Disciplin

Af Ritmester Alf Giersing.

Kaptajn Hansgaards Artikel om dette Emne i forrige Nummer af Militært Tidsskrift maa hilses med udelt Tilfredshed. Artiklen tager særlig Sigte paa Fodfolkets Forhold, men kan utvivlsomt tages til Indtægt ogsaa a f de andre Vaaben. For Rytteriets Vedkommende har man alt i flere Aar været inde paa den Art af Disciplin, som Kaptajnen nu kræver for Fodfolket — og ganske naturligt, idet man i Rytteriet — før og nu — stiller de samme Krav til den enkelte Mands Ansvarsbevidsthed, Paalidelighed, Handlekraft, Selvstændighed o. s. v., som Verdenskrigens ændrede Taktik har bragt Fodfolket til at stille. En Ordonnans, der rider med en Melding i en mørk Nat, maaske 10— 20 Kilometer fra egen Styrke, omgivet af Fjender, paa en dødtræt Hest og maaske selv dødtræt, har Brug for mange Egenskaber. Hvor let er det ikke for ham at unddrage sig sin Pligt, ingen ser ham, og ingen vil nogensinde kunne kontrollere hans senere Forklaringer. Han kan sige, at han er redet gal Vej, han kan sige, at han ikke kunde komme frem, ej heller tilbage, for han blev beskudt alle Vegne, han kan finde paa tusinde plausible Udflugter til Forklaring af, at han ikke kom frem med sin Melding. En Menig i en saadan Situation maa være i Besiddelse af Handlekraft, Styrke og Dygtighed — det giver den almindelige Uddannelse — , men han maa tillige være i Besiddelse af Pligtfølelse, Ansvarsfølelse, Karakterstyrke o. m. a. — og disse Ting læres ikke under den almindelige Uddannelse, hvis Læreren ikke bevidst i sin Undervisning arbejder hen derimod. Man har i Rytteriet et Fag — „Felttjeneste" — , der ikke i samme Forstand findes i de andre Vaaben.

En vigtig Del af dette Fag er Patrouille- og Ordonnanstjenesten, og der gives her en vid Mark for Opgaver — i Stuen paa Terrainbordet og i Marken — hvorved man kan bibringe Mandskabet Forstaaelsen af, hvor nødvendig en høj Moral er for den menige Soldat, og man har bevidst udnyttet den fortrinlige Lejlighed, man gennem dette Fag har haft og har til Skabelsen af den Disciplin, der er den første Betingelse for en tilfredsstillende Løsning a f denne Del af Rytteriets Opgave i Krig. I sin Rapport om Inspiceringen i 1915 skrev Generalinspektøren for Rytteriet saaledes: .... og hvad der ikke var det mindst tiltalende var, at adskillige forstod at forsvare, hvad de havde gjort og ingenlunde var til Sinds at give op, naar der bagefter blev gjort Bemærkninger dertil enten af Læreren eller af mig. Det er det, der skal naas ved Felttjeneste. Soldater, som kan tænke og handle, som forstaar, at naar de har faaet et Hverv, har de samtidig faaet et Ansvar og en Myndighed, og som har Selvstændighed og Viden nok til at hævde deres Mening og ikke straks bliver usikre, naar der gøres en Bemærkning derom fra en overordnets Side." Der er sket en stor Forandring i den Maade, hvorpaa man søger at skabe og haandhæve Disciplinen siden Aarhundredets Begyndelse, og det er sikkert gaaet mange saaledes, at man med en vis Betænkelighed og Ængstelse for Følgerne har modtaget Meddelelsen om de forskellige „Reformer", der i Tidens Løb har ændret de militære ydre Former. Mange har hver Gang ment, at denne eller hin „Reform", Afskaffelse af dette eller hint „disciplinære Middel", meget vilde vanskeliggøre Opretholdelsen af Disciplinen. Og dog kan man sige — i hvert Fald er det utvivlsomt for Rytteriets Vedkommende — , at Disciplinen er ligesaa god nu som i gamle Dage, selv om Formen er en anden. Heri ligger, at man maaske ikke behøver at være saa ængstelig for, at en Æ ndring a f de disciplinære Metoder absolut maa frembringe en ødelæggende eller i det mindste en forringende Virkning paa Disciplinen. Det er nødvendigt indenfor Hæren at følge Tidens Udvikling og tilpasse Metoderne efter Tidens Krav, thi ellers kommer man bagefter. Dette er i og for sig ikke let — thi Officerskorpset er af Naturen konservativt. Konservatismen maa imidlertid ikke udarte til Stivhed og Mangel paa Evne til at finde frem og anvende de gode Ting, som Udviklingen, selv om denne maaske forøvrigt gaar i en uheldig Retning, alligevel har ført med sig. Det er utvivlsomt, at Uddannelsen i Hæren — og dermed Disciplinen — i de senere Aar i mange Retninger har fulgt Tidens K rav — saaledes bl. a. ved at anerkende Idræt som et fortræ ffeligt disciplinerende Middel. Men det er ligesaa utvivlsomt, at man ikke er naaet til Vejs Ende, og at der endnu er Levninger tilbage fra gammel Tid. Det er paa Tide, at disse forsvinder, og at det slaas fast, at Stramhed og Stivhed ikke passer for den moderne Rekrut, men at Disciplinen — ganske som Kaptajn Hansgaard angiver — maa skabes og haandhæves ved ganske andre Metoder og Midler. Naar jeg optager Kaptajnens Idé og her behandler Emnet „Disciplin", da er Anledningen hertil først og fremmest, at jeg ved et Tjenesteophold i Holland i 1926 ikke kunde undgaa at anstille Sammenligninger mellem vore Forhold og den Maade, man i Holland haandhæver Disciplinen paa. En saadan Sammenligning har sin store Interesse særlig derigennem, at det hollandske Naturel, den hollandske Folkekarakter i saa overordentlig høj Grad ligner den danske. Man fristes derfor til at tro, at man uden Risiko maatte kunne tage de gode Ting fra den hollandske Metode og overføre hos os — uden derved at gøre Skade. Jeg forudskikker, at det Resultat, man i disciplinær Henseende naar i det hollandske Rytteri, med 15 Maaneders Uddannelse, ikke er bedre end vort, men det er ligesaa godt, og det naas paa en mere tiltalende Maade.

Kaster man et Blik tilbage, da ser man, at det hollandske Officerskorps har været nationalt siden Lejetroppernes Ophævelse. Den hollandske Disciplin er derfor ogsaa national, vokset frem i Overensstemmelse med Folkets nationale Ejendommeligheder og Karakter. Det samme er ikke Tilfældet hos os. Vort Officerskorps har igennem lange Tider været under stærk tysk Paavirkning, den Disciplin, der haandhævedes hos os. var tysk (preussisk) indtil for ikke saa forfærdelig mange Aar tilbage, og Reminiscenserne er ikke helt forsvundet endnu. Denne Disciplin har aldrig været i Overensstemmelse med den danske Folkekarakter, og det er utvivlsomt, at den i nogen Grad har fordget de Vanskeligheder, Hæren gennem saa lang Tid har haft med at komme i Kontakt med Befolkningen.

Man forlanger i det hollandske Rytteri mindre Stramhed end hos os. Officererne er altid venlige og behagelige overfor Mandskabet. Hidsighed, Overfusen eller Udskældning, naar der blev begaaet Fejl, saa eller hørte jeg ikke — altid Behåring i Sindsligevægt. Udenfor Geleddet var der aldrig Tale om nogen befalende eller kommanderenTone overfor undergivne. Mandskabet nærede en aaben. bar Tillid til deres Officerer og nærmede sig disse i fuld Tryghed. E t Par Eksempler kan maaske illustrere Forholdene. Jeg havde bl. a. Lejlighed til at overvære en Forbidefilering for den kommanderende General efter A f ­ slutningen af de store Øvelser. Jeg holdt lige bagved Generalen, og det var interessant at studere Fysiognomierne i de Batailloner og Eskadroner, der passerede forbi paa Vejen. Her lærer vi os til at se paa en inspicerende General med en Blanding af Stramhed, Strenghed og Energi. Noget saadant saa man intet til. Den Maade, Mandskabet saa paa den kommanderende General paa, var nærmest præget af interesseret Velvilje. Forøvrigt var Marchen meget god og frisk; Mandskabet svingede fris med venstre Arm, medens højre Haand holdt paa Geværet, der blev baaret i Rem over Skulderen. Det var langtfra nogen stram Parademarch, som den endnu kan ses hos os, men der var noget tiltalende ved det hele, noget tillidsvækkende og ædrueligt over det — ingen Opstyltethed eller Pral. Man havde Følelsen af, at hvis Tropperne havde været i Krig i nogen Tid, saa vilde en Forbidefilering gaa for sig paa akkurat samme Maade.

I en Gymnastikstime ved en af Eskadronerne hændte det, at Mandskabet morede sig kosteligt over en Klodsmajor, der ikke kunde springe. Det var af en saadan Art, at det herhjemme uvægerligt vilde have fremkaldt en Y tring fra Læreren som f. Eks .: „Hvad griner I ad", „Kan I holde Jer alvorlige" ell. lign. Iler var Ritmesteren nærmest stolt over det og bemærkede: „Kan De se, hvor de morer sig og er glade for deres Tjeneste." Villighed og Iver efter at gøre det, den foresatte ønskede, var tydelig udtalt. Forholdet mellem Overordnede og Underordnede gav sig ogsaa Udtryk i Tiltaleformen og den Slags. Medens paa dansk Svaret paa et Spørgsmaal er „Javel I Ir. Ritmester", udtalt i en energisk og afsnubbet Tone, der slet ikke altid passer til Situationen, lyder det paa hollandsk „Ja Rittmeester". „Javel Hr. Oberstløjtnant" lyder saaledes: „Ja, Overste", og med samme rolige og tillidsfulde Tonefald, hvadenten det var mellem en Menig og en Oberst eller mellem to a f nær samme Grad. Man vil utvivlsomt nu om Dage naa ligesaa vidt ved at nøjes med at forlange en almindelig korrekt Optræden i Forholdet mellem Overmænd og Undermænd og ikke den nuværende stive og i Forhold til de værnepligtiges Opfattelse overdrevent stramme „militære Anstand" Man vilde derved opnaa mindre Underkastelse — jfr. Kaptajn Hansgaards Udtalelse, Spalte 237, 2' Stykke — i Forholdet mellem Over- og Undermænd og mere Følelse a f Samhørighed og fælles Arbejde til Landets Gavn — og den faste og gode Kommandoføring vil ikke lide derved. Foruden i den ydre militære Optræden er der ogsaa nogen unødvendig Stivhed og Stramhed tilbage i Marchen under Aflæggelse af Honnør, hvilket naturligvis i Hovedsagen gælder Fodfolket. Denne March havde sin store Betydning i gamle Dage. Da var — paradoksalt fremsat — den Menige den dygtigste Soldat, der med den strammeste Holdning og nøjagtigt holdende Retning og Mellemrum kunde marchere fastest og mest taktfast. Derfor var det Kompagni, der kunde præstere den flotteste og strammeste March, det bedste Kompagni.

Forudsætningerne for denne March er imidlertid nu ikke mere til Stede —• men selve Marchen ses endnu og forlanges endnu. Den stive højre Arm, de fortvivlede Anstrengelser for at holde Retning, samtidig med, at der skal ses til Siden og Benene strækkes og sættes fast i Jorden —- det hele alligevel mislykket paa Grund af manglende Øvelse — hører ikke vor Tid til. Og dog er det vel ikke udelukket, at det Kompagni, der ved en Inspektion, Parade eller lignende præsterer den strammeste Forbidefilering, kan faa et Plus, hvilket er ganske galt, thi den knappe Uddannelsestid tillader ikke at øve saadant uden Skade for de nødvendige Ting, og uden Øvelse kan en saadan March aldrig blive smuk eller god. Jeg har i disse Dage haft Lejlighed til at se nogle af de Kompagnier, der fra Provinsbyerne kommer til København for at forrette Vagttjeneste i Kastellet. For nogen Tid siden kom et Kompagni, det marcherede — eller rette trampede — saa de garnle Stokke rystede . deres Grundvold. Da jeg saa og hørte Kompagniet paa Afstand, tænkte jeg: „Hvilket flot Kompagni", men da jeg paa nærmere Hold saa dets ganske unaturlige March, hele det opstyltede Præg, hele dette Billede fra forrige Aarhundrede, tænkte jeg paa, hvor megen Tid der maatte gaa til Spilde med at lære saadan March, og hvor lidt en saadan Disciplin har at betyde i vore Dage, hvor det gælder at uddanne Manden til paa egen Haand at kunne handle, til under vanskelige Forhold at holde ud — at give ham en Uddannelse, der udvikler og skærper hans Ansvarsfølelse og i det hele hans Moral. For Rytteriets Vedkommende gør iøvrigt til Dels de samme Forhold sig gældende som ovenfor omtalt. Det er med den nuværende Uddannelse, hvor Eksercits til Hest er stærkt indskrænket, umuligt at præstere en smuk Forbidefilering paa Linie, og dette bliver heller ikke øvet.

For faa Aar siden holdt jeg sammen med en Del andre Officerer bag den kommanderende General under en Forbidefilering. Under Rytteriets Forbidefilering udbrød en ældre Stabsofficer: „Gud, sikke noget S k ...!" thi der var ingen Retning i Geledderne. En saadan Ytring røber den dybeste Misforstaaelse af Tiden og dens Krav. Der er nok at se paa for en Chef, der lader en Styrke defilere forbi, selv om man undlader Retning, Stramhed og Stivhed. Der er Folkenes Ansigter og Ansigtsudtryk, Marchen under de friere Former, Paaklædning o. m. a. Og der gives paa denne Maade Tropperne Le jlighed til at se deres Chef — hvad der ikke gøres nu, hvor de kun har Tid og Tanke for alt det uvante, de selv skal præstere.

Og der er rig Lejlighed til at vurdere Marchen i et Kompagni, selv om denne er fri og naturlig og kun tilsat det Plus, der altid vil komme, naar man er Genstand for Opmærksomhed. Frihed i Stedet for Stivhed, Friskhed i Stedet fo r Stramhed og Naturlighed i Stedet for Kunstighed, det er den Vej, man skal. Jeg forstaar meget vel, at der kræves Resignation for at forlade det gamle, flotte og utvivlsomt soldatermæssige i Uddannelsen, og at det netop for de af Officererne, som er „Soldater" i gammeldags Forstand — og disse er ikke de ringeste — falder svært, men der er ingen Vej uden om. I saa Henseende kan man i Rytteriet tale med, thi der er vist ingen, der har maattet vise større Resignation end de Ryttere, der for 25 Aar siden indøvede den pragtfulde Eksercits til Hest med Attaquer og lignende, og som nu er henvist til en Uddannelse a f den enkelte Mand, for en stor Del til Fods, uden det Incitament i det daglige Slid som den gammeldags, flotte og kavaleristiske Uddannelse betød. Rytteriet i de Lande, der deltog i Krigen, maatte i Stillingskrigen for en stor Del ophøre med at være Rytteri for — som Øjeblikket krævede det — Side om Side med de andre Vaaben til Fods i Skyttegravene at deltage i Kampen. Rytteriet i disse Lande gik beredvilligt ind i de nye Forhold, læmpede sig efter Tidens Krav og høstede Anerkendelse og Ære for den Hurtighed og Dygtighed, hvormed det indordnede sig under de nye Forhold. Man maatte ønske, at det danske Officerskorps paa samme Maade maatte se Nødvendigheden a f at følge Tidens Krav, maatte være tilstrækkeligt smidigt til at ændre Metoder og Teorier i Overensstemmelse hermed og tilstrækkelig dygtigt til at føre Tidens Idéer ud i den rette Aand.