost kryber sammen i ly af sit skærmtag eller den træstamme, som kan give ham en smule læ. Disse ekser­ cerpladsfjerne realiteter er kamppladsens vilkår, infiltrationens milieu og kulisse, og de danner den naturlige baggrund for et krav om langt større vægt på mørkeuddannelsen i fægtning og skyttetjeneste. I vort land, der selv i disse Atlant-tider i givet fald må påregne fattigdom i ild, er dette end mere vigtigt, for som skrevet står: Mørket er den fattige angribers ven.

At østfronten 1941—45 var særligt egnet til infiltrationsfore­ tagender indses umiddelbart: Det vil være ganske urigtigt at op­ fatte denne front som en sammenhængende linie; der var vældige mellemrum mellem de egentlige besatte områder, og mellemrum­ mene kunne kun i gunstigste fald sikres med nødtørftig bevogt­ ning eller observation. I vinterperioderne var dette yderligere van­ skeligt, da tyskerne ikke havde transportmidler, der egnede sig til hurtig afpatrouillering af sneterrain. Det må også erindres, at eneterrainet byder særligt gode muligheder for sløring; hvidt overtrækstøj for personer og hvid bemaling af materiel giver hen ved 100 procent effektiv sløring, blot observationsafstanden over­ stiger nogle få meter. Mange dele af fronten forløb gennem skov, navnlig nåleskov, der egner sig ypperligt til gennemførelse af infiltration. Og det stadige beredskab, livori tyskerne måtte være i disse vintre, ofte i den strengeste kulde og i snestorme, måtte uundgåeligt betyde et stærkt slid på deres styrker, medens rus­ serne kunne sætte veludlivilede tropper ind i det øjeblik, de anså for gunstigt — altså en ganske normal udnyttelse af et af an­ grebets vigtigste aktiver. Endelig lod infiltrationsmanøvrer sig på den russiske krigsskueplads i særlig grad koordinere med parti­san- eller guerillastyrker bag den tyske front.

Forsvareren måtte under disse forhold ustandselig være for­ beredt på optræden af fjendtlige snigpatrouiller i stillingerne og bag disse. Det måtte man affinde sig med. At skaffe sig sikkerhed mod denne aktivitet var ikke muligt. Infiltrationen blev i begyn­ delsen af krigen ofte antaget for blot at være en livlig snigpatrouilleaktivitet, men gang på gang viste det sig, at snigpatrouillerne var led i et større foretagende, og at de fortsatte tværs igen­ nem forsvarerens stilling eller samlede sig i nøgleterrain inden for selve denne stilling, f. eks. for at kunne angribe sårbare flan­ ker, artilleristillinger o. s. v. næste morgen eller eventuelt nogle dage efter. For forsvareren var det naturligvis i allerhøjeste grad ubehageligt at komme således under dobbelt ild, navnlig hvis de infiltrerede styrkers nedkæmpelse krævede indsats af våben, der skulle have støttet hovedforsvarslinien.

Hvad dette nøgleterrain angår, er det en konsekvens af det for­ an anførte, at det er udelukket for forsvareren at lægge hånd på alle de punkter eller områder i og umiddelbart bag det valgte stillingsområde, som han gerne ville have hånden på. Sådanne ubesatte, vigtige punkter, hvor det var let at skjule sig (bevoks­ning, kupering), stedfæstede angriberen enten ved forudgående patrouillering eller ved flyverrekognoscering (flyvefotos).

Alle, der har oplevet sådanne infiltrationsforetagender, er enige om at fremhæve den umådelige tålmodighed, hvormed patrouilletjenesten, indsivningen og sløringen blev drevet fra rus­sisk side. Disse specialer kræver nemlig en tålmodighed og en evne til resignation, der er højt udviklet hos den russiske soldat, medens det måske tør siges, at de ikke er alle vesteuropæiske sol­datertypers stærkeste sider.

Infiltration eller indsivning af denne art forekom naturligvis fortrinsvis i de momenter, i hvilke den infiltrerende part tilsig­ tede et egentligt, planlagt taktisk formål dermed — og mindre som en chanceoperation. Vejrliget spillede ind i væsentlig grad, og forsvareren lærte efterhånden, at måneløse nætter, stærkt nat­ ligt skydække, storm o. s. v. krævede særlig agtpågivenhed over for infiltrationstruslen. Man lærte, at en systematisk natlig imø­degåelse af de enkelte infiltrationsstyrker var en meget vanskelig sag, der let kunne opslide forsvarerens nerver og liele kraft, og som derfor normalt ikke lønnede sig. 1 stedet satte man ind pa at konstatere infiltrationens mål (samlingssteder) og skærpede i ovrigt bevogtningen ved alle nøgleinstallationer, navnlig kom­ mandostationer o. lign., og averterede desuden alle styrker i bagterrainet om, at infiltration var i gang.

Det anførtes ovenfor, at de russiske troppers tålmodighed og resignationsevne var højt udviklet. Når talen er om deres anlæg for infiltrationstaktikken, må også fremhæves deres „Naturverbundenheit“, en ganske heldig betegnelse, som tyskerne brugte for evnen til at føle sig i kontakt med naturen, dens lyde, skygger og lys, kuble og varme, til at orientere sig i den og ikke lade sig overmande af ensomhedsfølelse. Lægger man dertil en klart manifesteret dødsforagt, tegner billedet af en god infiltrations­ soldat sig efterhånden med nogen tydelighed.

Fra de første faser af krigen i Korea vil man erindre eksemp­ler på, at hele divisioner under udnyttelse af det bjergrige og meget lidet gangbare terrain infiltrerede ind bag FN-hærens li­nier. Det stod forsvarerne klart, at denne infiltration var meget vanskelig at hindre, ligesom det ovenfor er beskrevet for det la­vere taktiske plans vedkommende på østfronten. Den allierede overkommando valgte at give fjenden lov til at samle sig efter denne infiltration og derefter at likvidere de infiltrerede divisio­ner, som — så ledelsen med klart blik — ville være stærkt han­ dicappet af mangel på flyverstøtte og først og fremmest af man­ gel på regelmæssige forsyninger, i særdeleshed da af ammunition. Det sluttelige resultat viste også, at de infiltrerede divisioner ville have været til større nytte, om nordhæren havde anvendt dem som led i den regulære front. Infiltration i så stort omfang vil i det hele taget sjældent svare regning uden luftoverlegenlied, og da vil luftlandeoperationer formodentlig være en mere rationel løsning.

Efter disse mere almindelige betragtninger og erfaringer er det naturligt at se lidt nøjere på det taktiske formål med infil­ trationen og derefter på dens gennemførelse og forsvaret mod den.

Af de foran nævnte taktiske formål med et infiltrationsfore­lagende er besættelsen af et trafikknudepunkt for derved at lam­ me eller hæmme den fjendtlige forsyningstjeneste en udpræget partisanopgave, og den må også løses ved partisanmidler, da hver­ ken ammnnitionsforsyningen eller antallet af tunge våben i styr­ken vil muliggøre en egentlig lamgere kamp. Også levnedsmiddel­ problemet vil spille ind ved et sådant foretagende. Der må normalt kræves en meget dyb indtrængning i modstanderens område, og en sådan opgave må under vesteuropæiske kampforhold og da spe­cielt danske forhold anses for meget vanskeligt gennemførlig.

Angreb på kommandostalioner, feltcentralei o. lign. bar ud­ sigt til storre held; der kendes talrige tilfælde, livor aktioner af denne art mod føringens nervecentre bar haft særdeles følelig virkning. 1 denne forbindelse må det ikke glemmes, at det er set tør i dag, at fjenden optræder i sin modparts uniformer! Den mindste tossegodbed på dette område kan koste dyrt. Der er al­ deles ingen tvivl om, at der må lægges betydelig storie vægt på kommandostationers sløring og skjul og i det hele taget på hem­ meligholdelse af deres beliggenhed, end det sædvanligvis prakti­ seres under fredsforliold på vore breddegrader. En divisions kom­mandostation er, når den indrettes feltmæssigt, en flade med sider på adskillige hundrede meter, hvis de forskellige anlæg skal spredes blot nogenlunde af hensyn til muligheden for beskyd­ning og bombardement. Den traditionelle regimenfskommandostation i et par gårde er også meget sårbar. Sådanne vitale kom­ mandoorganers sikring må i nogen udstrækning ske gennem hem­ meligholdelse, men årvågne poster og tilsvarende alarmeringsforanstaltninger er ubetinget nødvendige, og hos samtlige personer i staben, chefen ikke undtaget, må der bestå et rimeligt bered­skab — minimalt således at alle stedse bar våben bos sig eller i umiddelbar nærhed. General Ridgways håndgranat var ikke til pynt!

Angreb på forsvarerens flanke eller ryg efter en gennemført infiltration vil normalt finde sted i forbindelse med et hoved­ angreb, dette være sig frontalt eller omfattende. Denne infiltra­tionsbensigt er den almindeligste, men rummer visse ulemper, som en krigsførende part, der vil økonomisere med menneskeliv, erfaringsmæssigt er noget tilbageholdende med at anvende. Det kan nem lig vanskeligt undgås, at en sådan in fitreret styrke under den senere kamp rammes af angriberens (sin egen) artilleriild og i øvrigt også af ilden fra hans fodfolksvåben, som jo i mange tilfadde bavner i forsvarerens bagterrain. Ved indsats af infil­ trationsstyrker til dette formål må man derfor enten se ret large på sine soldaters liv eller også meget nøje tilrettelægge sin ild for at undgå at ramme sine infiltrerede stvrker. Opfvldelsen af det sidstnævnte krav lader sig vanskeligt forene med kravet om sim­ pelhed i anlægget i både den taktiske manøvre og af ildplanen eller hele samarbejdet med de tunge hjælpevåben under den kæmpende infiltration gennem forsvarerens stilling. Vi ved, at vesteuropæiske soldater er meget følsomme, når det drejer sig om beskydning med egne våben, og i det her beskrevne forhold ligger utvivlsomt en del af forklaringen på, at netop denne in­ filtrationsform kun er blevet lidet anvendt på den vesteuropæiske krigsskueplads. (NB: Wingates infiltration og tilsvarende bedrif­ter er jo betinget i krigsskuepladsens egenart og det tyndt besat­te og befolkede terrain, hvori operationen fandt sted).

Angreb på artilleristillinger i mørket (altså direkte under infiltrationen) eller koordineret med et angreb ved dagslys fra de under infiltrationen nåede stillinger vil kunne være en over­ ordentlig fare for det pågældende artilleri og derfor en lønnende operation for angriberen. Artilleristens nærsikring under usigtbare forhold, lierunder ikke mindst nødvendigheden af udstrakt an­ vendelse af gravearbejder til dækning af skyts, ammunition og personel, i mulig udstrækning også køretøjer, er blevet yderligere aktuel, og dette bør vides af enhver, som hidtil har måttet nære overdrevne forestillinger om artilleriets hyggetilværelse bag fron­ten. —

Man sondrer normalt mellem to former for kampløs infiltra­tion, nemlig med samlede eller med opløste enheder (småstyrker). Det afhænger af sigtbarbeden, terrainet, den fjendtlige be­ sættelses tæthed, den rådige tid samt de anvendte troppers kva­litet, hvilken metode der lønner sig bedst. Begge metoder har fordele og mangler, som den taktiske fører, der vil benytte dem, nøje må overveje.

Infiltration med samlede enheder bar den fordel, at føreren lettere beholder sin styrke fast i hånden. Den er stedse rede til samlet indsats, og den taktiske fører kan nøje følge, hvorledes liele bevægelsen skrider frem. Den største mangel ved metoden er naturligvis, at større styrker lettere opdages og er udsat for at lide store tab, hvis føreren får fat på den med maskingeværer, f. eks. i belysning med raketter, lysfaldskærme o. s. v. En vis sik­ ring kan ske ved forudgående patrouillering (opklaring) og må­ ske regulær fremsendelse af små sikringsstyrker. Der kan også foretages skinangreb på andre dele af fronten for at bortlede opmærksomheden hos forsvareren. I visse egne kan man sløre sin frem rykning ved at vælge et m indre gangbart terrain, hvor forsvarerens årvågenhed eller måske hele besættelse er væsentlig mindre — en list, som mange krigsførende med stor fordel har anvendt (de tyske offensiver i Ardennerne 1940 og 1944). Hasard­ momentet er dog så stort, at en infiltration med sådanne større styrker — hvorved der nærmest tænkes på styrker af fra delings til kompagnis værdi — på vore breddegrader sædvanligvis kun kan tænkes udført overfor en meget svag og ubeskyttet front.

Anvendelsen af småstyrker (en opløst styrke) på bred front er under de fleste omstændigheder ulige mere lønnende. Sættes sådanne styrker, der normalt vil være af halvgruppes eller grup­ pes størrelse, ind, er risikoen for et sammenbrud af operationen kun ringe. Fjenden vil ofte antage småstyrkerne for snigpatrouiller, som man ikke foretager sig noget effektivt imod, og styr­ kerne kan bedre tilpasse sig terrainet og vige uden om modstand. Der er ingen vanskeligheder ved at holde forbindelse inden for en sådan lille styrke (hvilket altid hæmmer en større styrkes fremrykning om natten), og de mange smågrupper holder ofte fjenden beskæftiget overalt, hvilket slider på hans kræfter og sløver hans årvågenhed. Naturligvis vil enkelte af disse småstyr- ker blive opdaget og måske endda nedkæmpet af forsvareren, hvis de kommer i nærheden af hans anlæg, men det er som bekendt kun få operationer, der kan gennemføres uden lab. Det er med god grund, at Clausewitz advarede mod de falske profeter, der ville anvise universalmidler til at vinde en krig uden blods­ udgydelse for andre end fjenden. I øvrigt er patrouillekainpe i mørke ofte kun lidet tabgivende. Som bekendt får vore skildvagter under garnisonsforhold aldrig ram på de mystiske perso­ner, de beskyder, undtagen i det sørgelige tilfælde, at det har drejet sig om en foresat, der ville prøve deres årvågenhed.

Manglerne ved infiltration ved småstyrker er først og frem­ mest, at føreren for den samlede styrke giver afkald på kontrol i et meget langvarigt moment af operationen, og at der af fø­rere og mandskab i infiltrationsgrupperne kræves perfekt orien­ teringsevne, selvstændighed og høj moral, for at styrken skal finde sit mål og for, at ikke svage sjæle skal lade sig opholde eller helt standse undervejs af mere eller mindre indbildte farer og vanskeligheder.

Før infiltrationen vil følgende forhold blive befalet:

1. Samlingspunkt eller -punkter for de deltagende styrker, når disse er nået igennem (eventuelt det ønskede stykke ind i) fjendens stilling. Disse punkter vil ofte være rekognosceret nøje af patrouiller (f. eks. natten forinden) og valgt efter et nøje studium af flyvefotos med henblik på at finde punkter og områ­ der, der ikke er besat af fjenden, og som byder god mulighed for skjul. Der vil være befalet alternative samlingspunkter for det tilfældes skyld, at fjenden i mellemtiden skulle have besat de primært anviste punkter.

2. Infiltrationsstriber for de enkelte styrker for så vidt mu­ligt at hindre, at de forstyrrer, endsige kommer i kamp med, hin­anden.

3. En frist, inden livis udløb styrkerne skal være nået frem til de befalede mål, for at føreren her kan disponere — hvilket han i givet fald må gøre med de indtrufne dele uden at afvente, at resten når frem. Dette beror dog selvsagt på, om den taktiske operation, i hvilken infiltrationsstyrken skal deltage efter at være nået frem, skal begynde straks om morgenen eller eventuelt først flere dage efter. De styrker, der først når frem til et samlings­ punkt, overtager straks sikringen af dette og påbegynder den eventuelt fornødne opklaring. —

Kravene til den enkelte fører og soldat under infiltrationen er om talt ovenfor.

Det er allerede anført, at forsvar mod infiltration med småstyrker er forbundet med vanskeligheder, der ikke umiddelbart fremgår af en fredstidsbetragtning: Forsvareren får ikke øje på de mange smågrupper, og ban kan normalt slet ikke gøre sig håb om at nedkæmpe dem alle under infiltrationen. Sender han kam ppatrouiller ud i massevis, svækker han sin kampkraft (tæ­rer på sin styrkes moral), risikerer kampe mellem disse indbyr­ des, og risikoen for at iværksætte disse foranstaltninger uden grund er stor — kan jo let ske blot på meldinger om enkelte ,.,rigtige‘‘ snigpatrouiller.

Det taktisk vigtige består i at konstatere, om der finder in­filtration sted, og at finde de infiltrerende småstyrkers samlingsste­der. Som ovenfor sagt må der øjeblikkeligt averteres i hele områ­ det, hvad der er på færde, men den eneste egentlige disposition er, at poster ved vigtige anlæg forstærkes og opmærksomheden navn­lig i området bag fronten skærpes — altså ikke nogen alarmering.

Konstateringen af fjendens hensigter og bevægelser sker ved hjælp af de sædvanlige lytte- og observationsposter samt egne snigpatrouiller i forterrainet, men desuden — og dette er uundværligt — ved skygning.spatrouiller, bestående af fremragende træ­ nede stifindere (høj moral!), vel camouflerede, ganske let på­ klædt og bevæbnet, der har til opgave at følge de fjendtlige infiltrationsstyrker og at finde ud af, hvor de samles, samt at be­ vare føling med dem. Sådanne skygningspatrouiller bør have gan­ ske lette radiostationer med, om muligt også magnettelefonen (sound-powered t.). Hvor det er teknisk gennemførligt, kan det være til stor nytte at råde over materiel til infrarød belysning; i så fald kan der være tale om en virkelig bekæmpelse af infil­trerende grupper. Og naturligvis skyder enhver post i forsvars­ stillingen, hvis han ser og definitivt erkender en fjendtlig styrke lige foran sig.

At alarmminer, akustisk alarmering, pigtråd o. s. v. er meget ønskeligt som led i sikringssystemet er indlysende. Man kan blot langtfra altid regne med at råde over disse midler i tilstrækkeligt omfang.

På grundlag af resultaterne af den omtalte skygning (som bedst udføres af specialuddannet, fast mandskab i patrouiller umiddelbart under bataillon og regiment) kan føringen da træffe sine beslutninger vedrørende eventuel indsats straks ved daggry eller senere — bl. a. ved at stille styrker rede til angreb (evt. kon­ centrisk) eller tunge våben til neutralisation.

Den egentlige taktiske beslutning i forsvaret må bygge på disse realiteter. Hvis skygningspatrouiller, lytteposter m. v. kan sted­ fæste en større fjendtlig styrke under infiltrerende fremrykning, kan der være tale om — alt efter forholdene — at søge at rive denne op, f. eks. ved at sende en „overfaldsstyrke“ med maskin­ pistoler eller maskingeværer imod den. Der må dog regnes med, at dette ikke altid er let. da fjenden formentlig vil have sikret sin hovedstyrke til alle sider.

Som allerede sagt vil en likvidering af småstyrker bedst kunne ske ved dagens lys — blot man bar fundet deres samlings­ sted eller -steder. Dette kan man ikke altid med sikkerhed på­ regne, og eftersporingen må derfor i givet fald fortsætte efter daggry.

Sædvanligvis vil man tilstræbe at likvidere infiltrerede fjen­ der straks ved daggry efter en natlig infiltration. Søger fjenden at bygge en større styrke op i ryggen på egen front gennem flere nætter, f. eks. hvor meget uoverskueligt terrain skulle muliggøre skjult samling af sådanne kræfter, må likvideringen eller den forudgående nødvendige opklaring sættes an så tidligt som mu­ligt. Anvendelsen af hunde er vderst effektiv på dette område og blev af tyskerne på østfronten udviklet til høj fuldkom m en­ hed; hver bataillon havde flere krigsbunde, og det var en kendt sag, at en hund kunne afsøge f. eks. en kornmark (majsmark med høje planter) lige så hurtigt og effektivt som en hel deling. Også fra Korea høres der nu jævnligt tale om stærk anvendelse af krigshunde i patrouille-, skygnings- og anden opklaringstjeneste. Man må se i øjnene, at det kan være meget vanskeligt selv om dagen at opspore sådanne styrker i et bevokset, uoverskueligt eller snedækt terrain. Selv en lynghede vil kunne byde store styrker af velslørede infiltrationstropper gode muligheder for skjul.

At likvideringen må foregå med stor kraft for at begrænse det moment til det mindst mulige, i hvilket reserver, artilleri m. v. er bundet, er indlysende. Røgblænding og anvendelse af napalm mod begrænsede infiltrationsreserver synes at være sær­ ligt lønnende bekæmpelsesmidler. Lykkes det rettidigt at likvi­ dere de infiltrerede styrker, svarer det til en „partiel“ sejr.

Både for at kunne gennemføre en infiltration og at forsvare sig mod en såden er god uddannelse i mørke en hovedforudsæt­ning. I stor udstrækning bør man her anvende så tat mørke og så ugunstige vejrforhold (storm, regn) som muligt og helst også skov, hvor da ikke ikke-militære forhold, såsom hensynet til at værne om hjortes og andre velsmagende vildtformers nattero af myndighederne anses for vigtigere end soldaternes uddannelse til fædrelandets forsvar. En virkelig systematisk mørkeuddannelse har de fleste steder herhjemme måttet forsømmes, bl. a. på grund af de tyngende afgivelser: Når styrken endelig var samlet, skulle man først have lært den dagens gerning (skydning, våbenbetje­ning o. s. v.), og mørkeuddannelsen måtte da træde i baggrun­ den. Det har vistnok også mange steder skortet på en virkelig erkendelse af, hvor afgørende vigtig denne uddannelsesformer. Der har været en tilbøjelighed til at lade den forme sig som kortvarige rabalderøvelser med skud i bøssen fremfor at lægge vægten på opøvelsen af enkeltmands og de mindre enheders vir­ kelige færdighed i at færdes, orientere sig, snige sig afsted, op­ klare, melde og i det hele taget at handle i mørke. Den fore­ stående indførelse af egentlige dækningsstyrker med hovedvæg­ ten på den taktiske uddannelse vil forhåbentlig hidføre en ændring heri. Grebet rigtigt an er uddannelsen i mørke i høj grad egnet til at skole soldaten i felttjenestens problemer, og den vil altid interessere tropperne og tjene til forbedring af deres moral under uddannelsen; virkelig dygtig i mørketjenesten bliver man nemlig først efter langvarig og systematisk ovelse, og dette erken­ des let af enhver, der gennemgår en sådan uddannelse. Mørkeuddannelsen er et område, der i særlig grad egner sig til pleje ved underafdeling og deling, forudsat at man råder over gode de­ lingsførere. De ovenfor anstillede betragtninger turde vise, at god mørkeuddannelse er et must. hvis vi ikke skal stå svagt i taktisk henseende over for en eventuel modstander, der visselig ikke vil have forsømt noget på dette område.

M. B.